1990 LSF 85 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMARKEDSUDDANNELSER (BRUGERBETALING, GEBYR M.V.)
Statutory Text (5 Articles)
§ 1
I lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 737 af 4. december 1988 som ændret ved lov nr. 839 af 20. december 1989 og lov nr. 840 af 20. december 1989, foretages følgende ændringer
1. § 7, stk. 2, 2. pkt. ophæves.
2. § 20, stk. 2, 2. pkt. ophæves.
3. § 33, stk. 2, 2. pkt. ophæves.
4. Efter Kap. 9 indsættes
»Kapitel 9 a
Brugerbetaling, gebyr m.v.
§ 2.
Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lov nr. 237 af 6. juni 1985 om arbejdsmarkedsuddannelserne (Folketingstidende 1984-85, FF sp. 5079, 5551, 10618 og 10672; tillæg A, sp. 2789; tillæg B, sp. 1573; tillæg C, sp. 505), er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 737 af 4. december 1988 som ændret ved lov nr. 839 af 20. december 1989 og lov nr. 840 af 20. december 1989.
Lovforslaget giver arbejdsministeren bemyndigelse til at fastsætte brugerbetaling, herunder gebyr og depositum på hovedprogrammerne inden for arbejdsmarkedsuddannelserne.
I rapport fra udvalget vedrørende effektivisering og nye finansieringsmuligheder inden for AMU, Arbejdsministeriet, juni 1990 er der beskrevet en række mulige modeller for brugerbetaling, herunder indførelse af et afmeldegebyr.
Følgende modeller kan tænkes realiseret efter bemyndigelsen i lovforslaget og efter forhandlinger med Uddannelsesrådet og undervisningsministeren
1. Virksomhedsbetaling på certifikatkurser.
Forslaget indebærer, at der indføres virksomhedsbetaling på de certifikatkurser, der er baseret på myndighedskrav.
Certifikatkrav kan paralleliseres med krav til andre nødvendige produktionsfaktorer, f.eks. udstyrskrav i form af afskærmning, udsugning etc., som det offentlige stiller for at mindske ulykkesrisiko, miljøskader etc.
Virksomheder, der gør brug af arbejdskraft, hvor sådanne særlige kvalifikationer er et myndighedskrav, må derfor selv betale en del af de udgifter, der er forbundet med kursusdeltagelsen.
Det foreslås således, at der indføres en betalingsordning for certifikatkurser, idet betalingskravet f.eks. fastsættes til et niveau på 1.500 kr. pr. uge.
2. Supplerende virksomhedsbetaling ved meget dyre kurser.
Visse kurser inden for arbejdsmarkedsuddannelserne er meget dyre, og der er tilbagevendende problemer med at afveje ambitionsniveau med dertil forbundne omkostninger i udviklingsfasen, og senere at indprioritere de dyre kurser.
Problemerne med meget udgiftskrævende ønsker vedrører især de videregående kurser. Der kan tillige være afgrænsningsproblemer med hensyn til, hvilke uddannelsesopgaver der bør tillægges arbejdsmarkedsuddannelserne som plankursusaktivitet.
Det forudsættes efter forslaget, at alle faste udgifter som f.eks. husleje og administration er omfattet af fuld tilskudsdækning. For så vidt angår de kursusafhængige udgifter (lærerløn, materialeudgifter og udstyr) opereres der med 3 niveauer
I. Kursusafhængige udgifter, hvortil der ydes 100 pct. tilskud,
II. Udgifter, hvor omfanget af brugerbetaling fastsættes på baggrund af en skønsmæssig vurdering,
III. Kursusafhængige udgifter, der udelukkende skal dækkes ved virksomhedsbetaling.
3. Generel betaling for deltagelse i de kompetencegivende arbejdsmarkedsuddannelser.
Der indføres en generel betaling for deltagelse på AMU-kurser inden for hovedprogrammerne på 100 kr. om dagen (500 kr. om ugen) pr. deltager. Det forudsættes, at ledige fortsat kan deltage uden betaling.
4. Afmeldegebyr.
Der indføres et afmeldegebyr på 2.000 kr., hvis virksomhedstilmeldte kursister ikke er fremmødt på første kursusdag. Gebyret reduceres gradvist ved afmelding tidligere end første kursusdag, og afmelding tidligere end en måned før kursusstart er gebyrfrit. Et afmeldegebyr vil reducere problemet med meget sene frameldinger og motivere til bedre uddannelsesplanlægning.
De 4 modeller har 2 hovedformål: at sikre, at AMU-uddannelserne kun anvendes, hvor der er et reelt behov herfor, og at tilføre arbejdsmarkedsuddannelserne yderligere midler og derved hæve kursusaktiviteten og kursistgennemsstrømningen.
Formålet med lovforslaget er ikke at opnå besparelser, men at strække de midler, der stilles til rådighed til AMU-kurser.
Provenuet ved indførelse af brugerbetaling og gebyr skal anvendes til finansiering af udvidede aktiviteter inden for AMU. De forventede indtægter ved medfinansieringsbidragene vil umiddelbart kunne anvendes til at igangsætte yderligere aktiviteter, da statens tilskud til skolerne/kursusiværksætterne ydes efter nettotilskudsprincippet (til nettoudgifterne). Når indtægterne således anvendes til aktivitetsudvidelser, vil der ikke ske ændringer i den eksisterende efterfinansiering gennem AUD af nettoudgifterne til AMU-uddannelserne.
Økonomiske og administrative konsekvenser.
Det økonomiske provenu ved en øget anvendelse af brugerbetaling og indførelse af et afmeldegebyr på de kompetencegivende arbejdsmarkedsuddannelser kan kun angives skønsmæssigt, bl.a. fordi betalingsordningernes adfærdsregulerende effekt ikke kan forudsiges. Hvis der forudsættes det samme aktivitetsniveau som i 1990, forventes ved et økonomisk overslag følgende provenu
For at kunne foretage et skøn over, hvilket provenu indførelse af en generel virksomhedsbetaling vil medføre, er det nødvendigt at opstille en række forudsætninger.
I nedenstående regneeksempel er der taget udgangspunkt i
a) et niveau for plankursusaktiviteten stort set svarende til den forventede aktivitet i 1990
Kap. III 18.500 plankursusuger
Kap.IV 7.400 plankursusuger
Kap.V 450 plankursusuger
b) en gennemsnitlig holdstørrelse på 10 på kap. III-området, og på 12 på kap. IV og V-områderne.
c) en andel af virksomhedstilmeldte kursister på 50 pct. på kap. III-området, 60 pct. på kap. IV-området og 70 pct. på kap. V-området.
Med disse forudsætninger kan det forventede provenu ved en generel virksomhedsbetalingsordning angives til ca. 75 mill.kr.
Ved gennemførelse af et betalingskrav på certifikatkurser på 1.500 kr. pr. uge opnås et provenu på 50 mill.kr. ved et samlet aktivitetsniveau på 5.000 kursusuger. (Provenuet udgør 1.000 kr. pr. elevuge, idet betalingen af de første 500 kr. indgår i skønnet over generel brugerbetaling).
Ved gennemførelsen af forslaget om supplerende brugerbetaling ved meget dyre kurser forudsættes det, at 90 % af de nu kendte kurser falder ind under forslagets kategori I, dvs. der ikke er knyttet supplerende brugerbetaling til disse kurser.
Provenuet ved gennemførelsen af forslaget skønnes helt løseligt at udgøre et beløb i størrelsesordenen ca. 20 mill.kr.
Indførelse af et afmeldegebyr anslås skønsmæssigt at indbringe et provenu på 10 mill.kr., idet det forudsættes, at afmeldegebyret er opbygget efter nedenstående modelskitse
Ikke fremmødt på 1. kursusdag 2.000 kr. uanset kursets længde.
Afmelding senere end 1 uge før kursusstart 1.000 kr.
Afmelding 1 uge - 1 måned før kursusstart 500 kr.
Afmeldegebyret indføres ikke for at forøge det offentliges provenu; men for at motivere virksomhederne til bedre uddannelsesplanlægning og for at sikre en mere hensigtsmæssig kursusafvikling.
Det samlede provenu ved gennemførelse af alle 4 forslag kan ialt løseligt anslås til ca. 155 mill.kr.
De administrative omkostninger i forbindelse med gennemførelse af lovforslaget anslås skønsmæssigt til 10 mill.kr.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Til § 58 a
Bestemmelsen i § 58 a indeholder som noget nyt en bemyndigelse til arbejdsministeren om fastsættelse af regler om brugerbetaling - herunder om gebyr og depositum på de kompetencegivende arbejdsmarkedsuddannelser efter forhandling med Uddannelsesrådet og undervisningsministeren. I de gældende bestemmelser i lov om arbejdsmarkedsuddannelser har arbejdsministeren hjemmel til at fastsætte regler, der pålægger deltagerne i de kompetencegivende arbejdsmarkedsuddannelser et depositum.
§ 58 a. Arbejdsministeren kan efter forhandling med Uddannelsesrådet og undervisningsministeren fastsætte regler om brugerbetaling, herunder om depositum og gebyr for deltagelse i uddannelser efter kapitel 3, 4 og 5.
Stk.2. Indtægterne fra de i stk. 1 nævnte aktiviteter anvendes efter arbejdsministerens nærmere bestemmelse til gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov.
Ingen
Nr LSF 85
Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser (Brugerbetaling, gebyr m.v.)
Fremsat af arbejdsministeren (Kirkegaard)
den 15. november 1990