1990 LSF 86 FORSLAG TIL LOV OM KLAGENÆVNET FOR UDBUD (UDBUD AF BYGGE- OG ANLÆGSARBEJDER OG INDKØB I DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER)

§ 1. Klagenævnet for Udbud behandler klager over overtrædelser af

fællesskabsretten vedrørende offentlige kontrakter eller lov om

samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige bygge- og

anlægskontrakter og offentlige indkøb m.v. samt de i medfør af loven

udstedte bekendtgørelser.

Stk. 2. Nævnet kan i øvrigt behandle klager, hvor der ved lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelse om klageadgang til nævnet.

§ 1. Klagenævnet for Udbud behandler klager over overtrædelser af

lov om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige

bygge- og anlægskontrakter og offentlige indkøb m.v. samt de i

medfør af loven udstedte bekendtgørelser.

Stk. 2. Nævnet kan i øvrigt behandle klager, hvor der ved lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelse om klageadgang til nævnet.

§ 1. Klagenævnet for Udbud behandler klager over overtrædelser af

lov om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige

bygge- og anlægskontrakter og offentlige indkøb m.v. samt de i

medfør af loven udstedte bekendtgørelser.

Stk. 2. Nævnet kan i øvrigt behandle klager, hvor der ved lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelse om klageadgang til nævnet.

§ 2. Nævnet kan behandle klager over ordregivere, jf. § 3, som påstås at have tilsidesat de regler, der er nævnt i § 1, især ved at have

1) handlet i strid med udbudsreglerne, herunder undladt at udbyde,

2) tilsidesat reglerne om offentliggørelse, meddelelser og frister,

3) tilsidesat kravene til tekniske specifikationer,

4) ulovligt udelukket eller diskrimineret ansøgere eller bydende ved tildeling af kontrakter,

5) undladt at pålægge personer eller virksomheder, der har modtaget et offentligt tilskud på mere end 50 pct. til visse bygge- og anlægsarbejder, at følge fremgangsmåderne for offentlige bygge~ og anlægskontrakter eller

6) undladt at pålægge personer eller virksomheder, der har fået overdraget at udføre en offentlig udbudsopgave, ikke at diskriminere.

Stk. 2. Senest samtidig med at en klage indbringes for nævnet, skal klageren skriftligt underrette den ordregivende myndighed om den påståede overtrædelse og om, at klagen indbringes for nævnet.

§ 2. Nævnet kan behandle klager mod ordregivere, jf. § 3, der påstås at have

1) handlet i strid med udbudsreglerne, herunder undladt at udbyde,

2) tilsidesat reglerne om offentliggørelse, meddelelser og frister,

3) tilsidesat kravene til tekniske specifikationer,

4) ulovligt udelukket eller diskrimineret ansøgere eller bydende ved tildeling af kontrakter,

5) undladt at pålægge personer eller virksomheder, der har modtaget et offentligt tilskud på mere end 50 pct. til visse bygge- og anlægsarbejder, at følge fremgangsmåderne for offentlige bygge~ og anlægskontrakter, eller

6) undladt at pålægge personer eller virksomheder, der har fået overdraget at udføre en offentlig udbudsopgave, ikke at diskriminere.

Stk. 2. Senest samtidig med at en klage indbringes for nævnet, skal klageren skriftligt underrette den ordregivende myndighed om den påståede overtrædelse og om, at klagen indbringes for nævnet.

§ 2. Nævnet kan behandle klager mod ordregivere, jf. § 3, der påstås at have

1) handlet i strid med udbudsreglerne, herunder undladt at udbyde,

2) tilsidesat reglerne om offentliggørelse, meddelelser og frister,

3) tilsidesat kravene til tekniske specifikationer,

4) ulovligt udelukket eller diskrimineret ansøgere eller bydende ved tildeling af kontrakter,

5) undladt at pålægge personer eller virksomheder, der har modtaget et offentligt tilskud på mere end 50 pct. til visse bygge- og anlægsarbejder, at følge fremgangsmåderne for offentlige bygge~ og anlægskontrakter eller

6) undladt at pålægge personer eller virksomheder, der har fået overdraget at udføre en offentlig udbudsopgave, ikke at diskriminere.

Stk. 2. Senest samtidig med at en klage indbringes for nævnet, skal klageren skriftligt underrette den ordregivende myndighed om den påståede overtrædelse og om, at klagen indbringes for nævnet.

§ 3. Ordregivere er statslige, amtskommunale og kommunale myndigheder, offentligretlige organer og offentligretlige juridiske personer og sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller offentligretlige organer og offentligretlige juridiske personer samt koncessionshavere.

Stk. 2. Ordregivere er i øvrigt virksomheder, som på grund af særlig offentlig tilladelse driver virksomhed inden for vand- og energiforsyning samt transport og offentlig telekommunikation.

§ 3. Ordregivere er statslige, amtskommunale og kommunale myndigheder, offentligretlige organer og offentligretlige juridiske personer og sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller offentligretlige organer og offentligretlige juridiske personer samt koncessionshavere.

Stk. 2. Ordregivere er i øvrigt virksomheder, som på grund af særlig offentlig tilladelse driver virksomhed inden for vand- og energiforsyning samt transport og offentlig telekommunikation.

§ 3. Ordregivere er statslige, amtskommunale og kommunale myndigheder, offentligretlige organer og offentligretlige juridiske personer og sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller offentligretlige organer og offentligretlige juridiske personer samt koncessionshavere.

Stk. 2. Ordregivere er i øvrigt virksomheder, som på grund af særlig offentlig tilladelse driver virksomhed inden for vand- og energiforsyning samt transport og offentlig telekommunikation.

§ 4. Klage efter § 1, stk. 1, kan indgives af

1) enhver, der har en retlig interesse heri, samt

2) de organisationer og offentlige myndigheder, som industriministeren tillægger klageadgang.

Stk. 2. Nævnet kan tillade en tredjemand eller offentlig myndighed, for hvem sagen har en væsentlig betydning, at indtræde i sagen til støtte for klageren eller den indklagede ordregiver.

§ 4. Klage efter § 1, stk. 1, kan indgives af

1) enhver, der har en retlig interesse heri, samt

2) de organisationer og offentlige myndigheder, som industriministeren tillægger klageadgang.

Stk. 2. Nævnet kan tillade en trediemand eller offentlig myndighed, for hvem sagen har en væsentlig betydning, at indtræde i sagen til støtte for klageren eller den indklagede ordregiver.

§ 4. Klage efter § 1, stk. 1, kan indgives af

1) enhver, der har en retlig interesse heri, samt

2) de organisationer og offentlige myndigheder, som industriministeren tillægger klageadgang.

Stk. 2. Nævnet kan tillade en tredjemand eller offentlig myndighed, for hvem sagen har en væsentlig betydning, at indtræde i sagen til støtte for klageren eller den indklagede ordregiver.

§ 5. Ved kendelse kan nævnet afvise en sag eller afgøre den i realiteten helt eller delvis, herunder annullere ulovlige beslutninger, midlertidigt afbryde en udbudsprocedure eller pålægge ordregiveren at lovliggøre udbudsforretningen.

Stk. 2. Krav om erstatning kan ikke behandles af nævnet.

§ 5. Ved kendelse kan nævnet afvise en sag eller afgøre den i realiteten helt eller delvist, herunder annullere ulovlige beslutninger, midlertidigt afbryde en udbudsprocedure eller pålægge ordregiveren at lovliggøre udbudsforretningen.

Stk. 2. Krav om erstatning kan ikke behandles af nævnet.

§ 5. Ved kendelse kan nævnet afvise en sag eller afgøre den i realiteten helt eller delvis, herunder annullere ulovlige beslutninger, midlertidigt afbryde en udbudsprocedure eller pålægge ordregiveren at lovliggøre udbudsforretningen.

Stk. 2. Krav om erstatning kan ikke behandles af nævnet.

§ 6. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Nævnets afgørelse kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt de pågældende. Finder indbringelsen ikke sted inden for fristen, er nævnets afgørelse endelig.

§ 6. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Nævnets afgørelse kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt de pågældende. Finder indbringelsen ikke sted inden for fristen, er nævnets afgørelse endelig.

§ 6. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Nævnets afgørelse kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt de pågældende. Finder indbringelsen ikke sted inden for fristen, er nævnets afgørelse endelig.

§ 7. Nævnet består af en formand, et antal næstformænd og et antal sagkyndige medlemmer.

Stk. 2. Formandskabets og nævnets medlemmer udpeges af industriministeren for en periode af 4 år. Formandskabets medlemmer skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til dommer. Nævnets medlemmer udpeges blandt personer, der har kendskab til bygge- og anlægsvirksomhed, offentlig indkøbsvirksomhed, transport og anden tilknyttet erhvervsvirksomhed.

§ 7. Nævnet består af en formand, et antal næstformænd og et antal sagkyndige medlemmer.

Stk. 2. Formandskabets og nævnets medlemmer udpeges af industriministeren for en periode af 4 år. Formandskabets medlemmer skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til dommer. Nævnets medlemmer udpeges blandt personer, der har kendskab til bygge- og anlægsvirksomhed, offentlig indkøbsvirksomhed, transport og anden tilknyttet erhvervsvirksomhed.

§ 7. Nævnet består af en formand, et antal næstformænd og et antal sagkyndige medlemmer.

Stk. 2. Formandskabets og nævnets medlemmer udpeges af industriministeren for en periode af 4 år. Formandskabets medlemmer skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til dommer. Nævnets medlemmer udpeges blandt personer, der har kendskab til bygge- og anlægsvirksomhed, offentlig indkøbsvirksomhed, transport og anden tilknyttet erhvervsvirksomhed.

§ 8. Ved afgørelsen af den enkelte sag deltager formanden eller en næstformand og 2 eller i særlige tilfælde 4 sagkyndige medlemmer, der udpeges af formanden efter regler fastsat af industriministeren.

§ 8. Ved afgørelsen af den enkelte sag deltager formanden eller en næstformand og 2 eller i særlige tilfælde 4 sagkyndige medlemmer, der udpeges af formanden efter regler fastsat af industriministeren.

§ 8. Ved afgørelsen af den enkelte sag deltager formanden eller en næstformand og 2 eller i særlige tilfælde 4 sagkyndige medlemmer, der udpeges af formanden efter regler fastsat af industriministeren.

§ 9. Sagsbehandlingen ved nævnet er skriftlig. Hvor særlige grunde taler derfor, kan formanden dog bestemme, at mundtlig forhandling skal finde sted.

§ 9. Sagsbehandlingen ved nævnet er skriftlig. Hvor særlige grunde taler derfor, kan formanden dog bestemme, at mundtlig forhandling skal finde sted.

§ 9. Sagsbehandlingen ved nævnet er skriftlig. Hvor særlige grunde taler derfor, kan formanden dog bestemme, at mundtlig forhandling skal finde sted.

§ 10. En klage har kun opsættende virkning, i det omfang dette er fastsat i lovgivningen. Hvor særlige grunde taler derfor, kan nævnet eller formanden på dets vegne dog bestemme, at en klage tillægges opsættende virkning.

§ 10. En klage har kun opsættende virkning, i det omfang dette er fastsat i lovgivningen. Hvor særlige grunde taler derfor, kan nævnet eller formanden på dets vegne dog bestemme, at en klage tillægges opsættende virkning.

§ 10. En klage har kun opsættende virkning, i det omfang dette er fastsat i lovgivningen. Hvor særlige grunde taler derfor, kan nævnet eller formanden på dets vegne dog bestemme, at en klage tillægges opsættende virkning.

§ 11. Nævnet kan kræve alle oplysninger, der findes nødvendige for dets virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af nævnets kompetence.

§ 11. Industriministeren fastsætter nærmere regler for nævnets virksomhed, herunder regler om sagsbehandling og gebyr for indgivelse af klage og offentliggørelse af afgørelser.

§ 11. Nævnet kan kræve alle oplysninger, der findes nødvendige for dets virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af nævnets kompetence.

§ 12. Industriministeren fastsætter nærmere regler for nævnets virksomhed, herunder regler om sagsbehandling og gebyr for indgivelse af klage og offentliggørelse af afgørelser.

§ 12. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2. §§ 7 og 11 træder dog i kraft 1. juli 1991.

Stk. 3. § 3, stk. 2, træder i kraft ved industriministerens bestemmelse herom.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger.

1.Formålet med forslaget er at gennemføre Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurer i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, kaldet kontroldirektivet.

Lovforslaget er søgt udformet på en sådan måde, at det også tager højde for direktivforslaget om klageprocedurer i forbindelse med samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-regler for fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (forsyningsvirksomhed), som forventes vedtaget inden udgangen af 1991. Selve grunddirektivet for tilbudsgivning for forsyningsvirksomhed er vedtaget i september 1990.

Offentlige myndigheder og offentlige virksomheder i EF-landene køber hvert år for mellem 2.000 og 3.000 mia. kr. Det svarer til 2-3 gange det danske bruttonationalprodukt.

Det følger af EØF-traktatens art. 7, at al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, er forbudt. Imidlertid indeholder hverken Fællesskabsreglerne for offentlige kontrakter eller de nationale regler bestemmelser, som sikrer, at EF-reglerne også i praksis bliver overholdt.

Kontroldirektivet indeholder regler, der skal sikre en hurtig og effektiv behandling af klager over de ordregivende myndigheders beslutninger vedrørende udbudsbetingelser, tildeling af ordrer m.v. med henblik på at få ulovlige beslutninger annulleret og eventuelt få tilkendt erstatning ved domstolene. Der skal ifølge direktivet være mulighed for under sagsbehandlingen at træffe midlertidige foranstaltninger til afbrydelse af procedurer og beslutninger. Den korte periode, som udbudsprocedurerne strækker sig over, nødvendiggør hastebehandlinger af påståede overtrædelser.

Kontroldirektivet tillægger Kommissionen adgang til at rette henvendelse til medlemsstaterne og de ordregivende myndigheder. Det betyder, at Kommissionen ikke kan rette henvendelse til kontrolorganet.

De ordregivende myndigheder er statslige, amtskommunale og kommunale myndigheder, der udbyder eller agter at udbyde et arbejde eller et indkøb, i det følgende kaldet ordregivere. Der findes i øvrigt også ordregivere, der ikke er udbydere, men som yder et direkte tilskud til projektet eller som anmoder private virksomheder om på deres vegne at foretage indkøbet.

2.Forslaget skal ses i sammenhæng med lov nr. 366 af 8. juni 1990 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige bygge~ og anlægskontrakter og offentlige indkøb m.v. Loven bemyndiger boligministeren og industriministeren (tidligere finansministeren) til at gennemføre Rådets direktiv 71/305/EØF, som ændret ved direktiv 89/440/EØF om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter, i det følgende kaldet bygge- og anlægsdirektivet, og Rådets direktiv 77/62/EØF, som ændret ved direktiv 88/295/EØF om offentlige indkøb, i det følgende kaldet indkøbsdirektivet.

Hovedsigtet med disse direktiver er at sikre, at der er størst mulig gennemsigtighed og konkurrence i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, således at anskaffelserne sker på optimale vilkår. Direktiverne beskriver bl.a., hvornår og hvordan der skal udbydes, og hvilke oplysninger der skal indeholdes i udbudet.

Der er i medfør af loven udstedt en række bekendtgørelser.

Ved Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 595 af 14. august 1990, er fastsat regler for de ordregivende myndigheders overholdelse af bestemmelserne i forbindelse med indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter.

Ved Industriministeriets bekendtgørelse nr. 826 af 7. december 1990, er fastsat bestemmelser om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter om offentlige indkøb.

Finansministeriet er i færd med at udarbejde en bekendtgørelse om henvisning til standarder ved anskaffelse af informationsteknologi. Bekendtgørelsen vil fastsætte bestemmelser om den udvidede pligt til at følge standarder inden for informationsteknologien og inden for telekommunikationen, jf. Rådbeslutning 87/95/EØF herom. Forpligtelserne omfatter bl.a. krav om brug af standarder og præstandarder ved anskaffelser inden for de nævnte områder på over 100.000 ECU, modsvarende ca. kr. 800.000.

3. Med lovforslaget etableres en klageinstans, således som kontroldirektivet kræver det. Klageinstansen foreslås benævnt Klagenævnet for Udbud.

Nævnet vil få status som et administrativt organ. Baggrunden herfor er, at der er behov for et hurtigt og effektivt organ. Det foreslås, at loven instituerer nævnet og indeholder de grundlæggende regler for nævnets sammmensætning og virke, herunder en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte en forretningsorden for nævnet.

Lovforslaget indeholder hjemmel til at fastsætte regler om gebyr i forbindelse med lovens administration, herunder bl.a. klagegebyrer.

Nævnet træder i funktion, når der modtages en klage over en ordregiver fra en virksomhed eller en organisation. Klageren er forpligtet til senest samtidig med klagens indgivelse at give ordregiveren besked om, at man agter at indgive en klage.

Der gives ministeren mulighed for at tillægge organisationer status som klageberettiget. Baggrunden herfor er, at der ikke inden for det statslige område findes et tilsyn.

To direktivforslag om udbud af tjenesteydelser for henholdsvis de ordregivere, som er omfattet af indkøbs- og bygge- og anlægsdirektivet og virksomheder inden for vand- og energiforsyning, samt transport og telekommunikation forventes fremsat i den nærmeste fremtid. Når disse to direktiver er vedtaget, vil de to kontroldirektiver blive ændret til også at omfatte tjenesteydelser.

Lovforslaget har været forelagt bl.a. følgende til udtalelse: Entreprenørforeningen, Det Danske Handelskammer, Håndværksrådet, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Praktiserende Arkitekters Råd, Boligselskabernes Landsforening, Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, LO, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Industrirådet, Danske Elværkers Forening, Danmarks Rederiforening, Finansrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Advokatrådet, P&T, DSB, Tilsynet med Privatbanerne, Fællesrepræsentationen for private Vandværker i Danmark, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Hovedstadens Trafikselskab, Boligministeriet, Finansministeriet (Budgetdepartementet og Administrations- og Personaledepartementet), Indenrigsministeriet, Trafikministeriet, Statsministeriet, Justitsministeriet, Konkurrencerådet, Industri- og Handelsstyrelsen og Direktoratet for Statens Indkøb.

Der har været en positiv modtagelse af lovforslaget.

Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser.

Det er forbundet med en betydelig usikkerhed at vurdere, hvilke administrative og økonomiske konsekvenser dette lovforslag vil få, fordi der er tale om et nyoprettet organ. I dag behandles der ca. 30 klagesager om året i Direktoratet for Statens Indkøb og Bygge- og Boligstyrelsen. Det forventes, at der med etableringen af denne klageinstans vil ske en stigning i antallet af sager, først og fremmest fordi en del indkøb ikke har været udbudt, men også fordi der gives udenlandske virksomheder en formaliseret mulighed for at klage. Hertil kommer, at der som nævnt for tiden behandles en række direktiver i EF, som betyder, at flere sektorer og tjenesteydelser vil blive omfattet af klagereglerne. Kommissionen har tilkendegivet, at man vil følge dette område nøje, fordi Kommissionen er bekendt med, at der i medlemsstaterne og blandt ordregivere er en vis træghed med hensyn til at følge de regler, der er fastsat i direktiverne.

Oprettelsen af Klagenævnet for Udbud skønnes at ville medføre statslige merudgifter fra 1992 på ca. 2,2 mio kr. årligt, heraf 2,0 mio. kr. i lønsum. De personalemæssige ressourcer vil blive tilvejebragt ved omprioriteringer inden for lønsumsrammen. Som det fremgår af lovforslaget, skal der udnævnes en formand for nævnet, et antal næstformænd samt en række sagkyndige. Formanden og nævnsmedlemmerne honoreres pr. behandlet sag efter statens takster for sådanne sager. Tidsforbruget for formand/næstformand anslås til 36 timer pr. sag og for sagkyndige 30 timer pr. sag. Der forventes 60 sager årligt. Industri- og Handelsstyrelsen vil få til opgave at være sekretariat for nævnet. Dette indebærer en ekstraopgave for styrelsen, svarende til 1 AC'er og 1 HK'er. Hertil kommer udgifter til nævnets møde- og rejseaktiviteter og til fornøden bistand til særligt sagkyndige.

Lovforslaget medfører ikke administrative og økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner. Det skal bemærkes, at det tilsyn over for kommuner og amtskommuner, som udøves af de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder, viger i det omfang, der er en klageinstans, der kan behandle klager over kommunale myndigheder.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til § 1

I henhold til kontroldirektivet er det pålagt de nationale myndigheder at oprette et uafhængigt organ til at overvåge procedurerne ved udbud. Dette organ træder i funktion, når der modtages en klage.

Direktivet overlader det til de nationale myndigheder at tage stilling til, hvorvidt klager skal behandles ved domstolene eller ved et administrativt organ. Ved § 1 foreslås oprettet et administrativt nævn. Baggrunden for at vælge et administrativt organ har været, at direktivet forpligter medlemsstaterne til at have en klageinstans, der hurtigt kan træffe såvel midlertidige foranstaltninger som endelige beslutninger. Det almindelige domstolssystem synes mindre velegnet til denne opgave.

Loven angiver i stk. 1 klagenævnets kompetence. Kompetencen vil alene angå forhold, der er omfattet af lov nr. 366 af 8. juni 1990, samt de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser. Der tænkes her på Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 595 af 14. august 1990 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter i De Europæiske Fællesskaber, Industriministeriets bekendtgørelse nr. 826 af 7. december 1990 om offentlige indkøb samt Finansministeriets bekendtgørelse om henvisning til standarder ved anskaffelse af informationsteknologi, der er under udarbejdelse.

De internationale regler om statslige indkøb inden for GATT (MTN-aftalen) påvirkes ikke af nævnets kompetence, idet der fortsat skal være mulighed for, at tredielande, som har tiltrådt de nævnte aftaler, kan klage efter de særlige regler, der findes i omtalte aftale.

Heller ikke klager over overtrædelser af licitationsloven og Boligministeriets udbudsregler for statsligt og statsstøttet byggeri kan indbringes for nævnet.

I stk. 2 åbnes der adgang for, at nævnet kan behandle andre sager, hvis der ved lov eller i henhold til lov fastsættes bestemmelser, der tildeler nævnet kompetence inden for andre områder end de i nærværende forslag omtalte.

Til § 2

I § 2 er det angivet, hvilke forhold der kan være genstand for prøvelse. Denne paragraf skal ses i sammenhæng med § 4, der fastlægger den klageberettigede kreds.

Udgangspunktet for prøvelsen er bygge- og anlægsdirektivet og indkøbsdirektivet.

Hovedprincipperne i direktiverne er, at alle udbud over bestemte beløb skal bekendtgøres ved annoncering i EF-Tidende. Ligeledes skal de statslige myndigheder offentliggøre information om planlagte indkøb det kommende år. Når en kontrakt er indgået, har den offentlige myndighed desuden pligt til at oplyse, hvem der fik overdraget kontrakten og på hvilke vilkår.

Til nr. 1.

Der kan indgives klage til klagenævnet, hvis man mener, at der er handlet i strid med udbudsreglerne, eller der ikke er foretaget udbud. Hertil kommer, at man kan påklage de situationer, hvor opdeling af en ordre er sket med henblik på at bringe dennes værdi under de såkaldte tærskelværdier. Der henvises til art. 4a, stk. 4 og art. 5 i bygge- og anlægsdirektivet og art. 5, stk. 6 og art. 6 i indkøbsdirektivet.

Til nr. 2.

Der kan indgives klage over, at reglerne om offentliggørelse, meddelelser og frister ikke er overholdt, jf. art. 5a, art. 12, stk. 1-7 og 11, art. 13, 14 og 15, art. 15a og 15b i bygge- og anlægsdirektivet og art. 9 nr. 1-5 og 8, art. 10, art. 11 og art. 12 i indkøbsdirektivet.

Art. 12 i bygge- og anlægsdirektivet omhandler de fælles regler for offentliggørelse, hvilket indebærer, at ordregiver skal forhåndsinformere om kommende bygge- og anlægsarbejder, hvis kontraktværdien mindst andrager det fastsatte tærskelbeløb på 5 mio. ECU.

Tilsvarende regler findes i indkøbsdirektivet, men gælder alene statslige myndigheder og kun for anskaffelser over 750.000 ECU.

De ordregivere, der har indgået en indkøbs- eller bygge- og anlægskontrakt, skal foretage en offentliggørelse i EF-Tidende.

I øvrigt omhandler art. 12-15 i bygge- og anlægsdirektivet tidsfrister, som skal overholdes af ordregiverne. De tilsvarende regler i indkøbsdirektivet findes i art. 9-11.

I hastetilfælde er det muligt at forkorte tidsfristerne ved begrænset udbud og udbud efter forhandling.

Til nr. 3.

Der kan desuden indgives klage, hvis ordregivere i udbudsmaterialet har undladt at anvende tekniske specifikationer i form af fælles europæiske standarder. Hvis der ikke findes fælles europæiske standarder eller andre internationale standarder, kan der anvendes nationale standarder, jf. art. 10 i bygge- og anlægsdirektivet samt art. 7 i indkøbsdirektivet. For indkøb inden for informationsteknologien og telekommunikationsområdet gælder tillige Rådsbeslutning 87/95/EØF.

Til nr. 4.

Et af hovedformålene med EF-bestemmelserne om offentlige bygge- og anlægsarbejder samt offentlige indkøb af varer er at undgå, at ordregiveren favoriserer nationale entreprenører eller leverandører.

Direktiverne indeholder derfor de kvalitative kriterier, som ordregiver må anvende ved udvælgelsen af entreprenørerne og leverandørerne.

Efter direktiverne kan de ordregivende kun anvende to kriterier ved valg af tilbud, nemlig den laveste pris eller det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

Der henvises til art. 20a, 22, 23 og 29 i bygge- og anlægsdirektivet samt art. 17, 19, 20-24 og 25 i indkøbsdirektivet.

I nr. 4 er der givet de ansøgere eller bydende, der føler sig uretmæssigt forskelsbehandlet, mulighed for at klage.

Til nr. 5.

I art. 1a i bygge- og anlægsdirektivet er der fastsat regler om, at også tilskudsmodtagere skal følge udbudsreglerne. Reglerne går nærmere ud på, at hvis ordregiveren ikke selv gennemfører arbejdet, men yder offentlige tilskud på mere end 50 pct., skal de gældende regler om udbud overholdes, og undladelser kan derfor indbringes for nævnet. Klagen skal rejses over for ordregiveren.

Der er specielt tænkt på de situationer, hvor der er tale om arbejder, der finansieres af EF-strukturfondene. Men det kan også få betydning i Danmark. Hvis fx en kommune yder over 50 pct. direkte tilskud til et sportsanlæg eller en skole, men overlader til en privat bygherre at udbyde og opføre byggeriet, vil bestemmelsen medføre, at det pågældende arbejde skal udbydes i EF.

Til nr. 6.

I art. 2, stk. 2 i indkøbsdirektivet skal den ordregivende myndighed i forbindelse med overdragelse af en udbudsopgave til en privat tredjemand pålægge denne ikke at diskriminere. Reglen tager bl.a. sigte på, at det ikke ved udbud af tjenesteydelser må være muligt for en medlemsstat at holde dele af det offentliges indkøb uden for regelsættene.

Til stk. 2.

Det er i direktivet overladt til medlemsstaterne selv at afgøre, om klageren skal informere ordregiveren om den påståede overtrædelse senest samtidig med, at der indsendes klage til klagenævnet. Det foreslås, at der optages en sådan procesbesparende bestemmelse i loven, idet denne kan få ordregiveren til at overveje sin adfærd på ny, hvilket muligvis vil kunne medføre, at der indgives færre klager til klagenævnet.

Til § 3

I § 3 defineres kredsen af ordregivere. Disse er i direktiverne benævnt »de ordregivende myndigheder«. Ordregivere ifølge stk. 1 er statslige, amtskommunale og kommunale myndigheder og sammenslutningen af disse, der udbyder eller agter at udbyde arbejdet eller indkøbet. Endvidere omfatter reglerne »offentligretlige organer«, hvis opgave det er at imødekomme almenhedens behov. Hertil regnes fx. Danmarks Nationalbank, Danmarks Radio, Københavns Havn, de kommunale havne samt statslige aktieselskaber såsom A/S Storebæltsforbindelsen, TV 2 og Københavns Lufthavne A/S.

Ordregivere kan også være tilskudsgivere, som yder tilskud til et arbejde eller et indkøb, men som overdrager til andre at foretage udbud.

Til stk. 2.

Ordregivere, som ikke er offentlige myndigheder, kan også være omfattet af reglerne. Når direktivet om klageregler inden for forsyningsvirksomhed vedtages, vil også private vandforsyningsselskaber og elforsyningsselskaber, der driver virksomheden efter særlig tilladelse, være omfattet af reglerne. Endvidere er private virksomheder inden for transport omfattet. Også koncessionshavere er omfattet af reglerne, eksempelvis televirksomheder. Ligeledes omfattes koncessionskontrakter, fx. kontrakter om motorveje og broer, hvor koncessionen både omfatter opførelse, drift og opkrævning af afgifter for benyttelse.

I konsekvens heraf indeholder stk. 2 en udvidelse af definitionen af ordregivere. Det skal bemærkes, at grunddirektivet om forsyningsvirksomhed endnu ikke er gennemført i dansk ret. Det betyder, at der endnu ikke er tilvejebragt en hjemmel i loven for, at der kan indgives klage over de ordregivere, der er nævnt i stk. 2.

Det foreslås, at § 3, stk. 2 først træder i kraft samtidig med vedtagelsen af den lov, der gennemfører Rådets direktiv 90/531/EØF af 17. september 1990 om fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation samt kontroldirektivet for dette direktiv.

Til § 4

Efter kontroldirektivet er klageadgangen tildelt »i det mindste personer, der har eller har haft en interesse i at opnå en offentlig kontrakt, og som har lidt eller vil kunne lide skade som følge af en påstået overtrædelse«. I Rådets fælles holdning til forslaget er det præciseret, at der med denne formulering tænkes på, at enhver berørt person kan indlede en klageprocedure. I § 4 er søgt præciseret, hvem der kan indgive klage.

Enhver, der har en retlig interesse, vil kunne indbringe en sag for nævnet.

Når personkredsen er defineret som enhver, der har en retlig interesse, skyldes det, at Kommissionen vurderer, at den typiske overtrædelse af direktiverne vil bestå i, at ordregivere ikke har offentliggjort et udbud overhovedet. Der er derfor lagt vægt på, at enhver med en retlig interesse kan indbringe en sag for nævnet. Det er nævnet selv, der i første instans afgør, hvorvidt en person har en retlig interesse. Klagenævnets afgørelse herom er underkastet domstolsprøvelse.

I nr. 2 er der givet ministeren en mulighed for at tillægge visse organisationer og offentlige myndigheder adgang til at indgive klage. Baggrunden herfor er, at der ikke er nogen myndighed, der fører tilsyn med direktivernes overholdelse. Det er derfor fundet naturligt, at visse offentlige myndigheder og organisationer udstyres med klagebeføjelser i det omfang, der skønnes behov herfor. Denne klagemulighed gives generelt og ikke i relation til bestemte sager, i modsætning til stk. 2. Industriministeren overvejer at lade Entreprenørforeningen, Industrirådet, Håndværksrådet samt Boligministeriet, Finansministeriet og Industriministeriet være klageberettiget.

Til stk. 2.

Nævnet kan tillade trediemand og offentlige myndigheder at indtræde i sagen til støtte for klageren eller den indklagede ordregiver, såfremt sagen har en væsentlig betydning.

Afgørelsen af, hvorvidt der foreligger en væsentlig betydning, træffes i første instans af klagenævnet, hvis afgørelse er underkastet domstolsprøvelse.

Til § 5

Nævnet afviser sager, såfremt det ikke ligger inden for nævnets kompetence at behandle sagen.

I tilfælde, hvor ordregiver slet ikke har udbudt, kan nævnet ved kendelse som hastesag træffe midlertidige foranstaltninger, der har til formål at bringe den påståede overtrædelse til ophør, herunder midlertidigt afbryde en ulovlig udbudsprocedure. Nævnet skal ved beslutning om midlertidige foranstaltninger tage hensyn til overtrædelsens grovhed og følgevirkningerne af en sådan kendelse. Det vil sige, at der skal foretages en afvejning af alle de interesser, der er knyttet til sagen samt hensynet til almenvellet. Dette gælder især i de situationer, hvor der er tale om en mulig omgørelse af en udbudsforretning, efter at kontrakten er indgået.

I tilfælde, hvor ordregiveren har udbudt, men udbudet har været behæftet med mangler, kan nævnet annullere ulovlige beslutninger eller pålægge den ordregivende myndighed at lovliggøre udbudsforretningen. Annullation af en udbudsprocedure kan under særlige omstændigheder blive aktuel. Dansk rets almindelige materielle regler vil være gældende for en sådan afgørelse.

Til stk. 2

Der er i kontroldirektivet åbnet mulighed for, at der kan ydes erstatning til personer, der har lidt skade på grund af en overtrædelse. Det slås i stk. 2 fast, at krav om erstatning ikke kan behandles af klagenævnet. I stedet vil spørgsmålet om skadeserstatning skulle indbringes direkte for domstolene i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. Spørgsmål om skadeserstatning er et typisk domstolsanliggende, hvor de særlige grunde til en hurtig procedure, som stk. 1 forudsætter, ikke gør sig gældende i samme omfang.

Til § 6

I § 6 fastslås, at Klagenævnet for Udbud er øverste administrative myndighed med hensyn til de sager, der er afgjort af nævnet.

Det står enhver frit at gå direkte til domstolene, uden først at indbringe sagen for nævnet. Dette skønnes imidlertid ikke at blive særligt almindeligt.

