1990 BTL 7 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL KONKURSSKATTELOV NR L 7 1990-91, 2. SAMLING

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 2

»Vil ministerens ovennævnte lovforslag eller L 7, forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og konkursloven. (Underskud ved tvangsakkord uden for konkurs og gældssanering uden for konkurs m.v. og ændringer som følge af konkursskatteloven) forhindre, at der kan handles med virksomheder, der alene har et skattemæssigt underskud?»

Svar

I forslag til konkursskattelov (L 6) § 4, stk. 1, foreslås det, at underskud fra før konkursens slutning ikke kan fradrages efter dette tidspunkt.

I forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og konkursloven (L 7) foreslås det, at uudnyttede underskud, der ellers er fradragsberettigede efter henholdsvis ligningslovens, personskattelovens og virksomhedsskattelovens regler, ved fremførslen begrænses med det beløb, hvormed en skyldners gæld er nedsat ved tvangsakkord udenfor konkurs, gældssanering udenfor konkurs eller frivillig akkord.

Forslagene indebærer ikke ændringer i reglerne for underskudsfremførsel for personer eller selskaber, som ikke har været igennem konkurs, akkord eller gældssanering. Hvis en skyldner ikke opnår en konkurs, tvangsakkord udenfor konkurs, gældssanering udenfor konkurs eller en frivillig akkord, sker der derfor ingen begrænsninger i retten til at fremføre et eventuelt underskud.

De foreslåede regler ændrer ikke ved det gældende regelsæt om underskudsfremførsel i ligningslovens § 15, stk. 3-6. Formålet med disse regler er at sikre, at købere af et selskab ikke kan fremføre et skattemæssigt underskud i selskabet fra før overtagelsen til modregning i selskabets renteindtægter, udbytter m.v. efter overtagelsen. Reglerne forhindrer derimod ikke fremførsel af underskud i erhvervsmæssig indkomst.

Spørgsmål 4

»Hvordan har reglerne fra december 1987 om underskudsoverførselsbegrænsninger for selskaber virket i praksis?»

Svar

Reglerne i ligningslovens § 15 om underskudsfremførsel for selskaber blev ændret i 1987 med virkning fra og med indkomståret 1988.

Formålet med de nye regler var at forhindre, at passive investorer opkøber et tomt underskudsselskab for at udnytte underskuddet til at gøre afkast af finansielle aktiver, som indskydes i det tomme selskab, skattefrie, indtil underskuddet er brugt op. Efter lovændringen kan aktieselskabers underskud fra tidligere år ikke fratrækkes i nettokapitalindtægter i selskabet, hvis mere end 50 pct. af aktierne eller af stemmeværdien er overdraget til en ny aktionærkreds.

Reglerne om begrænsning af retten til underskudsfremførsel skulle alene gælde de tilfælde, hvor passive investorer overtager et underskudsselskab for at modregne underskuddet i kapitalafkast.

Derimod skulle underskud fra tidligere år altid kunne modregnes i overskud fra enhver form for erhvervsvirksomhed, f.eks. overskud fra fremstillingsvirksomhed. Herved opnåedes, at underskudsgivende selskabers aktiviteter uden skattemæssige konsekvenser kan omlægges eller udvides i forbindelse med et ejerskifte. Reglerne hindrede således ikke, at arbejdspladser kan reddes ved en rekonstruktion af selskabet.

Den praktiske virkning af reglerne om en begrænsning i underskudsfremførslen har været, at køb af underskudsselskaber, hvor formålet alene har været at nedbringe beskatningen af fremtidige kapitalindtægter, er ophørt.

Reglerne begrænser som nævnt ikke retten til at fremføre underskud til modregning i erhvervsmæssige indkomster, hvorfor der i dette øjemed fortsat handles med underskudsselskaber.

Spørgsmål 7

Ministeren bedes kommentere vedlagte omtale af handel med underskudsselskab i Børsen den 14. september 1990. Ministeren bedes oplyse, om han ikke - bl.a. på baggrund af artiklen - nu er enig i, at de nugældende regler i ligningslovens § 15 må strammes op.

Vil det af ministeren bebudede lovforslag »ramme« en transaktion som den omtalte, hvor der er tale om et børsnoteret selskab, der overdrages med et betydeligt skattemæssigt underskud, derefter sælger sin virksomhed til aktiesælgeren, og til slut udnyttes som investeringsselskab?

(1989-90, spm. 174, alm. del - bilag 318).

Svar

Udvalget anmoder om mine kommentarer til omtalen i Børsen den 14. september 1990 af en konkret handel med et børsnoteret selskab og spørger, om jeg - bl.a. på baggrund af artiklen - nu er enig i, at de nugældende regler i ligningslovens § 15 må strammes op.

På grund af reglerne om tavshedspligt kan jeg ikke nærmere kommentere den konkrete handel.

I øvrigt synes det ikke at fremgå af artiklen, at formålet med handlen er af skattemæssig karakter. Det er snarere et spørgsmål om at opnå en hurtigere og nemmere adgang til Fondsbørsen.

På baggrund af artiklen finder jeg derfor ikke anledning til at overveje en ændring af reglerne om underskudsfremførsel i ligningslovens § 15.

Dernæst spørges der, om det lovforslag, jeg har bebudet, vil omfatte en transaktion som den, der omtales i artiklen, hvor der er tale om et børsnoteret selskab, der overdrages med et betydeligt skattemæssigt underskud, derefter sælger sin virksomhed til aktiesælgeren og til slut udnyttes som investeringsselskab.

Regeringen har den 2. oktober 1990 fremsat et forslag til en konkursskattelov samt et hertil knyttet forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og konkursloven (Underskud ved tvangsakkord udenfor konkurs og gældssanering udenfor konkurs m.v. og ændringer som følge af konkursskatteloven). Disse forslag omfatter ikke en situation som den beskrevne.

Den konkrete sag kan jeg - som anført - på grund af reglerne om tavshedspligt ikke kommentere. Jeg må i denne forbindelse bemærke, at jeg heller ikke finder det rigtigt at kommentere en transaktion i lyset af et lovforslag på baggrund af en avisartikel.

Spørgsmål 11

»På hvilke områder adskiller lovforslaget sig fra Skattelovrådets anbefalinger i betænkning nr. 1101 fra 1987?»

Spørgsmål 12

»Har Skattelovrådet udtalt sig om det foreliggende lovforslag? I bekræftende fald ønskes en kopi af udtalelsen.«

Svar

Betænkning nr. 1101 fra 1987 indeholder en lovskitse, som har dannet grundlag for udarbejdelsen af L 6 og L 7. Skattelovrådet har kommenteret et tidligere udkast til L 6 og L 7 (bl.a. med en anden nummerering af paragrafferne). I det følgende vil jeg først og fremmest koncentrere mig om de ændringer, som Skattelovrådet har kommenteret, fordi de indebærer en fravigelse fra Skattelovrådets skitse. Endvidere omtaler jeg under pkt. B.1. en enkelt ændring, der ikke var med i det udkast, som Skattelovrådet har kommenteret. Skattelovrådets udtalelse vedlægges i kopi.

A. Forslaget til konkursskatteloven

1. Efter lovforslagets § 14 kan skattemyndigheden træffe bestemmelse om skattepligt, hvis myndigheden skønner, at konkursindkomsten opgjort efter fradrag af tidligere års underskud overstiger i alt 100.000 kr. Skattemyndigheden kan dog undlade at træffe bestemmelse om skattepligt, hvis det må antages at kun en mindre del af skatten kan inddrives. Efter lovforslagets §§ 3 og 11 gives der ved beregning af skatten af konkursindkomsten et fradrag på 100.000 kr.

Skattelovrådets skitse går ud på, at afgørelse om skattepligt kun kan træffes, såfremt det må antages, at den skattepligtige indkomst i forbindelse med behandlingen af konkursboet vil være »betydelig«.

2. Efter lovforslagets § 15 skal bostyret i konkursboet sende genparter af opgørelsen efter § 116 i konkursloven direkte til skattemyndigheden samtidig med, at bostyret sender originalerne til skifteretten.

Efter Skattelovrådets skitse skal originalerne sendes til skifteretten, som derefter skal videresende dem til skattemyndigheden med sine eventuelle rettelser.

Ændringen e foretaget efter indstilling fra Justitsministeriet.

3. Efter lovforslagets § 15 kan afgørelser om skattefrihed ændres til afgørelser om skattepligt, hvis der senere indgår et aktiv i boet, som enten ikke tidligere var nævnt i bostyrets oplysninger, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt.

Skattelovrådets skitse indeholder ikke denne adgang til at ændre afgørelserne.

4. Efter lovforslagets §§ 3 og 10 opgøres konkursindkomsten for hvert år for sig. Selvangivelserne indgives dog først samtidig med fristen for det sidste års selvangivelse, og underskud ved opgørelsen af det enkelte års indkomst under konkursen kan frem~ og tilbageføres til andre år under konkursen.

Herved opnås stort set samme resultat, som ved Skattelovrådets skitse, hvorefter konkursindkomsten opgøres under eet for alle konkursårene, således at det er uden skattemæssig betydning, på hvilket tidspunkt under konkursen, at et aktiv bliver solgt.

5. For tiden efter konkursdekretets afsigelse er hverken skyldnerens A-indkomst eller skyldnerens indkomst som medhjælpende ægtefælle i den anden ægtefælles virksomhed omfattet af skattefriheden i §§ 6 og 7. Det gælder både efter lovforslaget og efter Skattelovrådets skitse.

For tiden fra årets begyndelse indtil konkursdekretets afsigelse er der derimod en forskel. Efter lovforslaget er de foran nævnte indkomster heller ikke i denne periode omfattet af skattefriheden. Efter Skattelovrådets skitse er de omfattet af skattefriheden.

B. Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og konkursloven. (Underskud ved tvangsakkord uden for konkurs og gældssanering uden for konkurs m.v. og ændringer som følge af konkursskatteloven).

1. Efter forslaget nedsættes den skattepligtiges underskud med det beløb, hvormed en gæld nedsættes ved akkord eller gældssanering. Nedsættelsen svarer til den eftergivne gæld. Hvis skyldneren har driftsomkostninger ved akkorden, fradrages de i hans skattepligtige indkomst.

Efter Skattelovrådets forslag svarer nedsættelsen til den eftergivne gæld formindsket med omkostninger ved akkorden. Skattelovrådets forslag, som det er formuleret i betænkningen, afskærer ikke driftsomkostningerne fra samtidig at blive fratrukket i den skattepligtige indkomst.

2. Efter lovforslaget nedsættes underskuddet med virkning for det år, hvori akkorden indgås.

Efter Skattelovrådets skitse sker nedsættelsen med virkning for året efter.

Spørgsmål 16

»Vil ministeren oplyse, hvordan lovforslaget påvirker den skattepligtige indkomst og underskudsreglerne i følgende situation

Forudsætninger: Konkursdekret 28/12 1990.

Indkomståret 1989.

--------------------------------------------------------------------~ Ægtefælle I Ægtefælle II --------------------------------------------------------------------~ Personlig indkomst -220.000 0 Kapitalindkomst -150.000 0 Fradrag 10.000 0 --------------------------------------------------------------------~ Skattepligtig indkomst -360.000 0 --------------------------------------------------------------------~ Særlig indkomst -100.000 --------------------------------------------------------------------~ Indkomståret 1990 A-indkomst 120.000 120.000 Kursus-honorar 10.000 Virksomhedsindkomst -250.000 Pens.ord. (løb.indb) -30.000 Overskud udl.ejn. 50.000 --------------------------------------------------------------------~ Personlig indkomst -100.000 120.000 --------------------------------------------------------------------~ Overskud, villa 10.000 Aktieavance (u. 3 år) 10.000 Renter, villa -50.000 Renter, villa -100.000 Renter, virksomhed -60.000 Underskud, skib, leasing -10.000 Kapitalindkomst -200.000 --------------------------------------------------------------------~ Fradrag 10.000 10.000 --------------------------------------------------------------------~ Skattepligt. indkomst -310.000 110.000 --------------------------------------------------------------------~

Skibet er solgt 1. april 1990 og der er en særlig indkomst på 20.000 kr. Aktierne er ligeledes solgt 1. april 1990.

Virksomheden er ophørt pr. 28. december 1990.

De øvrige indtægter/udgifter er ligeligt fordelt over årets måneder.

Ægtefællerne har fælleseje og begge har underskrevet skødet både vedrørende villa og udlejningsejendom. Ægtefælle I anses for at have »drevet« udlejningsejendommen.

Kan ægtefælle II nu efterfølgende begære fradrag for 50 pct. af villaens underskud?

Gør det nogen forskel, hvis ægtefælle II i 1989 og 1990 havde selvangivet 50 pct. af villaens underskud?

Hvordan bliver opgørelsen, såfremt udlejningsejendommen i både 1989 og 1990 anses for »drevet« af ægtefælle II?»

Svar

Det forudsættes at ægtefælle nr. I ejer alle aktiver bortset fra bolig og udlejningsejendom, der ejes i lige sameje, og at kun ægtefælle nr. I tages under konkurs.

1989 påvirkes ikke af konkursen.

For 1990 beskattes hver ægtefælle af afkastet fra sine aktiver, jf. § 9.

Ægtefælle II's indkomst i 1990 består herefter af

A-indkomst 120.000 kr. Overskud udl. ejendom 25.000 kr. Renter udl. ejendom -50.000 kr. Overskud villa 5.000 kr. Renter villa -25.000 kr. -------------- Skattepligtig indkomst 75.000 kr. --------------

Ægtefælle I's indkomst i 1990

Konkursindkomsten består af Virksomhedsindkomst -250.000 kr. Pensionsordning, løbende indbetaling -30.000 kr. Overskud udl. ejendom 25.000 kr. Overskud villa 5.000 kr. Aktieavance -25.000 kr. Renter, villa -50.000 kr. Renter, virksomhed -60.000 kr. Underskud skib -10.000 kr. Skib særl. indkomst 20.000 kr. -------------- Konkursindkomst -375.000 kr. --------------

Dette underskud kan alene fratrækkes i konkursindkomst for de følgende år. Hertil skal lægges underskud fra 1989 i alt -460.000 kr., der alene kan fratrækkes i konkursindkomsten for de følgende år.

Øvrig indkomst

A-indkomst 120.000 kr. Konkurs-honorar (normalt A-indkomst) 10.000 kr. -------------- 130.000 kr. --------------

Der betales skat af de 130.000 kr., uden fradrag af noget underskud.

Endelig bemærkes at posten fradrag 10.000 kr. ikke er nærmere oplyst, og der er derfor ikke taget stilling til denne.

Det er for besvarelsen ligegyldigt, hvem der har drevet ejendommen i 1989 eller 1990. Beskatningen for 1990 kan ægtefællerne ikke fordele frit imellem sig og spørgsmålet om efterfølgende begæring af fradrag for 50 pct. af villaens underskud falder derfor bort.

Spørgsmål 18

»Hvorledes påvirker en ret til modregning af ikke-»brugt« virksomhedsskat beskatningen i tilfælde med henholdsvis uden opsparing i virksomhedsordningen?

Eksempel ønskes for virksomhed med dekret i 1991 og følgende overskud

1987: 100.000 kr. 1988: 100.000 kr. 1989: - 200.000 kr. 1990: - 500.000 kr. 1991: - 200.000 kr.

Hvorledes forholder det sig med beskatning af indkomst på 300.000 kr. i 1992 i de to tilfælde?»

Svar

Forudsættes det, at skatteyderen i 1987 og 1988 har haft anden indkomst end den i eksemplet nævnte virksomhedsindkomst, således at den pågældende har kunnet udnytte 3 pct.-fradraget og personfradraget i denne anden indkomst, vil forskellen ved beskatningen i 1992 være følgende

1. Har skatteyderen ikke anvendt virksomhedsordningen (ikke sparet op i virksomhedsordningen) er der ved beskatningen af overskuddene i 1987 og 1988 sket endelig beskatning af disse overskud. De efterfølgende underskud får ingen indflydelse på beskatningen af overskuddene i 1987 og 1988.

Underskuddene i 1989, 1990 og 1991 kan ikke fradrages i skatteyderens indkomst i 1992, jf. konkursskattelovforslagets § 12, stk. 1, og skatteyderens samlede skat for 1992 vil derfor udgøre skatten af indkomsten på 300.000 kr.

2. Har skatteyderen sparet overskuddene i 1987 og 1988, hver på 100.000 kr., op i virksomhedsordningen, vil skatteyderen for hvert af årene 1987 og 1988 have betalt en foreløbig virksomhedsskat på 50.000 kr. eller i alt 100.000 kr., og der vil være et indestående på konto for opsparet overskud på 50.000 kr. + 50.000 kr. eller 100.000 kr.

Underskuddet i 1989 på 200.000 kr. skal modregnes i det opsparede overskud fra 1987 og 1988, ved at indeståendet på kontoen for opsparet overskud på 100.000 kr. med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat på 100.000 kr. medregnes ved opgørelsen af skatteyderens personlige indkomst. Den til det hævede beløb svarende virksomhedsskat, 100.000 kr., fradrages i skatteyderens slutskat med tillæg af eventuel overført restskat. En eventuel resterende virksomhedsskat fremføres til fradrag i den beregnede slutskat m.v. for de nærmest efterfølgende 5 indkomstår, det vil sige for årene 1990, 1991, 1992, 1993 og 1994, (jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2 og 3, og § 13, stk. 1, der er omtalt i besvarelsen af spørgsmål 17 og 19).

Underskuddene i 1990 og 1991 kan ikke fradrages i skatteyderens indkomst i 1992, jf. konkursskattelovforslagets § 12, stk. 1, og skatteyderens samlede skat for 1991 vil derfor udgøre skatten af indkomsten på 300.000 kr. med fradrag af den eventuelt resterende virksomhedsskat.

Forskellen mellem situation 1, hvor skatteyderen ikke anvender virksomhedsordningen, og situation 2, hvor skatteyderen anvender virksomhedsordningen, er således, at skatteyderen i situation 2 eventuelt har et tilgodehvende for resterende virksomhedsskat, som kan modregnes i skatten af indkomsten for 1992. Denne forskel er alene en følge af den med virksomhedsordningen tilsigtede udjævning af indkomsten over årene. Forskellen har intet at gøre med det underskud, der ved konkursen i 1991 bliver omfattet af konkursskattelovforslagets § 12, stk. 1. For personer, der benytter virksomhedsskatteordningen, er behandlingen af resterende virksomhedsskat således uafhængig af, om den pågældende går konkurs eller ej.

Spørgsmål 25

Ifølge svaret på spørgsmål 14 (bil. 11) er der ikke fradragsret, såfremt en skyldner efter f.eks. 6 års forløb i forbindelse med tidligere konkurs betaler en kreditor f.eks. 100.000 kr. til fuld og endelig afgørelse. (Hovedstolen er ikke forældet). Kan man omgå dette ved at gøre sit krav gældende inkl. renter?

Hovedstol 200.000 kr. Renter år 1 (forældet) Renter år 2 30.000 kr. Renter år 3 34.000 kr. Renter år 4 36.000 kr. Renter år 5 40.000 kr. -------------- Krav i alt 340.000 kr. --------------

Er der i den givne situation fradragsret for alle renterne - 140.000 kr. - idet der med betalingen på 100.000 kr. ikke er skyldige renter for tidligere år? (Ligningslovens § 5, stk. 7).

Svar

Svaret på spørgsmål 14 går ud på, at forslagets manglende ret til at fremføre underskud efter en konkurs ikke for nogen dels vedkommende vågner op, selvom skyldneren efter konkursen betaler af på sin gamle gæld. Dette skyldes, at der ikke er nogen umiddelbar og entydig sammenhæng imellem det fradragsberettigede underskud, der ikke kan fremføres efter konkursen, og skyldnerens gæld. Spørgsmålsstilleren er inde på, at fallenten alligevel kan få fradag for påløbne renter. Det skyldes, at fradragsretten for renter først gælder fra betalingstidspunktet, og at afdrag på en gæld efter landsskatteretspraksis fortrinsvis afskrives i renterne. I den situation, som beskrives i spørgsmålet, er der på betalingstidspunktet fradrag for de 100.000 kr. i renter, som betales. Jeg mener ikke, at forholdet kan karakteriseres som omgåelse. Det er kun den før nævnte manglende entydige sammenhæng imellem underskud og betaling af gæld, der medfører, at retten til at fatrække gamle underskud efter en konkurs, ikke vågner op, når gælden betales.

Spørgsmål 28: Ad svar på spørgsmål 16 (bil. 11).

»En udlejningsvirksomhed anses for en erhvervsmæssig virksomhed. Er ministeren enig i, at overskuddet ved fælleseje ikke kan deles ligeligt mellem ægtefællerne, jf. kildeskattelovens § 25 A, der anfører, at overskuddet skal medtages hos den ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomhed?»

Svar: Ad spørgsmål 28-33.

En ægtefælle råder selv over sine aktiver og hæfter for sin egen gæld. Man holder altså ikke op med at have ejendomsret til sine ting, blot fordi man bliver gift. Det gælder, hvad enten aktiverne indgår i et fælleseje eller ej. Fællesejet har alene betydning for delingen ved død og ved skilsmisse. Når ægtefæller derimod ejer et aktiv i sameje, så betyder det, at ægtefællerne deler ejendomsretten. Det kræver en særlig aftale mellem ægtefællerne. Sameje og fælleseje er således to forskellige begreber. I spørgsmål 16 blev det anført, at udlejningsejendommen er fælleseje, og at begge ægtefæller har underskrevet på skødet. Det afgørende i relation til konkurs er ejendomsretten. I svaret er derfor indlagt en forudsætning om, at udlejningsejendommen ejes af ægtefællerne i sameje, idet fælles underskrift på skødet er det typiske bevis for, at der foreligger sameje. Som følge af samejet indgår halvdelen af udlejningsejendommen i konkursboet. Det er uden betydning at udlejningsejendommen også er fælleseje.

Ved beskatning af en ægtefælles erhvervsvirksomhed er ejendomsretten uden betydning. Det er også uden betydning, hvorvidt der er fælleseje. Her lægges der i stedet vægt på, hvilken ægtefælle der i overvejende grad driver virksomheden, og så er der adgang for den anden ægtefælle til at beskattes som medhjælpende ægtefælle eller til at indgå en lønaftale.

I konkursåret gælder noget særligt efter lovforslaget. Her lægger man vægt på ejendomsretten. Det skyldes, at det også er ejendomsretten, der afgør, hvor meget der bliver inddraget i konkursboet. Når ejendommen således ejes ligeligt af begge ægtefæller (sameje) indgår halvdelen af udlejningsejendommen i konkursboet og halvdelen af over/underskuddet henføres til dette.

Til spørgsmål 30 og 31 bemærkes yderligere, at hvis overskuddet eller underskuddet på ejendommen er selvangivet forkert og dette skyldes, at man ikke har taget hensyn til, hvilken ægtefælle der har drevet ejendommen, er det muligt efterfølgende at få ændret skatteansættelsen. Til spørgsmål 32 bemærkes, at det afgørende for, om en ejendom inddrages i konkursboet, er, om skyldneren har ejendomsretten, jf. ovenfor. Det er uden betydning, om der foreligger fælleseje.

Til spørgsmål 33 bemærkes, at grunden til den forskellige skattemæssige behandling af udlejningsejendommen og den anden virksomhed, der omtales i spørgsmål 16, er, at ejendomsrettens fordeling mellem ægtefællerne er forskellig. Udlejningsejendommen ejes i lige sameje, mens det i svaret er forudsat, at den anden virksomhed ejes af skyldneren.

Spørgsmål 34: Ad svar på spørgsmål 26 (bilag 18).

»Vil det ikke være rimeligt at fastslå i lovgivningen, at virksomhedsskatten er endelig, når den ikke er modregnet på dekrettidspunktet, eller at fastslå, at den »resterende virksomhedsskat« optages i konkursformuen?

Vil en bekræftende besvarelse på dette spørgsmål indebære, at pågældende skatteyder efter konkursen vil blive skattemæssigt stillet som enhver anden skatteyder?»

Svar

For så vidt angår virksomhedsskat af opsparet overskud, der ikke er hævet før konkursdekretet, gælder, at virksomhedsskatten bliver endelig, jf. § 3, nr. 3, i lovforslag L 8.

Ved hævning af opsparet overskud før konkursdekretet på grund af modregning af underskud, modregnes virksomhedsskatten af det opsparede overskud i slutskatten. Overstiger virksomhedsskatten slutskatten, udbetales beløbet i modsætning til andre overskydende skatter ikke kontant, men modregnes i slutskatten indenfor de efterfølgende fem år, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 3. Der er redegjort herfor i svarene på spørgsmål 17-19. I svaret på spørgsmål 26 er anført, at jeg ikke mener at reglerne om fremførsel af resterende virksomhedsskat bør ændres, idet der er tale om en overskydende skat, der i princippet burde være blevet udbetalt kontant. Dette gælder også en ændring i retning af, at det fremførelsesberettigede beløb på grund af konkursen blot inddrages af skattemyndighederne eller optages i konkursformuen. Sidstnævnte ville endvidere være ganske vanskeligt at gennemføre, idet beløbet som tidligere nævnt ikke kan udbetales kontant, men kun kan modregnes i virksomhedsindehaverens personlige skatter. Beløbet kan således ikke overdrages, og der kan ikke foretages udlæg heri, jf. svaret på spørgsmål 27. Når dette er tilfældet, indgår beløbet heller ikke i konkursmassen, jf. konkurslovens § 36.

Såfremt fremførselsadgangen for resterende virksomhedsskat, der ikke kan rummes i slutskatten, afskæres som følge af konkursen, er det korrekt, at den pågældende skatteyder ved den personlige beskatning vil blive stillet på samme måde, som hvis vedkommende ikke havde anvendt virksomhedsordningen forud for konkursen. Som nævnt i svaret på spørgsmål 18 er den fordel, der ligger i adgang til fremførsel af resterende virksomhedsskat efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 3, alene en følge af den med virksomhedsordningen tilsigtede mulighed for udjævning af indkomsten over årene, og dette har intet at gøre med det underskud, som ved konkursdekretets afsigelse bliver omfattet af konkursskattelovforslagets § 12, stk. 1.

25. januar 1991

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer

Folketingets Skatteudvalg

Lovforslag nr. L 7 (konkursskattelov) og L 8 (akkord m.v.)

FSRs Skatteudvalg har gennemgået ovennævnte forslag og har i den anledning følgende bemærkninger

Ad. L 7 - Forslag til konkursskattelov

Forslaget medfører som hovedregel skattefrihed for konkursindkomster, medmindre der træffes bestemmelse om skattepligt.

Endvidere medfører lovforslaget for selskaber, at underskud fra før konkursens slutning ikke kan fradrages efter dette tidspunkt.

For fysiske personer medfører lovforslaget, at fra og med indkomståret, hvori konkursdekretet afsiges, og senere indkomstår kan underskud fra tidligere ikke fradrages hos skyldneren eller dennes ægtefælle, men alene i konkursindkomsten.

Det er Skatteudvalgets opfattelse, at begrænsningen i underskudsfremførslen bør suppleres med en bestemmelse om, at der dog kan ske underskudsfremførsel i det omfang, der efter konkursdekretets afsigelse sker fyldestgørelse af krav, som før konkursen har været fradraget som driftsomkostning. Alternativt kan der indføres fradragsret i betalingsåret, hvilket er enklere.

Skatteudvalget skal endvidere bemærke, at forslaget ikke berører insolvensbehandlingssituationer, som ikke er omfattet af konkursloven.

Dette gælder, når virksomheden afvikles under anmeldt/ikke anmeldt betalingsstandsning, og betalingsstandsningsperioden afsluttes med udlodning af de ubehæftede aktiver efter konkursordenen, uden at skyldneren går konkurs. Afvikling af virksomheden ved tvangsauktion uden skyldnerens efterfølgende konkurs er heller ikke berørt af lovforslaget.

Det må derfor antages, at reglernes gennemførelse vil fremme anvendelsen af insolvenssituationer, der falder uden for forslaget, hvilket næppe kan være tilsigtet med lovændringerne.

Til de enkelte bestemmelser i lovforslaget bemærkes følgende

Ad. § 3, stk. 3, og § 10

Med de foreslåede regler om »carry back«, og da konkursindkomsten beskattes proportionalt, må det være tilstrækkeligt og ressourcebesparende, at der kun indgives een selvangivelse vedrørende konkursindkomsten, omfattende hele konkursperioden.

Ad. § 12

Bestemmelsen bør, jf. det foran anførte, udvides med en bestemmelse om, at retten til underskudsfremførsel bevares i det omfang, skyldneren efter konkursdekretet fyldestgør krav, som forud for konkursen har været fradraget.

Ad. L 8 - Forslag til ændring af forskellige skattelove og konkursloven

Lovforslaget medfører, at underskud fra før akkorden alene kan fremføres med et beløb, der er reduceret med den ved akkorden opnåede gældsnedsættelse uden hensyntagen til, om gældsnedsættelsesbeløbet vedrører poster, der tidligere er fradraget ved indkomstopgørelsen.

Dette bør ændres således, at underskudsfremførslen alene begrænses med den del af gældsnedsættelsen, der vedrører poster, der tidligere er fradraget ved indkomstopgørelsen. Dette begrundes med, at en meget stor del af de af en akkord omfattede fordringer ikke er fradragsberettigede omkostninger (bankgæld (ekskl. renter), moms, udækkede panthæftelser (ekskl. renter) m.v.)

Sådanne fordringer vil efter lovforslaget reelt blive beskattet (ved reduktion af underskudsfremførsel) og dermed forringe skyldnerens økonomiske muligheder for at gennemføre en akkord.

FSRs Skatteudvalg kan i øvrigt tilslutte sig de af Advokatrådet fremsendte bemærkninger til ovennævnte lovforslag.

Med venlig hilsen

Søren Rasmussen

Formand for FSRs Skatteudvalg

Kommentarer til henvendelse af 25. januar 1991 fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer til Folketingets Skatteudvalg vedrørende forslag til konkursskattelov (L 7) og forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og konkursloven. (Underskud ved tvangsakkord uden for konkurs og gældssanering uden for konkurs m.v. og ændringer som følge af konkursskatteloven) (L 8)

Vedr. forslag til konkusskattelov (L 7)

1. Generelt

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (herefter FSR) bemærker, at forslaget ikke berører insolvensbehandlingssituationer, som ikke er omfattet af konkursloven (betalingsstandsning og tvangsauktion).

FSR antager derfor, at reglernes gennemførelse vil fremme anvendelsen af insolvenssituationer, der falder uden for forslaget, hvilket næppe kan være tilsigtet med lovændringerne.

