1990 BR 12 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1990-91, 2. SAMLING NR 12 1990-91, 2. SAMLING

Bilag

Socialministeriet

5. marts 1991

Redegørelse vedrørende udviklingen i antallet af administrativt frihedsberøvede unge samt for hensigtsmæssigheden heraf og for, hvilke initiativer der for tiden overvejes på området

Det af Folketinget i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn har i sit referat fra besøg den 26. marts 1990 på den sikrede afdeling Nøddebakken i Frederiksborg Amt bl.a. udtalt følgende

»Tilsynet finder det bemærkelsesværdigt, at der er problemer med at finde egnede anbringelsespladser efter udskrivningen fra Nøddebakken. Det skaber risiko for en opfattelse af, at det arbejde, der udføres på Nøddebakken, er irrelevant og formålsløst. Tilsynet finder, at denne problemstilling bør undersøges nærmere.

Tilsynet finder, at udviklingen i antallet af administrativt frihedsberøvede unge er markant. Tilsynet vil rette henvendelse til Socialstyrelsen for at få en redegørelse for denne udvikling og for, hvilke initiativer der for tiden overvejes på området.«

Tilsynet har herefter ved skrivelse af 11. maj 1990 anmodet Socialministeriet om at indhente den nævnte redegørelse fra Socialstyrelsen.

Lovgrundlaget

Lovgrundlaget for anbringelse af unge til pædagogisk/psykologisk observation i sikret afdeling findes i bistandslovens § 14, stk. 5, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 885 af 11. december 1986 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i døgnopholdssteder for børn og unge med mere end fire personer, som ændret ved Socialministeriets bekendtgørelse nr. 283 af 26. april 1990, § 4, stk. 1, pkt. 1 og 2, hvorefter kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens § 33, stk. 4, kan beslutte at anbringe unge over 15 år i sikret afdeling, når dette er absolut påkrævet for at afværge, at pågældende skader sig selv eller andre, og faren herfor ikke på forsvarlig måde har kunnet afværges ved andre og mere lempelige forholdsregler eller det i den indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe grundlag for den videre socialpædagogiske behandling.

Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1, kan amtsrådet i ganske særlige tilfælde dispensere fra 15-års-grænsen.

Det fremgår endelig af samme bekendtgørelses § 5, stk. 3, at ophold i sikret afdeling ud over 4 døgn skal være godkendt af amtsrådet, og at ophold i sikret afdeling højst må vare 2 måneder.

Såfremt de i § 4, stk. 1, nævnte betingelser i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet, kan amtsrådet efter indstilling fra kommunalbestyrelsen dispensere fra 2-måneders-grænsen for nye perioder på højst 2 måneder.

Udviklingen i brugen af anbringelser af unge til pædagogisk/psykologisk undersøgelse på sikrede afdelinger

Af en af Socialstyrelsen foranstaltet undersøgelse fremgår det, at udviklingen i antallet af administrativt frihedsberøvede unge på sikrede afdelinger til pædagogisk/psykologisk observation har været følgende: Anbringelse til Anbringelser i alt pæd./psyk. obs. på sikrede afd.

1985 36

1986 39

1987 35 263

1988 55 356

1989 52 279

1990 (1. halvår) 27

Udviklingen i antallet af opholdsdage på sikret afdeling i forbindelse med pædagogisk/psykologisk observation har i samme tidsrum været: Opholdstid ved Opholdsdage i alt pæd./psyk. obs. på sikrede afd.

1985 1.504 dage

1986 1.102 dage

1987 1.430 dage 10.110

1988 2.042 dage 11.435

1989 2.127 dage 10.387

1990 (1. halvår) 834 dage

Fordelingen på de enkelte sikrede afdelinger var som følger: Antal Overført Opholds~ pæd./obs næste år dage Egely (Fyns Amtskommune) 1985 6 423 1986 15 394 1987 6 277 1988 19 515 1989 16 600

Koglen (Ringkøbing

Amtskommune) (først

åbnet 1988) 1988 5 298 1989 3 13

Sønderbro (Københavns

Kommune) 1985 8 322 1986 6 262 1987 8 194 1988 4 47 1989 9 336

Spidsen (Frederiksborg

Amtskommune) 1985 10 1 341 1986 10 1 306 1987 10 2 450 1988 13 2 530 1989 14 624

Nøddebakken

(Frederiksborg

Amtskommune) 1985 12 1 418 1986 8 140 1987 11 2 509 1988 14 652 1989 10 436 Antallet af pladser på de sikrede afdelinger blev i 1988 udvidet til i alt 42 pladser.

Det fremgår af tallene, at andelen af unge anbragt til pædagogisk/psykologisk observation udgjorde ca. 14 pct. af samtlige anbringelser på de sikrede afdelinger i 1987. I 1988 og 1989 var tallet henholdsvis 16 pct. og 18 pct.

Unge anbragt til pædagogisk/psykologisk observation tilbragte i 1987 i gennemsnit 40 dage i sikret afdeling. Til sammenligning kan oplyses, at den gennemsnitlige opholdstid for samtlige anbringelser på de sikrede afdelinger de samme år var henholdsvis 38, 32 og 37.

I de samme år var den samlede belægningsprocent på henholdsvis 74, 79 og 69.

Der er imidlertid stor forskel på, i hvilket omfang de enkelte sikrede afdelinger modtager unge til pædagogisk/psykologisk observation.

I 1988 udgjorde anbringelserne til pædagogisk/psykologisk observation således 21 pct. af samtlige anbringelser på Spidsen/Nøddebakken, 25 pct. af samtlige anbringelser på Egely, 21 pct. af samtlige anbringelser på Koglen og på Sønderbro 5 pct. af samtlige anbringelser.

Intentionerne bag den i 1988 gennemførte udvidelse af pladsantallet i de sikrede afdelinger tilsigtede først og fremmest at dække behovet for modtagelse af elever i varetægtssurrogat, således at modtagelse af elever til pædagogisk/psykologisk observation må afpasses herefter.

På baggrund af den konstaterede stigning i antallet af unge, der blev anbragt til pædagogisk/psykologisk observation især i 1988, indskærpede Amtsrådsforeningen i efteråret 1989 de pågældende amtskommuner, at »der på de sikrede afdelinger for børn og unge altid bør reserveres pladser til anbringelse i varetægtssurrogat, og at en fortsat udvikling i antallet af anbringelser til »pædagogisk observation« på de sikrede afdelinger derfor næppe er hensigtsmæssig'.

Ligeledes har Socialstyrelsen under sine tilsynsbesøg i foråret 1989 og foråret 1990 præciseret, at pladserne på de sikrede afdelinger primært skal benyttes til varetægtssurrogat, og at anbringelse til pædagogisk/psykologisk observation absolut skal have undtagelseskarakter og alene bør benyttes, når observation ikke på nogen måde kan gennemføres på nogen af de øvrige anbringelsesformer, som kommuner og amtskommuner råder over.

Socialstyrelsen drøftede på sine tilsynsbesøg i 1990 specielt spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af at foretage pædagogisk/psykologisk observation af børn og unge på de sikrede afdelinger. Heri indgik også som anført i tilsynets referat fra Nøddebakken spørgsmålet om, i hvilken udstrækning resultatet af den pædagogiske/psykologiske observation påvirker den efterfølgende indsats, som sættes iværk over for de pågældende børn og unge. Det er på baggrund heraf Socialstyrelsens vurdering, at de af Nøddebakken skitserede vanskeligheder, bl.a. med at finde egnede anbringelsessteder, også kendes i de andre sikrede afdelinger, om end i noget mindre omfang.

Det er Socialstyrelsens vurdering, at disse vanskeligheder bl.a. kan hænge sammen med, at den pædagogiske/psykologiske observation på de sikrede afdelinger sker isoleret fra det behandlingssystem, der skal realisere den behandlingsplan, der foreslås som resultat af observationen. På den anden side er der med den nuværende model tilvejebragt en særlig ekspertise på de sikrede afdelinger, der kan foretage grundige observationer og på baggrund heraf fremlægge forslag til behandlingsplan selv i de mest komplicerede tilfælde.

Socialministeriet overvejer for tiden mulighederne for at fremme brugen af andre former, under hvilke der kan gennemføres pædagogisk/psykologisk observation under rammer, der på den ene side i rimeligt omfang kan sikre den unges tilstedeværelse, hvilket er en forudsætning for observationens gennemførelse, og på den anden side virker mindst muligt som tvangsmæssig tilbageholdelse.

Det kan f.eks. dreje sig om former, hvor den låste dør erstattes af andre måder, hvorpå man kan sikre den unges tilstedeværelse, f.eks gennem tæt kontakt til enkelte voksne medarbejdere eller brug af skibsprojekter, ødemarksture og lignende.

Socialministeriet finder dog, at der fortsat vil være behov for i ganske få enkeltstående tilfælde også rent fysisk at kunne tilbageholde unge til pædagogisk/psykologisk observation i et lukket system.

Socialministeriet vil i samarbejde med de involverede amtskommuner overveje forskellige former for sådanne pædagogisk/psykologiske observationer, der kan skabe en højere grad af kontinuitet mellem observationsperioden og den efterfølgende behandlingsindsats.

I. Indledning

Tilsynet har i løbet af folketingsåret 1990-91, 2. samling, afholdt 9 møder, og tilsynet har i løbet af samlingen taget 10 sager op, hvortil kommer 17 uafsluttede sager fra tidligere samlinger. Tilsynet har endvidere den 12. og 13. september 1991 besøgt en række institutioner i Nordjyllands Amt. Besøget er nærmere omtalt nedenfor i afsnit V.

Tilsynet har i løbet af samlingen i flere sammenhænge drøftet, hvilken betydning udviklingen i den retlige regulering og institutionsforholdene for administrativt frihedsberøvede personer bør have for tilsynets virksomhed. Tilsynets grundlag blev etableret ved indførelsen af særlige regler om administrative frihedsberøvelser ved grundlovsændringen i 1953, og tilsynets virksomhed kan ikke være upåvirket af, at såvel den retlige regulering af administrative frihedsberøvelser som forholdene på institutionerne undergår væsentlige forandringer. Der henvises i den forbindelse til beretningen vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90, som blev afgivet den 20. september 1990, og hvori tilsynets arbejdsopgaver i relation til de psykiatriske patientklagenævn, som blev etableret i forbindelse med, at lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien trådte i kraft 1989, er beskrevet.

I tilknytning hertil kan nævnes, at tilsynet i den forløbne samling har modtaget et par henvendelser vedrørende anbringelsen af børn uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Tilsynet har i de pågældende sager været tilbageholdende med at gå ind i en egentlig behandling af henvendelserne. Tilsynet har således i de pågældende sager efter konkrete vurderinger ikke fundet anledning til nærmere at behandle sagerne, hverken sideløbende med andre myndigheder eller efterfølgende.

Tilsynet har noteret sig, at Socialministeriet på baggrund af betænkningen om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge, betænkning nr. 1212 (1990), er i færd med at udarbejde et lovforslag.

Nedenfor i afsnit II-IV er omtalt nogle af de sager af mere generel karakter, som tilsynet har beskæftiget sig med i det forløbne år. Sager vedrørende enkeltpersoner omtales derimod ikke i det følgende.

II. Fast vagt ved bæltefikseringer

Sagen er nævnt i tilsynets beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90, som blev afgivet den 20. september 1990.

Tilsynet rettede den 29. maj 1990 henvendelse til landets amtskommuner og Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Rigshospitalet og anmodede om, at en række spørgsmål om kravet om fast vagt ved bæltefikserede patienter, jf. § 16 i lov om frihedsberøvelse og andet tvang i psykiatrien, blev besvaret.

Tilsynet modtog svarene på spørgeskemaet i perioden fra 21. juni til 21. august 1990. Tilsynet ønskede imidlertid ikke i efteråret 1990 at tage stilling til de modtagne svar under henvisning til, at Landsforeningen Sindslidendes Vel havde klaget til ombudsmanden over forholdene på Nordvang.

Justitsministeriet besvarede efter anmodning fra Ombudsmanden henvendelsen fra Landsforeningen Sindslidendes Vel. Justitsministeriet fandt med en henvisning til en redegørelse fra Københavns Amt ikke grundlag for at foretage videre i sagen. Af den pågældende redegørelse fra Københavns Amt fremgik bl.a., at amtets problemer med at overholde bestemmelsen om faste vagter ved bæltefikseringer forventedes løst, efter at amtet den 1. september 1990 havde indgået en aftale med Danske Lægestuderendes Vagtbureau om en supplerende vagtordning.

Indenrigsministeriet, der fører tilsyn med amtskommunerne, og ombudsmanden fandt under henvisning til Justitsministeriets svar til Landsforeningen Sindslidendes Vel heller ikke anledning til at foretage videre i sagen.

Sagen blev herefter behandlet på et møde i tilsynet den 6. februar 1991. Tilsynet fandt på baggrund af sagen og de oplysninger, der fremgik af de modtagne svar, anledning til at fremkomme med nogle kommentarer. Af tilsynets skrivelse af 18. februar 1991 til amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg Kommuner og Rigshospitalet fremgik bl.a. følgende

»Tilsynet noterer sig med tilfredshed, at problemerne i Københavns Amt har fundet en løsning.

Det fremgår af de besvarelser, som tilsynet har modtaget, at der, når der ses bort fra problemerne på Nordvang, kun ganske undtagelsesvis har fundet bæltefikseringer sted, uden at der har været fast vagt. Der har desuden været tilfælde, hvor der ingen vagt har været i korte perioder, hvilket bl.a. tilskrives tilspidsede situationer i afdelingerne og vagtskifte.

Tilsynet finder, at det nu, hvor reglerne må være kørt ind, ikke længere bør forekomme, at der sker bæltefikseringer, uden at der er fast vagt.

Det fremgår af besvarelserne, at den faste vagt som altovervejende hovedregel praktiseres således, at der er en fast vagt for hver bæltesikret patient. Kun undtagelsesvis er det forekommet, at der er en fast vagt for to eller - tilsyneladende i meget få tilfælde - flere bæltefikserede patienter. Fra flere sider er det blevet påpeget, at den faste vagt så vidt muligt praktiseres således, at den bæltefikserede patients ønsker imødekommes.

Det samlede billede, der tegner sig vedrørende praktiseringen af reglerne, giver ikke tilsynet anledning til bemærkninger.

Om vagternes kvalifikationer og uddannelser fremgår det af besvarelserne, at enten anvendes afdelingernes eget uddannede personale, eller der skaffes uddannet personale udefra. I et betydeligt omfang anvendes der medicinstuderende som vagter. De medicinstuderende kontaktes gennem Foreningen af Danske Lægestuderendes (FadL) vagtbureauer. De medicinstuderende gennemgår en særlig uddannelse som FadL-vagter.

Tilsynet finder det vigtigt, at det sikres, at de personer, der anvendes som faste vagter, har et grundlæggende kendskab til psykiatri.

Af de modtagne besvarelser fremgår, at kun meget få sager vedrørende kravene om faste vagter ved bæltefikseringer har været forelagt de psykiatriske patientklagenævn. Der tegner sig endnu ikke nogen praksis hos patientklagenævnene.

Det bemærkes i den forbindelse, at de psykiatriske patientklagenævn kan behandle klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering på de psykiatriske afdelinger. De psykiatriske patientklagenævn kan dermed behandle en type sager, som også kan behandles af tilsynet. Tilsynet har i den anledning besluttet, at konkrete sager, som rejses over for tilsynet, og som åbenlyst hører under patientklagenævnenes kompetence, skal henvises dertil. Tilsynet finder det endvidere ikke rigtigt at fungere som en slags ankeinstans for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, som de psykiatriske patientklagenævns afgørelser kan påklages til.

På denne baggrund vil tilsynet notere sig den praksis, der vil udvikle sig hos de psykiatriske patientklagenævn og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Tilsynet har i øvrigt noteret sig, at de forskellige sygehusmyndigheder støtter de hensyn, der ligger bag reglerne om fast vagt ved bæltefikseringer. Tilsynet finder, at de praktiske, administrative og økonomiske problemer, der har vist sig i forbindelse med ikrafttræden af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, må løses på en sådan måde, at hensynet til de patienter, der bliver bæltefikseret, bliver tilgodeset på en tilfredsstillende måde.

Tilsynet har sendt kopi af denne skrivelse til en række myndigheder m.v., som har været inddraget i eller har vist interesse for sagen.

Tilsynet foretager sig herefter ikke videre i sagen.«

III. Anbringelse af unge på sikrede afdelinger

Sagen er nævnt i tilsynets beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90, som blev afgivet den 20. september 1990.

På baggrund af tilsynets besøg på den sikrede afdeling Nøddebakken i Frederiksborg Amt den 26. marts 1990 rettede tilsynet henvendelse til Socialministeriet og anmodede om en redegørelse vedrørende bl.a. problemerne med at finde egnede anbringelsespladser efter udskrivningen fra sikrede afdelinger samt om udviklingen i antallet af administrativt frihedsberøvede unge.

Tilsynet modtog i marts 1991 en redegørelse fra Socialstyrelsen: Redegørelsen vedrørende udviklingen i antallet af administrativt frihedsberøvede unge samt for hensigtsmæssigheden heraf og for, hvilke initiativer der for tiden overvejes på området. Redegørelsen er optrykt som bilag til beretningen.

På baggrund af redegørelsen meddelte tilsynet i april 1991 Socialministeriet, at tilsynet med tilfredshed havde noteret sig, at der blev overvejet forskellige former for pædagogiske/psykologiske observationer, der kan skabe en højere grad af kontinuitet mellem observationsperioden og den efterfølgende behandlingsindsats. Tilsynet anmodede Socialministeriet om at blive orienteret, når overvejelserne har udmøntet sig i konkrete beslutninger og tiltag på området.

IV. Senildementes forhold

Sagen er nævnt i tilsynets beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90, som blev afgivet den 20. september 1990.

Tilsynet fandt i maj 1991, at der på baggrund af det omfattende materiale, der belyser de senildementes situation, og afholdelsen af Socialministeriets konference den 8. april 1991 om initiativer for gamle med demens kunne træffes beslutning om eventuel indførelse af nye eller ændrede regler på området. Tilsynet var af den opfattelse, at der burde indføres regler, vejledninger eller lignende vedrørende bl.a. udgangsbegrænsende foranstaltninger på almindelige plejehjem og muligheden for tilbageholdelse og fiksering af plejehjemsbeboerne samt anvendelse af medicin på disse plejehjem. Tilsynet rettede på denne baggrund henvendelse til Socialministeriet og anmodede ministeriet om at redegøre for ministeriets overvejelser på området.

Ved skrivelse af 28. juni 1991 besvarede Socialministeriet tilsynets henvendelse. Ministeriet henviste indledningsvis til ministeriets rapport om initiativer for gamle med demens og en ny rapport fra embedslægeinstitutionerne i Århus, Roskilde og Storstrøms Amter. Af ministeriets besvarelse fremgik endvidere bl.a. følgende

»Socialministeriets og embedslægeinstitutionernes undersøgelser viser, at der er en absolut minoritet af plejehjemmene, som handler i modstrid med gældende regelsæt på området. Socialministeriet mener fortsat, at svaret på dette må være oplysning om, hvordan regelsæt er, frem for legalisering af den ulovlige adfærd.

Samtidig deler ministeriet den frygt, som også kommer til udtryk i de to undersøgelsers resultater om plejehjemspersonalets holdning til et ændret regelsæt. Det store flertal af plejehjem peger på, at det, som er nødvendigt for at bedre forholdene for de demente plejehjemsbeboere, ikke er lettere adgang til tvangsforanstaltninger, men snarere uddannelse af personalet, bedre personalenormering i forhold til de demente beboere og bedre konsulentbistand.

Man kan frygte, at lettere adgang til legal anvendelse af tvangsforanstaltninger vil medføre forringede miljøkvaliteter for de demente plejehjemsbeboere, idet incitamentet til personalemæssig opbakning vil forsvinde, når den lette løsning med den legale brug af tvangsforanstaltninger er for hånden. Man må frygte, at de seneste årtiers fremskridt på plejehjemsområdet forsvinder. Hvis der bliver mulighed for brug af tvangsforanstaltninger, vil det store arbejde, som er foregået for at menneskeliggøre og »hjemliggøre« plejehjemmene, formentlig gå tabt. Det er meget svært at forestille sig tilbageholdelse af enkelte beboere, uden at det vil gå ud over alle beboere i et plejehjem og påvirke hele stemningen i et plejehjem.

Socialministeriets holdning er derfor, at der må udarbejdes en vejledning om det gældende regelsæt for de almindelige plejehjem efter bistandslovens § 79, således at det indskærpes de plejehjem, som nu overtræder reglerne, hvordan regelsættet er. I denne vejledning vil samtidig indgå eksempler på, hvordan plejehjem ved at arbejde med uddannelse, omnormering og miljømæssige kvaliteter i plejehjemmet har formået at løse store problemer med senildemente beboere uden de forringelser af forholdene, som en lettere adgang til tvangsforanstaltninger vil kunne give.

I vejledningen vil Socialministeriet samtidig tage spørgsmålet om elektronisk overvågning op. Som svar på tilsynets spørgsmål om omfanget af elektronisk overvågning kan det oplyses, at spørgsmålet om brugen af »sladremåtter« og »bippere« er belyst i de to undersøgelser. Her er et mindre antal plejehjem, som bruger disse foranstaltninger i forhold til enkelte beboere. Der har desuden i spørgeskemaet været mulighed for at anføre brug af andre tekniske hjælpemidler. Der er ikke anført anden form for elektronisk overvågning i denne forbindelse.

Vejledningen påtænkes udsendt i løbet af efteråret 1991.'

Tilsynet overvejer fortsat sagen, herunder hensigtsmæssigheden af eventuelle nye eller ændrede regler på området.

V. Besøg på institutioner i Nordjyllands Amt

Tilsynet foretager sædvanligvis hvert år et eller flere besøg på institutioner, som er omfattet af tilsynets arbejdsområde. Tilsynet rettede således i sommeren 1991 henvendelse til Nordjyllands Amt og oplyste, at tilsynet gerne ville besøge nogle institutioner i amtet. Tilsynets ønske var ikke begrundet i konkrete klager eller henvendelser til tilsynet. Tilsynets formål med besøget var dels, at tilsynets medlemmer ved selvsyn fik muligheden for at vurdere forholdene på nogle institutionstyper, der omfattes af eller berører tilsynets arbejdsområde, og dels at få et mere generelt indtryk af forholdene samt amtets indsats på institutionsområdet.

Besøg i Nordjyllands Amt blev afviklet den 12. og 13. september 1991. Under besøget mødtes tilsynet med amtets socialudvalg, og besøget omfattede fire institutioner. Tilsynet besøgte de lukkede afdelinger B 9 og C 10 på Aalborg psykiatriske sygehus og amtsplejehjemmet i Gistrup, som bl.a. har senildemente beboere. Tilsynet besøgte endvidere pensionatet Wibroesvej 16, Ålborg, som modtager personer med vidtgående psykiske og fysiske handicap, samt endelig forsorgshjemmet Svenstrupgård.

Tilsynet har udarbejdet et referat fra besøget, som indeholder en mere detaljeret beskrivelse af besøget.

Henning Rasmussen (S) fmd., Martin Glerup (S), Anna-Marie Hansen (S), Birgitte Husmark (SF), Duetoft (CD), Karen Højte Jensen (KF) nfmd., Inge Dahl-Sørensen (V), Kirsten Madsen (FP), Elisabeth Arnold (RV).

Ingen

Nr BR 12

Beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1990-91, 2. samling

Nr 12 1990-91, 2. samling

Afgivet af det i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn

Afgivet: 19910930