1990 BTL 11 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM VISSE FORHOLD PÅ TELEKOMMUNIKATIONSOMRÅDET NR L 11 1990-91, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til kommunikationsministeren og dennes svar herpå
Ad ministerens svar på spørgsmål nr. 2
Spørgsmål nr. 15
»Hvorfor kan teleDanmark ikke garantere for pensionsforpligtelserne?»
Svar
Pensionsfondene hos KTAS, Jydsk Telefon og Fyns Telefon er såkaldte tilsagnskasser, hvilket indebærer, at der er sikret de pensionsberettigede pensioner af nærmere bestemt størrelse. Skulle en situation opstå, hvor pensionsfondene ikke har fuld dækning for pensionskravet, påhviler det efter vedtægterne de pågældende selskaber at indbetale ekstraordinære bidrag i fornødent omfang. Sikkerheden for pensionskravet for den enkelte pensionsberettigede er således givet gennem pensionsregulativerne samt vedtægterne for pensionsfondene, hvis dækning de enkelte selskaber indestår for gennem indtægtsgrundlaget.
Den foreslåede organisering af teleområdet med samling af de danske televirksomheder under et holdingselskab, teleDanmark, indebærer ikke en svækkelse af selskabernes muligheder for dækning af pensionskravene. Tværtimod vil der med koncerndannelsen være skabt mulighed for en international konkurrencedygtig koncern - med gunstigere muligheder for televirksomhedernes beskæftigelse og indtjeningsevne end i en uændret situation, når henses til den igangværende liberalisering inden for EF.
Det vil efter almindelige regler om ledelsens ansvar påhvile teleDanmarks ledelse ikke at disponere på en sådan måde, at de pensionsberetigede i datterselskaber udsættes for at lide tab som følge af, at de enkelte selskaber ikke kan opfylde sine forpligtelser til at indbetale pensionsbidrag til pensionskassen. Staten vil som majoritetsaktionær i teleDanmark have interesse i at disponere på en sådan måde, at selskaberne til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser over for pensionskasserne.
Såfremt teleDanmarks ledelse skulle foretage dispositioner - f.eks. i form af omstruktureringer - som påvirker det enkelte selskabs indtjeningsevne i forhold til pensionskravet, bør teleDanmarks ledelse da også tage konsekvensen med hensyn til i nødvendigt omfang at garantere for pensionsforpligtelserne. I det hele taget vil teleDanmark kunne træffe beslutning om garanti for pensionerne i det omfang, det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt.
For Fyns Telefons pensionsfond gør sig det særlige forhold gældende, at andelshavernes, dvs. kommunerne i Fyns Amt, solidariske hæftelse for selskabets gæld til pensionsfonden og for selskabets forpligtelser i øvrigt ophører. Staten vil som majoritetsaktionær i teleDanmark forpligte teleDanmark til i givet fald at hæfte i samme omfang, som andelshaverne skulle have hæftet. Dette tilsagn gælder for den 20-årige periode fra 1989, hvor Fyns Telefon foretager ekstraordinære indbetalinger til pensionsfonden efter samme retningslinjer, som Finanstilsynet har godkendt for KTAS« og Jydsk Telefons vedkommende og forventes at godkende ligeledes for Fyns Telefons vedkommende.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til kommunikationsministeren, som denne har
besvaret skriftligt. Et af disse spørgsmål og ministerens svar herpå
er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Dansk Tele Forbund,
Elektroinstallatørernes Landsforening
FIBROCO Analyse Aps og
4. JAN. GRUPPEN A/S.
Der er af kommunikationsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af kommunikationsministeren stillede ændringsforslag.
Idet flertallet tilslutter sig det, som er anført i kommunikationsministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 15, jf. bilag til betænkningen, ønsker flertallet at præcisere, at begrebet omstruktureringer, som er omtalt i besvarelsens fjerde afsnit, bl.a. omfatter eventuelle køb og salg af virksomheder og eventuelt overflytning af aktiviteter fra et selskab til et andet.
Udvalgets flertal har endvidere noteret sig, at teleDanmark til enhver tid kan træffe beslutning om garanti for opfyldelsen af forpligtelserne over for de pensionsberettigede i det omfang, det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt. TeleDanmarks vurdering heraf kan bero på resultatet af drøftelser om spørgsmålet med personalets organisationer.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) erklærer sig tilfreds med den foreslåede konstruktion af et teleDanmark A/S, men finder de økonomiske transaktioner i omlægningen utilfredsstillende. Disse er et led i regeringens generelle privatiseringsplaner og vil på kort sigt tilføre statskassen ca. 3 mia. kr., medens det på længere sigt vil påføre statskassen et indtægtstab - specielt på grund af salg af Statens Teletjeneste.
Da der således er tale om en negativ og en positiv effekt af lovforslaget, vil mindretallet undlade at stemme ved 3. behandling.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet mindretallet ikke mener, at lovforslaget indebærer en tilstrækkelig liberalisering med hensyn til privatiseringsgraden.
Fremtiden vil efter Fremskridtspartiets mening indebære, at der vil komme flere forskelige selskaber, som tilbyder teleservice, og derfor har forbrugerne krav på, at teleDanmark ikke bliver en stor statsmastodont af et monopolselskab, som med politisk dirigering vil ødelægge markedet for den enkelte forbruger.
Fremskridtspartiet havde helst set, at man havde ventet et par år med at ændre telesektoren, blandt andet fordi man hermed kunne vurdere, hvorvidt den digitale telekommunikation vil vise sig konkurrencedygtig. Mindretallet ønsker et så frit marked på telekommunikationsområdet som overhovedet muligt med mindst mulig statsindblanding.
Mindretallet ønsker med andre ord at have en telesektor, der er fuldstændig privatiseret. Mindretallet mener, at lovforslaget indeholder følgende kritiske punkter
- Der er mangel på fri konkurrence.
- Man viderefører den usunde kurs 125-indløsningsklausul.
- Man vil ikke tillade, at flere end 49 pct. af aktierne sælges frit.
Mindretallet havde helst set, at mindst 51 pct. af aktierne var blevet på private hænder og maksimalt 49 pct. i statens beholdning.
Et tredje mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) kan ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse og vil derfor undlade at stemme ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Af kommunikationsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V, RV og CD)
Til § 2
1) I stk. 1, 1. pkt., ændres »kan meddele« til: »meddeler«.
2) I stk. 4, 1. pkt., ændres »kan i koncessionen fastsætte vilkår for og føre« til: »fastsætter i koncessionen vilkår for og fører«.
3) I stk. 4, nr. 5, ændres »tilladelseshaveren« til: »koncessionshaveren«.
Til § 5
4) Ordene »kan pålægge« ændres til: »pålægger«.
Til § 7
5) I stk. 1 ændres »kan pålægges« til: »pålægger«.
Til § 8
6) Ordene »kan i koncessionen fastsætte« ændres til: »fastsætter i koncessionen«.
Bemærkninger
Til nr. 1, 2, 4, 5 og 6
Med ændringsforslagene præciseres, at de bemyndigelser i lovforslaget, som er omfattet af ændringsforslagene, forudsættes udnyttet i umiddelbar forlængelse af lovforslagets vedtagelse.
Til nr. 3
Ændringsforslaget tilsigter at skabe terminologisk konsekvens.
Ikast (KF) Helge Adam Møller (KF) Aagaard (KF) Svend Heiselberg (V) Helge Sander (V) Ernst B. Schmidt (FP) Larsen-Ledet (RV) nfmd. Arne Melchior (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) J. K. Hansen (S) fmd. Tove Lindbo Larsen (S) Helge Mortensen (S) Jimmy Stahr (S) Stavad (S) Søgaard (S) Tommy Dinesen (SF) Ole Henriksen (SF)
Ingen
Nr BTL 11
Betænkning over Forslag til lov om visse forhold på telekommunikationsområdet
Nr L 11 1990-91, 1. samling
Afgivet af Trafikudvalget
Afgivet: 19901101