Legislator Case Law & Legislation
19901BA00005 DK

1990 BSF 5 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM KOMPENSERENDE STØTTE TIL ERHVERVSDRIVENDE VED VEJARBEJDER M.V.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1990 5 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til lov om

kompenserende støtte til erhvervsdrivende, der midlertidigt påføres

et driftstab som følge af vejarbejde, ledningsarbejde m.v.

Støtten skal tilvejebringes ved, at der ved projekteringen af sådanne arbejder, der påfører erhvervsdrivende driftstab, afsættes penge til erstatning for dette.

Folketinget opfordrer endvidere regeringen til at pålægge offentlige myndigheder pligt til at forhåndsinformere borgerne om sådanne arbejder.

Bemærkninger til forslaget

Selvstændige erhvervsdrivende fik pr. 1. juli 1976 mulighed for at sikre sig mod arbejdsløshed efter samme principper som lønmodtagere og i alt væsentligt på samme vilkår. Arbejdsløshedsdagpenge udbetales til den forsikrede som erstatning for en mistet arbejdsindtægt, der skyldes mangel på arbejde.

Forsikringen yder derimod ikke erstatning for mistet arbejdsindtægt, der skyldes andre forhold, herunder f.eks. vej- og ledningsarbejder, der kan påføre et indtægtstab. Kun hvis den selvstændige erhvervsdrivende totalt afskæres fra salg fra varelageret opnås retten til dagpenge.

Beslutningsforslaget tager derfor sigte på, at erhvervsdrivende, der på grund af ekstraordinære begivenheder såsom vej- og ledningsarbejde påføres et indtægtstab, kan opnå økonomisk kompensation herfor hos den statslige, amtskommunale eller kommunale myndighed samt andre, der forårsager indtægtstabet.

Disse ekstraordinære begivenheder må ligge uden for den almindelige erhvervsrisiko, der er for den pågældende virksomhed. Der bør således opstilles minimumsgrænser for, hvornår en myndighed er pligtig til at yde kompenserende støtte. F.eks. vil det være rimeligt, at der kun ved vejarbejder af en vis varighed, f.eks. en måned, der påviseligt påfører den erhvervsdrivende et indtægtstab, skal ydes erstatning.

Forslagsstillerne foreslår, at den kompenserende støtte/erstatning beregnes i lighed med reglerne for beregning af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende efter lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 19. juli 1989. Det er vigtigt, at reglerne letter den erhvervsdrivendes bevisbyrde samtidig med, at de tager højde for mere eller mindre tilfældige udsving i omsætningen det år, hvor vejarbejdet pågår.

En sådan lov om kompenserende støtte til erhvervsdrivende vil endvidere presse myndighederne til at få afviklet vejarbejder m.v. så hurtigt som muligt, da tidsforbruget er afgørende for størrelsen af den kompenserende støtte. Dette er et væsentligt element i beslutningsforslaget, idet en del vejarbejder trækker unødigt længe ud.

Med hensyn til et pålæg til relevante myndigheder om pligt til at forhåndsorientere borgerne om længerevarende vej- og ledningsarbejder har de fleste myndigheder fastlagte retningslinjer vedrørende dette. Da det imidlertid ikke er alle myndigheder, der har en sådan praksis, finder forslagsstillerne det nødvendigt med et pålæg om pligt til at forhåndsinformere efter retningslinjer udarbejdet af de relevante myndigheder. Dette vil i øvrigt lette borgernes og de erhvervsdrivendes mulighed for gennem vejlovgivningen at klage til trafikministeren over urimeligt planlagte vejarbejder. Med hensyn til informationspligten bør det overvejes at pålægge den myndighed, som er ansvarlig for udgravningsarbejdet, en pligt til at forhandle med den handelsstandsforening, hvis medlemmer bliver berørt af arbejdet.

Hvor det er andre end statslige, amtskommunale og kommunale myndigheder, der lader længerevarende vej- og ledningsarbejder udføre, skal myndighederne have mulighed for at pålægge sådanne informationspligten vedrørende de pågældende arbejder.

Beslutningsforslag som fremsat 1990 5 Valid

Nr BSF 5

Forslag til folketingsbeslutning om kompenserende støtte til erhvervsdrivende ved vejarbejder m.v.

Fremsat af Glønborg (KRF) Kofod-Svendsen (KRF) Inger Stilling Pedersen (KRF)

den 9. oktober 1990

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →