1990 LSF 61 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KØBENHAVNS FONDBØRS
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I lov om Københavns Fondbørs, jf. lovbekendtgørelse nr. 536 af 8. september 1988, foretages følgende ændringer
1. I § 3 indsættes som stk. 2
»Stk. 2. Fondsbørsbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 1 for værdipapirer med en oprindelig løbetid på et år eller derunder. Dispensationen kan gøres betinget.«.
2. I § 43, stk. 1, indsættes som 3. pkt.
»Afgørelser truffet i henhold til § 3, stk. 2, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed.«.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund
Ifølge § 3 i lov om Københavns Fonsbørs, jf. lovbekendtgørelse nr. 536 af 8. september 1988, er Københavns Fondsbørs eneberettiget til i Danmark at drive den i § 1, nr. 1, 2 og 3, nævnte virksomhed, det vil sige, at Fondsbørsen er eneberettiget til at sammenføre købs- og salgstilbud i børsnoterede værdipapirer til offentlig handel og kursnotering samt til at offentliggøre officielle oversigter over kurser og omsætning.
Det nuværende regelsæt giver således ikke mulighed for at tillade, at visse børsnoterede værdipapirer tillige handles ved sammenføring af købs- og salgstilbud på et andet marked.
Formålet med lovforslaget er at give mulighed for en sådan alternativ sammenføring af købere og sælgere. Dette sker ved at give Fondsbørsbestyrelsen adgang til at dispensere fra bestemmelsen i § 3, stk. 1.
Forslaget er begrundet i, at det ved introduktionen af Statens skatkammerbeviser i marts 1990 viste sig, at der var behov for at skatkammerbeviserne noteres og handles over såvel Københavns Fondbørs som gennem sædvanlige mellemhandlere på pengemarkedet (pengemarkedsbrokere) i Danmark.
En del af omsætningen med skatkammerbeviser på pengemarkedet foregår i dag gennem mellemhandlere i Helsingsfors og i London, fordi tilsvarende aktivitet i København ikke er tilladt som følge af Københavns Fondsbørs eneret. Det er et mål i sig selv, at handel med og notering af danske indenlandske statspapirer ikke flyttes til udlandet som følge af uhensigtsmæssige institutionelle forhold.
Skatkammmerbeviserne er meget korte gældsbeviser med løbetider på indtil videre 3 og 6 måneder. Beviserne bærer ingen nominel rente, idet de er såkaldte nul-kuponpapirer, som sælges under pari og indfries til pari på udløbstidspunktet. Skatkammerbeviserne har en stykstørrelse på 1 mio. kr. og sælges hovedsagelig på auktion hvert kvartal modsat andre statspapirer, der dagligt sælges via Nationalbanken.
Skatkammerbevisernes egenskaber gør det muligt at omsætte dem med minimale omkostninger på to ellers ret adskilte markeder, nemlig både det for obligationer og det for pengeinstitutindskud, specielt interbankpengemarkedet. Beviserne har herved mulighed for at blive de mest omsatte på det korte finansielle marked i Danmark.
Skatkammerbeviserne vil generelt kunne understøtte det korte finansielle marked i Danmark, der hidtil har været noget tyndt og uigennemsigtigt.
2. Høring
Forslaget har været forelagt Finansministeriet og Økonomiministeriet.
Samtidig med fremsættelsen af forslaget er det forelagt: Danmarks Nationalbank, Københavns Fondsbørs, Foreningen af Danske Børsmæglerselskaber, Finansrådet, Realkreditrådet, Pensionskasserådet, Assurandør-Societetet, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Danske Investeringsforeningers Fællesrepræsentation, Foreningen af Firmapensionskasser, Industrirådet, Danmarks Rederiforening, Det Danske Handelskammer, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Forbrugerrådet.
3. Administrative og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at få administrative eller statsfinansielle konsekvenser.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at Fondsbørsbestyrelsen gives mulighed for at tillade, at visse børsnoterede værdipapirer tillige kan handles ved sammenføring af købs- og salgstilbud på et andet marked end Københavns Fondsbørs, samt at der kan offentliggøres kurser og omsætninger for dette marked.
Af hensyn til Københavns Fondsbørs' rolle som formidler af børsnoterede værdipapirer, er dispensationsadgangen begrænset til at angå værdipapirer med en oprindelig løbetid på et år eller derunder. Det er således kun pengemarkedspapirer, der kan meddeles dispensation for.
Fondsbørsbestyrelsen kan gøre dispensationen betinget. Fondsbørsbestyrelsen vil således f.eks. kunne kræve, at andre end de, der er indberetningspligtige efter Fondsbørslovens § 34, skal påtage sig at indberette aftaler om overdragelse af det pågældende værdipapir. Opfyldes sådanne betingelser ikke, vil Fondsbørsbestyrelsen kunne tilbagekalde dispensationen.
Til nr. 2
Forslaget er en konsekvens af nr. 1. Da Fondsbørsen er tillagt en eneret og gives mulighed for at dispensere herfra, bør det alene være Fondsbørsbestyrelsen, der har kompentence til at afgøre, hvorvidt der skal dispenseres fra eneretten.
Det foreslås derfor, at Fondsbørsbestyrelsens afgørelser efter § 3, stk. 2, ikke kan indbringes for nogen administrative myndighed.
Ingen
Nr LSF 61
Forslag til Lov om ændring af lov om Københavns Fondbørs
Fremsat af industriministeren (Anne Birgitte Lundholt)
den 7. november 1990