1990 LSF 136 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BUTIKSTID
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I lov om butikstid, jf. lovbekendtgørelse nr. 558 af 18. august 1989, foretages følgende ændringer
1. I § 3, stk. 1, indsættes efter 1. punktum som nyt punktum
»Fra benzinstationer må der ikke sælges øl i skatteklasse I, A og B, afgiftspligtig vin og spiritus, selv om salgslokalerne ikke er indbyrdes forbundne.«
2. § 10, stk. 4, ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft 1. maj 1991.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Man forsøger på mange måder at begrænse antallet af spiritusbilister og især antallet af trafikuheld, hvori der er indblandet spirituspåvirkede trafikanter. Et af midlerne til at nå målet er at forhindre salg af alkoholiske drikke på benzinstationer.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Ifølge den foreslåede bestemmelse kan der fortsat sælges de drikkevarer, der ifølge bekendtgørelse nr. 621 af 21. september 1989 om vareområdet efter §§ 3 og 4 i lov om butikstid må sælges fra butikker med begrænset varesortiment, herunder benzinstationer, jf. § 3 i lov om butikstid, dog med den udvidelse, at der efter lovforslagets gennemførelse også kan sælges afgiftsfri vin.
Den foreslåede ændring betyder derimod, at der aldrig fra benzinstationer vil kunne sælges afgiftspligtig vin, spiritus eller øl i skatteklasse I, A og B, uanset om disse varer sælges fra salgslokaler, der er adskilt fra den øvrige del af butikken.
Til nr. 2
Formålet med bestemmelsen er at stramme påtalepraksis ved overtrædelse af loven. Ifølge loven er en række erhvervs- og forbrugerorganisationer påtaleberettigede. Men deres arbejde med disse sager har desværre været tidsspilde i de senere år. Politiet arbejder ikke effektivt med sagerne, og også andre instanser udviser passivitet over for ulovlighederne.
Eksempelvis har Landsforeningen Loyal Handel i oktober 1989 påtalt over 50 tilfælde, hvor københavnske butikker drev ulovlig handel med spiritus om natten. Efter næsten 1 år var ingen af sagerne ført igennem til doms. Ulovlighederne fortsætter. Tilsyneladende har politiet end ikke indbragt disse sager for retten. Det er forslagsstillernes håb, at hvis forpligtelsen til påtale ligger direkte hos politiet selv, så vil forpligtelsen blive taget mere alvorligt.
Ingen
Nr LSF 136
Forslag til Lov om ændring af lov om butikstid
Fremsat af Lysholm Christensen (KRF) Glønborg (KRF) Kofod-Svendsen (KRF) Inger Stilling Pedersen (KRF)
den 6. februar 1991