Nævnet er som andre administrative organer undergivet ombudsmandens kontrol. Nævnets afgørelser er undergivet domstolskontrol og kan indbringes af såvel parterne selv som de organisationer, der er tillagt kompetence efter § 4, stk. 1 nr. 2. Den foreslåede bestemmelse svarer til almindeligt gældende regler for klagenævn, jfr. retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 2, der fastlægger, at afgørelser truffet af klagenævn skal indbringes for Landsretten.

Til § 7

Forslaget åbner mulighed for udpegning af både en formand og næstformænd. Der er i lovforslaget ikke taget stilling til, hvor mange sagkyndige, der skal udpeges. Dette skyldes usikkerhed om, hvor mange sager, der indbringes for nævnet.

Det foreslås, i overensstemmelse med den øgede anvendelse af åremålsansættelse i forbindelse med stillinger i statens tjeneste, at formand og medlemmer udnævnes for 4 år.

I stk. 2 er det bestemt, at formandskabet skal opfylde betingelserne for at blive dommer. Som sagkyndige agtes udpeget personer, der har et indgående kendskab til bygge- og anlægsvirksomhed og offentlig indkøbsvirksomhed og anden tilknyttet erhvervsvirksomhed. Erhvervsvirksomhed må forstås bredt, således at fx. transportvirksomhed er omfattet af begrebet. Det er ikke tanken, at de sagkyndige skal repræsentere organisationsinteresser.

Til § 8

Ved afgørelsen af hver enkelt sag deltager mindst formanden (eller næstformand) og 2 sagkyndige. Der er mulighed for at bestemme, at 4 medlemmer skal deltage ved en sags behandling. Det vil sjældent forekomme, men kan fx. være påkrævet, hvor der er tale om en sag af kompliceret eller principel art, der kan nødvendiggøre flere sagkyndiges vurdering.

Til § 9

Det foreslås, at sagsbehandlingen ved nævnet som hovedregel er skriftlig. Nævnets sekretariat drager omsorg for, at klager og den indklagede ordregiver bliver bekendt med sagens akter, herunder oplysninger fra modparten og sagkyndige erklæringer.

Formanden kan dog bestemme, at klageren og den indklagede ordregiver kan få adgang til at møde for nævnet.

Til § 10

Indgivelse af en klage har ikke opsættende virkning, medmindre dette er fastsat ved lov eller med hjemmel i lov. Der er på nuværende tidspunkt ingen lovgivning, der tillægger visse klager opsættende virkning. Den fornødne fleksibilitet, jf. også § 5, opnås ved, at nævnet i enkelte tilfælde kan træffe bestemmelse om opsættende virkning.

Til § 11

Det foreslås, at ministeren i medfør af denne bestemmelse udarbejder en række detailregler, som det ikke er fundet nødvendigt at optage i selve lovteksten. Der vil således kunne gives de generelle bestemmelser for nævnets virke, herunder bestemmelser om særlig formandskompetence, sagernes forberedelse, herunder klagegebyr, om fremgangsmåden ved udpegning af nævnets medlemmer, nævnets sekretariat og bestemmelser om, at dokumenter m.v. skal forelægges nævnet på dansk.

Til § 12

Medlemsstaterne er forpligtet til at gennemføre kontroldirektivet 89/665/EØF af 21. december 1989 senest 21. december 1991.

Loven træder i kraft 1. januar 1992. Det foreslås imidlertid, at §§ 7 og 11 træder i kraft 1. juli 1991, således at ministeren forinden Klagenævnet træder i funktion, kan udpege nævnets medlemmer og fastsætte regler for nævnets virke.

Det er tanken, at § 3, stk. 2 træder i kraft samtidig med vedtagelsen af den lov, der gennemfører Rådets direktiv 90/531/EØF af 17. september 1990 om fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation samt kontroldirektivet for dette direktiv.

Efter 2. behandling den 30. april 1991

§ 12. Industriministeren fastsætter nærmere regler for nævnets virksomhed, herunder regler om sagsbehandling og gebyr for indgivelse af klage og offentliggørelse af afgørelser.

§ 13. Undlader nogen til nævnet at give oplysninger i henhold til § 11, kan nævnet som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige bøder, der kan inddrives ved udpantning.

§ 13. Undlader nogen til nævnet at give oplysninger i henhold til § 11, kan nævnet som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige bøder, der kan inddrives ved udpantning.

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2. §§ 7 og 12 træder dog i kraft 1. juli 1991.

Stk. 3. § 3, stk. 2, træder i kraft ved industriministerens bestemmelse herom.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2. §§ 7 og 12 træder dog i kraft 1. juli 1991.

Stk. 3. § 3, stk. 2, træder i kraft ved industriministerens bestemmelse herom.

Ingen

Nr LSF 86

Forslag til Lov om Klagenævnet for Udbud (udbud af bygge- og anlægsarbejder og indkøb i De Europæiske Fællesskaber)

Fremsat af industriministeren (Anne Birgitte Lundholt)

den 23. januar 1991

Vedtaget ved tredjebehandling den 7. maj 1991

Lov nr. 344 af 06/06/1991