1990 LSF 68 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KONTROL MED OVERHOLDELSEN AF DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKABS FORORDNINGER OM MONOPOLER OG KONKURRENCEBEGRÆNSNINGER
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I lov om kontrol med overholdelsen af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om monopoler og konkurrencebegrænsninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 21. februar 1990, foretages følgende ændringer
1. I § 2, stk. 1, ændres »eller artikel 10 i forordning nr. 3975/87,» til: », artikel 10 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 12 i forordning nr. 4064/89,».
2. I § 3 ændres »eller artikel 11 i forordning nr. 3975/87.« til: », artikel 11 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 13 i forordning nr. 4064/89.«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. september 1991.
Bemærkninger til lovforslaget
Forslaget har til formål at gennemføre den tilpasning af dansk lovgivning, der er nødvendig som følge af Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser. Forordningen pålægger medlemsstaterne at iværksætte de forholdsregler, som er nødvendige for at kunne yde Kommissionen bistand ved kontrolundersøgelser med henblik på bedømmelse af virksomhedssammenslutninger, der er omfattet af forordningen.
Lov nr. 505 af 29. november 1972 om kontrol med overholdelsen af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om monopoler og konkurrencebegrænsninger med senere ændringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 21. februar 1990, fastslår, at den bistand, som medlemsstaternes kompetente myndigheder skal yde Kommissionen efter Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om monopoler og konkurrencebegrænsninger, her i landet ydes af Konkurrencerådets sekretariat.
De forordninger, der er omfattet af loven, er Rådets forordning (EØF) nr. 17/62 om anvendelse af konkurrencereglerne i Romtraktatens artikel 85 og 86, Rådets forordning (EØF) nr. 1017/68 om anvendelse af konkurrenceregler for transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje, Rådets forordning (EØF) nr. 4056/86 om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 på søtransport og Rådets forordning (EØF) nr. 3975/87 om anvendelse af konkurrencereglerne på virksomheder i luftfartssektoren. Der henvises herom til bemærkningerne til forslag nr. 8 af 4. oktober 1972 til lov om kontrol med overholdelsen af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om monopoler og konkurrencebegrænsninger (FTA 1972-73, sp. 107) samt forslag nr. L 137 af 14. december 1988 til lov om ændring af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om monopoler og konkurrencebegrænsninger (FTA 1988-89, sp. 3291).
Ved lovforslaget udstrækkes Konkurrencerådets sekretariats kompetence til at omfatte bistand til Kommissionen efter Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89.
Efter forordningen skal virksomhedssammenslutninger med fællesskabsdimension anmeldes til Kommissionen. Fællesskabsdimension forudsætter, at de sammensluttede virksomheder har en samlet omsætning på verdensplan, der overstiger 5 mia. ECU svarende til ca. 40 mia. danske kroner og en omsætning inden for EF, der overstiger 250 mio. ECU svarende til ca. 2 mia. danske kroner, samt at visse yderligere betingelser er opfyldt.
Kommissionen kan forbyde sammenslutninger, der er uforenelige med fællesmarkedet, fordi de skaber eller styrker en dominerende stilling, der fører til, at konkurrencen hæmmes på afgørende måde.
På grund af de meget høje omsætningsværdier vil kun få danske virksomheder blive omfattet af forordningen.
Forordningen indeholder bestemmelser om kontrolundersøgelser gennemført af medlemsstaternes myndigheder og om Kommissionens beføjelser til at foretage kontrolundersøgelser.
Forordningen pålægger medlemsstaterne inden den 21. september 1991 at iværksætte de nødvendige forholdsregler for at kunne yde Kommissionen bistand. Det foreslås derfor, at loven træder i kraft den 1. september 1991.
Forslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser.
Ingen
Nr LSF 68
Forslag til Lov om ændring af lov om kontrol med overholdelsen af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om monopoler og konkurrencebegrænsninger
Fremsat af industriministeren (Anne Birgitte Lundholt)
den 14. november 1990