Legislator Case Law & Legislation
199022K00112 DK

1990 LSF 112 FORSLAG TIL LOV OM TILBAGEFØRSEL AF UNDERSKUD

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Lovforslag som fremsat 1990 112 Valid

§ 1. Til og med firemånedersdagen efter udløbet af et

underskudsindkomstår kan den skattepligtige ved erklæring over for

ligningsmyndighederne kræve, at underskuddet - i stedet for at blive

fremført til fradrag i senere års indkomst - helt eller delvis

bringes i modregning i den skattepligtige almindelige eller særlige

indkomst i et eller flere af de fem år, som ligger forud for

underskudsåret. Afgives sådan erklæring senere, tages den alene til

følge, hvis den ledsages af en gebyrindbetaling på 3.000 kr.

Lovforslag som fremsat 1990 112 Valid

§ 2. Loven gælder for negativ indkomst fra og med indkomståret 1990.

Bemærkninger til lovforslaget

Nærværende lovforslag er stort set en genfremsættelse af tidligere Fremskridtslovforslag, senest L 36 af 27. oktober 1987 (Folketingstidende 1987-88, 1. samling, tillæg A sp. 741 og forhandlingerne sp. 1684, 3891 og 4234).

Grundtanken er følgende

I forhold til skatteydere, der periodevis har negativ indkomst, periodevis positiv, er det massivt uretfærdigt at fastlægge skattebyrden ud fra kortperiodeopgørelser. Herved kan de nemlig komme til at blive væsentligt grovere beskattet, end de i virkeligheden har haft indtægt til.

Forslaget søger til en vis grad at råde bod herpå ved at supplere de gældende regler om underskudsfremførsel, så det fremover også skal være muligt at tilbageføre indkomstunderskud.

Mange har i gode år oplevet, at deres indtjening er blevet mere end halveret derved, at det offentlige via indkomstskatten har fået mere end halvdelen. Derfor har de ikke kunnet konsolidere sig. Når lavkonjunkturen senere melder sig, er det påkrævet, at de straks kan henvende sig til den lokale forskudsregistreringsmyndighed og der opnå, at det offentlige også deltager i underskuddet ved tilbagebetaling af de skatter, der i virkeligheden er betalt under urigtige forudsætninger i det eller de foregående år.

Når en skatteyder kan sandsynliggøre, at for eksempel hans 1990-indkomst vil blive minus 70.000 kr., kan han - efter at nærværende forslag er vedtaget - henvende sig til forskudsregistrator og begære sin forskudsansættelse ændret på ganske normal vis til disse minus 70.000 kr. Når dette er sket, kan han begære, at for eksempel hans positive 1987-indkomst på 190.000 kr. nedsættes til 120.000 kr., og at han derefter får tilbagebetalt, hvad han herefter har betalt for meget i skat for 1987.

En sådan prompte tilbagebetaling er naturligvis først og fremmest en retfærdshandling, fordi det nu har vist sig, at virksomheden over en noget længere periode ikke var så overskudsgivende, som man troede, da man foretog skatteopgørelsen på den driftsøkonomisk set unaturlige vis, at man lod et jerntæppe gå ned ved regnskabsårets udløbsdag, mens livet - også det økonomiske liv - leves kontinuerligt på begge sider af 31. december, eller hvornår man nu har sin statusdag. Det er uretfærdigt, at folk med ujævnt indtægtsforløb skal behandles meget værre end folk med samme samlede indkomst ligeligt fordelt over årene.

Dertil kommer imidlertid, at underskudstilbageførsel er en langt sundere og hurtigere måde at hjælpe virksomheder i nød på end metoden med overkomplicerede bureaukratiforanstaltninger under den misvisende betegnelse erhvervsfremme. Tvangsauktioner, betalingsstandsninger, virksomhedslukninger, gældsætning, arbejdsløshed og reallønsfald vil blive undgået i stor stil ved vedtagelse af forslagets saltvandsindsprøjtning, som vil gengive mange deres økonomiske overlevelsesmuligheder. Derimod vil de ikke kunne klare sig, hvis de skal vente med likviditetstilførslen, indtil de kan gøre brug af gældende underskudsfremførselsregler. At tidligere års skatteansættelser skal ændres, er ikke nogen vægtig indvending. Dels lettes arbejdet med ligningen for de følgende år, dels verserer der jo i snesevis af tusinder af andre sager om at ændre på skatteansættelserne for de seneste fem år (eller endnu længere tilbage).

Den 13. august 1981 udsendte Fremskridtsgruppen derfor sålydende pressemeddelelse

»Fremskridtspartiets sommergruppemøde har selvsagt indgående udformet, hvad der kan gøres for at hindre de afskedigelser, arbejdsløshed og reallønsfald, som folketingsflertallets politik fører med sig.

Den eneste virkelig gavnlige og holdbare recept indebærer kæmpelettelser af skatter og afskaffelse af de produktionstyngende papirkrav og overflødige lovrestriktioner. Med Folketingets nuværende sammensætning kan dette imidlertid ikke gennemføres.

