1990 LSF 45 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF MEDHJÆLPERLOVEN
Statutory Text (4 Articles)
§ 1. Medhjælperloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 19. marts
1980, ophæves.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 1991.
Stk. 2. Medhjælperloven finder dog fortsat anvendelse på aftaler om arbejdsforhold indgået inden den 1. januar 1991.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Dansk landbrug har gennemgået en gennemgribende modernisering/reformering, der over de seneste godt to hundrede år har forvandlet dansk landbrug til et højteknologisk og moderne erhverv. Her tænkes såvel på selve produktionsformen som på de forhold, der i dag præger også de dele af arbejdsmarkedet, der omhandler landbruget som erhverv.
På denne baggrund virker det paradoksalt, at der fortsat eksisterer en medhjælperlov, der tydeligt er et levn fra tidligere tiders tyendelovgivning, og som betyder, at landbrugsansattes arbejdsbetingelser og rettigheder ikke kan sidestilles med det øvrige arbejdsmarked, en lov, som er vedtaget efter det fortidige princip om den stærkes ret og den svages pligt. Derved fremstår medhjælperloven som et upassende levn fra feudalismen, af hvis snærende bånd bondestanden frigjorde sig for mere end 200 år siden ved stavnsbåndets ophævelse i 1788.
Hertil kommer, at relativt få unge i dag er beskæftiget efter medhjælperloven og det til trods for, at det de seneste år har været vanskeligt at skaffe den fornødne tilgang af unge til landbruget. Desuden har såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes organisationer (SALA og SiD) ved flere lejligheder givet udtryk for overensstemmende synspunkter om det uhensigtsmæssige i en fortsat opretholdelse af loven.
Medhjælperloven og særlig de dertil hørende feriebestemmelser har været genstand for mange retssager og tvister arbejdsgivere og arbejdstagere imellem som følge af det administrative besvær og den fortolkningsmæssige tvivl, de to sæt ferieregler medfører.
Det grundlæggende problem er vanskelighederne ved at definere en medhjælper entydigt i forhold til medhjælperlovens regler. Ansættelsesforholdet i landbruget har ændret sig i takt med den almindelige samfundsudvikling. Derfor opfylder mange nye ansættelsesforhold ikke helt medhjælperlovens krav, og der kan derfor opstå berettiget tvivl om, hvorvidt et konkret ansættelsesforhold er omfattet af denne lov eller ikke.
Det giver anledning til mange retssager om udbetaling af feriegodtgørelse. Herved mister både arbejdstagere og arbejdsgivere en del af deres retssikkerhed på grund af denne tvivl om retsgrundlaget for ansættelsesforholdet.
I nogle tilfælde har en arbejdstager mistet feriegodtgørelse eller ferieret, og i andre tilfælde er sagerne endt med dobbelt udbetaling af feriepenge fra arbejdsgiverne.
Medhjælperloven har ved flere lejligheder været behandlet i Folketinget, senest i folketingsåret 1987-88, hvor et socialdemokratisk beslutningsforslag nr. B 134 om en modernisering af medhjælperloven ikke blev vedtaget. (Folketingstidende 1987-88, forhandlingerne sp. 9235 og tillæg A sp. 4659).
Dette finder Socialdemokratiet klart utilfredsstillende bl.a. på grund af følgende forhold vedrørende medhjælperloven
Loven er ikke fulgt med tiden og tager det således for givet, at en medhjælper bor og spiser på gården (kost og logi indgår direkte som en del af arbejdstagerens vederlag), ofte står til rådighed i det meste afdøgnet og kan sættes til snart sagt hvilket som helst arbejde. Da der i dag er relativt få unge ansatte efter medhjælperloven, har loven nærmest overflødiggjort sig selv. Men det faktum, at lovgivningen på dette område ikke har fulgt den øvrige samfundsudvikling, nødvendiggør en fuldstændig ophævelse af medhjælperloven, hvorved området vil blive omfattet af den i forvejen gældende arbejdsmarkedslovgivning og overenskomster. Herved vil man slippe for retslige konfrontationer, som de mildest talt besværlige ferieregler på området har medført, og som ingen kan være tjent med, fordi to sæt svært adskillelige ferieregler medfører unødigt bureaukrati.
Det er ude af trit med arbejdsmarkedets øvrige retsprincipper, at bevisbyrden i en eventuel konfliktsituation arbejdsgiver og arbejdstager imellem i henhold til medhjælperloven altid påhviler sidstnævnte (den svage part).
Medhjælperloven har i sin nuværende form en del af ansvaret for, at det bliver mere og mere vanskeligt at få unge ind i landbruget og dermed sikre erhvervet fremover.
Såvel landbrugets arbejdsgiverorganisation SALA som specialarbejderforbundet SiD har klart tilkendegivet deres modstand mod medhjælperloven i sin nuværende form, idet loven anses for en afgørende hindring for en fortsat udvikling af arbejdsforholdene og samarbejdsklimaet landbrugets parter imellem.
Rent principielt er medhjælperlovens tankegang i dag lige så frastødende som utidssvarende. Loven er ufuldkommen og tilgodeser arbejdsgiveren i en urimelig grad, ligesom den oplagt kan misbruges, idet loven ikke beskytter den uvidende/passive/underdanige medhjælper over for landmandens tilbageholdelse af information eller overtrædelse af sine beføjelser.
Det virker bagvendt og uforståeligt, at der fortsat kan være grupper i det danske samfund, der helt og aldeles overser den indiskutable værdi, som ordnede forhold, ro og klare overenskomster på arbejdsmarkedet har for landet såvel på det økonomiske som på det menneskelige plan.
I det hele taget skulle de historiske aspekter i denne sag i sig selv kunne gøre en ende på den nugældene medhjælperlov, idet den henleder tankerne på ufrihed, undertrykkelse, retsløshed og dermed en anden tidsalder.
Fremgang og nye landvindinger har præget dansk landbrug, der vel i dag anses som værende blandt verdens førende. Vi kan med rette være stolte af den danske bonde, der fik sin frihed med stavnsbåndets ophævelse i 1788. Vi skal fortsat bestræbe os på at hjælpe landbruget til at finde sin naturlige plads i vort moderne samfund.
Set i lyset af ovenstående argumentation og forhold harmonerer medhjælperloven overordentlig ringe med de principper, der har været fundamentale for opbygningen af vort velfærdssamfund.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til §§ 1 og 2
Den nugældende medhjælperlov ophæves fra den 1. januar 1991.
Aftaler om arbejdsforhold, der er indgået i 1990, gælder dog til deres udløb.
Ingen
Nr LSF 45
Forslag til Lov om ophævelse af medhjælperloven
Fremsat af Bakholt (S) Jytte Andersen (S) Hans Jørgen Jensen (S) Søren B. Jørgensen (S) Lone Møller (S) Kaj Poulsen (S) Taanquist (S)
den 23. oktober 1990