Jeg kan bekræfte, at de situationer, FSR omtaler, ikke omfattes af lovforslaget.

For så vidt angår betalingsstandsningssituationerne bemærkes, at formålet med betalingsstandsning netop er at prøve at undgå en konkurs. Et forslag om begrænsning af retten til at fremføre underskud efter en betalingsstandsning ville ikke harmonere med formålet med en betalingsstandsning.

For så vidt angår de tilfælde, hvor en virksomhed afvikles ved tvangsauktion uden skyldnerens efterfølgende konkurs, kan jeg være enig i, at der i visse tilfælde kunne være anledning til at begrænse retten til at fremføre et underskud. Det gælder således de tilfælde, hvor tvangsauktionen i realiteten indebærer et endeligt opgør med skyldnerens aktiver, og hvor kreditorerne derfor undlader yderligere forfølgning af deres krav, eftersom omkostningerne ved en konkurs vil overstige værdien af skyldnerens aktiver. Disse tilfælde kan imidlertid i praksis ikke uden videre afgrænses overfor de tilfælde, hvor tvangsauktionen kun indebærer en realisering af en del af skyldnerens aktiver, og hvor skyldneren derfor efter tvangsauktionen fortsat har mulighed for at fyldestgøre sine kreditorer. En tvangsauktion indebærer således ikke nødvendigvis en forhåndsformodning for, at skyldneren også kan erklæres konkurs.

Jeg finder det på denne baggrund ikke hensigtsmæssigt at foretage en udvidelse af begrænsningen af retten til at fremføre underskud til også at omfatte betalingsstandsnings- og tvangsauktionssituationerne. Jeg vil i denne forbindelse gerne bemærke, at jeg ikke deler FSR's opfattelse, hvorefter en gennemførelse af reglerne må antages at fremme insolvensordninger, der falder udenfor forslaget. Afgørelsen af, hvilken ordning der i den konkrete situation finder anvendelse, må således antages at blive truffet ud fra en samlet overvejelse af, hvad der tjener kreditorernes interesser bedst muligt. I sådanne overvejelser vil naturligt indgå også de retsgarantier, de lovregulerede ordninger indebærer.

2. Ad §§ 3, stk. 3, og 10

FSR anfører, at det med de foreslåede regler om »carry back« og proportional beskatning af konkursindkomsten må være tilstrækkeligt og ressourcebesparende, at der kun indgives een selvangivelse vedrørende konkursindkomsten, omfattende hele konkursperioden.

Jeg kan oplyse, at forslagets udformning på dette punkt skyldes, at der for de forskellige år under bobehandlingen meget vel kan gælde forskellige skatteregler. I denne forbindelse må det bemærkes, at der kun skal udarbejdes selvangivelser i større boer, dvs. hvor konkursindkomsten skønnes at overstige 100.000 kr., og derfor er skattepligtig. Jeg finder det rigtigt, at der stilles krav om selvangivelse m.v. i sådanne større boer.

3. Ad § 12

FSR finder, at forslagets § 12 bør udvides, sådan at retten til underskudsfremførsel bevares i det omfang, skyldneren efter konkursdekretet fyldestgør krav, der ikke forud for konkursen har været bragt i fradrag, herunder også ved boets udbetaling af dividende.

Efter forslagets § 12 kan underskud fra tidligere indkomstår som udgangspunkt ikke fradrages i indkomst hos skyldneren eller dennes ægtefælle i det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og senere indkomstår.

Det kan ofte være vanskeligt at danne sig et sikkert overblik over et konkursbo med henblik på en egentlig indkomstopgørelse. Da konkursboet efter forslaget som oftest vil blive skattefrit, vil boets indkomst typisk ikke være opgjort. Det er derfor ikke muligt at beregne det underskud, man kunne have fremført, hvis ikke adgangen hertil blev helt afskaffet.

Hertil kommer, at det - som påpeget af Skattelovrådet i betænkning nr. 1101 om skat ved konkurs og akkord - som udgangspunkt ikke er muligt at påvise nogen entydig sammenhæng mellem gælden og det underskud, der ønskes fremført. Betalingen af en gældspost efter en konkurs kan derfor normalt ikke henføres til nogen bestemt del af underskuddet inden konkursens slutning.

Det må i øvrigt bemærkes, at forslaget må ses som et samlet hele, og at det også i denne forbindelse må tages i betragtning, at konkursindkomsten som hovedregel må antages at blive skattefri, og at der gives et bundfradrag på 100.000 kr. i en eventuelt skattepligtig konkursindkomst.

Jeg finder det på denne baggrund ikke hensigtsmæssigt at imødekomme FSR's forslag.

Vedr. forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og konkursloven. (Underskud ved tvangsakkord uden for konkurs og gældssanering uden for konkurs m.v. og ændringer som følge af konkursskatteloven) (L 8)

FSR anfører, at lovforslaget medfører en nedsættelse af det underskud, der kan fremføres, uden hensyn til om gældsnedsættelsesbeløbet vedrører poster, der tidligere er fradraget ved indkomstopgørelsen.

FSR bemærker hertil, at dette bør ændres, sådan at underskudsfremførslen alene begrænses med den del af gældsnedsættelsen, der vedrører poster, der tidligere er fradraget ved indkomstopgørelsen. Foreningen begrunder sit synspunkt med, at en meget stor del af de fordringer, der omfattes af en akkord, ikke er fradragsberettigede omkostninger. Da sådanne fordringer efter foreningens opfattelse dermed efter lovforslaget reelt vil blive beskattet, vil dette forringe skyldnerens økonomiske muligheder for at gennemføre en akkord.

Jeg kan i denne forbindelse henvise til, at det - som påpeget af Skattelovrådet i betænkning nr. 1101 om skat ved konkurs og akkord - som udgangspunkt ikke er muligt at påvise nogen entydig sammenhæng mellem gælden og det underskud, der ønskes fremført. Betalingen af en gældspost efter en akkord kan derfor normalt ikke - ligesom tilfældet er efter en konkurs, jf. ovenfor - henføres til nogen bestemt del af underskuddet inden akkordens slutning.

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål og skatteministerens svar herpå optrykkes som bilag til denne betænkning.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Det Danske Advokatsamfund og Foreningen af Statsautoriserede Revisorer.

Der er af skatteministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) anfører, at lovforslaget indebærer en afklaring af retstilstanden og forbedring af den skattemæssige behandling af underskud i konkurs.

Udvalgsbehandlingen har gjort det klart, at der ikke i Folketinget er vilje til at gøre op med spekulationen i rene underskudsselskaber, jf. svarene på spørgsmålene 2, 4 og 7. Dette er en væsentlig svaghed ved lovforslaget, som mindretallet vil søge afhjulpet, når udviklingen har modnet den politiske vilje hertil, hjulpet på vej af uacceptable eksempler.

Endvidere har udvalgsbehandlingen afdækket, at man ved anvendelse af virksomhedsskatteordningen kan bringe fordelene ved denne ordning ud over en konkurs, hvilket synes helt uacceptabelt. Der er tale om, at man før konkursen behandles skattemæssigt fordelagtigt, og at man efter en konkurs tillige opnår en yderligere gunstig skattemæssig behandling. Forholdet illustreres af besvarelserne på spørgsmål 18 og 34. Socialdemokratiet forventer også på dette område at opnå tilslutning til en ændring, når tiden er kommet hertil.

Socialdemokratiet har med ændringsforslagene peget på tre forhold, der dels tjener til en forenkling (en selvangivelse for konkursboet), dels tjener til effektivisering (inddragelse af insolvenssituationer m.v.), dels tjener til en mere ensartet behandling (rentefradragsregel). De sidstnævnte ændringsforslag er at anse som værnsregler, hvis udfyldning vil blive skabt af praksis og den deraf følgende lovrevision. Det er ganske utilfredsstillende blot at afvise - som ministeren har gjort det - ændringsforslagene med henvisning til, at forholdene fordrer en nærmere undersøgelse eller nærmere overvejelser.

Denne argumentation kan så med samme ret anvendes på de af ministeren stillede ændringsforslag om sidestilling af tvangsakkord henholdsvis gældssanering både i og uden for konkurs.

En sådan konsekvent tankegang er dog tilsyneladende ikke mulig at forlange fra skatteministerens side, hvorimod Socialdemokratiet også her finder grundlag for at gennemføre ændringsforslagene.

Socialdemokratiet anser det, som det er fremgået, for nødvendigt at følge udviklingen på dette område nøje i de kommende år med henblik på fortsatte forbedringer og tilpasninger til den forretningsmæssige udvikling og det øgede europæiske samarbejde med deraf følgende interesse i mere ensartede beskatningsregler også for gældsopgør.

Ændringsforslag

Til § 1

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

1) I stk. 1 udgår ordene », herunder ved tvangsakkord i konkurs og gældssanering i konkurs«.

Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF)

2) I stk. 1 indsættes som 2. pkt.

»Med de ændringer, der følger af forholdets natur, finder reglerne tilsvarende anvendelse ved insolvensbehandlingssituationer, der ikke omfattes af konkursloven, ved betalingsstandsning uden efterfølgende konkurs og ved afvikling af virksomheden ved tvangsauktion uden efterfølgende konkurs.«

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Loven gælder ikke ved frivillig akkord i konkurs, tvangsakkord i konkurs og gældssanering i konkurs. Lovens § 5 og § 13 gælder dog i disse tilfælde.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

4) Stk. 2, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt., affattes således

»Lovens § 4 og § 12 gælder dog i disse tilfælde.«

Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF)

Til § 3

5) Stk. 3 affattes således

»Stk. 3. Er der truffet bestemmelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, skal bostyret indgive selvangivelse, hvorved den skattepligtige indkomst opgøres under eet for hele perioden fra begyndelsen af det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, indtil konkursens slutning. Selvangivelsen skal indgives inden udløbet af den frist, der gælder for indgivelse af selvangivelse for det indkomstår, hvori konkursen sluttes. Konkursindkomsten behandles efter de regler, der gælder for det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges.«

Til § 4

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

6) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke

»Stk. 01. Når selskaber er sambeskattede i indkomståret forud for det indkomstår, hvori konkursdekret afsiges, hæfter selskaberne også for skatter af et af selskabernes konkursindkomst.«

Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF)

7) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke

»Stk. 02. Efter konkursens slutning kan renter vedrørende en fordring, der har været inddraget under konkursen, ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.«

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 5

8) I 1. pkt. udgår ordene »uden tvangsakkord i konkurs«.

Af et mindretal (S) tiltrådt af et mindretal (SF)

Til § 10

9) Stk. 1 affattes således

»Er der truffet bestemmelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, skal skyldneren indgive særskilt selvangivelse vedrørende denne indkomst, hvorved den skattepligtige indkomst opgøres under eet for hele perioden fra begyndelsen af det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, indtil konkursens slutning. Selvangivelsen skal indgives inden udløbet af den frist, der gælder for indgivelse af selvangivelse for det indkomstår, hvori konkursen sluttes. Konkursindkomsten behandles efter de regler, der gælder for det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges.«

Til § 12

10) Efter stk. 7 indsættes som nyt stykke

»Stk. 8. Efter konkursens slutning kan renter vedrørende en fordring, der har været inddraget under konkursen, ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.«

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 13

11) I 1. pkt. udgår ordene »uden tvangsakkord i konkurs eller gældssanering i konkurs«.

Til § 17

12) Stk. 1 affattes således

»Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter denne lov. De i § 15, stk. 1 og 3, omhandlede oplysninger indsendes til den myndighed, som i henhold til 1. pkt. træffer afgørelse om skattepligt efter § 14, jf. § 15, stk. 2 og 3.«

Bemærkninger

Til nr. 1, 3, 8 og 11

Efter nærværende lovforslag (L 7) og lovforslag L 8 (forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og konkursloven. (Underskud ved tvangsakkord uden for konkurs og gældssanering uden for konkurs m.v. og ændringer som følge af konkursskatteloven)) er der en vis forskel mellem den skattemæssige behandling af gæld, der er omfattet af tvangsakkord eller gældssanering i konkurs (L 7) og tvangsakkord og gældssanering uden for konkurs (L 8).

Efter ændringsforslagene undgås den forskellige behandling af de to grupper af tilfælde.

Efter lovforslag L 7 kan underskud fra før slutningen af en konkurs ikke fradrages efter dette tidspunkt. Dette gælder også, når konkursen sluttes med en tvangsakkord i konkurs eller en gældssanering i konkurs.

Ved tvangsakkord uden for konkurs og gældssanering uden for konkurs er det i lovforslag L 8 foreslået, at det fradragsberettigede underskud skal nedsættes med det gældsbeløb, der faktisk er eftergivet.

Betingelserne for at opnå tvangsakkord i konkurs er imidlertid i alt væsentligt de samme som for tvangsakkord uden for konkurs. Tilsvarende gælder hovedbetingelserne for gældssanering uden for konkurs også for gældssanering i konkurs.

I ændringsforslagene foreslås det derfor, at tvangsakkord i konkurs sidestilles med tvangsakkord uden for konkurs, og at gældssanering i konkurs sidestilles med gældssanering uden for konkurs.

Hvis et konkursbo sluttes med en tvangsakkord eller en gældssanering indebærer dette, at adgangen til at fremføre et eventuelt underskud ikke helt ophæves, men kun begrænses med den faktiske gældseftergivelse. De omtalte ændringer medfører konsekvensændringer i lovforslagets §§ 5 og 13 (ændringsforslag nr. 8 og 11).

Ændringsforslagene vil medføre en ændring af den foreslåede skattemæssige behandling af fremførte underskud ved tvangsakkord i konkurs og gældssanering i konkurs, hvilket vil medføre et provenutab, som dog må antages at være af yderst begrænset størrelse.

Til nr. 2

Det er fremgået af henvendelser fra det erhvervsliv, der til daglig arbejder med gældsopgør, at der med gennemførelse af lovforslaget i den nuværende udformning vil ske en forøgelse af antallet af insolvenssituationer i forhold til i dag. Da dette ikke er hensigten med den foreslåede lov, er ændringsforslaget nødvendigt som en afgrænsningsregel. Det er uforståeligt, at emnet ikke har været inddraget i forbindelse med lovforslagets fremsættelse. Ministeren har ikke under udvalgsbehandlingen været indstillet på en opstramning, selv om det i kommentaren til eksempelvis henvendelsen fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer medgives, at der kunne være anledning til en yderligere begrænsning af retten til at fremføre et underskud.

Til nr. 4

Ændringen er redaktionel.

I lovforslagets § 1, stk. 2, foreslås det, at loven ikke gælder ved udenlandske konkurser, der tillægges retsvirkning her i landet efter reglerne i konkurslovens § 6. I forbindelse hermed foreslås det, at lovforslagets § 3 og § 11 dog skal gælde i disse tilfælde.

Af bemærkningerne til lovforslagets § 1 fremgår, at udenlandske domstoles og myndigheders afgørelser vedrørende konkurs, tvangsakkord og lignende insolvensbehandling som udgangspunkt ikke tillægges konkursskattemæssig betydning. Der foreslås dog den undtagelse, at underskudsfremførsel afskæres efter reglerne i lovforslagets § 4 og § 12, hvis justitsministeren tillægger afgørelserne virkning her i landet efter konkurslovens § 6. Den foreslåede skattefrihed for konkursboer er imidlertid knyttet til de særlige danske konkursretlige forhold, og det foreslås derfor, at skattefriheden ikke gælder for udenlanske konkursboer m.v. Henvisningen til § 3 og § 11, der vedrører konkursindkomsten, foreslås derfor ændret, sådan at bestemmelsen henviser til § 4 og § 12 vedrørende begrænsning af retten til underskudsfremførsel.

Til nr. 5 og 9

Skattelovrådet har i sin betænkning nr. 1101 fra 1987, p. 84 ff., anført, at det efter rådets opfattelse vil være en stor fordel, om indkomstopgørelsen forenkles mest muligt, og det må tilstræbes, at fallent og konkursbo under bobehandlingen er fri for indbyrdes at skulle tage hensyn til udveksling af oplysninger, bilag m.m. af hensyn til opfyldelse af selvangivelsespligten.

Skattelovrådet argumenterer kraftigt for, at denne forenkling kan opnås ved, at indkomstopgørelsen foretages under eet for hele konkursperioden. Herved undgås alle periodiseringsproblemer inden for konkursperioden.

Der vil være tale om et væsentligt brud med det normale indkomstskattesystem, hvis man vælger en samlet indkomstopgørelse for hele konkursperioden i stedet for at foretage indkomstopgørelser for hvert indkomstår for sig. Der er imidlertid med forslagets hidtidige formulering lagt op til et endnu mere afgørende brud med normaliteten ved at foreslå indførelse af en såkaldt »carry back«-regel, der indrømmer adgang til at tilbageføre underskud i løbet af konkursperioden. Da der er tale om at opfatte konkursbobehandlingen som en samlet formuedisposition i stedet for en række indkomstårs driftsdispositioner, vil ændringsforslaget være den mest klare måde at forenkle konkursbobehandlingen på inden for dette område.

Til nr. 6

Sambeskattede selskaber hæfter solidarisk for hinandens skat. Det foreslås at bevare den solidariske hæftelse, selv om sambeskatningen i øvrigt ophører under konkurs, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.

At sambeskatningen ophører efter lovforslaget skyldes, at underskud ikke må kunne overføres fra konkursselskabet til et andet selskab inden for samme koncern. Sambeskatningens ophævelse får imidlertid den konsekvens, at selskaberne efter de almindelige regler ikke længere hæfter solidarisk for hinandens skatter. Det gør de, mens sambeskatningen består.

Den solidariske hæftelse skyldes, at der kan disponeres i det ene selskab med skattemæssig virkning for det andet. Sådanne tilfælde kan imidlertid også forekomme i konkurs, og det foreslås derfor, at den solidariske hæftelse opretholdes under konkursen trods sambeskatningens ophævelse.

Til nr. 7 og 10

Udvalgsbehandlingen har afklaret, at en skyldner trods begrænsning af retten til at fremføre underskud på en fordring, der på et tidspunkt nedskrives eller afskrives, alligevel kan få fradrag for efterfølgende påløbne renter af den pågældende fordring. Forholdet er eksemplificeret i spørgsmål 25 og besvarelsen heraf.

Til nr. 12

Ændringen er redaktionel.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Trøjborg (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

Ingen

Nr BTL 7

Betænkning over Forslag til konkursskattelov

Nr L 7 1990-91, 2. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19910521