1990 LSF 104 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar 1989, som senest ændret ved lov nr. 216 af 5. april 1989, foretages følgende ændringer

1. I § 1, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer

»5) fremme anvendelsen af renere teknologi.«

2. § 1, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige virkning på disse.«

3. §§ 2 og 3 ophæves, og i stedet indsættes som nye paragraffer

Ȥ 2. Loven omfatter

1) al virksomhed, som gennem udsendelse af mikroorganismer, der kan være til skade for miljø og sundhed, udsendelse af faste, flydende eller luftformige stoffer eller ved frembringelse af affald kan medføre forurening af luft, vand, jord og undergrund,

2) rystelser og støj,

3) produkter eller varer, som i forbindelse med fremstilling, opbevaring, anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening,

4) transportmidler og andre mobile anlæg, som kan medføre forurening, og

5) dyrehold, skadedyr og andre forhold, som kan medføre hygiejniske problemer eller væsentlige ulemper for omgivelserne.

Stk. 2. Loven omfatter tillige virksomhed, som vedrører risikobetonede processer, samt oplagringer af stoffer med farlige egenskaber, således at driftsforstyrrelser eller uheld kan medføre nærliggende fare for forurening som nævnt i stk. 1.

§ 2 a. Ved lovens anvendelse skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder ved anvendelsen af mindre forurenende råvarer, anlæg og processer, eller ved anvendelsen af bedst mulige, forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges vægt på hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber i samfundet, med henblik på at begrænse spild af ressourcer mest muligt.

§ 2 b. Den, der vil påbegynde virksomhed, der kan give anledning til forurening, skal vælge et sådant sted for udøvelsen, at faren for forurening begrænses mest muligt.

Stk. 2. Ved valg af stedet skal der tages hensyn til områdets beskaffenhed, herunder den nuværende og planlagte fremtidige udnyttelse, samt til mulighederne for hensigtsmæssig bortskaffelse af spildevand og affald.

Stk. 3. Den, der påbegynder eller udøver virksomhed, der kan give anledning til forurening, skal træffe foranstaltninger, der kan forebygge og imødegå denne og tilrettelægge virksomhedens indretning og drift på en sådan måde, at den i mindst muligt omfang medfører forurening, jf. § 3. Ved indretning af virksomhedens anlæg og ved tilrettelæggelse af driften, herunder ved valg af produktionsprocesser, råvarer og hjælpestoffer, skal det sikres, at ressourceanvendelsen, forureningen og affaldsfrembringelsen begrænses bedst muligt.

Stk. 4. Den, der har forårsaget forurening af luft, vand, jord eller undergrund, eller skabt risiko for, at en sådan forurening kan opstå, skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at søge følgerne af forureningen effektivt forebygget eller afværget. Derudover skal den hidtidige tilstand så vidt muligt søges genoprettet.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

§ 3. Den, der fremstiller eller importerer varer eller produkter, skal i videst muligt omfang sikre, at varen eller produktet ikke giver anledning til forurening eller spild af materialer og energimæssige ressourcer.

Stk. 2. Der skal herunder lægges vægt på, at varen eller produktet har en sådan sammensætning og udformning, at varen eller produktet

1) sikres den længst mulige levetid,

2) i videst muligt omfang lader sig genanvende og

3) ved den endelige bortskaffelse som affald ikke giver anledning til forurening eller anden miljøbelastning.

Stk. 3. Den, der anvender eller forbruger varer eller produkter, skal ved anskaffelsen og ved bortskaffelsen af varen eller produktet medvirke til at fremme genanvendelsen og begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelsen.

§ 3 a. Offentlige myndigheder skal virke for lovens formål ved anlæg og drift af offentlige virksomheder samt ved indkøb og forbrug.«

4. I § 6, stk. 1, indsættes efter nr. 6 som nye numre

»7) anmeldelse til tilsynsmyndigheden af virksomhedens eller anlæggets anvendelse af råvarer, hjælpestoffer og andre materialer samt udledninger til vand, jord og luft i forbindelse med virksomhedens eller anlæggets drift, herunder af frembringelsen af affald,

8) anmeldelse om midlertidig placering og anvendelse af anlæg, transportmidler, mobile anlæg, maskiner og redskaber, der kan medføre forurening, herunder om vilkår for sådanne placeringer og anvendelse, og

9) bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer, herunder om alle former for udledning til miljøet.«

5. I § 6 ophæves stk. 2, og i stedet indsættes som nye stykker

»Stk. 2. Miljøministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren fastsætte regler om jordens dyrkningsmæssige anvendelse med henblik på at beskytte vandløb, søer og havet samt grundvandet og jorden mod forurening med næringssalte.

Stk. 3. Ministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren fastsætte regler om den dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været udsat for forurening, med henblik på at sikre at den pågældende anvendelse ikke medfører fare for sundhed eller miljø.«

6. Kapitel 5 ophæves, og i stedet indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 5

Forurenende virksomhed

§ 3

Ved lovens ikrafttræden ophæves

1) Lov nr. 267 af 8. juni 1977 om blyindhold i motorbenzin,

2) lov nr. 135 af 26. april 1972 om begrænsning af svovlindholdet i brændsel og

3) lov nr. 178 af 24. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald.

Bemærkninger til lovforslaget

I februar 1990 fremsatte miljøministeren fire lovforslag om henholdsvis miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, planlægning og vandløb. Se Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 4777, 6194 og tillæg A sp. 4155 ff. Dette lovgivningskompleks tilsigtede, foruden at lovfæste en række principper om en bæredygtig udvikling, at imødekomme en række forslag om forenkling og afbureaukratisering, således som det var beskrevet i betænkningen fra udvalget om de kommunale opgavers fordeling og finansiering. (Bet. nr. 1168/1989). I overensstemmelse hermed repræsenterede de fire lovforslag en sammenskrivning af 21 eksisterende love på miljøbeskyttelsesområdet. Samtidig med fremsættelsen af de nævnte fire lovforslag fremsattes forslag til en lov om naturklagenævnet samt forslag til lov om råstoffer. Se Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 4776, 4778, 6075, 6127 og tillæg A sp. 4113 samt 4531.

Forslagene fandt ikke umiddelbar tilslutning i Folketinget ved førstebehandlingen. Forhandlingerne om forslagene var ikke afsluttet ved udskrivelsen af folketingsvalget den 12. december 1990.

De seneste revisioner af miljøbeskyttelsesloven fandt sted i 1988 efter væsentlige ændringer i 1986. Behovet for en ajouring af visse dele af loven med henblik på indarbejdelse af princippet om renere teknologi har navnlig trængt sig på efter vedtagelse af lov om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 566 af 15. august 1989, der for første gang lovfæster dette princip, der er søgt gjort operativt gennem to handlingsplaner for renere teknologi (jf. Miljøstyrelsens udviklingsprogram for renere teknologi 1986-89 og Miljøministeriets handlingsplan for renere teknologi 1990-92).

Forslagsstillerne har med dette lovforslag fundet det vigtigst at indarbejde princippet om brugen af renere teknologi samt i øvrigt at foreslå en række væsentlige forbedringer af lovgivningen, således som foreslået i dele af miljøministerens lovforslag om miljøbeskyttelse. Se Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 4777, 6194 og tillæg A sp. 4155, L 21, fremsat i februar 1990. Dette gælder således bl.a. de forslåede bestemmelser om affald. Kravet om afbureaukratisering og forenkling er ikke imødekommet i dette lovforslag for så vidt angår sektorplanlægningsbestemmelserne i den gældende miljøbeskyttelseslov, ligesom lovforslaget kun medfører ophævelse af loven om bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, lov om blyindhold i motorbenzin og lov om begrænsning af svovlindholdet i brændsel.

Derudover foretages med lovforslaget en række ændringer, eksempelvis indførelse af et forsigtighedsprincip, sikkerhedsstillelse som vilkår i forbindelse med miljøgodkendelse og ændringer i klage~ og straffebestemmelser.

Princippet om renere teknologi

Den gældende miljøbeskyttelseslov bygger i hovedsagen på den tanke, at indsatsen med at forebygge og afværge forurening skal ske ved at stille krav om rensnings- eller afværgeforanstaltninger i forbindelse med de kilder på virksomheder, som udsender forurenende stoffer til luften og vandet. Fokus har således været på mængder og koncentrationer af forurenende stoffer, som kommer ud af henholdsvis spildevandsrøret og skorstenen. Hertil kommer så begrænsninger af andre lokale gener i form af lugt og støj fra virksomhederne.

For så vidt har en væsentlig del af miljøreguleringen kunnet ses som en udvidelse og modernisering af reguleringen af fast ejendom. Den gældende miljøbeskyttelseslov har da også gennem kortlægnings- og planlægningsbestemmelserne i lovens kapitel 9 knyttet an til lovgivningen om den fysiske planlægning, som indeholder de sammenfattende rammer for placering og anvendelse af fast ejendom. Tilsvarende kan det siges at gælde for de styringsmidler, som er de fremtrædende efter den gældende lov, at de ofte stiltiende bygger på den forudsætning at skulle rettes til en vedvarende aktivitet knyttet til en bestemt fast ejendom. Hovedvirkemidlerne: Krav om forudgående tilladelse til eller godkendelse af en vis aktivitet på et nærmere bestemt sted - suppleret med muligheden for gennem påbud at afværge eller begrænse belastningen - er som regel uanvendelige i forbindelse med den forurening, som ikke kan henføres til stationære kilder. Det gælder frem for alt forureningen fra trafikken og fra mobile anlæg samt forureningen fra produkter og varer, som gennemstrømmer samfundet.

Den gældende lovs forureningsbegreb hænger sammen med denne kildeorienterede betragtning af miljøbeskyttelsesindsatsen. Således opfattes fast affald eller restprodukter fra en virksomheds produktion ikke som en del af virksomhedens forurening, når disse restprodukter føres bort fra virksomheden til deponering eller forbrænding. Ud fra en teknisk - og miljømæssig - betragtning er dette en vilkårlig og uhensigtsmæssig afgrænsning: Der består nemlig ofte en mulighed for at »flytte« forureningen fra luftforurening til vandforurening ved at vaske røggassen, fra luftforurening til fast affald ved at filtrere røggassen og fra vandforurening til fast affald ved at deponere slam fra et spildevandsanlæg.

En sådan »flytning« af belastningen fra luft til vand eller jord - eller omvendt - kan ikke anses for at være en miljømæssigt tilfredsstillende løsning på langt sigt. Ganske vist kan man afbøde lokale belastninger ved at flytte forureningen fra een form til en anden eller fra eet sted til et andet. Men på længere sigt og set i et helhedsperspektiv kan sådanne løsninger kun ses som midlertidige nødløsninger. Ud fra Brundtlandkommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling er det nødvendigt at sætte ind med forebyggende indsatser, som ud fra et helbredsperspektiv søger at begrænse energi- og ressourceanvendelsen mest muligt.

Forureningsbegrebet må bygge på en vurdering af hele det kredsløb, som stoffer, produkter og materialer gennemløber fra udvinding, oparbejdning, behandling og montering til forbrug og bortskaffelse ved deponering og forbrænding. Derfor må også frembringelsen af fast affald og restprodukter på en virksomhed anskues som en del af virksomhedens forurening.

Ud fra samme kredsløbsbetragtning må også de varer og produkter, som tilføres miljøet i senere led: under forbrug eller ved bortskaffelsen som affald, inddrages under den miljømæssige helhedsvurdering.

De styringsmidler, som knytter sig til reguleringen af fast ejendom, herunder planlægningsbestemmelser om lokalisering af forurenende aktiviteter, kommer til kort over for de miljøproblemer, som ikke entydigt kan henføres til - eller beror på - det sted eller den region, hvor »kilden« til forureningen er placeret.

Drivhuseffekter, nedbrydning af ozonlaget i stratosfæren, ophobning af tungmetaller i naturen, ophobningen af næringssalte i vandmiljøet, væksten i affaldsmængderne osv. kan ikke begrænses alene ved hjælp af styringsmidler, som fokuserer på de lokale eller regionale effekter af emissioner fra kilder knyttet til fast ejendom.

Det er disse overvejelser, som ligger bag princippet om renere teknologi som styrende for en helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik.

Princippet om renere teknologi indebærer, at man i videst muligt omfang søger at hindre, at forurening opstår, ikke alene i den primære produktionsproces, men også i senere led i vare- og materialekredsløbet. Vægten lægges således på den forebyggende indsats til begrænsning af forurening snarere end på den afhjælpende indsats i form af rensning og destruktion af forurenende stoffer, produkter og materialer.

Bag princippet om renere teknologi ligger der en erkendelse af, at en forureningsbekæmpelse, som kun retter sig mod eet led i kredsløbet, f.eks. produktionsleddet, og betragter dette isoleret, måske blot medfører, at problemet flytter over i næste led.

Princippet om renere teknologi indebærer endvidere, at man så vidt muligt søger at indbygge forureningsbekæmpelsen i selve produktionsteknologien.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at princippet om renere teknologi ikke alene vedrører teknologi i snæver forstand. Som nævnt omfattes mindre forurenende, mindre ressourcetunge og mindre energikrævende produkter og materialer af begrebet.

Princippet om renere teknologi indebærer heller ikke, at rensningsforanstaltninger uden videre kan opgives eller erstattes. Uanset om der fremover lægges betydelig større vægt på at begrænse de samlede forureningsmængder gennem anvendelse af renere teknologier, herunder mindre forurenende produkter og materialer, vil der fortsat være behov for rensning og destruktion. Princippet om renere teknologi kan således begrænse behovet for rensning på en række områder, men aldrig helt erstatte det. Som miljøpolitisk rettesnor kan det derimod virke som en metodisk regel, som går ud på følgende

1) Forurening og forureningsbegrænsning må vurderes ud fra hele kredsløbet af stoffer, produkter og materialer.

2) I de enkelte behandlingsprocesser - ligesom i den samlede samfundsmæssige omsætning af stoffer, materialer og produkter: fra indvinding til bortskaffelse og destruktion - bør man sætte ind så tidligt i processen som muligt ved at søge at minimere energi- og råvareforbruget og dermed begrænse den stof- og materialemængde, som samlet tilføres naturen som spild eller affald.

3) Rensning bør - metodisk set - være en sekundær løsning. Mulighederne for at begrænse rensningsbehovet gennem anvendelse af renere teknologier bør vurderes først.

4) For så vidt angår særlig skadelige eller betænkelige stoffer, produkter og materialer bør man - i videst muligt omfang - først vurdere mulighederne for at erstatte disse med mindre betænkelige, dernæst undersøge mulighederne for gennem optimering af produktionsprocesserne at begrænse anvendelsen af disse ved benyttelsen af lukkede systemer og endelig ved i videst muligt omfang at genanvende disse stoffer, produkter og materialer, således at de i mindst muligt omfang tilføres miljøet.

En sådan helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik stiller imidlertid krav om nye styringsmidler til supplering af de styringsmidler, som findes i den gældende miljøbeskyttelseslov. Hertil kommer, at en sådan politik nødvendiggør, at der tilvejebringes et udbygget datagrundlag for så vidt angår de stof-, produkt- og materialestrømme, som før eller senere tilføres miljøet. Der må tilvejebringes forbedrede redskaber til prioritering af miljøbeskyttelsesarbejdet. Endvidere må der skabes betingelser for, at miljømyndighedernes indsats i højere grad end tidligere sker i samarbejde med virksomhederne og disses organisationer.

En miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi må gennemføres på alle niveauer i samfundet. Den vil stille krav til den enkelte forbruger eller ansatte om ændringer i adfærd og holdninger. Den vil stille krav til den enkelte virksomhed om mere kritisk at vurdere de enkelte processer, produktionsgangen, materialer og produkter. Den vil stille krav til de primære miljømyndigheder i kommuner og amtskommuner om i højere grad at inddrage selve produktionen i den miljømæssige tilsynsvurdering. Og den vil stille krav til de centrale miljømyndigheder om - i samarbejde med miljø-, forbruger-, erhvervs- og andre interesseorganisationer - løbende at foretage en vurdering af de realistiske muligheder for en omlægning af produktion og forbrug i retning af renere teknologi ved fastsættelsen af rammer for en nedbringelse af den samlede forurening på kortere og længere sigt. Endelig må en miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi nødvendigvis tage hensyn til og aktivt søge at påvirke miljøpolitikken internationalt, især i EF, ud fra samme synspunkter og perspektiver.

Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, som tænkes anvendt til gennemførelsen af en sådan forebyggende miljøindsats baseret på princippet om renere teknologi. Det gælder således en række af de bemyndigelsesbestemmelser, som er indeholdt i kapitel 2. Endvidere er de gældende bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 i forslaget suppleret og ændret med henblik på at fremme en miljøregulering baseret på princippet om renere teknologi.

For at sikre en tilstrækkelig kvalificeret faglig vurdering af de egentlig teknologiske muligheder for anvendelse af renere teknologier på forskellige måder skønnes det nødvendigt, at denne sker på centralt niveau i et tæt samarbejde mellem de statslige miljømyndigheder og de berørte industri- og erhvervsorganisationer. Kun derved kan det sikres, at krav om gennemførelsen af nye teknologiske muligheder for en renere produktion og mindre forurenende produkter fastsættes i overensstemmelse med de økonomiske muligheder i samfundet.

Under alle omstændigheder bør det fremhæves, at krav om forureningsbegrænsning baseret på princippet om renere teknologi aldrig bør stilles som krav om anvendelse af en nærmere bestemt teknologi. Kravene bør derimod fastsættes som krav om et vist forureningsniveau ud fra, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af renere teknologi. En miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi skal virke som et incitament til udviklingen og anvendelsen af stadig mindre forurenende teknologier, den skal ikke låse den teknologiske udvikling fast.

Forsigtighedsprincippet

På miljøkonferencen i Bergen maj 1990 blev det såkaldte forsigtighedsprincip fastslået. Tankegangen bag dette princip er, at tvivlen skal komme miljøet til gode, således at denne tvivl indbygges i de beslutninger, der træffes for at imødegå og forebygge forurening. I den gældende miljøbeskyttelseslovgivning er det næppe muligt at se et sådant princip udtrykt eksplicit hverken i forbindelse med tilladelser og godkendelser eller i forbindelse med håndhævelse af lovgivningen. Således angiver den gældende miljøbeskyttelseslovs § 1, stk. 3, at der ved bedømmelsen af omfanget af arten af foranstaltninger til at forebygge og imødegå forurening skal lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkning på disse. Dette modererede afvejningsprincip forudsætter, at forureningens virkning i forbindelse med fastlæggelse af foranstaltningerne kan fastlægges nogenlunde entydigt. Dette er af mange grunde ikke muligt, og et forsigtighedsprincip tilsiger derfor, at sammenhængen mellem foranstaltning og dennes miljømæssige virkning lempes i den forstand, at der kun skal være sandsynlighed for sammenhæng mellem foranstaltning og (skade-)virkning. Dermed skal styrken i foranstaltningerne sikre, at skadevirkningerne bliver så små som overhovedet muligt, selv om det ikke kan anses for sikkert, at disse virkninger overhovedet indtræder. I overensstemmelse hermed indeholder lovforslaget en ændring af lovens § 1, stk. 3, idet ordet sandsynlige er indført som en understregning af nedtoningen af kravet til en sikker sammenhæng mellem foranstaltning og miljømæssig virkning. Ved placeringen i lovens formålsbestemmelse tilkendegives, at synspunktet skal lægges til grund ved enhver beslutning, der tilsigter at opfylde lovens formål. Dette gælder således også i beslutninger efter den nye formulering af lovens kapitel 5, hvorefter der kan gives påbud, når en virksomhed medfører væsentlig mere forurening, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning. I en sådan afvejningssituation, hvor valget står mellem påbud om mindst forurenende teknologi og bedst mulig rensning, tilsiger forsigtighedsprincippet, udtrykt som anført, at hovedreglen skal være mindst forurenende teknologi, idet bedst mulig rensning altid vil efterlade et restprodukt, der undertiden blot vil forskyde miljøproblemet fra at være eksempelvis et luftforureningsproblem til at blive et fremtidigt vand- eller jordforureningsspørgsmål i forbindelse med udsivning fra et affaldsdepot.

Forslaget har ikke indarbejdet andre aspekter af forsigtighedsprincippet i lovforslaget. Derimod udtrykkes dette i beslutningsforslag B 11 om miljøerstatning, hvorefter den erstatningsretlige hovedregel i miljøsager skal være et objektivt ansvar og en lempelse af kravene til sammenhængen mellem årsagen og miljøskaden i overensstemmelse med, hvad der er gældende ret i Sverige. Beviskravet til årsagssammenhængen er her beskrevet som en sandsynlighedssammenhæng. Dette forslag er fremsat i Folketinget den 18. januar 1991, jf. Folketingstidende 1990-91, forhandlingerne sp. 694.

Særlig forurenende virksomheder

Med lov om miljøbeskyttelse, der trådte i kraft den 1. oktober 1974, indførtes en godkendelsesordning for særlig forurenende virksomheder. Ordningen går ud på, at virksomheder, der er optaget på den som bilag til loven anførte liste, ikke må påbegyndes, udvides eller ændres, før der er meddelt godkendelse hertil af den godkendende myndighed. Listen over særlig forurenende virksomheder kan ændres administrativt af miljøministeren.

Lovforslaget indeholder følgende afgørende nyheder vedrørende godkendelsesordningen

1) Det foreslås, at samtlige »gamle« virksomheder på listen, der ikke har en samlet godkendelse, skal søge om godkendelse inden for frister, som skal fastsættes af ministeren i en bekendtgørelse. På baggrund af at det er hensigten at gennemføre en kraftig reduktion af listen, således at den kun omfatter virksomheder, der efter dagens målestok anses for særligt forurenende, må det anses for miljømæssigt begrundet og også økonomisk og ressourcemæssigt realistisk at undergive de »gamle« virksomheder den samlede miljømæssige bedømmelse, som foretages ved en godkendelsesbehandling.

2) Der indføres en regel om, at godkendelsesmyndigheden kan fastlægge særlige vilkår om sikkerhedsstillelse til dækning af udgifter ved oprydning m.v. Baggrunden herfor er, at der ikke i den gældende miljøbeskyttelseslov er hjemmel herfor, men at behovet er ubestrideligt. Såfremt en virksomhed går konkurs, lukker eller blot får pålagt betydelige forureningsudgifter, kan det offentlige komme ud for den situation, at beløbet ikke er til stede. Udgiften vil derfor i lighed med udgifterne til oprydning m.v. på gamle kemikaliegrunde, påhvile de offentlige kasser.

3) Endelig foretages der en stramning af reglerne vedrørende påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, selv om godkendelsen er påklaget. De gældende bestemmelser herom er uforståelige for mange, der har vanskeligt ved at forstå, at et byggeri til millioner af kroner kan igangsættes, uanset at godkendelsen ikke er endelig. Bestemmelsen er derfor ændret, således at kun klagemyndigheden kan dispensere fra bestemmelsens hovedregel om, at bygge- og anlægsarbejder ikke må påbegyndes, før der forekommer en endelig afgørelse. Der henvises i øvrigt til ændringsforslag nr. 13 og 14.

Affald

Planlægningsbestemmelserne i den gældende lovs afsnit om affald er bibeholdt sammen med de øvrige planlægningsbestemmelser i loven. Affaldsreglerne er udbygget med bestemmelserne fra miljøministerens lovforslag om miljøbeskyttelse (L 21) fremsat i februar 1990, kapitel 6, som i det væsentligste er en lovfæstelse af Affaldsudvalgets anbefalinger.

Lovens kapitel om almindelige bestemmelser er moderniseret i overensstemmelse med den affattelse, som miljøministeren gav kapitlet i sit lovforslag fra 1990 (L 21). Det bemærkes, at hverken bemyndigelsen til at fastsætte regler om retten til anvendelse af et miljømærke eller hjemlen til at indgå aftaler med virksomheder eller sammenslutninger heraf, er medtaget. For så vidt angår miljømærket finder forslagsstillerne, at tankegangen bag ideen om et sådant mærke er grundlæggende rigtig. Når en regel herom ikke er medtaget, skyldes det alene, at ideen trænger til at blive væsentlig bedre gennemarbejdet, ikke mindst med henblik på en sikring af mærkning af importerede produkter.

Den af ministeren i L 21 foreslåede § 10, stk. 2-5, om indgåelse af aftaler er udeladt, idet brugen af aftaler som strategi på miljøbeskyttelsesområdet trænger til en principiel drøftelse med henblik på en afgrænsning af de områder, der er velegnede til en sådan reguleringsmåde i tilknytning til bl.a. brugen af økonomiske styringsmidler. Aftaler er hidtil anvendt bl.a. i forbindelse med nedbringelse af brugen af CFC og andre stoffer.

Ligeledes kendes aftaler fra L 215 af 5. april 1989 om udledning af svovl og kvælstofilter fra kraftværker, der hviler på den forudsætning, at kvotefastsættelsen sker på grundlag af aftaler med el-branchen.

Færdiggørelsen af den seneste udgave af luftvejledningen hvilede også på en enighed med industriens organisationer. Aftaleprincippet er således kendt som et ledende princip ved fastlæggelsen af bl.a. de administrative forskrifter, der er en nødvendig konsekvens af lovgivningen. Aftaleprincippet i L 21 er imidlertid udformet ikke alene som et aftalesystem til regulering af udslip af forurenende stoffer, men fastlægger også voldgiftsafgørelser som det instrument, der sikrer en retlig effektivitet. Der er overordentlig store retlige betænkeligheder forbundet med voldgiftsafgørelser, når det drejer sig om offentlige myndigheders forhold, fordi voldgiftssager i almindelighed foregår uden offentlighed og uden adgang til appel og derfor er i klar modstrid med ønsket om en årvågen og kritisk offentligheds medvirken i miljøpolitikken. På miljøbeskyttelsesområdet vil den eksisterende myndighedsstruktur endvidere delvis blive gennemhullet gennem et aftalesystem, hvor ministeren er den ene aftalepart. Sidst men ikke mindst, vil adgangen til at påklage offentlige, myndigheders afgørelser i sager, der er dækket af et aftaleområde, blive fjernet.

Klageregler

Lovforslaget ændrer ikke ved det eksisterende klagesystems instansfølge. Derimod medtages forslagene fra L 21 vedrørende klageberettigede. Særligt fremhæves, at lokale foreninger, der har miljøbeskyttelse som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen og amtsrådet om, hvilke afgørelser de ønsker underretning om, og derved blive klageberettigede. Endelig gøres Danmarks Naturfredningsforening klageberettiget for så vidt angår afgørelser efter lovens kapitel 3.

Håndhævelse

Forslaget indeholder to nye bestemmelser om straf. Dels indføres på linie med den eksisterende hjemmel til at idømme bødestraf adgang til idømmelse af samfundstjeneste, og dels indføres adgang til frakendelse af retten til at udøve virksomhed, hvortil der kræves tilladelse eller godkendelse efter loven.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at begge sanktioner vil have en forebyggende virkning og dermed tilskynde til større forsigtighed. Det bødeniveau, der hidtil er fastlagt af domstolene, synes ikke at virke afskrækkende, når det drejer sig om større virksomheder med en betydelig årsomsætning. Selve straffen i form af bøde kan altså næppe antages at virke afskrækkende.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1

Bestemmelsen er ny og skal understrege, at fremme af brugen af renere teknologi er et af lovens hovedformål.

Til nr. 2

Bestemmelsen lovfæster det såkaldte forsigtighedsprincip. Dette betyder, at der ved enhver beslutning efter loven skal foretages en vurdering af beslutningens effekt i forholdet til naturen, og såfremt denne effekt må vurderes som sandsynligvis negativ, må beslutningen enten formuleres således, at denne sandsynlighed bortfalder, eller der må gives afslag på den ønskede tilladelse/godkendelse.

Tilsvarende gælder i forbindelse med indgreb i form af forbud og påbud, hvorefter den blotte sandsynlighed for, at omgivelserne tager skade af virksomhedens aktivitet, skal være tilstrækkelig til at foretage indgreb. Påbudet må derefter affattes således, at denne sandsynlighed formindskes til en ringere grad af sandsynlighed eller til vished om neutral virkning.

Til nr. 3

Til § 2-2 a

Bestemmelsen beskriver ligesom den nuværende lovs § 2, hvilket »forureningssubjekt« og dertil hørende »beskyttelsesobjekt« der er omfattet af loven.

Beskyttelsesobjektet er omtalt i stk. 1, nr. 1, som luft, vand, jord og undergrund, hvilket trods ændret formulering er i overensstemmelse med den hidtidige lovgivning. Som omtalt ovenfor under § 1 har undergrunden også været betragtet som en del af beskyttelsesobjektet på trods af, at det ikke har været direkte nævnt. »Vand« anvendes her som en samlebetegnelse for hav, søer, vandløb og grundvand samt vand, der i øvrigt skal anvendes til vandforsyning, ligegyldigt hvor det befinder sig.

Med hensyn til forureningsbegrebet er »udsendelse af stoffer« stadig et centralt element. Som noget nyt er det imidlertid i stk. 1, nr. 1, fastslået, at også udsendelse af mikroorganismer, der kan være til skade for miljø og sundhed, er omfattet af loven.

Baggrunden er, at anvendelsen af nye bioteknologiske metoder i industri og landbrug i de seneste år har været i rivende udvikling, hvilket medfører en forøget udledning af mikroorganismer udviklet til industrielle formål, der afhængig af type eventuelt vil have potentiale til at etablere sig i økologiske nicher. Derved er der blevet skabt et behov for regulering af udledningerne fra virksomhederne til miljøet, som rækker ud over de rent hygiejniske hensyn.

I stk. 1, nr. 1, er det endvidere tilføjet, at ikke blot udsendelse af stoffer, men også frembringelse af affald er en del af forureningsbegrebet.

I den hidtidige miljøbeskyttelseslov er der som hovedregel ikke hjemmel til anvendelsesregulering af varer og produkter. I stk. 1, nr. 3, foreslås det at lade produkter og varer, som i forbindelse med fremstilling, opbevaring, anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening, være omfattet af loven. Denne nyskabelse må anses for at være en vigtig forudsætning for at opfylde det under § 1 nævnte kredsløbsperspektiv, herunder fremme renere teknologi. Miljøbeskyttelsesloven vil hermed få et virkemiddel, der svarer til det, der findes i den nyligt reviderede lov om kemiske stoffer og produkter. Selv om lovforslaget med den foreslåede ordlyd utvivlsomt også vil indeholde hjemmel til at regulere kemiske stoffer og produkter samt varer, der indeholder eller afgiver kemiske stoffer og produkter, vil reguleringen af fremstilling, salg og import af sådanne varer fortsat ske med hjemmel i lov om kemiske stoffer og produkter, mens andre produkter og varer vil blive reguleret i medfør af denne lov.

Transportmidler og andre mobile anlæg foreslås i stk. 1, nr. 4, medtaget i opregningen af, hvad loven omfatter ud fra samme begrundelse som i foregående afsnit, og fordi sådanne anlæg allerede i dag må betragtes som værende omfattet af loven.

En række hygiejniske forhold vedrørende dyrehold, skadedyr, badevand m.v. vil fortsat skulle reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. I konsekvens heraf foreslås disse forhold derfor nævnt i stk. 1, nr. 5.

Stk. 2 om risiko for forurening svarer til den hidtidige § 2, stk. 2.

Bestemmelsen indeholder den rettesnor for lovens administration, som til dels findes i den gældende lovs § 1, stk. 3, idet den påpeger, at den forebyggende og forureningsbegrænsende indsats skal prioriteres ud fra omgivelsernes sårbarhed og forureningens virkninger. Herudover fremhæves det i bestemmelsens stk. 1, at grundlaget for miljøindsatsen må findes i en helhedsvurdering af det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber i samfundet. Denne grundtanke, som også har fundet udtryk i den netop vedtagne lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter, udtrykker princippet om renere teknologi som styrende for lovens administration.

Princippet om renere teknologi er således i overensstemmelse med Brundtland-kommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling. Ud fra såvel en økologisk som en samfundsøkonomisk betragtning skønnes det nødvendigt at anlægge en sådan helhedsvurdering, som også må indeholde et tidsperspektiv, der giver plads for andet og mere end kortsigtede og midlertidige løsninger på miljøproblemerne.

Princippet om renere teknologi, der sigter på at begrænse unødig ressourceanvendelse og spild gennem en forebyggende indsats, står ikke i modsætning til rensningsforanstaltninger. Rensningsløsninger er - og vil fortsat i væsentligt omfang være - nødvendige elementer i miljøbeskyttelsesarbejdet. Men princippet udtrykker nødvendigheden af en prioritering ud fra en økologisk og samfundsøkonomisk helhedsbetragtning.

Miljøbeskyttelse og samfundsøkonomi må nødvendigvis ses i sammenhæng, som det også er sket i forbindelse med miljøministerens redegørelse om mål og midler i miljøpolitikken. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at samfundsøkonomi ikke uden videre kan sættes lig med virksomhedsøkonomi i snæver forstand. En række dispositioner, som træffes af den enkelte virksomhed - eller af den enkelte forbruger - har afledede konsekvenser i form af omkostninger til oprydning, destruktion og rensning, som ikke uden videre er synlige eller mærkbare for den enkelte virksomhed - eller forbruger. Denne »fællesomkostning« for samfundet må medinddrages i den økonomiske helhedsvurdering. På lang sigt vil også en forringelse af naturgrundlaget kunne sætte skæbnesvangre grænser for såvel livskvaliteten for den enkelte som for de samfundsøkonomiske muligheder.

For den enkelte virksomhed er det af afgørende betydning at kunne overskue virksomhedens aktuelle situation i forhold til de miljøkrav, der stilles, ligesom virksomheden skal have mulighed for at kunne planlægge sine investeringer med størst mulige sikkerhed for, at også fremtidige krav er kendt.

Ydermere må man ved anvendelsen af princippet om renere teknologi nødvendigvis tage hensyn til opretholdelsen af virksomhedernes internationale konkurrenceevne og udviklingsmuligheder ved fastsættelsen af krav efter loven.

Disse overordnede hensyn og principper for lovens administration skal både finde anvendelse ved konkrete afgørelser efter loven, ved fastsættelsen af vejledning og normer som rammer og retningslinier for myndighederners praksis og ved fastsættelsen af generelle regler efter loven. Herved sikres en konsekvent, sammenhængende og fremadrettet miljøadministration.

Til § 2 b

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lov § 3, stk. 1 og 2, og indeholder det såkaldte lokaliseringsprincip, ifølge hvilket en forurener skal placere sin virksomhed mest hensigtsmæssigt.

Stk. 3 indeholder det såkaldte forureningsbegrænsningsprincip, svarende til den gældende lovs § 3, stk. 3. Princippet indebærer, at en forurenende virksomhed skal træffe de nødvendige forureningsbegrænsende foranstaltninger og tilrettelægge driften på en sådan måde, at forureningen begrænses mest muligt. Bestemmelsen uddyber dog princippet i forhold til den gældende bestemmelse ved at slå fast, at princippet både gælder i forhold til den akutte forurening, ressourceanvendelsen og affaldsfrembringelsen.

Bestemmelsen i stk. 4 understreger forureneren-betaler-princippet, idet den fastslår, at den, der forårsager forurening eller skaber risiko for forurening, har pligt til at søge følgerne af forureningen afværget og forebygget og pligt til så vidt muligt at genoprette den hidtidige tilstand. Har forureneren ikke selv mulighed for at foretage de nødvendige foranstaltninger, indebærer princippet, at forureneren må afholde de udgifter, som myndighederne i givet fald har betalt for at foretage foranstaltningerne.

Til § 3

Bestemmelsen fastslår den enkeltes ansvar for ressourcebevarelsen og miljøbeskyttelsen. Både ved fremstilling, import og forbrug bør henholdsvis producenterne, importørerne og forbrugerne sikre sig, at varerne og produkterne har den længst mulige levetid, at de lader sig genanvende, og at de i mindst muligt omfang giver anledning til forureningsproblemer ved affaldsbortskaffelsen. Anvendelse af økonomiske, adfærdsregulerende virkemidler vil kunne medvirke til, at et øget antal varer og produkter opfylder de nævnte betingelser.

Til § 3 a

Det slås fast, at ikke blot miljømyndighederne, men hele den offentlige sektor skal virke for at gennemføre lovens intentioner. Det bevirker, at offentlige drifts- og anlægsvirksomheder har en særlig forpligtelse til at fremme renere teknologi. De offentlige myndigheder bør være specielt opmærksomme på, at indkøbte varer og produkter opfylder de i § 5 nævnte betingelser, og handle i overensstemmelse med bestemmelserne i § 4 og § 5.

Til nr. 4

Bestemmelsen tilføjes to nye bestemmelser om anmeldelsesordninger. Den første, i nr. 7, er en erstatning og udbygning af den gældende lovs § 56 a. Formålet med denne bestemmelse er at åbne mulighed for at kræve, at virksomhederne gennemgår deres produktion for at belyse virksomhedens »råvarehusholdning«. En sådan ordning skal i første omgang medvirke til at begrænse spild og ressourceanvendelse på virksomheden. Samtidig skal ordningen ved anmeldelseskravet virke som et informations- og kontrolredskab for tilsynsmyndigheden. Tilsvarende ordninger kendes fra udlandet, bl.a. i USA, hvor ordningen betegnes som »waste-audits«. Muligheden for at etablere en sådan ordning med anmeldelsespligt til tilsynsmyndigheden findes at være en meget væsentlig forudsætning for at sikre gennemførelsen af en renere teknologi-strategi, også på lokalt niveau.

Undersøgelser viser, at en endog meget betydelig del af den mængde affald, som frembringes på visse virksomheder, skyldes spild, som kunne begrænses ved, at virksomhederne var mere opmærksomme på og holdt bedre hus med de råstoffer og materialer, som anvendes i virksomhederne. Anmeldelsesordningen skal derfor ses som udbygning af princippet om virksomhedernes egenkontrol.

Den anden anmeldelsesregel i § 7, stk. 1, nr. 8, skal sikre, at tilsynsmyndigheden bliver varslet om midlertidige placeringer af mobile anlæg, der kan medføre forurening. Sådanne anlæg, f.eks. sandblæsningsanlæg til facadebehandling, kan ofte medføre betydelig lokal forurening, og de indgrebsmuligheder, som tilsynsmyndigheden har, kan ikke bringes i anvendelse, hvis den forurenende aktivitet er ophørt, når tilsynsmyndigheden bliver opmærksom på forholdet, eventuelt efter klage. Reglen skal sikre, at tilsynsmyndigheden får en reel mulighed for at kunne kontrollere, at anvendelsen af sådanne anlæg ikke medfører væsentlige gener for omboende.

Nr. 9 i § 7, stk. 1, er tilføjet i forhold til den tidligere miljøbeskyttelseslov i forlængelse af de bemærkninger, der er knyttet til kapitel 1, § 2, og giver mulighed for efter behov at udfylde de rammer, der nu er lagt for regulering af mikroorganismer.

§ 7, stk. 1, nr. 9, giver en generel hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer og udledningsbegrænsende foranstaltninger, når det skønnes nødvendigt af hensyn til miljø og sundhed.

Hjemmelen vil blive brugt til regulering af virksomheder, der benytter mikroorganismer, som kan have en uønsket virkning på natur, miljø og sundhed, herunder mikroorganismer, som

- er sygdomsfremkaldende for mennesker, dyr og planter,

- skal/kan anvendes som mikrobiologiske bekæmpelsesmidler,

- kan overføre miljøproblematiske egenskaber, såsom toksiske stoffer, antibiotikaresistens og lignende, til naturligt forekommende mikroorganismer,

- er indførte, ikke-hjemmehørende i Danmark,

- gennem deres antal kan påvirke væsentlige stof- og energiomsætningsprocesser i miljøet på en uønsket måde,

- eller i øvrigt kan have en uønsket virkning på naturen.

Herudover kan miljøministeriet i samarbejde med den bioteknologiske industri udarbejde vejledninger om god produktionspraksis ved anvendelse af mikroorganismer.

De mikroorganismer, som indgår i biologiske rensningsanlæg, anses ikke på nuværende tidspunkt for problematiske og er derfor ikke umiddelbart tænkt omfattet af reguleringen. Den kan dog uden videre udvides til at omfatte sådanne organismer, hvis der senere skulle vise sig behov for det.

Med hensyn til udsætning af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler henvises til lov om kemiske stoffer og produkter.

For så vidt angår genteknologisk fremstillede mikroorganismer er disse endvidere omfattet af lov nr. 288 om miljø og genteknologi af 4. juni 1986, som har til formål at sikre miljø, natur og sundhed, herunder ernæringshensyn i forbindelse med anvendelse af genteknologi.

Loven om miljø og genteknologi regulerer udledning fra forskning og produktion baseret på genteknologi samt udsætning af genteknologisk fremstillede organismer og celler. Endvidere reguleres stoffer og produkter, der indeholder genteknologisk fremstillede organismer eller celler, og levnedsmidler m.v., der indeholder genteknologisk fremstillede organismer eller celler.

Til nr. 5

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende § 6, stk. 2.

Stk. 2 indeholder som noget nyt en bemyndigelse for miljøministeren til efter forhandling med landbrugsministeren at fastsætte regler om den dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været udsat for forurening. Bestemmelsen kan eventuelt blive relevant i forbindelse med anvendelse af slam til jordbrugsformål. Tungmetalbelastningen af et areal kan som følge af kraftig slamanvendelse have nået et så kritisk niveau, at fortsat dyrkningsmæssig anvendelse bør begrænses.

Til nr. 6

De afgørende nyheder i kapitel 5 er også omtalt i de almindelige bemærkninger i afsnittene vedrørende særligt forurenende virksomheder og om renere teknologi samt i bemærkningerne til § 41, hvortil der henvises.

For at skabe større overskuelighed samles reglerne om virksomhedernes forurening i dette lovforslags kapitel 5, der herefter omfatter både listevirksomheder og virksomheder, der ikke er på listen. Sidstnævnte reguleres af bestemmelserne i § 42.

Kommunen kan meddele påbud over for en virksomhed, hvis den medfører væsentlig forurening. Som noget nyt kan der desuden meddeles påbud, hvis virksomheden medfører væsentlig mere forurening, herunder affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning, samt gives påbud over for anlæg eller aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for forurening, jf. bemærkningerne til § 41.

Til § 35

I den gældende lov er listen over særligt forurenende virksomheder m.v. optaget som bilag til loven. Listen er imidlertid blevet ændret administrativt mange gange: Sidste større ændring skete ved udsendelse af bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. (»godkendelsesbekendtgørelsen«). I konsekvens heraf foreslås det i § 35, stk. 1, at listen fremtidig ikke skal optages som bilag til loven, men alene som bilag til godkendelsesbekendtgørelsen.

Den gældende godkendelsesbekendtgørelse skal eventuelt ændres således, at en ny og reduceret liste over særligt forurenende virksomheder m.v. kan træde i kraft samtidig med den nye lov om miljøbeskyttelse.

Med hensyn til etablering af listevirksomhed bygger godkendelsesordningen i stk. 2 fortsat på det princip, at etablering først kan ske, når der er givet godkendelse.

Til § 36

Bestemmelsen om godkendelsens indhold er overført fra den gældende miljøbeskyttelseslov. I § 36, stk. 4, er der indsat en bestemmelse om, at afgørelser om afslag på godkendelse, der er begrundet i, at lokaliseringen vil stride imod planlægningen af området, ikke skal kunne påklages til højere administrativ myndighed. Grunden til, at det foreslås, at disse afgørelser skal være endelige, er, at det ikke skønnes rimeligt at bruge ressourcer på behandling af klagesager, når det er åbenbart, at virksomheden ikke bør placere sig det pågældende sted.

Stk. 2 indeholder den nye bestemmelse om sikkerhedsstillelse som vilkår. Bestemmelsen udtrykker tillige princippet om, at forureneren betaler. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor.

Til § 37

Bestemmelsen indeholder samme bemyndigelse til at fastsætte regler om godkendelse, som findes i den gældende miljøbeskyttelseslov.

Som hidtil skal godkendelsesmyndigheden som grundlag for godkendelsesbehandlingen foretage en helhedsvurdering af virksomhedens forureningsforhold, således som de kan kræves oplyst af virksomheden.

Ved vurderingen skal godkendelsesmyndigheden tage stilling til, om der foreligger muligheder for forureningsbegrænsning bl.a. gennem renere teknologi. Til brug for denne vurdering skal virksomhederne som hidtil give oplysninger om det valgte projekts forhold til de på området eksisterende, alternative teknologier. Godkendelsesbehandlingen skal endvidere ske på baggrund af de retningsgivende vejledninger, udsendt af Miljøstyrelsen. Ved udarbejdelsen af disse vejledninger vil der blive taget højde for, at forureningsbegrebet udvides til også at omfatte affaldsfrembringelse, ligesom der i denne forbindelse vil ske en vurdering af muligheden for at anvende renere teknologi på forskellige områder.

Til § 38

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen om frivillig godkendelse i § 37 i den gældende miljøbeskyttelseslov.

Til § 39

Bestående virksomheder, der ikke har en samlet godkendelse, pålægges pligt til at indsende en ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden inden for en frist, der fastsættes af miljøministeren. Miljøministeren kan fastsætte forskellige frister for de enkelte virksomhedstyper for at sikre en praktisk realistisk behandling af ansøgningerne. Fristerne vil blive fastlagt efter forhandling med de berørte organisationer og ministerier. For elværkernes vedkommende vil fristen bl.a. blive fastlagt i lyset af, hvornår nogle af disse på grund af andre omstændigheder ventes skrottet. Tidsfristen for indsendelse af godkendelsesansøgninger for gamle lossepladser uden en samlet godkendelse, der svarer til dagens standard, vil blive fastsat under hensyn til den regulering, der følger af Folketingets revision af lov om kemikalieaffaldsdepoter.

Det er hensigten, at godkendelsesmyndigheden på baggrund af ansøgningen skal foretage en gennemgang af virksomhedens forhold, der svarer til en godkendelsesbehandling.

Ca. 50 pct. af de virksomheder, der er på listen i dag - såvel i de tungere som i de lettere kategorier - har samlede eller delvise godkendelser.

Under forudsætning af, at der gennemføres en reduktion af listen over særligt forurenende virksomheder, skønnes det, at under 5.000 bestående virksomheder skal undergives godkendelsesbehandling.

På baggrund af gennemgangen af virksomhedens forhold kan den godkendende myndighed vurdere, om der bør meddeles godkendelse, påbud eller forbud.

Fordelen ved godkendelsesordningen er, at der bliver foretaget en samlet gennemgang og regulering af virksomhedens forureningsforhold, uanset om dette sker via en godkendelse eller ved påbud eller forbud eller eventuelt blot ved en registrering af oplysninger om virksomheden.

Godkendelsesbehandlingen kan i ekstreme tilfælde resultere i, at der nedlægges forbud mod den videre drift af hele virksomheden eller dele af en virksomhed, hvis det skønnes, at det ikke vil være muligt at nedbringe forureningen fra virksomheden til et acceptabelt niveau.

Til § 40

Bestemmelsen om godkendelseskompetence er overført fra den gældende miljøbeskyttelseslov.

Til § 41

Bestemmelsen om muligheden for at meddele påbud eller forbud over for en listevirksomhed findes i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 44.

For så vidt angår ikke-godkendte listevirksomheder er den nugældende regel ændret på væsentlige punkter. For det første er der åbnet mulighed for at stille krav om nedbringelse af virksomhedens frembringelse af affald, hvis der ved anvendelse af renere teknologi er mulighed for at begrænse affaldsmængden væsentligt. Det samme gælder, hvis man ved anvendelse af renere teknologi kan foretage en væsentlig begrænsning af problemerne i forbindelse med affaldshåndteringen f.eks. derved, at affaldsproduktet gøres mere ufarligt eller uproblematisk.

Som det i øvrigt efter lovforslaget gælder for godkendelsesordningen - og loven som helhed - betragtes frembringelsen af fast affald således nu som en forurening på linie med udsendelsen af stoffer til luften, jorden og vandet.

For så vidt er ændringen af den gældende bestemmelse i § 44 at betragte som en konsekvensændring ud fra dette udvidede forureningsbegreb. Hertil kommer imidlertid, at der til den hidtil gældende væsentlighedsvurdering knyttes et kriterium om, hvad der er muligt »ved anvendelse af mindst forurenende teknologi eller bedst mulig rensning«.

Ved indførelsen af dette kriterium knyttet til, hvad der er teknologisk muligt, understreges det forureningsbegrænsningsprincip, som er indeholdt i lovforslagets § 3. Herved fremhæves, at det forureningsniveau, som på et givet tidspunkt kan accepteres, kan ændre sig i lyset af forbedrede muligheder for en renere produktion eller forbedret rensningsteknologi. Væsentlighedsvurderingen i den gældende § 44 er vel i praksis også ofte blevet anvendt på denne måde, idet der i den gældende § 3, stk. 3, er indeholdt et tilsvarende forureningsbegrænsningsprincip: »Den, der udøver eller vil påbegynde (forurenende) virksomhed, skal træffe de til forebyggelse og imødegåelse af forureningen nødvendige foranstaltninger og tilrettelægge virksomhedens drift på en sådan måde, at virksomheden i mindst muligt omfang giver anledning til forurening«.

Den ændrede formulering af indgrebsbestemmelsen i kapitel 5 må på denne baggrund ses som en præcisering af rammerne for vurderingen af, hvornår et indgreb med påbud er påkrævet, snarere end som en principiel ændring.

Retningsgivende for vurdering af, hvornår og under hvilke betingelser et påbud om forureningsbegrænsning bør meddeles, vil således i første række være de vejledninger, som Miljøstyrelsen udsender. Ved udarbejdelsen af disse bør der fremover for det første tages højde for forureningsbegrebets udvidelse til også at omfatte frembringelse af fast affald, for det andet - men i samme forbindelse - tages højde for muligheder for mindre forurenende produktionsmetoder foruden mulighederne for forureningsbegrænsning ved rensning.

Det forventes således ikke, at de kommunale tilsynsmyndigheder uden videre skal omlægge grundlaget for vurdering af, om et indgreb er påkrævet.

Det bør i den forbindelse fremhæves, at kriteriet om, at virksomheden ikke må »medføre væsentlig mere forurening, end der ville forekomme ved anvendelse ved mindst forurenende teknologi«, ikke alene går på virksomhedens teknologi i snæver forstand, dvs. processerne og de tekniske anlæg, men også produktionsgangen, driftsforholdene og vedligeholdelsen af anlæggene.

Undersøgelser foretaget i Københavns Kommune har således vist, at der er endog meget store forskelle med hensyn til spild og affaldsfrembringelse på forskellige virksomheder, som med hensyn til processer, råvarer, produktionsmængde og produktionsanlæg er sammenlignelige. En væsentlig side af, hvad der skal forstås ved »mindst forurenende teknologi« er således det, man kunne kalde »god råvarehusholdning«, hvilket indbefatter driftsrutiner, som i videst muligt omfang begrænser spild og affaldsproduktion med den givne teknologi i snæver forstand.

Kravet om forureningsbegrænsning skal ud fra en renere teknologi-betragtning ikke fastsættes som påbud om anvendelse af en nærmere bestemt renere teknologi. Kravet bør udmøntes som et krav om begrænsning af forureningen, herunder frembringelsen af affald, eller som et krav om begrænsning af nærmere bestemte råvarer, stoffer eller materialer, når det har vist sig muligt at foretage denne begrænsning ud fra en tilgængelig renere teknologi. Herefter er det op til virksomhederne selv at vurdere, hvorledes man teknologisk vil opfylde disse ændrede krav.

Endvidere er påbudsbestemmelsen i § 41 udvidet i forhold til den gældende lovs § 44 derved, at påbud nu også skal kunne meddeles over for anlæg eller aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening. Betingelserne for anvendelsen af en sådan indgrebsmulighed er ikke nødvendigvis sammenfaldende med betingelserne for indgreb ud fra rene nødretssynspunkter. Også mindre kvalificerede fare- eller risikosituationer må kunne begrunde et påbud efter § 41. Tilsvarende gælder, at faren eller risikoen ikke behøver at være overhængende, men blot nærliggende. Derimod falder fjernere liggende eller blot hypotetiske faremuligheder uden for reglens anvendelsesområde.

Til § 42

Bestemmelsen om muligheden for at gribe ind over for forurening fra virksomhed, der ikke er på listen over særligt forurenende virksomhed, er overført fra kapitlerne 10 og 11 i bekendtgørelse af reglement om miljøbeskyttelse. Ved at samle reglerne om virksomhedernes forurening i loven opnås større overskuelighed. Indgrebsmulighederne er udformet i overensstemmelse med de skærpede bestemmelser i lovforslagets § 41, stk. 1-3, om indgreb over for ikke-godkendte listevirksomheder under henvisning til mulighederne for at anvende mindst forurenende teknologi eller bedst mulig rensning.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om påbud og forbud kan indbringes for miljøministeren.

En række af de erhvervsvirksomheder, der omfattes af stk. 1 og 2, har hidtil stået på listen over særligt forurenende virksomheder. Det er foreslået, at virksomhederne udgår af listen, da de ikke anses for at være særligt forurenende. Det bemærkes, at erhvervsvirksomheder omfatter såvel private som offentlige virksomheder.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en række vejledninger om vurdering af forureningsforhold for at sikre, at der ved miljøsagsbehandling foretages en rimelig ensartet vurdering (f.eks. om lugt, støj og spildevand).

Styrelsen vil så vidt muligt udarbejde branchevejledninger for virksomhedstyper, der er karakteriseret ved, at der er mange af slagsen, og at de har meget ensartede forureningsforhold (såsom trævirksomheder og korn- og foderstofvirksomheder).

Styrelsen vil i øvrigt i sin generelle vejledningsvirksomhed tilkendegive over for de lokale miljømyndigheder, at der som hidtil skal sikres en proportionalitet mellem målsætningen om at begrænse forureningen og de miljøkrav, der stilles.

Dette indebærer bl.a., at der skal fastsættes realistiske tidsfrister for opfyldelsen af miljøkrav, og at der ved fastsættelsen af nye miljøkrav skal tages hensyn til afskrivningstiden for allerede foretagne miljømæssige investeringer.

Det bemærkes, at hvis der udvikles renere teknologi på området opbevaring og anvendelse af husdyrgødning, vil gennemførelsen heraf ske ved en ændring af husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Bestemmelsen i stk. 5 giver tilsynsmyndigheden mulighed for på forhånd at tilkendegive, hvilke miljøkrav der kan forventes stillet over for en virksomhed, der ikke er optaget på listen over særligt forurenende virksomheder.

En sådan tilkendegivelse vil f.eks. være praktisk i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om tilladelse efter byggeloven, men kan også anvendes, når kommunen bliver opmærksom på, at en virksomhed er under etablering eller skal foretage udvidelser og ændringer, uden at dette forudsætter en byggetilladelse.

Virksomheder kan også af egen drift bede tilsynsmyndigheden om en sådan tilkendegivelse.

Formålet med bestemmelsen er, at virksomheden på et tidligt tidspunkt kan blive gjort opmærksom på, at der kan forventes miljøkrav, der vil have afgørende betydning for byggeriets udformning eller tilrettelæggelse af driften, f.eks. krav om en given skorstenshøjde, afstand til skel eller etablering af støjdæmpning.

Der er tale om en uforpligtende tilkendegivelse, som er ment som en service til virksomheden. Tilkendegivelsen kan således ikke betragtes som en forhåndsgodkendelse, der afskærer kommunen fra på et senere tidspunkt at stille yderligere krav. Tilkendegivelsen har heller ikke en retlig virkning, idet manglende efterkommelse ikke i sig selv kan håndhæves. Virksomheden må imidlertid være forberedt på, at den senere kan blive pålagt påbud eller forbud i overensstemmelse med tilkendegivelsen.

Til nr. 7

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til kapitel 6

I den gældende lovgivning reguleres affald via miljøbeskyttelsesloven, genanvendelsesloven, olie- og kemikalieaffaldsloven samt kemikalieaffaldsdepotloven.

For at lette administrationen af affaldsbortskaffelsen og for nemmere at kunne håndtere grænsetilfælde foreslås det, at olie~ og kemikalieaffaldsloven ophæves og indarbejdes i miljøbeskyttelsesloven med de vigtigste bestemmelser fastsat i et selvstændigt kapitel (kapitel 6). Endvidere bemærkes, at olie- og kemikalieaffaldsloven foreskriver særlige behandlingsmetoder for nærmere defineret affald. Af disse grunde findes det hensigtsmæssigt, at der i kapitel 6 sker en samlet regulering af affaldsbortskaffelsen, herunder behandlingen, når der er tale om særlig håndtering og behandling af olie- og kemikalieaffald.

Med sammenskrivningen af de to love er der ikke foretaget væsentlige indholdsmæssige ændringer i forhold til den gældende rammelovgivning og de i medfør heraf udstedte bekendtgørelser. De eksistende bekendtgørelser efter miljøbeskyttelsesloven, genanvendelsesloven samt olie- og kemikalieaffaldsloven opretholdes således uændret.

Retstilstanden vil herefter være følgende: miljøbeskyttelsesloven regulerer forurening fra affald, der er opstået efter den 1. oktober 1974, herunder dog også lossepladser m.v., der er taget i brug før dette tidspunkt, og som stadig er i drift. Miljøbeskyttelsesloven skal endvidere regulere forurening fra bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, der er fremkommet efter ikrafttrædelsen af henholdsvis bekendtgørelsen om olieaffald (1. november 1972) og bekendtgørelsen om kemikalieaffald (1. april 1976).

Forhold, der er opstået før disse tidspunkter, herunder lossepladser m.v., der er taget i brug før 1. oktober 1974, men nu nedlagt, reguleres via lov om kemikaliedepoter (depotloven).

Hvis det ikke med sikkerhed kan afgøres, om et givet forhold er omfattet af miljøbeskyttelsesloven eller af depotloven, er udgangspunktet, at forholdet skal behandles efter depotloven.

Til § 61 g

Bestemmelsen i § 61 g er en understregning af forureneren-betaler-princippet. Den fastslår, at enhver, der opbevarer, behandler eller bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke herved sker forurening af luft, vand og jord, og i forlængelse heraf må afholde de udgifter, som myndighederne i givet fald må afholde til undersøgelse og afværgeforanstaltninger.

Spørgsmålet om, hvorvidt begrebet affald kan defineres, har siden miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1974 med jævne mellemrum været genstand for drøftelser. Senest har Affaldsudvalget i sin betænkning til miljøministeren i 1988 overvejet, om en definition bør indgå i lovgivningen.

Affaldsudvalget konkluderede på grundlag af indgående drøftelser af de såvel administrative som juridiske problemer i forbindelse med en definition at indstille, at der ikke i loven gives en definition af affald.

Begrundelsen for udvalgets beslutning var, at en definition næppe ville være til nogen hjælp i de situationer, hvor der rejses tvivl om, hvorvidt noget er affald. Udvalget anfører, at i sådanne situationer må tilsynsmyndigheden træffe sin afgørelse ud fra en samlet bedømmelse af de foreliggende omstændigheder. Endvidere bemærkes det, at det må være op til den pågældende virksomhed m.v. at godtgøre, at restprodukter, genstande eller materialer, som efter tilsynsmyndighedens bedømmelse har karakter af affald, ikke skal behandles som affald, fordi »affaldet« anvendes miljømæssigt forsvarligt som led i en produktion.

Til illustration af et af problemerne i forbindelse med en definition af affald som grundlag for lovgivningen kan det nævnes, at et materiale, der af en virksomhed eller en borger i en situation opfattes som affald, og som ejeren derfor ønsker at skille sig af med, ikke nødvendigvis af en anden virksomhed eller borger i en tilsvarende situation vil blive opfattet som affald. Begrebet affald indbefatter således en subjektiv vurdering.

Alene på grund af ovennævnte forhold vil det ikke være muligt at udarbejde en præcis og juridisk anvendelig definition af affald.

I øvrigt er det Miljøstyrelsens generelle opfattelse, at en definition af affald ikke i sig selv har noget formål, men at affaldsbestemmelserne skal ses i sammenhæng med lovens formålsbestemmelser. Begrundelsen herfor er, at affaldets karakter med hensyn til materialesammensætning, mængde og forureningspotentiale hele tiden ændrer sig. Det, der derfor i lovgivningssammenhæng er brug for, er dels generelle regler, hvor en definition er umulig, og dels detaljerede regler indeholdende angivelse af, hvilke stoffer, materialer og produkter der omfattes af reglerne.

Til nr. 9

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Til § 62 b

Denne bestemmelse fastslår, at bortskaffelsen af affald som udgangspunkt er en kommunal opgave. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at kommunalbestyrelsen i medfør af de allerede udstedte bekendtgørelser efter den eksisterende miljøbeskyttelseslov og genanvendelseslov kan vedtage etablering af de affaldsordninger, herunder indsamlingsordninger for kildesorterede materialer, diverse behandlingsanlæg, konkrete anvisningsordninger osv., som vurderes nødvendige og hensigtsmæssige af hensyn til et affaldsbortskaffelsessystem i overensstemmelse med lovens formålsbestemmelser.

Forpligtelsens omfang vil dog afhænge af de regler, der udarbejdes med hjemmel i § 62 e. Således er der i henhold til § 62 e mulighed for at udarbejde særlige regler om bortskaffelse af bestemte affaldstyper, f.eks. kraftværkernes restprodukter, således at kommunerne fritages for ansvaret for disse affaldstyper. Det affald, som kommunerne herefter får ansvar for, skal styres ved hjælp af indsamlingsordninger og anvisningspligt. Endvidere er bestemmelsen hjemmel for bekendtgørelsen om bortskaffelse af affald. Denne bekendtgørelse indeholder regler om kommunalbestyrelsens pligt til og mulighed for at etablere indsamlingsordninger for forskellige affaldstyper og om grundejeres, virksomheders m.fl.s pligt til at benytte sådanne ordninger.

Endelig skal bestemmelsen være hjemmel for regler om indsamling af genanvendelige materialer og produkter, dvs. sådanne regler, som hidtil er blevet udstedt med hjemmel i § 11 i lov om genanvendelse og begrænsning af affald.

Af hensyn til at sikre en miljømæssigt optimal bortskaffelse af affald og en forsvarlig indretning og drift af de af loven omfattede anlæg kan der være behov for et detaljeret kendskab til såvel kvalitet som kvantitet af forskellige krav til erhvervsvirksomheder og andre om særlig behandling af affaldet inden aflevering, om foretagelse af undersøgelser af miljømæssige risici i forbindelse med affaldet, om detaljerede oplysninger om affaldets sammensætning og mængde.

I medfør af stk. 4 kan kommunalbestyrelsen forbyde konkurrerende indsamlingsordninger for affald, der er omfattet af eksisterende kommunale indsamlingsordninger eller indsamlingsordninger, der er iværksat efter kommunalbestyrelsens bemyndigelse.

Formålet med bestemmelsen er alene at sikre en koordineret indsamling af affald og et rimelig stabilt økonomisk grundlag for eksisterende private eller offentlige indsamlingsordninger samt begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre ressourcer.

Stk. 5 svarer til gældende lovgivning, idet erhvervsvirksomheder fortsat skal kunne fritages for at være omfattet af en indsamlingsordning for genanvendelige materialer og produkter. For så vidt angår genanvendeligt olie- og kemikalieaffald er reglen i overensstemmelse med bekendtgørelsen herom.

Til § 62 c

Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan meddele påbud eller forbud vedrørende affaldsopbevaring, -behandling og -bortskaffelse.

Til § 62 d

Efter denne bestemmelse, som er en videreførelse af den gældende lovs § 62 a, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen fastsætte gebyrer til dækning af kommunens udgifter i forbindelse med indsamling, bortskaffelse m.v. af affald. Gebyrer kan desuden opkræves i forbindelse med etablering og drift af deponeringsanlæg eller genanvendelsesvirksomheder, herunder fælleskommunale anlæg.

Fastsættelse og opkrævning af gebyrer på affaldsområdet skal ske således, at der over et vist tidsrum tilstræbes en dækning af de faktiske omkostninger, som er forbundet med det samlede bortskaffelsessystem. I gebyrerne kan indregnes samtlige de omkostninger, som er forbundet med den enkelte kommunes håndtering og bortskaffelse af affald.

Efter den hidtidige fortolkning af miljøbeskyttelsesloven har kommunerne i princippet skullet føre separate regnskaber for hver enkelt af de foranstaltede renovationsordninger. Dette har i takt med affaldsordningernes udbygning til ikke kun at omfatte indsamling af dagrenovation medført en uforholdsmæssig stor ressourceanvendelse til gebyradministration.

I stk. 2. er der derfor indsat en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen af hensyn til en forenkling af gebyradministrationen kan opkræve et samlet gebyr til dækning af udgifterne til håndtering og bortskaffelse m.v. af affald.

Ved fastsættelsen af et samlet gebyr kan kommunalbestyrelsen tage udgangspunkt i de samlede kommunale omkostninger på affaldsområdet og fordele dem efter gennemsnitsbetragtninger. Kommunalbestyrelsens fastsættelse af et samlet gebyr for virksomheder, grundejere eller borgere skal dog fortsat inden for rimelige grænser svare til den ydelse, som leveres eller stilles til rådighed for den enkelte bruger, der ud fra en gennemsnitsbetragtning må antages at have gavn af ordningen.

En forudsætning for anvendelse af ovennævnte fremgangsmåde ved gebyrfastsættelsen er, at kommunalbestyrelsen samtidig udarbejder en detaljeret redegørelse for beregningen af gebyrernes størrelse og forudsætningerne herfor. Endvidere må kommunalbestyrelsen med jævne mellemrum, f.eks. i forbindelse med udarbejdelsen af budgetter for det efterfølgende år, revidere beregningsforudsætninger og gebyrernes størrelse.

Ovennævnte gebyrfastsættelse er i øvrigt ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan differentiere gebyrstørrelserne afhængig af den faktiske benyttelse eller pålægge virksomheder, grundejere eller borgere et ekstra gebyr, såfremt kommunale regulativfastsatte sorteringskrav eller retningslinier for affaldsbortskaffelsen ikke overholdes.

I lighed med det, der gælder på spildevandsområdet, kan der efter stk. 4 fastsættes standardbetalingsvedtægter.

Gebyrer som nævnt i § 62 d kan opkræves forskudsvis både for så vidt angår affaldsselskaber, som betjener en enkelt kommune, og fælleskommunale affaldsselskaber, der betjener flere kommuner.

Til § 62 e

Denne bestemmelse tager sigte på udstedelse af generelle regler om opbevaring, behandling, genanvendelse og bortskaffelse af affald med henblik på at forebygge og bekæmpe forurening og hygiejniske ulemper. Således skal bestemmelsen bl.a. danne hjemmelsgrundlag for de eksisterende regler om olie- og kemikalieaffald, når lov om bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald ophæves.

Herudover kan der med hjemmel i denne bestemmelse udstedes generelle, fortrinsvis hygiejnisk begrundede regler om opbevaring, behandling og bortskaffelse af affald. Sådanne regler findes i dag i reglement om miljøbeskyttelse. De fleste af disse er dog overført til bekendtgørelse om bortskaffelse af affald, hvorfor der formentlig kun i beskedent omfang vil blive behov for yderligere generelle regler herom.

Dernæst kan der fastsættes regler, der tager sigte på at løse bortskaffelsesproblemer m.v. i forbindelse med særlige affaldstyper og affaldsmaterialer. Her kan situationen f.eks. være den, at der opstår store mængder affald af en type, som man ikke tidligere har skullet bortskaffe i et omfang, der skaber problemer. I en sådan situation vil det være muligt at udstede regler eksempelvis om etablering af særlige anlæg på virksomhedernes eller på det offentliges bekostning eller om særlig indretning af dele af eksisterende anlæg.

Bekendtgørelserne om olie- og kemikalieaffald indeholder bl.a. regler om pligt for virksomheder til at anmelde sådant affald og til at aflevere det på et af kommunalbestyrelsen anvist sted, nemlig de lokale modtagepladser eller -stationer. Dette system forudsættes bevaret.

Bestemmelsen indeholder endvidere hjemmel for ministeren til at fastsætte særlige indsamlingsordninger til supplering af reglerne om kommunale indsamlingsordninger i § 62 b.

Bestemmelsen giver endelig mulighed for at stille krav om anmeldelse af affald. Et sådant krav vil i princippet kunne omfatte alle typer affald og vil desuden kunne indebære, at der stilles krav om løbende indberetning om affaldsmængder, nye affaldsprodukter m.v.

I regler, der udstedes i medfør af denne bestemmelse, kan der fastsættes regler til supplement af lovens påbudsbestemmelser.

Til nr. 11

Denne bestemmelse finder anvendelse på deponeringsanlæg, der etableres efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen indebærer en begrænsning i adgangen til at eje anlæg for deponering af affald. Baggrunden herfor er, at de krav, der må stilles til en miljømæssigt forsvarlig indretning og drift af deponeringsanlæg, fører til, at hovedreglen må være, at alene offentlige myndigheder bør kunne eje og drive sådanne anlæg. Dette skal ses i sammenhæng med, at deponeringsanlæg, efter at deponeringen er ophørt, fortsat kan indebære en potentiel forureningstrussel, og at fortsat kontrol med depotet og gennemførelse af eventuelle afværgeforanstaltninger kun kan sikres, såfremt en offentlig myndighed er ansvarlig for driften af anlægget. Bestemmelsen indebærer således, at der aldrig vil være tvivl om, hvem der er ansvarlig. Myndigheden er ikke hermed afskåret fra at indgå i sædvanlige former for samvirke omkring driften af sådanne anlæg, ligesom den daglige drift vil kunne overlades til en entreprenør eller lignende.

De virksomhedstyper, der foreslås omfattet af bestemmelsen, er de deponeringsanlæg, der er nævnt i listen over særligt forurenende virksomheder med undtagelse af affaldsforbrændingsanlæg.

I nogle tilfælde vil det være rimeligt at pålægge erhvervsvirksomheder at etablere specialdepoter uden for virksomhedens område for særlige affaldstyper, som det vil være uhensigtsmæssigt at anbringe på en eksisterende losseplads eller fyldplads, f.eks. på grund af affaldsmængden eller affaldets særlige karakter.

Bestemmelsen i stk. 2 åbner mulighed for at fastsætte regler om, at sådanne depoter skal drives af den enkelte virksomhed. Ved fastsættelsen af sådanne regler må der bl.a. tages hensyn til interessen i at undgå hindringer for bl.a. genanvendelsesinitiativer. Sådanne regler kan f.eks. foreskrive at amtskommunen efter drøftelse med den pågældende kommunalbestyrelse i en godkendelse efter kapitel 5 stiller krav om, at et kraftværk eller lignende selv skal etablere og drive et anlæg for deponering af flyveaske og andre restprodukter.

Bestemmelsen i stk. 3 åbner mulighed for, at der i de regler, der udstedes efter stk. 2, kan fastsættes gebyrer, som skal dække tilsynsmyndighedens senere udgifter til kontrol med forureningen fra det pågældende anlæg, efter at deponeringen er ophørt, samt til eventuelle afværgeforanstaltninger. Endvidere kan der fastsættes regler om sikkerhedsstillelse. De mest almindelige former for sikkerhed vil være garanti fra et pengeinstitut eller fra et kautionsforsikringsselskab eller deponering af kontanter i et pengeinstitut, værdipapirer eller lignende. Formålet hermed er at sikre, at der er økonomiske midler til en eventuel oprydning, primært i den situation, hvor den virksomhed, som var ansvarlig for deponeringen, er ophørt. Det forhold, at en virksomhed har betalt dette gebyr, forhindrer imidlertid ikke, at virksomheden, hvis den stadig eksisterer, når en oprydning bliver aktuel, pålægges at betale de fulde omkostninger med fradrag af gebyret.

Til nr. 12

Denne bestemmelse indebærer, at miljøministeren kan bestemme, at kommuner skal deltage i fælleskommunale løsninger på affaldsbortskaffelsesområdet. Der kan være tale om såvel deponeringsanlæg som genanvendelsesvirksomheder. Bestemmelsen er en udbygning og præcisering af den gældende lovs § 62 a, stk. 6. Præciseringen består i, at kommuner, der har etableret et fælleskommunalt anlæg, kan pålægges at optage andre kommuner i fællesskabet. Herudover er det i stk. 2 præciseret, at en fælleskommunal virksomhed tillige kan pålægges at modtage affald fra kommuner, som ikke deltager i fællesskabet. Det bemærkes endvidere, at der i bestemmelsen ligger en forpligtelse for kommunerne til at stille kommunale arealer til rådighed for fælleskommunale virksomheder for affaldsbortskaffelse.

Som hidtil forudsættes disse bestemmelser kun anvendt i det omfang, det ikke ved forhandling lykkes kommunerne at nå frem til en frivillig aftale herom.

Placering af sådanne anlæg og andre deponeringsanlæg i øvrigt er et planlægningsanliggende.

Til nr. 13-19

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 20-21

Kredsen af klageberettigede i miljøministerens lovforslag fra februar 1990 (L 21) udvidedes med Greenpeace, og Dansk Fiskeriforenings klageadgang blev udvidet til også at omfatte anden vandforurening end havforurening. Denne udvidelse er medtaget her. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 22

Reglen i stk. 1 indebærer, at domstolene ved domfældelse får valget mellem idømmelse af bøde eller samfundstjeneste. Anvendelse af samfundstjeneste forudsættes typisk at kunne ske, såfremt lovovertrædelsen i særlig grad har været generende for lokalsamfundet i form af lugt eller støjforurening samt i tilfælde af gentagne overtrædelser af forbud eller påbud, f.eks. efter domfældelse. Brugen af samfundstjeneste bør også kunne ske, såfremt bødestraffen i den konkrete sag ikke findes egnet som sanktionsmiddel på grund af udmålingspraksis, eller fordi den skade, der er indtruffet på miljøet, nok er synlig eller konstaterbar, men ikke af en sådan karakter, at den falder ind under de strengere bestemmelser i stk. 2.

Der er i øvrigt foretaget en række konsekvensrettelser.

Til § 2 og 3

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

§ 35. Miljøministeren fastsætter regler om godkendelse af særlig forurenende virksomheder, anlæg eller indretninger (listevirksomhed).

Stk. 2. Listevirksomhed må ikke anlægges eller påbegyndes, før der er givet godkendelse hertil. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til affaldsfrembringelsen, på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.

§ 36. Godkendelse efter dette kapitel skal fastsætte vilkår for listevirksomhedens etablering og drift, herunder den kontrol, som den for virksomheden ansvarlige selv skal foretage.

Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan fastsætte særlige vilkår om sikkerhedsstillelse til dækning af udgifter ved oprydning, rensning og retablering. Sikkerhedsstillelsen finder anvendelse i forbindelse med beslutninger efter § 41, stk. 1-3, eller ved ophør af virksomheden.

Stk. 3. Spørgsmål om tilladelse til udledning af spildevand direkte til vandløb, søer eller havet fra en listevirksomhed behandles samtidig med afgørelsen om godkendelse efter dette kapitel og indgår i godkendelsen. Vilkår for udledningen af spildevand behandles efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 4. Afslag på ansøgning om godkendelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, hvis begrundelsen for afslaget er, at lokaliseringen af virksomheden det pågældende sted vil være i strid med bestemmelser i regionplan, kommuneplan eller lokalplan.

§ 37. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende godkendelsesordningen, herunder om ansøgningens indhold og vilkårene for godkendelse.

§ 38. Bestående listevirksomhed kan ansøge om godkendelse efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Miljøministeren kan begrænse adgangen til at søge godkendelse efter stk. 1 til at gælde for bestemte virksomheder af de kategorier, der er optaget i bilaget.

§ 39. Bestående listevirksomheder, der ikke har en samlet godkendelse, skal indsende ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden.

Stk. 2. På grundlag af ansøgningen og en vurdering af listevirksomhedens drifts- og forureningsforhold træffer godkendelsesmyndigheden afgørelse om, hvorvidt der kan gives virksomheden godkendelse, eller om der skal meddeles påbud om at foretage foranstaltninger til at nedbringe virksomhedens forurening eller nedlægges forbud mod driften eller foretagelse af bestemte aktiviteter.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af ansøgning om godkendelse af bestående virksomheder, herunder om fristen for indsendelse af ansøgning til godkendelsesmyndigheden.

§ 40. Afgørelse om godkendelse efter dette kapitel træffes af kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med de kommunale organisationer nærmere regler herom.

Stk. 2. Amtsrådet træffer afgørelse om godkendelse af kommunalt drevet virksomhed. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om godkendelse af amtskommunal virksomhed.

§ 41. Hvis listevirksomhed medfører væsentlig forurening, kan tilsynsmyndigheden give påbud om, at forureningen skal nedbringes. Tilsvarende påbud kan gives, når listevirksomhed medfører væsentlig mere forurening, herunder affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning. Påbud kan endvidere gives over for anlæg og aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening.

Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.

Stk. 3. Forbud kan nedlægges umiddelbart, når forureningen medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.

Stk. 4. Indtil der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en godkendelse efter dette kapitel, kan der kun meddeles forbud eller påbud, hvis

1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning,

2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne forudses ved godkendelsens meddelelse, eller

3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund for denne ved godkendelsens meddelelse.

Stk. 5. Når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, kan tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri, når det er miljømæssigt begrundet, eller hvis der er udviklet renere teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, mindre forurenende produktionsmetoder eller bedre rensningsformer.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 4 og 5 omtalte tidsfrist nedsættes for bestemte brancher, dog ikke til under 4 år.

Forurening fra andre virksomheder

§ 42. Hvis erhvervsvirksomheder, herunder private eller offentlige bygge- og anlægsarbejder, eller faste anlæg til energiproduktion, som ikke er omfattet af regler fastsat i medfør af § 35, stk. 1, medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening, herunder affaldsfrembringelse, kan kommunalbestyrelsen give påbud om, at forureningen skal nedbringes.

Stk. 2. Tilsvarende påbud kan gives af kommunalbestyrelsen, når nævnte virksomheder eller anlæg medfører væsentlig mere forurening, herunder affaldsfrembringelse, end nødvendigt ved anvendelsen af den til enhver tid værende mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning. Påbud kan endvidere gives over for aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan give påbud om, at der skal foretages afhjælpende foranstaltninger over for idrætsanlæg, fritidsklubber eller lignende fritidsaktiviteter, som medfører væsentlige støjulemper for omgivelserne.

Stk. 4. Kan ulemperne ikke afhjælpes, kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud imod virksomheden eller aktiviteten.

Stk. 5. Bliver tilsynsmyndigheden i forbindelse med etablering, udvidelse eller ændring af en af de i stk. 1 nævnte virksomheder opmærksom på forhold, som kan forventes at medføre krav om begrænsning af virksomhedens forurening eller forbud mod virksomhedens drift, kan tilsynsmyndigheden på forhånd tilkendegive dette over for virksomheden.«

7. § 56 a ophæves.

8. Efter underoverskrift om affald og før § 62 indsættes som ny paragraf

»§ 61 g. Enhver, der frembringer, opbevarer, behandler eller bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke opstår uhygiejniske forhold eller sker forurening af luft, vand eller jord.«

9. I § 62 a ophæves stk. 7.

10. Efter § 62 a, indsættes som nye paragraffer

»§ 62 b. Kommunalbestyrelsen forestår bortskaffelsen af affald.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om kommunale affaldsordninger, herunder om

1) kommunalbestyrelsens pligt til at anvise bortskaffelsesmuligheder for affald,

2) kommunalbestyrelsens pligt til at forestå indsamling og bortskaffelse af affald, herunder til genanvendelse af materialer og produkter,

3) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at benytte anviste bortskaffelsesmuligheder eller affaldsordninger og

4) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at indgive anmeldelse af og afgive oplysninger om affald samt foretage undersøgelser af affald.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fastsætter i et regulativ forskrifter om affaldsordningernes omfang og tilrettelæggelse m.v.

Stk. 4. Når en indsamlingsordning er etableret, må indsamling af det af ordningen omfattede affald eller eventuelt genanvendelige materiale kun finde sted ved kommunalbestyrelsens foranstaltning eller bemyndigelse.

Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det bestemmes, at kommunalbestyrelsen på visse betingelser skal fritage erhvervsvirksomheder fra at være omfattet af en indsamlingsordning.

§ 62 c. Kommunalbestyrelsen kan meddele påbud eller forbud med henblik på at forebygge og sikre, at affald opbevares, behandles og bortskaffes på forsvarlig måde.

§ 62 d. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte gebyrer til dækning af udgifter til

1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger, herunder anvisningsordninger, samt til sortering, indsamling af affald m.v. og til etablering og drift af virksomheder og anlæg for oparbejdning af affald og affaldsbortskaffelse,

2) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet.

Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr for de ordninger m.v., som kommunalbestyrelsen har iværksat.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Ministeren kan udarbejde standardbetalingsvedtægter.

Stk. 5. Gebyrer efter stk. 1 og 2 påhviler den, der har tinglyst adkomst på ejendommen, og beløbene har samme fortrinsret i ejendommen som offentlige skatter og afgifter. For beløbene er der udpantningsret.

§ 62 e. Miljøministeren kan fastsætte regler om anmeldelse, sortering, opbevaring, indsamling, transport, behandling, bortskaffelse og oparbejdning af affald, herunder af særlige afaldstyper, affaldsmaterialer og affaldsprodukter.«

11. Efter § 63 a indsættes som ny paragraf

»§ 63 b. Nye anlæg for deponering af affald må kun ejes af offentlige myndigheder.

Stk. 2. Miljøministeren kan dog fastsætte regler om, at virksomheder skal etablere anlæg, der er bestemt til deponering af specielle affaldstyper.

Stk. 3. I reglerne efter stk. 2 fastsættes der bestemmelser om opkrævning af gebyrer og fornøden sikkerhedsstillelse til dækning af senere udgifter til kontrol med forurening fra deponeringsanlæg samt til eventuelle afværgeforanstaltninger ved sådanne depoter.«

12. § 64 b affattes således

»§ 64 b. Miljøministeren kan træffe bestemmelse om kommunernes pligt til at oprette, udvide deltagerkredsen af eller tilslutte sig kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse, herunder genanvendelsesvirksomheder.

Stk. 2. Miljøministeren kan endvidere træffe bestemmelse om, at kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse skal modtage affald fra kommuner, som ikke deltager i fællesskabet.«

13. § 72, stk. 3, 2. pkt., ophæves.

14. § 72, stk. 4, nr. 2, ophæves, og i 3. pkt. udgår ordene »2. pkt. og«

15. Efter § 73 indsættes som ny paragraf

»§ 73 a. Lokale foreninger, der har beskyttelse af miljøet som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen og amtsrådet om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter kapitel 3, 4 og 5 foreningen ønsker underretning om, jf. § 74, stk. 1, nr. 4. Foreningen skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af miljøet.

Stk. 2. Klageadgang efter stk. 1 omfatter ikke lokale afdelinger af de organisationer, der er nævnt i § 74.«

16. I § 74, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer

»4) foreninger i henhold til § 73 a.«

17. I § 74, stk. 2, nr. 1, ændres »§ 39, stk. 2,» til: »§ 40, stk. 2,».

18. I § 74, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 39, stk. 1« til: »§ 40, stk. 1,».

19. I § 74, stk. 2, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer

»5) afgørelser efter lovens § 3.«

20. § 74, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk Fiskeriforening kan påklage de i stk. 2 nævnte afgørelser for så vidt angår spørgsmål om forurening af vandløb, søer og havet.«

21. I § 74, stk. 4, ændres »Dansk Fiskeriforening« til: »Greenpeace«.

22. § 83 affattes således

»§ 83. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller samfundstjeneste den, der

1) overtræder § 11, stk. 1, § 17, stk. 1, § 61 a eller § 63 b, stk. 1,

2) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold,

3) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller en godkendelse efter loven,

4) anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter § 35,

5) undlader at indhente godkendelse efter § 39,

6) undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 52 eller at give underretning som nævnt i § 53,

7) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i reglen udfærdiget efter § 6, stk. 1, herunder tilsidesætter vilkår i forbindelse med en sådan anmeldelse, eller

8) gennemfører bygge- og anlægsarbejder i strid med § 72, stk. 3, eller en afgørelse efter § 72, stk. 4.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af § 4, § 4 a, § 5, § 6, § 7, § 9, § 11, stk. 2, § 17, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, § 28, § 35, stk. 1, § 37, § 62 a, stk. 5, § 62 b, stk. 2, § 62 d og § 62 e, kan der fastsættes straf af bøde og samfundstjeneste. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.

Stk. 4. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Stk. 5. I forbindelse med dom efter stk. 1 og 2 kan virksomhedens indehaver fradømmes retten til at udøve virksomhed, hvortil der kræves tilladelser eller godkendelser efter denne lov. Tilsvarende gælder for direktører eller bestyrelsesmedlemmer, såfremt overtrædelsen er begået af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende.

Stk. 6. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved en overtrædelse af denne lov eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk. 2, nr. 2.

Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 4, samt for overtrædelser af regler udstedt i henhold til § 11, stk. 2.«

Ingen

Nr LSF 104

Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse

Fremsat af Gade (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Jes Lunde (SF) Rahbæk Møller (SF) Ebba Strange (SF)

den 30. januar 1991