1990 LSF 121 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMARKEDETS TILLÆGSPENSION
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 3 af 5. august 1988, som ændret ved lov nr. 267 af 2. maj 1990, foretages følgende ændringer
1. I § 13, stk. 1, udgår ordene »halvdelen af«.
2. I § 13, stk. 2, udgår ordene »halvdelen af«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 1991.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Ifølge de gældende regler kan en enke/enkemand vælge mellem at få egen ATP eller afdøde ægtefælles ATP udbetalt, en bestemmelse, der givet er indsat for, at det ikke skal virke helt urimeligt, at indbetalte bidrag ikke udbetales.
I vort samfund er det fortsat almindeligt, at kvinder får lavere ATP-udbetaling end mænd. Først og fremmest fordi det oftest er kvinder, der har afbrudt arbejdsforløb, bl.a. på grund af børnefødsler. For den aldersgruppe, der i overskuelig fremtid skal have ATP, vil det være sådan, at kvinden ofte har arbejdet på nedsat tid. Som konsekvens af dette har kvinder mindre opsparet ATP. Dette medfører, at kvinder, der jo oftest lever længere end mænd, får udbetalt en meget lille ATP.
Hvis hun bliver enke, kan hun vælge mellem sin egen ATP eller den afdødes. Dog udbetales kun halvdelen af afdødes ATP. Kvinder vælger sidstnævnte ordning, fordi selv halvdelen er større end egen ATP.
Mange pensionister er med rette fortørnede over, at de penge, som de ifølge overenskomster og aftaler på arbejdsmarkedet har opsparet via indbetalinger fra arbejdsgivere og eget bidrag, ikke bliver udbetalt fuldt ud til den efterlevende ægtefælle.
Forslagsstillerne håber på, at der vil være et flertal for i det mindste at sørge for, at den efterlevende kan vælge mellem eget bidrag eller afdødes fulde beløb.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Når ordene »halvdelen af« udgår, vil det fulde ATP-beløb blive udbetalt.
Til nr. 2
Med ændringen vil der, hvis der har været tale om mere end eet giftermål, kun blive udbetalt det ene fulde beløb.
Ingen
Nr LSF 121
Forslag til Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
Fremsat af Lilli Gyldenkilde (SF) Tommy Dinesen (SF) Pernille Frahm (SF) Birgitte Husmark (SF) Hanne Thanning Jacobsen (SF) Ebba Strange (SF)
den 1. februar 1991