Legislator Case Law & Legislation
199012K00067 DK

1990 LSF 67 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM HUNDE

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Lovforslag som fremsat 1990 67 Valid

§ 1

I lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 26. juni 1969, foretages følgende ændringer

1. § 3, stk. 1, affattes således

»I byer og områder med bymæssig bebyggelse er det forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de føres i bånd. Båndet skal være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for undtagelse af visse hunde fra kravet om, at hunde skal føres i bånd. Såfremt hunde på de nævnte steder færdes løse, lader politiet dem optage og underretter besidderen. Bærer hunden ikke halsbånd forsynet med skilt som nævnt i § 1, fremlyses den. Hvis besidderen ikke inden 3 døgn efter, at underretning eller fremlysning har fundet sted, indløser hunden ved at betale de udgifter, som optagelsen har medført, kan politiet afhænde hunden eller lade den aflive. Et eventuelt overskud ved afhændelsen tilfalder ejeren, hvis han melder sig inden 3 måneder og godtgør sin ret, og ellers statskassen. Justitsministeren kan fastsæte nærmere regler om afhændelse af optagne hunde.«

2. § 3, stk. 2, udgår.

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.

3. § 3, stk. 6, udgår.

4. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

» Stk. 3. Hvis besidderen ikke inden 3 døgn efterkommer et pålæg efter stk. 2, skal politiet lade hunden dræbe.«

5. § 12, stk.1, affattes således

»Med bøde straffes den, der overtræder § 1, stk. 1, § 2, § 3, stk. 1, 1.-2. punkt, § 3, stk. 2-4, § 5, § 6, stk. 1, § 7, § 8, stk. 2, eller et i medfør af § 4 eller § 6, stk. 2, givet pålæg.«

Lovforslag som fremsat 1990 67 Valid

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Flere og flere anskaffer store og ofte bidske hunde, også til brug for selvforsvar. Det øger risikoen for at børn og andre sagesløse skambides, ikke mindst fordi nogle hundeejere ikke har styr på de store hunde. Derfor ønsker forslagsstillerne, at det klart skal fremgå af hundeloven, at politiet kan kræve en hund aflivet, hvis den har skambidt et menneske.

Desuden ønsker forslagsstillerne det fastslået i hundeloven, at hunde som hovedregel skal føres i snor. Justitsministeren har med lovforslaget dog mulighed for at fritage visse hunde fra kravet om, at de skal føres i snor. Her tænkes på hunde, der benyttes af politiet, hæren, vagtselskaber m.v.

Til nr. 1

Med disse ændringer sikres det, at hunde føres i snor, når de færdes i byer og bymæssig bebyggelse.

Til nr. 3

Som en konsekvens af påbudet om, at hunde altid skal føres i bånd, udgår muligheden for, at der i politivedtægterne kan optages sådan bestemmelse.

Til nr. 4

Efter den gældende bestemmelse kan besidderen af en hund, der har forårsaget skade, som har pådraget besidderen erstatningsansvar, bl.a. skambidning, selv afgøre, om han vil lade hunden aflive, holde den indespærret eller give den mundkurv på. Forslagsstillerne finder det ikke tilstrækkeligt, at besidderen kan holde hunden indespærret, da det har vist sig, at hundene kan slippe ud af indespærringerne og forårsage skade på andre. Derfor foreslås det, at politiet skal lade hunden aflive, hvis besidderen ikke selv følger et pålæg herom.

Til nr. 5

Ændringsforslaget er en konsekvensændring som følge af de foreslåede ændringer.

Til nr. 6

Der foreslås et ikrafttrædelsestidspunkt 1. juli 1991.

Lovforslag som fremsat 1990 67 Valid

Nr LSF 67

Forslag til Lov om ændring af lov om hunde

Fremsat af Inger Stilling Pedersen (KRF) Lysholm Christensen (KRF) Glønborg (KRF) Kofod-Svendsen (KRF)

den 8. november 1990

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →