Legislator Case Law & Legislation
199022K00029 DK

1990 LSF 29 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING AF INDKOMST I FORBINDELSE MED KULBRINTEINDVINDING I DANMARK (KULBRINTESKATTELOVEN) (REDUKTION AF KULBRINTEFRADRAGET OG ADGANGEN TIL AT FRATRÆKKE RENTER VED OPGØRELSE AF KULBRINTESKATTEGRUNDLAGET)

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Lovforslag som fremsat 1990 29 Valid

§ 1

I lov om beskatning af indkomst i forbindelse med kulbrinteindvinding i Danmark (kulbrinteskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 739 af 20. november 1987, som ændret ved lov nr. 59 af 7. februar 1990, foretages følgende ændringer

1. I § 16, stk. 1, ændres »25 pct.« til: »15 pct.«

2. I § 16, stk. 2, ændres »25 pct.« til: »15 pct.«

3. Efter § 16 indsættes som ny paragraf

»§ 16 A. Nettofinansieringsudgifter kan ikke fratrækkes, i det omfang disse sammen med tidligere fratrukne finansieringsudgifter overstiger beregningsgrundlaget for kulbrintefradraget opgjort efter reglerne i § 16.

Stk. 2. Ved nettofinansieringsudgifter forstås summen af

a) Renteudgifter og renteindtægter.

b) Fradragsberettigede kurstab og skattepligtige kursgevinster efter kursgevinstloven.

c) De i ligningslovens § 8, stk. 3, omhandlede provisioner.

d) Udbytter efter ligningslovens § 16 A og § 16 B.

e) Skattegodtgørelse efter selskabsskattelovens § 17 A.

f) Skattepligtig fortjeneste eller fradragsberettigede tab ved afståelse af aktier efter aktieavancebeskatningslovens og ligningslovens § 16 B.«

Lovforslag som fremsat 1990 29 Valid

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 1991 (skatteåret 1992-93).

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Socialistisk Folkeparti har flere gange påvist, at den nuværende kulbrinteskattelov er helt utilstrækkelig, idet der ikke udløses kulbrinteskat på trods af de betydelige prisstigninger, der har været på olieprodukter i den seneste tid og på trods af, at parterne i DUC allerede har fået inddækket deres investeringer.

Der henvises til skatteministerens besvarelse af et spørgsmål stillet af Jens Thoft den 10. oktober 1990, jf. Folketingstidende sp. 495 ff, folketingsåret 1990-91 (1. samling).

Det er SF's opfattelse, at hele kulbrinteskatteloven trænger til en grundig gennemgang, og det bør analyseres ud fra de konkrete erfaringer, hvorledes kulbrinteskatten kan justeres således, at den giver statskassen en passende andel af fortjenesten ved kulbrinteindvindingen, samtidig med at man bevarer den hensigt at stimulere nye koncessionsansøgere til at foretage eftersøgning og indvinding, selv om de kun kan få smulerne fra de riges bord, det vil sige de områder, som DUC har måttet eller skal afgive.

Ud fra de hidtidige erfaringer er det dog SF's indtryk, at de væsentligste problemer i den nuværende lov ligger i, at det såkaldte kulbrintefradrag, der svarer til et bundfradrag på 25 pct. af investeringerne, er for stort, og at selskaberne ved ikke at bruge indtægterne til afdrag på gælden og foretage investeringer på grundlag af egenkapital får skabt sig store rentefradrag. Samtidig er rentefradragenes konkrete størrelse meget vanskelig at kontrollere.

SF foreslår derfor en nedsættelse af kulbrintefradraget samt en begrænsning i adgangen til at fratrække finansieringsudgifter.

Men det er fortsat SF's opfattelse, at der er behov for en mere gennemgribende analyse af hele området. I denne analyse må inddrages de konkrete danske erfaringer, men også erfaringerne fra Norge og England, der begge i 1980'erne har ændret på deres kulbrintebeskatning.

Administrative og provenumæssige konsekvenser

Lovforslaget vil kun have begrænsede administrative konsekvenser.

Det er ikke muligt for forslagsstillerne at beregne de provenumæssige konsekvenser nøjagtigt ud fra de foreliggende oplysninger.

Det formodes, at lovforslaget ikke medfører positiv kulbrinteindkomst de første år på grund af fremførsel af underskud. Herefter anslås det årlige provenu at blive 400-600 mio. kr. Under udvalgsbehandlingen af lovforslaget vil regeringen blive opfordret til at beregne de nøjagtige konsekvenser ud fra de foreliggende selvangivelser og forudsætningerne for regeringens egne beregnede provenuskøn til finansloven.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 2

Det foreslås, at det nugældende kulbrintefradrag på 25 pct. om året i 10 år, nedsættes til 15 pct. om året.

Der vil således stadig skulle foreligge et betydeligt overskud ved indvinding af kulbrinte fra det pågældende felt, før der udløses kulbrinteskat.

Til nr. 3

Der foreslås sat en begrænsning på det maksimale rentefradrag, der kan opnås ved opgørelse af feltindkomsten, der ligger til grund for kulbrintefradraget.

Hermed sikres, at indtægterne ved salg af de indvundne kulbrinteforekomster bruges til afdrag på gælden, samt at renterne ikke kunstigt oppustes.

Det bemærkes særskilt, at er indtægterne fra det pågældende felt mindre end de samlede investeringer, således at gælden ikke kan afdrages ved hjælp af indtægterne, får den pågældende bestemmelse ingen reel betydning, idet kulbrintefradraget i sig selv vil forhindre, at der udløses kulbrinteskat for det pågældende felt.

Det bemærkes endvidere, at der ikke ændres i retten til rentefradrag ved opgørelse af selskabsindkomsten.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft fra indkomståret 1991.

Lovforslag som fremsat 1990 29 Valid

Nr LSF 29

Forslag til Lov om ændring af lov om beskatning af indkomst i forbindelse med kulbrinteindvinding i Danmark (kulbrinteskatteloven) (Reduktion af kulbrintefradraget og adgangen til at fratrække renter ved opgørelse af kulbrinteskattegrundlaget)

Fremsat af Jens Thoft (SF) Jes Lunde (SF) Rahbæk Møller (SF) Ebba Strange (SF)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →