Legislator Case Law & Legislation
199024K00005 DK

1990 BTL 5 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE AFGIFTSLOVE (AFGIFTSOMLÆGNINGER M.V.) NR L 5 1990-91, 2. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1990 5 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret dels

mundtligt dels skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Danske Kioskers Centralforening,

Danske Vognmænd,

Kræftens Bekæmpelse,

Sommer, C. C., Shell, Kruså,

Tobaksindustrien og

Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) kan hverken stemme for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag ved 2. behandling. Mindretallet bemærker, at Socialdemokratiet var det første parti, der fremlagde en samlet strategi for en nødvendig afgiftstilpasning. Det skete i april 1989 med udspillet »Gang i 90'erne«.

Formålet var inden for samfundsøkonomisk ansvarlige rammer at gennemføre nødvendige afgiftstilpasninger på en række varer, samtidig med at der blev dæmmet op for store milliardtab på nedsættelse af afgifterne på spiritus og tobak.

Gevinsten ved denne strategi ville være, at grænsehandelen kunne reduceres til et minimum, samtidig med at fortsatte store afgiftstab op gennem 90'erne blev forhindret.

Desværre er det på intet tidspunkt lykkedes at få regeringen til at interessere sig for en langtidsplanlægning af afgiftsområdet. Tværtimod har regeringen gennem hovsaforslag brugt afgiftslettelser som lokkemad og bindemiddel i diverse finanslovaftaler. I den samme periode er underskuddet på statsfinanserne eksploderet med udsigt til et underskud på op imod 40 mia. kr. i 1991.

De aktuelle lovforslag fra regeringen, hvor der bruges ca. 2 mia. kr. på afgiftslettelser, er ikke anvendt til at opnå en langsigtet aftale med EF om uændrede tobaks- og spiritusafgifter. Endvidere er der ingen, der tror på, at lovforslagene overhovedet vil reducere grænsehandelsproblemet mærkbart.

Lovforslaget er således både hovsapræget og virkningsløst i forhold til grænsehandelen.

Socialdemokratiet har under forårets drøftelser tilbudt regeringen at medvirke til massive afgiftslettelser for at opnå en forhandlingsløsning med EF om uændrede danske afgifter på spiritus og tobak. Ligeledes har vi anvist en fuld finansiering af provenutabet.

Svaret fra regeringen har været en afvisning af at gennemføre en langsigtet afgiftsstrategi, som kan forhindre nye milliardtab fremover.

Tilsyneladende er Socialdemokratiet det eneste parti, der i øjeblikket er optaget af at få statsunderskuddet under kontrol.

De afgifter, der nedsættes i regeringens lovforslag, indgår også i Socialdemokratiets afgiftsstrategi for at opnå en aftale med EF. Regeringsforslagene ledsages derimod ikke af en aftale med EF og vil ikke nedsætte grænsehandelen mærkbart. Derfor kan det forudses, at der i de kommende år fortsat skal anvendes nye milliardbeløb for at dæmme op for grænsehandelsproblemet.

Da regeringens lovforslag er virkningsløst i forhold til de problemer, som det angiver at løse, kan Socialdemokratiet ikke medvirke ved vedtagelse af lovforslaget.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag. Mindretallet finder det uhensigtsmæssigt at straffe »hjemmerullerne«, sådan som det er lovforslagets hensigt, og vi mener klart at kunne konstatere, at lovforslaget set under en social vinkel har stærk slagside.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stiling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

Til titlen

1) Titlen affattes således

»Forslag

til

Lov om ændring af lov om tobaksafgifter

(Omlægning af afgiften af røgtobak)».

Til § 1

2) Paragraffen udgår.

Til § 2

3) Paragraffen udgår.

Til § 3

4) Nr. 4 udgår.

Til § 4

5) Stk. 2 udgår.

6) Stk. 4 udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1

Ved ændringsforslagene nr. 2 og 3 udgår forslagene om ændringer i to af de tre omfattede afgiftslove. Der er herefter kun tale om ændring af lov om tobaksafgifter. Titlen foreslås ændret i overensstemmelse hermed.

Til nr. 2, 3 og 5

Ved ændringsforslagene nr. 2 og 3 udgår forslaget om en nedsættelse af godtgørelsen af afgift af olieprodukter, der anvendes i registrerede motorkøretøjer, og forslaget om en lignende nedsættelse for gas, der anvendes i registrerede motorkøretøjer.

Ved ændringsforslagene bortfalder det skønnede årlige merprovenu vedrørende olieprodukter på godt 900 mio. kr. og det skønnede årlige merprovenu vedrørende gas på ca. 10 mio. kr.

Som en konsekvens af ændringsforslagene udgår efter ændringsforslag nr. 5 tillige bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 2, om ikrafttrædelsen for den omhandlede nedsættelse.

Til nr. 4 og 6

Ved ændringsforslag nr. 4 udgår den foreslåede nedsættelse af kredittiden for betaling af afgifterne på cigaretter. Den skønnede engangsindbetaling i 1991 på ca. 500 mio. kr. bortfalder hermed.

Som en konsekvens heraf udgår i henhold til ændringsforslag nr. 6 tillige bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 4, om ikrafttrædelsen for den omhandlede kredittidsændring.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Trøjborg (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1990 5 Valid

Nr BTL 5

Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige afgiftslove (Afgiftsomlægninger m.v.)

Nr L 5 1990-91, 2. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19910524

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →