1990 LSF 37 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN
Table of Provisions (242)
Statutory Text (242 Articles)
Bilag 1
Lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp
Kapitel 1
Opgaver og principper
Kapitel 1
Tandplejens formål, organisation og ydelser.
Kapitel 1
Personkreds
§ 1. Det offentlige sundhedsvæsens hovedopgaver omfatter forbedring af befolkningens sundhed, forebyggelse af og undersøgelse for sygdomme og sygdomslignende tilstande i befolkningen samt behandling og pleje af personer med sygdomme og sygdomslignende tilstande.
§ 1. Sygehusvæsenet varetages af amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner med de begrænsninger, der følger af opretholdelsen af statslige sygehuse.
Stk. 2. Reglerne i denne lov om amtskommuner gælder tillige for Københavns og Frederiksberg kommuner.
§ 1. Kvinder har i anledning af svangerskab ret til indtil 5 vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser hos en læge, heraf 3 under svangerskabet.
Stk. 2. Kvinder har endvidere i anledning af svangerskab ret til vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder.
Stk. 3. Kvinder har ret til vederlagsfri fødselsbetjening på sygehus eller anden offentlig institution. Endvidere har kvinder ret til vederlagsfri jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet.
Stk. 4. De i lov om sygehusvæsenet fastsatte regler om vederlagsfri behandling og undersøgelse på sygehuse m.v., om befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse hermed og om klageadgang finder efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse tilsvarende anvendelse med hensyn til de i stk. 1-3 omhandlede ydelser.
§ 1. Kommunerne skal ved ansættelse af sundhedsplejersker yde vederlagsfri vejledning og bistand med hensyn til sundhedstilstanden hos børn, der er under den undervisningspligtige alder og ikke går i skole eller i børnehaveklasse.
Stk. 2. Kommunerne kan endvidere tilbyde andre personer, der har behov herfor, vederlagsfri vejledning og bistand af en sundhedsplejerske.
§ 1. Kommunerne ansætter skolelæger, sundhedsplejersker, sygeplejersker og hjælpepersonale i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at der foretages forebyggende helbredsundersøgelser af alle børn i den undervisningspligtige alder og i børnehaveklasser og føres kontrol med sundhedstilstanden i skolerne.
Stk. 2. Efter kommunalbestyrelsens bestemmelse kan der tilbydes skolebørn over den undervisningspligtige alder forebyggende helbredsundersøgelse.
§ 1. Efter nærmere af Indenrigsministeren fastsatte Retningslinier har Børn, der endnu ikke er skolesøgende eller hjemmeunderviste, Adgang til vederlagsfrit at faa foretaget i alt indtil 9 forebyggende Helbredsundersøgelser af en Læge, heraf 3 i Barnets første Leveaar.
§ 1. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med Amtsrådsforeningen i Danmark og Københavns og Frederiksberg kommuner regler om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, herunder om,
1) hvilke sygdomme der skal tilbydes gratis vaccination mod,
2) hvilke persongrupper der skal tilbydes gratis vaccination, og
3) hvilke læger der skal kunne foretage vaccination efter loven.
Stk. 2. Udgifterne ved vaccination efter stk. 1 afholdes af amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner.
§ 1. Tandplejens mål er, at befolkningen ved en god hjemmetandpleje og et sammenhængende tilbud om forebyggelse og behandling kan udvikle hensigtsmæssige tandplejevaner samt sunde tænder, mund og kæber og bevare disse i funktionsdygtig stand gennem hele livet.
§ 1. Kommunerne skal ved ansættelse af hjemmesygeplejersker yde vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning.
Stk. 2. Kommunerne kan ansætte sygehjælpere under hjemmesygeplejerskeordningen.
§ 1. Enhver, der har bopæl her i landet, har ret til lovens ydelser på de i loven nærmere fastsatte vilkår, jfr. dog stk. 2-6.
Stk. 2. Søfarende, der er forhyret med dansk skib, omfattes af loven under tjenesteforholdet. Efter tjenesteforholdets ophør omfattes de under ophold i udlandet, på Færøerne eller i Grønland af loven i 2 måneder efter udløbet af den dag, da tjenesteforholdet ophører, for så vidt de er tilmeldt som hyresøgende. Er de pågældende ikke tilmeldt som hyresøgende, omfattes de af loven i 2 uger efter udløbet af den dag, da tjenesteforholdet ophører, dog længst indtil de tager anden erhvervsmæssig beskæftigelse. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med industriministeren og vedkommende organisationer af arbejdsgivere og arbejdstagere de nærmere regler om, hvilke personer der omfattes af denne bestemmelse, og kan herunder foretage de afvigelser fra lovens bestemmelser, som findes nødvendige eller hensigtsmæssige som følge af de særlige forhold, der gælder for søfarende.
Stk. 3. Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til lovens ydelser straks efter tilflytningen. Personer, der tilflytter fra udlandet, har først ret til lovens ydelser 6 uger efter tilflytningen. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne persongrupper får adgang til lovens ydelser umiddelbart efter tilflytningen eller efter kortere tids ophold end 6 uger.
Stk. 4. Indenrigsministeren kan bestemme, at personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland under midlertidigt ophold her i landet kan modtage lovens ydelser.
Stk. 5. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke nærmere vilkår udsendt personale ved herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer og sådanne personers familiemedlemmer skal have adgang til lovens ydelser.
Stk. 6. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilken udstrækning lovens ydelser tilkommer personer, der er indkaldt til militærtjeneste eller tjeneste, der træder i stedet herfor, optaget i institutioner efter bestemmelser i lov om social bistand og de under fængselsvæsenet hørende anstalter og arresthuse eller undergivet behandling eller tilsyn fra nogen af de nævnte institutioner.
Bilag 2
Lov om sundhedsplejerskeordninger
Kapitel 2
Personkreds
Kapitel 2
Administration, finansiering, forsøg m.v.
Kapitel 2
Sygesikringens ydelser
Kapitel IV a
Sygehusberedskab
§ 2. Ved løsningen af det offentlige sundhedsvæsens opgaver skal der lægges vægt på
1) ydelser af god kvalitet,
2) respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse,
3) let adgang til sundhedsvæsenet og
4) effektiv ressourceudnyttelse.
§ 2. (Ophævet)
§ 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter retningslinier for gennemførelsen af de forebyggende helbredsundersøgelser, herunder om antallet af undersøgelser efter § 1, stk. 2.
Stk. 2. I forbindelse med de forebyggende helbredsundersøgelser skal lægen eller jordemoderen give fornøden vejledning i svangerskabshygiejne. Ved den første undersøgelse efter svangerskabets afslutning skal lægen give oplysning om de sundhedsmæssige problemer i forbindelse med et eventuelt nyt svangerskab. Herunder skal lægen tilbyde vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder. Hvis lægen ikke ønsker selv at yde sådan vejledning, eller hvis kvinden ikke ønsker at modtage vejledning af denne læge, skal han henvise hende til anden lægelig vejledning.
§ 2. Amtsrådet kan, når særlige forhold taler derfor, i en begrænset periode fritage en kommune for pligten efter § 1, stk. 1.
§ 2. Alle børn, der går i skole, skal tuberkuloseundersøges af skolelægen i samarbejde med en lungeklinik.
§ 2. Udgifterne til honorarer til læger for de i § 1 omhandlede helbredsundersøgelser afholdes i København og Frederiksberg af kommunen oig i øvrigt af amtskommunen.
Stk. 2. For helbredsundersøgelser, der foretages på en offentlig institution af de ved denne ansatte læger, ydes der ikke honorar i henhold til denne lov. Indenrigsministeren kan bestemme, at denne regel også finder anvendelse på nærmere angivne private institutioner, der modtager tilskud fra det offentlige.
Stk. 3. Kommuner og læger er forpligtet til efter regler fastsat af sundhedsstyrelsen at afgive oplysninger om virksomheden i medfør af denne lov.
§ 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter retningslinier om gennemførelsen af vaccinationer efter loven.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om amtskommunernes og Københavns og Frederiksberg kommuners pligt til at give oplysning om vaccinationer efter loven.
§ 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre alle børn og unge under 18 år med bopæl i kommunen adgang til vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje, jfr. dog stk. 3.
Stk. 2. Unge på 16 og 17 år kan selv vælge, om de ønsker at modtage det kommunale tandplejetilbud på kommunal klinik eller hos privat praktiserende tandlæge, jfr. dog stk. 3 og § 3.
Stk. 3. Behandlinger, der påbegyndes i den kommunale tandpleje, skal færdiggøres i denne.
§ 2. Regler om omfanget af og kravene til den kommunale hjemmesygeplejerskeordning fastsættes af indenrigsministeren.
Stk. 2. Retningslinier for tilrettelæggelsen af den kommunale hjemmesygepleje fastsættes af sundhedsstyrelsen.
§ 2. Personer, der har foretaget anmeldelse efter stk. 3 om valg af sikringsform 1 (gruppe 1-sikrede), og personer, der ikke har foretaget anmeldelse om valg af sikringsform, har ret til vederlagsfri lægehjælp, tilskud til tandbehandling og fysiurgisk behandling m.v. efter reglerne i § 6, stk. 1-3, § 8, stk. 2, og § 9, stk. 2.
Stk. 2. Personer, der har foretaget anmeldelse efter stk. 3 om valg af sikringsform 2 (gruppe 2-sikrede), har ret til tilskud fra den offentlige sygesikring til delvis dækning af udgifter til lægehjælp m.v. efter reglerne i § 6, stk. 4-5, § 8, stk. 3, og § 9, stk. 3. Indenrigsministeren kan dog fastsætte bestemmelser, hvorefter lægehjælp m.v. i nærmere angivet omfang ydes disse personer vederlagsfrit.
Stk. 3. Anmeldelse om valg af sikringsform sker til kommunalbestyrelsen een gang årligt efter nærmere af indenrigsministeren fastsatte regler. Personer mellem 16 og 18 år kan vælge sikringsform uden samtykke fra værge eller forældremyndighedens indehaver.
Stk. 4. Har samlevende forældre samme sikringsform, omfatter denne tillige hjemmeværende børn under 16 år. Har samlevende forældre hver sin sikringsform, skal det angives, hvilken sikringsform hjemmeboende børn skal være omfattet af. Samlever forældrene ikke, har barnet samme sikringsform som den af forældrene, det lever sammen med. Er barnet ikke hjemmeboende, gælder reglen i § 5, stk. 2.
Stk. 5. Ydes der sygehjælp efter lov om social bistand eller af rådighedsbeløbet for personlige tillæg til sociale pensioner til en person, der har valgt at være gruppe 2-sikret, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at den pågældende også uden for det af indenrigsministeren i henhold til stk. 3 fastsatte tidspunkt skal overføres til gruppe 1-sikringen og forblive under denne, så længe det skønnes påkrævet af hensyn til den pågældendes økonomiske forhold og behov for sygehjælp.
Bilag 3
Lov om skolelægeordning
Kapitel 3
Graviditet og fødsel
Kapitel 3
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Kapitel 3
Befordringsgodtgørelse
§ 3. Kommunerne varetager i henhold til denne lov følgende opgaver inden for sundhedsvæsenet
1) Sundhedspleje til børn i henhold til kapitel 4.
2) Skolesundhedspleje i henhold til kapitel 4.
3) Tandpleje i henhold til kapitel 5.
4) Hjemmesygepleje i henhold til kapitel 6.
5) Begravelseshjælp i henhold til kapitel 11.
§ 3. Til en amtskommunes sygehusvæsen hører amtskommunens egne sygehuse og fødeklinikker og andre til sygehusvæsenet knyttede behandlingsinstitutioner samt amtskommunens egne rekonvalescenthjem.
Stk. 2. Som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver kan en amtskommune samarbejde med andre amtskommuners sygehusvæsen og med statens sygehuse.
Stk. 3. En amtskommune kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sine sygehusopgaver. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om amtskommunernes benyttelse af sådanne institutioner.
§ 3. (Ophævet)
§ 3. Den kommunale sundhedsplejerskeordning forvaltes efter reglerne i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender.
§ 3. Skolelægen kan fritage et barn for undersøgelser efter § 1, stk. 1, og § 2, såfremt det ved lægeattest godtgøres, at barnet på anden måde er undersøgt som efter disse bestemmelser.
§ 3. Tidspunktet for denne Lovs Ikrafttræden fastsættes af Indenrigsministeren, der tillige fastsætter de nærmere Regler vedrørende Lovens Gennemførelse.
Bestemmelserne i Lov Nr. 85 af 31. Marts 1937 om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i det første Leveaar, jfr. Lov Nr. 107 af 13. Marts 1943, berøres ikke af Bestemmelserne i denne lov.
§ 3. Loven træder i kraft den 1. april 1977.
Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves
1) lov nr. 84 af 31. marts 1931 om vaccination mod kopper,
2) lov nr. 208 af 19. april 1943 om tillæg til lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse (vaccination mod difteri),
3) lov nr. 167 af 24. maj 1955 om vaccination mod børnelammelse,
4) § 16, stk. 5, i lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse,
5) § 2, stk. 1, 2. pkt., i lov nr. 266 af 7. juni 1972 om skolelægeordning.
§ 3. Den kommunale tandpleje skal tilbydes enten på offentlige klinikker eller hos praktiserende tandlæger, med hvilke kommunalbestyrelsen indgår aftale.
§ 3. Den kommunale hjemmesygeplejerskeordning forvaltes efter reglerne i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender.
§ 3. (Ophævet ved lov nr. 240 af 12. juni 1975).
Bilag 4
Lov om lægeundersøgelse af børn
Kapitel 4
Helbredsundersøgelse, sundhedspleje og vaccination
Kapitel 4
Overenskomster med andre stater
§ 4. Amtskommunerne varetager i henhold til denne lov følgende opgaver inden for sundhedsvæsenet
1) Graviditetsundersøgelser og fødselshjælp m.v. i henhold til kapitel 3.
2) Helbredsundersøgelse af børn i henhold til kapitel 4.
3) Lægehjælp, speciallægehjælp, tandlægehjælp m.v. i henhold til kapitel 7.
4) Vaccination i henhold til kapitel 4 og 7.
5) Tilskud til sygehjælp m.v. under midlertidigt ophold i udlandet i henhold til kapitel 7.
6) Tilskud til lægemidler i henhold til kapitel 8.
7) Sygehusbehandling m.v. i henhold til kapitel 9.
8) Patientbefordring i henhold til kapitel 10.
§ 4. Hvis lægen eller jordemoderen har opfattelsen af, at kvinden har personlige, sociale eller økonomiske vanskeligheder, bør hun henvises til opholdskommunen.
§ 4. Regler om omfanget af og kravene til den af § 1 omfattede sundhedsplejerskeordning fastsættes af indenrigsministeren.
Stk. 2. Retningslinier for tilrettelæggelsen og udførelsen af den kommunale sundhedsplejeskeordning fastsættes af sundhedsstyrelsen.
§ 4. Den kommunale skolelægeordning forvaltes efter reglerne i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender.
§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
§ 4. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et tandplejetilbud efter stk. 1, selv skal betale en del af udgiften til tandplejen. Egenbetalingen kan maksimalt udgøre samme procentvise størrelse som den, der er gældende efter de regler, der fastsættes i henhold til lov om offentlig sygesikring, jfr. § 6.
§ 4. Kommunalbestyrelser og amtsråd er forpligtet til efter regler fastsat af sundhedsstyrelsen at give oplysninger om virksomheden efter denne lov.
§ 4. Uanset bestemmelsen i § 2, stk. 3, kan en person, der har valgt at være gruppe 2-sikret, i ganske særlige tilfælde efter nærmere af indenrigsministeren fastsatte regler overføres til gruppe 1-sikring.
§ 4. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om amtskommunernes adgang til som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver at drive eller benytte institutioner i udlandet.
Bilag 5
Lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme
Kapitel 5
Kommunal tandpleje
Kapitel 5
Finansiering
§ 5. Kommunerne og amtskommunerne skal drage omsorg for at fremme den lokale forebyggende og sundhedsfremmende indsats.
Stk. 2. Embedslægeinstitutionen yder kommuner og amtskommuner bistand til den i stk. 1 nævnte indsats.
§ 5. Det påhviler amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner at tilvejebringe vederlagsfri adgang til forebyggende helbredsundersøgelser i anledning af svangerskab og til fødselshjælp.
§ 5. Kommunalbestyrelser og amtsråd er forpligtet til efter regler fastsat af sundhedsstyrelsen at give oplysning om virksomheden i medfør af denne lov.
§ 5. (Ophævet).
§ 5. Regler om omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje, jfr. §§ 2 og 4, fastsættes af indenrigsministeren.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om ressourceanvendelsen i den kommunale børne- og ungdomstandpleje.
§ 5. For personer, der er fyldt 67 år afholder kommunerne endeligt udgifteren vedrørende hjemmesygepleje i medfør af § 1.
Stk. 2. For personer under 67 år afholder kommunerne og amtskommunerne hver 50 pct. af udgifterne til hjemmesygepleje, bortset fra administrationsudgifter der afholdes endeligt af kommunerne.
Stk. 3. Indenrigsministeren kan efter forhandling med de kommunale organisationer fastsætte nærmere regler om fordelingen mellem kommune og amtskommune af udgifter i forbindelse med ydelser til personer under 67 år og personder, der er fyldt 67 år.
§ 5. Sundhedsministeren fastsætter regler om udfærdigelse af et bevis til personer, som har ret til ydelser efter loven. Beviset gælder som dokumentation for retten til ydelser efter loven.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvorledes de sikringsformer, der er nævnt i § 2, skal gælde for
1) børn, der har fast ophold uden for deres hjem, og
2) personer, der ikke har bopæl her i landet.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om opkrævning af et gebyr for beviser, jf. stk. 1, der udstedes på grund af,
1) den sikrede ønsker ændringer af bevisets oplysninger, eller
2) bevisets bortkomst eller ødelæggelse.
§ 5. Hver amtskommune yder vederlagsfri behandling ved sit sygehusvæsen til personer, der enten
1) har bopæl i amtskommunen, jfr. dog stk. 2, eller
2) har bopæl andetsteds her i landet, jfr. dog stk. 2, men som midlertidigt opholder sig i amtskommunen, såfremt hensigten med opholdet ikke har været at opnå sygehusbehandling og patienten ikke tåler at flyttes til et sygehus i bopælsamtskommunen eller i øvrigt trænger til øjeblikkelig hjælp.
Stk. 2. Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til den i stk. 1 omhandlede vederlagsfri behandling på vedkommende amtskommunes sygehusvæsen straks efter tilflytningen. Personer, der tilflytter fra udlandet, har først ret til disse ydelser 6 uger efter tilflytningen. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne persongrupper får adgang til de i stk. 1 omhandlede ydelser umiddelbart efter tilflytningen eller efter kortere tids ophold end 6 uger.
Stk. 3. Indenrigsministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det amtskommunale sygehusvæsen.
Stk. 4. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår behandling kan ydes til udsendt personale ved diplomatiske og konsulære repræsentationer her i landet og sådanne personers familiemedlemmer.
Stk. 5. Når de i stk. 1-4 nævnte personer med samtykke af sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen eller på det midlertidige opholdssted behandles på statslige sygehuse eller ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen, behandles patienten på samme vilkår som ved sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen eller på det midlertidige opholdssted. Staten eller den amtskommune, der yder behandlingen, kan afkræve bopælens eller det midlertidige opholdssteds amtskommune betaling herfor.
Stk. 6. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling for behandling på statslige sygehuse. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af betalingen, når bopælens eller det midlertidige opholdssteds amtskommune skal betale for en patients behandling ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen.
Stk. 7. Hvor særlige forhold taler herfor, kan indenrigsministeren fastsætte regler om, at enhver amtskommune vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.
Stk. 8. Uanset bestemmelserne i stk. 1-6 kan indenrigsministeren fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde opkræves betaling for visse behandlinger og ydelser eller for behandling på visse institutioner.
§ 5 a. Pensionister, der er indlagt på sygehus eller anden institution under sygehusvæsenet, indbetaler egne indtægter efter reglerne i § 84, stk. 1, 5. og 6. pkt., § 84, stk. 3, og 85, stk. 2-5, i lov om social bistand fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen i henhold til § 46, stk. 2, i lov om social pension har bestemt, at en social pension ikke skal udbetales for den resterende del af indlæggelsestiden, dog tidligst fra det fyldte 67. år. De indbetalte beløb tilfalder vedkommende amtskommune.
Stk. 2. Indlagte personer over 67 år, der ikke er pensionister, og som må anses for plejepatienter eller i øvrigt skønnes uegnede til mere varig udskrivning til eget hjem, indbetaler egne indtægter efter de i stk. 1 nævnte regler i lov om social bistand. Der kan dog tidligst ske indtægtsinddragelse, når de pågældende har haft en samlet indlæggelsestid på sygehus eller anden institution under sygehusvæsenet på 6 måneder ud over indlæggelsesmåneden regnet fra 1 1/2 år forud for indlæggelsen. Afgørelsen om indtægtsinddragelse kan kun træffes, hvis kommunalbestyrelsen har udtalt, at den pågældende ikke ville være berettiget til under indlæggelsen at få udbetalt en pension i henhold til lov om social pension. De indbetalte beløb tilfalder vedkommende amtskommune.
Stk. 3. Personer over 67 år, der overflyttes til institution under sygehusvæsenet fra et plejehjem eller en institution, der er omfattet af § 112, stk. 1, i lov om social bistand, og for hvem der hidtil har været foretaget indtægtsinddragelse, indbetaler fortsat egne indtægter efter reglerne i stk. 1.
Stk. 4. Til pensionister, der under indlæggelse ikke får udbetalt pension i henhold til lov om social pension, udbetaler institutionen et beløb til personlige fornødenheder af samme størrelse som det beløb, der kan udbetales til personlige fornødenheder efter §§ 84 og 118 i lov om social bistand.
Stk. 5. Til indlagte personer, der ikke er pensionister, og som må anses for plejepatienter eller i øvrigt skønnes uegnede til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetaler institutionen et beløb til personlige fornødenheder af samme størrelse som det i stk. 4 nævnte beløb. Der kan dog tidligst ske udbetaling, når de pågældende har haft en samlet indlæggelsestid på sygehus eller anden institution under sygehusvæsenet på 6 måneder ud over indlæggelsesmåneden regnet fra 1 1/2 år forud for indlæggelsen. Til øvrige indlagte personer, der ikke er pensionister, og som har haft en længerevarende indlæggelse, kan der udbetales et beløb til personlige fornødenheder, hvor særlige forhold gør sig gældende. Størrelsen af det til hver person udbetalte beløb kan ikke overstige det i stk. 4 nævnte beløb.
Stk. 6. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om indbetalingen af egne indtægter og udbetalingen af beløb til personlige fornødenheder.
Bilag 6
Lov om tandpleje m.v.
Kapitel 6
Hjemmesygepleje
Kapitel 6
Administration
§ 6. Lovens regler om amtskommuner gælder også for Københavns og Frederiksberg kommuner.
Stk. 2. Ved en persons bopælsamtskommune og bopælskommune forstås i denne lov den amtskommune og kommune, hvor den pågældende ifølge tilmelding til folkeregistret har bopæl eller i mangel heraf opholder sig.
§ 6. Amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner ansætter jordemødre og hjælpepersonale i det omfang, det er nødvendigt for at opfylde pligten efter § 5.
§ 6. (Ophævet)
§ 6. Regler om omfanget af de kommunale forpligtelser efter § 1 fastsættes af indenrigsministeren.
§ 6. Den offentlige sygesikring yder tilskud til tandpleje efter reglerne i lov om offentlig sygesikring til personer, som ikke er omfattet af det lovpligtige tilbud om kommunal børnetandpleje efter § 2, eller som modtager tandpleje efter § 4.
§ 6. Loven træder ikraft den 1. april 1974.
Stk. 2. Lov nr. 79 af 29. marts 1957 om hjemmesygepleje ophæves.
§ 6. Til personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, yder den offentlige sygesikring vederlagsfri lægehjælp ved alment praktiserende læge.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for ydelse af lægehjælp efter stk. 1. Ministeren kan herunder fastsætte begrænsninger i adgangen til valg af læge og bestemme, at personer, der vil gøre brug af retten til lægehjælp efter stk. 1, skal vælge læge for 1 år ad gangen. Meddelelse om valg af læge sker til kommunalbestyrelsen. Ministeren kan endvidere bestemme, at der i særlige tilfælde kan afkræves kontrolafgift for benyttelse af lægehjælp efter stk. 1.
Stk. 3. Til personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, ydes der efter regler fastsat af indenrigsministeren fri lægehjælp ved speciallæge efter henvisning fra alment praktiserende læge. Ved behandling eller undersøgelse, der efter henvisning fra alment praktiserende læge ydes af en speciallæge, inden for hvis speciale der ikke findes nogen godkendt overenskomst med den offentlige sygesikring, yder sygesikringen tilskud til delvis dækning af udgiften efter regler, der fastsættes af indenrigsministeren efter forhandling med sundhedsstyrelsen.
Stk. 4. Til personer, der er omfattet af § 2, stk. 2, yder den offentlige sygesikring tilskud til delvis dækning af udgifter til lægehjælp, herunder speciallægehjælp, medmindre indenrigsministeren i medfør af § 2, stk. 2, 2. pkt., har fastsat, at hjælpen skal ydes vederlagsfrit. Tilskudsbeløbet skal udgøre samme beløb, som den offentlige sygesikring skulle have afholdt for tilsvarende lægehjælp til en person, der er omfattet af § 2, stk. 1. Eventuelle begrænsninger i antallet af besøg, konsultationer eller behandlinger for sygesikringens regning finder tilsvarende anvendelse ved ydelse af tilskud.
Stk. 5. I tilfælde, hvor en gruppe 2-sikret har fået så omfattende ydelser af lægehjælp, at der må anses at foreligge misbrug af retten til tilskud i henhold til stk. 4, kan amtsrådet bestemme, at den pågældende også uden for det af indenrigsministeren i henhold til § 2, stk. 3, fastsatte tidspunkt skal overføres til gruppe 1-sikringen og forblive i denne for en nærmere fastsat periode. Nærmere regler kan fastsættes af sundhedsstyrelsen.
Stk. 6. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at den offentlige sygesikring afholder udgifter til nødvendig tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter stk. 1-4.
§ 6 a. Amtskommunen afholder hele udgiften til insulinpræparater, som er ordineret af lægen, og som er optaget på en af sundhedsministeren udsendt fortegnelse over tilskudsberettigede insulinpræparater.
§ 6. Til personer, der i medfør af § 5 har ret til vederlagsfri behandling, ydes befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj, såfremt deres tilstand gør dette nødvendigt.
Stk. 2. Til de i stk. 1 nævnte personer, der modtager pension efter lov om social pension, eller hvis ægtefælle modtager hustrutillæg til en sådan pension, ydes endvidere befordring eller befordringsgodtgørelse, når befordringen sker med andre befordringsmidler.
Stk. 3. Befordring efter stk. 1 og 2 ydes til behandling på amtskommunale sygehuse og de i § 3 nævnte institutioner samt på andre sygehuse m.v., der ikke henhører under det almindelige amtskommunale sygehusvæsen, såfremt institutionen (afdelingen) af indenrigsministeren er henført til denne bestemmelse.
Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter i øvrigt bestemmelser om, i hvilke tilfælde der ydes befordring eller befordringsgodtgørelse.
Stk. 5. Når der anmodes om befordring eller befordringsgodtgørelse fra et midlertidigt opholdssted, kan befordring eller befordringsgodtgørelse ved hjemtransport efter udskrivning kun forlanges tilbage til det midlertidige opholdssted. Dog har personer med bopæl i udlandet ret til befordring eller befordringsgodtgørelse ved transport til hjemlandet i det omfang, dette følger af traktatlige forpligtelser.
Bilag 7
Lov om hjemmesygeplejerskeordninger
Kapitel 7
Ydelser i privat praksis m.v.
Kapitel 7
Forskellige bestemmelser
§ 7. Enhver, der er tilmeldt folkeregistret med bopæl her i landet, har ret til ydelser efter loven på de i kapitel 3-11 nærmere fastsatte vilkår, jf. dog §§ 8-12.
§ 7. Det påhviler amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner at udarbejde en plan for de forebyggende helbredsundersøgelser og fødselshjælpen. Planlægningen indgår i sygehusplanlægningen, jfr. lov om sygehusvæsenet.
§ 7. Loven træder i kraft den 1. april 1974. Kommunernes udgifter til støtte til sygeplejersker, der uddanner sig til sundhedsplejerske, kan dog refunderes i henhold til § 6 allerede med virkning fra regnskabsåret 1972-73.
Stk. 2. Lov nr. 227 af 31. maj 1963 om sundhedsplejerskeordninger ophæves.
§ 7. Retningslinjer for tilrettelæggelsen af undersøgelserne efter § 1 og § 2 fastsættes af sundhedsstyrelsen.
§ 7. Den kommunale tandpleje forvaltes efter reglerne i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender.
§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
§ 7. Amtskommunen afholder 75 pct. af udgiften til lægemidler, som er ordineret af lægen (eller af tandlægen i det omfang, denne har ret til ved recept at ordinere lægemidler), og som er optaget på en af indenrigsministeren udsendt fortegnelse over lægemidler, der omfattes af denne bestemmelse. Det kan i fortegnelsen bestemmes, at amtskommunens afholdelse af 75 pct. af udgiften til visse arter af lægemidler er betinget af, at lægemidlet ordineres til bestemte sygdomme. I ganske særlig tilfælde kan sundhedsstyrelsen bestemme, at 75 pct. af udgiften til andre lægemidler, der af lægen er ordineret en bestemt patient, også afholdes af amtskommunen. Sundhedsstyrelsens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Amtskommunen afholder 50 pct. af udgiften til lægemidler, som er ordineret af lægen (eller af tandlægen i det omfang, denne har ret til ved recept at ordinere lægemidler), og som er optaget på en af indenrigsministeren udsendt fortegnelse over lægemidler, som omfattes af denne bestemmelse. Det kan i fortegnelsen bestemmes, at amtskommunens afholdelse af 50 pct. af udgiften til visse arter af lægemidler er betinget af, at lægemidlet ordineres til bestemte sygdomme. Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at 50 pct. af udgiften til andre lægemidler, der af lægen er ordineret en bestemt patient, også afholdes af amtskommunen efter denne bestemmelse. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Amtskommunen afholder 50 pct. eller 75 pct. af udgiften til lægemidler, der kan udleveres uden lægeordination, og som er optaget på en af indenrigsministeren udsendt fortegnelse, såfremt de pågældende lægemidler ved lægens eller tandlægens ordination angives som bestemt til folke-, invalide- eller førtidspensionister eller til personer, der lider af en varig lidelse, der kræver fortsat behandling med et af de pågældende lægemidler. På fortegnelsen anføres for hvert lægemiddel, hvilken procentandel af udgiften der skal afholdes af amtskommunen.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 om tilskud til lægemidler gælder også, når lægemidlet er indkøbt i et andet nordisk land end det, i hvilket det er ordineret.
Stk. 5. Tilskud efter stk. 1-4 ydes, såfremt de afholdte udgifter til tilskudsberettigede lægemidler til den sikrede overstiger 800 kr. inden for et kalenderår.
Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5 ydes tilskud efter stk. 1-4 til lægemidler, der ordineres til personer, der modtager personligt tillæg til dækning af medicinudgifter efter § 17, stk. 1, i lov om social pension.
Stk. 7. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om administration og udbetaling af tilskud efter stk. 1-5 og kan herunder fastsætte regler om apotekernes medvirken ved administrationen.
Stk. 8. De i stk. 1-3 omhandlede fortegnelser udarbejdes efter forhandling med sundhedsstyrelsen. Indenrigsministeren kan bemyndige sundhedsstyrelsen til at foretage ændringer i de omhandlede fortegnelser, gældende for tiden indtil bekendtgørelse om en ny fortegnelse udsendes af ministeren.
Stk. 9. Medicintilskudsnævnet, der består af højst 6 medlemmer, rådgiver sundhedsstyrelsen i sager om de i stk. 1-3 nævnte forhold. Medlemmerne af nævnet, hvoraf 2 skal være alment praktiserende læger, beskikkes for 4 år ad gangen af indenrigsministeren efter indstilling fra sundhedsstyrelsen. Ministeren udpeger en formand blandt nævnets medlemmer.
Stk. 10. Indenrigsministeren kan fastsætte en forretningsorden for medicintilskudsnævnet. Medlemmerne af medicintilskudsnævnet må ikke være økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som fremstiller, importerer eller forhandler lægemidler.
§ 7. Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter § 6, skal ske med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når befordringsudgiften overstiger en af indenrigsministeren fastsat grænse. Nærmere regler om ydelse af befordring og befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed fastsættes af indenrigsministeren.
Bilag 8
Lov om offentlig sygesikring
Kapitel 8
Tilskud til lægemidler
§ 8. Personer, der tilflytter fra udlandet, har først ret til ydelser efter loven 6 uger efter tilmeldingen til folkeregistret, jf. dog § 9.
Stk. 2. Personer, der efter at have opholdt sig i udlandet vender tilbage for igen at tage bopæl her i landet, har dog ret til ydelser efter loven straks ved tilmeldingen til folkeregistret.
Stk. 3. Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til ydelser efter loven straks efter tilflytningen.
Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne persongrupper får ret til ydelser efter loven straks efter tilmelding til folkeregister eller efter kortere tids ophold end 6 uger.
§ 8. Amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner, læger og jordemødre skal afgive indberetning om deres virksomhed efter loven til sundhedsstyrelsen efter regler, der fastsættes af denne.
§ 8. Loven gælder ikke Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
§ 8. Kommunalbestyrelser og amtsråd er forpligtet til efter regler fastsat af sundhedsstyrelsen at give oplysninger om virksomheden i medfør af denne lov.
§ 8 a. (Ophævet)
§ 8. Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal sikre en koordination af den offentlige tandpleje og tandplejen i privat praksis.
§ 8. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med sundhedsstyrelsen bestemmelser om, til hvilke former for tandeftersyn og tandbehandling den offentlige sygesikring yder tilskud.
Stk. 2. Til personer, der er gruppe 1-sikrede, yder den offentlige sygesikring tilskud til tandeftersyn og tandbehandling efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigsministeren.
Stk. 3. Til personer, der omfattes af § 2, stk. 2, yder den offentlige sygesikring tilskud med samme beløb, som den skulle have afholdt for et tilsvarende eftersyn eller en tilsvarende behandling af en person, der omfattes af § 2, stk. 1.
§ 8. Befordring eller befordringsgodtgørelse ydes af den amtskommune, i hvilken patienten opholder sig på det tidspunkt, da ydelsen rekvireres. Dog ydes befordring fra et sygehus uden for bopælsamtskommunen til fortsat indlæggelse på et sygehus i bopælsamtskommunen af sidstnævnte amtskommune.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan efter forhandling med vedkommende kommunale organisationer godkende, at udbetaling af befordringsgodtgørelse og løsningen af andre befordringsopgaver i en amtskommune henlægges til kommunalbestyrelserne, jfr. dog lov nr. 311 om offentlig sygesikring af 9. juni 1971 § 22, på amtskommunens vegne.
Bilag 9
Lov om sygehusvæsenet
Kapitel 9
Sygehusvæsenet
§ 9. Personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, der midlertidigt opholder sig her i landet, har i tilfælde af fødsel, ulykke, pludselig opstået eller forværret sygdom og lignende ret til fødselshjælp efter kapitel 3, lægehjælp efter kapitel 7, behandling på sygehus efter kapitel 9 samt befordring efter kapitel 10. Retten er betinget af, at hensigten med opholdet her i landet ikke er at opnå ydelsen. Retten ophører, når henvisning til fortsat behandling på Færøerne, i Grønland eller i hjemlandet er forsvarlig.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, som midlertidigt opholder sig her i landet, har ret til ydelser efter loven ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde.
§ 9. Statens seruminstitut skal efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse foretage de blodprøveundersøgelser, som er nødvendige i anledning af de i § 1 omhandlede forebyggende helbredsundersøgelser.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at de nævnte blodprøveundersøgelser foretages af andre laboratorier.
Stk. 3. Erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver med henblik på påvisning af svangerskab må kun foretages af læger og apotekere samt af personer, som sundhedsstyrelsen autoriserer hertil. Overtrædelse af denne bestemmelse straffes med bøde.
§ 9. Loven træder i kraft den 1. august 1972. I loven af 19. juni 1974 fastsættes i § 23, stk. 3, at § 8 a i lov om skolelægeordning træder i krafr den 1. april 1974.
Stk. 2. Lov nr. 413 af 12. juli 1946 om skolelæger ophæves.
§ 9. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet er forpligtet til at afgive oplysninger om virksomheden i medfør af denne lov efter regler fastsat af indenrigsministeren.
§ 9. Den offentlige sygesikring yder efter retningslinjer fastsat af sundhedsstyrelsen tilskud til fysiurgisk behandling, der udføres efter henvisning af en læge og ved en autoriseret fysioterapeut. Tilskud efter denne bestemmelse ydes ikke til behandlinger på offentlige sygehuse eller på sådanne private sygehuse eller klinikker, der modtager patienter til fysiurgisk behandling efter overenskomst med offentlige sygehuse. Tilskud til behandling hos fysioterapeut på klinik kan kun ydes, hvis klinikken er godkendt af amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg kommuner af kommunalbestyrelsen. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for klinikkens indretning. Indenrigsministeren kan bestemme, at tilskud også ydes til anden behandling, der udføres efter henvisning af en læge. Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, der er godkendt af Dansk Kiropraktor-Råd, selv om der ikke foreligger henvisning fra en læge.
Stk. 2. Til personer, der er gruppe 1-sikrede, yder den offentlige sygesikring tilskud til den ovennævnte behandling efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigsministeren.
Stk. 3. Til personer, der omfattes af § 2, stk. 2, yder den offentlige sygesikring tilskud med samme beløb, som den skulle have afholdt for en tilsvarende behandling af en person, der omfattes af § 2, stk. 1.
§ 9. Afgørelser om, på hvilke vilkår en person har ret til behandling og befordring eller befordringsgodtgørelse, herunder afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, kan påklages til den sociale ankestyrelse. Klage til ankestyrelsen indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil. Afgørelse herom træffes af chefen for ankestyrelsen.
Stk. 2. Ved behandling af klager over en af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, truffet afgørelse skal ankestyrelsen indhente en udtalelse fra vedkommende amtsråd.
Bilag 10
Oversigt over henvisninger fra gældende sundhedslove til
sundhedslovforslaget
------------------------------ --------------------------~ Lov om svangerskabshygiejne Sundhedslovforslaget og fødselshjælp ------------------------------ --------------------------~ § 1 stk. 1 § 14 stk. 1 og 4 stk. 2 stk. 2 stk. 3 § 15 stk. 1 (ny regel) stk. 2 stk. 4 §§ 7-9 § 45 stk. 1, 2 og 4 § 46 § 60 nr. 1 § 2 Ophæves § 3 Tidligere ophævet § 4 Ophæves § 5 § 14 stk. 1-2 samt § 15 stk. 1 (ny regel) § 14 stk. 3 § 6 Ophæves § 7 § 51 stk. 1 § 8 § 57 § 9 Ophæves § 10 stk. 1 Ophæves stk. 2-3 § 60 nr. 1 § 11 stk. 1-3 § 16 stk. 1-3 stk. 4 § 60 nr. 1 stk. 5 Ophæves stk. 6 Ophæves § 12 Tidligere ophævet § 13 § 67 § 14 § 70 --------------------------------- --------------------------~ Lov om sundhedsplejerskeordninger Sundhedslovforslaget --------------------------------- --------------------------~ § 1 stk. 1 § 18 stk. 1 (ny regel) stk. 2 (ny regel) stk. 3 stk. 2 Ophæves § 2 Ophæves § 3 Ophæves § 4 Ophæves § 5 § 57 § 6 Tidligere ophævet § 7 § 67 § 8 § 70 -------------------------------- --------------------------~ Lov om skolelægeordning Sundhedslovforslaget -------------------------------- --------------------------~ § 1 stk. 1 § 19 stk. 1 (ny regel) stk. 2 (ny regel) stk. 3 stk. 2 Ophæves § 2 Ophæves § 3 Ophæves § 4 Ophæves § 5 Tidligere ophævet § 6 Ophæves § 7 Ophæves § 8 § 57 § 8a Tidligere ophævet § 9 § 67 § 10 § 70 -------------------------------- --------------------------~ Lov om lægeundersøgelse af børn Sundhedslovforslaget -------------------------------- --------------------------~ § 1 § 17 stk. 1 og 3 (ny regel) stk. 2 § 2 stk. 1-2 § 59 nr. 1 stk. 3 § 57 § 3 § 67 -------------------------------- --------------------------~ Lov om tilbud om gratis Sundhedslovforslaget vaccination mod visse sygdomme -------------------------------- --------------------------~ § 1 stk. 1 § 20 og § 33 stk. 2 § 59 nr. 1 samt § 60 nr. 3 § 2 stk. 1 Ophæves stk. 2 § 57 § 3 § 67 § 4 § 70 -------------------------------- --------------------------~ Lov om tandpleje m.v. Sundhedslovforslaget -------------------------------- --------------------------~ § 1 Ophæves § 2 stk. 1 og 3 § 21 stk. 2 § 22 stk. 2 (ny regel) stk. 3 § 3 stk. 1 § 4 § 24 § 5 stk. 1-2 § 26 stk. 1-2 (ny regel) § 26 stk. 3 § 6 § 23 stk. 1 og § 24 stk. 4 (ny regel) § 23 stk. 2 § 7 Ophæves § 8 § 25 § 9 § 57 § 10 Ophæves § 11 § 59 nr. 2 § 12 § 59 nr. 2 § 13 § 66 § 14 § 67 § 15 (Tandlægelov) § 16 § 70 -------------------------------- --------------------------~ Lov om hjemmesygeplejerske- Sundhedslovforslaget ordninger -------------------------------- --------------------------~ § 1 stk. 1 § 27 stk. 2 Ophæves (ny regel) § 28 § 2 stk. 1 § 29 stk. 2 Ophæves § 3 Ophæves § 4 § 57 § 5 stk. 1 § 59 nr. 3 stk. 2 § 59 nr. 3 samt § 60 nr. 2 stk. 3 § 62 § 6 § 67 § 7 § 70 -------------------------------- --------------------------~ Lov om offentlig sygesikring Sundhedslovforslaget -------------------------------- --------------------------~ § 1 stk. 1 § 7 stk. 2 § 11 stk. 3, 1. pkt. § 8 stk. 3 2. pkt. stk. 1 (ny regel) stk. 2 3. pkt. stk. 4 (ny regel) § 9 stk. 1 stk. 4 stk. 2 stk. 5 Ophæves (ny regel) § 10 stk. 2 stk. 6 § 12 § 2 Ophæves § 3 Tidligere ophævet § 4 Ophæves § 5 stk. 1 § 13 stk. 1-4 stk. 2 Ophæves stk. 3 § 13 stk. 5 § 6 stk. 1 § 30 nr. 1 stk. 2, 1. pkt. § 34 stk. 1 2-3. pkt. § 31 stk. 3 4. pkt. stk. 1, 3. pkt. (ny regel) stk. 2 stk. 3, 1. pkt. § 30 nr. 2 2. pkt. § 34 stk. 4 stk. 4-5 § 31 stk. 1, 2. pkt. samt § 32 stk. 1, 2. pkt. (ny regel) stk. 2 stk. 6 § 30 nr. 3 § 6a § 37 stk. 2 § 7 stk. 1-3 stk. 1, 6 og 7 stk. 4 stk. 9 stk. 5-7 stk. 3-5 stk. 8 stk. 8 stk. 9-10 § 56 § 8 stk. 1 § 34 stk. 1 stk. 2-3 § 30 nr. 6 § 9 stk. 1, 1. pkt. nr. 4 2-4. pkt. § 34 stk. 1 5. pkt. § 30 nr. 5 og 8 6. pkt. nr. 7 stk. 2 nr. 4, 5, 7 og 8 samt § 34 stk. 1 stk. 3 Ophæves § 10 Ophæves § 11 § 15 stk. 1 (ny regel) § 34 stk. 2 § 12 stk. 1 stk. 3 stk. 2 Ophæves stk. 3 § 34 stk. 5 § 13 § 35 § 14 § 11 § 15 § 36 § 16 § 47 § 17 § 45 § 18 § 45 § 19 Ophæves (ny regel) § 46 -------------------------------- --------------------------~ Lov om offentlig sygesikring Sundhedslovforslaget -------------------------------- --------------------------~ § 20 § 10 stk. 1 § 21 stk. 1-2 § 60 nr. 3 stk. 3 § 61 nr. 1 stk. 4 nr. 2 § 22 Tidligere ophævet § 23 stk. 1 Ophæves stk. 2-3 § 48 stk. 4-5 Ophæves § 24 stk. 1 Ophæves stk. 2, 1. pkt. Ophæves 2. pkt. § 57 stk. 3-7 Ophæves § 25 § 57 § 26 stk. 1 Ophæves § 26 stk. 2, 1. pkt. § 34 stk. 2 2. pkt. § 34 stk. 3, 1. pkt. (ny regel) § 34 stk. 3, 2. pkt. § 27 Ophæves § 28 stk. 1 Ophæves (soc.lovgivn.) stk. 2 § 61 nr. 1 § 28 a Ophæves § 29 Ophæves § 30 Ophæves (soc.lovgivn.) § 31 § 67 § 32 § 70 -------------------------------- --------------------------~ Lov om sygehusvæsenet Sundhedslovforslaget -------------------------------- --------------------------~ § 1 stk. 1 § 4 stk. 2 § 6 stk. 1 § 2 Tidligere ophævet § 3 stk. 1-2 § 40 stk. 1-2 stk. 3, 1. pkt. stk. 3 2. pkt. Ophæves § 4 § 42 (ny regel) § 41 § 5 stk. 1, nr. 1 § 38 stk. 1 nr. 2 stk. 2 stk. 2, 1. pkt. § 8 stk. 3 2. pkt. stk. 1 (ny regel) stk. 2 3. pkt. stk. 4 stk. 3 § 9 samt § 38 stk. 2 og stk. 3, 1. pkt. (ny regel) stk. 3, 2. pkt. stk. 4 Ophæves stk. 5, 1.pkt. Ophæves 2.pkt. § 63 stk. 1 stk. 6 stk. 2 stk. 7 stk. 3 stk. 8 § 39 (ny regel) § 64 § 5 a § 44 § 6 § 45 § 7 § 45 § 8 § 45 § 9 Ophæves (ny regel) § 46 § 10 stk. 1 § 42 stk. 2 § 43 § 11 stk. 1 § 51 stk. 3 stk. 2 stk. 1, nr. 2 stk. 3 § 53 stk. 4, 1. pkt. § 52 stk. 2 2. pkt. Ophæves stk. 5 § 51 stk. 1 samt § 52 stk. 1 stk. 6, 1. pkt. § 54 2.-4. pkt. Ophæves stk. 7 Ophæves § 12 Tidligere ophævet § 13 stk. 1 § 55 stk. 1 stk. 2 stk. 2 stk. 3 stk. 3 stk. 4 Ophæves (ny regel) § 55 stk. 4 § 14 Tidligere ophævet § 15 Ophæves § 16 stk. 1-2 Ophæves stk. 3, 1. pkt. § 38 stk. 4 2. pkt. Ophæves stk. 4 Ophæves § 16 a § 51 stk. 1, nr. 6 § 17 § 65 § 18 Ophæves § 19 Ophæves § 20 Ophæves § 21 § 67 § 22 Tidligere ophævet § 23 Tidligere ophævet § 24 Tidligere ophævet § 25 Ophæves § 26 Ophæves § 27 § 70
Kapitel 10
Patientbefordring
§ 10. Til opfyldelse af overenskomster med andre stater kan sundhedsministeren fastsætte regler om fravigelse af kravene efter §§ 7-9 og § 13.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om fravigelse af loven i det omfang, det er nødvendigt for anvendelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere m.v.
§ 10. Statskassen afholder udgifterne til blodprøveundersøgelserne efter § 9.
Stk. 2. Amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner afholder udgifterne til lægehonorarer for helbredsundersøgelser efter § 1.
Stk. 3. Der ydes ikke efter denne lov honorar for helbredsundersøgelser, der foretages på en offentlig institution af læger, der er ansat ved institutionen. Indenrigsministeren kan bestemme, at denne regel også finder anvendelse på nærmere angivne private institutioner, der modtager tilskud fra det offentlige.
§ 10. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
§ 10. Indenrigsministeren kan bemyndige sundhedsstyrelsen til at varetage opgaver, der efter loven er henlagt til indenrigsministeren.
§ 10. Den offentlige sygesikring yder efter regler fastsat af indenrigsministeren tilskud til briller til børn under 16 år.
Stk. 2. Tilskuddenes størrelse fastsættes af indenrigsministeren.
§ 10. Indenrigsministeren fastsætter, i hvilket omfang reglerne i §§ 5-9 finder anvendelse, når amtskommunerne driver eller benytter institutioner i udlandet, jfr. § 4.
Stk. 2. For personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri behandling, fastsættes regler vedrørende betaling af indenrigsministeren.
Bilag 11
Oversigt over sundhedslovforslaget Kapitel 1. Opgaver og principper § 1. Hovedopgaver § 2. Principper § 3. Kommunernes opgaver § 4. Amtskommunernes opgaver § 5. Forebyggelse og sundhedsfremme § 6. Definitioner Kapitel 2. Personkreds § 7. Berettigede personer (hovedregel) § 8. Ventetid § 9. Midlertidigt ophold § 10. Fravigelse i henhold til traktater og forordninger § 11. Søfarende § 12. Værnepligtige og strafafsonere § 13. Bevis (sundhedskort) Kapitel 3. Graviditet og fødsel § 14. Forebyggende helbredsundersøgelse § 15. Fødselshjælp § 16. Vejledning om graviditetsforebyggelse Kapitel 4. Helbredsundersøgelse, sundhedspleje og vaccination § 17. Forebyggende helbredsundersøgelser af børn hos læge § 18. Småbørnssundhedspleje § 19. Skolesundhedspleje § 20. Vaccinationstilbud til børn og unge Kapitel 5. Kommunal tandpleje § 21. Børnetandpleje § 22. Behandlingssteder. Tilskud til tandpleje for 16-17-årige § 23. Tilskud til tandpleje for 0-15-årige § 24. Omsorgstandpleje § 25. Koordination med tandplejen i privat praksis § 26. Bemyndigelse (generel) Kapitel 6. Hjemmesygepleje § 27. Opholdskommunens tilbud § 28. Hjemmesygeplejens indhold § 29. Bemyndigelse (generel) Kapitel 7. Ydelser i privat praksis m.v. § 30. Ydelsernes art § 31. Lægehjælp ved alment praktiserende læge § 32. Speciallægehjælp § 33. Vaccinationstilbud til voksne § 34. Bemyndigelse (generel) samt overenskomstregulering § 35. Supplerende kommunalt tilskud § 36. Ydelser under midlertidigt ophold i udlandet Kapitel 8. Tilskud til lægemidler § 37. Tilskud til lægemidler Kapitel 9. Sygehusvæsenet § 38. Amtskommunens behandlingstilbud § 39. Bemyndigelse (egenbetaling for berettigede) § 40. Amtskommunens sygehusvæsen § 41. Valg mellem sygehuse og afdelinger § 42. Bemyndigelse (højt specialiseret behandling i udlandet) § 43. Bemyndigelse (egenbetaling for ikke-berettigede) § 44. Indtægtsinddragelse under indlæggelse Kapitel 10. Patientbefordring § 45. Patientbefordring og befordringsgodtgørelse § 46. Uddannelse af ambulanceførere m.fl. Kapitel 11. Begravelseshjælp § 47. Begravelseshjælp Kapitel 12. Planlægning og samarbejde § 48. Samordning § 49. Redegørelse fra sundhedsministeren § 50. Kommunale redegørelser § 51. Amtskommunens sundhedsplan § 52. Udtalelser og rådgivning om sundhedsplanen § 53. Ændring af sundhedsplanen § 54. Orientering af de centrale sundhedsmyndigheder § 55. Benyttelsesaftaler Kapitel 13. Administration § 56. Medicintilskudsnævnet § 57. Oplysningspligt § 58. Aktindsigt i optegnelser i privat praksis Kapitel 14. Finansiering § 59. Kommunerne § 60. Amtskommunerne § 61. Staten § 62. Bemyndigelse (fordeling af hjemmesygeplejeudgifter) § 63. Sygehusbehandling uden for amtskommunen § 64. Fortsat betalingsforpligtelse ved bopælsskift § 65. Statstilskud og -refusion Kapitel 15. Forsøgsvirksomhed § 66. Forsøgsvirksomhed Kapitel 16. Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. § 67. Ikrafttrædelse. Ophævelse af gældende love m.v. § 68. Overgangsbestemmelse (aktindsigt i optegnelser i privat praksis) § 69. Ændring af lov om sterilisation og kastration § 70. Færøerne og Grønland
Kapitel 11
Begravelseshjælp
§ 11. Søfarende, der er forhyret på dansk registreret skib, har ret til ydelser efter loven på nærmere af sundhedsministeren fastsatte vilkår. Ministeren kan herunder fravige lovens regler i det omfang, det findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt under hensyn til de særlige forhold, der gælder for søfarende.
§ 11. Enhver, der har dansk indfødsret eller bopæl her i landet, har adgang til gratis vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder hos en læge.
Stk. 2. Vejledningen skal tilbydes såvel hos
1) praktiserende læge som
2) efter beslutning af amtskommunerne henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner enten på gynækologisk sygehusafdeling eller en dertil indrettet klinik.
De nævnte kommuner kan herudover indgå aftale med en privat institution om drift af vejledningsklinikker.
Stk. 3. Vejledning kan tilbydes og ydes til personer, der er under 18 år og ugift eller umyndiggjort i personlig henseende, uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værgen.
Stk. 4. Udgifterne til vejledning afholdes af amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner.
Stk. 5. Indenrigsministeren kan fastsætte vejledende retningslinier for tilrettelæggelse af vejledningen.
Stk. 6. Indenrigsministeren sørger for, at befolkningen får oplysning om svangerskabsforebyggende metoder.
§ 11. Kommunerne afholder de udgifter, der er forbundet med den kommunale tandpleje i henhold til § 2.
§ 11. Den offentlige sygesikring yder lægehjælp ved fødsel i overensstemmelse med § 6.
§ 11. Indenrigsministeren udfærdiger efter forhandling med sygehusrådet, jfr. kapitel VI, vejledende retningslinier for varetagelsen og planlægningen af sygehusvæsenet, herunder om afgrænsning, varetagelse og planlægning af sygehusvæsenets lands~ og landsdelsfunktioner.
Stk. 2. Det påhviler hver amtskommune at udarbejde en plan for amtskommunens sygehusvæsen og at revidere planen, i det omfang udviklingen gør dette nødvendigt. Planen skal omfatte amtskommunens drift af eller benyttelse af de institutioner, der er nævnt i § 3.
Stk. 3. Væsentlige ændringer i en amtskommunes sygehusvæsen, der ikke er forudsat i amtskommunens sygehusplan, kan kun gennemføres, såfremt der foretages en revision af planen i overensstemmelse hermed.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsens rådgivning indhentes forud for amtsrådets vedtagelse af en plan eller revision heraf. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler herom.
Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for udarbejdelsen af planer, herunder om tidsfrister for udarbejdelsen, om, hvilken periode planerne skal omfatte, og om revision af planerne.
Stk. 6. Planen og revisioner heraf indsendes til indenrigsministeren. Indenrigsministeren kan meddele amtsrådet sine bemærkninger til planerne. Indenrigsministeren kan herunder i særlige tilfælde, når væsentlige sundhedsmæssige hensyn taler derfor, bestemme, at en plan eller en revision heraf, der indebærer væsentlige ændringer i en amtskommunes sygehusvæsen, på ny skal behandles af amtsrådet. Indenrigsministerens bestemmelse om fornyet behandling i amtsrådet skal træffes senest 3 måneder efter indsendelsen af den pågældende plan eller revision heraf.
Stk. 7. På grundlag af de indsendte planer udarbejder indenrigsministeren en redegørelse for udviklingen på sygehusområdet. Redegørelsen udsendes til amtsrådene.
Kapitel 12
Planlægning og samarbejde
§ 12. Personer indkaldt til militærtjeneste eller tjeneste, der træder i stedet herfor, samt personer optaget i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse, bortset fra varetægtsfanger, har ikke ret til ydelser efter kapitel 7 og 8, hvis der under indkaldelse og ophold, der skønnes at ville vare mindst 3 måneder, er draget omsorg for de pågældendes lægehjælp m.v.
§ 12. (Ophævet)
§ 12. Udgifter til tandpleje i henhold til § 4 afholdes af kommunerne.
§ 12. De nærmere vilkår for de ydelser, der efter indenrigsministerens bestemmelser omfattes af loven, jfr. § 2, stk. 2, 2. pkt., § 6, stk. 2, § 6, stk. 3, 1. pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 2, fastsættes ved overenskomster afsluttet efter § 26, stk. 2.
Stk. 2. I de tilfælde, hvor det påhviler den sikrede at udrede en del af betalingen for en ydelse i medfør af denne lov, betaler den sikrede sin andel direkte til den yder (læge, tandlæge, fysioterapeut m.fl.), der er omfattet af overenskomst, hvorefter denne rejser krav over for sygesikringen om det tilskud, som den offentlige sygesikring skal yde. Er yderen ikke omfattet af en overenskomst, modtager den sikrede kontanttilskud fra kommunalbestyrelsen efter § 23, stk. 1.
Stk. 3. Foreligger der ingen godkendt overenskomst om vilkårene for ydelser efter §§ 6, 8 og 9 til de i § 2, stk. 1, nævnte personer, har de pågældende ret til at modtage tilskud fra den offentlige sygesikring til delvis dækning af udgiften efter nærmere af indenrigsministeren fastsatte regler.
§ 12. (Ophævet).
Kapitel 13
Administration m.v.
§ 13. Amtskommunen forsyner alle personer, der er tilmeldt folkeregistret med bopæl i amtskommunen, og som har ret til ydelser efter loven, med et bevis herfor (sundhedskort).
Stk. 2. Til andre personer, der er berettiget til ydelser efter loven uden at have bopæl her i landet, udsteder den amtskommune, hvor vedkommende senest har haft bopæl eller i mangel heraf beskæftigelse, efter anmodning et særligt legitimationsbevis.
Stk. 3. Beviset skal efter anmodning forevises af den berettigede i forbindelse med enhver ydelse efter loven.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med amtsrådene i fællesskab nærmere regler om de nævnte bevisers udformning, indhold, udstedelse og inddragelse.
Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om opkrævning af gebyr for beviser, jf. stk. 1 og 2, der udstedes på grund af,
1) den sikrede ønsker ændringer af bevisets oplysninger, eller
2) bevisets bortkomst eller ødelæggelse.
§ 13. Loven træder i kraft den 1. april 1973.
Stk. 2. Lov nr. 89 af 31. marts 1953 om distriktsjordemødre og lov nr. 200 af 8. juni 1966 om svangerskabshygiejne ophæves.
§ 13. Indenrigsministeren kan godkende, at der iværksættes forsøg med nye organisations- og behandlingsformer, ændrede tilskud og ændrede honoreringssystemer, hvorved reglerne i §§ 2 og 4 i denne lov samt reglerne om tilskud til tandpleje i lov om offentlig sygesikring kan fraviges.
§ 13. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i §§ 6, 8, 9 og 10 omhandlede ydelser.
§ 13. Det påhviler hver amtskommune at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse samt på statslige og private sygehuse. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler herom.
Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed om indholdet af aftaler efter stk. 1, kan indenrigsministeren træffe afgørelse herom efter anmodning fra en af de berørte parter. Vedrører uenigheden aftaler om benyttelse af rigshospitalet, træffer indenrigsministeren afgørelse efter drøftelse i det kontaktudvalg, der er nedsat i henhold til lov om rigshospitalets styrelse.
Stk. 3. De indgåede aftaler indsendes til indenrigsministeren.
Stk. 4. Indgår en amtskommune ikke de fornødne aftaler efter stk. 1 og de i medfør heraf fastsatte regler, kan indenrigsministeren bestemme, at betaling kan afkræves vedkommende amtskommune for patienter, der modtages til behandling på lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse samt på statslige og private sygehuse, uden at der foreligger samtykke fra vedkommende amtskommune til patientens behandling.
Kapitel 14
Finansiering
§ 14. Bopælsamtskommunen tilbyder i forbindelse med graviditet gratis, forebyggende helbredsundersøgelser af kvinden hos en læge.
Stk. 2. Bopælsamtskommunen tilbyder endvidere i forbindelse med graviditet gratis, forebyggende helbredsundersøgelser af kvinden hos en jordemoder.
Stk. 3. Bopælsamtskommunen tilbyder nødvendig tolkebistand i forbindelse med undersøgelser efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om antallet af forebyggende undersøgelser efter stk. 1 og 2.
§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1987.
Stk. 2. Med virkning fra 1. januar 1987 ophæves lov om børnetandpleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 666 af 22. december 1977 med senere ændringer.
Stk. 3. De administrative regler, der er fastsat i medfør af lov om børnetandpleje, forbliver i kraft, indtil de afløses af forskrifter udstedt efter denne lov.
§ 14. Til søfarende, der omfattes af denne lovs § 1, stk. 2, og til disse personers dødsboer ydes der sygehjælp, barselhjælp, begravelseshjælp samt betaling af hjemsendelsesudgifter efter nærmere af indenrigsministeren efter forhandling med industriministeren fastsatte bestemmelser.
§ 14. (Ophævet)
Kapitel 15
Forsøgsvirksomhed
§ 15. Bopælsamtskommunen tilbyder efter kvindens valg enten gratis fødselshjælp på sygehus eller anden offentlig institution eller gratis jordemoderhjælp og lægehjælp efter kapitel 7 ved fødsel i hjemmet.
Stk. 2. Amtskommunen yder tillige gratis fødselshjælp til kvinder med bopæl andetsteds her i landet, på Færøerne eller i Grønland, jf. § 9, stk. 1, hvis hensigten med opholdet i amtskommunen ikke er at opnå fødselshjælp.
Stk. 3. Amtskommunen yder ligeledes fødselshjælp til andre kvinder, der er omfattet af bestemmelsen i § 9, stk. 1, og som midlertidigt opholder sig i amtskommunen. Amtskommunen kan opkræve betaling for fødselshjælpen.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter regler om betaling for fødselshjælp til kvinder, der ikke har ret til gratis fødselshjælp.
§ 15. I lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger indsættes efter § 11
»§ 11 a. Indenrigsministeren kan tillade, at der for en forsøgsperiode tillægges tandplejere en selvstændig kompetence til at virke uden instruktion og tilsyn fra en tandlæge inden for nærmere afgrænsede virksomhedsområder. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.«
§ 15. Den offentlige sygesikring yder efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigsministeren, dækning for udgifter i forbindelse med sygdomstilfælde eller dødsfald, der indtræder, når en af loven omfattet person midlertidigt opholder sig i udlandet, på Færøerne eller i Grønland. Har de pågældende adgang til sygehjælp under midlertidigt ophold i medfør af en i § 20 omhandlet overenskomst, finder nærværende bestemmelse kun anvendelse med hensyn til sådan sygehjælp og sådanne hjemrejseudgifter, som ikke er omfattet af overenskomster.
§ 15. Det påhviler amtskommuner samt de private personer eller institutioner, der driver sygehuse, at afgive beretning vedrørende virksomheden efter nærmere af sundhedsstyrelsen fastsatte regler.
Kapitel 16
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 16. Bopælsamtskommunen tilbyder gratis vejledning om anvendelse af graviditetsforebyggende metoder hos en læge.
Stk. 2. Vejledningen skal tilbydes såvel
1) hos praktiserende læge som
2) på gynækologisk sygehusafdeling eller dertil indrettet klinik efter amtsrådets beslutning.
Stk. 3. Vejledning til personer, der er under 18 år og ugift, eller som er umyndiggjort i personlig henseende, er ikke betinget af samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værgen.
§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
§ 16. Dør en person, der indtil dødsfaldet havde ret til ydelser efter denne lov, yder kommunalbestyrelsen en begravelseshjælp på 2.050 kr. Beløbet reguleres i overensstemmelse med § 28, stk. 1. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for begravelseshjælpens størrelse ved begravelse af et barn under 16 år.
Stk. 2. Til boet efter en person, der i tiden fra 1. januar 1954 til denne lovs ikrafttræden uafbrudt har været nydende medlem af en anerkendt sygekasse eller omfattet af begravelseshjælp i Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp, og som herigennem den 1. januar 1954 havde sikret sit bo en højere begravelseshjælp end 350 kr., ydes der ud over det i stk. 1 omhandlede beløb et tillæg svarende til det beløb, hvormed den sikrede begravelseshjælp den 1. januar 1954 oversteg 350 kr.
Stk. 3. Personer, der ved lovens ikrafttræden er omfattet af direkte forsikring i Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp, og som på dette tidspunkt ikke har bopæl her i landet, har ret til fripolice til begravelseshjælp efter regler, der fastsættes af indenrigsministeren. Retten til begravelseshjælp efter en sådan fripolice bortfalder, hvis der ved den pågældende persons død ydes begravelseshjælp i medfør af stk. 1-2.
§ 16. Amtskommunerne driver behandlingsinstitutioner for alkoholskadede i det omfang, behandlingen ikke finder sted på psykiatriske hospitaler eller afdelinger.
Stk. 2. En amtskommune kan indgå aftale med en privat institution eller forening om driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede.
Stk. 3. Behandling på institutioner for alkoholskadede er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor. Ved indlæggelse på et behandlingshjem uden for den amtskommune, hvor patienten bor, kan bopælsamtskommunen afkræves de med behandlingen forbundne udgifter.
Stk. 4. Hver amtskommune udarbejder en plan for driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede og reviderer planen i det omfang, udviklingen gør dette nødvendigt. I planen tages stilling til antallet af behandlingsinstitutioner og til samarbejdet mellem behandlingsinstitutionerne, det øvrige sygehusvæsen og sundheds- og socialvæsenet. Planen og revisioner af denne skal godkendes af socialministeren. Socialministeren udfærdiger vejledende retningslinier for udarbejdelsen af planen.
§ 16 a. Det påhviler hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Det påhviler statslige og private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med sygehusrådet vejledende retningslinier for sygehusberedskabets planlægning og gennemførelse.
Stk. 3. Amtskommunens sygehusberedskabsplan skal omfatte de amtskommunale, statslige og private sygehuse, der er beliggende i amtskommunen. Planen indsendes til indenrigsministeren. Indenrigsministeren kan meddele amtsrådet sine bemærkninger til planerne. Indenrigsministeren kan herunder i særlige tilfælde, når væsentlige beredskabsmæssige hensyn taler derfor, bestemme, at en plan eller en revision heraf, der indebærer væsentlige afvigelser fra de vejledende retningslinier, jfr. stk. 2, på ny skal behandles af amtsrådet. Indenrigsministerens bestemmelse om fornyet behandling i amtsrådet skal træffes senest 3 måneder efter indsendelsen af den pågældende plan eller revision heraf. På grundlag af de indsendte planer udarbejder indenrigsministeren en redegørelse om sygehusberedskabsplanlægningen.
§ 17. Bopælsamtskommunen tilbyder alle børn under den undervisningspligtige alder gratis forebyggende helbredsundersøgelser hos en læge.
Stk. 2. Bopælsamtskommunen tilbyder nødvendig tolkebistand i forbindelse med undersøgelser efter stk. 1.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om antallet af forebyggende undersøgelser.
§ 17. Til personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, og som modtager pension efter lov om folkepension, lov om invalidepension m.v., lov om pension og hjælp til enker m.fl., eller hvis ægtefælle modtager hustrutillæg efter lov om folkepension § 11, stk. 2, eller lov om invalidepension m.v. § 12, stk. 2, yder kommunalbestyrelsen i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig befordring til og fra alment praktiserende læge, for så vidt de pågældende behandles eller undersøges for amtskommunens regning efter denne lov.
Stk. 2. Ligeledes yder kommunalbestyrelsen i sygdomstilfælde godtgørelse til den i stk. 1 omhandlede persongruppe for nødvendig befordring til og fra speciallæge, for så vidt den pågældende behandling eller undersøgelse finder sted for amtskommunens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge og ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Indenrigsministeren fastsætter herudover nærmere regler om ydelse af befordringsgodtgørelse til personer omfattet af § 2, stk. 1, ved besøg hos speciallæge.
Stk. 3. Endvidere yder kommunalbestyrelsen til personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge, for så vidt den pågældende behandling finder sted for amtskommunens regning efter denne lov.
§ 17. I særlige tilfælde kan der af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved løsningen af særlige opgaver inden for det amtskommunale sygehusvæsen.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte regler om, at der af staten ydes vedkommende amtskommune hel eller delvis refusion af udgifter til befordring og behandling af personer, hvis ret til vederlagsfri behandling her i landet følger af internationale forpligtelser.
§ 18. Bopælskommunen tilbyder gratis sundhedspleje til alle børn under den undervisningspligtige alder.
Stk. 2. Børn under den undervisningspligtige alder, der har ophold på døgninstitutioner for børn og unge, er omfattet af sundhedsplejen i den kommune, hvor døgninstitutionen er beliggende.
Stk. 3. Den kommunale sundhedspleje skal omfatte
1) sundhedsvejledning til forældre om barnets legemlige og psykiske udvikling, herunder oplysning om sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger,
2) observation af barnets sundhedstilstand, herunder formidling af fornøden kontakt til lægelig og social sagkundskab og
3) særlig vejledning og bistand i samarbejde med lægelig og social sagkundskab til forældre, hvis barn har særligt behov for sundhedspleje.
§ 18. Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter § 17, skal ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når den enkelte befordringsudgift overstiger en af indenrigsministeren fastsat grænse. Kommunalbestyrelsen kan om fornødent rådføre sig herom med lægen. Nærmere regler om ydelse af befordringsgodtgørelse efter § 17 og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed fastsættes af indenrigsministeren.
Stk. 2. Befordringsgodtgørelse ydes af kommunalbestyrelsen i den kommune, i hvilken patienten opholder sig på det tidspunkt, da befordringen rekvireres. Søges befordringshjælp hos kommunalbestyrelsen på et midlertidigt opholdssted, kan godtgørelse for tilbagekørsel fra læge kun forlanges til det midlertidige opholdssted.
§ 18. Efter nærmere bestemmelse af indenrigsministeren kan der ydes tilskud af statskassen til private sygehuse.
§ 19. Bopælskommunen tilbyder gratis skolesundhedspleje til alle børn i den undervisningspligtige alder samt børn i børnehaveklasse.
Stk. 2. Et barn, der går i skole i en anden kommune end bopælskommunen, omfattes af skolesundhedsplejen i den kommune, hvor skolen er beliggende.
Stk. 3. Den kommunale skolesundhedspleje skal omfatte
1) en helbredsundersøgelse hos en af kommunen ansat læge i forbindelse med skolestarten,
2) tilsyn med det enkelte barns legemlige og psykiske helbredstilstand, idet barnet i fornødent omfang henvises til undersøgelse og behandling hos alment praktiserende læge og
3) almene sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger, herunder oplysningsvirksomhed om sygdomsforebyggelse og hygiejne til børn, forældre og skolepersonale.
§ 19. Bestemmelser om kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 2, stk. 1, omhandlede personer, fastsættes ved de i § 26 nævnte overenskomster. Foreligger der ingen godkendt overenskomstbestemmelse herom, fastsætter indenrigsministeren de nærmere regler.
§ 19. Sygehusrådet virker i samarbejde med sundhedsstyrelsen for gennemførelsen af sygehusvæsenets fælles foranstaltninger til støtte af de lokale sygehusmyndigheder for at opnå en økonomisk god og forsvarlig drift med en så hensigtsmæssig og fuld udnyttelse af de enkelte sygehuse som muligt. Sygehusrådet skal således medvirke til at opnå et hensigtsmæssigt samvirke mellem de amtskommunale, statslige og private sygehuse og skal medvirke til at fjerne de hindringer for fuld udnyttelse af sygehusene, som skyldes de amtskommunale grænser.
Stk. 2. Sygehusrådet bistår sundhedsstyrelsen i dens arbejde med sygehusvæsenets opbygning og udbygning for at kunne give hele landets befolkning lige adgang til den til enhver tid bedst mulige sygehusbehandling.
Stk. 3. Sygehusrådet virker som rådgivende for indenrigsministeren i spørgsmål vedrørende administration af sygehusvæsenet.
§ 20. Bopælsamtskommunen tilbyder børn og unge under 18 år gratis vaccination mod visse sygdomme efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler.
§ 20. Regeringen bemyndiges til at afslutte overenskomster med andre stater om overflytning af personer mellem den offentlige sygesikring i Danmark og andre stater, om gensidig ydelse af sygehjælp til personer under midlertidigt ophold og om syge-, fødsels- og begravelseshjælp vedrørende vandrende lønmodtagere og grænsearbejdere og vedrørende sådanne personers familiemedlemmer.
Stk. 2. I overensstemmelse med regler i de i stk. 1 omhandlede overenskomster kan indenrigsministeren fastsætte bestemmelser om
1. at der af den danske offentlige sygesikring ydes hel eller devis refusion til den offentlige sygesikring eller en anden offentlig kasse i en anden stat for udgifter til syge- eller fødselshjælp i vedkommende stat;
2. at der af den danske offentlige sygesikring afholdes udgifter til begravelseshjælp i en anden stat;
3. at den danske offentlige sygesikring modtager hel eller delvis refusion fra den offentlige sygesikring eller en anden offentlig kasse i en anden stat for udgifter til syge-, fødsels- eller begravelseshjælp i Danmark, og
4. at personer, der i øvrigt ville være omfattet af denne lovs kapitel 1, og sådanne personers dødsboer helt eller delvis undtages fra anvendelsen af denne lov, for så vidt der i medfør af en i stk. 1 omhandlet overenskomst tilkommer sådanne personer eller dødsboer ret til ydelser ifølge en anden stats lovgivning om ydelser ved sygdom, fødsel eller begravelse.
§ 20. Sygehusrådets formand beskikkes af indenrigsministeren. Af rådets øvrige medlemmer udpeges 1 af indenrigsministeren, 1 af undervisningsministeren, 1 af finansministeren, 5 af Amtsrådsforeningen i Danmark, 1 af Københavns kommune og 1 af Frederiksberg kommune.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen udpeger en kommitteret, der deltager i rådets forhandlinger uden stemmeret, men med ret til at stille sådanne forslag til behandling i rådet, som skønnes fornødne for den rette løsning af sygehusvæsenets opgaver.
Stk. 3. En repræsentant for civilforsvarsstyrelsen deltager i rådets forhandlinger uden stemmeret, når der drøftes sager af betydning for sygehusberedskabet. Civilforsvarsstyrelsens repræsentant kan stille forslag vedrørende sygehusberedskabet til behandling i rådet.
Stk. 4. Sygehusrådet tilkalder sagkyndig bistand, når forholdene gør dette ønskeligt.
Stk. 5. Sygehusrådets funktionsperiode er 4 år.
Stk. 6. Udgifterne i forbindelse med rådets virksomhed afholdes af statskassen.
§ 21. Bopælskommunen skal sikre alle børn og unge under 18 år adgang til gratis forebyggende og behandlende tandpleje, jf. dog § 26, stk. 3.
Stk. 2. Behandlinger, der påbegyndes i den kommunale tandpleje, skal færdiggøres i denne.
§ 21. Udgiften ved ydelser ifølge denne lovs §§ 6-12, 15 og 19 afholdes af vedkommende amtskommune: for så vidt angår København og Frederiksberg, af de pågældende kommuner.
Stk. 2. Udgiften til ydelser ifølge denne lovs §§ 16-18 afholdes af kommunerne, bortset fra udgiften til ydelser efter § 16, stk. 3, der afholdes af staten.
Stk. 3. Udgifter til ydelser i medfør af § 14 afholdes af staten. Til delvis dækning af udgifterne herved pålægges der rederne (ejerne) et bidrag på 100 kr. årlig for hver søfarende i udenrigsfart. Beløbet reguleres i overensstemmelse med § 28, stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved beregning og opkrævning af bidrag og kan træffe bestemmelse om, at beløbet beregnes på anden måde end på årsbasis.
Stk. 4. Udgifter, der i medfør af § 20, stk. 2, skal dækkes af den danske offentlige sygesikring, afholdes af staten. Beløb, der i medfør af § 20, stk. 2, overføres til den danske offentlige sygesikring, indgår i statskassen.
§ 21. Loven træder i kraft den 1. april 1975, § 24, og § 25, nr. 1 og nr. 4, og § 26 dog den 1. juli 1974.
Stk. 2. Lov nr. 237 af 4. juni 1969 om sygehusvæsenet, som ændret ved lov nr. 154 af 31. marts 1973, lov nr. 410 af 13. juni 1973 og ved nærværende lov, ophæves den 1. april 1975.
§ 22. Den kommunale tandpleje skal tilbydes enten på kommunale klinikker eller hos praktiserende tandlæger, med hvilke kommunalbestyrelsen indgår aftale.
Stk. 2. Unge på 16 og 17 år kan vælge at modtage det kommunale tandplejetilbud på kommunal klinik eller hos privat praktiserende tandlæge, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Bopælskommunen er kun forpligtet til at betale for særligt kostbare behandlinger hos privat praktiserende tandlæge, når kommunalbestyrelsen har godkendt iværksættelsen af behandlingen samt et af tandlægen afgivet behandlingstilbud.
§ 22. (Ophævet).
§ 22. (Ophævet).
§ 23. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde tilskud til tandpleje til børn og unge under 16 år, der ikke modtager det kommunale tandplejetilbud efter § 21.
§ 23. Amtsrådet træffer afgørelser vedrørende ydelser efter §§ 6-12, § 15 og § 19. De tilsvarende afgørelser træffes for Københavns kommunes vedkommende af magistraten og for Frederiksberg kommunes vedkommende af kommunalbestyrelsen. Indenrigsministeren kan efter forhandling med vedkommende kommunale organisationer fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen udbetaler kontantydelser, som efter ovennævnte bestemmelser tilkommer de i § 2 omhandlede personer, på amtskommunens vegne.
Stk. 2. Amtsrådet nedsætter et udvalg på 4 eller 6 medlemmer. Heraf udpeger amtsrådet blandt medlemmerne af hvert af de stående udvalg, der forvalter amtskommunens opgaver vedrørende sygehusvæsenet, sygesikring samt sociale og øvrige sundhedsmæssige opgaver, mindst 1 medlem fra hvert udvalg. Kommuneforeningen i vedkommende amtskommune udpeger et medlem. Øvrige medlemmer udpeges af amtsrådet blandt dettes medlemmer. For Københavns og Frederiksberg kommuner nedsættes et udvalg på 5 medlemmer, hvoraf Københavns magistrat udpeger 4 og Frederiksberg kommunalbestyrelse udpeger 1.
Stk. 3. Det påhviler det i stk. 2 nævnte udvalg at virke til fremme af samarbejde og samordning mellem praktiserende læger, sygehuse og anden sundhedsmæssig og social virksomhed. Amtslægen (i København og Frederiksberg tillige stadslægen) deltager i udvalgets møder, og udvalget kan yderligere tilkalde repræsentanter for sygehuslæger, praktiserende læger og anden sagkundskab på det sociale og sundhedsmæssige område.
Stk. 4. Der nedsættes for hvert af de i stk. 2 nævnte stedlige områder et fællesudvalg bestående af medlemmerne af det i stk. 2 nævnte udvalg og et lige så stort antal medlemmer udpeget af vedkommende lægekredsforening eller lægekredsforeninger. Fællesudvalget behandler klager vedrørende lægebetjeningen efter nærmere regler, der fastsættes ved overenskomst, og varetager i øvrigt opgaver, der måtte blive henlagt til fællesudvalget ved overenskomst eller ved lokal aftale.
Stk. 5. Indenrigsministeren kan efter forhandling med vedkommende kommunale organisationer fastsætte nærmere regler om de i stk. 2 nævnte udvalg og - efter forhandling med såvel vedkommende kommunale organisationer som Den almindelige danske Lægeforening - fastsætte nærmere regler om nedsættelse af fællesudvalg.
§ 23. (Ophævet).
§ 24. Bopælskommunen kan tilbyde forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.
Stk. 2. Personer, der får tilbudt tandpleje på kommunal klinik, kan vælge i stedet at modtage tandplejetilbudet hos privat praktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et tandplejetilbud efter stk. 1, selv skal betale en del af udgiften til tandplejen. Egenbetalingen kan maksimalt udgøre samme procentvise størrelse som den, der er gældende efter de regler, der fastsættes efter kapitel 7.
Stk. 4. Til personer, der ikke modtager kommunal tandpleje efter stk. 1, ydes tilskud til tandpleje efter reglerne i kapitel 7.
§ 24. Indenrigsministeren bistår amtskommuner og kommuner med administrationen af denne lov og er dem behjælpelig med fornøden oplysning og vejledning. Indenrigsministeren kan bemyndige sundhedsstyrelsen til at fastsætte bestemmelser, som ifølge § 8, stk. 2, og § 9, stk. 2, udfærdiges af ministeren.
Stk. 2. Varetagelsen af de i § 14, § 20, stk. 2, og § 21, stk. 3, nævnte opgaver samt af indenrigsministerens øvrige opgaver efter denne lov kan af ministeren henlægges til en anden central statsmyndighed, herunder efter forhandling med socialministeren til Socialstyrelsen. Indenrigsministeren kan pålægge amtskommuner og kommuner at bistå ved administrationen af disse opgaver.
Stk. 3. Der nedsættes et sygesikringsnævn for søfarende på mindst 5 medlemmer, som udnævnes af indenrigsministeren, der tillige bestemmer, hvilket af medlemmerne der skal være formand for nævnet. Af medlemmerne skal 1 repræsentere rederne og 1 de søfarendes organisationer.
Stk. 4. Afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen efter denne lov kan indbringes for amtsankenævnet, i Københavns og Frederiksberg kommuner for den sociale ankestyrelse. Kommunalbestyrelsens afgørelser om de i § 13 omhandlede ydelser kan dog ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Afgørelser truffet af amtsrådet vedrørende retten til ydelser efter lovens kapitel 2 og afgørelser efter § 19 samt afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen på amtskommunens vegne efter § 23, stk. 1, kan indbringes for den sociale ankestyrelse.
Stk. 6. Afgørelser truffet af de i stk. 2 nævnte myndigheder, jfr. §§ 14, 20, stk. 2, og 21, stk. 3, kan indbringes for den sociale ankestyrelse.
Stk. 7. Klage til amtsankenævnet og ankestyrelsen indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Amtsankenævnet og ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af ankefristen, når der er særlig grund hertil. Afgørelse herom træffes af formanden for amtsankenævnet eller chefen for ankestyrelsen.
§ 24. (Ophævet).
§ 25. Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal sikre en koordination af den kommunale tandpleje og tandplejen i privat praksis.
§ 25. Indenrigsministeren kan til brug for varetagelsen af opgaver efter denne lov indhente oplysninger fra amtskommuner, herunder sygehuse, kommuner, klinikker, behandlende læger, tandlæger o.lign. Indenrigsministeren kan pålægge kommuner og amtskommuner at tilvejebringe statistiske oplysninger til brug for indenrigsministerens administration af denne lov.
§ 25. I lov nr. 282 af 7. juni 1972 om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, som ændret ved § 2 i lov nr. 154 af 31. marts 1973, foretages følgende ændringer
1. § 1, stk. 4 og 5, ophæves, og som nyt stk. 4 indsættes
Stk. »4. De i lov om sygehusvæsenet fastsatte regler om vederlagsfri behandling og undersøgelse på sygehuse m.v., om befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse hermed og om klageadgang finder efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse tilsvarende anvendelse med hensyn til de i stk. 1-3 omhandlede ydelser.«
2. I § 7, stk. 1, udgår »§ 18 i«.
3. § 12, stk. 1, ophæves.
4. § 12, stk. 2, ophæves.
§ 26. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om ressourceanvendelsen i den kommunale børne- og ungdomstandpleje.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om betaling for visse ydelser i den kommunale tandpleje.
§ 26. Der nedsættes et centralt forhandlingsudvalg på 7 medlemmer for en 4-årig periode. 6 af medlemmerne vælges af Amtsrådsforeningen i Danmark, og 1 medlem udpeges af Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse i forening. Finansministeriet og indenrigsministeriet udpeger hver 1 repræsentant og Kommunernes Landsforening 2 repræsentanter, der deltager i forhandlingsudvalgets møder. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved valg af medlemmer.
Stk. 2. Forhandlingsudvalget afslutter på den offentlige sygesikrings vegne overenskomster med organisationer af læger m.fl. om
vilkårene for de i lovens §§ 6, 8, 9 og 19 omhandlede ydelser. De nævnte overenskomster har kun gyldighed efter denne lov, for så vidt de er godkendt af indenrigsministeren.
Stk. 3. Inden indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler, hvortil ministeren er bemyndiget i § 1, stk. 3-6, § 5, stk. 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 15, skal ministeren indhente en udtalelse fra forhandlingsudvalget. Inden der afsluttes overenskomster med andre stater som omhandlet i § 20, skal ministeren indhente en udtalelse fra forhandlingsudvalget.
Stk. 4. Udgifterne ved forhandlingsudvalgets virksomhed fordeles på amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner efter regler, der fastsættes af indenrigsministeren efter forhandling med Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse.
§ 26. I lov nr. 287 af 23. maj 1973 om bekæmpelse af kønssygdomme ophæves § 2, stk. 2 og 3, og § 8, stk. 3.
§ 27. Kommunen yder gratis hjemmesygepleje til personer, der opholder sig i kommunen.
§ 27. Der nedsættes et landssamarbejdsudvalg bestående af 3 repræsentanter udpeget af Den almindelige danske Lægeforening og 3 repræsentanter udpeget af det i § 26, stk. 1, nævnte forhandlingsudvalg blandt udvalgets medlemmer. Udvalget udpeges for de kommunale råds funktionsperiode.
Stk. 2. Udvalget behandler spørgsmål i forbindelse med fortolkning af overenskomster. Endvidere kan udvalget tage spørgsmål op, der forelægges udvalget af de i § 23, stk. 4, omhandlede fællesudvalg, og i øvrigt behandle spørgsmål, der ved overenskomst er henlagt til udvalget.
Stk. 3. Kan der ikke opnås enighed i landssamarbejdsudvalget om fortolkningen af indgåede overenskomster, overgår behandlingen af spørgsmålet til et voldgiftsråd, der omfatter landssamarbejdsudvalgets medlemmer samt en af parterne uafhængig formand.
Stk. 4. Rådet vælger selv sin formand, således at der til valg kræves mindst 4 stemmer. Opnås sådant stemmeflertal ikke, vælges formanden af indenrigsministeren.
Stk. 5. Rådets kendelser er bindende for parterne. De nærmere bestemmelser om rådets virksomhed fastsættes af indenrigsministeren efter forud indhentet erklæring fra rådet.
Stk. 6. Indenrigsministeren bemyndiges til at oprette tilsvarende landssamarbejdsudvalg og voldgiftsråd til at behandle spørgsmål vedrørende forholdet mellem den offentlige sygesikring og henholdsvis tandlæger og fysioterapeuter m.v. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse. Antallet af medlemmer valgt af hver af parterne kan dog fastsættes til 2.
§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 28. Hjemmesygeplejen skal omfatte
1) sygepleje, herunder omsorg og almen sundhedsvejledning efter behov,
2) pleje af mødre i hjemmet i barselsperioden (barselspleje) samt
3) vejledning og bistand, herunder efter behov opsøgende arbejde over for personer eller familier i samarbejde med lægelig og social sagkundskab.
§ 28. Begravelseshjælpen i henhold til § 16 reguleres een gang årligt med en procent, der fastsættes på finansloven for det pågældende år.
Stk. 2. Det i § 21, stk. 3, omhandlede bidragsbeløb kan reguleres af indenrigsministeren efter indhentet erklæring fra vedkommende rederorganisationer under hensyn til indtrufne ændringer i udgifterne ved ydelser, som omhandles i § 14.
§ 28 a. Udbetaling af ydelser efter denne lov kan ikke danne grundlag for regreskrav imod en skadevolder.
§ 29. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om omfanget af og kravene til den kommunale hjemmesygepleje.
§ 29. Såfremt Den almindelige danske Lægeforening ophører at bestå, eller såfremt der opstår en anden centralorganisation ved siden af denne forening, afgør indenrigsministeren, til hvilken organisation de funktioner, som efter denne lov er tillagt foreningen, skal henlægges.
§ 30. Personer med ret til ydelser efter loven har adgang til
1) gratis lægehjælp ved alment praktiserende læge, jf. § 31,
2) gratis lægehjælp ved speciallæge, jf. § 32,
3) nødvendig tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter nr. 1 og 2 efter sundhedsministerens nærmere bestemmelse,
4) tilskud til fysioterapi efter henvisning fra en læge,
5) tilskud til fodbehandling efter henvisning fra en læge,
6) tilskud til tandpleje, jf. dog kapitel 5,
7) tilskud til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, der er godkendt af Dansk Kiropraktor-Råd, og
8) tilskud til anden behandling, forebyggende ydelser m.v. i det omfang, regler herom er fastsat af sundhedsministeren, jf. § 34, stk. 1.
§ 30. Midler indestående i anerkendte sygekasser og sammenslutninger af sådanne, Statsbanepersonalets Sygekasse og Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp indgår i en fond, hvis indtægter kan anvendes til støtte af socialmedicinsk, sundhedsmæssig og lignende virksomhed, til etablering af plejehjem og til at imødekomme behovet for efterløn og understøttelse til tidligere ansatte ved sygekasser m.v. og sådannes efterladte. Midler, der er hensat til pensionsformål, eller som med socialministerens godkendelse overføres til kommuner i forbindelse med disses overtagelse af pensionsforpligtelser over for tidligere ansatte og sådannes efterladte, kan dog holdes uden for fonden. Socialministeren fastsætter nærmere regler om fondens ledelse og virksomhed og om tilsyn med fonden.
Stk. 2. Legater eller hjælpefonds, der efter de hidtil gældende regler har været bestyret af en anerkendt sygekasse, overgår ved lovens ikrafttræden til bestyrelse ved kommunalbestyrelsen i den kommune, inden for hvis område vedkommende sygekasse har haft sin virksomhed. For Københavns og Frederiksbergs vedkommende kan Socialstyrelsen fastsætte de fornødne regler om bestyrelsen af disse legater eller hjælpefonds, såfremt enighed herom ikke opnås mellem Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse.
§ 31. Gratis lægehjælp ved alment praktiserende læge, jf. § 30, nr. 1, er betinget af, at den berettigede er tilmeldt en alment praktiserende læge, og at lægehjælpen er ydet af den valgte læge eller dennes stedfortræder. Er dette ikke tilfældet, yder bopælsamtskommunen tilskud til dækning af udgiften efter nærmere regler fastsat af sundhedsministeren. Sundhedsministeren kan bestemme, at der i særlige tilfælde kan afkræves et gebyr for benyttelse af lægehjælpen.
Stk. 2. Opholdsamtskommunen kan opkræve betaling for lægehjælp til personer med bopæl i udlandet, jf. § 9, stk. 1.
Stk. 3. Meddelelse om valg af læge sker til bopælskommunen. Valg af anden læge kan tidligst ske 6 måneder herefter. Dog kan valg af anden læge i forbindelse med flytning ske straks. Nærmere regler om lægevalg fastsættes af sundhedsministeren.
§ 31. Loven træder i kraft den 1. april 1973.
Stk. 2. Fra samme tidspunkt ophæves lov om den offentlige sygeforsikring, jfr. lovbekendtgørelse nr. 403 af 23. oktober 1967 med senere ændringer, lov nr. 95 af 12. april 1961 om Statsbanepersonalets Sygekasse med senere ændringer og lov om kommunal lægehjælp, jfr. lovbekendtgørelse nr. 239 af 29. august 1927.
Stk. 3. De af sygekasserne trufne afgørelser vedrørende ydelser efter sygeforsikringsloven, bortset fra dagpenge, kan indbringes for sikringsstyrelsen indtil 4 uger efter den 1. april 1973. Om adgangen til at se bort fra overskridelse af klagefristen gælder reglen i § 24, stk. 7.
Stk. 4. Socialministeren kan sætte bestemmelserne i § 26 om nedsættelse af et centralt forhandlingsudvalg og om forhandlingsudvalgets afslutning af overenskomster i kraft fra et tidligere tidspunkt end 1. april 1973.
Stk. 5. Det påhviler de anerkendte sygekassers bestyrelser at gennemføre afviklingen af kassernes den 1. april 1973 henstående uafsluttede økonomiske mellemværender med staten, dagpengefonden, udligningskassen for begravelseshjælp, medlemmer, læger m.fl. efter nærmere retningslinjer, der fastsættes af sikringsstyrelsen efter forhandling med De samvirkende centralforeninger af Sygekasser i Danmark. De herved påløbende administrationsomkostninger afholdes af kasserne.
Stk. 6. For tiden efter 1. april 1973 finder bestemmelserne i § 35, stk. 3-5, i lov om den offentlige sygeforsikring anvendelse med hensyn til restancer, der den 31. marts 1973 påhviler såvel nydende som bidragydende medlemmer med betaling af medlemsbidrag til anerkendte sygekasser.
§ 32. Gratis lægehjælp ved speciallæge, jf. § 30, nr. 2, er betinget af, at lægehjælpen ydes efter henvisning fra den valgte alment praktiserende læge. Er dette ikke tilfældet, yder bopælsamtskommunen tilskud til dækning af udgiften efter nærmere regler fastsat af sundhedsministeren.
Stk. 2. Opholdsamtskommunen kan opkræve betaling for lægehjælp til personer med bopæl i udlandet, jf. § 9, stk. 1.
§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland.
§ 33. Bopælsamtskommunen tilbyder personer, der er fyldt 18 år, vaccination mod visse sygdomme ved praktiserende læge efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler.
§ 34. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af gratis lægehjælp og om tilskud til øvrige ydelser efter § 30.
Stk. 2. De nærmere vilkår for de ydelser, der efter sundhedsministerens regler omfattes af § 30, nr. 1-2 og nr. 4-8, fastsættes ved overenskomster mellem amtsrådene i fællesskab og vedkommende faglige organisationer m.fl.
Stk. 3. Overenskomster efter stk. 2 får dog først gyldighed efter denne lov, når de er godkendt af sundhedsministeren. Overenskomster offentliggøres af amtsrådene i fællesskab senest 1 måned efter ikrafttrædelsen.
Stk. 4. Foreligger der ingen godkendt overenskomst om vilkårene for ydelser efter § 30, har de berettigede ret til tilskud på nærmere af sundhedsministeren fastsatte vilkår.
§ 35. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis yde supplerende tilskud til dækning af udgifter til ydelser i privat praksis m.v.
§ 36. Til personer, der har ret til ydelser efter loven, kan der efter regler, der fastsættes af sundhedsministeren, ydes tilskud til sygehjælp m.v. under midlertidigt ophold i udlandet, på Færøerne og i Grønland.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang ydelser i henhold til overenskomst med anden stat træder i stedet for ydelser efter stk. 1.
§ 37. Til personer, der har ret til ydelser efter loven, yder bopælsamtskommunen tilskud med 50 pct. eller 75 pct. af udgiften til lægemidler, der er optaget på en af sundhedsministeren bekendtgjort fortegnelse over tilskudsberettigede lægemidler, og som
1) kun må udleveres efter recept fra en læge eller tandlæge i det omfang, tandlægen har ret til ved recept at ordinere lægemidler, eller
2) kan udleveres uden lægeordination, hvis de pågældende lægemidler ved lægens eller tandlægens ordination angives som bestemt til personer, der modtager pension efter lov om social pension eller har en varig lidelse, der kræver fortsat behandling med et af de pågældende lægemidler.
Stk. 2. Bopælsamtskommunen afholder hele udgiften til insulinpræparater, som ordineres af lægen, og som er optaget på en af sundhedsministeren bekendtgjort fortegnelse over tilskudsberettigede insulinpræparater.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om administration og udbetaling af tilskud efter stk. 1-2, 5 og 7 og kan herunder fastsætte regler om apotekernes medvirken ved administrationen.
Stk. 4. I den i stk. 1 omhandlede fortegnelse anføres for hvert lægemiddel, hvilken procentdel af udgiften der skal afholdes af amtskommunen. Det kan i fortegnelsen bestemmes, at amtskommunens tilskud til visse arter af lægemidler er betinget af, at lægemidlet ordineres til bestemte sygdomme.
Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at 50 pct. eller i ganske særlige tilfælde 75 pct. af udgiften til andre lægemidler, der af lægen er ordineret en bestemt patient, også afholdes af amtskommunen. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6. De i stk. 1 og 2 omhandlede fortegnelser udarbejdes efter forhandling med Sundhedsstyrelsen. Sundhedsministeren kan bemyndige styrelsen til at foretage ændringer i fortegnelserne, gældende for tiden indtil bekendtgørelse om en ny fortegnelse træder i kraft.
Stk. 7. Bestemmelserne om tilskud til lægemidler gælder også, når lægemidlerne er indkøbt i et andet nordisk land end det, i hvilket de er ordineret.
§ 38. Amtskommunen yder gratis behandling ved sit sygehusvæsen til personer, der har bopæl i amtskommunen.
Stk. 2. Amtskommunen yder tillige gratis behandling ved sit sygehusvæsen til personer med bopæl andetsteds her i landet, på Færøerne eller i Grønland, jf. § 9, stk. 1, i tilfælde af pludselig opstået eller forværret sygdom og lignende, hvis hensigten med opholdet i amtskommunen ikke er at opnå sygehusbehandling. Retten ophører, når henvisning til fortsat behandling i bopælsamtskommunen, på Færøerne eller i Grønland er forsvarlig.
Stk. 3. Amtskommunen yder ligeledes behandling ved sit sygehusvæsen til andre personer, der er omfattet af bestemmelsen i § 9, stk. 1, og som midlertidigt opholder sig i amtskommunen. Amtskommunen kan opkræve betaling for behandlingen.
Stk. 4. Amtskommunen yder endvidere gratis behandling ved sine alkoholambulatorier til enhver, som har ret til ydelser efter loven.
§ 39. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde opkræves betaling for visse behandlinger og ydelser.
§ 40. Til en amtskommunes sygehusvæsen hører amtskommunens egne sygehuse og fødeklinikker, behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere og andre til sygehusvæsenet knyttede behandlingsinstitutioner.
Stk. 2. Som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver kan en amtskommune samarbejde med andre amtskommuners sygehusvæsen og med Rigshospitalet.
Stk. 3. En amtskommune kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sine sygehusopgaver.
§ 41. Amtskommunen skal i videst muligt omfang sikre, at personer, som efter denne lov har ret til gratis behandling, kan vælge mellem de sygehuse og sygehusafdelinger i bopælsamtskommunen, som behandler det pågældende sygdomstilfælde.
§ 42. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om adgang til højt specialiseret behandling i udlandet.
§ 43. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om betaling for behandling af personer, der ikke har ret til gratis behandling.
§ 44. Sundhedsministeren fastsætter regler om udbetaling af beløb til personlige fornødenheder og indbetaling af egne indtægter for særlige grupper af pensionister, der er indlagt på sygehus eller anden institution under sygehusvæsenet. Det samme gælder for plejepatienter og andre patienter, der skønnes uegnede til varig udskrivning til eget hjem.
§ 45. Personer, der har ret til ydelser efter loven, har i forbindelse med fødsel på sygehus eller anden offentlig institution, jf. kapitel 3, akut skadebehandling hos læge, jf. kapitel 7, eller sygehusbehandling, jf. kapitel 9, ret til gratis befordring med ambulance eller lignende, når patientens tilstand gør det nødvendigt.
Stk. 2. Personer, der har ret til ydelser efter loven, og som modtager pension efter lov om social pension, har i forbindelse med fødsel på sygehus eller anden offentlig institution, jf. kapitel 3, behandling hos valgte alment praktiserende læge, jf. kapitel 7, eller sygehusbehandling, jf. kapitel 9, ret til nødvendig befordring eller befordringsgodtgørelse, når befordring sker med andet end ambulance eller lignende.
Stk. 3. Personer, der har ret til ydelser efter loven, har i forbindelse med behandling hos speciallæge efter henvisning, jf. kapitel 7, ret til befordringsgodtgørelse til nødvendig befordring til den praktiserende speciallæge, der inden for vedkommende speciale har konsultation nærmest ved patientens opholdssted.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter regler om befordring og befordringsgodtgørelse efter stk. 1-3, herunder regler om, at befordringsgodtgørelse kun ydes, når befordringsudgiften overstiger et nærmere fastsat beløb.
Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde der i øvrigt ydes befordring eller befordringsgodtgørelse.
1§ 46. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at ambulanceførere, reddere m.fl., som befordrer patienter med ambulance eller lignende, skal have gennemgået en grundlæggende uddannelse i hjælp til akut syge og tilskadekomne.
§ 47. Bopælskommunen yder begravelseshjælp på 3.250 kr. til boet efter en person, der indtil dødsfaldet havde ret til ydelser efter loven. Begravelseshjælpen reguleres een gang årligt med en procent, der fastsættes på finansloven for det pågældende år. Beløbet afrundes til det nærmeste med 50 delelige beløb i kroner. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for begravelseshjælpens størrelse ved begravelse af et barn under 16 år.
Stk. 2. Til boet efter en person, der i tiden fra 1. januar 1954 til 31. marts 1973 uafbrudt har været nydende medlem af en anerkendt sygekasse eller omfattet af begravelseshjælp i Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp, og som herigennem den 1. januar 1954 havde sikret sit bo en højere begravelseshjælp end 350 kr., ydes der ud over den i stk. 1 omhandlede begravelseshjælp et tillæg svarende til det beløb, hvormed den sikrede begravelseshjælp den 1. januar 1954 oversteg 350 kr.
Stk. 3. En person, der den 1. april 1973 var omfattet af direkte forsikring i Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp, og som ikke på dette tidspunkt havde bopæl her i landet, har ret til fripolice efter regler, der fastsættes af sundhedsministeren. Retten til begravelseshjælp efter en sådan fripolice bortfalder, hvis der ved den pågældende persons død ydes begravelseshjælp i medfør af stk. 1-2.
§ 48. Det påhviler amtsrådet at fremme samarbejdet og samordningen mellem amtskommunens og kommunernes virksomhed inden for sundhedsvæsenet og mellem sundhedsvæsenet og de tilgrænsende sektorer af samfundet.
§ 49. Sundhedsministeren afgiver ved hver kommunal valgperiodes begyndelse en redegørelse som oplæg til de kommunale redegørelser i henhold til § 50 og den amtskommunale planlægning i henhold til § 51.
Stk. 2. Sundhedsministeren udarbejder efter forhandling med de kommunale organisationer en vejledning for sundhedsplanlægningen.
§ 50. Kommunalbestyrelsen behandler een gang i hver kommunal valgperiode en redegørelse, der omfatter
1) kommunens betjening af kommunens borgere i henhold til § 3,
2) kommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger i øvrigt og
3) sundhedsberedskabet i kommunen.
§ 51. For hver amtskommune skal foreligge en plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet, der omfatter
1) planens forudsætninger, herunder en beskrivelse af sundhedstilstanden i amtskommunen,
2) det amtskommunale sundhedsvæsens betjening af amtskommunens borgere i henhold til § 4,
3) amtskommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger i øvrigt,
4) amtskommunens samarbejde med alment praktiserende læger, speciallæger, tandlæger og øvrige ydere i privat praksis, jf. kapitel 7,
5) amtskommunens samarbejde med kommunerne i amtskommunen og med andre amtskommuner om varetagelse af sundhedsvæsenets opgaver og
6) sundhedsberedskabet i amtskommunen.
Stk. 2. Amtsrådet skal behandle planen på et møde i hver kommunal valgperiode.
§ 52. Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente udtalelser over forslaget fra
1) hver af kommunalbestyrelserne i amtskommunen og
2) de berørte alment praktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i privat praksis, jf. kapitel 7.
Stk. 2. Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning.
§ 53. Amtsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige ændringer i amtskommunens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.
§ 54. Den af amtsrådet vedtagne sundhedsplan og senere ændringer heri indsendes til sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen.
§ 55. For at sikre varetagelsen af højt specialiseret behandling på sygehus påhviler det hver amtskommune at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse, Rigshospitalet og private sygehuse. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom.
Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed om indholdet af aftaler efter stk. 1, kan sundhedsministeren træffe afgørelse herom efter anmodning fra en af de berørte parter. Vedrører uenigheden aftaler om benyttelse af Rigshospitalet, træffer sundhedsministeren afgørelse efter drøftelse i det kontaktudvalg, der er nedsat i henhold til lov om Rigshospitalets styrelse.
Stk. 3. De indgåede aftaler indsendes til sundhedsministeren.
Stk. 4. I tilfælde hvor særlige hensyn taler for, at behandlingen af enkelte sygdomme samles på eet eller få sygehuse, kan sundhedsministeren, efter forhandling med amtsrådene i fællesskab, fastsætte regler for visitation af patienter samt betaling for behandlingen.
§ 56. Medicintilskudsnævnet, der består af højst 7 medlemmer, rådgiver Sundhedsstyrelsen i sager om de i § 37, stk. 1, 2, 4 og 5 nævnte forhold. Et medlem beskikkes af sundhedsministeren efter indstilling fra amtsrådene i fællesskab. De øvrige medlemmer, hvoraf 2 skal være alment praktiserende læger, beskikkes af sundhedsministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen. Ministeren udpeger en formand blandt nævnets medlemmer.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte en forretningsorden for medicintilskudsnævnet.
§ 57. Sundhedsministeren kan til brug for varetagelsen af opgaver efter denne lov indhente oplysninger fra privat praktiserende læger, tandlæger m.fl..
Stk. 2. Sundhedsministeren kan pålægge amtskommunerne og kommunerne at tilvejebringe statistiske oplysninger til brug for administrationen af denne lov.
§ 58. Den, om hvis helbredsforhold, der er udarbejdet optegnelser m.v. i forbindelse med ydelser efter kapitel 3 og 7, har ret til aktindsigt i optegnelserne m.v..
Stk. 2. Retten til aktindsigt kan dog begrænses i det omfang, partens interesse i aktindsigt findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om aktindsigt, herunder om gebyr, efter stk. 1.
§ 59. Vedkommende kommune afholder udgifterne til
1) ydelser til børn og unge under 18 år efter §§ 18 og 19,
2) tandpleje efter kapitel 5,
3) hjemmesygepleje efter kapitel 6 for personer, der er fyldt 67 år, samt 50 pct. af udgifterne til hjemmesygepleje for personer under 67 år, bortset fra administrationsudgifter, der afholdes fuldt ud af kommunen,
4) supplerende ydelser efter § 35 og
5) begravelseshjælp efter kapitel 11, jf. dog § 61, nr. 3.
§ 60. Vedkommende amtskommune afholder udgifterne til
1) ydelser efter kapitel 3 om graviditet og fødsel,
2) børneundersøgelser og vaccinationer efter §§ 17 og 20,
3) hjemmesygepleje efter kapitel 6 for personer under 67 år, der ikke afholdes af vedkommende kommune, jf. § 59, nr. 3,
4) ydelser i privat praksis m.v. efter kapitel 7, jf. dog § 59, nr. 4,
5) tilskud til lægemidler efter kapitel 8,
6) sygehusvæsenets ydelser efter kapitel 9, jf. dog §§ 63-65 og
7) patientbefordring efter kapitel 10.
§ 61. Statskassen afholder udgifterne til
1) Ydelser til søfarende efter § 11. Til delvis dækning af udgifterne herved pålægges der rederne (ejerne) et bidrag for hver søfarende i udenrigsfart. Bidraget fastsættes af sundhedsministeren efter indhentet erklæring fra vedkommende rederorganisationer.
2) Refusion til en anden stat i henhold til overenskomst med vedkommende stat og bestemmelser fastsat i overensstemmelse hermed af sundhedsministeren.
3) Begravelseshjælp efter § 47, stk. 3.
§ 62. Sundhedsministeren kan efter forhandling med de kommunale organisationer fastsætte nærmere regler om fordelingen mellem kommune og amtskommune af udgifter i forbindelse med hjemmesygepleje henholdsvis til personer under 67 år og til personer, der er fyldt 67 år.
§ 63. Når behandling på sygehus med samtykke af vedkommende amtskommune finder sted på Rigshospitalet eller ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen, kan staten eller den amtskommune, der yder behandlingen, afkræve vedkommende amtskommune betaling herfor.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling for behandling på Rigshospitalet. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af betalingen, når vedkommende amtskommune skal betale for en patients behandling ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen.
Stk. 3. Hvor særlige forhold taler herfor, kan sundhedsministeren fastsætte regler om, at enhver amtskommune gratis skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.
§ 64. Hvis en person som led i behandlingen på et sygehus, der ligger i en fremmed amtskommune, tager bopæl i den fremmede amtskommune, påhviler det fortsat den tidligere bopælsamtskommune at afholde udgifterne til behandlingen, indtil denne er afsluttet. Betalingsforpligtelsen ophører dog senest 2 år efter bopælsskiftet, uanset om behandlingen er afsluttet.
§ 65. I særlige tilfælde kan der af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifter ved løsningen af særlige opgaver inden for det amtskommunale sygehusvæsen.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der af staten ydes vedkommende amtskommune hel eller delvis refusion af udgifter til befordring og behandling af personer, hvis ret til gratis behandling her i landet følger af internationale forpligtelser.
§ 66. Sundhedsministeren kan efter indstilling fra en kommunalbestyrelse eller et amtsråd tillade, at kommunen eller amtskommunen i en forsøgsperiode varetager sine opgaver efter regler, der fraviger reglerne i lovens §§ 3-4 og kapitel 2-14.
Stk. 2. Ved forsøgene skal der lægges afgørende vægt på hensynet til borgernes sundhed, retssikkerhed og velfærd.
§ 67. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.
Stk. 2. Samtidig ophæves
1) lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 477 af 7. november 1985,
2) lov nr. 409 af 13. juni 1973 om sundhedsplejerskeordninger,
3) lov om skolelægeordning, jf. lovbekendtgørelse nr. 430 af 16. august 1974,
4) lov nr. 236 af 30. april 1946 om lægeundersøgelse af børn,
5) lov nr. 634 af 17. december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme,
6) lov nr. 310 af 4. juni 1986 om tandpleje m.v.,
7) lov nr. 408 af 13. juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger,
8) lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986,
9) lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 476 af 7. november 1985 og
10) §§ 45, 45a og 45 b i lov om frikommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 31. august 1989.
Stk. 3. Følgende bekendtgørelser, der er fastsat i medfør af de i stk. 2 nævnte love, opretholdes, indtil de afløses af regler udstedt efter denne lov
1) Bekendtgørelse nr. 37 af 25. januar 1980 om rejsesygesikring.
2) Bekendtgørelse nr. 555 af 20. november 1981 om tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter lov om offentlig sygesikring.
3) Bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.
4) Bekendtgørelse nr. 608 af 29. november 1982 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.
5) Bekendtgørelse nr. 732 af 21. december 1982 om offentlig sygesikring for søfarende m.fl.
6) Bekendtgørelse nr. 69 af 17. februar 1983 om adgang til højt specialiseret sygebehandling i udlandet.
7) Bekendtgørelse nr. 338 af 21. maj 1990 om kommunal tandpleje.
8) Bekendtgørelse nr. 149 af 27. marts 1987 om tilskud efter sygesikringsloven til optræning af handicappede og behandling af muskellidelser på optræningscentret i Karlslunde.
9) Bekendtgørelse nr. 650 af 2. oktober 1987 om tilskud efter sygesikringsloven til kiropraktisk behandling.
10) Bekendtgørelse nr. 560 af 23. september 1988 om tilskud efter sygesikringsloven til fysioterapeutisk behandling.
11) Bekendtgørelse nr. 794 af 15. december 1988 om amtskommunernes betaling for behandling af patienter på Rigshospitalet.
12) Bekendtgørelse nr. 809 af 16. december 1988 om rederbidrag ifølge lov om offentlig sygesikring.
13) Bekendtgørelse nr. 810 af 16. december 1988 om tilskud efter sygesikringsloven til fodbehandling.
14) Bekendtgørelse nr. 863 af 15. december 1989 om tilskud efter sygesikringsloven til tandpleje.
15) Bekendtgørelse nr. 179 af 20. marts 1989 om ændring af bekendtgørelse om rejsesygesikring.
16) Bekendtgørelse nr. 203 af 28. marts 1989 om ændring af bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til fysioterapeutisk behandling.
§ 68. Bestemmelsen i § 58 gælder for optegnelser m.v. påbegyndt efter lovens ikrafttræden og for tilførsler til eksisterende optegnelser m.v., der er foretaget efter lovens ikrafttræden.
§ 69. I lov om sterilisation og kastration, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 15. september 1986, affattes § 10, stk. 1 og 2, således
»§ 10. Sterilisation kan foretages af en læge på et sygehus eller i privat praksis.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med amtsrådene i fællesskab nærmere regler om sterilisation i privat praksis.«
§ 70. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Formålet med lovforslaget
Formålet med lovforslaget er
- at sikre en bedre sammenhæng både i behandlingen og plejen af den enkelte patient og i tilrettelæggelsen og prioriteringen af det samlede sundhedsvæsen.
- at forbedre borgernes rettigheder inden for sundhedsvæsenet, herunder sikre større selvbestemmelse og bedre muligheder for frie valg for den enkelte.
- at styrke den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i kommunerne og amtskommunerne.
- at forenkle og modernisere sundhedsvæsenet og sundhedslovgivningen.
Ved lovforslaget drages lovgivningsmæssige konsekvenser af en række af de senere års sundhedspolitiske initiativer. Det drejer sig særlig om behovet for en bedre samordning, som redegjort for bl.a. i betænkningen om samordning i sundhedsvæsenet (bet.nr.1044/1985); for en styrket forebyggende indsats, jf. Regeringens Forebyggelsesprogram, marts 1989; for bedre service, friere valg m.v. i sundhedsvæsenet, som behandlet i Sundhedsministeriets Aktivitetsplan, september 1988; samt regeringens indsats for at modernisere og afbureaukratisere den offentlige sektor.
Lovforslaget har fælles udgangspunkter og mål med Verdenssundhedsorganisationens (WHO) strategi, »Sundhed for Alle i år 2000«, og WHO's sundhedspolitiske mål for den europæiske region. Lovforslaget er i overensstemmelse med såvel WHO's generelle mål om en styrket forebyggende og sundhedsfremmende indsats som med WHO's mål for »et hensigtsmæssigt sundhedsvæsen«, hvor nøgleord er primær sundhedstjeneste, sundhedsfremme og samarbejde.
Lovforslaget omfatter størstedelen af den gældende lovgivning for det kommunale og amtskommunale sundhedsvæsen - og hermed langt hovedparten af bestemmelserne om borgernes rettigheder i det offentlige sundhedsvæsen. Lovforslaget indebærer ophævelse af følgende 9 love: Sygehusloven, sygesikringsloven, sundhedsplejeloven, skolelægeloven, vaccinationsloven, tandplejeloven, svangerskabshygiejne- og fødselshjælpsloven, børneundersøgelsesloven og hjemmesygeplejeloven. Endvidere indeholder lovforslaget en mindre ændring af lov om sterilisation og kastration.
Fælles for lovforslagets 4 hovedformål er, at de er med til at fastholde og fremme et sundhedsvæsen, som bygger på følgende grundprincipper
- at sundhedsvæsenets ydelser er af god kvalitet
- at sundhedsvæsenets virksomhed bygger på respekten for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse
- at borgerne skal have en let adgang til sundhedsvæsenet.
- at sundhedsvæsenet udnytter sine ressourcer effektivt.
God kvalitet.
For befolkningen er god kvalitet den afgørende forudsætning for tilliden til og trygheden ved sundhedsvæsenet. Kvalitet i sundhedsvæsenet er ensbetydende med hurtig, tilstrækkelig og sikker undersøgelse, behandling m.v. på et fagligt niveau, der er på højde med den generelle udvikling på de sundhedsfaglige områder, specielt det lægefaglige.
Kravene til kvalitet følger den teknologiske udvikling, ny viden, nye behandlingsmuligheder m.v.. Udviklingen inden for sundhedssektoren sker i et stadig hurtigere tempo. Der er behov for en prioritering. Princippet om en god kvalitet må tillægges afgørende vægt i prioriteringen.
God kvalitet forudsætter sagkundskab, rutine og erfaring hos personalet. I lovforslaget foreslås det derfor, at sundhedsministeren får adgang til at fastsætte bestemmelser for betjeningen med de højt specialiserede lands- og landsdelsfunktionerne, så den nødvendige ekspertise opretholdes og opbygges. For at opnå det må behandlingen af visse sygdomme og sygdomsgrupper samles på få behandlingssteder og ikke spredes ud på et større antal sygehuse.
Respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse.
Sundhedsvæsenets opgaver berører områder af den enkeltes liv, som ofte bliver opfattet som meget personlige og grundlæggende, f.eks. værdig død, udsigtsløs behandling, hvad er sygdom og hvad er det normale? Sundhedsvæsenet og dets personale har ikke alene svarene på disse spørgsmål. Disse svar er personlige og individuelle. Det må derfor være et bærende princip, at sundhedsvæsenet i sin virksomhed udviser respekt for det enkelte menneske og dets integritet. Det gælder inden for alle dele af sundhedsvæsenet og ved alle sundhedsvæsenets aktiviteter - forebyggelse, behandling, pleje, forskning m.v.. De etiske krav til sundhedsvæsenet skal fastholdes og efterleves.
Sundhedsvæsenet må understøtte den enkeltes selvbestemmelse i videst muligt omfang bl.a. gennem bedre og friere valgmuligheder. Sundhedsvæsenet skal ikke alene tilbyde den enkelte en ordentlig og tilstrækkelig information om relevante behandlingsmuligheder, risici, bivirkninger m.v., men også at blive inddraget i beslutningerne. En aktiv medvirken af patienten har ofte en positiv effekt på behandlingsforløbet og -resultatet.
Informationen skal derfor ledsages af rådgivning, således at patienten selv bliver i stand til at træffe beslutninger ved valg af behandling og lign. Informationens form og indhold skal tilpasses den enkelte patients forudsætninger, ønsker, behov m.v.
Der er gennem de senere år iværksat en række initiativer, som enten direkte har til formål at forbedre patientinformationen, eller som medvirker til forbedringer på området. Af initiativer kan nævnes
- Reformen med flere faste lægestillinger på sygehusene. Denne ordning bevirker, at den enkelte læge varetager flere opgaver i relation til den enkelte patient, hvilket medfører bedre og mere entydig information.
- Overflytning af opgaver til det primære sundhedsvæsen. De sundhedspersoner, som er tættest ved patienten og kender dennes tidligere sygdomsforhold og baggrund i øvrigt, har de bedste muligheder for at give patienten optimal information.
Herudover er der på regionalt og lokalt plan iværksat mange konkrete initiativer til forbedring af patientinformationen. Det er ikke mindst væsentligt at styrke og udbygge sådanne initiativer, der ofte er tilpasset den lokale befolknings behov. Som eksempler kan nævnes følgende
- Udarbejdelse af behandlingsplaner på sygehusene. Behandlingsplanen kan danne et væsentligt grundlag for patientinformationen.
- Kontaktlægeordninger. Een læge er hovedansvarlig for informationen til den enkelte patient under sygehusopholdet. Herved opnås bedre og mere entydig information.
Et gennemgående træk i disse initiativer er, at patientinformationen er søgt forbedret ved at knytte en bestemt læge eller sygeplejerske til den enkelte patient. Det sikrer både sammenhæng i informationen og skaber bedre grundlag for det gensidige personkendskab og tillidsforhold, der er så væsentligt for en god patientinformation.
Respekten for den enkelte er ikke ensbetydende med, at sundhedsvæsenet altid skal informere og medinddrage den enkelte patient og dennes pårørende. Respekten omfatter også en lydhørhed over for og en accept af de patienter, som ikke ønsker at blive informeret om deres sygdom og forventede sygdomsforløb og blive inddraget i behandlingsbeslutninger. Sundhedsvæsenet må også respektere denne holdning til sygdom og sundhed.
I lovforslaget søges respekten for det enkelte menneske og dets selvbestemmelse bl.a. styrket ved bestemmelser, som sikrer den enkelte friere adgang til at vælge almen læge og adgang til i videst muligt omfang at vælge mellem sygehusene inden for amtskommunen.
Let adgang til sundhedsvæsenet.
Borgerne skal have let adgang til sundhedsvæsenet. Det forudsætter, dels at sundhedsvæsenets tilbud ligger tæt på borgerne, dels at sundhedsvæsenet tilrettelægger sin virksomhed - f.eks. ved åbningstider og telefontider - så borgerne har mulighed for at komme i kontakt med det uden væsentlige hindringer.
Sammenlignet med andre lande har den danske befolkning kort afstand til sundhedsvæsenet både i tid og kilometer. Befolkningens afstand til sundhedsvæsenet er i dag - ihvertfald målt i tid - kortere end nogensinde tidligere som følge af den trafikale udvikling, de udvidede behandlingstilbud og -muligheder i alle amtskommunale sygehusvæsener og væksten i antallet af praktiserende læger, speciallæger m.v.. Overflytningen af opgaver fra sygehusvæsenet til det primære sundhedsvæsen vil betyde endnu kortere afstande for befolkningen til sundhedsvæsenet.
I lovforslagets samarbejdsbestemmelser foreslås, at samtlige kommunalbestyrelser inddrages i sundhedsplanlægningen bl.a. for at tilgodese lokale behov og nærhedshensyn. Forslagets bestemmelser for en sammenhængende planlægning har også til formål at skabe bedre grundlag for en overflytning af opgaver til det primære sundhedsvæsen og dermed tættere til borgerne.
Effektivitet.
Effektivitet drejer sig ikke om at få produceret flest mulige ydelser for færrest mulige ressourcer, men om at opfylde sundhedsvæsenets forskellige mål bedst muligt med de foreliggende ressourcer. Det vil bl.a. sige helbredelse, god kvalitet, god service, respekt for det enkelte menneske m.v..
Både »over- og underbehandling« af den enkelte patient går ud over effektiviteten. »Overbehandling« sker på bekostning af tilbud til andre patienter, mens »underbehandling« er ensbetydende med, at den enkelte patient ikke har fået en tilstrækkelig behandling. Effektivitet drejer sig om, at fordelingen af sundhedsvæsenets ressourcer er i overensstemmelse med sundhedsvæsenets målsætninger.
Lovforslaget indeholder særligt to forslag, som retter sig mod en bedre effektivitet. For det første foreslås gennemført en sammenhængende sundhedsplanlægning med deltagelse af den enkelte amtskommune, kommunerne i amtskommunen samt de praktiserende læger, speciallæger m.v. med overenskomst med de kommunale myndigheder. For det andet foreslås etableret et fastere samarbejde også mellem det enkelte amtsråd, kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger m.v.. Begge forslag vil skabe en bedre samordning og sammenhæng inden for sundhedsvæsenet og kunne forhindre »under~ og overdækning« på enkeltområder og dermed dårlig udnyttelse af ressourcerne.
Decentralt sundhedsvæsen.
Driften og planlægningen af sundhedsvæsenet er i det væsentligste en kommunal og amtskommunal opgave. Lovforslaget ændrer ikke ved dette princip. Den enkelte amtskommune og den enkelte kommune skal fortsat have mulighed for at tilrettelægge sit sundhedsvæsen efter lokale forhold, ønsker og behov med de deraf følgende muligheder for forskelle i vilkårene for befolkningens sundhed, adgang til sundhedsvæsenet og ydelserne fra sundhedsvæsenet.
2. Nuværende lovgivning.
Der henvises til bemærkningerne til de enkelte kapitler, hvor den nuværende lovgivning nærmere er behandlet.
3. Lovforslagets opbygning og hovedindhold.
3.1. Lovforslagets opbygning.
Lovforslaget omfatter 9 af de nuværende love for det kommunale og amtskommunale sundhedsvæsen. Samlingen af disse love i en fælles lov er en naturlig konsekvens af, at sundhedsvæsenet ikke består af en række enkeltstående og isolerede tilbud, men er og bør betragtes som en sammenhængende service, hvor de enkelte tilbud kan stå alene, men også ofte vil kunne erstatte eller supplere hinanden.
Den foreslåede samling af sundhedslovgivningen i en fælles lov har mødt bred tilslutning fra kommunal side og fra de faglige organisationer på sundhedsområdet m.v.
Lovforslaget består af ialt 16 kapitler, hvoraf de 7 - kapitel 1,2, 12-16 - indeholder fælles bestemmelser for hele sundhedsvæsenet eller større dele deraf, mens 9 kapitler - kapitel 3-11 - indeholder bestemmelser vedr. sundhedsvæsenets forskellige ydelser.
I de fælles kapitler er samlet de bestemmelser, som gælder for flere af de nuværende ordninger. Således er regler for adgangen eller vilkårene for at modtage ydelser fra det offentlige sundhedsvæsen f.eks. samlet i kapitel 2. Personkreds og bestemmelserne for planlægning og samarbejde i kapitel 12. I forbindelse med udarbejdelsen af de fælles kapitler er bestemmelserne blevet forenklet og gjort ensartet.
Derudover er gennem de fælles kapitler skabt grundlag for en bedre sammenhæng mellem sundhedsvæsenets forskellige dele og med den tilgrænsende del af socialsektoren både i forbindelse med behandlingen af den enkelte patient og i forbindelse med tilrettelæggelsen af det samlede sundhedsvæsen. Dette er særlig sket i forslagene til bestemmelserne vedr. planlægning og samarbejde.
De 9 kapitler vedr. sundhedsvæsenets ydelser omhandler ydelsernes indhold, eventuelle særlige vilkår for modtagelse af ydelse m.v.. Bortset fra kapitel 4 omhandler hvert kapitel kun een ordning, f.eks. ydelser i privat praksis, sygehusvæsen og kommunal tandpleje. I Kapitel 4 er samlet de ydelser som fortrinsvis retter sig mod børn og unge, og hvor der er en umiddelbar sammenhæng i ydelserne. Det drejer sig om helbredsundersøgelser af børn, sundhedspleje, skolesundhedspleje og vaccination af børn og unge.
3.2. Lovforslagets hovedindhold.
3.2.1. Opgaver og principper.
Amtskommunerne skal fortsat have ansvaret for sygehusvæsenet og den nuværende offentlige sygesikring. Kommunerne skal stadig forestå de 4 kommunale sundhedsordninger - sundhedspleje, skolesundhedspleje, kommunal tandpleje og hjemmesygepleje. Den liberalt organiserede praksissektor med alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger, praktiserende tandlæger m.v. opretholdes og styrkes.
I lovforslaget fastslås, at kommunerne og amtskommunerne har en generel opgave med at drage omsorg for at fremme den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i lokalområdet. Denne opgave rækker videre end de forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter, som finder sted inden for sundhedsvæsenet, f.eks. i sundhedsplejen, ved helbredsundersøgelser, screeninger m.v..
En effektiv forebyggelsespolitik kan ikke alene basere sig på sundhedsvæsenet, men forudsætter en aktiv og målrettet indsats af både den enkelte og af størstedelen af samfundets forskellige sektorer. For kommuner og amtskommuner gælder det bl.a. områder som daginstitutioner, skoler og gymnasier, tilbud til ældre og handicappede, trafik og miljø. I forbindelse med kommunernes og amtskommunernes løsning af opgaver på disse områder må hensynet til sundhed og sygdomsforebyggelse tillægges en betydelig vægt. Opgaven med at fremme forebyggelsen bør indgå som en integreret del af kommunernes og amtskommunernes forskellige tilbud og aktiviteter.
Lovforslaget ændrer ikke ved de centrale sundhedsmyndigheders opgaver. Lovforslaget har stort set videreført de bemyndigelser, som de centrale sundhedsmyndigheder har i henhold til den nuværende lovgivning. På en række områder er Sundhedsstyrelsens bemyndigelse til at fastsætte retningslinier ophævet, idet Sundhedsstyrelsen allerede i henhold til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse kan udarbejde retningslinier for sundhedsvæsenets virksomhed. I bemærkningerne til en række af de enkelte bestemmelser er nævnt på hvilke områder, Sundhedsstyrelsen allerede nu påregner at udarbejde retningslinier.
Lovgivningen for de centrale sundhedsmyndigheders virksomhed omfatter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. om bl.a. Sundhedsstyrelsens opgaver og patientklagebehandlingen; lov om Rigshospitalet om Rigshospitalets styrelse og lov om Forebyggelsesrådet og Tobaksskaderådet.
3.2.2. Borgernes rettigheder.
Lovforslaget forbedrer borgernes rettigheder inden for stort set samtlige dele af sundhedsvæsenet. Først og fremmest indebærer lovforslaget en forbedring af borgernes valgfrihed.
På sygehusområdet foreslås, at den enkelte sygehuspatient fremover i videst muligt omfang selv skal kunne vælge mellem de sygehuse og sygehusafdelinger inden for amtskommunen, som behandler det pågældende sygdomstilfælde.
En af lovforslagets største omlægninger i forhold til den nuværende lovgivning er på sygesikringsområdet, hvor den nuværende opdeling i gruppe 1- og 2-sikrede foreslås afskaffet og erstattet af 2 ydelsesformer. Den ene ydelsesform omfatter behandling hos egen (valgte) læge eller behandling hos speciallæge efter henvisning fra egen læge. Denne ydelsesform er gratis for den enkelte patient. Den anden ydelsesform omfatter behandling hos anden alment praktiserende læge end egen læge og behandling hos speciallæge uden henvisning fra egen læge. Til denne ydelsesform yder amtskommunen et tilskud, og den enkelte patient skal selv betale resten af lægehonoraret. Hovedforskellen mellem de 2 ydelsesformer drejer sig således om hvorvidt den enkelte patient benytter egen læge (familielægen) og hermed modtager gratis lægehjælp eller benytter anden læge og hermed alene modtager tilskud til lægehjælpen. Den foreslåede ordning tilgodeser både hensynet til familielægeprincippet og ønsket om en større valgfrihed. Der vil fortsat være mulighed for, at berettigede, der ikke vælger almen læge, kan få tilskud til såvel almen lægehjælp som speciallægehjælp.
Ud over forbedringerne af borgernes valgmuligheder indebærer lovforslaget en styrkelse af borgernes rettigheder i forbindelse med aktindsigt i journaler m.v. Efter forslaget skal den enkelte have ret til aktindsigt i de optegnelser, som den alment praktiserende læge, speciallæge m.v.har udarbejdet om vedkommende. I dag har den enkelte patient alene ret til aktindsigt i sin sygehusjournal.
3.2.3. Sundhedsvæsenets ydelser
Som den nuværende sundhedslovgivning lægger lovforslaget alene de overordnede rammer for sundhedsvæsenets virksomhed og ydelser.
Lovforslaget indebærer den ændring, at ministeren får hjemmel til at samle behandlingen af små patientgrupper på eet eller ganske få behandlingssteder. Sigtet med bestemmelsen er dels at sikre små patientgrupper en tilstrækkelig og tilfredsstillende behandling, dels at sikre en effektiv udnyttelse af ekspertisen, særligt dyrt udstyr m.v.
3.2.4. Planlægning og samarbejde
Planlægningen af sundhedsvæsenet foregår i dag mere eller mindre stykvis og usammenhængende. Sygehusvæsenet indtager den helt dominerende rolle, og planlægningen af den primære sundhedssektor kan let komme i anden række. Dette går ud over både sammenhængen i behandlingen af den enkelte patient og sammenhængen i tilrettelæggelsen og prioriteringen af sundhedsvæsenet. For at rette op på dette indeholder lovforslaget et forslag til samarbejdsprocedurer på sundhedsområdet, som inddrager amtskommunerne, kommunerne, den liberalt organiserede praksissektor samt sundhedsministeren.
Ved forslaget ophæves en lang række af de nuværende samarbejdsorganer. På baggrund af erfaringer fra de senere års indsats for at udbygge samarbejdet inden for sundhedsvæsenets forskellige dele er det ikke fundet hensigtsmæssigt at lovfæste bestemte samarbejdsorganer m.v., men i stedet at overlade tilrettelæggelsen og indholdet af samarbejdet til de berørte myndigheder og parter.
For at fremme et længere tidsperspektiv i samarbejdet foreslås, at det enkelte amtsråd - med inddragelse af kommunerne og praksissektoren - udarbejder en sammenhængende sundhedsplan, som skal gennemgås og behandles mindst en gang i hver valgperiode.
I forbindelse med kommunernes stigende indsats på sundhedsområdet foreslås desuden, at den enkelte kommunalbestyrelse også en gang i hver valgperiode skal behandle en redegørelse for kommunens tilrettelæggelse af sin indsats.
Hovedemner for de kommunale redegørelser og amtskommunale sundhedsplaner er kommunens eller amtskommunens betjening af borgerne på sundhedsområdet, dens forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter og samarbejdet inden for sundhedsvæsenet og med de tilgrænsende sektorer, særligt socialområdet.
Med forslaget bortfalder de forskellige planlægningssystemer inden for sundhedsvæsenet. Det gælder plansystemerne for sygehusvæsenet, behandlingsinstitutioner for alkoholskadede, fødselshjælp, de kommunale sundhedsordninger (sundhedspleje, skolesundhedspleje og hjemmesygepleje) samt for almen lægepraksis og speciallægepraksis.
3.2.5. Fleksibilitet og forenkling.
Ved lovforslagets udarbejdelse er der blevet lagt vægt på, at de foreslåede ændringer indebærer en forenkling i forhold til den nuværende lovgivning. På enkelte områder har hensynet til større fleksibilitet og forenkling været hovedbegrundelser for de foreslåede ændringer.
Hensynet til fleksibiliteten ligger bag både forslaget om at ophæve en række krav om, at kommunerne skal ansætte bestemte personalekategorier og bag forslaget om en forsøgshjemmel. Efter bl.a. lov om sundhedsplejerskeordninger og hjemmesygeplejeloven skal kommunerne anvende bestemte personalegrupper ved løsningen af lovens opgaver. Disse lovbindinger foreslås ophævet, således at kommunerne får mulighed for at tilrettelægge og prioritere deres indsats inden for de kommunale sundhedsordninger efter lokale forhold og behov, ligesom det er tilfældet på andre kommunale opgaveområder.
Forslaget om en forsøgshjemmel har til formål at undgå en fastlåsning af sundhedsvæsenet og støtte omstilling og fornyelse ved, at ministeren får hjemmel til at dispensere fra store dele af lovens bestemmelser i forbindelse med forsøgsvirksomhed inden for sundhedsvæsenet.
Hensynet til forenkling ligger bag forslaget om at ophæve den nuværende adgang til at indanke klagesager for amtsankenævnene eller Den sociale Ankestyrelse. Sådanne sager vil efter forslaget henhøre under det almindelige tilsyn med kommunernes og amtskommunernes virksomhed. Forslaget berører ikke borgernes adgang til at forelægge sager om fejlbehandling for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.
De offentlige sundhedsudgifter udgør i dag ca. 37 mia. kr. Det har ved udarbejdelsen af lovforslaget været forudsat, at forslaget ikke må medføre øgede offentlige udgifter.
Denne afgørende målsætning nødvendiggør, at der i de kommende år kan gennemføres en omstilling og en bedre prioritering af den samlede ressourceanvendelse. Udviklingen af den forebyggende indsats må således også sikres inden for de fastlagte økonomiske rammer. Sundhedsministeren kan medvirke hertil ved udarbejdelsen af retningslinjer for sundhedsplanlægningen, jf. lovforslagets § 49, stk. 2. Det er bl.a. for at fremme en sådan udvikling, at regeringen har fundet det hensigtsmæssigt at udarbejde en samlet sundhedslov, der lægger op til, at amtskommunerne og kommunerne inden for deres respektive ansvarsområder foretager en tværgående prioritering, ligesom bestemmelserne om planlægning og samarbejde lægger op til, at der gennemføres en fælles prioritering, der sikrer den bedst mulige udnyttelse af de samlede ressourcer.
Lovforslaget indebærer endvidere, at kommunerne får større frihed med hensyn til personalerekruttering m.v. således, at der sikres mulighed for en mere fleksibel tilrettelæggelse på sundhedsområdet.
I overensstemmelse med sædvanlig praksis har de økonomiske konsekvenser af lovforslaget været drøftet med de kommunale organisationer samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Med hensyn til de amtskommunale opgaver fremgår det bl.a. af lovforslaget, at lægehjælp kun er gratis hos den valgte alment praktiserende læge og hos speciallæge efter henvisning fra den valgte læge. Det indebærer, at sundhedsministeren skal fastsætte regler om størrelsen af tilskud i de øvrige situationer.
Med henblik på opfyldelse af målsætningen om udgiftsneutralitet foreslås det, at tilskudssystemet udformes på følgende måde
- Vælger en patient, der er tilmeldt en læge, en anden læge med ydernummer i henhold til aftale med amtsrådene i fællesskab, fastsættes tilskuddet svarende til ydelseshonoraret for den enkelte ydelse med tillæg af feriepenge m.v.
- Vælges speciallæge med ydernummer i henhold til aftale med amtsrådene i fællesskab og uden henvisning fra den valgte læge, fastsættes tilskuddet til dobbelt ydelseshonorar for almen læge-konsultation i dagarbejdstiden. Dette gælder uanset speciallæge, hvilket indebærer en differentiering af egenbetalingen fra 35-350 kr. afhængig af speciale.
- Til en patient, der ikke er tilmeldt en læge, ydes et tilskud til almen lægehjælp svarende til dobbelt ydelseshonorar samt feriepenge m.v. (som det nuværende tilskud til gruppe 2-sikrede, det vil sige, at der med de pr. 1. oktober 1989 gældende tilskudssatser eksempelvis ydes et tilskud på 92,79 kr. til en konsultation). Til speciallægehjælp ydes et tilskud svarende til det honorar, der efter overenskomst er gældende for ydelser til patienter, der modtager speciallægehjælp efter henvisning.
Fastsættelsen af tilskuddene på de enkelte speciallægeområder skal dog efterfølgende vurderes i lyset af overenskomstaftaler vedrørende henvisningskrav.
Grundlaget for udformningen af det foreslåede tilskudssystem er de i dag gældende overenskomster. Det indebærer bl.a., at der ved udformningen af tilskudsreglerne også er taget hensyn til, om den enkelte læge praktiserer efter overenskomst med den offentlige sygesikring. Det er kun de læger, der praktiserer i henhold til overenskomst, der har et ydernummer. Det forventes, at ydernummersystemet vil blive videreført i de kommende overenskomster mellem amtsrådene i fællesskab og de faglige organisationer.
Med de foreslåede tilskudsregler tilstræbes det, at gennemførelse af den øgede valgfrihed kan ske uden forøgelse af sygesikringsudgifterne, lige som det er tilstræbt, at flest mulige opgaver fortsat varetages af de alment praktiserende læger. Herved understøttes familielægeprincippet, og samtidig medvirker ordningen til at undgå unødige udgifter til undersøgelser og behandlinger på et ikke fagligt begrundet specialiseringsniveau.
Hvis det viser sig, at forslaget ikke er udgiftsneutralt, vil regeringen sikre dette gennem reduktion af tilskudsbeløbene eller gennem andre budgetforbedrende tiltag, således at der sker genopretning til udgiftsniveauet i udgangssituationen.
Det beskrevne tilskudssystem er som nævnt med udgangspunkt i gældende overenskomster. I det omfang, der sker ændringer i de overenskomstaftalte regler for lægernes honorarer m.v., må der foretages en tilpasning af tilskudsreglerne med henblik på at sikre opfyldelse af målsætningen om udgiftsneutralitet.
Lovforslaget lægger endvidere op til nogle mindre ændringer af opgavefordelingen mellem kommunerne og amtskommunerne. De økonomiske konsekvenser heraf vil der blive taget højde for i forbindelse med fastlæggelsen af størrelsen af statens generelle tilskud til kommunerne og amtskommunerne. Opgaveomlægningerne vil ikke påvirke de samlede offentlige sundhedsudgifter.
Der er opnået enighed med de kommunale parter om, at lovforslaget i den foreliggende form og med de her anførte præciseringer vedrørende regler for tilskud til lægehjælp i praksissektoren er udgiftsneutralt.
Der skønnes ikke at være væsentlige administrative konsekvenser af forslaget.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Kapitlet beskriver hovedopgaver, principper og opgavefordeling for de dele af sundhedsvæsenet, som er omfattet af lovforslaget samt fastslår kommunernes og amtskommunernes ansvar også i forbindelse med den forebyggende og sundhedsfremmende indsats.
Lovforslagets bestemmelser vedr. sundhedsvæsenets hovedopgaver og principper indebærer i sig selv ingen ændring i den nuværende retstilstand, men tilsigter alene at få beskrevet og præciseret hovedopgaver og principper, som allerede i dag bliver betragtet som hovedgrundlaget for det offentlige sundhedsvæsen.
Lovforslaget fastholder det nuværende princip om, at driften og planlægningen af sundhedsvæsenet er en decentral opgave, som varetages af kommuner og amtskommuner.
Som en ny og selvstændig bestemmelse pålægges kommuner og amtskommuner at drage omsorg for at fremme den lokale forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Bestemmelsen sigter ikke alene på indsatsen inden for sundhedsvæsenet, men også på indsatsen i de øvrige samfundsområder, f.eks. skoler, trafik og miljø.
Til § 1
I bestemmelsen opregnes sundhedsvæsenets hovedopgaver. Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til Sundhedsprioriteringsudvalgets beskrivelse af sundhedsvæsenets hovedopgaver (betænkning nr. 809 om prioritering i sundhedsvæsenet, København 1977), som omfatter forebyggelse, undersøgelse, behandling og pleje. Derudover er forbedring af befolkningens sundhed medtaget for at understrege, at sundhedsvæsenets forebyggende opgaver ikke alene indebærer en indsats over for konkrete sygdomme eller ulykkestyper, men også en bredere indsats som kan medvirke til, at den enkelte generelt bliver bedre til at undgå og overvinde sygdomme og ulykker og bedre til at håndtere sine sygdoms- og sundhedsmæssige problemer.
Størstedelen af den nuværende lovgivning på sundhedsområdet indeholder ingen egentlig beskrivelse af sundhedsvæsenets hovedopgaver.
Således er opgavebeskrivelsen i sygesikringsloven, sundhedsplejeloven, skolelægeloven og hjemmesygeplejeloven i det væsentligste karakteriseret ved alene at indeholde bestemmelser om hvilke sundhedspersoner, der varetager funktionerne, mens sygehusloven begrænser sig til at opregne de institutionsformer, som henhører under sygehusvæsenet. Undtagelser findes bl.a. i tandplejeloven, som indeholder en beskrivelse af tandplejens mål, og lov om Rigshospitalets styrelse, hvorefter hospitalets opgaver er patientbehandling, forskning og udviklingsarbejde samt uddannelse af læger og andet sundhedspersonale.
I et forslag til en ny og fælles lov, som omfatter størstedelen af det offentlige sundhedsvæsen, er det fundet rimeligt at beskrive de fælles og gennemgående funktioner, der er - og også i et længere tidsperspektiv vil være - sundhedsvæsenets hovedopgaver.
Den foreslåede bestemmelse opregner alene sundhedsvæsenets fælles og gennemgående hovedopgaver og er dermed ikke en udtømmende beskrivelse af sundhedsvæsenets opgaveområde. Sundhedsvæsenet kan udføre andre opgaver end de nævnte hovedopgaver, i det omfang det er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med varetagelsen af hovedopgaverne. F.eks. varetager det offentlige sundhedsvæsen væsentlige opgaver i forbindelse med rehabilitering, og fødselshjælp indgår som en af det offentlige sundhedsvæsens opgaver, selv om graviditet og fødsel ikke normalt kan betegnes som »sygdom eller sygdomslignende tilfælde«.
Ud over de nævnte hovedopgaver er især uddannelse af sundhedspersonale og forskning inden for sundhedsområdet store og væsentlige opgaver, som det offentlige sundhedsvæsen deltager i og fortsat skal deltage i. Begge udgør grundlæggende forudsætninger for, at sundhedsvæsenet nu og fremover kan varetage sine opgaver tilfredsstillende, og de har og bør derfor have en central placering inden for sundhedsvæsenets samlede opgaveområde. Når de alligevel ikke er medtaget blandt hovedopgaverne, skyldes det, at uddannelse og forskning ikke er og ikke må blive selvstændige mål for sundhedsvæsenets virksomhed.
At det offentlige sundhedsvæsen har meget væsentlige opgaver inden for uddannelse og forskning fremgår umiddelbart af, at det er det offentlige sundhedsvæsen, som varetager næsten al klinisk uddannelse af læger, sygeplejersker m.v., og at det er det offentlige sundhedsvæsen, som forestår over halvdelen af den sundhedsvidenskabelige forskning inden for den offentlige sektor.
For det offentlige sundhedsvæsen er både uddannelse og forskning meget afgørende for dets udvikling og betjening af befolkningen. I den forbindelse er det meget væsentligt, at uddannelserne også tilrettelægges, så læger, sygeplejersker og det øvrige sundhedspersonale opnår viden om og erfaring med de mest udbredte sundhedsproblemer i befolkningen samt kendskab til og forudsætninger for både at forestå forebyggende foranstaltninger og for at indgå i samarbejde med andre faggrupper og dele af sundheds- og socialvæsenet om patientbehandlingen.
På forskningsområdet bør dialogen mellem det offentlige sundhedsvæsen, herunder amtskommunerne, og de forskningsaktive udbygges. Det gælder f.eks. om sundhedsforskningens prioritering og mulighederne for mere aktivt at inddrage sundhedsforskningen i forbindelse med udviklingen og omstillingen af sundhedsvæsenet.
Til § 2
Bestemmelsen fastlægger nogle grundlæggende principper for sundhedsvæsenets virksomhed. Med hensyn til de enkelte principper henvises til de almindelige bemærkninger.
Til § 3
Bestemmelsen beskriver kommunernes opgaver inden for sundhedsvæsenet i henhold til lovforslaget. Efter bestemmelsen skal kommunerne som efter den gældende lovgivning forestå sundhedspleje til børn under og i den undervisningspligtige alder, tandpleje samt hjemmesygepleje. Endvidere yder kommunerne som hidtil begravelseshjælp.
Der henvises til kapitlerne 4-6 og 11.
Til § 4
Bestemmelsen beskriver amtskommunernes opgaver inden for sundhedsvæsenet i henhold til lovforslaget. Efter bestemmelsen skal amtskommunerne - ud over patientbefordring i forbindelse med lægehjælp i privat praksis - varetage de samme opgaver som efter den nuværende lovgivning.
Til § 5
Som en ny bestemmelse foreslås, at kommunerne og amtskommunerne får til opgave at drage omsorg for at fremme den lokale forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Formålet hermed er at få styrket det lokale forebyggelsesarbejde. Regeringen har i sit forebyggelsesprogram, marts 1989, opstillet en række målsætninger for en styrket forebyggende og sundhedsfremmende indsats. En væsentlig forudsætning for at opfylde målsætningerne er en aktiv og målrettet lokal indsats både inden for sundhedsvæsenet og på andre samfundsområder.
Den foreslåede bestemmelse retter sig mod forebyggelse af sygdomme og ulykker samt fremme af befolkningens sundhed og ikke mod f.eks. forebyggelse af kriminalitet og fjernelse af børn fra hjemmet. I et vist omfang vil der dog være et sammenfald mellem de forskellige typer forebyggelse, hvilket understreger behovet for og nødvendigheden af et samarbejde mellem de forskellige sektorer i samfundet på dette område.
Bestemmelsen sigter ikke specielt mod sundhedsvæsenet, men mod alle kommunale og amtskommunale opgaveområder, det vil først og fremmest sige undervisningsområdet, socialområdet, fritidssektoren, trafikområdet og miljøområdet. Forebyggelsesopgaven er en tværgående opgave.
Allerede i dag yder kommuner og amtskommuner en væsentlig indsats på forebyggelsesområdet både i form af selvstændige forebyggelsesaktiviteter og som led i løsningen af deres opgaver inden for de enkelte sektorer. Fra trafikområdet kan nævnes lokale færdselssikkerhedskampagner og cykelstinet, fra folkeskoleområdet undervisning i sundhedslære og temadage om sundhed, fra social- og sundhedsområdet rådgivning af kriseramte familier og etablering af mødregrupper, grupper for pensionister, kronisk syge m.v., fra fritidssektoren idrætstilbud, fritidsundervisning m.v..
Ud over at igangsætte og forestå forebyggelsesaktiviteter bidrager kommuner og amtskommuner til den forebyggende indsats ved at formidle viden og erfaringer, deltage i, støtte og koordinere lokale forebyggende aktiviteter. Enkelte amtskommuner kan tilbyde egentlig konsulentstøtte til lokale forebyggende foranstaltninger.
Mens størstedelen af amtskommunerne allerede har lagt deres indsats på forebyggelsesområdet i fastere rammer, er det endnu ikke så udbredt i kommunerne. I forbindelse med behandlingen af de kommunale redegørelser og de amtskommunale sundhedsplaner i henhold til kapitel 11 vil den enkelte kommunalbestyrelse og det enkelte amtsråd få lejlighed til nærmere at overveje og drøfte kommunens og amtskommunens tilrettelæggelse af det forebyggende arbejde ud fra lokale behov og forhold.
Bestemmelsen i stk. 2 indebærer en udvidet rådgivning og bistand fra embedslægeinstitutionerne over for kommuner og amtskommuner på forebyggelsesområdet.
Efter lov om embedslægeinstitutioner m.v. omfatter embedslægeinstitutionernes opgaver i dag bl.a. rådgivning over for statslige myndigheder samt amtskommunale og kommunale myndigheder om lægelige, hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske spørgsmål. Hovedparten af denne rådgivningsvirksomhed har et forebyggende sigte.
En bredere rådgivningsvirksomhed fra embedslægerne på forebyggelsesområdet vil kunne være en væsentlig støtte til den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i kommuner og amtskommuner. Det gælder især på det socialmedicinske område, hvor der ikke - som på miljø- og hygiejneområdet - er andre offentlige myndigheder m.v. til at varetage udvidede rådgivningsopgaver.
I dag spænder embedslægernes aktiviteter på dette område fra mindre rådgivningsopgaver over samfundsmedicinske analyseopgaver til mere forsøgsprægede aktiviteter. Som eksempler på disse forskellige aktiviteter kan nævnes støtte til og deltagelse i kommunale og amtskommunale forebyggelsesråd, analyser og vurderinger af befolkningens sundhedstilstand, forbrug af sundhedsvæsenet m.v., analyser af sundhedsvæsenets tilrettelæggelse samt forsøg med forebyggelse af ulykker, medicinmisbrug m.v.. Denne form for aktiviteter bør fremover indgå med større vægt i embedslægeinstitutionernes arbejde.
Embedslægerne bør derudover søges inddraget mere aktivt i de centrale sundhedsmyndigheders forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger f.eks. i forbindelse med opfølgningen af Regeringens Forebyggelsesprogram.
Til § 6
Begreberne, amtskommune, bopælsamtskommune og bopælskommune, er foreslået defineret i bestemmelsen for at lette den sproglige udformning af lovens øvrige tekst.
Det foreslås udtrykkeligt at lade folkeregistertilmeldingen være afgørende for, hvor en person anses for at have bopæl. De få personer, der i folkeregistret er registreret uden fast bopæl, jf. folkeregisterlovgivningen, har dog ligeledes ret til lovens ydelser. Finansieringen af ydelser påhviler i sådanne tilfælde den kommune, hvor pågældende senest har været registreret med fast bopæl. Finansieringen af de ydelser, amtskommunerne har ansvar for, fastlægges på tilsvarende måde.
Til kapitel 2
Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 2 fastlægger, hvilke personer der er berettiget til lovens ydelser, dvs. ydelser vedrørende graviditet og fødsel, sundhedspleje, helbredsundersøgelse, vaccination, tandpleje, hjemmesygepleje, ydelser i privat praksis, tilskud til lægemidler, sygehusvæsenets ydelser, patientbefordring og begravelseshjælp.
Lovforslaget bygger i denne sammenhæng først og fremmest på reglerne i sygesikringslovens kapitel 1. Personkreds samt i sygehuslovens kapitel II. Berettigede personer og ydelsernes omfang. Herudover er det tilstræbt at overføre væsentligere bestemmelser fra bekendtgørelser, der har ligget fast i en årrække, til lovteksten.
Kredsen af berettigede er fastlagt på nogenlunde samme måde i sygesikringsloven og i sygehusloven. Da der ikke er nogen begrundelse for at have forskellige regler, er bestemmelserne i dette kapitel ved en sammenskrivning af sygesikringslovens og sygehuslovens regler udformet med sigte på, at de som hovedregel skal have retsvirkning for hele lovens ydelsesområde, dvs. også de kommunale sundhedsordninger.
Efter sygesikringslovens § 1, stk. 5, og sygehuslovens § 5, stk. 4, er ministeren bemyndiget til at fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke nærmere vilkår udsendt personale ved herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer og sådanne personers familiemedlemmer skal have adgang til lovens ydelser. Det er ikke fundet påkrævet at videreføre en sådan bemyndigelse, idet området må anses for tilstrækkelig reguleret dels ved den foreslåede præcisering af bopælskravet, dels i henhold til internationale bestemmelser.
Til § 7
Udgangspunktet for den foreslåede bestemmelse er sygesikringslovens § 1, stk. 1, og sygehuslovens § 5, stk. 1.
Det foreslås, at enhver, der har bopæl her i landet, med nærmere angivne undtagelser, jf. lovforslagets §§ 8-12, har ret til lovens ydelser på de i loven nærmere fastsatte vilkår.
Ligesom i anden lovgivning har anvendelsen af bopælsbegrebet givet anledning til fortolkningsproblemer. Det foreslås derfor udtrykkeligt at lade folkeregistertilmeldingen være afgørende for, om en person har ret til lovens ydelser. Det vil sige, at det er reglerne om registrering af bopæl i folkeregistrene (og CPR), der bliver lagt til grund for en persons ret til ydelser efter loven. Kravet om folkeregistertilmelding kan dog fraviges under hensyn til internationale overenskomster, jf. lovforslagets § 10.
Til § 8
Grundlaget for bestemmelsen, der fastlægger, hvornår personer, der flytter her til landet, er berettiget til lovens ydelser, er sygesikringslovens § 1, stk. 3, og sygehuslovens § 5, stk. 2, hvorefter personer, der tilflytter fra udlandet, først har ret til ydelser efter 6 uger, den såkaldte ventetid. Dog har personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland ret til lovens ydelser straks efter tilflytningen. Endvidere kan ministeren efter gældende lovbestemmelser fastsætte regler om, at nærmere angivne persongrupper får adgang til lovens ydelser umiddelbart efter tilflytningen eller efter kortere tids ophold end 6 uger. Ved bekendtgørelse nr. 77 af 10. marts 1982 om ventetiden for adgang til ydelser efter lov om offentlig sygesikring er det bl.a. bestemt, at der ikke gælder nogen ventetid for personer, der vender tilbage som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed, som ansat i et dansk firmas filial eller underselskab eller i øvrigt som beskæftiget i dansk interesse eller med henblik på uddannelse. En tilsvarende bestemmelse findes på sygehusområdet, jf. bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.
I lovforslaget er indarbejdet en bestemmelse om, at der ikke gælder nogen ventetid for personer, der vender tilbage for igen at tage bopæl her i landet efter at have opholdt sig i udlandet - uanset årsagen til udlandsopholdet.
Det foreslås således, at reglen om ventetid kun opretholdes for førstegangstilflyttere, som i øvrigt i mange tilfælde alligevel undgår ventetid på grund af internationale overenskomster m.v., jf. herunder lovforslagets § 10. I medfør heraf kan ventetid for f.eks. tilflyttere fra EF-lande beregnes fra tilflytningen. I opgørelsen af ventetid kan indregnes perioder, hvor de pågældende har været omfattet af en offentlig social sikring.
Hovedsigtet med en ventetidsbestemmelse er i øvrigt fortsat at modvirke, at personer flytter til Danmark med det formål at få gratis ydelser i sundhedsvæsenet.
Da der kan være behov for at kunne fravige hovedreglen om 6 ugers ventetid, er der fortsat en generel hjemmel hertil i stk. 4. Den kan f.eks. tænkes anvendt til bestemte grupper som flygtninge, der har opholdt sig i landet i en længere periode, og som derfor eventuelt kan opnå kortere ventetid end 6 uger.
Til § 9
Bestemmelsen fastlægger i hvilket omfang personer, der har midlertidigt ophold her i landet, er berettiget til lovens ydelser.
Ifølge sygehuslovens § 5, stk. 3, kan ministeren fastsætte regler, hvorefter der ydes personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det amtskommunale sygehusvæsen. En tilsvarende bestemmelse angående fødselshjælp findes i § 1, stk. 4, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Endelig kan ministeren efter § 1, stk. 4, i lov om offentlig sygesikring bestemme, at personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland under midlertidigt ophold her i landet kan modtage lovens ydelser.
Ministerens bemyndigelse i henhold til sygehusloven og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter de 2 nævnte love. Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1, har de omhandlede personer ret til ydelser efter de 2 love i tilfælde af pludselig opstået sygdom, barsel m.v. eller pludselig forværring af kronisk lidelse. Det er en forudsætning for gratis ydelse af hjælpen, at patienten ikke er kommet her til landet i den hensigt at opnå sygehusbehandling, og at patienten ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet (Færøerne/Grønland).
Ministerens bemyndigelse efter lov om offentlig sygesikring er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 118 af 17. marts 1976 om sygesikringslovens ydelser til personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland under midlertidigt ophold her i landet. Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 1, har de omhandlede personer ret til sygesikringslovens ydelser i tilfælde af pludselig opstået eller forværret sygdom, ulykkestilfælde og lignende.
Med udgangspunkt i disse bestemmelser er det i lovforslagets § 9, stk. 1, foreslået, at personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet under midlertidigt ophold her i landet får ret til fødselshjælp efter lovforslagets kapitel 3, lægehjælp efter lovforslagets kapitel 7, behandling på sygehus efter lovforslagets kapitel 9 samt patientbefordring efter lovforslagets kapitel 10. Det er en forudsætning, at vedkommende patient ikke er kommet her til landet i den hensigt at opnå ydelsen, ligesom retten ophører, når henvisning til fortsat behandling i hjemlandet (Færøerne/Grønland) er forsvarlig.
I forhold til de gældende regler på sygesikringslovens område indebærer forslaget, at retten til ydelser i akut-tilfælde for personer med bopæl i udlandet kommer til at svare til, hvad der allerede nu gælder for behandling på sygehus og fødselshjælp. Der vil således ikke længere være grund til at søge sygehus, hvor lægehjælp lige så vel kan ydes i privat praksis.
I henhold til lovforslagets § 15, stk. 2, § 31, stk. 2, § 32, stk. 2, og § 38, stk. 3, kan amtskommunen opkræve betaling for ydelser til personer, der er omfattet af lovforslagets § 9, stk. 1, bortset fra personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland.
Bestemmelsen i stk. 2 gør det muligt at opretholde gældende undtagelser for f.eks. udenlandske statsstipendiater, der efter anbefaling fra Udenrigsministeriet eller Undervisningsministeriet kan få ret til ydelser uden ventetid, samt for personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland.
Til § 10
Bestemmelsen svarer til den tilsvarende bestemmelse i lov om social pension, § 11. I forhold til EF-forordning nr. 1408/71 gjaldt indtil den 1. juli 1987 bekendtgørelse nr. 132 af 23. februar 1973, hvorved bestemmelsen om bopæl i Danmark efter sygesikringsloven var ophævet for personer omfattet af De Europæiske Fællesskabers regler om social sikring for arbejdstagere m.v., og som derved havde ret til ydelser efter sygesikringsloven. Uanset, at den nævnte bekendtgørelse er ophævet, har personkredsen dog fortsat ret til ydelser efter sygesikringsloven og sygehusloven. Efter EF-reglerne kan der være tale om fravigelse af bopælskravet - f.eks. under midlertidigt ophold i Danmark, men også under udstationering - og der kan være tale om, at ventetid undgås eller begrænses for de pågældende. I forhold til overenskomster med andre lande kan det samme være tilfældet. Det foreslås derfor, at der nu i loven udtrykkelig henvises til de forhold, der følger af internationale aftaler.
Til § 11
Sygesikringslovens § 1, stk. 2, indeholder detaljerede regler om, i hvilken udstrækning søfarende, forhyret på dansk skib, herunder skib registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, er berettiget til sygehjælp m.v. Af lovens § 14 fremgår det, at sygesikringsloven i forhold til de søfarende rækker ud over sit normale ydelsesområde. De søfarende m.fl. får i medfør heraf bl.a. sygehusydelser, hjælp i forbindelse med graviditet og fødsel samt hjemsendelsesudgifter dækket.
Sundhedsministeren bemyndiges efter forslaget til at fastsætte de særlige regler om søfarendes rettigheder. Der er ikke med lovforslaget forudsat særlige ændringer i de bestående regler.
Til § 12
Sygesikringslovens § 1, stk. 6, omhandler sundhedsministerens bemyndigelse til at fastsætte begrænsninger i retten til sygesikringslovens ydelser for visse persongrupper (hvilende sygesikrede). Ministeren er efter bestemmelsen bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om, i hvilken udstrækning lovens ydelser tilkommer personer, der er indkaldt til militærtjeneste eller tjeneste, der træder i stedet herfor, optaget i institutioner efter bestemmelser i lov om social bistand og de under kriminalforsorgen hørende anstalter og arresthuse eller undergivet behandling eller tilsyn fra nogen af de nævnte institutioner. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 119 af 17. marts 1976 om begrænsning i adgang til ydelser efter sygesikringsloven for visse persongrupper. Efter disse regler har de pågældende ikke adgang til lovens ydelser, hvis der under ophold i vedkommende institution er draget omsorg for deres sygesikring, og opholdet skønnes at ville vare mindst 3 måneder.
Der foreslås ikke ændringer i de bestående forhold for så vidt angår værnepligtige og indsatte i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. De pågældende har derfor ikke ret til ydelser efter lovens kapitel 7 og 8, hvis der er draget omsorg for lægehjælp m.v. under indkaldelse eller ophold, der skønnes at vare mindst 3 måneder.
Kredsen af berørte personer foreslås dog begrænset ved, at personer optaget i institutioner efter bestemmelser i lov om social bistand får status som almindeligt berettigede. Mange kommuner har allerede udnyttet adgangen til at overføre plejehjemsbeboerne til aktiv (almindelig) sygesikring ved at ophøre med at drage særskilt omsorg for lægehjælp m.v. til de pågældende under institutionsopholdet. En del kommuner har derimod indtil nu fastholdt plejehjemsbeboernes hvilende sygesikring, typisk ved at have en alment praktiserende læge knyttet fast til institutionen. Forslaget om nu at fjerne denne mulighed skal ses som udtryk for en støtte til bestræbelserne for at begrænse en umyndiggørelse af institutionernes beboere.
Det udelukker dog ikke, jf. bemærkningerne til kapitel 7, at kommunerne i samarbejde med amtskommunerne fortsat kan tilbyde, at almen lægehjælp ydes af en ansat plejehjemslæge, såfremt den enkelte plejehjemsbeboer selv ønsker at benytte plejehjemslægen.
Til § 13
Ifølge sygesikringslovens § 5, stk. 1, forsynes personer, der opholder sig her i landet og har ret til ydelser efter loven, med et bevis herfor efter nærmere regler fastsat af ministeren.
Ved bekendtgørelse nr. 52 af 20. februar 1976 er det om udstedelse af sygesikringsbeviser bl.a. bestemt, at pligten til at udstede beviser påhviler vedkommende sociale udvalg (magistrat), at børn under 16 år som hovedregel ikke skal have noget selvstændigt sygesikringsbevis, samt at personer, der er berettiget til lovens ydelser uden at have fast ophold her i landet, hvert år forsynes med særlig legitimation herfor.
Bestemmelsen i lovforslagets § 13, stk. 1, fastsætter, at amtskommunen forsyner alle personer, der ifølge optagelse i folkeregistret har bopæl i amtskommunen, og som har ret til ydelser efter loven, med et bevis herfor (sundhedskort). Dette sundhedskort afløser det hidtidige sygesikringsbevis og vil hermed for fremtiden tillige være et bevis for retten til sundhedsvæsenets øvrige ydelser. Sundhedskortet kan tillige åbne mulighed for med de berettigedes samtykke at registrere vigtige helbredsmæssige oplysninger om f.eks. kroniske sygdomme, allergier, blodtype, vaccinationer, samt eventuelt organdonortilsagn til brug under akutte omstændigheder.
Endvidere er det foreslået, at reglen om særlige legitimationsbeviser overføres fra bekendtgørelse til lov, jf. lovforslagets § 13, stk. 2. I forbindelse hermed præciseres det, hvilken myndighed pligten til udfærdigelse af sådant bevis påhviler. Det er ligeledes foreslået at gøre udfærdigelsen af beviset betinget af en anmodning fra den berettigede, dels fordi amtskommunen ofte ikke har nogen samlet viden om de berettigede uden bopæl her i landet, dels fordi ikke alle berettigede ønsker at udnytte deres ret til ydelser efter loven. Da en persons ret kan afhænge af godkendelse i Socialstyrelsen, er det i disse tilfælde styrelsen, der skal fremsætte anmodning om bevis.
Den foreslåede opretholdelse af bemyndigelsen for ministeren til efter forhandling med amtsrådene i fællesskab at fastsætte de nærmere regler om sundhedskortet, jf. lovforslagets § 13, stk. 4, forudsættes herefter alene udnyttet til fastlæggelse af teknisk-administrative regler om oplysningerne i beviset, inddragelse af bevis, f.eks. i forbindelse med værnepligt og strafafsoning. Særligt bemærkes, at bestemmelsen om, at børn under 16 år som hovedregel ikke har eget bevis, ikke forudsættes opretholdt, idet ordningen har vist sig upraktisk i tilfælde, hvor forældrene ikke samlever, og hvor barnet skiftevis bor hos den ene og den anden af forældrene. Alle børn vil derfor efter forslaget få eget bevis.
Bestemmelsen i § 13, stk. 5, er en videreførelse af den bemyndigelse, som sundhedsministeren har i henhold til sygesikringslovens § 5, stk. 3, jf. lov nr. 857 af 20. december 1989 om ændring af lov om offentlig sygesikring. Den nævnte ændring af sygesikringsloven gennemførtes som opfølgning af forliget om forslag til finanslov for 1990. Der opkræves ikke gebyrer for beviser, der udstedes
- i forbindelse med generel udskrivning af beviser til alle berettigede,
- i forbindelse med ophør af værnepligt m.v.,
- ved ændring af personnummer,
- i forbindelse med lægeskifte som følge af praksisophør, ved ophævelse af kompagniskabspraksis, eller andre ændringer af lægepraksis, som er begrundet i beslutninger, der træffes af den enkelte læge eller af det enkelte amtsråd,
- ved navneændring i forbindelse med indgåelse af ægteskab, og
- i forbindelse med adresseændring.
Efter drøftelse med de kommunale parter er det foreslået, at det er amtskommunerne, der udsteder beviser (sundhedskort). Det følger dog af lovforslagets § 31, stk. 3, at meddelelse om valg af læge sker til bopælskommunen, der fortsat er det sted, hvortil borgerne oftest har den umiddelbare kontakt.
Til kapitel 3
Forslaget bygger på de gældende regler om forebyggende helbredsundersøgelser i forbindelse med graviditet, om hjælp ved fødslen på sygehus eller i hjemmet samt om vejledning om graviditetsforebyggende metoder. Der henvises til lov nr. 282 af 7. juni 1972 om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, som ændret ved lov nr. 154 af 31. marts 1973 (finansiering, indretning og drift af fødeklinikker), lov nr. 324 af 19. juni 1974 (anvendelse af sygehuslovens regler om behandling og befordring), lov nr. 177 af 7. maj 1975 (ophævelse af bestemmelser om mødrehjælpsinstitutioner m.v.), lov nr. 327 af 26. juni 1975 (erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver med henblik på påvisning af svangerskab), lov nr. 113 af 21. marts 1979 (fastlæggelse af stående udvalgs kompetence), lov nr. 236 af 23. maj 1984 (vejledning om svangerskabsforebyggende metoder), lov nr. 113 af 27. marts 1985 (ændrede planlægnings- og godkendelsesbestemmelser) samt lov nr. 389 af 7. juni 1989 (ophævelse af de sociale udvalg). Loven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 477 af 7. november 1985.
Forslaget indebærer, at de gældende reglers indhold ændres på nogle få punkter.
Det er således foreslået, at en bemyndigelse til at fastsætte retningslinier for gennemførelsen af forebyggende helbredsundersøgelser samt de detaljerede regler om vejledning i forbindelse med disse undersøgelser ophæves, idet Sundhedsstyrelsen fremover vil udarbejde retningslinier herom i henhold til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Antallet af forebyggende helbredsundersøgelser hos læge og jordemoder foreslås fastsat i bekendtgørelse.
Endvidere indebærer forslaget, at forpligtelsen efter lovens § 6 til at ansætte jordemødre og hjælpepersonale ophæves. Autoriserede jordemødre har dog fortsat efter lov om jordemødre eneret til at udøve virksomhed som jordemoder. Herudover har kun læger ret til at udøve fødselshjælp, jf. lov om udøvelse af lægegerning.
Herudover er det foreslået at ophæve bestemmelsen i den gældende lovs § 9 om, at blodprøveundersøgelser i forbindelse med forebyggende helbredsundersøgelser som udgangspunkt skal foretages af Statens Seruminstitut, og at erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver til påvisning af svangerskab normalt kun må foretages af læger og apotekere. Laboratorieudviklingen i de seneste 15-20 år har vist, at der ikke længere er noget grundlag for at opretholde nogen form for monopolisering af sådanne undersøgelser. Endvidere overvejes allerede nu et forslag om at udlægge al blodprøveudtagning til amtskommunerne.
I henhold til lovforslagets § 30, nr. 3, ydes der nødvendig tolkebistand i forbindelse med gratis lægehjælp hos alment praktiserende læge og speciallæge. Tolkebistand i forbindelse med lægehjælp i henhold til lov om offentlig sygesikring startede i 1982 som en forsøgsordning, der i 1986 blev gjort permanent. Sprogproblemer kan bevirke, at sundhedsvæsenets tilbud i mange tilfælde ikke udnyttes efter hensigten. Med henblik på at sikre en styrkelse af den forebyggende indsats, er det fundet hensigtsmæssigt, at der ligeledes ydes nødvendig tolkebistand, herunder tolkebistand til døve og tunghøre, i forbindelse med de gratis, forebyggende helbredsundersøgelser af kvinder hos læge og jordemoder i forbindelse med graviditet.
Endelig indebærer lovforslaget, at sundhedsministerens forpligtelse til at sørge for, at befolkningen får oplysning om svangerskabsforebyggende metoder, jf. den gældende lovs § 11, stk. 6, ophæves. Kommuner og amtskommuner varetager i dag størstedelen af oplysningsindsatsen om graviditetsforebyggende metoder i forbindelse med vejledning efter dette kapitel, undervisning i folkeskolen samt deres forebyggende aktiviteter i øvrigt. I forhold hertil er den statslige indsats en støtte og et supplement. Den påtænkte omlægning af embedslægernes funktioner vil indebære en styrkelse af den statslige støtte til den lokale forebyggelsesindsats, f.eks. ved at embedslægerne yder aktiv bistand til skoler, institutioner m.v. om oplysning om graviditetsforebyggelse, jf. i øvrigt lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil.
En særlig hjemmel for ministeren til at udøve oplysningsvirksomhed på dette område er ikke påkrævet. En tilsvarende bestemmelse findes ingen andre steder i sundhedslovgivningen. Ophævelsen af bestemmelsen afskærer ikke sundhedsministeren fra fortsat at sørge for oplysning til befolkningen om graviditetsforebyggende metoder, ligesom ministeren i dag varetager oplysningsaktiviteterne på andre områder, jf. AIDS-oplysning.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende lovs § 1, stk. 1-2.
Dog er antallet af forebyggende undersøgelser hos en læge i dag udtrykkeligt fastsat i loven. Med henblik på at skabe mulighed for tilpasning til udviklingen foreslås antallet af forebyggende undersøgelser hos såvel læge som jordemoder fastsat ved bekendtgørelse, jf. stk. 4 i forslaget. Der er ingen planer om ændringer i de gældende retningslinier.
Sundhedsstyrelsens nuværende bemyndigelse til at fastsætte retningslinier for gennemførelsen af de forebyggende helbredsundersøgelser, jf. lovens § 2, stk. 1, samt de detaljerede regler om den vejledning, som skal gives kvinden af lægen eller jordemoderen i forbindelse hermed, jf. lovens § 2, stk. 2, er foreslået ophævet. Sådanne retningslinier vil fremover blive udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med hjemmel i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Amtskommunerne fastsætter nærmere regler om, hvordan læger og jordemødre kan rekvirere nødvendig tolkebistand i henhold til stk. 3.
Til § 15
Indholdet af bestemmelsens stk. 1 svarer til den nuværende lovs § 1, stk. 3, og sygesikringslovens § 11. Kvinder har således fortsat ret til at vælge mellem fødsel på offentlig institution og i hjemmet.
Bestemmelserne i stk. 2-3 bygger på de herom gældende regler, jf. bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1987 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, og er i øvrigt på linie med det tilsvarende forslag angående sygehusbehandling, jf. lovforslagets § 38, stk. 2-3. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 9.
Særligt med hensyn til midlertidigt ophold i en anden amtskommune end bopælsamtskommunen bemærkes, at retten til gratis fødselshjælp hverken efter den gældende eller efter den foreslåede regel kan gøres betinget af, at kvinden ikke har forladt bopælsamtskommunen inden for et bestemt tidsrum forud for det forventede fødselstidspunkt. Det er tværtimod udgangspunktet, at retten til gratis fødselshjælp i en fremmed amtskommune bevares uanset årsagen til opholdet. Undtaget herfra er alene de - antagelig meget få - tilfælde, hvor det måtte kunne godtgøres, at kvindens hensigt med opholdet har været at få fødselshjælpen på det fremmede sygehus.
Bestemmelsen i stk. 4 er i dag omfattet af § 1, stk. 4 i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, hvorefter de i lov om sygehusvæsenet fastsatte regler om bl.a. vederlagsfri behandling og undersøgelse på sygehuse m.v. efter ministerens bestemmelse finder tilsvarende anvendelse med hensyn til forebyggende helbredsundersøgelser og fødselshjælp. I § 9 i bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp er på denne baggrund fastsat betalingsregler for kvinder, der ikke har ret til gratis fødselshjælp. Bestemmelsen sigter alene mod fastsættelse af betalingsregler for de såkaldte selvbetalere. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 43 i kapitel 9. Sygehusvæsenet.
Til § 16
Bestemmelsen svarer stort set til den nuværende lovs § 11, idet dog sundhedsministerens adgang til at fastsætte vejledende retningslinier for tilrettelæggelse af vejledningen om graviditetsforebyggende metoder er foreslået ophævet. Sådanne retningslinier vil fremover blive udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med hjemmel i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Til kapitel 4
Forslaget bygger på følgende 4 love
1) Lov nr. 409 af 13. juni 1973 om sundhedsplejerskeordninger som ændret ved lov nr. 224 af 12. juni 1975 (planlægningsændring) og lov nr. 254 af 6. juni 1985 (finansieringsændring).
2) Lov nr. 266 af 7. juni 1972 om skolelægeordning som ændret ved lov nr. 311 af 19. juni 1974 (ændret administration), lov nr. 178 af 7. maj 1975 (tuberkulosebekæmpelse), lov nr. 634 af 17. december 1976 (vaccination) og lov nr. 254 af 6. juni 1985 (finansieringsændring).
3) Lov nr. 236 af 30. april 1946 om lægeundersøgelse af børn som ændret ved lov nr. 236 af 4. juni 1969 (ændret finansiering).
4) Lov nr. 634 af 17. december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme.
I forhold til den gældende lovgivning er der foreslået forskellige ændringer, som blandt andet indebærer, at kommunerne får mulighed for større fleksibilitet ved tilrettelæggelsen af de kommunale sundhedsordninger. Det betyder, at kommunerne fremover er friere stillet ved afgørelsen af, hvorledes de vil varetage opgaverne.
Med samme begrundelse som anført under bemærkningerne til kapitel 3 er det foreslået, at der ydes nødvendig tolkebistand, herunder tolkebistand til døve og tunghøre, i forbindelse med de gratis, forebyggende helbredsundersøgelser, der tilbydes hos lægen til alle børn under den undervisningspligtige alder.
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til reglerne i lov om lægeundersøgelse af børn.
Dog indeholder lovforslaget ikke nærmere bestemmelser om antallet af lægeundersøgelser, som efter den gældende lovs § 1 er fastsat til ialt indtil 9. Antallet er i dag fastsat til 8 i henhold til § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 309 af 10. juni 1981 om lægeundersøgelse af børn. Antallet af helbredsundersøgelser kan fastsættes i en bekendtgørelse. Dette muliggør en løbende tilpasning af ordningen til udviklingen i børnenes sundhedstilstand m.v.
Forslagets stk. 2 giver ret til tolkebistand i forbindelse med lægeundersøgelser af børn på linie med tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter kapitel 7.
Til § 18
Den foreslåede bestemmelse bygger på reglerne i lov om sundhedsplejerskeordninger.
Grundlaget for bestemmelsen i lovens § 2 om, at amtsrådet i en begrænset periode kan fritage en kommune for pligten til at tilbyde sundhedspleje, når særlige forhold taler derfor, bortfalder, idet kommunerne efter lovforslaget ikke længere vil have pligt til at ansætte sundhedsplejersker, jf. de indledende bemærkninger til dette kapitel. Det må dog forventes, at sundhedsplejersken fortsat vil være den centrale figur i sundhedsplejen. Ophævelsen af amtsrådets kompetence er også i overensstemmelse med det generelle sigte med lovforslaget, hvorefter kommunerne får en tydeligere og mere selvstændig placering i relation til varetagelsen af sundhedsvæsenets opgaver.
Bestemmelsen i stk. 2, der er ny, indebærer, at de - formentlig relativt få - børn, som opholder sig på en døgninstitution for børn og unge, der er beliggende i en anden kommune end den, hvor de er tilmeldt folkeregistret, omfattes af sundhedsplejen på det sted, hvor døgninstitutionen ligger. I mangel af en bestemmelse herom ville sådanne børn kunne være afskåret fra det kommunale sundhedsplejetilbud.
I stk. 3 er sundhedsplejens hovedindhold gengivet i overensstemmelse med § 2, stk. 1, i den gældende bekendtgørelse nr. 162 af 27. marts 1974 om sundhedsplejerskeordninger. Med denne præcisering af lovens tekst er der ikke længere behov for at opretholde den gældende bemyndigelse for sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler, jf. lovens § 4, stk. 1. Denne bestemmelse er derfor foreslået ophævet.
Kommunernes adgang til at tilbyde sundhedspleje til andre end førskolebørn, jf. lovens § 1, stk. 2, er ikke medtaget, da det ikke er en kommunal forpligtelse. Dette indebærer imidlertid ikke, at kommunerne afskæres fra at give et sådant tilbud, hvis de måtte ønske det. Det kan f.eks. ske i skolesundhedsplejen, jf. lovforslagets § 19, og som led i hjemmesygeplejen, jf. lovforslagets kapitel 6.
Sundhedsstyrelsen kan, som led i den almindelige rådgivning af kommunerne i henhold til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, udarbejde vejledende retningslinier for undersøgelsernes gennemførelse, herunder om sundhedsplejens tilrettelæggelse og om vejledning og bistand til kommunen fra amtskommunens sundhedsforvaltning.
Til § 19
Udgangspunktet for den foreslåede bestemmelse om kommunal skolesundhedspleje er lov om skolelægeordning samt de i medfør heraf fastlagte regler i bekendtgørelse nr. 535 af 4. oktober 1982. Disse regler omhandler forebyggende helbredsundersøgelser af alle børn i den undervisningspligtige alder og kontrol med sundhedstilstanden i skolerne.
Den hidtidige lovbestemte forpligtelse til at ansætte sundhedsplejersker, sygeplejersker og hjælpepersonale under skolelægeordningen, jf. lovens § 1, stk. 1, er foreslået ophævet.
Skolesundhedsplejens foreslåede opgaver gør det nærliggende at forvente, at kommunerne i helt overvejende grad fortsat vil ansætte sundhedsplejersker og eventuelt sygeplejersker til varetagelse af de hidtidige opgaver. Ordningen forventes tilrettelagt i snævert samarbejde med og som en videreudvikling af småbørnssundhedsplejen med tæt opfølgning af børneundersøgelserne og med videst mulig inddragelse af børnenes egen læge. I forbindelse med skolestarten skal kommunerne sikre, at det enkelte barn får tilbud om en helbredsundersøgelse hos en kommunalt ansat læge. Ved ansættelsen bør der lægges afgørende vægt på erfaring fra børne- og ungdomsområdet. Det er forudsat, at skolesundhedsplejen som grundlag for sin virksomhed i forhold til det enkelte barn modtager information fra den kommunale småbørnssundhedspleje og fra forældrene om barnets situation op til skolestarten, og at der er et samarbejde med barnets praktiserende læge. Skolesundhedsplejen vil på grundlag af disse informationer og den lægelige undersøgelse i forbindelse med skolestarten blive opmærksom på børn med særlige sundhedsrisici og på børn, der ikke har gennemgået de forebyggende helbredsundersøgelser, jf. lovforslagets § 17. Som det fremgår af lovforslagets stk. 3, nr. 2, skal skolesundhedsplejen i fornødent omfang henvise barnet til undersøgelse og behandling hos alment praktiserende læge. Herved sikres det, at familielægen inddrages på det tidligst mulige tidspunkt.
Særligt med hensyn til tuberkuloseundersøgelserne bemærkes, at der ud fra en lægefaglig vurdering ikke længere kan anses at være behov for at gennemføre en sådan undersøgelse af alle børn. Den hidtidige bestemmelse herom er derfor ikke medtaget i lovforslaget.
Som en konsekvens af de foreslåede ændringer indebærer lovforslaget, at skolelægens mulighed for at fritage børn for undersøgelse, jf. skolelægelovens § 3, ophæves. Efter lovforslaget er der tale om et tilbud til skolebørn, som forældre/børn kan tage imod, hvis de ønsker det.
Herudover har skolelægen efter skolelægebekendtgørelsens § 3, nr. 2, til opgave at forestå almene sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger, herunder oplysningsvirksomhed over for børn, forældre og skolepersonale. Skolesundhedsplejersken varetager imidlertid allerede i dag uden vanskelighed den daglige, praktiske kontakt til elever, forældre og lærere i sådanne spørgsmål. Det må derfor på dette punkt anses for at være uden problemer at lade sundhedsplejersken varetage det fulde ansvar for denne opgave.
Endelig fører skolelægen efter bekendtgørelsens § 3, nr. 3, kontrol med sundhedstilstanden i skolerne og med de hygiejniske forhold i bredeste forstand, herunder foranstaltninger til bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Denne opgave vil kunne varetages af embedslægerne.
Til § 20
Ansvaret for tilbuddet om gratis vaccination til børn og unge påhviler amtskommunerne. Det gratis vaccinationstilbud tænkes indtil videre at omfatte
1) mæslinger, fåresyge og røde hunde til børn under 13 år og
2) kighoste, difteri, stivkrampe og polio til personer under 18 år.
De nævnte vaccinationer svarer til de vaccinationer, der i dag er omfattet af bekendtgørelse nr. 46 af 11. februar 1986. Dog er vaccination mod tuberkulose ifølge Sundhedsstyrelsen ikke længere fornøden, idet forekomsten af denne sygdom er lav og stadigt faldende.
Med hensyn til tilbud om gratis vaccination til voksne henvises til lovforslagets § 33 og bemærkningerne hertil.
Til kapitel 5
Forslaget bygger på den eksisterende kommunale tandplejeordning, jf. lov nr. 310 af 4. juni 1986 om tandpleje m.v. som ændret ved lov nr. 858 af 20. december 1989. Tandplejens mål er fortsat, at befolkningen ved en god hjemmetandpleje og et sammenhængende tilbud om forebyggelse og behandling kan udvikle hensigtsmæssige tandplejevaner samt sunde tænder, mund og kæber og bevare disse i funktionsdygtig stand gennem hele livet.
Forslagets § 26, stk. 3 er en ny bemyndigelse for ministeren til at fastsætte regler om egenbetaling for visse ydelser i den kommunale tandpleje, som ikke kan anses for at være strengt tandfagligt begrundet.
Til § 21
Bestemmelserne i forslagets § 21 svarer indholdsmæssigt til tandplejelovens § 2. Bestemmelsen i forslagets § 21, stk. 2, præciserer, at kommunen har pligt til at tilbyde færdiggørelse af behandlinger, der påbegyndes i den kommunale tandpleje.
Til § 22
Kommunalbestyrelsen beslutter, om det kommunale tandplejetilbud skal gives på kommunal klinik eller hos privat praktiserende tandlæger, med hvem kommunen indgår aftale. Tandpleje kan også tilbydes ved anvendelse af en kombination af de to ordninger. De 16- og 17-åriges valgfrihed mellem gratis kommunal tandpleje og gratis tandpleje hos privat praktiserende tandlæge, jf. tandplejelovens § 2, stk. 2, opretholdes. Begrundelsen for at sikre denne aldersgruppe en valgfrihed er bl.a., at de unge i denne alder ofte skifter skole eller forlader skolen. De har derfor ikke den naturlige tilknytning til de kommunale klinikker. De gældende regler om iværksættelse af særligt kostbare behandlinger, herunder tandreguleringsbehandlinger, videreføres. Iværksættelse af sådanne behandlinger i privat praksis vil således fortsat kræve kommunens godkendelse.
Til § 23
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde tilskud til tandpleje til børn og unge under 16 år, som fravælger det kommunale tandplejetilbud.
Det kommunale tilskud kan fastsættes således, at det dækker den enkeltes udgift til tandpleje hos praktiserende tandlæge helt eller delvist. Bestemmelsen ændrer ikke ved, at der fortsat vil være mulighed for, at et barn, der på et tidspunkt har fravalgt det kommunale tandplejetilbud, igen kan tilmelde sig den kommunale tandpleje og herefter modtage tandpleje i henhold til lovforslagets § 21.
Til § 24
De foreslåede bestemmelser svarer indholdsmæssigt til tandplejelovens § 4 og bestemmelser fastsat i henhold til loven.
Til §§ 25 og 26
De foreslåede bestemmelsers indhold svarer til tandplejelovens §§ 5 og 8. Sundhedsministeren kan i forbindelse med fastsættelsen af regler for omfanget af den kommunale tandpleje som hidtil fastsætte bindende regler om visitation til tandreguleringsbehandling, herunder bemyndige Sundhedsstyrelsen til at fastsætte sådanne regler. Bestemmelsen i § 26, stk. 2, svarer til den gældende lovs § 5, stk. 2, jf. lov nr. 858 af 20. december 1989. Bestemmelsen om, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om ressourceanvendelsen i den kommunale børne~ og ungdomstandpleje blev gennemført som opfølgning af forliget om finansloven for 1990. I § 26 er der dog indsat en bestemmelse om, at sundhedsministeren desuden får bemyndigelse til at fastsætte regler om betaling for visse ydelser i den kommunale tandpleje. Sigtet med forslaget er at skabe mulighed for, at der for visse behandlinger, som ikke kan anses for at være strengt tandfagligt begrundet, kan opkræves hel eller delvis egenbetaling. Tilsvarende betalingsregler kan fastsættes for tandreguleringsbehandlinger, i det omfang behandlingen ikke er omfattet af sundhedsministerens regler om visitation til tandregulering. Der skal ved fravalg af den kommunale tandpleje være mulighed for at vende tilbage til ordningen. Fravalg af det kommunale tandplejetilbud vil omfatte det samlede tandplejetilbud.
Til kapitel 6
Forslaget bygger på den eksisterende hjemmesygeplejeordning. Der henvises herom til lov nr. 408 af 13. juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger som ændret ved lov nr. 224 af 12. juni 1975 (planlægningsændring), lov nr. 143 af 4. april 1979 (ansættelse af sygehjælpere) og lov nr. 254 af 6. juni 1985 (finansieringsændring).
Forslaget indebærer, at bemyndigelsen for Sundhedsstyrelsen til at fastsætte retningslinier for tilrettelæggelsen og udførelsen af den kommunale hjemmesygepleje ophæves. Sundhedsstyrelsen kan, som led i den almindelige rådgivning af kommunerne i henhold til loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse, udarbejde vejledende retningslinier herom.
Til § 27
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 1 i den gældende lov bortset fra, at den hidtidige lovbestemte forpligtelse til at ansætte hjemmesygeplejersker og mulighed for at ansætte sygehjælpere under hjemmesygeplejen er foreslået ophævet. Kommunerne får herved mulighed for selv at afgøre hvilke personalekategorier, der er behov for at anvende, og hvorledes man ønsker hjemmesygeplejen organiseret. Hermed støttes bestræbelserne på at skabe større fleksibilitet i opgavevaretagelsen.
Kravet om lægehenvisning foreslås dog ophævet. Det hænger bl.a. sammen med, at hjemmesygepleje allerede i dag ydes efter henvisning fra både socialforvaltningen, sygehusvæsenet og de praktiserende læger. Forslaget er også i overensstemmelse med målsætningen om at tildele kommunalbestyrelserne et selvstændigt og synligt ansvar for tilrettelæggelsen af den kommunale indsats på sundhedsområdet. I den forbindelse vil der fortsat være behov for et tæt samarbejde mellem hjemmesygeplejen og de praktiserende læger. Som led i planlægningen af sundhedsvæsenet, jf. kapitel 12, drøfter kommunerne og amtskommunen retningslinier for visitation til hjemmesygepleje.
Endvidere foreslås det i loven præciseret, at alle personer, der opholder sig i kommunen, har ret til hjemmesygepleje uanset, om de er tilmeldt folkeregistret i en anden kommune. Denne regel svarer til § 1, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 198 af 17. maj 1979 om hjemmesygeplejerskeordninger.
Til § 28
Den foreslåede bestemmelse angiver hjemmesygeplejens hovedindhold således, som dette i dag fremgår af § 2 i bekendtgørelsen om hjemmesygeplejerskeordninger.
Sundhedsstyrelsen vil fortsat have mulighed for at udsende retningslinier og vejledninger om tilrettelæggelsen af hjemmesygeplejen, jf. loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Til § 29
Bestemmelsen svarer til § 2, stk. 1, i den gældende lov.
Til kapitel 7
Lovforslagets kapitel 7 om ydelser i privat praksis m.v. bygger på reglerne i den gældende lov om offentlig sygesikring (sygesikringsloven), jf. lov nr. 311 af 9. juni 1971.
Sygesikringsloven af 1971 er senere ændret ved lov nr. 260 af 7. juni 1972 (fødselshjælp m.m.), lov nr. 614 af 20. december 1972 (ændrede administrative regler, herunder klageadgang), lov nr. 152 af 31. marts 1973 (tilskud til lægemidler), lov nr. 314 af 19. juni 1974 (befordringsgodtgørelse og bortfald af statsrefusion), lov nr. 334 af 19. juni 1974 (kiropraktisk behandling), lov nr. 176 af 7. maj 1975 (begravelseshjælp), lov nr. 200 af 4. juni 1975 (ændret klageadgang m.v.), lov nr. 240 af 12. juni 1975 (bortfald af sygesikringsgrænsen samt indførelse af nettoafregning m.v.), lov nr. 211 af 18. maj 1977 (forhandlingsudvalget), lov nr. 539 af 1. november 1978 (revision af kiropraktortilskudsreglerne udsat), lov nr. 255 af 16. juni 1980 (begravelseshjælp), lov nr. 272 af 10. juni 1981 (kiropraktorhjælp, klinikker for fysioterapi, tolkebistand og begravelseshjælp), lov nr. 574 af 27. oktober 1982 (begravelseshjælp), lov nr. 156 af 11. april 1984 (ressortændring, amtsrådets udvalgsmæssige bindinger og forsøg med den kommunale udvalgsstruktur), lov nr. 266 af 30. maj 1984 (tilskud til lægemidler), lov nr. 114 af 27. marts 1985 (medicintilskudsnævn, regulering af begravelseshjælp), lov nr. 254 af 6. juni 1985 (ændret finansiering), lov nr. 948 af 23. december 1986 (ændrede reguleringsbestemmelser), lov nr. 196 af 29. marts 1989 (omstrukturering af Sikringsstyrelsen og Socialstyrelsen), lov nr. 343 af 24. maj 1989 (tilskud til lægemidler), lov nr. 389 af 7. juni 1989 (ophævelse af de sociale udvalg), lov nr. 390 af 7. juni 1989 (tilskud til insulinpræparater) samt lov nr. 857 af 20. december 1989 (gebyr ved udskiftning af sygesikringsbevis).
Sygesikringsloven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986.
En del af reglerne i den gældende sygesikringslov er i det foreliggende lovforslag indarbejdet i de kapitler, der indeholder generelle regler for alle de omfattede sundhedsordninger. Det gælder sygesikringslovens kapitel 1. Personkreds og kapitel 4. Overenskomster med andre stater (lovforslagets kapitel 2), kapitel 3. Befordringsgodtgørelse (lovforslagets kapitel 10), kapitel 5. Finansiering (lovforslagets kapitel 13) samt kapitel 6. Administration (lovforslagets kapitel 12).
Udgangspunktet for de foreslåede bestemmelser om ydelser i privat praksis m.v. har således i det væsentlige været reglerne i sygesikringslovens kapitel 2 (§§ 6-16) om sygesikringens ydelser.
Lovforslaget indeholder i forhold til den hidtil kendte sygesikringsordning især nogle ændringer, der sigter imod at give borgerne større valgfrihed i forbindelse med ydelser i privat praksis, jf. pkt. 1 og 2 nedenfor.
1. Efter den gældende sygesikringslov skal alle selvstændigt sygesikrede efter nærmere fastlagte regler vælge sikringsform (sikringsgruppe 1 og 2). Valget har virkning for eet år ad gangen. Personer, der vælger sikringsform 1 (gruppe 1-sikrede) har ret til gratis lægehjælp hos den valgte, alment praktiserende læge og hos praktiserende speciallæge efter henvisning fra alment praktiserende læge samt ret til tilskud til tandbehandling, fysiurgisk behandling, fodbehandling m.v. Personer, der vælger sikringsform 2, har ret til tilskud til delvis dækning af udgiften ved de samme ydelser. Tilskudsbeløbene udgør samme beløb, som skulle have været afholdt for tilsvarende ydelser til gruppe 1-sikrede.
Det beløb, der betales af den offentlige sygesikring for en konkret ydelse, er således det samme for gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede. Forskellen mellem de 2 grupper består på dette punkt i, at de i sygesikringsoverenskomsterne fastsatte honorarer - med enkelte undtagelser - alene er bindende for yderne (lægen, tandlægen, fysioterapeuten m.fl.) ved undersøgelse og behandling af gruppe 1-sikrede. Den enkelte yder kan med andre ord frit fastsætte sit honorar for undersøgelse og behandling af gruppe 2-sikrede, hvilket normalt indebærer, at den gruppe 2-sikrede må yde en egenbetaling svarende til den del af honoraret, der overstiger sygesikringens tilskud.
Den gruppe 2-sikrede har ret til fra gang til gang frit at vælge, hvilken alment praktiserende læge vedkommende vil konsultere. Hvis gruppe 1-sikrede ønsker gratis lægehjælp, kan de derimod kun benytte den - for eet år ad gangen - valgte, alment praktiserende læge. Endvidere har gruppe 2-sikrede fri adgang til at søge praktiserende speciallæge, dvs. uden henvisning fra alment praktiserende læge.
I praksis vælger mindre end 5 pct. af befolkningen sikringsform 2, og andelen har været faldende i de senere år. Det betyder, at det store flertal (de gruppe 1-sikrede) ikke har nogen mulighed for gratis at konsultere en anden, alment praktiserende læge end den på forhånd valgte, eller søge praktiserende speciallæge uden henvisning, hvis de mener at have behov herfor i en konkret situation.
Med det sigte at skabe større valgfrihed for de borgere, der har valgt en alment praktiserende læge, er det foreslået, at enhver efter eget ønske i den konkrete situation har mulighed for at konsultere den valgte, alment praktiserende læge eller en anden alment praktiserende læge og frit kan vælge at søge praktiserende speciallæge med eller uden henvisning. Forslaget betyder, at reglerne om opdeling af befolkningen efter valgte sygesikringsgrupper helt bortfalder.
Efter forslaget vil undersøgelse og behandling hos den valgte, alment praktiserende læge (familielægen) være gratis for patienten. Det samme gælder for konsultation hos praktiserende speciallæge, der finder sted efter henvisning fra den valgte alment praktiserende læge. I disse tilfælde dækker det offentlige med andre ord den fulde udgift til det lægehonorar, der er fastsat i vedkommende overenskomst.
Omvendt er det foreslået, at der dels ved benyttelse af en anden, alment praktiserende læge end den valgte og dels ved konsultation hos praktiserende speciallæge uden lægehenvisning alene ydes et tilskud til dækning af honorarudgiften. Det foreslås, at tilskuddet ydes efter regler fastsat af sundhedsministeren, og det er i denne forbindelse forudsat, at ministeren kan bestemme, at tilskuddet kun skal udgøre en del af det beløb, der af det offentlige betales for gratis lægehjælp, jf. de almindelige bemærkninger om lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.
Den foreslåede ordning skaber således den størst mulige fleksibilitet for borgerne. For at bevare fordelene ved det nuværende familielægesystem, bør familielægen i tilfælde, hvor den berettigede udnytter sin adgang til at søge en anden læge end den valgte, efterfølgende af den anden læge informeres om behandlingen. I modsat fald forringes familielægens muligheder for dels at varetage sine sociallægelige opgaver, dels at blive opmærksom på dobbeltordination af vanedannende lægemidler, f.eks. hvor en misbrugspatient konsulterer flere læger samtidig. Den behandlende læge må dog ikke i noget tilfælde videregive information til familielægen uden patientens udtrykkelige, forudgående samtykke.
Personer, der hidtil har været gruppe 1-sikrede har mulighed for at opretholde en status svarende hertil (vederlagsfrihed) ved fortsat kun at benytte den valgte, alment praktiserende læge og ved fortsat kun at søge speciallæge efter henvisning. Også de, der i dag er gruppe 2-sikrede, kan, hvis de ønsker det, opretholde deres hidtidige benyttelsesmønster. Mange af de, der i dag er gruppe 2-sikrede, benytter dog formentlig allerede i dag en fast, alment praktiserende læge og vil herved, hvis denne læge kan vælges, opnå gratis behandling. Omvendt må det i tilskudssituationerne forudses, at egenbetalingen fremover vil blive lidt større. Det må i øvrigt forventes, at der her imellem vil være et antal patienter, som vil tage stilling til valgmulighederne fra gang til gang.
Det forekommer fortsat rimeligt på denne måde at knytte en vis egenbetaling til benyttelsen af en anden alment praktiserende læge end familielægen og til benyttelsen af praktiserende speciallæge uden henvisning. De foreslåede regler skaber et økonomisk incitament for den enkelte til at holde sig til familielægen og til kun at søge speciallægebehandling i tilfælde, hvor også familielægen anser dette for nødvendigt.
Det er ikke muligt på forhånd at opnå fuld klarhed over de kommunaløkonomiske konsekvenser af den foreslåede omlægning, men sundhedsministeren vil ved fastsættelse af tilskuddene til behandlingen hos anden alment praktiserende læge end den valgte og ved brug af speciallæge uden henvisning sikre, at der bliver tale om udgiftsneutralitet.
2. Også med hensyn til valg af alment praktiserende læge (familielægen) er lovforslaget udtryk for et ønske om at forøge borgernes valgmuligheder. De gældende regler om, at lægeskifte kun kan finde sted een gang om året, har i øvrigt givet anledning til en del klager, dispensationsansøgninger og forespørgsler fra personer, som ikke ønskede at vente op til et år på lægeskifte. Når den berettigede har valgt en læge, kan valg af anden læge - bortset fra i tilfælde af flytning - først ske efter 6 måneder. Formålet med denne tidsmæssige begrænsning er at opnå balance mellem den berettigedes ønske om at udnytte sine valgmuligheder over for værdien af en fast familielægetilknytning. Den foreslåede bestemmelse har også til formål at modvirke, at lægeskifte misbruges til opnåelse af lægelige behandlinger og lægemiddelordinationer, som den hidtil valgte læge ikke finder fagligt indiceret. Efter forslaget får ministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om lægevalg, herunder lægeskifte.
3. Efter sygesikringslovens § 16, stk. 1, yder det sociale udvalg begravelseshjælp til en person, der indtil dødsfaldet havde ret til ydelser efter loven. Begravelseshjælpen udgør efter den seneste regulering 3.117 kr. for voksne. § 16, stk. 2 og 3, indeholder visse regler om ret til særlig begravelseshjælp, erhvervet før lovens ikrafttræden i 1973.
Sundhedslovens centrale indhold er at fastlægge, hvilke ydelser befolkningen har krav på som led i forbedring af sundheden, forebyggelse, undersøgelse, behandling og pleje af sygdomme og sygdomslignende tilstande, jf. lovforslagets kapitel 1. Spørgsmålet om, i hvilket omfang det offentlige i tilfælde af dødsfald skal yde økonomisk hjælp til dækning af de efterladtes og boets udgifter til begravelse, er derfor ikke medtaget i kapitel 7, som omfatter de væsentligste ydelser i sygesikringsloven, men er placeret særskilt i kapitel 11.
4. Efter sygesikringslovens § 10 ydes tilskud til briller til børn under 16 år efter regler fastsat af ministeren, herunder om tilskuddenes størrelse. Tilskud ydes til brilleglas og -stel ved første anskaffelse af briller, samt når ændrede glas eller stel er nødvendige.
Tilskudsbeløbene, der ikke er reguleret siden 1980, er meget små i forhold til den samlede anskaffelsesudgift. Tilskuddene udgør således til brillestel 35,00 kr. og til brilleglas normalt 16,50 kr. og 24,00 kr. afhængigt af styrken. Det er endvidere almindeligt, at betydeligt større, supplerende tilskud ydes efter bistandsloven. De administrative omkostninger ved opretholdelse af det særlige sygesikringstilbud står således ikke længere i et rimeligt forhold til ordningens begrænsede betydning.
Bestemmelsen om adgang til brilletilskud er derfor ikke opretholdt i lovforslaget.
5. Ifølge sygesikringslovens § 26, stk. 2, indgås overenskomster om vilkårerne for lovens ydelser mellem på den ene side organisationer af læger m.fl. og på den anden side et forhandlingsudvalg på den offentlige sygesikrings vegne (Sygesikringens Forhandlingsudvalg). Ifølge lovens § 26, stk. 1, består forhandlingsudvalget af 7 medlemmer, heraf 6 valgt af Amtsrådsforeningen i Danmark og 1 valgt af Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse i fællesskab. Finansministeriet og Sundhedsministeriet udpeger hver 1 repræsentant og Kommunernes Landsforening 2 repræsentanter, der deltager i forhandlingsudvalgets møder. De gældende overenskomster indeholder foruden regler om vilkårene for de enkelte ydelser også bestemmelser om f.eks. uddannelseskrav og praksisplanlægning (fastlæggelse af antal ydere). Aftaler herom kan fortsat indgås som led i overenskomster. I disse overenskomster kan der også fastsættes regler om lægernes honorarer for tilskudsberettigende ydelser.
Sundhedsministeren indhenter en udtalelse fra forhandlingsudvalget inden fastsættelsen af regler, hvortil ministeren er bemyndiget i loven, jf. lovens § 26, stk. 3. Endvidere udpeger forhandlingsudvalget 3 repræsentanter til det i lovens § 27 omhandlede landssamarbejdsudvalg.
Som det fremgår af lovforslagets § 34, stk. 2, er det foreslået, at de nærmere vilkår for gratis lægehjælp og for de tilskudsberettigende ydelser fastsættes ved overenskomster mellem amtsrådene i fællesskab, herunder Københavns og Frederiksberg kommuner, og vedkommende faglige organisationer m.fl. Men der er ikke i forbindelse hermed foreslået nærmere lovregler om det offentliges forhandlingsorganisation svarende til de omtalte regler om Sygesikringens Forhandlingsudvalg i sygesikringsloven.
Allerede i betænkningen om praksissektorens organisation (nr. 1080/ 1986, s. 101-103) er der stillet spørgsmål ved berettigelsen af at opretholde Sygesikringens Forhandlingsudvalg som et lovbestemt organ. Det er anført, at forhandlingsudvalgets opgaver er en historisk betinget videreførsel af de opgaver, som tidligere blev varetaget af De Samvirkende Centralforeninger af Sygekasser i Danmark.
Det foreliggende lovforslag følger således betænkningens forslag om, at der ikke er behov for at opretholde Sygesikringens Forhandlingsudvalg, og er i øvrigt i overensstemmelse med senere tilkendegivelser fra Amtsrådsforeningen i Danmark.
Ophævelsen af Sygesikringens Forhandlingsudvalg som lovfæstet organ indebærer imidlertid ikke nødvendigvis, at forhandlingsudvalget nedlægges. Som det fremgår af lovforslaget skal overenskomsterne fremover indgås af amtsrådene i fællesskab. Amtsrådene er med andre ord blot frit stillet med hensyn til tilrettelæggelsen af deres forhandlingsorganisation på linie med, hvad der gælder for indgåelse af overenskomster og aftaler på andre amtskommunale områder.
Uanset hvilken fælles forhandlingsorganisation amtsrådene vælger, bør statens og kommunernes adgang til via repræsentanter fra Finansministeriet, Sundhedsministeriet og Kommunernes Landsforening at følge overenskomstforhandlingerne på praksisområdet opretholdes i lighed med, hvad der er tilfældet i dag.
6. Betegnelsen, offentlig sygesikring, er ikke anvendt i lovforslaget. Som det fremgår af kapiteloverskriften, er benævnelsen, ydelser i privat praksis m.v, foreslået.
Betegnelsen, offentlig sygesikring, blev introduceret i forbindelse med, at sygekassernes virksomhed ophørte den 1. april 1973, hvor lov om offentlig sygesikring trådte i kraft. Indtil da havde sygekassevæsenet været reguleret i lov om offentlig sygeforsikring fra 1960.
Det forekommer imidlertid ikke hensigtsmæssigt at opretholde en betegnelse, som - i let ændret skikkelse - er overtaget fra sygekassevæsenets tid, og som ikke er umiddelbart forståelig. Tværtimod kan betegnelsen opfattes som om, der stadig er tale om en forsikringsordning under en eller anden form. I øvrigt synes der slet ikke at være behov for nogen samlebetegnelse for et særligt system, idet ydelserne i privat praksis jo indgår som tilbud til borgerne på helt lige fod med lovens andre ydelser.
Til § 30
Den foreslåede bestemmelse bygger på reglerne i sygesikringslovens § 6, stk. 1 (lægehjælp ved alment praktiserende læge, jf. nr. 1), § 6, stk. 3 (speciallægehjælp, jf. nr. 2), § 6, stk. 6 (tolkebistand, jf. nr. 3), § 8, stk. 2 (tandlægehjælp, jf. nr. 6), § 9, stk. 1, 1. pkt. (fysioterapi, jf. nr. 4), § 9, stk. 1, 5. pkt. (fodbehandling og anden behandling, jf. nr. 5 og 8) samt § 9, stk. 1, 6. pkt. (kiropraktisk behandling, jf. nr. 7). Tolkebistand vil også blive ydet til døve og tunghøre.
Det fastsættes, at kiropraktorer skal være godkendt af Dansk Kiropraktor-Råd, hvilket svarer til den gældende lovbestemmelse. I den gældende overenskomst er der dog også mulighed for, at en kiropraktor kan tilmeldes overenskomsten efter godkendelse af et uddannelsesvurderingsnævn. Denne ordning forventes videreført.
Det er ikke på dette sted i lovforslaget angivet, at det er bopælsamtskommunen, der har ansvaret for at tilvejebringe og finansiere de nævnte behandlingstilbud. Baggrunden herfor er, at den enkelte patient som hidtil, jf. sygesikringslovens § 12, stk. 2, vil kunne betale sin eventuelle andel af honoraret direkte til yderen, som herefter rejser krav om betaling af restbeløbet over for bopælsamtskommunen. Regler herom vil blive fastsat af sundhedsministeren i henhold til lovforslagets § 34, stk. 1.
Til § 31
Der henvises til pkt. 1 i de indledende bemærkninger til kapitel 7, hvori der samlet er redegjort for forslaget om at afskaffe opdelingen af befolkningen i sygesikringsgrupper.
Af det foreslåede stk. 1 fremgår det, at første betingelse for gratis lægehjælp er, at den berettigede er tilmeldt en alment praktiserende læge. Der består således ikke nogen pligt for den enkelte til at vælge læge, men det må forventes, at langt de fleste vil vælge en læge for at opnå adgang til gratis lægehjælp.
Som det fremgår af stk. 3 fastsætter sundhedsministeren efter forslaget nærmere regler om adgangen til valg af læge, der sker ved meddelelse til kommunalbestyrelsen. De gældende regler herom fremgår dels af sygesikringslovens § 6, stk. 2, og bekendtgørelse nr. 319 af 17. juni 1977 om adgang til lægehjælp efter sygesikringsloven, dels af overenskomsten. I forhold hertil er det tanken at indarbejde regler om valg af læge og om lægeskifte i bekendtgørelsen i stedet for som hidtil i overenskomsten.
Den anden betingelse for gratis lægehjælp er efter lovforslaget, at hjælpen også rent faktisk ydes af den valgte læge (eller dennes stedfortræder), jf. også § 3, stk. 1, i den gældende bekendtgørelse. Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 2, kan gratis lægehjælp dog ydes af anden læge i tilfælde af pludselig opstået eller forværret sygdom, ulykkestilfælde og lignende, hvis patienten midlertidigt opholder sig uden for den valgte læges praksisområde, eller hvor en anden end patienten skaffer adgangen til læge. Denne bestemmelse vil ligeledes blive opretholdt i de i medfør af forslagets § 34, stk. 1, fastsatte regler.
Det må forudses, at visse patienter vil udnytte den foreslåede friere adgang til at konsultere læge til systematisk at benytte forskellige læger, f.eks. med henblik på at få ordineret smertestillende medicin i større omfang end forsvarligt. I de af sundhedsministeren fastsatte regler om ydelse af tilskud, jf. lovforslagets § 31, stk. 1, 2. pkt., vil amtsrådet derfor få hjemmel til i konkrete tilfælde at beslutte, at tilskud ikke ydes til en patient, som må anses for at ville misbruge retten til tilskud.
I § 31, stk. 1, opretholdes den hidtidige adgang for ministeren til at fastlægge et gebyr for benyttelse af lægehjælp, som kan afkræves i særlige tilfælde. For så vidt angår § 31, stk. 2, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9.
Efter § 31, stk. 3 fastsætter ministeren de nærmere regler om adgangen til valg af læge. Som nævnt er det hensigten, at reglerne om lægevalg skal smidiggøres, så borgerne får den størst mulige valgfrihed.
Til § 32
Der henvises til pkt. 1 i de indledende bemærkninger til kapitel 7, hvori der samlet er redegjort for forslaget om at afskaffe opdelingen af befolkningen i sygesikringsgrupper.
I de af sundhedsministeren fastsatte regler om ydelse af tilskud, jf. lovforslagets § 32, 2. pkt., vil amtsrådet få hjemmel til i konkrete tilfælde at beslutte, at tilskud ikke ydes til en patient, som må anses for at ville misbruge retten til tilskud. Virkningen heraf vil reelt være, at patienten kun får mulighed for at konsultere speciallæge efter henvisning fra den valgte, alment praktiserende læge. Denne regel erstatter sygesikringslovens § 6, stk. 5, om tvungen overførsel til sikringsform 1.
For så vidt angår § 32, stk. 2, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9.
Til § 33
Hensigten med denne bestemmelse er at opretholde sundhedsministerens adgang til at sikre personer, der er fyldt 18 år, et tilbud om vaccination mod visse sygdomme. Det forudsættes, at det eksisterende tilbud om vaccination mod røde hunde til kvinder, der er fyldt 18 år, opretholdes i forbindelse hermed.
Alle sundhedstilbud til børn og unge under 18 år, herunder også tilbud om vaccination, er samlet i kapitel 4.
Til § 34
Den i stk. 1 foreslåede bemyndigelse for ministeren til at fastsætte nærmere regler om ydelse af gratis lægehjælp og om tilskud efter § 30 er parallel med de tilsvarende bemyndigelser i sygesikringslovens § 6, stk. 2-3 (lægehjælp), § 8, stk. 1-2 (tandlægehjælp) og § 9, stk. 2 (øvrige ydelser).
Bemyndigelserne er for tiden udnyttet ved bekendtgørelse nr. 319 af 17. juni 1977 (lægehjælp), bekendtgørelse nr. 811 af 16. december 1988 (tandlægehjælp), bekendtgørelse nr. 560 af 23. september 1988 (fysioterapi), bekendtgørelse nr. 810 af 16. december 1988 (fodbehandling), bekendtgørelse nr. 149 af 27. marts 1987 (optræning af handicappede og behandling af muskellidelser på optræningscentret i Karlslunde) samt bekendtgørelse nr. 650 af 2. oktober 1987 (kiropraktisk behandling).
Den i stk. 2 foreslåede bestemmelse svarer til sygesikringslovens § 12, stk. 1, idet dog overenskomstens parter efter forslaget er på den ene side amtsrådene i fællesskab, herunder Københavns og Frederiksberg kommuner, og på den anden side vedkommende faglige organisationer m.fl. Om denne ændring henvises til pkt. 5 i de indledende bemærkninger til kapitel 7, hvor der nærmere er redegjort for forslaget om at ophæve lovfæstelsen af Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Amtsrådene er med lovforslaget forpligtet til at forhandle og slutte overenskomst i fællesskab, men er i øvrigt frit stillet med hensyn til, hvorledes dette forhandlingsfællesskab skal organiseres.
Som nævnt i bemærkningerne til § 12 vil kommunerne i samarbejde med amtskommunerne fortsat have mulighed for at tilbyde plejehjemsbeboere almen lægehjælp ved en ansat plejehjemslæge, hvis den enkelte plejehjemsbeboer selv ønsker at benytte plejehjemslægen.
En sådan ordnings tilrettelæggelse m.v. kan indgå i overenskomstsystemet, hvor både amtsråd og kommunalbestyrelser i så fald må være aftaleparter.
1. pkt. af stk. 3 svarer til bestemmelsen i sygesikringslovens § 26, stk. 2, 2. pkt. Herudover er det i 2. pkt. som noget nyt foreslået, at amtsrådene får pligt til at offentliggøre godkendte overenskomster senest 1 måned efter ikrafttrædelsen. Indholdet af overenskomsterne kan ikke siges udelukkende at have interesse for yderne, deres organisationer samt amtskommunerne. Også borgerne kan have interesse i at kunne gøre sig bekendt med de aftalte ydelser og vilkårerne herfor.
Den i stk. 4 foreslåede bestemmelse svarer til sygesikringslovens § 12, stk. 3. I forbindelse med fastlæggelse af vilkår for tilskud efter denne bestemmelse kan ministeren bl.a. fastsætte regler om udbetaling af tilskud, henvisning til speciallæge, og om begrænsning i det antal ydere, der kan levere ydelser, der er tilskudsberettigende.
I forbindelse med fastsættelsen af vilkårene for tilskud fastsætter sundhedsministeren også størrelsen af tilskuddene, og der kan i den forbindelse tages hensyn til stedfundne overskridelser af de forventede udgifter på de enkelte overenskomstområder. Sundhedsministeren vil ved fastsættelsen af tilskud ikke være bundet til at tage udgangspunkt i tidligere gældende overenskomsthonorarer m.v.
Til § 35
Bestemmelsen svarer i princippet til sygesikringslovens § 13.
Til § 36
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til sygesikringslovens § 15.
Til kapitel 8
Bestemmelserne i kapitel 8 svarer indholdsmæssigt til reglerne i §§ 6 a og 7 i sygesikringsloven, som ændret ved lov nr. 343 af 24. maj 1989 og lov nr. 390 af 7. juni 1989. Med hensyn til reglerne om Medicintilskudsnævnet henvises til lovforslagets § 56 i kapitel 13. Administration.
Bestemmelsen i § 37, stk. 5, giver, ligesom det antages at være tilfældet med den nuværende bestemmelse i sygesikringsloven, mulighed for, at bevillinger til individuelt tilskud til et lægemiddel efter Sundhedsstyrelsens bestemmelse kan omfatte synonympræparater, det vil sige lægemidler med samme virksomme indholdsstof.
Til kapitel 9
Bestemmelserne i kapitel 9 svarer i hovedtrækkene til bestemmelserne om sygehusvæsenets ydelser i §§ 3, 4, 5, 10 og 16 i den gældende lov om sygehusvæsenet (sygehusloven), jf. lov nr. 324 af 19. juni 1974.
Sygehusloven af 1974 er senere ændret ved lov nr. 295 af 26. juni 1975 (ankeadgang til Den Sociale Ankestyrelse, betaling for behandling ved statens sygehuse m.v.), lov nr. 156 af 31. marts 1976 (indtægtsinddragelse ved psykiatriske institutioner), lov nr. 118 af 29. marts 1978 (indtægtsinddragelse ved psykiatriske institutioner, patienter over 67 år), lov nr. 274 af 16. juni 1980 (aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger m.v.), lov nr. 251 af 27. maj 1981 (sygehusberedskab), lov nr. 252 af 27. maj 1981 (befordringsgodtgørelse), lov nr. 215 af 16. maj 1984 (indtægtsinddragelse, udbetaling af beløb til personlige fornødenheder m.v.), lov nr. 113 af 27. marts 1985 (ændring af planlægnings- og godkendelsesbestemmelser), lov nr. 192 af 29. marts 1989 (nedlæggelse af Hovedstadsrådet) samt lov nr. 389 af 7. juni 1989 (ophævelse af de sociale udvalg).
Sygehusloven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 476 af 7. november 1985.
En stor del af reglerne i den gældende sygehuslov er i det foreliggende lovforslag indarbejdet i de kapitler, der indeholder fælles bestemmelser for alle de omfattede sundhedsordninger. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets kapitel 1, 2, 10, 12, 13 og 14.
Med forslaget forbedres den enkelte borgers valgmuligheder, idet amtskommunen i videst muligt omfang skal sikre, at der kan vælges mellem indlæggelse på sygehuse og sygehusafdelinger på samme specialiseringsniveau inden for amtskommunen.
Til § 38
Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 svarer i det væsentlige til sygehuslovens regler. Som noget nyt foreslås det, at adgangen til gratis, akut behandling indskrænkes til at gælde for personer med bopæl andetsteds her i landet, på Færøerne eller i Grønland, jf. stk. 2. Personer med bopæl i udlandet har herefter ikke ret til gratis behandling og kan fremover afkræves betaling af amtskommunerne, jf. stk. 3.
Baggrunden for den foreslåede regel er, at danskere med ophold i lande specielt uden for Europa i tilfælde af sygehusbehandling bliver afkrævet betaling herfor. Det findes derfor rimeligt at indføre en tilsvarende regel i Danmark. Der er herved lagt vægt på, at turister og andre personer på midlertidigt ophold i Danmark i vid udstrækning har garderet sig mod uforudsete udgifter til sygehusophold ved at tegne rejsesygeforsikring.
I autorisationslovene for sundhedspersoner, f.eks. lov om udøvelse af lægegerning, er det forudsat, at sundhedspersoner har pligt til at yde nødvendig, akut behandling. Pligten til at yde akut, nødvendig behandling gælder som hidtil og uden hensyntagen til, om det på forhånd vides, at den pågældende ikke kan betale amtskommunen for sygehusopholdet. Amtskommunen kan således ikke gøre akut behandling betinget af betaling, kaution eller anden sikkerhedsstillelse.
Reglen får ikke betydning for borgerne i de skandinaviske lande, hvor den nordiske tryghedskonvention sikrer gratis adgang til akut behandling. Personer, som er omfattet af de europæiske fællesskabers regler om social sikkerhed for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende m.fl., vil heller ikke blive berørt af reglen.
Bestemmelsen i stk. 4 svarer til den nuværende bestemmelse, hvorefter et alkoholambulatorium yder behandling til enhver, der henvender sig eller henvises fra offentlige myndigheder. Behandlingen er gratis uanset, hvor personen bor. For indlæggelse på behandlingsinstitutioner for personer med alkoholproblemer gælder de samme regler som for sygehusvæsenet i øvrigt.
Til § 39
Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af bestemmelsen i sygehuslovens § 5, stk. 8, hvorefter sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde opkræves betaling for visse behandlinger og ydelser.
Til § 40
Bestemmelsen svarer til sygehuslovens §§ 3 og 16, stk. 1 og 2, idet dog sundhedsministerens hidtidige hjemmel efter § 3, stk. 3, 2. pkt. til at fastsætte regler om amtskommunernes benyttelse af private institutioner foreslås afskaffet som overflødig.
Til § 41
Bestemmelsen er ny i forhold til den nuværende sygehuslov.
Formålet med bestemmelsen er i videst muligt omfang at sikre den enkelte patient adgang til valg mellem sygehuse og sygehusafdelinger på samme specialiseringsniveau inden for amtskommunen.
Langt de fleste patienter bliver i dag indlagt på det nærmeste sygehus, som varetager behandling af det pågældende sygdomstilfælde. Dette indlæggelsesmønster tilgodeser dels hensynet til, at patienten indlægges nær sit hjem og sine nærmeste pårørende, dels ønsket om at skabe et tæt samarbejde og samordning mellem sygehus, primær sundhedstjeneste og socialsektoren af hensyn til patientbehandlingen.
Den enkelte patient kan imidlertid have et ønske om indlæggelse på et andet sygehus end det nærmest patientens bopæl. Patienten kan for eksempel have sine nærmeste pårørende boende nær et andet sygehus eller have særlig tillid til et andet sygehus end det nærmest patientens bopæl. Den foreslåede bestemmelse er en sikring af, at disse ønsker respekteres i videst mulig omfang.
Med de friere valgmuligheder følger også et ansvar. I de tilfælde, hvor valget af andet sygehus end det nærmest patientens bopæl betyder længere ventetid, må patienten selv påtage sig ansvaret for sit valg. Patienter, som vælger et andet sygehus end det nærmeste, har ikke krav på fortrinsstilling i forhold til andre patienter. For amtskommunerne har de øgede valgmuligheder i øvrigt en selvstændig værdi, idet befolkningens valgmønstre og ændringer heri kan give et indtryk af befolkningens tilfredshed med de enkelte sygehuse, som kan danne grundlag for nærmere undersøgelser og eventuelle initiativer.
Med den foreslåede bestemmelse skal amtskommunen i videst muligt omfang sikre, at patienter fremover får adgang til frit at vælge mellem sygehuse eller sygehusafdelinger på samme specialiseringsniveau inden for deres egen amtskommune, og den enkelte amtskommune skal i videst muligt omfang i sine visitationsregler og bestemmelser om optageområder give adgang til sådanne valg.
Bestemmelsen retter sig således alene mod indlæggelse på sygehus inden for amtskommunen. Om borgerne i en amtskommune også skal have mulighed for at vælge indlæggelse på et sygehus uden for amtskommunens sygehusvæsen, er efter lovforslaget fortsat den enkelte amtskommunes egen afgørelse. Der kan være flere grunde til, at man indlægges på et sygehus uden for egen amtskommune. Den hyppigste årsag er, at eget sygehusvæsen ikke råder over de nødvendige behandlingsmuligheder. I sådanne tilfælde har bopælsamtskommunen pligt til at sørge for den nødvendige behandling i en anden amtskommune, typisk på en sygehusafdeling med lands- eller landsdelsfunktion. I andre tilfælde er behandling uden for egen amtskommune ikke begrundet i lægefaglige betragtninger, men i patientens personlige forhold og ønsker. Man kan f.eks. ønske sig indlagt i en anden amtskommune, fordi de nærmeste pårørende bor der, eller fordi man har et særligt tillidsforhold til en bestemt sygehusafdeling. Endelig forekommer det, at amtskommuner indgår såkaldte grænseaftaler, således at man indlægges på nærmeste sygehus, uanset at dette ligger i naboamtskommune. En sådan aftale er eksempelvis indgået mellem Ribe amtskommune og Ringkøbing amtskommune om indlæggelse af borgere fra Ringkøbing amtskommune på Grindsted sygehus.
Indlæggelse uden for egen amtskommune er ikke ualmindelig. Mere end 10% af samtlige udskrivninger fra sygehusene vedrører patienter fra andre amtskommuner.
Hvis egen amtskommune afslår at betale for behandling i en anden amtskommune, kan den lægefaglige baggrund for afslaget forelægges Sundhedsstyrelsen, der kan afgive en vejledende udtalelse herom. Hvis ønsket om behandling i en anden amtskommune ikke er begrundet i manglende behandlingsmuligheder i egen amtskommune, men f.eks. særligt tillidsforhold til en bestemt sygehusafdeling i en anden amtskommune, har Sundhedsstyrelsen ikke beføjelse til at udtale sig om afslaget.
Til § 42
Bestemmelsen erstatter sygehuslovens §§ 4 og 10 om amtskommunernes adgang til at drive og benytte institutioner i udlandet.
I henhold til disse bestemmelser er der ved bekendtgørelse nr. 69 af 17. februar 1983 om adgang til højt specialiseret behandling i udlandet fastsat regler for henvisning og afholdelse af udgifter til sådan behandling. Efter bekendtgørelsen afholdes udgifterne til behandlingen af staten, mens udgifterne til befordring, herunder for eventuel ledsager, afholdes af bopælsamtskommunen. Det er hensigten at opretholde denne adgang til behandling i udlandet.
Den foreslåede bestemmelse omfatter alene højt specialiseret behandling. Der er ikke fundet grundlag for at opretholde en bredere adgang for sundhedsministeren til at fastsætte regler for amtskommunernes drift og benyttelse af institutioner i udlandet som i den gældende sygehuslov.
Til § 43
Bestemmelsen svarer til § 10, stk. 2, i sygehusloven. Bestemmelsen sigter alene mod fastsættelse af betalingsregler for de såkaldte selvbetalere. Det vil i praksis først og fremmest sige ikke akutte patienter med bopæl her i landet, som efter eget ønske og mod betaling indlægges til behandling på sygehus uden for bopælsamtskommunens sygehusvæsen, og ikke akutte patienter med bopæl i udlandet. Betalingsregler er i dag fastsat i § 9 i bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Reglerne drejer sig fortrinsvis om beregning og opkrævning af betaling for behandling.
Til § 44
Den gældende sygehuslovs § 5 a indeholder en række bestemmelser om udbetaling af beløb til personlige fornødenheder og indbetaling af egne indtægter for særlige grupper af pensionister, plejepatienter og andre med længerevarende indlæggelse på sygehus.
Disse bestemmelser foreslås på grund af deres store detaljeringsgrad overført til en bekendtgørelse. Det er ikke hensigten at ændre indholdet i reglerne.
Til kapitel 10
De gældende regler om befordring i forbindelse med behandling på sygehus eller hos praktiserende læge, følger dels af sygehuslovens §§ 6-8, dels af sygesikringslovens §§ 17-18, samt af bekendtgørelser og cirkulærer i medfør heraf. I lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp er henvist til sygehuslovens regler.
Det er med lovforslaget hensigten at fastholde indholdet i de gældende regler, hvorefter der bl.a. er særlige ordninger for pensionister. Der er dog tilstræbt en forenkling i lovforslaget, og alle detailregler tænkes overført til en bekendtgørelse.
Den særlige bestemmelse i sygesikringslovens § 19 om, at kørselsgodtgørelse til praktiserende læger, der tilkaldes til gruppe 1-sikrede, fastsættes i overenskomst, er ikke videreført, fordi dette spørgsmål må løses på samme måde som ydelser til lægen i øvrigt.
Ansvaret for samtlige opgaver vedrørende patientbefordring samles efter lovforslaget hos amtsrådet.
Til § 45
Reglen i stk. 1 svarer til § 6, stk. 1, i sygehusloven, og til § 17, stk. 3, i sygesikringsloven.
Lovforslagets stk. 2 svarer til § 6, stk. 2, i sygehusloven, samt til § 17, stk. 1, i sygesikringsloven, medens reglen i stk. 3 svarer til regler efter sygesikringslovens § 17, stk. 2.
I lovforslagets stk. 4 bemyndiges ministeren til at præcisere reglerne i stk. 1-3 samt til at fastsætte regler om, at befordringsgodtgørelse kun skal ydes, når befordringsudgiften overstiger et nærmere fastsat beløb. Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om modificering af henvisningskravet som forudsætning for ydelse af befordringsgodtgørelse ved behandling hos speciallæge. Dette skal ses i sammenhæng med fastlæggelsen af generelle regler om henvisning til speciallæge. Se i øvrigt bemærkningerne til § 46.
Bestemmelsen i stk. 5 indeholder en generel bemyndigelse, der supplerer stk. 4. Bemyndigelsesbestemmelserne i lovforslaget svarer til sygehuslovens § 6, stk. 4, og § 7 samt til sygesikringslovens § 17, stk. 2, og § 18.
Bemyndigelserne skal gøre det muligt at udstede en bekendtgørelse med nærmere regler svarende til de gældende. Det vil sige sygehuslovens § 6, stk. 3 og 5, § 7 og § 8 samt bekendtgørelse nr. 608 af 29. november 1982 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp med tilhørende cirkulære af samme dato. Endvidere drejer det sig om sygesikringslovens § 18 samt bekendtgørelse nr. 638 af 8. december 1982 om befordringsgodtgørelse efter sygesikringsloven og det tilhørende cirkulære af 9. december 1982.
Til § 46
Det offentlige har i dag fastsat uddannelseskrav for alle grupper af egentligt sundhedspersonale, men ikke for ambulanceførere, reddere o.lign. Dette personale kommer imidlertid hyppigt i situationer, hvor ydelse af hjælp til akut syge og tilskadekomne er af væsentlig og i nogle tilfælde afgørende betydning for den videre lægelige undersøgelse og behandling. Personalet hos såvel Falcks Redningskorps som de kommunale brandvæsener gennemgår allerede i dag et obligatorisk uddannelsesprogram, som må anses for at leve op til de krav, der vil kunne stilles i forbindelse med befordring m.v. af syge og tilskadekomne. Men for at sikre, at sådant personale altid har en tilstrækkelig baggrund for virksomhedsudøvelsen, foreslås det, at ministeren bemyndiges til at fastsætte visse minimumskrav til en grundlæggende uddannelse af dette personale.
Til kapitel 11
Begravelseshjælp har hidtil været en ydelse i henhold til sygesikringslovens § 16, og er der overtaget fra tidligere gældende sygeforsikringslov. Der er ikke foreslået ændringer af reglerne.
Til § 47
I stk. 1 videreføres reglen om, at boet efter en person, der havde ret til sygesikringslovens ydelser indtil dødsfaldet, har ret til begravelseshjælp. Det præciseres, at det er bopælskommunen, der varetager opgaven.
I henhold til cirkulærskrivelse af 30. marts 1989 om regulering af begravelseshjælpen efter lov om offentlig sygesikring udgør begravelseshjælpen pr. 1. juli 1989 3.117,21 kr. Beløbet forudsættes efter finanslovforslaget for 1990 forhøjet med 2,5 pct. til 3.195,14 kr. pr. 1. juli 1990, og foreslås på dette grundlag fastsat til 3.200 kr.
Reguleringsmetoden svarer til sygesikringslovens § 28, stk. 1. Regulering sker således fortsat een gang årligt med virkning pr. 1. juli. For at undgå skæve beløb og ørebeløb er tidligere afrundingsregel dog medtaget.
Herudover opretholdes den nuværende bemyndigelse efter sygesikringsloven til at fastsætte begravelseshjælpens størrelse ved begravelse af et barn under 16 år. Der foreligger i dag bekendtgørelse nr. 453 af 8. september 1981 om begravelseshjælp til børn under 16 år efter lov om offentlig sygesikring. Det er hensigten at videreføre de gældende regler.
I stk. 2 og 3 er sygesikringslovens § 16, stk. 2 og 3, om særlig begravelseshjælp gentaget, herunder bemyndigelsen, hvorefter der er udstedt cirkulære nr. 60 af 29. marts 1973 om udstedelse af fripolicer til særlig begravelseshjælp. Det er ligeledes hensigten at videreføre disse regler uændrede.
Til kapitel 12
Lovforslagets planlægnings- og samarbejdsbestemmelser har først og fremmest til formål at fremme en sammenhængende behandling af den enkelte patient og en sammenhængende tilrettelæggelse og prioritering inden for sundhedsvæsenet. De nuværende sektoropdelte og delvis ukoordinerede planlægnings- og samarbejdssystemer foreslås afskaffet og erstattet af nogle få og fælles samarbejds- og dialogprocedurer, som bedre tilgodeser behovet for et velfungerende samarbejde mellem sundhedsvæsenet og de tilgrænsende dele af socialvæsenet f.eks. om indsatsen på ældreområdet, distriktspsykiatrien, en styrket forebyggende indsats og udlægningen af opgaver fra sygehusvæsenet til den primære sundhedssektor. Planlægningens særlige rolle er i den forbindelse at sikre et længere tidsperspektiv i samarbejdet samt nogle fastere samarbejdsmønstre med hensyn til deltagerkreds, emner m.v.
I den nuværende sundhedslovgivning er fastsat bestemmelser for amtskommunernes planlægning i sygehuslovens § 11 (amtskommunens planlægning af sit sygehusvæsen), § 12 (Hovedstadsrådets overordnede sygehusplan for hovedstadsområdet), § 13 (aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger), § 16, stk. 4 (planer for drift af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede), § 16 a (sygehusberedskab) samt i § 7 i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, mens kommunernes planlægning af de kommunale sundhedsordninger - sundhedspleje, skolesundhedspleje og hjemmesygepleje - følger bestemmelser i § 26 i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender. Egentlige samarbejdsbestemmelser findes i sygesikringslovens § 23.
Ved lovforslaget ophæves disse bestemmelser og erstattes af fælles bestemmelser for samarbejde og planlægning, som omfatter samtlige de kommunale og amtskommunale opgaver i henhold til §§ 3-5.
I forhold til den nuværende lovgivning indeholder lovforslaget 4 større ændringer i forbindelse med planlægning og samarbejde på sundhedsområdet.
1) For det første foreslås det, at der i hver amtskommune skal foreligge en sammenhængende plan for betjeningen af amtskommunens borgere inden for sundhedsvæsenet. Planen skal omfatte sygehusvæsenet, ydelser i privat praksis, fødselsbetjening, amtskommunens forebyggende foranstaltninger m.v.
Ved en sammenhængende planlægning vil den enkelte amtskommune skulle tage stilling til prioriteringen og afvejningen mellem sundhedsvæsenets mål og midler, herunder mulighederne for at overflytte opgaver fra sygehusvæsenet til praksissektoren. I modsætning til de nuværende planlægningsaktiviteter på sundhedsområdet, hvor sygehusvæsenet indtager en helt dominerende rolle, vil en sammenhængende sundhedsplanlægning forudsætte, at sygehusvæsenets, praksissektorens og den tilgrænsende socialsektors opgaver, funktioner og tilbud inddrages samtidig og sideløbende i overvejelserne. Planlægningen og tilrettelæggelsen af sundhedsvæsenet vil dermed blive mere fleksibel og mindre bundet af nuværende institutions- og organisationsformer.
Det enkelte amtsråd skal gennemgå sundhedsplanen i løbet af valgperioden. Det er derimod ikke foreslået, at denne gennemgang skal ske på et bestemt tidspunkt i løbet af den kommunale valgperiode. Det samme gælder for forslaget om kommunale redegørelser. Hermed er imødekommet et ønske fra kommunal side om færrest mulige tidsmæssige bindinger på samarbejdet mellem amtskommunerne og kommunerne.
Bestemmelsen om en sammenhængende planlægning ændrer ikke den nuværende opgave- og kompetencefordeling mellem de kommunale myndigheder og praksissektoren. Planlægningen sigter alene mod, at den enkelte amtskommune får et bedre grundlag for de konkrete beslutninger. Selve udmøntningen af planlægningen vil på sygehusområdet fortsat ske ved konkrete budgetbeslutninger m.v., mens udmøntningen af planlægningen på praksisområdet vil ske ved forhandlinger og på grundlag af de foreliggende overenskomster og evt. efter indgåelse af lokale aftaler med de berørte parter. Forslaget om en sammenhængende sundhedsplanlægning vil ikke ændre praksissektorens nuværende liberale status.
For at sikre den tilsigtede sammenhæng og samordning inden for sundhedsvæsenet foreslås det at inddrage såvel kommunerne som praksissektoren i sundhedsplanlægningen.
2) Som den anden større ændring foreslås, at kommunerne på et møde i hver valgperiode skal behandle en redegørelse for deres aktiviteter på sundhedsområdet. Kommunernes indsats på sundheds~ og forebyggelsesområdet har i de senere år været stadig stigende. Denne udvikling vil blive understøttet ved redegørelsen, som vil lægge fastere rammer om indsatsen, synliggøre den og danne grundlag for en bredere prioritering.
3) Den tredie større ændring vedrører nye bestemmelser for samarbejdet mellem det enkelte amtsråd, kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger m.v.. På sygehusområdet indeholder lovgivningen i dag ikke bestemmelser for sygehusvæsenets samarbejde med sundhedsvæsenets øvrige områder og de tilgrænsende sektorer. På sygesikringsområdet er der i sygesikringslovens § 23 fastsat bestemmelser om 2 samarbejdsudvalg. På baggrund af erfaringerne med disse lovbestemte udvalg og udviklingen med etablering af nye og mere velfungerende samarbejdsformer samt ophævelsen af bestemmelsen om det sociale udvalgs selvstændige kompetence foreslås den nuværende lovbestemte udvalgsstruktur afskaffet. I stedet overlades det til amtskommunerne, kommunerne og praksissektoren selv at tilrettelægge samarbejdet ud fra lokale behov og ønsker.
4) Som den fjerde større ændring foreslås, at sundhedsministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler for visitation, når særlige hensyn taler for, at behandlingen af sygdomme samles på eet eller ganske få sygehuse. Lovbestemmelsen bygger på en forventning om, at der så vidt muligt tilvejebringes aftaler om visitation, hvilket er understreget derved, at der forudsættes en forudgående forhandling. Formålet med bestemmelsen er for det første at sikre, at også de små patientgrupper tilgodeses i sundhedsvæsenet og modtager et tilstrækkeligt behandlingstilbud. For det andet sigter bestemmelsen mod en effektiv udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer, således at højt specialiserede funktioner ikke bliver udbygget ud over, hvad der er behovsmæssig og økonomisk grundlag for.
Til § 48
Den foreslåede bestemmelse understreger nødvendigheden af et tæt og løbende samarbejde mellem det amtskommunale sundhedsvæsen, det kommunale sundhedsvæsen, de alment praktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i henhold til kapitel 7 samt de tilgrænsende sektorer, særlig socialsektoren. Det gælder såvel det løbende samarbejde om løsningen af konkrete opgaver som det mere langsigtede samarbejde i forbindelse med planlægning af sundhedsvæsenets betjening af borgere m.v.
Ved bestemmelsen er opgaven med at igangsætte, tilrettelægge og følge op på samarbejdet i første omgang henlagt til amtsrådene, mens selve opgaven med at få skabt et bæredygtigt samarbejde selv sagt er en fællesopgave, som forudsætter en gensidig positiv medvirken. Amtskommunen skal i sin sundhedsplan redegøre for samarbejdet, jf. lovforslagets § 51.
Med bestemmelsen afskaffes sygesikringslovens § 23, stk. 2 og 3, hvorefter der i hver amtskommune skal nedsættes et udvalg med repræsentation fra amtsrådet og kommuneforeningen i amtskommunen til at virke til fremme af samarbejde og samordning mellem praktiserende læger, sygehuse og anden sundhedsmæssig og social virksomhed. Som behandlet i bemærkningerne til kapitel 13. Administration m.v. afskaffes også sygesikringslovens § 23, stk. 4-udvalg, som består af repræsentanter fra § 23, stk. 2-udvalgene og fra vedkommende lægekredsforening(er). Disse udvalg har i en vis udstrækning varetaget opgaver i forbindelse med samarbejde, samordning og især planlægning.
På baggrund af de noget vekslende erfaringer med begge udvalg og de senere års udvikling med opbygning af andre mere fleksible og bedre fungerende samarbejdsmønstre i mange amtskommuner er det ikke fundet hensigtsmæssigt nærmere at regulere samarbejdsformerne, men at overlade det til de enkelte amtsråd sammen med kommunalbestyrelserne i amtskommunen at forme samarbejdet, så det bedst opfylder de lokale behov og ønsker. Det kan eksempelvis være i form af de kontakt- eller lokaludvalg, som flere amtskommuner allerede har nedsat omkring de enkelte sygehuse med repræsentanter fra amtskommunen, sygehuset, kommunerne og praktiserende læger m.v. i sygehusets optageområde. Emner for sådanne udvalg kan bl.a. være procedurer ved indlæggelse og udskrivning, færdigbehandlede patienter, ældreservice og forebyggelse.
Til § 49
Bestemmelsen, som er ny, sigter mod at udbygge dialogen mellem kommunerne, amtskommunerne, regeringen og folketinget på sundhedsområdet. Redegørelsen afgives kort efter kommunalvalget og dermed før, at kommunerne skal behandle deres redegørelser, jf. § 50, og amtskommunerne deres sundhedsplaner, jf. § 51, stk. 1. Som led i redegørelsen kan sundhedsministeren pege på områder eller temaer, som kommunerne eller amtskommunerne efter ministerens opfattelse bør behandle mere indgående i deres redegørelser eller planer f.eks. for at fremme en udvikling, få et emne nærmere belyst eller få et område revurderet.
Sundhedsministeren kan ved udarbejdelsen af retningslinierne bl.a. medvirke til sikring af en fortsat udvikling af den forebyggende indsats inden for de fastlagte økonomiske rammer.
Til § 50
Den foreslåede bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen en gang i hver valgperiode skal behandle en sundhedsredegørelse, er ny i forhold til den nuværende lovgivning.
Kommunerne har i de senere år i stigende omfang påtaget sig opgaver af sundhedsmæssig karakter, f.eks. i forbindelse med udbygning af døgnplejen og på det forebyggende område. Denne udvikling bør fastholdes og styrkes. En redegørelse vil kunne bidrage hertil ved at skabe grundlag for en mere sammenhængende vurdering og prioritering af kommunens indsats på sundheds- og forebyggelsesområdet og ved at synliggøre indsatsen og området. Derudover vil redegørelsen kunne give den enkelte kommunalbestyrelse et bedre grundlag for det løbende samarbejde med amtskommunen på sundhedsområdet og for kommunens medvirken i den amtskommunale sundhedsplanlægning, herunder udarbejdelse af høringsudtalelse over forslag til amtskommunal sundhedsplan i henhold til § 52, stk. 1.
De kommunale redegørelser skal omfatte kommunens tilrettelæggelse af ordningerne i henhold til kapitel 4, 5 og 6, kommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger i øvrigt samt sundhedsberedskabet i kommunen.
Redegørelsens behandling af de kommunale sundhedsordninger i henhold til kapitel 4, 5 og 6 erstatter tidligere bestemmelser i den sociale styrelseslov for planlægning af de kommunale sundhedsordninger. Behandlingen af sundhedsberedskabet i kommunen er en direkte følge af hovedprincippet i det civile beredskab om, at den myndighed, der varetager en opgave til daglig, også skal forestå den i en beredskabssituation og følgelig har den løbende planlægningsopgave.
Til § 51
Bestemmelsen fastsætter, at der i hver amtskommune skal foreligge en sundhedsplan, der skal behandles på et møde i amtsrådet i hver valgperiode.
Planlægningen af det amtskommunale sundhedsvæsen følger i dag forskellige regel- og aftalesæt. På sygehusområdet er hovedområderne for en sygehusplan reguleret i sygehuslovens § 11, stk. 2, hvorefter en plan skal omfatte drift eller benyttelse af de institutioner, som er nævnt i lovens § 3. Sygesikringsloven indeholder ikke bestemmelser om praksisplanlægningens indhold. Planlægningen på praksisområdet baserer sig på aftaler mellem overenskomstens parter og er reguleret i sygesikringsoverenskomsterne for almen lægehjælp, speciallægehjælp m.fl.
I forhold til den nuværende planlægning på sundhedsområdet indebærer forslaget, at den nuværende sektoropdelte planlægning af det amtskommunale sundhedsvæsen erstattes af en sammenhængende sundhedsplanlægning, som omfatter samtlige de amtskommunale opgaver på sundhedsområdet, jf. § 4, og som inddrager kommunerne og praksissektoren i planlægningen, jf. også § 52. Denne ændring indføres for at tilgodese behovet for en styrket samordning og for en samlet prioritering og afvejning mellem sundhedsvæsenets forskellige dele. Et væsentligt område for en sammenhængende sundhedsplanlægning vil være at undersøge og beskrive mulighederne for at overføre opgaver fra sygehusvæsenet til den primære sundhedssektor f.eks. skadebehandling, forundersøgelser og efterbehandling.
Den sammenhængende sundhedsplanlægning indebærer ingen ændring i praksissektorens nuværende liberale status. I dag er praksisplanlægningen reguleret i overenskomsterne mellem den offentlige sygesikring og de enkelte organisationer, som indeholder bestemmelser om bl.a. plangrundlag, planforudsætninger, vejledende normer for planerne samt godkendelse af planerne. Samtlige disse spørgsmål kan fortsat indgå i overenskomsterne og gennemførelse af en af amtsrådet vedtagen plan vil fortsat forudsætte, at planen enten er i overensstemmelse med allerede indgåede aftaler, eller at der indgås nye aftaler, som sikrer dens gennemførelse.
Flere amtskommuner har allerede påbegyndt en mere sammenhængende sundhedsplanlægning. Lovforslaget er således i overensstemmelse med amtskommunernes egne bestræbelser på at forbedre sundhedsplanlægningen. I forhold til denne udvikling indebærer lovforslaget, at alle amtskommuner fremover skal have en sammenhængende sundhedsplan, og at kommunerne og praksissektoren skal inddrages i planlægning ved høring over forslag til sundhedsplan, jf. § 52.
Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter de overordnede indholdsmæssige rammer for en sundhedsplan. Disse krav opfyldes allerede helt eller delvist i den sammenhængende sundhedsplanlægning, som flere amtskommuner har igangsat. Bestemmelsen sigter heller ikke så meget mod at regulere den enkelte amtskommunes planlægning inden for sundhedsvæsenet som på at fremme og styrke samarbejde med kommunerne og praksissektoren om tilrettelæggelsen af det amtskommunale sundhedsvæsen, jf. § 52. I forhold til den nuværende lovgivnings krav til planlægningen på sundhedsområdet indebærer lovforslaget 3 egentlige ændringer.
For det første foreslås, at amtskommunen skal redegøre for planens forudsætninger, herunder sundhedstilstanden i amtskommunen. Hovedsigtet med denne bestemmelse er at udvide sundhedsplanlægningens område fra sygdomsbehandling m.v. til også at rette sig mod forebyggelse og sundhedsfremme. Sundhedsplanlægningen vil kunne medvirke til en mere aktiv og målrettet forebyggende indsats fra kommuner, amtskommuner m.v. ved at give den grundlæggende beskrivelse af sundhedstilstanden hos amtskommunens befolkning.
For det andet foreslås, at amtsrådet i planen skal redegøre for amtskommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger. Som beskrevet i Regeringens Forebyggelsesprogram fra marts 1989 er sigtet hermed at styrke den forebyggende kommunale indsats. De amtskommunale sundhedsplaners behandling af indsatsen på forebyggelsesområdet vil sammen med de kommunale redegørelser, jf. § 50, kunne danne grundlag for samarbejde om et styrket forebyggende arbejde på det lokale plan.
Som den tredie ændring foreslås, at samarbejdet både mellem amtskommunen og de alment praktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i henhold til kapitel 7 og mellem amtskommunen, kommunerne i amtskommunen og med andre amtskommuner bliver gjort til genstand for selvstændige redegørelser i sundhedsplanen med henblik på at få etableret og aftalt fastere samarbejdsformer mellem sundhedsvæsenets forskellige dele, at orientere offentligheden m.v. om samarbejdet og endelig fastholde bestræbelserne på at fremme samarbejdet.
Derudover foreslås, at sundhedsberedskabet indgår som en del af amtskommunens sundhedsplanlægning, ligesom det efter § 50 indgår i den kommunale sundhedsredegørelse. Sundhedsberedskabet forstås traditionelt som sygehusberedskabet, beredskab i primær sundhedstjeneste samt lægemiddelberedskabet, og det er tæt forbundet til f.eks. det hygiejniske beredskab og beredskabet i den sociale sektor.
Efter § 2, stk. 1, i lov om det civile beredskab, jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 3. juni 1985, påhviler det de enkelte ministre inden for deres administrationsområder at træffe foranstaltninger, som til enhver tid måtte være påkrævet med henblik på landets civile beredskab. Heraf følger, at sundhedsministeren har det overordnede ansvar for sundhedsberedskabet. I henhold til civil beredskabsloven er hovedprincippet i øvrigt, at den myndighed, der varetager en opgave, også varetager den i beredskabssituationer og derfor har den løbende planlægningsopgave.
I den nuværende sundhedslovgivning er kun sygehusberedskabet omhandlet i sygehuslovens kapitel IV a. I henhold til civilforsvarslovens § 2 består civilforsvaret bl.a. af sygehusberedskabet, jf. nævnte kapitel i sygehusloven.
Dette indebærer, at etableringen af sygehusberedskabet sker i henhold til civilforsvarets beredskabsbestemmelser, og at det efter etableringen er underlagt civilforsvarskommandoens operative ledelse i tilfælde af krig.
Efter civilforsvarsloven varetager civilforsvaret opgaver såvel i krig som ved katastrofer i fredstid, medens lov om det civile beredskab alene taler om krigstid. På grund af den nære sammenhæng betyder det dog ikke, at beredskab i primær sundhedstjeneste ikke også kan tænkes anvendt ved katastrofer i fredstid.
Amtsrådet skal efter bestemmelsen i stk. 2 behandle sin sundhedsplan på et møde i hver valgperiode. Bestemmelsen indebærer, at amtsrådene skal udarbejde en sammenhængende sundhedsplan i den valgperiode, som falder sammen med lovens ikrafttræden. I de efterfølgende valgperioder skal amtsrådet mindst en gang gennemgå og vurdere sin sundhedsplan. På denne baggrund kan amtsrådet f.eks. beslutte at videreføre planen i sin helhed, at gennemføre en række mindre revisioner eller at foretage en gennemgribende revision af dele af planen. Bestemmelsen tilgodeser et ønske blandt amtsrådene om at få mulighed for at samle planlægningsarbejdet om afgrænsede og særlig presserende områder.
Til § 52
Bestemmelsen fastsætter procedurer for høring af kommunerne og praksissektoren i forbindelse med den amtskommunale sundhedsplanlægning. Bestemmelsen skal sammen med bestemmelsen i § 48 medvirke til at udbygge og styrke samarbejdet og samordningen mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet og mellem sundhedsvæsenet og i de tilgrænsende sektorer, især socialsektoren.
I følge stk. 1, nr. 1 skal amtsrådet indhente udtalelser fra hver af kommunalbestyrelserne i amtskommunen forud for rådets behandling af forslag til sundhedsplan, herunder ændring af sundhedsplanen.
Som områder, hvor kommunalbestyrelserne kan have en umiddelbar interesse i at blive inddraget, kan nævnes alternativer til sygehusindlæggelse, genoptræning og lignende ydelser, hvor kommunale og amtskommunale tilbud enten kan erstatte eller supplere hinanden. Kommunalbestyrelserne kan derudover have en mere generel interesse i at få lejlighed til at udtale sig over og stille forslag til ændringer i det amtskommunale sundhedsvæsens betjening af kommunens befolkning. Det er åbenbart i forbindelse med ændringer i sygehusbetjeningen, men kan også være tilfældet i forbindelse med betjeningen med almen lægehjælp.
For Københavns og Frederiksberg kommuner vil høringspligten være opfyldt i og med, at forslaget til sundhedsplan behandles i borgerrepræsentationen og kommunalbestyrelsen.
Efter stk. 1, nr. 2 skal amtsrådet indhente udtalelser fra de alment praktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i henhold til kapitel 7 over forslag til sundhedsplan, herunder ændring af planen.
På praksisområdet beror planlægningen, plangodkendelsen og planudmøntningen i dag på et samarbejde mellem den offentlige sygesikring og de praktiserende læger efter aftale i overenskomsterne. Med forslaget om en sammenhængende sundhedsplanlægning i hver enkelt amtskommune vil planlægningen og plangodkendelsen ikke længere være et aftalespørgsmål mellem overenskomstens parter, hvorimod udmøntningen af en plan fortsat vil bygge på forhandlinger mellem parterne.
Bestemmelsen i stk. 1 vil medvirke til en større offentlighed og åbenhed om sundhedsplanlægningen. Især bestemmelsen om høring af kommunalbestyrelserne i stk. 1, nr. 1 vil skabe opmærksomhed om planen og lægge op til lokal debat om planen og dens forslag til betjening af lokalområdet. Som flere amtsråd allerede har gjort, kan de enkelte amtskommuner selv inddrage offentligheden i sundhedsplanlægningen, også for at få en bredere debat af det amtskommunale sundhedsvæsen.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 2 sikres praksissektorens fortsatte medvirken i planlægningen. I forhold til i dag bliver praksissektorens deltagelse i planlægningen udvidet fra alene at omfatte praksisområdet til at omfatte hele det amtskommunale sundhedsvæsen. Herved forbedres praksissektorens muligheder for at præge den samlede planlægning af sundhedsvæsenet.
Forslagets stk. 2 svarer til sygehuslovens § 11, stk. 4. Rådgivning vedrørende sygehusberedskabsdelen af sundhedsplanen indhentes hos Civilforsvarsstyrelsen.
Til § 53
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til sygehuslovens § 11, stk. 3.
Til § 54
I følge sygehuslovens § 11, stk. 6 skal amtskommunerne indsende deres sygehusplan eller ændring af sygehusplan til sundhedsministeren. Ministeren kan meddele sine bemærkninger til planerne. I særlige tilfælde, når væsentlige sundhedsmæssige hensyn taler herfor, kan ministeren bestemme, at amtsrådet skal behandle sin plan eller planændring på ny.
Med den foreslåede bestemmelse opretholdes kravet om, at amtskommunerne indsender deres planer til sundhedsministeren. Samtidig er bestemmelsen udvidet til også at omfatte Sundhedsstyrelsen i overensstemmelse med eksisterende praksis. Sundhedsministeriet sender planerne til Civilforsvarsstyrelsen. Derimod er der ikke fundet grundlag for at opretholde den særlige hjemmel til ministeren til at meddele sine bemærkninger til de amtskommunale sundhedsplaner og eventuelt henvise dem til fornyet behandling i amtsrådet. Sundhedsministeren vil også uden hjemlen kunne meddele sine bemærkninger og i den forbindelse anmode amtsrådet om at overveje eller behandle planen på ny, hvis væsentlige sundhedsmæssige hensyn taler derfor.
Til § 55
Bestemmelserne i stk. 1-3 svarer til reglerne i sygehuslovens § 13 om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse samt på statslige og private sygehuse, idet stk. 4 dog foreslås ophævet. Efter denne bestemmelse kan ministeren, når en amtskommune ikke har indgået de fornødne aftaler efter stk. 1 bestemme, at amtskommunen kan afkræves betaling uden dens samtykke for patienter, som behandles på lands- og landsdelsafdelinger uden for amtskommunens sygehusvæsen. Den bestemmelse har aldrig været anvendt, og i øvrigt indeholder den kommunale styrelseslov de tilstrækkelige midler til at opnå det samme, som bestemmelsen i sygehuslovens § 13, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, som er ny i forhold til den nuværende lovgivning, bemyndiger ministeren til i særlige tilfælde, efter forhandling med amtsrådene i fællesskab, at fastsætte bindende visitations- og betalingsregler med henblik på at samle behandlingen af enkelte sygdomme på eet eller ganske få sygehuse.
Formålet med bestemmelsen er for det første at tilgodese hensynet til små patientgrupper. Ved at samle behandlingen af den enkelte patientgruppe på et eller meget få sygehuse skabes de bedste forudsætninger for, at de små patientgrupper kan få tilbudt en tilstrækkelig behandling, og at den bliver varetaget af personale med stor erfaring, rutine og sagkundskab inden for den enkelte sygdom.
Det andet sigte med bestemmelsen er at kunne samle den sygdomsbehandling, som i øvrigt forudsætter et meget højt specialiseringsniveau eller anvendelse af dyrt apparatur m.v. på et begrænset antal sygehuse med henblik på en effektiv udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer. Som eksempel herpå kan nævnes hjertekirurgi.
Bestemmelsen i stk. 4 forudsættes først og fremmest anvendt i tilfælde, hvor de ovenstående hensyn ikke allerede er tilgodeset i rimeligt omfang i forbindelse med de indgåede aftaler i henhold til stk. 1-3 eller ved indgåelse af aftaler mellem amtskommunerne og sundhedsministeren.
Til kapitel 13
Med lovforslaget ophæves dels lovbestemmelserne for en række råd og udvalg dels de særlige klageregler i sygehusloven og sygesikringsloven. Af større ændringer foreslås desuden indført aktindsigt i optegnelser m.v. hos de alment praktiserende læger m.v. svarende til den nuværende aktindsigt i sygehusjournaler.
1. Det amtskommunale og det kommunale sundhedsvæsen forvaltes efter reglerne i lov om kommunernes styrelse. I sygehuslovens kapitel 6. Sygehusrådet og sygesikringslovens kapitel 6. Administration findes derudover en række særlige administrationsbestemmelser fortrinsvis om nedsættelse af særlige råd og udvalg til at bistå ved og forestå dele af forvaltningen af den nuværende sundhedslovgivning.
Det drejer sig om sygehusrådet i henhold til sygehuslovens § 19 og 20, medicintilskudsnævnet i henhold til sygesikringslovens § 7, amtskommunale samarbejdsudvalg mellem amtskommunen og kommuneforeningen i amtskommunen i henhold til sygesikringslovens § 23, stk. 2, amtskommunale fællesudvalg mellem § 23, stk. 2-udvalget og vedkommende lægekredsforening(er) i henhold til sygesikringslovens § 23, stk. 4, sygesikringsnævnet for søfarende i henhold til sygesikringslovens § 24, stk. 3, Sygesikringens Forhandlingsudvalg i henhold til sygesikringslovens § 26 og landssamarbejdsudvalg mellem Den almindelige danske lægeforening og repræsentanter fra Sygesikringens Forhandlingsudvalg i henhold til sygesikringslovens § 27, stk. 1, voldgiftsråd i henhold til sygesikringslovens § 27, stk. 3 samt tilsvarende landssamarbejdsudvalg og voldgiftsråd oprettet af sundhedsministeren efter bemyndigelse i henhold til sygesikringsloven § 27, stk. 6.
Størstedelen af lovbestemmelserne vedr. råd og udvalg foreslås afskaffet. Fra den nuværende sygehuslov drejer det sig om Sygehusrådet og fra sygesikringsloven om alle udvalg og råd på nær medicintilskudsnævnet. Disse råd og udvalg har fortrinsvis til opgave at formidle et samarbejde mellem forskellige dele af sundhedsvæsenet. Det er vurderingen, at et effektivt og bæredygtigt samarbejde inden for sundhedsvæsenet bedre kan tilvejebringes ved at overlade det til de berørte parter selv at tilrettelægge samarbejdet, end ved at lovgive om samarbejdsformer m.v., jf. bemærkningerne til lovforslagets § 48.
Til de enkelte forslag om afskaffelse af råd og udvalg kan knyttes følgende bemærkninger, idet der med hensyn til § 23, stk. 2-udvalgene og Sygesikringens Forhandlingsudvalg i henhold til sygesikringslovens § 26 henvises til henholdsvis kapitel 12 og kapitel 7.
Sygehusrådet har efter sygehusloven varetaget en række koordinerende og rådgivende opgaver mellem centrale og decentrale sygehusmyndigheder. Efter afskaffelsen i 1985 af den statslige godkendelse af sygehusplaner kan rådet ikke længere anses for påkrævet.
Udvalgene efter sygesikringslovens § 23, stk. 4 har til opgave at behandle klager vedr. lægebetjeningen efter nærmere regler fastsat i overenskomsten samt i øvrigt varetage opgaver efter overenskomsten eller lokal aftale. Efter de gældende overenskomster omfatter udvalgenes hovedopgaver fortrinsvis praksisplanlægning og samordningsforanstaltninger mellem sygesikringens ydelser og sygehusvæsenet. Klagesagsbehandling er derimod ikke henlagt til udvalgene, men til særlige udvalg nedsat i henhold til overenskomst. Baggrunden for afskaffelsen af § 23, stk. 4-udvalgene er dels at deres opgaver i et vidt omfang varetages af udvalg oprettet i henhold til overenskomst, dels at deres opgaver i forbindelse med planlægning falder bort i forbindelse med forslaget til nye planlægnings- og samarbejdsbestemmelser, jf. kapitel 12.
Sygesikringsnævnet for søfarende i henhold til § 24, stk. 3 er rådgivende over for sundhedsministeren og Søfartsstyrelsen. Der er ikke behov for et permanent nævn, da den fornødne rådgivning kan indhentes fra de berørte parter i de enkelte sager. Hvis der senere måtte vise sig behov for et sådant nævn, kan sundhedsministeren alligevel nedsætte dette med henblik på almindelig rådgivning m.v.
Landssamarbejdsudvalgene og voldgiftsrådene i henhold til § 27 er aldrig etableret. Derimod er der oprettet landssamarbejdsudvalg og voldgiftsråd efter overenskomstmæssige aftaler. Bestemmelsen i § 27 må derfor anses for overflødig og foreslås afskaffet.
Endelig foreslås bestemmelserne i sygesikringslovens § 24, stk. 1 og 2 ophævet. Efter bestemmelserne kan ministeren dels bemyndige Sundhedsstyrelsen til at fastsætte bestemmelser vedr. tilskud til tandeftersyn og tandbehandling og vedr. tilskud til fysioterapi og kiropraktik, dels henlægge ministerens opgaver i følge loven til anden central statsmyndighed, herunder efter forhandling med socialministeren til Socialstyrelsen. Bestemmelserne er overflødige, idet ministeren også uden hjemmel vil kunne bemyndige Sundhedsstyrelsen eller - efter aftale med vedkommende minister - andre centrale statsmyndigheder til på sine vegne at varetage nærmere afgrænsede dele af ministerens opgaver efter loven. Ophævelsen af § 24, stk. 1 og 2, sigter ikke imod nogen ændringer i den nuværende administration, hvorefter opgaver vedr. særlig sygesikring for søfarende varetages af Søfartsstyrelsen og opgaver vedr. mellemstatslige refusioner og i forbindelse med overenskomster med andre stater varetages af Socialministeriet og Socialstyrelsen.
2. Lov om offentlig sygesikring og lov om sygehusvæsenet indeholder udtrykkelige regler om klage over beslutninger, der træffes af de offentlige myndigheder om retten til ydelser. Efter sygesikringslovens § 24, stk. 4-6, kan afgørelser, der er truffet af det sociale udvalg, indbringes for amtsankenævnet (i København og Frederiksberg dog for Den sociale Ankestyrelse), mens afgørelser truffet af amtsrådet (eller af det sociale udvalg på amtsrådets vegne) kan indbringes for Den sociale Ankestyrelse. Efter sygehuslovens § 9 kan afgørelser om, på hvilke vilkår en person har ret til sygehusbehandling samt befordring eller befordringsgodtgørelse påklages til Den Sociale Ankestyrelse.
Amtsankenævnene og Den sociale Ankestyrelse har imidlertid ikke haft nogen reel mulighed for at skabe et sammenhængende grundlag for virksomheden som klageinstans på sundhedsområdet, allerede fordi de rejste klager har været temmelig få og spredte. De nævnte ankeinstanser er desuden primært etableret med den opgave at behandle klager inden for det sociale område, hvor de sociale udvalgs selvstændige stilling i kommunestyret i øvrigt nu er ophævet. Til belysning af omfanget af klager kan det som eksempel nævnes, at Den Sociale Ankestyrelse i 1986 og 1987 behandlede ialt 7 og 28 klagesager angående ydelser efter henholdsvis sygehusloven og sygesikringsloven svarende til ialt godt 2 promille af de omkring 15.000 sager, som styrelsen har behandlet i løbet af de nævnte 2 år. Der foreligger ikke på centralt hold tilsvarende oplysninger om antallet af klagesager, der er indbragt for amtsankenævnene. Klager på sundhedsområdet er imidlertid væsensforskellige fra klager om adgangen til sociale ydelser. Hertil kommer, at der ikke i de øvrige love, som er berørt af lovforslaget, findes særlige klageregler. På denne baggrund er de særlige klageregler i sygesikringslovens § 24, stk. 4-6, og sygehuslovens § 9 foreslået ophævet.
Herefter er de kommunale myndigheders virksomhed på sundhedsområdet omfattet af det almindelige tilsyn med kommuner (tilsynsrådene) og amtskommuner (Indenrigsministeriet) i medfør af lov om kommunernes styrelse. Tilsynsmyndigheden vil således kunne tage stilling til, om en amtskommune har handlet i strid med lovgivningen, når det gælder en persons adgang til ydelser, jf. lovforslagets kapitel 3-11. De kommunale myndigheder skal efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, tillige oplyse borgerne om muligheden for at rette henvendelse til tilsynsmyndigheden, når der skønnes at være behov herfor.
For så vidt angår klager over den faglige virksomhed, som udøves af personer under sundhedsvæsenet, vil der ikke i forbindelse med ophævelsen af de pågældende bestemmelser ske nogen ændring af retstilstanden, idet sådanne klager fortsat indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i medfør af bestemmelserne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Efter lovens § 4, stk. 1, fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet. Efter § 5 i lov om embedslægeinstitutioner bistår embedslægerne Sundhedsstyrelsen hermed. Endelig er Sundhedsstyrelsen efter centralstyrelseslovens § 2 forpligtet til at følge sundhedsforholdene, ligesom styrelsen i fornødent omfang skal orientere vedkommende myndighed om konstaterede overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet.
Efter en samlet vurdering kan den foreslåede ophævelse af de særlige klageregler derfor ikke anses for at indebære nogen svækkelse af borgernes retssikkerhed.
Til § 56
Bestemmelsen svarer til bestemmelserne for medicintilskudsnævnet i sygesikringslovens § 7, som ændret ved lov nr. 343 af 24. maj 1989 (tilskud til lægemidler). Da medicintilskudsnævnets medlemmer er omfattet af de almindelige inhabilitetsregler i forvaltningslovens kapitel 2, er den hidtidige regel om, at medlemmerne ikke må være økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som fremstiller, importerer eller forhandler lægemidler, dog udeladt. Som konsekvens af ophævelsen af lovbestemmelserne om Sygesikringens Forhandlingsudvalg, jf. bemærkningerne til kapitel 7, er det fremover amtsrådene i fællesskab, herunder Københavns og Frederiksberg kommuner, som indstiller et medlem til sundhedsministeren og ikke Sygesikringens Forhandlingsudvalg.
Til § 57
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til sygesikringslovens § 25. Dog er reglen om adgang til at indhente oplysninger fra statslige og kommunale myndigheder og institutioner udeladt, idet en sådan adgang følger af de almindelige regler i forvaltningslovens § 31.
Til § 58
Efter offentlighedslovens § 9 har den enkelte borger aktindsigt i sin egen sygehusjournal. Inden for det offentlige sundhedsvæsen har den enkelte derudover ret til almindelig aktindsigt efter bestemmelserne i offentlighedslovens § 4 med de begrænsninger, der følger af § 7. Denne almindelige aktindsigt gælder for ydelserne efter lovforslagets kapitel 4-6 og 10. Derimod har den enkelte ikke efter den gældende lovgivning aktindsigt i de oplysninger en alment praktiserende læge, praktiserende speciallæge m.v., der arbejder efter en overenskomst med sygesikringen, fører om den pågældende i forbindelse med behandling, undersøgelse m.v.
Imidlertid har borgerne krav på at vide hvilke oplysninger, som det offentlige sundhedsvæsen indsamler og opbevarer om dem. Det foreslås derfor, at den enkelte får aktindsigt i de optegnelser m.v., som er udarbejdet i forbindelse med ydelser til vedkommende efter kapitel 3 og 7. Aktindsigten vil omfatte dels de optegnelser, den alment praktiserende læge, praktiserende speciallæge m.v. har udarbejdet i forbindelse med patientkontakten, dels korrespondance med andre læger, sygehuse, myndigheder m.fl., samt svar på laboratorieprøver, røntgenbilleder eller beskrivelser heraf og lignende. Herved vil der være aktindsigt i samtlige journaler og optegnelser m.v. udarbejdet som led i det offentlige sundhedsvæsens virksomhed.
Bestemmelsen i stk. 2 findes tilsvarende i offentlighedslovens § 9 om aktindsigt i sygehusjournaler.
Efter stk. 3 kan sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om aktindsigt efter stk. 1.
Til kapitel 14
Lovforslagets finansieringsbestemmelser svarer indholdsmæssigt til de nuværende regler med de ændringer, som følger af den foreslåede opgaveomlægning i kapitel 10.
Forslaget om at lade sygehuskommunerne afholde samtlige udgifter til patientbefordring, jf. kapitel 10, indebærer, at kommunerne - med undtagelse af begravelseshjælp - ikke længere afholder nogen udgift vedrørende sygesikring eller sygehusvæsen. Udgifterne afholdes herefter af amtskommunerne med undtagelse af de mindre dele, som afholdes af staten og af private sygehuse m.v.
Af lov om det civile beredskab følger, at kommunerne og amtskommunerne har ansvaret for det kommunale og amtskommunale civile beredskab, herunder sundhedsberedskabet. Dette ansvar omfatter også finansiering.
Til § 59
Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til, hvad der følger af § 1 i lov om sundhedsplejerskeordninger, § 1 i lov om skolelægeordning, §§ 11 og 12 i lov om tandpleje samt § 5, stk. 1 og 2, i lov om hjemmesygeplejerskeordninger og §§ 13 og 21, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring.
Til § 60
Bestemmelserne i nr. 1-3 svarer indholdsmæssigt til, hvad der følger af § 10, stk. 2 og 3, og § 11, stk. 4, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, § 2, stk. 1, i lov om lægeundersøgelse af børn, § 1, stk. 1, i lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme samt af § 5, stk. 2, i lov om hjemmesygeplejerskeordninger. I henhold til § 10 i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp afholder statskassen udgifter til blodprøveundersøgelser i forbindelse med forebyggende helbredsundersøgelser af gravide. Denne bestemmelse ophæves, således at amtskommunerne fremover skal afholde udgifterne til blodprøveundersøgelser svarende til de regler, som i øvrigt gælder for det amtskommunale sundhedsvæsen. Der henvises til bemærkningerne til kapitel 3.
Bestemmelserne i nr. 4-6 svarer indholdsmæssigt til, hvad der følger af sygesikringslovens § 21, stk. 1, og sygehuslovens § 5, stk. 1.
Herudover er det foreslået, at amtskommunerne afholder udgiften til patientbefordring efter lovforslagets kapitel 10, jf. lovforslagets § 60, nr. 7. For så vidt angår patientbefordring i forbindelse med behandling på sygehus opretholdes de gældende regler hermed. Derimod ændres byrdefordelingen med hensyn til udgifterne ved patientbefordring til og fra praktiserende læge, idet disse udgifter hidtil har været afholdt af kommunerne, jf. sygesikringslovens § 21, stk. 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets kapitel 10 om patientbefordring.
Til § 61
Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til, hvad der følger af sygesikringslovens § 21, stk. 2, for så vidt angår særlig begravelseshjælp, § 21, stk. 3-4, og § 28, stk. 2.
Til § 62
Bestemmelsen svarer til § 5, stk. 3, i lov om hjemmesygeplejerskeordninger.
Til § 63
Bestemmelsen svarer til reglerne i sygehuslovens § 5, stk. 5-7.
Til § 64
Bestemmelsen tilsigter først og fremmest at regulere forholdene i de tilfælde, hvor en amtskommune har et psykiatrisk sygehus/afdeling beliggende i en anden amtskommune.
I forbindelse med den åbning af den psykiatriske behandling, der har fundet sted gennem de senere år, anvendes i stigende grad deldøgnsbehandling (daghospital) og ambulant behandling. Patienter, der førhen var indlagt på sygehuset hele døgnet, opholder sig nu kun på hospitalet i dagtimerne, og tager som led i den psykiatriske behandling ofte bolig i nærheden af sygehuset.
Den foreslåede regel lovfæster i det væsentlige den praksis, der hidtil har været, hvorefter den indlæggende amtskommune fortsat er forpligtet til at afholde udgifterne til behandlingen, indtil denne er afsluttet, når patienten har taget bopæl i den fremmede amtskommune som led i behandlingen.
Som noget nyt indføres en tidsbegrænsning på 2 år for den tidligere bopælsamtskommunes betalingsforpligtelse.
Til § 65
Bestemmelsen svarer til tilskudsbestemmelserne i sygehuslovens § 17.
Dog er kravet om, at fastsættelsen af regler om statsrefusion af amtskommunale befordringsudgifter ifølge international overenskomst skal ske efter forhandling med socialministeren udeladt som konsekvens af overførslen af sygesikringsområdet til sundhedsministeren (tidligere indenrigsministeren).
Til kapitel 15
Kapitlet indeholder en bemyndigelse til ministeren til at dispensere fra en række af sundhedslovens bestemmelser. Ud over tandplejelovens § 13 indeholder den nuværende sundhedslovgivning ikke egentlige forsøgshjemler til ministeren.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fremme forsøgsvirksomhed inden for sundhedsvæsenet. Forsøgsvirksomhed har i de senere år vundet indpas som et nyttigt og velegnet redskab for omstillingen af den offentlige sektor. Som eksempler kan nævnes frikommuneprojektet og socialministeriets forsøgs- og omstillingsaktiviteter. Inden for sundhedsområdet har Sundhedsministeriet ydet økonomisk støtte til forsøg og analyser inden for sundhedsvæsenet.
Med den foreslåede bestemmelse bliver der åbnet mulighed for at iværksætte forsøg, som forudsætter, at bestemmelser i sundhedsloven fraviges. Der kan f.eks. være tale om forsøg med opgavefordelingen og finansierings- og honoreringsordninger. På disse områder kan det meget ofte være vanskeligt at forudse både de faglige og økonomiske konsekvenser af ændringer. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at gennemføre afgrænsede forsøg, hvor erfaringer vurderes og videreformidles.
På forhånd må det forudses, at ministerens adgang til at dispensere fra loven som led i forsøgsvirksomhed kun vil blive anvendt i et begrænset omfang. Allerede den nuværende sundhedslovgivning giver kommuner og amtskommuner ganske betydelige muligheder for at tilrettelægge deres indsats på sundhedsområdet efter lokale behov og forhold, og disse muligheder bliver endnu bedre med lovforslaget, bl.a. med ophævelsen af pligten til at ansætte særlige personalekategorier til at løse de kommunale opgaver vedr. sundhedspleje af børn og unge og hjemmesygepleje, jf. kapitel 4 og 6.
Forsøgshjemlen omfatter stort set alle lovens bestemmelser.
I forbindelse med ministerens tilladelse til ved forsøg at fravige lovens bestemmelser skal der lægges afgørende vægt på hensynet til borgernes sundhed, retssikkerhed og velfærd.
Tilladelse til forsøg i henhold til den foreslåede bestemmelse vil blive bekendtgjort i Lovtidende.
Forsøg, der allerede er godkendt i henhold til frikommuneloven, fortsætter med hjemmel i den i § 66 foreslåede bestemmelse på samme vilkår. Samtidig ophæves forsøgshjemlerne i frikommuneloven, jf. § 67, stk. 2, nr. 10.
Til § 66
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til § 1, 2. pkt. i lov om frikommuner.
Til kapitel 16
Til § 67
Af lovforslagets § 67, stk. 1, fremgår det, at det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt er fastsat til den 1. januar 1992.
Lovforslaget indebærer, at varetagelsen og finansieringen af visse opgaver overføres fra amtskommunerne til kommunerne og omvendt. Det vil derfor være mest hensigtsmæssigt, at loven træder i kraft ved overgangen mellem de to budgetår, dvs. pr. 1. januar.
Endvidere vil loven gøre det nødvendigt, at overenskomsterne mellem den offentlige sygesikring og de faglige organisationer revideres. Det vil ligeledes være nødvendigt at foretage en gennemgribende revision af en del administrative forskrifter, retningslinier, vejledninger m.v.. Af hensyn til de praktiske muligheder for at gennemføre disse forberedelser er det derfor af betydning, at lovens ikrafttræden ikke fastlægges i umiddelbar forlængelse af lovens vedtagelse.
I § 67, stk. 2, nr. 10, er det foreslået at ophæve §§ 45, 45a og 45b i frikommuneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 31. august 1989, idet disse bestemmelser i frikommuneloven giver hjemmel til som led i forsøg at fravige regler i nogle af de sundhedslove, der er foreslået ophævet. Frikommunelovens forsøgshjemler på sundhedsområdet omfattes af lovforslagets § 66 om forsøgsvirksomhed.
Til § 68
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 17, stk. 3, om aktindsigt i sygehusjournaler i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen.
Til § 69
Hensigten med den foreslåede ændring af lov om sterilisation og kastration er at give det enkelte amtsråd lettere adgang til at udlægge sterilisationsoperationer fra sygehusene til praksissektoren.
De nærmere vilkår for ydelse af offentlige tilskud til sterilisationsoperationer i privat praksis forudsættes fastlagt i overenskomst mellem amtsrådene i fællesskab og de lægelige organisationer på tilsvarende måde, som for øvrige ydelser i henhold til kapitel 7 i lovforslaget. Reglerne om tilskud til sterilisationsoperationer i privat praksis vil således blive fastlagt på samme måde som for øvrige lægeydelser i privat praksis.
Kapitel I
Almindelige bestemmelser
Kapitel II
Berettigede personer og ydelsernes omfang
Kapitel III
Planlægningsbestemmelser
Kapitel IV
Behandlingsinstitutioner for alkoholskadede
Kapitel V
Tilskudsbestemmelser
Kapitel VI
Sygehusrådet
Kapitel VII
Ikrafttrædelses- og ændringsbestemmelser
Ingen
Nr LSF 37
Forslag til Lov om det offentlige sundhedsvæsen
Fremsat af sundhedsministeren (Ester Larsen)
den 10. oktober 1990