Derfor har Fremskridtspartiet særlig hæftet sig ved, at et enkelt regeringsmedlem har åbnet sig for gode enkeltforslag - ligegyldigt hvem der fremsætter dem.

Det er landbrugsministeren.

I stedet for at pille ved landbrugets selveje eller gennemføre nye indviklede specialordninger med grønne obligationer, indekslån eller lignende skulle han få gennemført en ganske lille, men særdeles virkningsfuld ændring i skatteloven.

Det drejer sig om de mange virksomheder, som må lukkes med underskud, og hvor dette efter gældende regler kan fradrages i indtægten i de næste fem år.

Det hjælper imidlertid så lidt på beskæftigelse og valuta, når arbejdspladserne først er nedlagt.

Der er brug for, at disse fradrag i stedet kan foretages her og nu og med det samme, så de fornødne penge straks er til stede til at betale de terminer elle andre påtrængende udgifter, der forfalder straks.

Fremskridtspartiet vil derfor, så snart Folketinget samles næste gang, fremsætte lovforslag om, at folk med underskud i stedet for at trække dem fra i de kommende fem års indtægt skal kunne vælge at få fradraget i tidligere års indkomst (også inden for en femårsgrænse), så de får den for meget betalte skat tilbage med det samme.«

Nu, ni år efter, er denne pressemeddelelse desværre lige så aktuel som dengang.

Princippet om at tilbageføre underskud blev også anvendt i lov nr. 290 af 26. juni 1975 om skattemæssig tilbageførsel af underskud (for skatteåret 1975-76) i aktieselskaber m.v. Denne lov var imidlertid snævert tidsbegrænset, hvorhos den ensidigt favoriserede juridiske personer, hvilket er særdeles uheldigt i disses konkurrencekamp med personligt ejede virksomheder, ligesom en umiddelbar retfærdighedsbetragtning også tilsiger ligestilling mellem skatteyderne.

Tilbageførselsretten i nærværende forslag er teknisk udformet således, at den overhovedet ikke vil volde vanskeligheder, hverken for skatteydere eller for myndigheder, jf. spalte 1897-1899 i folketingsforhandlingen 20. november 1975. Der var da heller ikke tekniske vanskeligheder ved den omtalte 1975-ordning eller i forbindelse med dødsbotilbageførselsreglerne, som vi nu har kendt i en lille snes år i kildeskattelovens §§ 31 og 32 (nu lovbekendtgørelse nr. 562 af 6. august 1990). Tilløb i samme retning findes i virksomhedsskattelov nr. 144 af 19. marts 1986 om, at underskud i et vist omfang kan modregnes i opsparet overskud fra tidligere år.

Om tilsvarende lovgivning i nogle af de vigtigste udlande, som danske virksomheder skal kunne konkurrere med, henvises til de i bilaget gengivne uddrag af artikel fra Børsen for 5. februar 1986, hvoraf fremgår, at EF er i gang med at gennemtvinge en 2-3 års tilbageførselsperiode. Men det foregår i vanligt EF-snegletempo. Derfor kan Folketinget dårligt vente herpå. Alt for mange sunde danske virksomheder vil være brudt sammen, før EF-frugterne høstes.

Der henvises også til, at vismandsrapporten fra maj 1981 anbefaler »at overveje muligheden for ordninger, der gav symmetri mellem samfundsdeltagelse i henholdsvis chancen for gevinst og risikoen for tab ved gennemførelse af erhvervsmæssige investeringer«. Derimod går Skattelovrådet stort set uden om problemet i sin omfangsrige udtalelse af 9. februar 1987 om skat ved konkurs og akkord (betænkning 1101/1987).

Såfremt der viser sig flertal for forslaget under Folketingets behandling, vil tekniske følgelovforslag blive fremsat om ændringer bl.a. i kildeskattelovens §§ 31 og 32 og lov om særlig indkomstskat § 9. Her vil det bl.a. blive præciseret, at hvis den ene indkomst (almindelig indkomst eller særlig indkomst) i samme indkomstår skulle være positiv og den anden negativ, skal modregning fortrinsvis ske inden for dette indkomstårs rammer.

Samtidig må lejligheden benyttes til udtrykkeligt i lovteksten at slå fast, at hvis en senere ændring af en skatteansættelse (for 1990 eller senere år) bevirker, at denne bliver negativ (eller mere negativ end hidtil), skal skatteyderen have adgang til uden gebyrbetaling straks at kræve, at det negative beløb bringes i modregning i positiv indkomst for følgende og/eller for tidligere indkomstår.

