1990 BRL 94 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DRIFT AF FÆRGERUTER NR 94 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til trafikministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Udvalget har endvidere modtaget en skriftlig henvendelse
fra Hundested Kommune.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at udtale følgende
Mindretallet mener, at der er behov for en færgelov af følgende grunde
For det første er den eksisterende færgelov fra 1874.
For det andet vil der, når de faste forbindelser på Storebælt og Øresund er færdige, være behov for en beskyttelse af eksisterende ruter mod den dumpingsituation, der nemt kan opstå med den ledige færgekapacitet.
For det tredje viser »Scandinavian Star«-ulykken, at der er behov for nationale regler og standarder.
Endelig er mindretallet af den opfattelse, at en færgelov skal sikre en forsvarlig trafikbetjening mellem landsdelene, ø-samfundene og udenlandske havne samtidig med, at der sikres en fornuftig udnyttelse af ressourcerne, og at der tages hensyn til samfundsøkonomiske interesser.
Ved en færgerute forstås søtransport, hvor der regelmæssigt i henhold til en forud offentliggjort fartplan overføres enten personer, jernbanevogne, køretøjer eller containere mellem to eller flere anløbssteder.
Med disse bemærkninger overlades det til trafikministeren i næste folketingsår at fremsætte et lovforslag om drift af færgeruter. I modsat fald vil mindretallet fremsætte et lovforslag efter føromtalte retningslinjer.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at udtale følgende
Fremskridtspartiet mener, at det er et dårligt forslag, der bryder med de principper om havenes frihed, som har været dansk søfartspolitik igennem mange år.
Lovforslaget vil medføre en yderligere bureaukratisering og administration, og det er væsentligt for Fremskridtspartiet, at noget sådant ikke sker.
Fremskridtspartiet mener ikke, at der er nogen grund til at ændre på de eksisterende forhold. Efter Fremskridtspartiets mening bliver det meget svært for nye rederier at få en koncession til at besejle nye ruter.
P.u.v.
J. K. Hansen
formand
Ingen
Nr BRL 94
Beretning over Forslag til lov om drift af færgeruter
Nr 94 1991-92, 1. samling
Afgivet af Trafikudvalget
Afgivet: 19910930