1990 LSF 171 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EF-ASYLKONVENTIONEN) (ef-asylkonventionen)

ARTIKEL 1

1. I denne konvention forstås ved

a) udlænding: enhver person, der ikke er statsborger i en medlemsstat;

b) asylansøgning: ansøgning, ved hvilken en udlænding anmoder en medlemsstat om beskyttelse i henhold til Geneve-konventionen under påberåbelse af at have status som flygtning efter artikel 1 i Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen;

c) asylansøger: en udlænding, der har indgivet en asylansøgning, som der endnu ikke er taget endelig stilling til;

d) behandling af en asylansøgning: samtlige foranstaltninger vedrørende behandling samt afgørelser truffet eller domme afsagt af de kompetente myndigheder i forbindelse med en asylansøgning med undtagelse af procedurerne til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning i henhold til bestemmelserne i denne konvention;

e) opholdstilladelse: enhver tilladelse udstedt af en medlemsstats myndigheder, hvorefter en udlænding kan opholde sig på medlemsstatens område, bortset fra visa og tilladelser til at blive i landet udstedt under behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse eller asyl;

f) indrejsevisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med henblik på, at en udlænding kan indrejse på dens område med forbehold af, at de øvrige indrejsebetingelser er opfyldt;

g) transitvisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med henblik på, at en udlænding kan gennemrejse dens område eller passere gennem transitområdet i en havn eller lufthavn med forbehold af, at de øvrige transitbetingelser er opfyldt.

2. Arten af visummet bestemmes på baggrund af de i stk. 1, litra f) og g), opstillede definitioner.

Bilag 1

Konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater

HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,

HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,

PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,

PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK,

HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,

PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,

PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,

PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,

HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,

PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND.

Som TAGER det mål i BETRAGTNING, som Det Europæiske Råd opstillede den 8.-9. december 1989 i Strasbourg om harmonisering af asylpolitikken;

Som ER fast BESLUTTET PÅ, i overenstemmelse med deres fælles humanitære tradition, at sikre flygtninge en passende beskyttelse i overensstemmelse med Geneve-konventionen af 28. juli 1951, ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967, om flygtninges retsstilling, i det følgende benævnt henholdsvis »Geneve-konventionen« og »New York-protokollen«;

Som TAGER I BETRAGTNING, at det er det fælles mål at etablere et område uden indre grænser, hvor navnlig fri bevægelighed for personer er sikret i overensstemmelse med Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som ændret ved Den Europæiske Fælles Akt;

Som ER BEVIDSTE om nødvendigheden af at træffe foranstaltninger for at undgå, at virkeliggørelsen af dette mål giver anledning til situationer, hvor en asylansøger i for lang tid nærer uvished om, hvilken behandling hans asylansøgning vil få, og som tilstræber at give alle asylansøgere sikkerhed for, at deres ansøgning vil blive behandlet af en af medlemsstaterne, og at undgå, at asylansøgere sendes fra den ene medlemsstat til den anden, uden at nogen af disse stater erklærer sig kompetent til at behandle asylansøgningen;

Som TILSTRÆBER at videreføre den dialog, der er indledt med De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge, med henblik på at opfylde ovennævnte mål;

Som med henblik på denne konventions gennemførelse ER BESLUTTET PÅ at iværksætte et nært samarbejde ved hjælp af forskellige midler, bl.a. udveksling af oplysninger;

HAR BESLUTTET AF INDGÅ DENNE KONVENTION OG HAR MED HENBLIK HERPÅ SOM BEFULDMÆGTIGEDE UDPEGET

HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,

Melchior Wathelet

Vicepremierminister, justitsminister samt minister for små og mellemstore virksomheder

HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,

PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,

Dr. Helmut Ruckriegel

Ambassadør for Forbundsrepublikken Tyskland i Dublin

Wolfgang Schæuble

Forbundsindenrigsminister

PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLINSKE REPUBLIK,

Ioannis Vassiliades

Minister for offentlig orden

HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,

Joce Luis Corcuera

Indenrigsminister

PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,

Pierre Joxe

Indenrigsminister

PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,

Ray Burke

Justits- og kommunikationsminister

PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,

Antonio Gava

Indenrigsminister

HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,

Marc Fischbach

Undervisningsminister, justitsminister, minister for offentligt ansatte

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,

Ernst Maurits Henricus Hirsch Ballin

Justitsminister og minister for De Nederlandske Antiller og Aruba

PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,

Manuel Pereira

Indenrigsminister

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND,

David Waddington

Indenrigsminister

Sir Nicholas Maxted Fenn, KCMG

Ambassadør for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i Dublin

SOM, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og behørig form,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, foretages følgende ændringer

1. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.«

2. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.

»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.«

3. I § 7, stk. 5, ændres »§ 48, stk. 2,» til: »§ 48 a, stk. 1,».

4. I § 28, stk. 2, indsættes som 3. pkt.

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret anmodningen.«

5. Efter § 29 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 5 a

Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, foretages følgende ændringer

1. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.«

2. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.

»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.«

3. I § 7, stk. 5, ændres »§ 48, stk. 2,» til: »§ 48 a, stk. 1,».

4. I § 28, stk. 2, indsættes som 3. pkt.

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret anmodningen.«

5. Efter § 29 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 5 a

Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, foretages følgende ændringer

1. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.«

2. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.

»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.«

3. I § 7, stk. 5, ændres »§ 48, stk. 2,» til: »§ 48 a, stk. 1,».

4. I § 28, stk. 2, indsættes som 3. pkt.

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret anmodningen.«

5. Efter § 29 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 5 a

Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen

ARTIKEL 2

Medlemsstaterne bekræfter på ny deres forpligtelser i henhold til Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen, uden nogen som helst geografisk begrænsning af disse instrumenters anvendelsesområde, og deres tilsagn om at samarbejde med tjenestegrenene under De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge med henblik på anvendelsen af disse retsakter.

Bilag 2

Ministrene noterede sig udkastet til konventionen om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.

Ministrene noterede sig,

- at elleve medlemsstater kunne undertegne konventionen;

- en erklæring fra den danske minister om, at Danmark ikke for øjeblikket kunne undertegne nævnte konvention, men at han agtede at fortsætte sine bestræbelser med henblik på, at Danmark ligeledes kan undertegne konventionen.

Ministrene for de elleve øvrige medlemsstater besluttede derfor at undertegne konventionen, og hvis Danmark ikke undertegner konventionen inden den 7. december 1990, vil de fleste af medlemsstaterne undertegne en konvention, hvori disse medlemsstater er de kontraherende parter.

Ministrene vedtog at optage følgende erklæringer i konferencens protokol

1. Parterne erklærer herved, at de for at sikre, at asylansøgere gives tilstrækkelige garantier, vil lade den mulighed stå åben at udvide samarbejdet i henhold til denne konvention til andre stater ved at lade dem indgå forpligtelser i lighed med de i denne konvention fastsatte ved hjælp af passende instrumenter.

2. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at supplere artikel 15, stk. 6, med en bestemmelse om, at der kun må meddeles oplysninger, der er opnået på lovlig vis og i god tro, da dette er en selvfølgelighed, som det ikke er nødvendigt at præcisere.

3. Medlemsstaterne er enige om årligt at forelægge udvalget en rapport om deres egen kontrol med, at de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15, anvendes til de fastsatte formål.

4. Medlemsstaterne noterer sig, at det ikke er udelukket at anvende andre muligheder i henhold til folkeretten, hvis det ikke er muligt at nå til enighed om revision af konventionen i henhold til artikel 17, stk. 2.

5. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at denne konvention, i tilfælde af at den suspenderes på foranledning af en medlemsstat i henhold til artikel 17, fortsat gælder i forholdet mellem de øvrige medlemsstater.

6. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at udkastet til konventionen om overskridelse af EF-medlemsstaternes ydre grænser har nær sammenhæng med andre instrumenter, som er nødvendige til gennemførelse af EØF-Traktatens artikel 8 A, og især med konventionen om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af EF-medlemsstaterne. Medlemsstaterne understreger, at det er nødvendigt at intensivere arbejdet med nævnte udkast, således at det kan afsluttes inden udgangen af 1990. Konventionen om overskridelse af medlemsstaternes ydre grænser bør træde i kraft hurtigst muligt efter ikrafttrædelsen af nærværende konvention.

7. Forbundsrepublikken Tyskland erklærer, at Den Tyske Demokratiske Republik ikke er udland i forhold til Forbundsrepublikken Tyskland.

Med henvisning til den erklæring fra regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland vedrørende begrebet »tyske statsborgere«, der er knyttet som bilag til EØF-Traktaten af 25. marts 1957 gør Forbundsrepublikken Tyskland opmærksom på, at nærværende konvention ikke gælder for tyskere i ovennævnte erklærings betydning.

8. Da det drejer sig om et spørgsmål, der vedrører de tolv lande, går Nederlandene principielt ud fra, at godkendelsesproceduren ikke indledes i hovedstæderne, før Danmark også har undertegnet konventionen. I alle tilfælde indleder Nederlandene ikke denne procedure, før Danmark har undertegnet den.

9. Nederlandene erklærer, at for så vidt angår begrebet »asylansøgning« er landet af den opfattelse, at anvendelsen af ordene »anmoder en medlemsstat om beskyttelse« betyder, at der ved indgivelsen af en asylansøgning er tale om en udlænding, som under påberåbelse af sin status som flygtning anmoder om at få tilladelse til ophold i denne egenskab i den pågældende medlemsstat.

10. Kongeriget Spanien erklærer, at hvis Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med konventionens artikel 19 beslutter at udvide konventionens anvendelsesområde til også at omfatte Gibraltar, finder en sådan anvendelse sted, uden at det berører den spanske holdning i forbindelse med striden med Det Forenede Kongerige om suveræniteten over landtangen.

Originalen til denne protokol, som den er undertegnet af konferencens formand og sekretær, vil blive deponeret med konventionen hos Irlands regering.

Et eksemplar af denne protokol vil blive sendt til signatarstaterne.

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

ARTIKEL 3

1. Medlemsstaterne forpligter sig til at sørge for, at enhver udlænding, der ved grænsen eller på deres område indgiver en asylansøgning til en af dem, får denne ansøgning behandlet.

2. Denne ansøgning behandles af en enkelt medlemsstat, der bestemmes efter kriterierne i denne konvention. Kriterierne som er defineret i artikel 4-8 finder anvendelse i den anførte rækkefølge.

3. Denne ansøgning behandles af medlemsstaten i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser.

4. Hver medlemsstat har ret til at behandle en asylansøgning, som den får forelagt af en udlænding, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne konvention, såfremt asylansøgeren samtykker heri.

Den medlemsstat, der er ansvarlig efter ovennævnte kriterier, bliver herefter frigjort for sine forpligtelser, der overgår til den medlemsstat, der ønsker at behandle asylansøgningen. Sidstnævnte stat underretter den medlemsstat, der er ansvarlig efter nævnte kriterier, hvis denne har fået forelagt ansøgningen.

5. Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen.

6. Proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der efter denne konvention er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, indledes, så snart en asylansøgning indgives for første gang i en medlemsstat.

7. Den medlemsstat, asylansøgningen er indgivet til, skal på de i artikel 13 fastsatte betingelser og for at afslutte proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, tilbagetage en asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat og der har indgivet en asylansøgning efter at have trukket sin ansøgning tilbage under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig.

Denne forpligtelse ophører, hvis asylansøgeren i mellemtiden har forladt medlemsstaternes område i en periode på mindst tre måneder eller af en medlemsstat har fået udstedt en opholdstilladelse med en varighed på mere end tre måneder.

Bilag 3

Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987

Efter 2. behandling den 28. maj 1991

§ 3

Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

ARTIKEL 4

Hvis et medlem af asylansøgerens familie i en medlemsstat er blevet anerkendt som flygtning i henhold til Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen, og opholder sig lovligt der, er denne stat ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, hvis de interesserede parter ønsker det.

Det pågældende familiemedlem kan kun være asylansøgerens ægtefælle eller hans ugifte mindreårige barn på under atten år eller, hvis asylansøgeren selv er et ugift mindreårigt barn på under atten år, hans far eller mor.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget tilsigter at skabe det retlige grundlag for Danmarks ratifikation af EF-asylkonventionen.

Formålet med EF-asylkonventionen er at fastslå princippet om, at een og kun een stat, der udpeges efter konventionens kriterier, skal have ansvaret for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i et af EF-landene. Herved kan man undgå, at asylansøgerne bliver kastebolde mellem landene, fordi ingen vil påtage sig ansvaret for behandlingen af sagen. Endvidere kan man undgå, at flere medlemsstater unødigt bruger ressourcer på at behandle samtidige eller successive asylansøgninger fra samme person. Konventionen indeholder således værnetingsregler, der svarer til det 1. asyllandsprincip, som i forvejen følges af de fleste medlemsstater.

EF-asylkonventionen tilsigter ikke at skabe ensartede regler for, hvilke betingelser en asylansøger skal opfylde for at få asyl i en medlemsstat (materielle asylregler). På længere sigt er det imidlertid EF-landenes mål at nå frem til en harmonisering af asylpolitikken.

Konventionen blev undertegnet af de 11 andre EF-medlemsstater den 15. juni 1990 i Dublin. Konventionen er endnu ikke undertegnet af Danmark. Konventionen træder i kraft, når alle tolv EF-medlemsstater har ratificeret konventionen.

2. Forholdet til tredjelande

En række tredjelande, først og fremmest Norge, Sverige, Østrig og Schweiz, har udtrykt interesse for at deltage i en tilsvarende ordning vedrørende asylansøgere som den, der er indeholdt i asylkonventionen. EF-landene har i forbindelse med Dublin-ministermødet tilkendegivet, at de for at sikre, at asylansøgere gives tilstrækkelige garantier, vil lade den mulighed stå åben at udvide samarbejdet i henhold til asylkonventionen til andre stater ved at lade dem indgå forpligtelser i lighed med de i konventionen fastsatte ved hjælp af passende instrumenter. Flertallet af EF-landene har imidlertid fundet, at det er for tidligt at indlede egentlige forhandlinger med tredjelande om en tilknytning til EF-asylkonventionen, eftersom konventionen endnu ikke er undertegnet af alle medlemsstater. Medlemsstaterne har endvidere givet udtryk for, at spørgsmålet om tredjelandes tilknytning til EF-asylkonventionen rejser en række politiske og juridiske problemer.

Danmark har under arbejdet med EF-asylkonventionen støttet tanken om, at tredjelande - som f.eks. de nordiske lande - får mulighed for at indgå i samarbejdet. Det er nærliggende, at en sådan udvidelse af samarbejdet til også at omfatte andre lande end EF-medlemsstaterne faktisk vil finde sted. Justitsministeriet har derfor udformet lovforslaget således, at der åbnes mulighed for, at Danmark kan tilslutte sig fremtidige tilsvarende aftaler, der indgås med lande uden for EF.

3. Konventionens indhold

Konventionens indhold kan opdeles i 5 hovedkategorier

- generelle principper,

- kriterier for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig,

- følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat,

- udveksling af oplysninger og

- tilknyttede bestemmelser.

Konventionsteksten er optaget som bilag 1 til lovforslaget. Som bilag 2 er optaget en mødeprotokol for konferencen mellem EF-medlemsstaternes ministre med ansvar for indvandring i Dublin den 15. juni 1990. Som bilag 3 er optaget den gældende udlændingelov.

3.1. Generelle principper

Konventionen indledes med en principerklæring, idet medlemsstaterne på ny bekræfter deres forpligtelser i henhold til Geneve-konventionen og New York-protokollen om flygtninges retsstilling uden nogen som helst geografisk begrænsning af disse teksters anvendelsesområde, og bekræfter deres tilsagn om at samarbejde med De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge, jf. konventionens artikel 2.

Medlemsstaterne forpligter sig endvidere til at sørge for, at enhver udlænding, der indgiver en asylansøgning ved grænsen til eller i et af medlemslandene, får denne ansøgning behandlet, jf. konventionens artikel 3, stk. 1.

Konventionen fastslår, at enhver asylansøgning, der indgives af en udlænding i en af staterne, skal behandles af een enkelt medlemsstat, som udpeges efter objektive kriterier, der er fastsat i konventionen, jf. konventionens artikel 3, stk. 2, og artikel 4-8. Ansøgningen behandles af medlemsstaten i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser.

Enhver medlemsstat bevarer sin suveræne ret til at behandle en asylansøgning, selv om den ikke er forpligtet hertil efter kriterierne i konventionen, jf. konventionens artikel 3, stk. 3. Den medlemsstat, der er ansvarlig efter konventionens bestemmelser, bliver herefter frigjort fra sine forpligtelser, idet disse overgår til den stat, som ønsker at behandle ansøgningen.

Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen, jf. konventionens artikel 3, stk. 5.

3.2. Kriterier for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig

Konventionen fastlægger i artikel 4-8 de kriterier, som er afgørende for, hvilken af medlemsstaterne der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives af en udlænding. Disse kriterier tager hensyn til asylansøgerens eventuelle familiemæssige tilknytning og til, hvordan vedkommende er rejst ind på medlemsstaternes område. Kriterierne finder anvendelse i den anførte rækkefølge.

Ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning er således i første række den stat, hvor asylansøgerens nærmeste familiemedlemmer allerede opholder sig som konventionsflygtninge (ægtefælle, mindreårige børn eller forældre, dersom asylansøgeren selv er mindreårig), jf. konventionens artikel 4.

De øvrige kriterier er baseret på, hvor stor en del af ansvaret en medlemsstat har påtaget sig ved asylansøgerens indrejse på medlemsstaternes område. Som følge heraf er i anden række den stat ansvarlig, som har udstedt en opholdstilladelse eller et visum til asylansøgeren, eller den stat, via hvilken asylansøgeren lovligt eller ulovligt er indrejst på De Europæiske Fællesskabers område, jf. artikel 5-7.

Disse kriterier er lagt til grund, fordi de er objektive, og fordi de er udtryk for, at der er skabt en forbindelse mellem den pågældende udlænding og den stat, der udpeges som ansvarlig. Reglerne berører ikke princippet i Geneve-konventionens artikel 31 om, at en asylansøger ikke kan straffes for ulovlig indrejse eller ophold, når han kommer direkte fra det land, hvor han følte sig truet med forfølgelse, og hvis han uopholdeligt henvender sig til myndighederne.

Dersom det ikke på grundlag af ovennævnte kriterier kan afgøres, hvilken stat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat , som asylansøgningen er indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen, jf. artikel 8. Denne subsidiære bestemmelse sikrer sammenhæng i ordningen, idet der hermed gives alle asylansøgere sikkerhed for, at deres ønske om asyl under alle omstændigheder vil blive behandlet af en stat.

En stat kan imidlertid beslutte at behandle en asylansøgning af humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, selv om den ikke er ansvarlig ud fra ovennævnte kriterier, forudsat at asylansøgeren er indforstået hermed. Denne mulighed skal ses i sammenhæng med det generelle princip om, at enhver stat bevarer retten til suverænt at bestemme, om den vil behandle en asylansøgning.

3.3. Følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat

Den stat, der er udpeget som ansvarlig, eller som har besluttet at behandle en asylansøgning, påtager sig en række forpligtelser, der fastsættes i konventionens artikel 10.

Den er således forpligtet til på sit område at modtage en asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat.

Den er navnlig forpligtet til at afslutte behandlingen af asylansøgningen. Denne behandling foregår på de betingelser, der er fastsat i hver enkelt stats lovgivning og i overensstemmelse med bestemmelserne i Geneve-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967.

Den ansvarlige medlemsstat er ligeledes forpligtet til, bortset fra de i konventionen fastsatte undtagelsestilfælde, at tilbagetage en asylansøger, der ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat, medens vedkommendes asylansøgning er under behandling, eller når den er blevet afslået.

For at undgå at asylansøgeren befinder sig i uvished for længe, er overførsels- og tilbagetagelsesprocedurerne søgt gjort fleksible og fristerne så korte som muligt.

3.4. Udveksling af oplysninger

Konventionen foreskriver udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne, jf. konventionens artikler 14-15.

Der kan for det første udveksles generelle oplysninger om love og praksis, som gælder med hensyn til asyl, samt statistiske oplysninger på området. Oplysningerne kan også vedrøre forholdene i asylansøgernes oprindelige hjemland eller seneste opholdsland.

Sådanne udvekslinger af oplysninger vil gøre det muligt for medlemsstaterne at få bedre forståelse for asylspørgsmål og drage fordel af de erfaringer, som de øvrige parter i konventionen indhøster. Det vil også gøre det muligt at nå til mere samstemmende vurderinger af asylspørgsmål, således at der ikke bliver for stor forskelsbehandling.

Der kan endvidere udveksles individuelle oplysninger mellem medlemsstaterne. Formålet hermed er at give den stat, der får forelagt en asylansøgning, mulighed for at få de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe afgørelse med fuldt kendskab til sagens omstændigheder. Sådanne udvekslinger af oplysninger er nødvendige for at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, for at opdage eventuel indgivelse af flere, samtidige asylansøgninger, og for at gennemføre konventionens bestemmelser.

De individuelle oplysninger, der kan udveksles, er udtømmende opregnet i konventionen og vedrører asylansøgerens identitet, den anvendte rejserute, de opholdstilladelser eller visa, der er udstedt af en medlemsstat, og status over behandlingen af asylansøgningen. Begrundelsen for asylansøgningen og for afgørelsen kan meddeles, såfremt den stat, der sidder inde med disse oplysninger, og den pågældende udlænding samtykker heri.

Udvekslingen af individuelle oplysninger er omgærdet med alle de nødvendige retssikkerhedsgarantier. Konventionen fastlægger således nøjagtigt, til hvem disse oplysninger kan meddeles, og til hvilket formål de kan anvendes, idet de udelukkende må tjene til gennemførelsen af bestemmelserne i denne konvention. Udvekslingen sker bilateralt og på udtrykkelig opfordring af en medlemsstat. Der er fastsat bestemmelser, der sikrer, at oplysningerne er korrekte og ajourførte, samt at asylansøgeren har adgang til oplysningerne. Der er ligeledes opstillet regler for, hvordan oplysningerne opbevares, og hvorledes deres fortrolige karakter kan beskyttes.

Elektronisk databehandling af disse oplysninger kan kun ske ved overholdelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. januar 1981 om beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data af personlig karakter og under kontrol af en national instans. Udveksling af oplysninger kan kun finde sted mellem de kontraherende parter, og oplysningerne videregives under ingen omstændigheder til myndighederne i asylansøgernes oprindelige hjemlande.

Udvekslingen af oplysninger vil således på ingen måde kunne skade de berørte personer eller de familiemedlemmer, der er blevet tilbage i det oprindelige hjemland.

3.5. Tilknyttede bestemmelser

Konventionen åbner mulighed for revision af bestemmelserne, navnlig hvis virkeliggørelsen af målene i artikel 8 A i traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab gør det nødvendigt, jf. konventionens artikel 16.

Konventionen åbner ligeledes mulighed for, at en medlemsstat, der møder større vanskeligheder, rent undtagelsesvis kan suspendere anvendelsen af konventionens bestemmelser, jf. konventionens artikel 17, stk. 2. Dette forudsætter dog, at et kvalificeret flertal af medlemsstaterne samtykker heri.

Der nedsættes et udvalg bestående af regeringsrepræsentanter fra hver medlemsstat og med deltagelse af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, jf. konventionens artikel 18. Udvalgets opgave er navnlig at fastsætte visse supplerende regler om anvendelsen af konventionen og at behandle ethvert generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen af konventionen.

4. Konventionens gennemførelse i dansk ret

For at skabe det retlige grundlag for dansk ratifikation af EF-asylkonventionen må der gennemføres forskellige ændringer i udlændingeloven, således at denne svarer til konventionens system.

Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet, om de ændringer, som skal gennemføres på baggrund af EF-asylkonventionen, bør samles i et særskilt kapitel i udlændingeloven eller om ændringerne skal ske de steder i udlændingeloven, hvor det er relevant. Man har fundet, at det af lovtekniske grunde er rigtigst at indarbejde konventionens bestemmelser i tilknytning til de regler i udlændingeloven, der i dag regulerer behandlingen af asylansøgninger. Der er ikke i lovforslaget medtaget forslag om ændringer i udlændingeloven, som ikke er begrundet i ønsket om, at Danmark tiltræder EF-asylkonventionen.

4.1. Forpligtelsen til at behandle en asylansøgning efter konventionen

EF-asylkonventionen indeholder i artikel 4-9 kriterier for, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i et EF-land. Efter EF-asylkonventionens artikel 10 har Danmark pligt til at overtage, dvs. tillade indrejse for en asylansøger, hvis ansøgning Danmark efter konventionens regler er ansvarlig for at behandle.

Ifølge EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 6, indledes proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, så snart en asylansøgning indgives for første gang i et EF-land. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som mener, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan ifølge konventionens artikel 11 snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode Danmark om at overtage asylansøgeren. Danmark skal i så fald tage stilling til anmodningen om overtagelse senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis anmodningen imødekommes, skal overførslen af asylansøgeren herefter ske senest en måned efter, at anmodningen blev imødekommet.

Reglerne om behandlingen af asylansøgninger i de tilfælde, hvor Danmark i henhold til konventionen er ansvarlig herfor, samt forpligtelsen til i disse tilfælde at overtage asylansøgeren i overensstemmelse med konventionens regler fremgår af den foreslåede nye § 48 b.

Som nævnt skal Danmark tage stilling til anmodningen om overtagelse senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Det foreslås imidlertid udtrykkelig fastsat i udlændingeloven, at afgørelsen skal træffes snarest muligt. Justitsministeriet agter endvidere i forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget at instruere Direktoratet for Udlændinge om at træffe afgørelse om overtagelse efter den foreslåede § 48 b snarest muligt og senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Det følger i øvrigt også af almindelige forvaltningsretlige principper, at sagsbehandlingen bør afsluttes så hurtigt som muligt, således at fristen på 3 måneder, som vil fremgå af de retningslinier, som tænkes fastsat for Direktoratet, kun bør udnyttes, hvor det er nødvendigt, f.eks. af hensyn til sagens oplysning.

Er ansøgningen indgivet til Danmark, skal Danmark efter konventionens artikel 3, stk. 7, tilbagetage asylansøgeren , hvis denne under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig, har trukket sin oprindelige ansøgning tilbage og herefter er rejst til et andet EF-land og har indgivet en ny ansøgning der. Forpligtelsen til at tilbagetage asylansøgeren ophører dog, hvis asylansøgeren i mellemtiden har forladt fællesskabernes område i en periode på mindst tre måneder, eller hvis asylansøgeren af et andet EF-land har fået udstedt en opholdstilladelse med en varighed på mere end tre måneder. Det kan f.eks. være en opholdstilladelse, der gives af et andet EF-land, efter regler om familiesammenføring.

Er det fastslået, at Danmark skal behandle sagen, skal Danmark endvidere efter konventionens artikel 10 i en række andre tilfælde tilbagetage asylansøgeren, nemlig a) hvis denne ulovligt opholder sig i et andet EF-land, b) hvis denne har tilbagekaldt sin ansøgning og indgivet asylansøgning i et andet EF-land, eller c) hvis Danmark har afslået ansøgningen, og asylansøgeren nu opholder sig ulovligt i et andet EF-land.

Der er derfor i den foreslåede nye § 48 b medtaget regler om tilbagetagelse af asylansøgeren i de i konventionen nævnte tilfælde.

Efter EF-asylkonventionens artikel 13 skal den stat, der anmodes om tilbagetagelse, give svar på anmodningen senest 8 dage efter forelæggelsen af anmodningen. Direktoratet for Udlændinge vil blive instrueret om, at afgørelse om tilbagetagelse skal træffes straks og senest 8 dage efter anmodningens forelæggelse.

4.2. Overførsel og tilbageførsel af asylansøgere

Når en udlænding ved ankomsten til Danmark ansøger om asyl her i landet og ikke er i besiddelse af fornødent pas og/eller visum, træffes afgørelse om afvisning i dag af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5, jf. § 48, stk. 2. Beslutning om afvisning træffes i givet fald uden en forudgående materiel asylbedømmelse her i landet. Udlændingen må ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land. Direktoratet foretager endvidere i forbindelse med beslutningen om afvisning en vurdering af den pågældendes (familiemæssige) tilknytning til Danmark.

Som nævnt indledes proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, så snart en asylansøgning indgives for første gang i et EF-land. Hvis Danmark får forelagt en asylansøgning, som et andet EF-land skal behandle, kan Danmark ifølge konventionens artikel 11 snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode det andet EF-land om at overtage asylansøgeren. Det andet land skal tage stilling til anmodningen om overtagelse senest 3 måneder efter, at Danmark har forelagt anmodningen. Hvis anmodningen imødekommes, skal overførslen af asylansøgeren ske senest en måned efter, at anmodningen er blevet imødekommet.

Med henblik på at sikre en smidig og effektiv procedure i disse sager foreslås det, at der indføres en ny procedure for de tilfælde, der er omfattet af EF-asylkonventionen. Proceduren vil på mange punkter minde om den ordning, der kendes fra udlændingelovens § 48, stk. 2, om afvisning til »sikre lande«. Efter forslaget skal Direktoratet for Udlændinge snarest muligt træffe afgørelse om at fremsætte anmodning om overførsel af asylansøgeren til det EF-land, der i henhold til konventionen er ansvarlig for sagens behandling. Direktoratets afgørelse kan påklages til Justitsministeriet, men klagen har - i overensstemmelse med, hvad der allerede gælder i afvisningstilfældene (§ 48, stk. 2) - ikke opsættende virkning med hensyn til gennemførelsen af beslutningen om overførsel.

Skal udlændingen ikke overføres til et andet EF-land, f.eks. fordi der ikke er noget andet EF-land, der efter konventionens kriterier skal behandle ansøgningen, træffer Direktoratet for Udlændinge afgørelse om afvisning eller udvisning og i givet fald udsendelse, idet Danmark som nævnt bevarer muligheden for at sende asylansøgeren til et sikkert tredjeland i overensstemmelse med de gældende regler i udlændingelovens § 48, stk. 2, jf. herved nedenfor under pkt. 4.3.

En bestemmelse med dette indhold foreslås indsat i en ny § 48 a, stk. 1, der i øvrigt opretholder den hidtidige afvisningsregel i udlændingelovens § 48, stk. 2. Overførslen vil på samme måde, som det i dag er tilfældet ved afvisning efter udlændingelovens § 48, stk. 2, ske, uden at den pågældende får prøvet sin asylansøgning her i landet, jf. § 48 a, stk. 2. Derved kan konventionens målsætning om at undgå dobbeltbehandling af sagerne opnås.

Det system, der således foreslås indført med overførsel af asylansøgere til andre medlemsstater på grundlag af konventionens regler, minder som nævnt om det, der allerede kendes fra de gældende regler i udlændingeloven om afvisning af asylansøgere til »sikre lande«, jf. ovenfor. I nogle tilfælde vil der på baggrund af EF-samarbejdet blive tale om at overføre personer, som ikke ville kunne afvises efter de gældende regler. Der vil således f.eks. kunne ske overførsel af asylansøgere, der i øvrigt opfylder betingelserne for at indrejse i Danmark, hvis ansøgningen efter konventionens regler skal behandles af et andet EF-land. Antalsmæssigt skønnes det kun at dreje sig om forholdsvis få sager.

Som nævnt kan den medlemsstat, som har fået forelagt en asylansøgning, og som mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, fremsætte anmodning indtil 6 måneder efter ansøgningens indgivelse. Denne frist kan forekomme meget lang. Det foreslås derfor udtrykkeligt fastsat i udlændingeloven, at afgørelse om at fremsætte anmodning om overførsel efter EF-asylkonventionens artikel 11 skal træffes snarest muligt.

Justitsministeriet agter i forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget at instruere Direktoratet for Udlændinge om at træffe afgørelse om overførsel efter den foreslåede § 48 a, stk. 1, snarest muligt og inden 3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Det følger i øvrigt også af almindelige forvaltningsretlige principper, at sagsbehandlingen bør afsluttes så hurtigt som muligt, således at den frist på 3 måneder, som vil fremgå af de retningslinier, som tænkes fastsat for Direktoratet, kun bør udnyttes, hvor det er nødvendigt.

Selv om fristen på de 3 måneder overskrides, hindrer dette ikke, at der kan fremsættes anmodning over for et andet EF-land om at overtage udlændingen, idet den frist på 3 måneder, som tænkes fastsat i retningslinierne for Direktoratet, er en intern forskrift til danske myndigheder, som ikke ændrer på konventionens regler. Det kan på forhånd næppe helt udelukkes, at det i enkelte tilfælde vil kunne vise sig nødvendigt at udnytte fristen på de 6 måneder fuldt ud, f.eks. hvis asylansøgeren har fortiet oplysninger, der er nødvendige for myndighedernes stillingtagen til, om Danmark eller et andet EF-land er ansvarlig for behandlingen af sagen. Det er imidlertid Justitsministeriets vurdering, at det kun i meget få tilfælde ikke vil være muligt at træffe afgørelse inden 3 måneder efter anmodningens forelæggelse.

Hvis et andet EF-land er ansvarlig for sagens behandling, skal dette land i en række tilfælde tilbagetage asylansøgeren. Dette gælder efter EF-asylkonventionens artikel 10, hvis asylansøgeren ulovligt opholder sig i Danmark. Det samme gælder, hvis asylansøgeren har tilbagekaldt sin ansøgning under behandlingen og har indgivet asylansøgning i Danmark. Endelig er det ansvarlige EF-land forpligtet til at tilbagetage en udlænding, hvis ansøgning den har afslået, og som ulovligt opholder sig i Danmark.

Efter konventionens artikel 3, stk. 7, er et EF-land endvidere forpligtet til at tilbagetage asylansøgeren, hvis denne har forladt det pågældende land under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig, og herefter har indgivet asylansøgning i Danmark.

Den foreslåede § 48 a, stk. 1, indebærer, at der i alle disse tilfælde er mulighed for at tilbageføre den pågældende asylansøger fra Danmark til det land, der behandler sagen. Asylansøgeren får i denne situation - ligesom ved overførsel - ikke prøvet en eventuel asylansøgning her i landet, jf. § 48 a, stk. 2.

Afgørelsen om, hvorvidt der skal fremsættes anmodning over for et andet EF-land om tilbagetagelse af asylansøgeren, skal også træffes hurtigst muligt, jf. ovenfor.

Som det fremgår af det anførte, indebærer fremsættelsen af en anmodning over for et andet EF-land om overtagelse eller tilbagetagelse efter EF-asylkonventionen, at der træffes en afgørelse. Afgørelsen indebærer samtidig, at man ikke finder, at betingelserne i § 48 c er opfyldt, jf. herved nedenfor under punkt 4.4. Der skal derfor i forbindelse med afgørelsen om at fremsætte anmodning over for et andet EF-land gives en begrundelse, der opfylder forvaltningslovens krav hertil, ligesom der skal gives klagevejledning, jf. herved reglen i § 48 d, hvorefter afgørelsen kan påklages til Justitsministeriet.

Afgørelsen er imidlertid betinget i den forstand, at den først får virkning for udlændingen, når det andet EF-land i givet fald imødekommer anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse. Først på dette tidspunkt kan overførslen m.v. effektueres, og reglerne i udlændingelovens §§ 30-31 om udrejse finder da anvendelse.

4.3. Afvisning af asylansøgere

Efter EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 5, bevarer enhver medlemsstat muligheden for i medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen. Danmark vil derfor efter EF-asylkonventionens ikrafttræden fortsat i medfør af udlændingelovens § 48, stk. 2, der nu bliver § 48 a, kunne afvise asylansøgere uden fornødent pas og/eller visum til »sikre lande« uden for EF. Der foreslås derfor ingen ændring af denne bestemmelse, bortset fra en redaktionel tilpasning i forbindelse med de øvrige ændringer, jf. den foreslåede § 48 a.

Den hidtidige afvisningsprocedure vil derimod ikke efter konventionens ikrafttræden kunne anvendes i forhold til de andre EF-lande , idet asylansøgere kun vil kunne sendes til andre EF-lande inden for rammerne af konventionen. Såfremt de danske myndigheder når frem til, at et andet EF-land ifølge EF-asylkonventionens bestemmelser er ansvarlig for sagens behandling, må man anvende den særlige overførselsprocedure efter den foreslåede regel i § 48 a, stk. 1, jf. ovenfor under pkt. 4.2.

I de hyppigt forekommende tilfælde, hvor der søges om asyl ved de indre grænser , finder EF-asylkonventionens artikel 12 anvendelse. Det følger f.eks. af artikel 12, at hvis en asylansøger, der befinder sig i Forbundsrepublikken Tyskland, indgiver en asylansøgning til de danske myndigheder ved landegrænsen mellem Danmark og Forbundsrepublikken, skal Danmark underrette de tyske myndigheder om ansøgningen. Det påhviler herefter de tyske myndigheder at fastsætte, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Den pågældende får altså ikke adgang til Danmark, men afvises ved indrejsen. Vedkommende får heller ikke behandlet sin asylansøgning i Danmark (medmindre det viser sig, at Danmark ifølge konventionens kriterier er ansvarlig for sagens behandling).

4.4. Behandling af en asylansøgning af humanitære grunde

Efter EF-asylkonventionens artikel 9 kan en stat acceptere at behandle en asylansøgning af humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, selv om den ikke er ansvarlig ud fra konventionens kriterier. Denne mulighed kommer kun på tale, såfremt asylansøgeren selv ønsker det. Dette gælder, hvad enten der foreligger en egentlig anmodning fra asylansøgeren, eller denne på forespørgsel erklærer sig indforstået med, at en anden medlemsstat behandler ansøgningen.

Det foreslås, at der i udlændingeloven skabes en udtrykkelig hjemmel for, at Danmark kan beslutte at behandle en asylansøgning, selv om Danmark ikke ifølge konventionen er forpligtet hertil, hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor, jf. herved den foreslåede nye § 48 c.

Ved afgørelsen om, hvorvidt der skal ske overførsel eller tilbageførsel af en asylansøger fra Danmark til en anden medlemsstat, må der således i hvert enkelt tilfælde tages stilling til, om Danmark eventuelt af humanitære grunde skal påtage sig behandlingen af sagen. I bekræftende fald kommer overførsel eller tilbageførsel til et andet EF-land naturligvis ikke på tale. Den foreslåede nye § 48 c finder også anvendelse i forbindelse med afvisninger, men det indebærer ikke noget egentligt nyt, idet Direktoratet for Udlændinge som nævnt allerede i dag i forbindelse med, at der træffes beslutning om afvisning efter § 48, stk. 2, foretager en vurdering af den pågældendes tilknytning til Danmark. Direktoratet må - ligesom i dag ved afvisning efter § 48, stk. 2 - udspørge asylansøgeren med henblik på at undersøge, om der foreligger sådanne tilknytningsmomenter til Danmark, at der er grundlag for at anvende reglen i § 48 c.

Det vil også kunne forekomme, at en anden EF-medlemsstat retter henvendelse til Danmark med forespørgsel, om Danmark vil overtage behandlingen af en ansøgning, selv om vi ikke er forpligtet hertil, f.eks. hvis asylansøgerens nære slægtninge opholder sig her i landet. Den foreslåede nye § 48 c åbner mulighed for, at Danmark i sådanne tilfælde kan påtage sig behandlingen af ansøgningen.

De hensyn, som kan begrunde, at Danmark efter den foreslåede § 48 c påtager sig behandlingen af en asylansøgning af humanitære grunde, vil i vidt omfang være de samme, som opregnes i § 7, stk. 4. Den nye § 48 c kan således anvendes, hvis Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende ophold her i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at behandle sagen. For så vidt angår nære slægtninge her i landet, der er konventionsflygtninge, vil Danmark allerede efter konventionens artikel 4 være forpligtet til at behandle sagen. For så vidt angår nære slægtninge, der er de facto-flygtninge, vil der imidlertid kunne være de samme humanitære hensyn, jf. herved at konventionens artikel 9 i forbindelse med omtalen af humanitære grunde fremhæver familiemæssige hensyn. Det vil således i relation til reglen i § 48 c være uden betydning, om de herboende nære slægtninge er konventions- eller de facto-flygtninge.

Kompetencereglen i EF-asylkonventionens artikel 9, hvorefter en stat kan påtage sig at behandle en asylansøgning af humanitære grunde, har et andet anvendelsesområde end den gældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 2. Efter sidstnævnte bestemmelse kan der gives opholdstilladelse til udlændinge, hvis væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

Afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige humanitære grunde, som kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, beror på et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn er der i praksis navnlig blevet lagt vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder om der er tale om en familie med mindre børn, der kommer fra et land i krig, om der foreligger en alvorlig sygdom hos den eller de pågældende, samt varigheden af opholdet her i landet. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den er tiltænkt et snævert anvendelsesområde.

Det er derfor ikke givet, at en udlænding, der har fået behandlet sin ansøgning her efter den foreslåede § 48 c, og som har fået afslag på opholdstilladelse efter §§ 7-8, opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2. Det vil også i disse tilfælde bero på en helt konkret vurdering, om der foreligger humanitære hensyn af en sådan styrke, at de efter hidtidig praksis afgørende taler for, at der meddeles opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor under pkt. 4.5. om ambassadeansøgninger.

4.5. Ambassadeansøgninger m.v.

EF-asylkonventionen gør det endvidere nødvendigt at ændre den særlige danske regel i udlændingelovens § 7, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan der gives opholdstilladelse til en udlænding, som ikke opholder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende ophold her i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse. Bestemmelsen indebærer, at der kan indgives ansøgning om asyl på danske repræsentationer i udlandet.

Efter den gældende regel i udlændingelovens § 7, stk. 4, er Danmark således forpligtet til at behandle en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 eller 2, selv om udlændingen ikke opholder sig i Danmark. Danmark vil således - såfremt bestemmelsen ikke ændres - efter dansk ret være forpligtet til at behandle en ansøgning, som efter EF-asylkonventionen skal behandles af et andet EF-land. Efter EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 4, har en medlemsstat ganske vist altid ret til at behandle en ansøgning, som den får forelagt, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i konventionen. Hvis der ikke sker ændringer i § 7, stk. 4, vil konventionens system imidlertid føre til, at Danmark i tilfælde, hvor der til danske myndigheder indgives en asylansøgning af en udlænding, der opholder sig i et andet EF-land, vil være forpligtet til at overtage sagen og asylansøgeren, uanset at et andet EF-land efter konventionens kriterier skulle behandle sagen.

Enhver asylansøger, der opholder sig i et andet EF-land, ville således kunne sikre sig, at hans sag bliver behandlet af danske myndigheder efter de danske regler, og at han får adgang til Danmark, blot ved at indgive en asylansøgning på en dansk ambassade i det andet EF-land. For at undgå denne konsekvens og for således at deltage i konventionens fordelingssystem er det nødvendigt at ændre udlændingelovens § 7, stk. 4, således at den ikke finder anvendelse på udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.

Der kan også henvises til, at bestemmelsen i § 7, stk. 4, i sin tid blev indsat i udlændingeloven i mangel af en internationalt bindende regulering af 1.-asyllandsproblematikken. Nu hvor der med EF-asylkonventionen er gennemført en international fordelingsaftale, vil det derfor også være en naturlig konsekvens heraf at begrænse det geografiske anvendelsesområde for § 7, stk. 4, således at bestemmelsen ikke længere gælder inden for EF-området. Loven foreslås derfor ændret, således at reglen i § 7, stk. 4, ikke finder anvendelse på udlændinge, som opholder sig i et andet EF-land.

Det skal fremhæves, at en sådan ændring ikke vil afskære asylansøgere med nære familiemæssige bånd eller anden tilknytning til Danmark fra at få deres sag behandlet her i landet, idet der som nævnt samtidig åbnes mulighed for, at Danmark af humanitære grunde kan påtage sig at behandle sagen, jf. den foreslåede § 48 c. Selv om anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 4, efter forslaget således bliver indsnævret, vil der i en række af de tilfælde, som nu er omfattet af § 7, stk. 4, også fremover kunne ske behandling af asylansøgningen i Danmark, idet hjemlen hertil vil kunne findes i den foreslåede nye § 48 c.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor under pkt. 4.4.

4.6. Asylansøgninger anses altid for ansøgninger også om konventionsstatus

Ifølge udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951 (konventionsstatus). Ifølge udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der endvidere efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland (de facto-status).

EF-asylkonventionen omfatter kun personer, der ansøger om konventionsstatus , jf. artikel 1, stk. 1, litra b. For at tilpasse den danske udlændingelov til EF-asylkonventionens system foreslås det, at alle, der søger om asyl her i landet, må ansøge om konventionsstatus, således at det fra starten afgøres efter EF-asylkonventionens kriterier, om ansvaret for sagens behandling påhviler Danmark eller eventuelt en anden medlemsstat. Udlændingelovens § 7, stk. 2, foreslås derfor ændret, således at en ansøgning om opholdstilladelse efter denne bestemmelse også skal anses som en ansøgning efter § 7, stk. 1, om konventionsstatus.

Viser det sig under den indledende sagsbehandling, at Danmark er ansvarlig for sagens behandling, vurderes det herefter først, om den pågældende opfylder betingelserne for at få konventionsstatus, og i benægtende fald, om betingelserne for at få de facto-status er opfyldt. Viser det sig derimod, at en anden medlemsstat er ansvarlig for sagens behandling, indebærer ændringen af udlændingelovens § 7, stk. 2, sammenholdt med den foreslåede § 48 a, at asylansøgeren uden en materiel asylbedømmelse kan overføres til den pågældende medlemsstat, der derefter behandler ansøgningen i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser, herunder FN's flygtningekonvention. Det bemærkes herved, at alle EF-landene har tiltrådt FN's flygtningekonvention uden geografiske begrænsninger.

Den foreslåede ændring af udlændingeloven ændrer ikke på de grundlæggende materielle betingelser for at få de facto-status , idet der blot tilføjes en formel betingelse om, at den pågældende har ansøgt om (og fået afslag på) konventionsstatus. Ordningen foreslås tilrettelagt således, at Direktoratet for Udlændinge som 1. instans i samme arbejdsgang tager stilling til såvel spørgsmålet om konventionsstatus som spørgsmålet om de facto-status. Arbejdsgangen vil stort set svare til den, der kendes i dag, hvor de fleste asylansøgere over for direktoratet blot ansøger om »asyl« uden nærmere angivelse af, om de ønsker konventionsstatus eller de facto-status.

Med ændringen undgås det, at en asylansøger, der afstår fra at søge konventionsstatus, men derimod udtrykkeligt kun søger de facto-status, kommer til at falde helt uden for rammerne af EF-asylkonventionen. Det ville være et klart brud på grundprincippet i EF-asylkonventionen om, at der skal foretages en fordeling af asylansøgere efter konventionens kriterier.

Det er i øvrigt ikke noget nyt i udlændingeloven at opstille en slags rangorden mellem lovens bestemmelser. Allerede i dag er det således en forudsætning for at få opholdstilladelse af humanitære grunde efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, at den pågældende har søgt om og fået afslag på opholdstilladelse efter reglerne om flygtninge.

4.7. Videregivelse af oplysninger

For at EF-asylkonventionen kan fungere i praksis, er det nødvendigt, at der udveksles oplysninger mellem medlemsstaterne. EF-asylkonventionen indeholder i artikel 14 og 15 meget detaljerede regler om udveksling af henholdsvis generelle og individuelle oplysninger.

Ifølge konventionens artikel 15, nr. 5, må de oplysninger, der udveksles i medfør af artikel 15, kun anvendes 1) til at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, 2) for at behandle asylansøgningen og 3) for at gennemføre forpligtelserne efter konventionen.

Oplysningerne må kun meddeles til de myndigheder og retsinstanser i hver medlemsstat, der har de ovenfor nævnte opgaver. De myndigheder og instanser, der i Danmark vil være omfattet af konventionens artikel 15, stk. 5, er i første række Direktoratet for Udlændinge, men bestemmelsen vil også omfatte politiet og Dansk Flygtningehjælp i det omfang, de i henhold til lovgivningen varetager en eller flere af de nævnte opgaver.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

ARTIKEL 5

1. Er asylansøgeren i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, er den medlemsstat, der har udstedt denne, ansvarlig for behandling af asylansøgningen.

2. Er asylansøgeren i besiddelse af et gyldigt visum, er den medlemsstat, der har udstedt dette, ansvarlig for behandling af asylansøgningen, undtagen i følgende tilfælde

a) Er det pågældende visum udstedt med skriftlig tilladelse fra en anden medlemsstat, er det denne, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Når en medlemsstat, navnlig af sikkerhedshensyn, forud hører den centrale myndighed i en anden medlemsstat, udgør dennes samtykke ikke en skriftlig tilladelse i henhold til denne bestemmelse.

b) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin ansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ikke er underlagt visumpligt, er det denne stat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

c) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin ansøgning i den stat, som har udstedt visummet, og som har fået skriftlig bekræftelse fra konsulat- eller diplomattjenesten i bestemmelsesmedlemsstaten om, at den visumfritagne udlænding opfylder betingelserne for indrejse i denne stat, er sidstnævnte stat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

3. Er asylansøgeren i besiddelse af flere gyldige opholdstilladelser eller visa, der er udstedt af forskellige medlemsstater, er følgende medlemsstat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen

a) Den stat, der har udstedt den opholdstilladelse, som giver ret til det længste ophold, eller hvis opholdstilladelserne giver ret til ophold af samme varighed, den stat, som har udstedt den opholdstilladelse, der udløber senest.

b) Den stat, som har udstedt det visum, der udløber senest, når de forskellige visa er af samme art.

c) I tilfælde af visa af forskellig art, den stat, der har udstedt det visum, som har den længste varighed, eller i tilfælde af samme varighed den stat, som har udstedt det visum, der udløber senest. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse, hvis ansøgeren er i besiddelse af et eller flere transitvisa, der er udstedt ved forevisning af et indrejsevisum til en anden medlemsstat. I dette tilfælde er det sidstnævnte medlemsstat, der er ansvarlig.

4. Er asylansøgeren kun i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser, der har været forældet i under to år, eller et eller flere visa, der har været forældet i under seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet rejse ind på en medlemsstats område, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse, så længe udlændingen ikke har forladt medlemsstaternes område.

Når asylansøgeren er i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser, der har været forældet i over to år, eller et eller flere visa, der har været forældet i over seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet indrejse på en medlemsstats område, og hvis udlændingen ikke har forladt EF-området, er den medlemsstat, i hvilken ansøgningen er indgivet, ansvarlig.

ARTIKEL 6

Har en asylansøger ulovligt overskredet grænsen til en medlemsstat ad land-, sø- eller luftvejen fra en stat, der ikke er medlem af EF, og kan det bevises, at den pågældende er indrejst i denne medlemsstat, er den nævnte medlemsstat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

Denne medlemsstats ansvar ophører imidlertid, hvis det kan bevises, at asylansøgeren har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han har indgivet sin ansøgning, i mindst 6 måneder forud for indgivelsen af ansøgningen. Det er i så fald sidstnævnte medlemsstat, der er anvarlig for behandling af asylansøgningen.

ARTIKEL 7

1. Det er den medlemsstat, der er ansvarlig for kontrollen med udlændingens indrejse på medlemsstaternes område, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, undtagen hvis udlændingen efter lovligt at være indrejst i en medlemsstat, hvor han er fritaget for visum, indgiver sin asylansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er fritaget for visum ved indrejse på statens område. I så fald er sidstnævnte stat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

2. Indtil ikrafttrædelsen af en aftale mellem medlemsstaterne om de nærmere regler for overskridelse af de ydre grænser, anses en medlemsstat, der tillader transit uden visum i transitzonen i sine lufthavne, ikke som ansvarlig for indrejsekontrollen for så vidt angår rejsende, der ikke forlader transitzonen.

3. Indgives asylansøgningen under transit i en lufthavn i en medlemsstat, er denne stat ansvarlig for behandlingen.

ARTIKEL 8

Kan det ikke afgøres på grundlag af de øvrige kriterier i denne konvention, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandling af asylansøgningen, er det den første medlemsstat, som asylansøgningen er indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen.

ARTIKEL 9

Enhver medlemsstat kan, selv om den ikke er ansvarlig for behandlingen efter kriterierne i denne konvention, af humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, behandle en asylansøgning på begæring af en anden medlemsstat under forudsætning af, at asylansøgeren ønsker dette.

Giver den adspurgte medlemsstat tilsagn om at behandle asylansøgningen, overgår ansvaret for behandlingen af ansøgningen til denne stat.

ARTIKEL 10

1. Den medlemsstat, der efter kriterierne i denne konvention er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, er forpligtet til

a) på de i artikel 11 fastsatte betingelser at overtage en asylansøger, der har indgivet en asylansøgning i en anden medlemsstat,

b) at afslutte behandlingen af asylansøgningen,

c) på de i artikel 13 fastsatte betingelser igen at tillade indrejse for eller at tilbagetage en asylansøger, hvis ansøgning er under behandling, og som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat,

d) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en asylansøger, som har tilbagekaldt sin ansøgning under behandlingen, og som har indgivet en asylansøgning i en anden medlemsstat,

e) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en udlænding, hvis ansøgning den har afslået, og som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat.

2. Udsteder en medlemsstat en opholdstilladelse af en varighed på over tre måneder til en asylansøger, overgår de i stk. 1, litra a)-e) nævnte forpligtelser til den.

3. De i stk. 1, litra a)-d) nævnte forpligtelser ophører, hvis den pågældende udlænding har forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder.

4. De i stk. 1, litra d) og e), nævnte forpligtelser ophører, hvis den stat, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, som følge af tilbagekaldelse af ansøgningen eller afslag på denne, har truffet og faktisk iværksat de nødvendige foranstaltninger for at udlændingen kan vende tilbage til sit hjemland eller til et andet land, hvori han lovligt kan rejse ind.

ARTIKEL 11

1. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode sidstnævnte medlemsstat om at overtage asylansøgeren.

Fremsættes der ikke anmodning om overtagelse af sagen inden for nævnte frist på 6 måneder, påhviler ansvaret for behandling af asylansøgningen den stat, der har fået forelagt ansøgningen.

2. Anmodningen om overtagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger til, at den adspurgte medlemsstat kan fastslå sit ansvar under hensyn til de i denne konvention fastlagte kriterier.

3. Fastsættelsen af, hvilken stat der er ansvarlig efter disse kriterier, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor asylansøgeren første gang indgiver sin ansøgning til en medlemsstat.

4. Medlemsstaten skal tage stilling til anmodningen om overtagelse senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis der ikke foreligger noget svar ved udløbet af denne frist, anses anmodningen om overtagelse for imødekommet.

5. Overførsel af asylansøgeren fra den medlemsstat, hvor der er indgivet asylansøgning, til den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, skal ske senest en måned efter, at anmodningen om overtagelse er blevet imødekommet, eller en måned efter afslutningen af udlændingens eventuelle appel af afgørelsen om overførsel, hvis denne procedure har opsættende virkning.

6. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til overtagelse.

ARTIKEL 12

Indgiver en asylansøger, der befinder sig på en medlemsstats område, en asylansøgning til en anden medlemsstats kompetente myndigheder, påhviler det den medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, at fastsætte, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Den medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, underrettes straks af den medlemsstat, der har fået forelagt ansøgningen, og betragtes derefter ved anvendelsen af denne konvention som den medlemsstat, asylansøgningen er indgivet til.

ARTIKEL 13

1. Tilbagetagelse af en asylansøger i de tilfælde, der er nævnt i artikel 3, stk. 7, og artikel 10, foregår efter følgende regler

a) Anmodning om tilbagetagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger til, at den anmodede stat kan fastslå, at den er ansvarlig i overensstemmelse med artikel 3, stk. 7, og artikel 10.

b) Den stat, der anmodes om tilbagetagelse, skal give svar på anmodningen senest 8 dage efter forelæggelsen af anmodningen. Staten er forpligtet til faktisk at tilbagetage asylansøgeren så hurtigt som muligt og senest een måned efter, at den har givet tilsagn om tilbagetagelse.

2. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til tilbagetagelse.

ARTIKEL 14

1. Medlemsstaterne udveksler gensidigt

- oplysninger om love eller andre retsforskrifter eller national praksis, som gælder med hensyn til asyl,

- statistiske oplysninger vedrørende den månedlige tilgang af asylansøgere og deres fordeling efter nationalitet. Disse oplysninger fremsendes hver tredje måned via Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber, som sørger for videresendelse til medlemsstaterne, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge.

2. Medlemsstaterne kan gensidigt udveksle

- generelle oplysninger vedrørende nye tendenser med hensyn til asylansøgninger,

- generelle oplysninger vedrørende forholdene i asylansøgernes oprindelige hjemland eller seneste opholdsland.

3. Ønsker den medlemsstat, der fremsender de i stk. 2 nævnte oplysninger, at disse skal holdes fortrolige, skal de øvrige medlemsstater overholde dette.

Artikel 15, nr. 5, sætter således grænser for, til hvilke myndigheder, også inden for den modtagende stat, en myndighed, der har modtaget oplysninger i medfør af konventionen, må videregive disse oplysninger. Konventionen fraviger på dette punkt de almindeligt gældende danske regler om videregivelse af oplysninger til myndigheder, som har et sagligt behov for dem, herunder reglerne i forvaltningslovens §§ 28 og 31, hvorefter en forvaltningsmyndighed, i det omfang den er berettiget til at videregive en oplysning, også er forpligtet til at gøre det på begæring af en anden forvaltningsmyndighed, hvis oplysningen er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

For at undgå sammenstød mellem konventionens forbud mod videreudlevering af en meddelt oplysning, og danske lovbestemmelser i f.eks. skatte- og sociallovgivningen, der hjemler en myndighed ret til at indfordre alle oplysninger fra andre myndigheder, foreslås udlændingeloven ændret, således at det fastslås, at fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet EF-lands myndigheder kun må videregives til de i konventionens artikel 15, stk. 5, nævnte myndigheder. Oplysningerne må endvidere kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1. En bestemmelse med dette indhold foreslås indsat som ny § 58 a, stk. 1.

Justitsministeriet har overvejet, om der også burde fastsættes nærmere regler om danske myndigheders videregivelse af oplysninger til myndigheder i andre lande. Forvaltningslovens § 28 om videregivelse af fortrolige oplysninger til anden forvaltningsmyndighed angår kun videregivelse til anden dansk myndighed. Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted til udenlandske myndigheder, beror således på, om videregivelsen er berettiget, jf. straffelovens § 152 og § 152 e og forvaltningslovens § 27. Når regeringen har indgået en international overenskomst med fremmede stater, som bl.a. indebærer, at den danske stat er forpligtet til at videregive fortrolige oplysninger, har det i praksis hidtil været antaget, at videregivelse af fortrolige oplysninger til opfyldelse af den pågældende internationale forpligtelse, ikke er uberettiget efter straffelovens bestemmelser om tavshedspligt.

Det følger af konventionens artikel 15, nr. 1, at medlemsstaterne er folkeretligt forpligtet til på begæring at videregive de i artikel 15, nr. 2, omhandlede oplysninger. Asylkonventionens artikel 15, nr. 2, vedrører i første række oplysninger, som er egnet til at identificere asylansøgeren, men også faktiske oplysninger om en tidligere indgivet asylansøgning.

Selv om oplysningerne er af fortrolig karakter, vil en videregivelse til en myndighed i et af konventionen omfattet land på baggrund af det ovenfor anførte kunne ske efter de almindelige regler i forvaltningsloven og straffeloven om tavshedspligt, idet videregivelsen som følge af konventionsforpligtelsen ikke vil være uberettiget.

Videregivelse af oplysninger efter konventionens artikel 15, nr. 3, er derimod fakultativ. Denne bestemmelse vedrører videregivelse af oplysninger om de grunde, som en asylansøger har anført over for eet lands myndigheder til støtte for sin ansøgning samt grundene til statens afgørelse i sagen, til brug for et andet af konventionen omfattet lands behandling af asylsagen. Ifølge artikel 15, nr. 3, er det en betingelse for udlevering af de i nr. 3 omhandlede oplysninger, at asylansøgerens samtykke foreligger. Når samtykke foreligger, er der ikke noget til hinder for at videregive oplysningerne.

Asylkonventionens artikel 14 indeholder regler om udveksling af generelle oplysninger på udlændingeområdet. Disse oplysninger, der ikke vedrører enkeltpersoners forhold, vil i almindelighed frit kunne videregives, da de ikke vil være af fortrolig karakter som følge af hensyn til private interesser.

Justitsministeriet har på den baggrund ikke fundet det nødvendigt at fastsætte særlige regler om danske myndigheders videregivelse af oplysninger til udenlandske myndigheder.

I overensstemmelse med konventionens artikel 15, stk. 11-12, foreslås det, at Registertilsynet skal føre tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter konventionen, jf. § 58 a, stk. 2.

4.8. Fremtidige aftaler med lande uden for EF

Som nævnt overvejer EF-landene at åbne mulighed for, at udvide samarbejdet i henhold til asylkonventionen til andre stater ved at lade dem indgå forpligtelser i lighed med de i konventionen fastsatte.

Det foreslås derfor, at Danmark uden fornyet forelæggelse for Folketinget kan indgå i et fremtidigt samarbejde, såfremt dette bliver aktuelt, jf. den foreslåede § 58 c.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser

Skønnet over udviklingen i udgifterne på asylområdet er forbundet med betydelig usikkerhed, idet der heri nødvendigvis ligger forudsætninger med hensyn til udviklingen i indrejsetallene.

På denne baggrund er det også forbundet med vanskelighed at skønne nærmere over, hvilke økonomiske eller administrative konsekvenser der følger af forslaget om ændrede sagsbehandlingsregler. Der vil i den forbindelse kunne blive tale om konsekvenser for udlændingemyndighedernes sagsbehandling og for opholdstiden for asylansøgere i indlogeringscentrene.

Dette spørgsmål vil navnlig afhænge af, i hvilket omfang der inden konventionens ikrafttrædelsestidspunkt vil blive indgået nærmere aftaler om den administrative tilrettelæggelse af samarbejdet mellem de involverede lande.

På denne baggrund har Justitsministeriet ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at foretage nærmere skøn over lovforslagets økonomiske eller administrative konsekvenser.

6. Hørte myndigheder

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Århus by- og herredsret, Præsidenten for Odense by-og herredsret, Præsidenten for Aalborg by- og herredsret, Den danske Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren, Foreningen af politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Indenrigsministeriet, Socialministeriet, Udenrigsministeriet, Advokatrådet, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Amnesty International og Mellemfolkeligt Samvirke.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ændringen af udlændingelovens § 7, stk. 2, indebærer, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, (de facto-status) også skal anses som en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, (konventionsstatus). Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.6.

Til nr. 2

Tilføjelsen til udlændingelovens § 7, stk. 4, om ambassadeansøgninger indebærer, at udlændinge, der opholder sig i andet EF-land, ikke kan få deres asylansøgning behandlet efter § 7, stk. 4. Kompetencen til at træffe afgørelse i disse tilfælde henhører under Direktoratet for Udlændinge, jf. den foreslåede § 48 a, stk. 3. Der sker i disse tilfælde ikke nogen realitetsbehandling af asylansøgningen i Danmark, idet det EF-land, hvor udlændingen opholder sig, først skal træffe afgørelse om, hvilket EF-land, der efter konventionen skal behandle ansøgningen. Direktoratet skal derfor i disse sager blot tage stilling til, om udlændingen opholder sig i et andet EF-land, og dermed falder uden for reglen i § 7, stk. 4, 1. pkt.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den ændrede opbygning af § 48, stk. 2.

Til nr. 4

Bestemmelsen indebærer, at afvisning i visse tilfælde kan ske ud over den normale frist på 3 måneder fra indrejsen, nemlig i de tilfælde, hvor der er fremsat anmodning over for et andet EF-land om overtagelse af udlændingen. Efter EF-asylkonventionens artikel 11, stk. 4, skal det anmodede EF-land tage stilling til anmodningen senest 3 måneder efter dens forelæggelse.

Det kan tænkes, at det andet EF-land mener, at det ikke er forpligtet til at behandle ansøgningen (og overtage asylansøgeren). Det er imidlertid ikke dermed givet, at sagen skal behandles i Danmark, idet der eventuelt kan være mulighed for at afvise til et tredjeland efter § 48 a, stk. 1. Hvis meddelelsen fra det andet EF-land først fremkommer kort før 3-måneders fristens udløb, vil det ofte ikke være muligt at nå at afvise asylansøgeren til et sikkert tredjeland inden for fristen på 3 måneder fra indrejsen.

Det foreslås derfor, at 3-måneders fristen i disse tilfælde skal regnes fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret anmodningen om overtagelse.

Det samme problem opstår ikke ved anmodning om tilbagetagelse, idet det anmodede EF-land i disse tilfælde skal besvare anmodningen senest 8 dage efter forelæggelsen, jf. konventionens artikel 13, stk. 1, litra b.

Til nr. 5

Den foreslåede nye § 29 a indeholder en materiel regel om overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen. Bestemmelsen indebærer, at en udlænding kan overføres eller tilbageføres til et andet EF-land efter reglerne i EF-asylkonventionen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.5.

Til nr. 6

Bestemmelsen indebærer, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet, når der er truffet afgørelse om overførsel eller tilbageførsel efter kapitel 5 a. Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til afvisning og udvisning.

Til nr. 7

Bestemmelsen indebærer, at der kan træffes bestemmelse om, at udlændingen skal deponere pas m.v., tage ophold samt give møde efter politiets nærmere bestemmelse, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt udlændingen skal overføres eller tilbageføres efter EF-asylkonventionen. Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til afvisning og udvisning.

Til nr. 8

Bestemmelsen indebærer, at udlændingen kan frihedsberøves for at sikre muligheden for overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen. Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til afvisning og udvisning. Der tilsigtes ingen ændring i reglens begrænsede anvendelsesområde.

Til nr. 9

Bestemmelsen indebærer, at kæremål ikke har opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af beslutning om overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen. Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til afvisning og udvisning. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 10 vedrørende den foreslåede nye § 48 d.

Til nr. 10

Den foreslåede nye § 48 a indeholder de processuelle regler, der er modstykket til den materielle regel i § 29 a, og den regulerer de tilfælde, hvor en asylansøgning, der er omfattet af EF-asylkonventionen, indgives i Danmark.

Det system, der således foreslås indført med overførsler af asylansøgere til andre medlemsstater på grundlag af konventionens regler, minder som nævnt om det, der allerede kendes fra de gældende regler i udlændingeloven om afvisning af asylansøgere til »sikre lande«. I nogle tilfælde vil der dog blive tale om at overføre personer, som ikke ville kunne afvises efter de gældende regler. Antalsmæssigt skønnes det kun at dreje sig om forholdsvis få sager.

Direktoratet for Udlændinge skal snarest muligt træffe afgørelse om, hvorvidt asylansøgeren skal overføres eller tilbageføres til et andet EF-land. Skal udlændingen ikke overføres eller tilbageføres efter reglerne i kapitel 5 a, dvs. efter EF-asylkonventionens regler, skal der tages stilling til, om udlændingen skal afvises eller udvises til et sikkert tredjeland. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.

Om reglen i § 48 a, stk. 3, henvises til bemærkningerne til nr. 2.

Den foreslåede nye § 48 b finder anvendelse i de tilfælde, hvor en asylansøgning, der er omfattet af EF-asylkonventionen, indgives i et andet EF-land, og den fastslår forpligtelsen for Danmark til at overtage eller tilbagetage asylansøgeren, såfremt Danmark efter konventionen skal behandle ansøgningen.

Direktoratet for Udlændinge skal tage stilling til anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse snarest muligt. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.

Den foreslåede nye § 48 c fastslår, at Danmark kan beslutte at behandle en asylansøgning, hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler derfor, selv om Danmark efter konventionen ikke er forpligtet hertil, forudsat at asylansøgeren ønsker dette. Der henvises til konventionens artikel 9, der som eksempel fremhæver familiemæssige og kulturelle hensyn, og til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.4.

Den foreslåede nye § 48 d indeholder klageregler. Det foreslås, at Direktoratets afgørelse efter §§ 48 a-c skal kunne påklages til justitsministeren på samme måde, som det i dag er tilfældet efter udlændingelovens § 48, stk. 2. Klage har efter bestemmelsen ikke opsættende virkning, og anmodningen om overtagelse af asylansøgeren vil således kunne fremsættes over for og behandles af det andet EF-land uanset klagen. Fremsættes klagen inden rimelig tid efter afgørelsen om at fremsætte anmodning til et andet EF-land, forudsættes det dog på den anden side, at klagen i almindelighed vil være færdigbehandlet, inden udlændingen i givet fald udsendes af landet. Dette vil i praksis næppe volde særlige problemer.

Skal ansøgningen om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles her i landet, skal udlændingen efter § 48 e på samme måde som efter den gældende udlændingelovs § 48, stk. 2, gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.

Til nr. 11

Den foreslåede nye § 58 a, stk. 1, indebærer, at fortrolige oplysninger, der er indhentet fra et andet EF-lands myndigheder, kun må videregives til visse nærmere opregnede myndigheder og retsinstanser, jf. konventionens artikel 15, stk. 5, og kun må anvendes til visse nærmere specificerede formål, jf konventionens artikel 15, stk. 1. Det foreslås endvidere, at Registertilsynet fører tilsyn med behandlingen og anvendelsen af disse oplysninger, jf. den foreslåede § 58 a, stk. 2 . Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.

Den foreslåede nye § 58 b bemyndiger justitsministeren til at fastsætte de nødvendige administrative bestemmelser til gennemførelse af EF-asylkonventionen. Som det fremgår af det ovenfor under pkt. 3.5. anførte, skal der nedsættes et udvalg bestående af regeringsrepræsentanter for hver medlemsstat, som får til opgave at fastsætte visse supplerende regler om anvendelsen af konventionen. Der vil i den forbindelse kunne tænkes indgået nærmere aftaler om den administrative tilrettelæggelse af samarbejdet mellem de involverede lande. Det vil kunne vise sig praktisk at udmønte sådanne aftaler i en dansk bekendtgørelse.

Den foreslåede nye § 58 c bemyndiger justitsministeren til at fastsætte, at de ændringer af udlændingeloven, som foreslås gennemført ved denne lov til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, såfremt der måtte blive indgået en overenskomst mellem EF-landene og tredjelande om, at tredielande skal tilslutte sig EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.

Som nævnt overvejer EF-landene at åbne mulighed for at udvide samarbejdet i henhold til asylkonventionen til andre stater ved at lade dem indgå forpligtelser i lighed med de i konventionen fastsatte. Den foreslåede bestemmelse medfører, at Danmark kan indgå i et fremtidigt samarbejde, såfremt dette bliver aktuelt. Det vil således ikke være nødvendigt på ny at gennemføre lovændringer, hvis en sådan aftale indgås.

Til § 2.

Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dette findes mest hensigtsmæssigt, da det ikke på nuværende tidspunkt vides, hvornår konventionen vil komme til at træde i kraft. Efter konventionens artikel 22, stk. 3, træder den i kraft den første dag i den tredje måned, efter at den sidste signaturstat har ratificeret konventionen.

Til § 3.

Lovens regler får kun virkning for sager, hvor ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden. Ansøgninger, der er under behandling ved lovens ikrafttræden, skal således afgøres efter de hidtil gældende regler i udlændingeloven.

Til § 4.

Bestemmelsen indeholder en sædvanlig hjemmel til at sætte ændringsloven i kraft for Færøerne og Grønland.

Den gældende udlændingelov er ikke sat i kraft hverken for Færøerne eller Grønland.

ARTIKEL 15

1. Medlemsstaterne meddeler enhver medlemsstat, der anmoder herom, de individuelle oplysninger, som er nødvendige for

- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning;

- at behandle asylansøgningen;

- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.

2. Disse oplysninger må kun vedrøre

- asylansøgerens og dennes eventuelle familiemedlemmers identitet (efternavn, fornavn, (evt. tidligere navn), kaldenavn eller pseudonym, (nuværende og tidligere) nationalitet, fødselsdato og fødested);

- identitetspapirer og rejselegitimation (referencenumre, gyldighedsperiode, udstedelsesdato, udstedende myndighed, udstedelsessted osv.);

- øvrige oplysninger, der er nødvendige for fastslåelsen af ansøgerens identitet;

- opholdssteder og rejseruter;

- opholdstilladelser eller visa udstedt af en medlemsstat;

- stedet, hvor ansøgningen er indgivet;

- dato for en eventuel indgivelse af en tidligere asylansøgning, dato for indgivelse af den aktuelle ansøgning, status over sagsbehandlingen og eventuelt indholdet af den trufne afgørelse.

3. En medlemsstat kan desuden anmode en anden medlemsstat om at meddele de grunde, som asylansøgeren har fremført for sin ansøgning, og i givet fald grundene til statens afgørelse i sagen. Den adspurgte medlemsstat tager stilling til, om den kan efterkomme den forelagte anmodning. Under alle omstændigheder er asylansøgerens samtykke en betingelse for udlevering af oplysningerne.

4. Denne udveksling af oplysninger sker på foranledning af en medlemsstat og kan kun formidles af de myndigheder, som hver medlemsstat har udpeget og meddelt det i artikel 18 nævnte udvalg.

5. Disse oplysninger må kun anvendes til de i stk. 1 anførte formål. De må kun meddeles de myndigheder og retsinstanser i hver medlemsstat, der har til opgave

- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen,

- at behandle asylansøgningen.

- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.

6. Den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, påser, at de er korrekte og ajourførte.

Viser det sig, at den pågældende medlemsstat har meddelt urigtige oplysninger, eller oplysninger som ikke burde have været meddelt, underrettes modtagermedlemsstaterne straks herom. Disse skal berigtige eller tilintetgøre oplysningerne.

7. En asylansøger har ret til efter anmodning at blive gjort bekendt med de oplysninger, der er blevet udvekslet vedrørende ham, så længe de står til rådighed.

Konstaterer han, at disse oplysninger er urigtige, eller at de ikke burde have været meddelt, har han ret til at kræve, at de berigtiges eller tilintetgøres. Denne ret udøves på de i stk. 6 nævnte betingelser.

8. De berørte medlemsstater registrerer fremsendelsen og modtagelsen af de udvekslede oplysninger.

9. Disse oplysninger opbevares ikke længere, end det er nødvendigt af hensyn til formålet med deres udveksling. Den berørte medlemsstat undersøger på et passende tidspunkt, om det er nødvendigt at opbevare dem.

10. De indsendte oplysninger skal i hvert fald nyde mindst den samme beskyttelse, som modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.

11. Hvis oplysningerne ikke undergives elektronisk databehandling, men behandles på anden måde, skal hver medlemsstat træffe passende foranstaltninger med henblik på overholdelsen af denne artikel ved effektiv kontrol. Råder en medlemsstat over en kontrolinstans som nævnt i stk. 12, kan den pålægge denne instans at udføre kontrollen.

12. Ønsker en eller flere medlemsstater at datamatisere behandlingen af nogle eller alle de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger, må dette kun ske, hvis alle de berørte lande har vedtaget lovgivning vedrørende sådan databehandling til gennemførelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. februar 1981 om beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data af personlig karakter, og disse lande har henlagt til en passende national instans at føre uafhængig kontrol med behandlingen og udnyttelsen af de data, der er videregivet i henhold til nærværende konvention.

ARTIKEL 16

1. Enhver medlemsstat kan fremlægge forslag for det i artikel 18 nævnte udvalg med henblik på revision af denne konvention i det øjemed at fjerne eventuelle vanskeligheder i forbindelse med dens gennemførelse.

2. Viser det sig, at det er nødvendigt at foretage en revision eller en ændring af denne konvention af hensyn til virkeliggørelsen af målene i artikel 8 A i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, når denne virkeliggørelse især vedrører indførelsen af en harmoniseret asylpolitik og en fælles visumpolitik, indkalder den medlemsstat, der har formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber, til et møde i det i artikel 18 nævnte udvalg.

3. Revisionen eller ændringen af denne konvention vedtages af det i artikel nævnte udvalg og træder i kraft i overensstemmelse med artikel 22.

ARTIKEL 17

1. Møder en medlemsstat større vanskeligheder, der skyldes en grundlæggende ændring af de omstændigheder, der ligger til grund for indgåelsen af denne konvention, kan denne medlemsstat forelægge spørgsmålet for det i artikel 18 nævnte udvalg, således at dette kan fremsætte forslag for medlemsstaterne om foranstaltninger til imødegåelse af situationen eller vedtage den nødvendige revision eller ændring af denne konvention, idet denne revision eller ændring træder i kraft på betingelserne i artikel 16, stk. 3.

2. Foreligger den i stk. 1 nævnte situation stadig efter seks måneder, kan udvalget, der træffer afgørelse i henhold til artikel 18, stk. 2, tillade, at den medlemsstat, der er berørt af denne forandring, midlertidigt suspenderer anvendelsen af konventionens bestemmelser, uden at denne suspension kan være til hinder for gennemførelsen af målene i artikel 8 A i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab eller stride mod andre af medlemsstaternes internationale forpligtelser.

3. Har udvalget ikke forinden kunnet nå til enighed, fortsætter det, så længe den i stk. 2 nævnte suspension er i kraft, sit arbejde med henblik på at revidere denne konventions bestemmelser.

ARTIKEL 18

1. Der nedsættes et udvalg bestående af en regeringsrepræsentant fra hver medlemsstat.

Formandsskabet i dette udvalg varetages af den medlemsstat, der har formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber kan deltage i drøftelserne i udvalget og de i stk. 4 nævnte arbejdsgrupper.

2. Udvalget har til opgave på anmodning af en eller flere medlemsstater at behandle ethvert generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen af denne konvention.

Udvalget fastlægger de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 11, stk. 6, og artikel 13, stk. 2, og meddeler den i artikel 17, stk. 2, nævnte tilladelse.

Udvalget vedtager i henhold til artikel 16 og 17 ændringer eller revisioner af denne konvention.

3. Udvalget træffer sine afgørelser med enstemmighed, undtagen når det træffer afgørelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i hvilket tilfælde det vedtager afgørelsen med et flertal på totredjedele af dets medlemmers stemmer.

4. Udvalget udarbejder sine procedureregler og kan nedsætte arbejdsgrupper.

Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber varetager sekretariatsopgaverne for udvalget og arbejdsgrupperne.

ARTIKEL 19

For så vidt angår Kongeriget Danmark gælder denne konvention ikke for Færøerne og Grønland, medmindre Kongeriget Danmark fremsætter anden erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid ved meddelelse til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater herom.

For så vidt angår Den Franske Republik gælder bestemmelserne i denne konvention kun for Den Franske Republiks europæiske område.

For så vidt angår Kongeriget Nederlandene gælder bestemmelserne i denne konvention kun for Kongeriget Nederlandenes europæiske område.

For så vidt angår Det Forenede Kongerige gælder bestemmelserne i denne konvention kun for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. De gælder ikke for de europæiske områder, for hvilket Det Forenede Kongerige er ansvarlig for udenrigsanliggender, medmindre Det Forenede Kongerige fremsætter anden erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid ved meddelelse til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater herom.

ARTIKEL 20

Der kan ikke tages forbehold over for denne konvention.

ARTIKEL 21

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse for enhver stat, der bliver medlem af De Europæiske Fælleskaber. Tiltrædelsesdokumenterne vil blive deponeret hos Irlands regering.

2. Den træder i kraft for enhver stat, der tiltræder den, den første dag i den tredje måned efter deponeringen af tiltrædelsesdokumentet.

ARTIKEL 22

1. Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne deponeres hos Irlands regering.

2. Irlands regering underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater om deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne.

3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den tredje måned, efter at den sidste signatarstat har deponeret sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.

Den stat, hvor ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne er deponeret, skal underrette medlemssstaterne om datoen for denne konventions ikrafttræden.

§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal tilbagetage udlændingen.

Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.«

6. I § 30, stk. 1, ændres »3-5« til: »3-5 a«.

7. I § 34 ændres »udvises eller afvises,» til: »udvises eller afvises, eller om udlændingen skal overføres eller tilbageføres efter EF-asylkonventionen,».

8. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »afvisning eller udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25,» til: »afvisning eller udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen,».

9. I § 37, stk. 5, ændres »afvisning eller udvisning« til: »afvisning eller udvisning eller om overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen«.

10. § 48, stk. 2, udgår, og i stedet indsættes

» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse om overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i givet fald udsendelse.

Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge afgørelse vedrørende ansøgningen.

§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal tilbagetage udlændingen.

Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov Konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.«

6. I § 30, stk. 1, ændres »3-5« til: »3-5a«.

7. I § 34 ændres »udvises eller afvises,» til: »udvises eller afvises, eller om udlændingen skal overføres eller tilbageføres efter EF-asylkonventionen,».

8. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »afvisning eller udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25,» til: »afvisning eller udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen,».

9. I § 37, stk. 5, ændres »afvisning eller udvisning« til: »afvisning eller udvisning eller om overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen«.

10. § 48, stk. 2, udgår og i stedet indsættes

» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse om overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i givet fald udsendelse.

Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1, og udlændingen i givet fald er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge afgørelse vedrørende ansøgningen.

§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal tilbagetage udlændingen.

Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.«

6. I § 30, stk. 1, ændres »3-5« til: »3-5 a«.

7. I § 34 ændres »udvises eller afvises,» til: »udvises eller afvises, eller om udlændingen skal overføres eller tilbageføres efter EF-asylkonventionen,».

8. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »afvisning eller udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25,» til: »afvisning eller udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen,».

9. I § 37, stk. 5, ændres »afvisning eller udvisning« til: »afvisning eller udvisning eller om overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen«.

10. § 48, stk. 2, udgår, og i stedet indsættes

» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse om overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i givet fald udsendelse.

Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge afgørelse vedrørende ansøgningen.

§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor, kan Direktoratet for Udlændinge uanset reglerne i §§ 48 a-b beslutte, at en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 skal behandles her i landet, hvis udlændingen ønsker dette.

§ 48 d. Direktoratet for Udlændinges afgørelser efter §§ 48 a-c kan påklages til justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Træffer Direktoratet for Udlændinge ikke afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse, gøres udlændingen bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.«

11. Efter § 58 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 8 a

Forskellige bestemmelser

§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor, kan Direktoratet for Udlændinge uanset reglerne i §§ 48 a-b beslutte, at en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 skal behandles her i landet, hvis udlændingen ønsker dette.

§ 48 d. Direktoratet for Udlændinges afgørelser efter §§ 48 a-c kan påklages til justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Træffer Direktoratet for Udlændinge ikke afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse, gøres udlændingen bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.«

11. Efter § 58 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 8 a

Forskellige bestemmelser

§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor, kan Direktoratet for Udlændinge uanset reglerne i §§ 48 a-b beslutte, at en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 skal behandles her i landet, hvis udlændingen ønsker dette.

§ 48 d. Direktoratet for Udlændinges afgørelser efter §§ 48 a-c kan påklages til justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Skal ansøgningen behandles her i landet, gøres udlændingen bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.«

11. Efter § 58 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 8 a

Forskellige bestemmelser

§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 58 a. Fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet EF-lands myndigheder efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter konventionen.

§ 58 b. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til gennemførelse af EF-asylkonventionen.

§ 58 c. Justitsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.«

§ 58 a. Fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet EF-lands myndigheder efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter konventionen.

§ 58 b. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til gennemførelse af EF-asylkonventionen.

§ 58 c. Justitsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.«

§ 58 a. Fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet EF-lands myndigheder efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter konventionen.

§ 58 b. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til gennemførelse af EF-asylkonventionen.

§ 58 c. Justitsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.«

Ingen

Nr LSF 171

Forslag til Lov om ændring af udlændingeloven (EF-asylkonventionen)

Fremsat af justitsministeren (Engell)

den 24. april 1991

Vedtaget ved tredjebehandling den 31. maj 1991

Lov nr. 387 af 06/06/1991