Derimod er det ikke tilrådeligt at opdele negative indkomster i, hvad myndighederne måtte finde erhvervsfornuftigt, og hvad de vil kalde uønskelig udnyttelse af underskudsoverførselsretten. Sådan noget ville kaste skattehverdagen ud i en masse administration på grundlag af et diffust sondringskriterium, som til syvende og sidst ville savne enhver rimelighed og konsekvens. Gældende underskudsoverførselsregler har da heller ikke bygget på sådanne sondringer. Når de ikke anvendes ved fremførsel af underskud, er der selvsagt heller ingen grund til at anvende dem ved tilbageførsel.

Ej heller vil det være nogen lykke at begrænse carry back-reglen til bestemte skatteydergrupper som for eksempel fysiske personer eller folk med bestemte erhverv. Det kan overvejes - også med hensyntagen til EF-bestræbelserne - om der er behov for særregler for personer med begrænset skattepligt og lignende.

Teknisk er det en meget stor fordel ved forslaget, at det bygger på underskudsoverførselsbestemmelsen, som den uafbrudt har været praktiseret siden ligningslov nr. 339 af 19. december 1956, og som den nu principielt uændret videreføres ved skattereformens hovedlove af 19. marts 1986 (nr. 151 om personskat og nr. 144 om virksomhedsskat). Det er blot overførselsperiodens længde, der ændres på ved det foreliggende forslag, mens selve grundteknikken er, som den har fungeret de sidste 31 år og stadig er gældende.

Nærværende forslag suppleres med Fremskridtspartiets forslag til lov om negativ indkomstskat.

Provenumæssigt vil de to love give et øjeblikkeligt tab, men det vil stort set blive genvundet i følgende år ved mindsket underskudsfremførsel.

Lovforslag som fremsat 1990 112 Valid

Bilag

Uddrag af artikel af Hakon Redder i Dagbladet Børsen for 5. februar 1985

Danske virksomheder vil få langt bedre vilkår for at »udnytte« et enkelt eller flere års driftsunderskud i skattemæssig henseende, når eller hvis EF-Kommissionen får vedtaget et direktiv herom.

Den danske skattelovgivning tillader fremførsel af underskud i op til fem år, men hvis EF-Kommissionens direktivforslag bliver vedtaget i sin nuværende udformning, bliver det muligt at fremføre underskud i et ubegrænset antal år, samtidig med at underskuddet kan tilbageføres til de to foregående indkomstår.

Det er ikke alene i forhold til den danske skattelovgivning, der her er tale om en væsentlig liberalisering, idet direktivet vil betyde udvidelse af muligheder for frem- og tilbageførsel af underskud i samtlige EF-lande.

Kun England og Irland har således i dag ubegrænsede muligheder for fremførsel af underskud, men opererer kun med en tilbageførselsmulighed på eet år. De fleste medlemslande har ligesom Danmark en femårsregel, når det drejer sig om fremførsel, men har dog visse dispensationsmuligheder, f.eks. i forbindelse med indkøring af en virksomhed, force majeure eller nedskrivninger. Med hensyn til tilbageførsel af underskud er det foruden England og Irland kun Vesttyskland, der opererer med en sådan mulighed, men her eksisterer en tidsmæssig begrænsning på to år og en beløbsmæssig grænse på 10.000 DM. I Canada og Japan kan underskud fremføres i et år, mens virksomhederne i USA kan fremføre i syv år og tilbageføre i tre år.

Kommissionens intentioner er, at EF's virksomheder skal have den størst mulige konkurrenceevne i forhold til verdensmarkedet, og derfor ønskes en harmonisering af beskatningsreglerne i de ti medlemslande.

Det hedder i forslagsteksten, at »hensigtsmæssige og velgennemtænkte regler på dette område kan bidrage til at skabe et bedre skattemæssigt klima for virksomhederne ved at lette deres investeringer og øge deres konkurrenceevne på verdensplan. Det er derfor vigtigt, at der på Fællesskabsplan fastsættes bestemmelser af denne art, eftersom alle erkender, at den økonomiske krise ikke kan overvindes, medmindre der sker et opsving i erhvervsinvesteringerne og en forbedring af de europæiske virksomheders konkurrencemæssige stilling«.

Europa-Parlamentet har i sin kommentar til forslaget foreslået en yderligere liberalisering, idet man vil have tilbageførselsmulighederne udvidet til tre år. Endvidere mener Parlamentet, at det skal være op til de enkelte landes skattelovgivninger, hvorvidt underskud fra datterselskaber i udlandet skal kunne modregnes i det skattemæssige resultat for hovedvirksomheden. I Kommissionens tekst siges det, at overskud eller undrskud fra datterselskaber eller faste driftssteder i udlandet skal holdes ude.

EF-Kommissionen ønsker, at direktivet skal træde i kraft allerede 1. januar 1986, men det vil først kræve en vedtagelse i Ministerrådet samt en ændring af de nationale skattelovgivninger.

Lovforslag som fremsat 1990 112 Valid

Nr LSF 112

Forslag til Lov om tilbageførsel af underskud

Fremsat af Ole Donner (FP) Kim Behnke (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Kjærsgaard (FP)

den 31. januar 1991

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →