1990 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ARBEJDSGIVERNES ELEVREFUSION NR L 59 1990-91, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i et møde og har herunder
stillet spørgsmål til undervisnings- og forskningsministeren.
Udvalget forudsætter, at spørgsmålene er besvaret inden
lovforslagets 2. behandling.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling, idet de i udvalget stillede spørgsmål ved betænkningsafgivelsen ikke var besvaret og mindretallet derfor ikke har været i stand til at stille ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet mindretallet ikke ønsker at påføre erhvervslivet yderligere omkostninger.
Mindretallet ønsker i den forbindelse at udtale følgende
Lovforslaget er en udløber af regeringens og Socialdemokratiets forlig om tilvejebringelse af lære- og praktikpladser, og der er efter Fremskridtspartiets opfattelse nu sket det, at man er kommet ud på et økonomisk katastrofalt skråplan, som Fremskridtspartiet påpegede allerede ved indgåelse af forliget.
Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at man ikke bør presse erhvervslivet, så man får en kunstig beskæftigelse af unge, og det er netop dette, der bliver tilfældet, hvis det foreliggende lovforslag bliver vedtaget.
Det har altid været således, at der skulle ske en almindelig regulering og adgangsbegrænsning til lære- og praktikpladser, og dette princip går man nu væk fra.
Fremskridtspartiet ønsker at nedsætte erhvervslivets omkostninger for at få flere arbejdsgivere til at optage lære- og praktikelever og ikke som nu at indføre tvang ved en slags kollektiv afstraffelse. Derfor indstiller Fremskridtspartiet lovforslaget til forkastelse.
Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling, idet de stillede spørgsmål ikke var besvaret ved betænkningsafgivelsen.
Ændringsforslag
Af et mindretal (CD)
Til § 12
1) Stk. 4 affattes således
» Stk. 4. Bidraget efter stk. 1 nedsættes med samme procentdel, som måltallet i det foregående år blev opfyldt med.«
Til § 13
2) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke
» Stk. 4. Fordelingen på brancher sker på grundlag af Danmarks Statistiks erhvervsgrupperingskode (DSE) af 1. april 1977. Alle fem cifre i dette regelsæt anvendes til opdelingen i brancher.«
Eva Møller (KF) fmd. Bo Kristensen (KF) Merete Aarup (KF) Mølgaard Jensen (V) Povl Brøndsted (V) Aage Brusgaard (FP) Marianne Jelved (RV) Emmert Andersen (CD) Lysholm Christensen (KRF) Jytte Andersen (S) Helle Degn (S) Pernille Forchhammer (S) Anna-Marie Hansen (S) Frank Jensen (S) Lone Møller (S) Aage Frandsen (SF) Hanne Thanning Jacobsen (SF)
Trivselspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder stillet spørgsmål til undervisnings- og
forskningsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Dansk Arbejdsgiverforening,
Finansrådet,
Håndværksrådet og
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Mindretallet har stillet en række ændringsforslag, som har til formål at tilskynde til oprettelse af flere praktikpladser og sikre en mere retfærdig finansiering af den praktikpladskompenserende undervisning.
Som det bl.a. fremgår af henvendelserne fra Håndværksrådet, Dansk Arbejdsgiverforening og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, er den foreslåede ordning, hvor der skal ske en opfyldning af måltal i de enkelte brancher, meget uretfærdig over for de virksomheder, der rent faktisk har opfyldt måltallet, men som mere eller mindre tilfældigt er i en branche, som ikke har opfyldt måltallet. Dertil kommer, at den foreslåede ordning ikke giver den enkelte arbejdsgiver nogen reel tilskyndelse til at antage flere praktikelever.
Mindretallet mener, at praktikpladskompenserende undervisning er en nødvendig nødløsning, når der ikke kan skaffes tilstrækkeligt med rigtige praktikpladser. Men rigtige praktikpladser er klart at foretrække, og som det fremgår af en undersøgelse, som Håndværksrådet har ladet foretage blandt dets medlemmer, er der mulighed for at fremskaffe flere praktikpladser, hvis der bliver en økonomisk tilskyndelse hertil. Det bliver der, hvis der gives fuld refusion til arbejdsgiverne for den løn, eleverne skal have under skoleophold. Det bliver den gulerod, der ifølge Håndværksrådet vil få flere arbejdsgivere til at antage praktikelever.
Regeringens lovforslag er indtil videre det sidste i en lang kæde af aftaler mellem regeringen og Socialdemokratiet
- Første aftale af 15. september 1989 skulle skaffe 5.000 pladser i den private sektor og 2.000 pladser i den offentlige sektor.
- Anden aftale af 10. maj 1990 skulle sikre oprettelse af »et tilstrækkeligt antal lære- og praktikpladser med henblik på, at der er plads til alle, som i 1990 forlader basisuddannelsen. Praktikpladssøgende fra tidligere år søges i videst muligt omfang tilgodeset med praktikpladser«. På denne baggrund fremsatte regeringen forslag til lov om tilvejebringelse af lære- og praktikpladser (L 239).
- Tredje aftale er baggrunden for regeringens fremsættelse af dette lovforslag.
Mindretallet stemte for lovforslag nr. L 239 med en klar fremhævelse af, at mindretallet mente, at der fortsat manglede tilstrækkelige tilskyndelser - gulerod/pisk - til at antage praktikelever. Men mindretallet stemte for, fordi praktikpladssøgende hermed havde fået et retskrav på at få en hel erhvervsfaglig uddannelse.
Mindretallet mener fortsat, at der er mange problemer med hensyn til sikring af praktikpladser. F.eks. er de praktikpladssøgende elever, der forlod basisåret i 1989, tilsyneladende glemt til trods for aftalen af den 10. maj 1990. At lade praktikpladssøgende påbegynde 2. dels skoleundervisning som erstatning for praktikpladser er måske rimeligt nok, men det skubber problemet med manglende praktikpladser foran.
Med de af mindretallet stillede ændringsforslag er der rådet bod på de værste kritikpunkter. Ændringsforslagene betyder, at arbejdsgiverne vil antage flere praktikelever. Det er i sig selv ganske afgørende, idet rigtige praktikpladser klart er at foretrække frem for praktikpladskompenserende undervisning. Ændringsforslagene betyder også, at de arbejdsgivere, som har opfyldt deres forpligtelse til at uddanne fremtidens arbejdskraft, ikke kan risikere at blive straffet, som det er tilfældet i regeringens forslag.
Mindretallet beklager meget, at det ikke har været muligt at råbe regeringen og Socialdemokratiet op, således at lovforslaget er blevet ændret i overensstemmelse med den tankegang, der ligger i mindretallets ændringsforslag. Dette er så meget mere beklageligt, som stort set ingen udtrykker tilfredshed med lovforslaget, som det er fremsat af regeringen. Endelig er lovforslaget meget bureaukratisk. Det er udtryk for en bureaukratisk planlægning, hvor mindretallets ændringsforslag er udtryk for styret markedsøkonomi.
Det er tilsyneladende udtryk for, at fornuft har svært ved at trænge ind, når forlig er indgået under meget besvær. Så holdes der med næb og klør fast, selv om snart sagt enhver kan se, at alle havde været langt bedre tjent med en anden udformning.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et tredje mindretal (Cenrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.
Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.
Såfremt der til 3. behandling stilles ændringsforslag, der imødekommer mindretallets indvendinger mod lovforslaget, kan mindretallet medvirke til lovforslagets gennemførelse.
Ændringsforslag
Af et mindretal (SF)
Til § 1
1) I nr. 1 udgår »helt eller delvis«.
Til § 7
2) § 7, stk. 1, 2. pkt., affattes således
»Takster for den af staten finansierede refusion fastsættes på de årlige finanslove efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion.«
3) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke
»Stk. 4. Den del af refusionsudbetalingen, der ikke dækkes efter stk. 1, finansieres af arbejdsgiverbidrag efter § 12, stk. 2.«
Til § 12
4) I stk. 1 indsættes efter »visse befordrings- og skolehjemsudgifter«: », udgifterne efter § 7, stk. 4,».
5) Stk. 2 affattes således
»Stk. 2. Bidraget udgør pr. fuldtidsansat lønmodtager 860 kr. i 1991, 1.200 kr. i 1992 og 1.450 kr. i 1993 og fremover, jf. dog stk. 3.«
6) Stk. 4 udgår.
Til § 13
7) Paragraffen udgår.
Til § 19
8) Stk. 3 affattes således
»Stk. 3. Bestemmelsen i § 7, stk. 4, om udbetaling af refusion finder anvendelse for løn til elever, der ansættes efter den 1. januar 1991.«
Til § 21
9) Paragraffen affattes således
»§ 21. Lovens regler om refusion, bortset fra § 7, stk. 4, og tilskud, jf. kapitel 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse for lærlinge og efg-elever.«
Bemærkninger
Til nr. 1-9
Ændringsforslagene går ud på indførelse af fuld lønrefusion til arbejdsgiverne.
Statens udbetalinger til lønrefusion giver for tiden en gennemsnitlig dækning til arbejdsgiverne på 70 pct. af udgifterne til elevernes løn under skoleophold.
Statens tilskud pr. elev vil fremover blive reguleret med de årlige pris- og lønstigninger.
De resterende udgifter til en 100 pct.s lønrefusion til alle arbejdsgivere vil med ændringsforslagene blive finansieret ved en forhøjelse af arbejdsgiverbidragene, jf. ændringsforslaget til § 12, stk. 2.
AER's administrationsomkostninger ved lønrefusionsordningen forventes i de første par år at stige med 2 mio. kr. til 12 mio. kr. årligt, da AER i denne periode sideløbende skal udbetale lønrefusion efter den gamle og den nye ordning.
Eva Møller (KF) fmd. Bo Kristensen (KF) Merete Aarup (KF) Mølgaard Jensen (V) Else Winther Andersen (V) Køpke Christensen (FP) Marianne Jelved (RV) Emmert Andersen (CD) Lysholm Christensen (KRF) Jytte Andersen (S) Helle Degn (S) Pernille Forchhammer (S) Anna-Marie Hansen (S) Frank Jensen (S) Lone Møller (S) Aage Frandsen (SF) Hanne Thanning Jacobsen (SF)
Trivselspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 59
Betænkning over Forslag til lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion
Nr L 59 1990-91, 1. samling
Afgivet af Uddannelsesudvalget
Afgivet: 19901115