1990 LSF 14 FORSLAG TIL LOV OM INTERNATIONAL FULDBYRDELSE AF FORÆLDREMYNDIGHEDSAFGØRELSER M.V. (INTERNATIONALE BØRNEBORTFØRELSER)

Artikel 1

I denne konvention forstås ved

a. »barn«: en person af enhver nationalitet, så længe vedkommende er under 16 år og ikke har ret til selv at bestemme, hvor denne vil bo ifølge loven i det land, hvor vedkommende har bopæl eller statsborgerskab, eller ifølge de interne retsregler i modtagerstaten,

b. »myndighed«: en judiciel eller administrativ myndighed,

c. »afgørelse om forældremyndighed«: en afgørelse truffet af en myndighed i det omfang den angår omsorgen for barnets person, herunder retten til at bestemme, hvor barnet skal bo, eller retten til samvær med barnet,

d. »ulovlig bortførelse«: bortførelse af et barn over en statsgrænse i strid med en afgørelse om forældremyndighed over barnet, der er truffet og som kan fuldbyrdes i en kontraherende stat; ulovlig bortførelse omfatter også

i. undladelse af at tilbagegive et barn over en statsgrænse, når tiden for udøvelse af samvær med barnet er udløbet, eller når tiden er udløbet for ethvert andet midlertidigt ophold i andet område end der, hvor forældremyndigheden udøves;

ii. bortførelse, som efterfølgende erklæres

ulovlig i overensstemmelse med artikel 12.

I DEL

Centralmyndigheder

Artikel 1

Formålet med denne konvention er, at

a. sikre en umiddelbar tilbagegivelse af børn, som er ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en kontraherende stat; og

b. sørge for, at forældremyndighed og samværsret i en kontraherende stat bliver effektivt respekteret i andre konstraherende stater.

Bilag 1

Oversættelse

Europæisk konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed

De medlemsstater i Europarådet, som har undertegnet denne konvention, og som

- erkender, at i Europarådets medlemsstater er hensynet til, hvad der er bedst for barnet, af største betydning ved afgørelser om forældremyndighed,

- mener, at gennemførelse af foranstaltninger for at sikre, at afgørelser om forældremyndighed anerkendes og fuldbyrdes i videre omfang, vil føre til bedre beskyttelse af børns velfærd,

- anser det for ønskeligt med dette mål for øje at understrege, at forældres ret til samvær er en naturlig følge af forældremyndigheden,

- er opmærksomme på det stigende antal tilfælde, hvor børn ulovligt er blevet bortført over en statsgrænse, og vanskelighederne ved at finde hensigtsmæssige løsninger på de problemer, dette fører til,

- ønsker at indføre egnede bestemmelser for at genoprette kontakten med forældremyndighedsindehaveren, hvis den er blevet afbrudt egenmægtigt,

- er overbeviste om det ønskelige i med dette formål at træffe foranstaltninger, som er tilpasset forskellige behov og omstændigheder,

- ønsker at oprette juridisk samarbejde mellem

deres myndigheder om retlige spørgsmål,

er blevet enige om følgende

Kapitel 1

Lovens område

Kapitel 1

Lovens område

KAPITEL 1

Konventionens anvendelsesområde

§ 1. Loven vedrører anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, og om samværsret, jf. kapitel 3. Endvidere vedrører loven tilbagegivelse af børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, jf. kapitel 4.

Stk. 2. Loven gælder for børn under 16 år.

Stk. 3. Anerkendelse og fuldbyrdelse efter kapitel 3 kan ske på grundlag af domme, kendelser og beslutninger, der er truffet af en domstol eller en offentlig myndighed, eller på grundlag af aftaler, der er godkendt af en offentlig myndighed.

§ 1. Loven vedrører anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, og om samværsret, jf. kapitel 3. Endvidere vedrører loven tilbagegivelse af børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, jf. kapitel 4.

Stk. 2. Loven gælder for børn under 16 år.

Stk. 3. Anerkendelse og fuldbyrdelse efter kapitel 3 kan ske på grundlag af domme, kendelser og beslutninger, der er truffet af en domstol eller en offentlig myndighed, eller på grundlag af aftaler, der er godkendt af en offentlig myndighed.

Artikel 2

1. Hver kontraherende stat skal udpege en centralmyndighed, som skal udføre de opgaver, der er fastsat i denne konvention.

2. Føderale stater og stater med mere end eet retssystem kan udpege mere end een centralmyndighed og skal fastlægge omfanget af disse myndigheders kompetence.

3. Europarådets generalsekretær skal underrettes om enhver centralmyndighed, der udpeges efter denne artikel.

Artikel 2

De kontraherende stater skal tage alle nødvendige skridt til at sikre, at konventionens formål opfyldes inden for deres territorier. I dette øjemed skal de anvende de hurtigste fremgangsmåder, der er til rådighed.

Bilag 2

Oversættelse

Konventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser

De stater, som har undertegnet denne konvention, og som

er fast overbeviste om, at hensynet til, hvad der er bedst for barnet, er af største vigtighed ved spørgsmål om forældremyndighed,

ønsker at beskytte børn på internationalt plan mod de skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og at etablere fremgangsmåder for at sikre, at børnene umiddelbart tilbagegives til den stat, hvor de har bopæl, samt at sikre beskyttelse af samværsret,

har besluttet at indgå en konvention herom, og er blevet enige om følgende bestemmelser

Kapitel 2

Centralmyndigheden

Kapitel 2

Centralmyndigheden

Kapitel 2 omhandler centralmyndigheden og dennes opgaver. Der henvises til Europarådskonventionens artikel 2-5 og Haagerkonventionens artikel 6-11.

Til § 3

For at nå målet om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske forældremyndighedsafgørelser m.v. og om tilbagegivelse af børn er det nødvendigt med et samarbejde mellem landene. Dette søges opnået ved kravet efter både Europarådskonventionen og Haagerkonventionen om, at der i alle lande, som tilslutter sig konventionerne, skal oprettes centralmyndigheder, som skal sørge for, at konventionsforpligtelserne overholdes, og at bortførte børn tilbagegives. Deres rolle er koordinerende, idet myndighederne skal modtage og formidle henvendelser vedrørende krav om anerkendelse, tvangsfuldbyrdelse og udlevering af børn i henhold til konventionerne. Centralmyndighederne kan bistå en ansøger, der ønsker en afgørelse anerkendt eller fuldbyrdet eller et barn udleveret, med henvendelser til de nationale kompetente myndigheder, med oplysninger om sagens forløb, og med at formidle kontakt til andre centralmyndigheder. Endvidere skal centralmyndighederne forsøge at opnå en frivillig imødekommelse af ansøgningen. Ved afgrænsningen er det præciseret, at en ansøger ikke er forpligtet til at rette sin ansøgning til centralmyndigheden, men uden om denne myndighed direkte kan rette henvendelse til den kompetente nationale myndighed. På baggrund af centralmyndighedens særlige rolle og ekspertise på området må det dog antages, at kun få vil vælge at ansøge uden om centralmyndigheden.

Efter modtagelsen af en henvendelse foretager centralmyndigheden en første prøvelse, hvorunder det undersøges, om alle relevante oplysninger for behandlingen foreligger, ligesom der skal foretages en vurdering af, om ansøgningen kan forventes imødekommet på det foreliggende grundlag. Er det åbenbart, at dette ikke er tilfældet, kan centralmyndigheden afvise at videresende henvendelsen til fogedretten eller til en anden centralmyndighed, der skal behandle den. I andre tilfælde vil det være naturligt at søge tilvejebragt en retlig afgørelse af, om betingelsen i konventionen er opfyldt.

Skal ansøgningen behandles i fogedretten, må centralmyndigheden tage kontakt med en advokat, som fogedretten kan beskikke til at varetage ansøgerens interesser, jf. § 18, stk. 2.

§ 2. §§ 3-9, 12-13, 15, stk. 1, 16-18 og 20 anvendes i forhold til stater, der har tiltrådt Europarådskonventionen af 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser.

Stk. 2. §§ 3, 10-12 og 14-20 anvendes i forhold til stater, der har tiltrådt Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

Stk. 3. Loven anvendes ikke i forhold til Finland, Island, Norge eller Sverige i det omfang, der gælder andre regler.

Stk. 4. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst, der kan indeholde fravigelser fra Europaråds- eller Haagerkonventionen, med en stat, som ikke har tiltrådt Europaråds- eller Haagerkonventionen, fastsætte, at loven med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forholdet mellem Danmark og denne stat.

§ 2. §§ 3-9, 12-13, 15, stk. 1, 16-18 og 20 anvendes i forhold til stater, der har tiltrådt Europarådskonventionen af 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser.

Stk. 2. §§ 3, 10-12 og 14-20 anvendes i forhold til stater, der har tiltrådt Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

Stk. 3. Loven anvendes ikke i forhold til Finland, Island, Norge eller Sverige i det omfang, der gælder andre regler.

Stk. 4. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst, der kan indeholde fravigelser fra Europaråds- eller Haagerkonventionen, med en stat, som ikke har tiltrådt Europaråds- eller Haagerkonventionen, fastsætte, at loven med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forholdet mellem Danmark og denne stat.

Artikel 3

1. Centralmyndighederne i de kontraherende stater skal samarbejde med hinanden og fremme samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i deres respektive lande. De skal handle med al nødvendig hurtighed.

2. For at lette denne konventions gennemførelse skal centralmyndighederne i de kontraherende stater

a. påse, at anmodninger om oplysninger, der kommer fra kompetente myndigheder og som angår retlige eller faktiske forhold vedrørende verserende sager, videregives;

b. efter anmodning give hinanden oplysninger om deres eget lands lovgivning vedrørende forældremyndighed og eventuelle ændringer i disse love;

c. holde hinanden underrettet om de vanskeligheder, der kan tænkes at opstå ved anvendelsen af konventionen, og så vidt muligt fjerne de hindringer, der måtte være for anvendelsen.

Artikel 3

Bortførelse eller tilbageholdelse af et barn skal anses for ulovlig, hvis

a. den strider mod de rettigheder, som tilkommer en person, en institution eller en anden myndighed som forældremyndighedsindehaver, enten i fællesskab eller alene, ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen; og

b. disse rettigheder faktisk blev udøvet, enten i fællesskab eller alene, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller ville være blevet udøvet, hvis ikke bortførelsen eller tilbageholdelsen var sket.

Forældremyndigheden som nævnt i denne artikels litra a kan i første række støttes på loven eller på en retlig eller administrativ afgørelse, men også på aftale, som har retlig gyldighed ifølge loven i den pågældende stat.

Kapitel 3

Anerkendelse og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen

Kapitel 3

Anerkendelse og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen

§ 3. Centralmyndigheden skal

1) modtage og formidle henvendelser i henhold til konventionerne,

2) samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, som har tiltrådt konventionerne, og

3) udføre de opgaver, som ifølge konventionerne i øvrigt påhviler centralmyndigheden.

Stk. 2. Justitsministeren bestemmer, hvem der er centralmyndighed her i landet, og kan fastsætte nærmere bestemmelser om dens virksomhed.

§ 3. Centralmyndigheden skal

1) modtage og formidle henvendelser i henhold til konventionerne,

2) samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, som har tiltrådt konventionerne, og

3) udføre de opgaver, som ifølge konventionerne i øvrigt påhviler centralmyndigheden.

Stk. 2. Justitsministeren bestemmer, hvem der er centralmyndighed her i landet, og kan fastsætte nærmere bestemmelser om dens virksomhed.

§ 3 forudsætter, at der udpeges en dansk centralmyndighed. Bestemmelsen omfatter myndighedens rolle og virksomhed i forbindelse med behandlingen af sager i Danmark efter konventionerne. Derudover vil det være naturligt, at den danske centralmyndighed bistår danske forældre med at få deres børn hjem i samarbejde med den tilsvarende centralmyndighed i vedkommende udland.

I betænkningen (side 61) har arbejdgruppen foreslået, at den danske centralmyndighed bliver Civilretsdirektoratet. Det er nærliggende at udnytte den omstændighed, at der i Danmark, i lighed med i Norge, men i modsætning til hvad der er tilfældet i Sverige, findes en overordnet statslig myndighed, der har ansvaret for administrationen af reglerne om forældremyndighed og samværsret. Direktoratet er bl.a. klageinstans for statsamternes afgørelser vedrørende samværsret og har efter myndighedslovens § 19 kompetence til at træffe midlertidige afgørelser om forældremyndighed, hvis forældrene har fælles forældremyndighed, og der er risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og dermed foregribe en afgørelse om forældremyndighed. Det skal bemærkes, at centralmyndigheden ved anmodning fra udlandet om bistand, navnlig om gennemtvingelse af en udenlandsk afgørelse om samværsret, vil kunne komme til at tage stilling til den udenlandske afgørelses forhold til en afgørelse, som direktoratet har truffet f.eks. som klageinstans. Arbejdsgruppen finder ikke, at denne specielle situation bør føre til at vælge en anden myndighed som centralmyndighed, idet Civilretsdirektoratet med sit omfattende kendskab til området skønnes bedst egnet til at behandle også denne form for konfliktsituationer. Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens opfattelse.

Centralmyndigheden får endvidere som en væsentlig opgave at bistå udlændinge med at gennemføre sager ved danske domstole under medvirken af danske advokater og under anvendelse af danske retsregler. Ved bistand til danske forældre, hvis børn er bortført til udlandet, vil centralmyndigheden naturligt kunne samarbejde med Udenrigsministeriet om kontakten til vedkommende udenlandske centralmyndighed.

Stk. 2 indeholder hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, der detaljeret regulerer centralmyndighedens opgaver.

Til kapitel 3

I kapitel 3 gennemføres en række af Europarådskonventionens bestemmelser, idet kapitlet i overensstemmelse med Europarådskonventionens artikel 7, 11 og 12 nærmere afgrænser pligten til at anerkende og fuldbyrde de udenlandske afgørelser.

Til § 4

Artikel 4

1. Enhver person, der har fået en afgørelse om forældremyndighed i en kontraherende stat, og som ønsker at få den anerkendt eller fuldbyrdet i en anden kontraherende stat, kan indgive en anmodning herom til centralmyndigheden i enhver kontraherende stat.

2. Anmodningen skal ledsages af de dokumenter, som er nævnt i artikel 13.

3. Den centralmyndighed, der modtager anmodningen, skal, hvis den ikke er centralmyndighed i modtagerstaten, oversende dokumenterne til den rette centralmyndighed direkte og uden ophold.

4. Den centralmyndighed, der modtager anmodningen, kan nægte at videresende den, hvis det er åbenbart, at de betingelser, der er fastsat i denne konvention, ikke er opfyldt.

5. Den centralmyndighed, der modtager anmodningen, skal uden ophold holde ansøgeren underrettet om sagens behandling.

Artikel 4

Konventionen skal gælde for ethvert barn, som havde bopæl i en kontraherende stat umiddelbart inden krænkelsen af forældremyndigheden eller samværsretten. Konventionen skal ophøre med at gælde, når barnet er fyldt 16 år.

Kapitel 4

Tilbagegivelse efter Haagerkonventionen

Kapitel 4

Tilbagegivelse efter Haagerkonventionen

Kapitel 4 indeholder de grundlæggende bestemmelser om gennemførelsen af Haagerkonventionens bestemmelser i dansk ret.

Til § 10

Bestemmelsen fastlægger, hvornår en børnebortførelse er ulovlig og derfor medfører tilbagegivelsesforpligtelse efter Haagerkonventionen. Der henvises til konventionens artikel 3 og 4 samt artikel 12, stk. 1.

Til stk. 1

Efter Haagerkonventionen skal børn, der ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, tilbagegives efter anmodning fra den, som barnet tilbageholdes fra. Det er en betingelse, at barnet forinden havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.

Til stk. 2

Stk. 2 indeholder en opregning af betingelserne for at anse en bortførelse eller tilbageholdelse for ulovlig.

Efter nr. 1 anses en bortførelse eller tilbageholdelse for ulovlig, hvis den strider mod den ret til at bestemme over barnet, som tilkommer en forældremyndighedsindehaver eller nogen anden ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.

Indehaveren kan være såvel en fysisk som en juridisk person, f.eks. en institution, som har fået overført forældremyndigheden. Bestemmelsen er også anvendelig, hvis der er fælles forældremyndighed, og den ene af indehaverne uden den andens samtykke bortfører eller tilbageholder barnet, under forudsætning af at handlingen kan betegnes som ulovlig. Er omsorgen for barnet tillagt en anden end forældremyndighedsindehaveren, er det dennes ret til at drage omsorg for barnet, der omfattes af loven. Den, der som værge kun har ansvaret for barnets økonomiske forhold, og den, som ikke har forældremyndighed, men samværsret, vil ikke kunne fremsætte krav om tilbagegivelse.

Et formål med konventionen er, at den skal beskytte børn mod at blive fjernet fra deres vanlige miljø, hvortil de har en social og følelsesmæssig tilknytning. Dette fremgår bl.a. af kravet i nr. 2 om, at den, som har forældremyndigheden, også faktisk skal have udøvet retten på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller tilbageholdt. Imidlertid foreligger der en formodning for, at den, som havde forældremyndigheden, også i praksis udøvede denne. Det er ingen betingelse for udøvelsen, at barnet og den, der har forældremyndigheden, også har boet sammen. Barnet kan f.eks. på grund af uddannelse eller sygdom have boet uden for hjemmet.

Både spørgsmålet om, hvem der havde forældremyndigheden, og spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse, beror på loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen. Efter bestemmelsen skal man anse forældremyndighedsindehaveren for at være den, der i barnets bopælsland anses for retligt at udøve denne funktion.

Anmodningen om tilbagegivelse af et barn efter § 10 fremsættes over for fogedretten. Vedrørende sagsbehandlingen i øvrigt gælder reglerne i kapitel 5. En sag om tilbagegivelse skal efter § 15 fremmes hurtigst muligt. Er et barn ulovligt tilbageholdt her, er fogedretten forpligtet til at træffe afgørelse om tilbagegivelse, hvis der ikke foreligger en af de i § 11 nævnte grunde til at afslå dette.

Ved behandlingen af en anmodning om tilbagegivelse af et bortført barn skal fogedretten ikke foretage en prøvelse af spørgsmålet om, hvem der bør have forældremyndigheden. Formålet med konventionen er netop, at dette spørgsmål skal prøves og afgøres af domstolene i det land, hvor barnet havde sin bopæl, før bortførelsen fandt sted. Heller ikke det forhold, at den, som opholder sig her i landet med barnet, har forældremyndigheden efter dansk ret direkte efter loven eller i henhold til en dansk afgørelse eller en udenlandsk afgørelse, der er gyldig her i landet, er til hinder for, at der træffes afgørelse om tilbagegivelse af barnet. Haagerkonventionens artikel 17 åbner dog mulighed for, at de hensyn, der ligger til grund for en eventuel dansk afgørelse om forældremyndighed, også kan tillægges betydning ved afgørelsen af, om tilbagegivelse skal ske.

Ved behandlingen af en anmodning om tilbagegivelse af et bortført barn skal fogedretten tage stilling til, om bortførelsen eller tilbageholdelsen er ulovlig i lovens forstand. Ved denne prøvelse skal fogedretten vurdere spørgsmålet i forhold til loven i det land, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.

Til § 11

Bestemmelsen indeholder en opregning af forhold, der kan begrunde, at tilbagegivelse efter Haagerkonventionen nægtes, selv om der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse af et barn.

Nr. 1 gør det muligt for fogedretten at nægte tilbagegivelse af et barn, hvis dette er faldet til i sine nye omgivelser. Denne nægtelsesmulighed foreligger kun i de tilfælde, hvor der er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen. Tiden regnes fra tidspunktet for bortførelsen eller tilbageholdelsen og til indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til fogedretten. Tidspunktet for fogedrettens afgørelse er uden betydning. Er barnet ulovligt tilbageholdt, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor barnet skulle have været bragt tilbage til forældremyndighedsindehaveren.

Efter nr. 2 kan tilbagegivelsen nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle. Vurderingen af, om en sådan risiko kan anses at foreligge, må ske på grundlag af objektive forhold. Det er ikke en betingelse, at risikoen for barnet er umiddelbar foreliggende. Efter bestemmelsen kan nægtelse endvidere ske, hvis tilbagegivelsen på anden måde vil sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.

Af bestemmelsens nr. 3 fremgår det, at fogedretten kan nægte tilbagegivelsen, hvis barnet selv modsætter sig denne, og det har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening. Denne bestemmelse må anses som en væsentlig modifikation i tilbagegivelsespligten begrundet i hensynet til, hvad der er bedst for barnet. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i intern dansk fogedret, men som anført i bemærkningerne til § 1, stk. 2, er der i praksis tilbageholdenhed med gennemtvingelse over for børn, der har nået en vis alder og modenhed, og som modsætter sig tilbagegivelse. Efter § 16 skal der, inden fogedretten træffer afgørelse om tilbagegivelse, finde en samtale sted med barnet, hvis det har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening.

Bestemmelsen i nr. 4 indebærer, at tilbagegivelse nægtes, hvis denne ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder. Bestemmelsen må anses for en særlig ordre public klausul med begrænset rækkevidde, således at den alene kan komme til anvendelse i ekstraordinære undtagelsessituationer.

Til kapitel 5

§ 4. En afgørelse om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, eller om samværsret, der er truffet i en stat, som har tiltrådt Europarådskonventionen, anerkendes her i landet.

Stk. 2. En afgørelse som nævnt i stk. 1 kan efter anmodning fuldbyrdes her i landet, hvis den kan danne grundlag for fuldbyrdelse i den stat, hvor afgørelsen er truffet (oprindelsesstaten), jf. dog §§ 5-8.

Stk. 3. Hvis der på det tidspunkt, da et barn førtes til et andet land, ikke forelå nogen afgørelse fra en konventionsstat, som kan fuldbyrdes, skal enhver senere afgørelse, der er truffet i en konventionsstat, sidestilles med en afgørelse efter stk. 1, hvis den indeholder oplysning om, at bortførelsen var ulovlig.

§ 4. En afgørelse om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, eller om samværsret, der er truffet i en stat, som har tiltrådt Europarådskonventionen, anerkendes her i landet.

Stk. 2. En afgørelse som nævnt i stk. 1 kan efter anmodning fuldbyrdes her i landet, hvis den kan danne grundlag for fuldbyrdelse i den stat, hvor afgørelsen er truffet (oprindelsesstaten), jf. dog §§ 5-8.

Stk. 3. Hvis der på det tidspunkt, da et barn førtes til et andet land, ikke forelå nogen afgørelse fra en konventionsstat, som kan fuldbyrdes, skal enhver senere afgørelse, der er truffet i en konventionsstat, sidestilles med en afgørelse efter stk. 1, hvis den indeholder oplysning om, at bortførelsen var ulovlig.

§ 4 omhandler virkningen her i landet af en afgørelse truffet i et land, der har tiltrådt Europarådskonventionen. I §§ 5 - 8 findes regler, der begrænser området for § 4. Der henvises til Europarådskonventionens artikel 12.

Til stk. 1

Stk. 1 omhandler anerkendelse her i landet af udenlandske afgørelser om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, og om samværsret. Reglen indebærer, at en udenlandsk afgørelse herom har samme retsvirkninger som en dansk. De myndigheder, der deltager i sagens behandling, må dog, eventuelt som en præjudiciel afgørelse, tage stilling til, om betingelserne i Europarådskonventionen for anerkendelse er opfyldt.

Til stk. 2

Stk. 2 bestemmer, at de afgørelser, der efter stk. 1 skal anerkendes her i landet, også kan fuldbyrdes her. Det er dog en forudsætning, at afgørelsen vil kunne fuldbyrdes i det land, hvor den er truffet, enten direkte eller efter vurdering af en myndighed. Om dette er tilfældet må prøves af fogedretten, jf. § 13.

I bestemmelsen defineres udtrykket »i den stat, hvor afgørelsen er truffet« som »oprindelsesstaten«. Dette ord anvendes i en række af de følgende bestemmelser, nemlig i § 6, nr. 3 og 4, § 7, stk. 2, § 8, nr. 1 og 2, og § 13, stk. 2.

Til stk. 3

Stk. 3 omfatter i første række tilfælde, hvor et barn er bortført fra en, der har forældremyndigheden umiddelbart efter loven i oprindelsesstaten. Det vil ofte gælde en ugift moder, således som det er tilfældet efter den danske myndighedslovs § 8, stk. 2. Bestemmelsen kan også anvendes i andre situationer, f.eks. hvis der er truffet en afgørelse om forældremyndighed i oprindelsesstaten, som ikke kan tvangsfuldbyrdes der, fordi en fuldbyrdelsesfrist ikke er udløbet.

Til § 5

Bestemmelsen fastlægger de særlige betingelser, der skal være opfyldt for anerkendelse og fuldbyrdelse her i landet, når sagsøgte er udeblevet under behandling af en forældremyndigheds~ eller samværsretssag i det pågældende udland. At en afgørelse er truffet under sagsøgtes udeblivelse, vil sige, at denne ikke personligt har været til stede under sagen i oprindelseslandet og heller ikke har ladet møde for sig ved berettiget fuldmægtig. I sådanne tilfælde opstilles i § 5 nogle yderligere betingelser for at anerkende og fuldbyrde afgørelsen her i landet. De drejer sig om behørig underretning af sagsøgte eller forsøg herpå, jf. nr. 1, og om afgørelsesmyndighedens stedlige kompetence, jf. nr. 2. Uanset manglende underretning af sagsøgte vil anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen kunne ske, hvis sagsøgte selv ved at hemmeligholde sit opholdssted for modparten er årsag til, at forkyndelse ikke har været mulig.

Efter nr. 2 er det i udeblivelsessituationen en yderligere betingelse, at sagsøgte havde en sådan bopælsmæssig tilknytning til oprindelseslandet, at myndigheden har den fornødne internationale kompetence. Denne skal være begrundet i sagsøgtes bopæl i landet, i forældrenes seneste fælles bopæl, hvis en af dem stadig har sin bopæl der, eller i barnets bopæl.

Til § 6

Bestemmelsen opregner en række omstændigheder, der hver for sig medfører, at en afgørelse om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, eller om samværsret ikke kan anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, og bestemmelsen begrænser dermed anvendelsesområdet for § 4.

Ved fuldt ud at udnytte forbeholdsmuligheden i Europarådskonventionens artikel 17, jf. herved det, der er anført i de almindelige bemærkninger pkt. 5.3., har det i §§ 6-8 været muligt at angive forudsætningerne og betingelserne for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse uden samtidig sondring mellem, hvorvidt der er tale om en ulovlig bortførelse eller ikke, og uden at tage hensyn til den tid, der er forløbet, siden bortførelsen fandt sted. Det er dog givet, at den tid der er gået, vil kunne tillægges betydning i forbindelse med prøvelsen af den enkelte sag.

Nr. 1 er en særlig udformet ordre publicklausul. Bestemmelsen skal fortolkes snævert, og den vil kun kunne anvendes, hvis det vil være åbenbart uforeneligt med grundlæggende danske principper for familiers og børns underhold at anerkende eller fuldbyrde afgørelsen. I de ledsagende bemærkninger til Europarådskonventionen nævnes, at hensynet til, hvad der er bedst for barnet, er et grundlæggende retsprincip, og nr. 1 gør det muligt at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse, hvis dette kan medføre et åbenbart brud på dette grundprincip.

Efter nr. 2 kan anerkendelse eller fuldbyrdelse ikke ske, hvis afgørelsen på grund af ændrede forhold åbenbart ikke længere er forenelig med, hvad der er bedst for barnet. Selv om bortførelsen indebærer en ændring i barnets forhold, vil dette ikke i sig selv kunne begrunde, at anerkendelse eller fuldbyrdelse nægtes. Er der derimod gået så lang tid mellem bortførelsen og anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, at barnet klart er faldet til og har fundet sig til rette i sine nye omgivelser, kan det komme på tale at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse.

Ifølge danske regler, jf. retsplejelovens § 536, kan fogedretten alene nægte fuldbyrdelse, dersom barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. Adgangen til at nægte fuldbyrdelse efter lovudkastet er mere vidtgående. Denne forskel er velbegrundet, idet der er forskel på at flytte barnet tilbage inden for landets grænser og på at udlevere barnet til et andet land.

Nr. 3 og 4 gør det muligt at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse, når barnet, på det tidspunkt hvor sagen indledtes i oprindelseslandet, havde en særlig tilknytning til Danmark. Den kan bestå i statsborgerskab eller bopæl her i landet, forudsat at der ikke er en tilsvarende stærk tilknytning til oprindelseslandet, eller tilknytningen kan bestå i dobbelt statsborgerskab.

Nr. 5, hvorefter anerkendelse eller fuldbyrdelse ikke kan ske, hvis barnet selv har ret til at bestemme sin bopæl, skal ses i sammenhæng med Europarådskonventionens artikel 1, litra a. Efter denne bestemmelse defineres et barn som en person under 16 år, der ikke har ret til at bestemme, hvor det vil bo.

Til § 7

Bestemmelsen fastslår, at anerkendelse eller fuldbyrdelse i visse tilfælde kan nægtes under henvisning til, at dette vil være uforeneligt med en foreliggende afgørelse om forældremyndighed, samværsret eller om, hvor barnet skal bo.

Til stk. 1

Stk. 1 fastlægger, hvornår anerkendelse eller fuldbyrdelse kan nægtes under henvisning til en foreliggende dansk afgørelse. Det kræves, at den danske afgørelse er truffet i en sag, som er indledt, før anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse af den udenlandske afgørelse er fremsat. Hermed menes, at stævning skal være indleveret til retten til berammelse, eller, for så vidt angår samværsret, at statsamtet har modtaget en skriftlig eller mundtlig henvendelse herom. Yderligere kræves det, at nægtelse af at anerkende eller fuldbyrde stemmer med, hvad der er bedst for barnet.

Til stk. 2

Efter stk. 2 er det ikke blot en dansk forældremyndighedsafgørelse, der kan danne grundlag for nægtelse af anerkendelse eller fuldbyrdelse af oprindelsesstatens afgørelse. Også en afgørelse truffet i et andet land end oprindelsesstaten kan tillægges denne virkning, såfremt afgørelsen kan fuldbyrdes her. Det er dog yderligere en betingelse, at afgørelsen også her er truffet i en sag, der er indledt, før ansøgningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse blev fremsat her i landet, og at nægtelsen stemmer med, hvad der er bedst for barnet.

Til § 8

Bestemmelsen indeholder en opregning af, under hvilke betingelser en sag om anerkendelse eller fuldbyrdelse kan udsættes ved kendelse. Kendelsesformen er valgt af hensyn til begrundelselspligten, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, og fordi denne form kan have betydning for udenlandske myndigheders muligheder for at forstå afgørelsen.

Efter nr. 1 kan en sag om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse udsættes, hvis afgørelsen efter almindelige regler er indbragt for en overordnet instans i oprindelsesstaten. Derimod kan udsættelsen ikke ske, blot fordi afgørelsen endnu ikke har retskraft.

Efter nr. 2 kan der ske udsættelse, hvis forældremyndighedsspørgsmålet er under behandling her i landet under en sag, som er indledt her, før sagen blev indledt i oprindelsesstaten. Er der truffet afgørelse i sagen her i landet, inden anmodningen fremsættes, gælder reglerne i § 7. Bestemmelsen omfatter også udsættelse på grund af en verserende samværsretssag. Det skal bemærkes, at det forhold, at der verserer en sag om forældremyndighedsspørgsmålet, ikke automatisk fører til udsættelse.

Nr. 3 gælder det tilfælde, at der foreligger en anden forældremyndighedsafgørelse end den, der er omhandlet af ansøgningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse. Er denne anden afgørelse under fuldbyrdelse, eller er der anmodet om anerkendelse af den, kan behandling af ansøgningen udsættes herpå.

Uanset henvisningen i § 18 til reglerne i retsplejelovens kapitel 46, fortrænges bestemmelsen i retsplejelovens § 502 om mulighed for udsættelse af fogedsagen af lovudkastets § 8, hvis betingelser for udsættelse er snævrere. Tilsvarende gælder udsættelse efter reglen i retsplejelovens § 536, stk. 2, 2. pkt. Se i øvrigt bemærkningerne til § 18.

Til § 9

Bestemmelsen gælder fuldbyrdelse af samværsretsafgørelser og fastslår, at der i forbindelse hermed kan træffes afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten. Der henvises til Europarådskonventionens artikel 11, stk. 2.

Vilkårene for udøvelsen af samværsret er forskellige i de enkelte stater. I erkendelse heraf er der efter Europarådskonventionens artikel 11, stk. 2, givet fogedretten mulighed for under en sag om fuldbyrdelse af en afgørelse om samværsret at tilpasse den udenlandske afgørelses vilkår, således at disse bringes i overensstemmelse med landets almindelige regler for udøvelse af samværsret.

Til kapitel 4

Artikel 5

1. Centralmyndigheden i modtagerstaten skal uden ophold tage alle de skridt, som den anser hensigtsmæssige, eller drage omsorg for, at der tages sådanne skridt om nødvendigt ved at anlægge sag ved statens kompetente myndigheder, for at

a. finde ud af, hvor barnet befinder sig;

b. undgå, særlig ved hjælp af nødvendige midlertidige forholdsregler, at barnets eller ansøgerens interesser skades;

c. sikre anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen;

d. sikre, at barnet tilbagegives til ansøgeren, når fuldbyrdelse er opnået;

e. underrette den myndighed, der sender anmodningen, om de skridt, der er taget, og deres resultater.

2. Hvis centralmyndigheden i modtagerstaten har grund til at tro, at barnet befinder sig på en anden kontraherende stats område, skal den uden ophold sende dokumenterne direkte til centralmyndigheden i denne stat.

3. Med undtagelse af omkostningerne ved hjemsendelse forpligter hver kontraherende stat sig til ikke at kræve nogen betaling fra en ansøger for nogen af de foranstaltninger, som centralmyndigheden i modtagerstaten træffer på ansøgerens vegne efter denne artikels stk. 1, herunder omkostningerne ved sagen og mulige udgifter til advokatbistand.

4. Hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse afslås, og centralmyndigheden i modtagerstaten mener, at den bør imødekomme en anmodning fra ansøgeren om at anlægge sag i staten om sagens realitet, skal centralmyndigheden bestræbe sig på at sikre, at ansøgeren under sagen er repræsenteret på vilkår, der ikke er dårligere end de, der gælder for en person, der har bopæl og er statsborger i den pågældende stat. Med det formål for øje kan den særlig anlægge sag ved statens kompetente myndigheder.

Artikel 5

I denne konvention skal

a. »forældremyndighed« omfatte retten til at drage omsorg for barnets person og særlig retten til at bestemme, hvor barnet skal bo;

b. »samværsret« omfatte retten til at bringe barnet til et andet sted end dets bopæl for et begrænset tidsrum.

Kapitel 5

Sagsbehandling

Kapitel 5

Sagsbehandling

Kapitel 5 indeholder generelle regler om sagsbehandlingen i forbindelse med anmodninger om anerkendelse eller fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen og anmodninger om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen. Bestemmelserne i § 12, § 15, stk. 1, og §§ 16-18, er fælles for begge konventioner, medens § 13 vedrører sager efter Europarådskonventionen og § 14 og § 15, stk. 2, sager efter Haagerkonventionen.

Til § 12

Bestemmelsen indeholder regler om, hvilke myndigheder der er kompetente til at behandle en anmodning efter såvel Europarådskonventionen som Haagerkonventionen samt om sprogkrav til anmodningen.

Efter stk. 1 er det fogedretten, som er kompetent til at behandle sager om tvangsfuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om forældremyndighed og samværsret og om tilbagegivelse af børn. Dette er også tilfældet med hensyn til indenlandske afgørelser.

Anmodning til fogedretten kan efter Europarådskonventionen fremsættes af forældremyndighedsindehaveren, af den, som har omsorgen for barnet, eller af den, som har samværsret med barnet. Efter Haagerkonventionen kan anmodning fremsættes af den, som hævder, at barnet uretmæssigt er unddraget vedkommendes myndighed i strid med bestemmelsen i § 10. Dette kan såvel være en fysisk som en juridisk person, og f.eks. vil de sociale myndigheder eller en plejeinstitution efter bestemmelsen kunne fremsætte anmodning om udlevering til fogedretten.

Stk. 2 stiller krav om, at anmodninger til fogedretten skal være affattet på dansk eller være ledsaget af en dansk oversættelse. Fremmedsprogede dokumenter, der vedlægges ansøgningen, skal ifølge 2. pkt. ligeledes være oversat til dansk, men fogedretten kan dog bestemme, at dette er unødvendigt. Sprogkravet er af betydning for den udlænding, der uden om centralmyndighederne henvender sig direkte til fogedretten. I dette tilfælde påhviler det ansøgeren selv at drage omsorg for, at anmodningen og eventuelt andre dokumenter er oversat til dansk.

For så vidt angår udenlandske henvendelser til den danske centralmyndighed om tvangsfuldbyrdelse her i landet mener arbejdsgruppen, at det i bekendtgørelsen om centralmyndighedens virksomhed bør bestemmes, at de også kan være affattet på engelsk.

Såvel Europaråds- som Haagerkonventionen lægger op til i videre udstrækning at anvende fremmedsprog i forbindelse med ansøgninger. Efter Europarådskonventionens artikel 6, stk. 1, litra b, skal centralmyndighederne acceptere henvendelser affattet på både engelsk og fransk. Efter Haagerkonventionens artikel 24, stk. 1, gælder det samme ved henvendelser om udlevering af børn. Europarådskonventionens artikel 6, stk. 3, og Haagerkonventionens artikel 24 og 42, giver mulighed for, at der ved tilslutning til konventionerne kan tages forbehold herfor, efter Haagerkonventionen dog kun således, at enten fransk eller engelsk udelukkes. Arbejdsgruppen har foreslået, at Danmark, på samme måde som det er besluttet i Norge, bør udnytte forbeholdsmuligheden ved at udelukke fransk. Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens opfattelse.

Til § 13

Bestemmelsen vedrører indholdet af anmodninger til fogedretten om fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen i henhold til § 4.

Efter stk. 1 kræves det, at en ansøgning om fuldbyrdelse skal indeholde oplysning om, hvor barnet antages at befinde sig, samt forslag til, hvordan barnet kan bringes tilbage til forældremyndighedsindehaveren. Oplysninger om barnets opholdssted er væsentlige for hurtigst muligt at skabe kontakt med dette eller for at kunne konstatere, om barnet eventuelt påny skulle være bragt ud af landet. Er dette tilfældet, skal ansøgningen straks videresendes til rette udenlandske centralmyndighed.

I stk. 2 bestemmes, at anmodningen skal være vedlagt en bekræftet udskrift af den afgørelse, der påberåbes som grundlag for tvangsfuldbyrdelsen. Det forudsættes, at det er en offentlig myndighed i oprindelsesstaten, f.eks. dennes centralmyndighed, der har foretaget bekræftelsen.

Der skal endvidere foreligge dokumentation for, at afgørelsen kan danne grundlag for fuldbyrdelse i oprindelsesstaten, jf. lovens § 4, stk. 2.

Til § 14

Reglen vedrører anmodninger om tilbagegivelse af et barn efter Haagerkonventionen og indeholder på samme måde som § 13 bestemmelser vedrørende sådanne anmodningers indhold.

I stk. 1 præciseres, at en anmodning må indeholde oplysning om identiteten af ansøgerne, barnet og den, som påstås at have fjernet eller tilbageholdt barnet. Vedrørende barnet er det særligt fremhævet, at dettes fødselsdato må oplyses, idet loven efter § 1, stk. 2, kun gælder for børn under 16 år. Endvidere skal anmodningen efter 2. pkt. indeholde oplysning om, på hvilket grundlag tilbagegivelsen støttes, og om, hvor barnet antages at befinde sig.

Efter stk. 2 skal anmodningen være ledsaget af de dokumenter, som ansøgeren agter at påberåbe sig. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at dokumenter, der efterfølgende ønskes inddraget, og som er af betydning for sagen, kan medtages ved bedømmelsen.

Efter stk. 3 kan fogedretten bestemme, at der under behandlingen af en sag om tilbagegivelse skal fremlægges en afgørelse fra en kompetent myndighed i barnets hjemland om, at bortførelsen eller tilbageholdelsen er ulovlig. Behovet for en sådan erklæring foreligger, hvis det findes tvivlsomt, hvorledes retsstillingen er i det land, hvor barnet boede umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen. Fremskaffelsen af denne erklæring vil kunne ske ved den danske centralmyndigheds foranstaltning. Kan erklæringen ikke tilvejebringes, følger det af bestemmelsen, at dette ikke alene kan medføre, at tilbagegivelse nægtes.

Til § 15

Bestemmelsen vedrører frister for sagsbehandlingen.

Stk. 1 omhandler såvel behandlingen af sager efter Europaråds- som Haagerkonventionen og understreger fogedrettens pligt til at fremme sagerne hurtigst muligt.

Stk. 2 omhandler sager vedrørende tilbagegivelse af børn efter Haagerkonventionen. Er en sag ikke afgjort inden 6 uger efter, at fogedretten har modtaget ansøgningen, skal retten efter anmodning redegøre for årsagen hertil. Normalt vil anmodning om oplysninger om sagen antagelig komme fra en centralmyndighed, men det kan ikke udelukkes, at den kommer direkte fra rekvirenten eller dennes advokat.

Til § 16

Bestemmelsen fastsætter, at fogedretten har pligt til at have en samtale med barnet, inden der træffes afgørelse i en sag. Pligten til at give barnet mulighed for at give sine synspunkter til kende, inden der træffes afgørelse i en sag, eksisterer dog kun, hvis barnet har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i intern dansk fogedret, men indholdet heraf svarer til grundsætningen i myndighedslovens § 26, der omhandler større børns mulighed for indflydelse på afgørelser om forældremyndighed og samværsret. Efter denne bestemmelse skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samværsret, finde en samtale sted med barnet herom, hvis dette er fyldt 12 år. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet eller uden betydning for afgørelsen.

Til § 17

§ 5. En afgørelse efter § 4, der er truffet, selv om sagsøgte er udeblevet, kan kun anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, hvis

1) den sagsøgte har fået forkyndt en stævning eller har modtaget et tilsvarende dokument så tidligt, at parten har kunnet varetage sine interesser eller stævning eller tilsvarende dokument ikke har kunnet forkyndes for eller modtages af parten, fordi denne har holdt sit opholdssted skjult for modparten, og

2) den myndighed, som har truffet afgørelsen efter § 4, var kompetent på grundlag af sagsøgtes bopæl, forældrenes seneste fælles bopæl, hvis en af dem stadig har sin bopæl der, eller barnets bopæl.

§ 5. En afgørelse efter § 4, der er truffet, selv om sagsøgte er udeblevet, kan kun anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, hvis

1) den sagsøgte har fået forkyndt en stævning eller har modtaget et tilsvarende dokument så tidligt, at parten har kunnet varetage sine interesser, eller stævning eller tilsvarende dokument ikke har kunnet forkyndes for eller modtages af parten, fordi denne har holdt sit opholdssted skjult for modparten, og

2) den myndighed, som har truffet afgørelsen efter § 4, var kompetent på grundlag af sagsøgtes bopæl, forældrenes seneste fælles bopæl, hvis en af dem stadig har sin bopæl der, eller barnets bopæl.

Artikel 6

1. Med forbehold af de særlige aftaler, som måtte være indgået mellem de berørte centralmyndigheder, og af bestemmelserne i stk. 3 i denne artikel skal

a. meddelelser til centralmyndigheden i modtagerstaten affattes på vedkommende stats officielle sprog eller et af dennes officielle sprog, eller ledsages af en oversættelse til dette sprog;

b. centralmyndigheden i modtagerstaten skal dog modtage meddelelser, der er affattet på engelsk eller fransk eller er ledsaget af en oversættelse til et af disse sprog.

2. Meddelelser fra centralmyndigheden i modtagerstaten, herunder om resultaterne af de undersøgelser, der er udført, kan affattes på vedkommende stats officielle sprog eller et af dennes officielle sprog, eller på engelsk eller fransk.

3. En kontraherende stat kan helt eller delvis tage forbehold over for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1, litra b, i denne artikel. Hvis en kontraherende stat har taget et sådant forbehold, kan enhver anden kontraherende stat også påberåbe sig forbeholdet over for den pågældende stat.

II DEL

Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed

Artikel 6

Enhver kontraherende stat skal udpege en centralmyndighed til at udføre de opgaver, som efter konventionen pålægges sådanne myndigheder.

Føderale stater, stater med mere end eet retssystem eller stater, som har autonome territoriale organisationer, kan udpege mere end een centralmyndighed og kan angive disse myndigheders territoriale kompetence. Stater, som har udpeget mere end een centralmyndighed, skal angive den centralmyndighed, hvortil anmodninger kan sendes til videregivelse til den kompetente centralmyndighed i den pågældende stat.

Kapitel 6

Forældremyndighedsafgørelser

Kapitel 6

Forældremyndighedsafgørelser

Kapitel 6 indeholder regler om, under hvilke betingelser der kan træffes danske forældremyndighedsafgørelser samtidig med, at der verserer en sag om tilbagegivelse af et barn, som ulovligt opholder sig her i landet, eller om tilbagegivelse af et barn, der ulovligt er bortført fra Danmark til udlandet.

Til § 19

Bestemmelsen vedrører begrænsninger i muligheden for at træffe forældremyndighedsafgørelser her i landet, når barnet ulovligt opholder sig her.

Stk. 1 omhandler tilfælde, hvor der er fremsat anmodning om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1. Der er da ikke mulighed for at træffe afgørelse i en verserende forældremyndighedssag her i landet, før tilbagegivelsesanmodningen er behandlet. En anmodning om tilbagegivelse udelukker enhver realitetsafgørelse om forældremyndigheden, ikke alene at der afsiges dom, men også at der træffes midlertidige afgørelser efter myndighedslovens §§ 18-19.

Stk. 2 gælder de tilfælde, hvor det under en verserende forældremyndighedssag her i landet oplyses, at barnet efter bestemmelserne i § 10, stk. 2, ulovligt opholder sig her, uden at der endnu efter Haagerkonventionen er fremsat anmodning om tilbagegivelse. Er dette tilfældet, kan retten ikke træffe nogen afgørelse om forældremyndighed, medmindre der har været rimelig tid til at fremsætte en sådan anmodning. Hvorvidt dette er tilfældet, må bero på de konkrete oplysninger vedrørende omstændighederne omkring bortførelsen, men må formentlig i almindelighed bedømmes på tilsvarende måde som vurderingen i lovforslagets § 5, nr. 1, af, om parten har fået forkyndt en stævning eller modtaget et tilsvarende dokument så tidligt, at parten har kunnet varetage sine interesser.

Træffer retten afgørelse om forældremyndighed under henvisning til, at der har været rimelig tid til at fremsætte anmodning om tilbagegivelse, er denne afgørelse ikke i sig selv til hinder for, at anmodning efterfølgende fremsættes under henvisning til § 10.

Efter afslutningen af behandlingen af en anmodning om tilbagegivelse af barnet er der ikke længere noget, som hindrer, at der træffes afgørelse om forældremyndighed her i landet. Dette gælder også, hvis der er truffet afgørelse om tilbagegivelse af barnet. I almindelighed må det antages, at sagsøgeren vil hæve forældremyndighedssagen her i landet, når denne afgørelse ikke kan standse tilbagegivelsen. Det kan dog ikke udelukkes, at sagen ønskes fortsat, fordi den danske forældremyndighedsafgørelse vil kunne have betydning under en eventuel forældremyndighedssag, der efter tilbagegivelsen rejses i det land, hvorfra barnet blev bortført.

Til § 20.

Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor et barn er ulovligt bortført til udlandet eller ulovligt tilbageholdt der, uden at der foreligger en dansk afgørelse om forældremyndighed, som kan fuldbyrdes. Bestemmelsen åbner mulighed for, at Civilretsdirektoratet eller danske domstole, efter at bortførelsen har fundet sted, kan fastslå dens ulovlighed. Herved kan der tilvejebringes det fornødne grundlag for, at barnet kan bringes tilbage. Der henvises herved tillige til bemærkningerne til § 4, stk. 3, hvorefter enhver senere afgørelse kan anerkendes eller fuldbyrdes, hvis den indeholder oplysning om, at bortførelsen er ulovlig.

Efter stk. 1 kan justitsministeren, eller den, der bemyndiges dertil, træffe beslutning om, at handlingen er ulovlig, hvis barnet før bortførelsen boede her i landet, og der kun er en forældremyndighedsindehaver enten efter loven eller i henhold til en afgørelse, der endnu ikke kan fuldbyrdes. Om betingelserne for at anse bortførelsen eller tilbageholdelsen for ulovlig, henvises til bemærkningerne til § 10, stk. 2, nr. 1. Det bemærkes herved, at det ikke er en betingelse for at anse handlingen for ulovlig, at denne tillige er strafbar. Dette vil dog ofte være tilfældet, jf. straffelovens § 215. Det er ikke nødvendigt, at der foreligger en ulovlig bortførelse på det tidspunkt, hvor barnet bringes ud af landet. Beslutning om ulovlighed kan træffes, hvis en af forældrene med den andens samtykke tager barnet med til udlandet, men senere nægter at give det tilbage.

Beslutning om, at handlingen er ulovlig, kan alene træffes efter anmodning fra forældremyndighedsindehaveren. Afgørende herfor er, hvem der har forældremyndigheden på anmodningstidspunktet. Beslutning efter bestemmelsen kan f.eks. ikke træffes, hvis den, der fremsætter anmodning herom, havde forældremyndigheden på bortførelsestidspunktet, men efterfølgende ved en dansk afgørelse eller ved en afgørelse, der har gyldighed her i landet, er blevet frataget forældremyndigheden. For at sikre, at beslutningen om ulovlighed accepteres i udlandet, bør det udtrykkeligt anføres, at ansøgeren på anmodningstidspunktet var indehaver af forældremyndigheden.

Det findes hensigtsmæssigt, at beslutning efter stk. 1 kan træffes administrativt, idet der må lægges vægt på, at beslutningen kan træffes hurtigt, samt at beslutningen mere har karakter af en konstatering af en objektiv kendsgerning end stillingtagen til et bevis eller en tvist. Ud over konstatering af, at barnet har boet her i landet, og at bortførelsen eller tilbageholdelsen er ulovlig, vil der typisk alene være tale om, at den ugifte mor skal kunne godtgøre, at hun ikke er gift med barnets fader, f.eks. ved fremlæggelse af folkeregisterattest, jf. myndighedslovens § 8, stk. 2, eller at vedkommende indehaver ved fremlæggelse af skifte- eller dødsattest skal godtgøre at være eneindehaver af forældremyndigheden som følge af, at den anden af forældrene er død, jf. myndighedslovens § 15, stk. 1. Arbejdsgruppen har foreslået, at Civilretsdirektoratet, på grund af direktoratets øvrige opgaver på det familieretlige område, bemyndiges til at træffe beslutningen. Justitsministeriet er enig i dette, selv om det ikke ganske kan udelukkes, at det internationalt vil kunne volde vanskelighed, at direktoratet samtidig forudsættes tillagt kompetence som centralmyndighed.

Det er som nævnt et afgørende hensyn, at konstateringen af, om der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse, kan ske hurtigt. Af hensyn til barnet er det væsentligt, at forældremyndighedsforholdet genoprettes snarest muligt. Det må derfor antages, at undtagelsesbestemmelserne i forvaltningslovens § 11, stk. 2, til reglerne om udsættelse af sagen efter en anmodning om aktindsigt, samt undtagelserne fra partshøringsreglerne efter lovens § 19, stk. 2, og fra reglen om retten til at afgive en udtalelse efter § 21, stk. 2, normalt må finde anvendelse.

Stk. 2 er ny i forhold til dansk ret, idet en bortførelse eller tilbageholdelse efter bestemmelsen kan erklæres for ulovlig, selv om forældrene på tidspunktet herfor havde fælles forældremyndighed og fortsat har det.

Bestemmelsen skal ses i forhold til lovforslagets § 22, hvor der foreslås indsat en ny bestemmelse i myndighedsloven som § 10 a. I bestemmelsen fastsættes det, at hvis forældrene er uenige om, hvem der skal have forældremyndigheden, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet. Arbejdsgruppen har foreslået, at afgørelsen efter stk. 2 skal henlægges til domstolene, der normalt afgør forældremyndighedstvister. Justitsministeriet er enig heri.

Det er i stk. 2 angivet, at der må anlægges en retssag med påstand efter myndighedslovens § 10, stk. 3, eller § 11, stk. 3, om, at den fælles forældremyndighed bringes til ophør, og sagen skal i det hele behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42. Bestemmelserne om international og stedlig kompetence, jf. § 448 c og § 448 d, finder anvendelse i de nævnte sager. Under sagen kan der nedlægges en supplerende påstand om, at den anden af forældrene tilpligtes at anerkende, at barnet ulovligt er udrejst af landet, jf. forslaget til myndighedslovens § 10 a. Herved opnås, at der under sagen, som forudsat i de ledsagende bemærkninger til Europarådskonventionen, både tages stilling til bortførelsens eller tilbageholdelsens ulovlighed, og til, hvem der fremtidig skal have forældremyndigheden alene. Det anerkendes herved, at der kan træffes afgørelse, selv om barnet bor i udlandet. Endvidere gælder, at spørgsmålet om ulovlighed ikke kan indbringes særskilt for retten.

Stk. 3 indeholder en regel om, at bortførelsen eller tilbageholdelsen kan erklæres for ulovlig, selv om det ikke er muligt at forkynde en stævning eller andet tilsvarende dokument for den, sagen rettes imod, når årsagen hertil er, at der ikke kan fremskaffes oplysning om dennes opholdssted. Hensigten med denne bestemmelse er, at den, der bortfører eller tilbageholder barnet, ikke ved at holde sit opholdssted hemmeligt skal kunne hindre, at der hurtigt kan træffes afgørelse om bortførelsens eller tilbageholdelsens ulovlighed.

Til kapitel 7

§ 6. En afgørelse efter § 4 kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes, hvis

1) afgørelsens virkninger vil være åbenbart uforenelige med grundlæggende danske principper for familiers og børns retsforhold,

2) afgørelsen på grund af ændrede forhold åbenbart ikke længere er forenelig med, hvad der er bedst for barnet,

3) barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, var dansk statsborger eller havde bopæl her i landet uden at have en tilsvarende tilknytning til oprindelsesstaten,

4) barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, var statsborger både i oprindelsesstaten og her i landet og havde bopæl her i landet, eller

5) barnet ifølge loven i den stat, hvor det er statsborger eller har bopæl, har ret til selv at bestemme, hvor det vil bo.

§ 6. En afgørelse efter § 4 kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes, hvis

1) afgørelsens virkninger vil være åbenbart uforenelige med grundlæggende danske principper for familiers og børns retsforhold,

2) afgørelsen på grund af ændrede forhold åbenbart ikke længere er forenelig med, hvad der er bedst for barnet,

3) barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, var dansk statsborger eller havde bopæl her i landet uden at have en tilsvarende tilknytning til oprindelsesstaten,

4) barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, var statsborger både i oprindelsesstaten og her i landet og havde bopæl her i landet, eller

5) barnet ifølge loven i den stat, hvor det er statsborger eller har bopæl, har ret til selv at bestemme, hvor det vil bo.

Artikel 7

En afgørelse om forældremyndighed, der er truffet i en kontraherende stat, skal anerkendes og, hvis den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten, fuldbyrdes i enhver anden kontraherende stat.

Artikel 7

Centralmyndighederne skal samarbejde med hinanden og fremme samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i deres respektive stater for at sikre, at børn bliver tilbagegivet umiddelbart og for at opnå de øvrige formål med denne konvention.

De skal særlig, enten direkte eller gennem mellemled, tage alle passende forholdsregler for at

a. finde ud af, hvor et ulovligt bortført eller tilbageholdt barn befinder sig;

b. hindre, at barnet tager yderligere skade eller at de berørte parters retsstilling forringes ved at tage midlertidige forholdsregler eller ved at sørge for, at der tages sådanne forholdsregler;

c. sikre den frivillige tilbagegivelse af barnet eller tilvejebringe en forligsmæssig løsning;

d. udveksle oplysninger vedrørende barnets sociale baggrund, hvis dette er ønskeligt;

e. fremskaffe generelle oplysninger vedrørende deres egen stats lovgivning, som har forbindelse med anvendelsen af konventionen;

f. indlede eller lette gennemførelsen af retlige eller administrative skridt for at få barnet tilbagegivet og, om nødvendigt, træffe foranstaltninger til at gennemføre og sikre en reel udøvelse af samværsretten;

g. hvis omstændighederne kræver det, tilvejebringe eller gøre det lettere at opnå retshjælp og anden juridisk bistand, herunder advokatbistand;

h. gennemføre sådanne administrative foranstaltninger, som måtte være nødvendige og hensigtsmæssige for at sikre, at barnet tilbagegives i god behold;

i. holde hinanden underrettet om, hvordan denne konvention virker og, så vidt muligt, fjerne hindringer for dens anvendelse.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

Kapitel 7 indeholder regler for lovens ikrafttræden og gyldighed i forhold til afgørelser truffet før dette tidspunkt, samt om lovens anvendelse for Færøerne og Grønland.

Til § 21

Stk. 1 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dette findes hensigtsmæssigt navnlig af hensyn til den nærmere tilrettelæggelse af centralmyndighedens virksomhed. Ikrafttrædelsestidspunktet kan fastsættes forskelligt for bestemmelserne efter henholdsvis Europaråds- og Haagerkonventionen. Dette skyldes, at Danmark ikke nødvendigvis behøver at blive retligt forpligtet af begge konventioner med virkning fra samme tidspunkt.

Ved lovens ikrafttræden får bestemmelserne vedrørende Europarådskonventionen umiddelbar virkning. Dette indebærer, at også afgørelser, der er truffet, inden konventionen trådte i kraft mellem Danmark og en anden konventionsstat, vil blive omfattet af lovudkastet.

Stk. 2 fremhæver som en særlig undtagelse, at lovens § 10 om tilbagegivelse af børn efter Haagerkonventionen kun gælder i tilfælde, hvor den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse har fundet sted, efter at loven er trådt i kraft i forhold til den stat, hvor barnet havde bopæl eller ophold umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.

Til § 22

Efter myndighedslovens § 7, stk. 1, skal forældremyndighedens indehaver drage omsorg for barnet og træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Er der to indehavere af forældremyndigheden, indebærer bestemmelsen, at ingen af dem har en fortrinsstilling. Den ene af forældrene kan i dag uden samtykke fra den anden bringe barnet ud af landet eller tilbageholde det i udlandet, hvis der, når handlingen foretages, foreligger fælles forældremyndighed. Gennem den nye regel i § 10 a ændres gældende ret således, at begge forældre herefter skal give samtykke til, at barnet forlader landet, hvis de er uenige om, hvem der skal have forældremyndigheden. Baggrunden for denne ændring er, at uden en bestemmelse af det nævnte indhold vil det ikke være muligt at statuere, at udrejse med barnet til udlandet i tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed, er ulovlig.

Forslaget indebærer, at den ene af forældrene ikke uden samtykke fra den anden vil kunne bringe barnet til udlandet, hvis der i medfør af myndighedslovens § 10, stk. 1, er anmodet om ophør af den fælles forældremyndighed. Kravet om samtykke gælder tillige, hvis det på anden vis kan konstateres, at forældrene er uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden over barnet alene. Samtykke skal ikke foreligge, hvis uenigheden blot drejer sig om, hvorvidt barnet bør opholde sig i udlandet eller om andre forhold vedrørende udøvelsen af forældremyndigheden.

Efter § 10 a kræves samtykke til, at barnet forlader landet. Det omfatter også tilfælde, hvor barnet rejser alene eller sammen med andre end en af forældrene.

Til § 23

Efter straffelovens § 215 kan den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes. Bestemmelsen beskytter forældremyndighedsindehaverens rettigheder over barnet og varetager hensynet til barnet, således at dette ikke unddrages den omsorg og varetægt, der følger med forældremyndigheden. Formuleringen indebærer, at også bortførelse af eget barn er omfattet, men bestemmelsen antages ikke at kunne overtrædes af personer, der har del i forældremyndigheden på gerningstidspunktet. Dette foreslås ændret således, at enhver, herunder en person, der har del i forældremyndigheden, kan straffes for ulovligt at føre barnet ud af landet. Bestemmelsen skal ses på baggrund af lovforslagets § 22 vedrørende myndighedslovens § 10 a, hvorefter begge forældre skal give samtykke til, at barnet forlader landet, hvis der er uenighed om, hvem der skal have forældremyndigheden. Bortførelse af et barn til udlandet i strid med forslaget til myndighedslovens § 10 a vil således kunne straffes.

Til § 24

Efter denne bestemmelse gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft der, for Grønlands vedkommende dog bortset fra ændringen af straffeloven.

Undtagelse af Færøerne og Grønland, som territoriale enheder under Danmark, har hjemmel i Europarådskonventionens artikel 25 og i Haagerkonventionens artikel 39 og 40. Konventionerne kan i henhold til de samme bestemmelser senere sættes ikraft for Færøerne og Grønland ved afgivelse af en erklæring herom.

§ 7. En afgørelse efter § 4 kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, hvis den er uforenelig med en afgørelse, der er truffet her i landet i en sag, som er indledt før fremsættelsen af anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, og nægtelsen stemmer med, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 2. En afgørelse, som er truffet i et andet land end oprindelsesstaten, og som kan fuldbyrdes her, sidestilles med en afgørelse, der er truffet her i landet efter stk. 1.

§ 7. En afgørelse efter § 4 kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, hvis den er uforenelig med en afgørelse, der er truffet her i landet i en sag, som er indledt før fremsættelsen af anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, og nægtelsen stemmer med, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 2. En afgørelse, som er truffet i et andet land end oprindelsesstaten, og som kan fuldbyrdes her, sidestilles med en afgørelse der er truffet her i landet efter stk. 1.

Artikel 8

1. I tilfælde af ulovlig bortførelse skal centralmyndigheden i modtagerstaten sørge for, at der straks tages skridt til, at barnet tilbagegives forældremyndighedens indehaver, hvis

a. barnet og dets forældre på det tidspunkt, da sagen blev indledt i den stat, hvor afgørelsen blev truffet, eller på tidspunktet for den ulovlige bortførelse, hvis det var tidligere, kun var statsborgere i den pågældende stat, og barnet havde sin bopæl på statens område, og

b. en anmodning om tilbagegivelse er indgivet til en centralmyndighed inden seks måneder fra den dag, da den ulovlige bortførelse fandt sted.

2. Hvis de betingelser, der er nævnt i stk. 1 i denne artikel, ifølge modtagerstatens lov ikke kan opfyldes uden medvirken af en judiciel myndighed, kan ingen af de grunde for at nægte tilbagegivelse af barnet, som er nævnt i denne konvention, påberåbes under den retlige behandling.

3. Hvis der foreligger en aftale, der er officielt bekræftet af en kompetent myndighed, mellem forældremyndighedsindehaveren og en anden person om, at sidstnævnte skal have samværsret, og såfremt barnet, efter at være blevet ført til udlandet, ikke gives tilbage til forældremyndighedsindehaveren ved udløbet af den aftalte periode, skal barnet tilbagegives til denne i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, litra b, og stk. 2. Det samme skal gælde, hvis der foreligger en afgørelse, der er truffet af en kompetent myndighed, som giver en person, der ikke er indehaver af forældremyndigheden, en sådan ret.

Artikel 8

Enhver person, institution eller anden myndighed, som gør gældende, at et barn er blevet bortført eller tilbageholdt i strid med forældremyndigheden, kan anmode enten centralmyndigheden i den stat, hvor barnet har bopæl, eller centralmyndigheden i enhver anden kontraherende stat om bistand til at sikre, at barnet tilbagegives.

Anmodningen skal indeholde

a. oplysninger om identiteten af ansøgeren, barnet og den person, som påstås at have bortført eller tilbageholdt barnet;

b. barnets fødselsdato, såfremt oplysning herom er tilgængelig;

c. de grunde, som ansøgeren påberåber sig til støtte for sit krav om at få tilbagegivet barnet;

d. alle tilgængelige oplysninger om barnets opholdssted og identiteten af den person, som barnet formodes at befinde sig hos.

Anmodningen kan ledsages af eller suppleres med

e. en bekræftet genpart af enhver relevant afgørelse eller aftale;

f. en attest eller en erklæring, der er bekræftet af en centralmyndighed eller anden kompetent myndighed i den stat, hvor barnet har bopæl, eller af en kompetent person, vedrørende den pågældende stats lovgivning på området;

g. andre dokumenter af betydning for sagen.

§ 8. Sag om anerkendelse eller fuldbyrdelse efter § 4 kan udsættes ved kendelse, hvis

1) afgørelsen efter almindelige appel- eller klageregler er indbragt for en overordnet instans i oprindelsesstaten,

2) forældremyndigheds- eller samværsretsspørgsmålet er under behandling her i landet under en sag, som er indledt, før sagen blev indledt i oprindelsesstaten, eller

3) en anden forældremyndighedsafgørelse er under fuldbyrdelse eller der er anmodet om anerkendelse af den.

§ 8. Sag om anerkendelse eller fuldbyrdelse efter § 4 kan udsættes ved kendelse, hvis

1) afgørelsen efter almindelige appel- eller klageregler er indbragt for en overordnet instans i oprindelsesstaten,

2) forældremyndigheds- eller samværsretsspørgsmålet er under behandling her i landet under en sag, som er indledt, før sagen blev indledt i oprindelsesstaten, eller

3) en anden forældremyndighedsafgørelse er under fuldbyrdelse, eller der er anmodet om anerkendelse af den.

Artikel 9

1. I andre tilfælde af ulovlig bortførelse end de, der er nævnt i artikel 8, kan anerkendelse og fuldbyrdelse, når anmodning er indgivet til en centralmyndighed inden seks måneder fra den dag, da bortførelsen fandt sted, kun nægtes, hvis

a. afgørelsen blev truffet, uden at sagsøgte eller dennes juridiske repræsentant var til stede, og sagsøgte ikke behørigt har fået forkyndt stævningen eller modtaget et tilsvarende dokument så tidligt, at parten har kunnet varetage sine interesser; en sådan manglende forkyndelse kan dog ikke danne grundlag for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse, når forkyndelse ikke har kunnet ske, eller meddelelse ikke har kunnet gives, fordi sagsøgte har holdt sit opholdssted skjult for den, der anlagde sag i oprindelsesstaten;

b. afgørelsen blev truffet, uden at sagsøgte eller dennes juridiske repræsentant var til stede, og den myndighed, der traf afgørelsen, ikke begrundede sin kompetence med

i. sagsøgtes bopæl, eller

ii. forældrenes seneste fælles bopæl, hvis mindst en af forældrene stadig har bopæl der, eller

iii. barnets bopæl;

c. afgørelsen er uforenelig med en afgørelse om forældremyndigheden, som kunne fuldbyrdes i modtagerstaten, inden barnet blev bortført, medmindre barnet har haft bopæl inden for den anmodende stats område i et år inden bortførelsen.

2. Er ansøgning ikke indgivet til en centralmyndighed, finder bestemmelserne i stk. 1 i denne artikel tilsvarende anvendelse, hvis der anmodes om anerkendelse og fuldbyrdelse inden seks måneder fra den dag, da den ulovlige bortførelse fandt sted.

3. Den fremmede afgørelses indhold må under ingen omstændigheder prøves på ny.

Artikel 9

Hvis den centralmyndighed, som modtager en anmodning som nævnt i artikel 8, har grund til at tro, at barnet befinder sig i en anden kontraherende stat, skal den direkte og uden ophold videresende anmodningen til centralmyndigheden i denne kontraherende stat og underrette den centralmyndighed, der har anmodet om tilbagegivelsen, eller efter omstændighederne ansøgeren herom.

§ 9. Fogedretten kan i forbindelse med fuldbyrdelse af en afgørelse om samværsret efter § 4 træffe bestemmelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten.

§ 9. Fogedretten kan i forbindelse med fuldbyrdelse af en afgørelse om samværsret efter § 4 træffe bestemmelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten.

Artikel 10

1. I andre tilfælde end de, der er nævnt i artikel 8 og 9, kan anerkendelse og fuldbyrdelse nægtes ikke kun af de grunde, der er nævnt i artikel 9, men også af en af følgende grunde

a. hvis det findes, at afgørelsens virkninger vil være åbenbart uforenelige med grundlæggende principper i modtagerstaten for familiers og børns retsforhold;

b. hvis det findes, at den oprindelige afgørelses virkninger åbenbart ikke længere er forenelige med, hvad der er bedst for barnet på grund af ændrede forhold, herunder den tid, der er forløbet, men ikke blot ændring af barnets opholdssted efter en ulovlig bortførelse;

c. hvis barnet, da sagen blev anlagt i oprindelsesstaten

i. var statsborger i modtagerstaten eller havde bopæl der, og ikke havde nogen sådan tilknytning til oprindelsesstaten;

ii. var statsborger i både oprindelsesstaten og modtagerstaten og havde bopæl i modtagerstaten;

d. hvis afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der er truffet i modtagerstaten, eller som kan fuldbyrdes i denne stat efter at være blevet truffet i en tredje stat under en sag, der er anlagt før indgivelse af anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, og nægtelsen er i overensstemmelse med, hvad der er bedst for barnet.

2. Under samme betingelser kan sager om anerkendelse eller fuldbyrdelse udsættes af en af følgende grunde

a. hvis den oprindelige afgørelse er indbragt for en overordnet instans efter almindelige appelregler;

b. hvis en sag om forældremyndighed er under behandling i modtagerstaten, og sagen er indledt, inden sagen i oprindelsesstaten blev indledt;

c. hvis en anden afgørelse om forældremyndighed er under fuldbyrdelse, eller der er anmodet om anerkendelse af denne afgørelse.

Artikel 10

Centralmyndigheden i den stat, hvor barnet befinder sig, skal træffe eller udvirke at der træffes alle passende foranstaltninger for at opnå frivillig tilbagegivelse af barnet.

§ 10. Børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, skal efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.

Stk. 2. En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis

1) handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer, en institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og

2) rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget.

§ 10. Børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, skal efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.

Stk. 2. En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis

1) handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer, en institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og

2) rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget.

Artikel 11

1. Afgørelser om samværsret og bestemmelser i afgørelser om forældremyndighed, som angår samværsret, skal anerkendes og fuldbyrdes under samme betingelser som andre forældremyndighedsafgørelser.

2. Den kompetente myndighed i modtagerstaten kan dog træffe bestemmelse om omfanget og udøvelse af samværsretten, især under hensyntagen til de forpligtelser, som parterne har påtaget sig herom.

3. I de tilfælde, hvor der ikke er truffet afgørelse om samværsret, eller hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse om forældremyndighed nægtes, kan centralmyndigheden i modtagerstaten anmode statens kompetente myndigheder om at træffe afgørelse om samværsret, såfremt den, der gør krav på samværsret, anmoder herom.

Artikel 11

De judicielle eller administrative myndigheder i kontraherende stater skal handle hurtigt i sager om børns tilbagegivelse.

Hvis den pågældende judicielle eller administrative myndighed ikke har truffet nogen beslutning inden seks uger efter den dag, da sagen blev indledt, kan ansøgeren eller centralmyndigheden i modtagerstaten, på eget initiativ eller efter anmodning fra centralmyndigheden i oprindelsesstaten, bede om en redegørelse for årsagerne til forsinkelsen. Hvis centralmyndigheden i modtagerstaten modtager et svar, skal myndigheden videresende svaret til centralmyndigheden i oprindelsesstaten eller, efter omstændighederne, til ansøgeren.

§ 11. Tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, kan nægtes, hvis

1) der på tidspunktet for indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til fogedretten er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen og barnet er faldet til i sine nye omgivelser,

2) der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle,

3) barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen og barnet har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening, eller

4) tilbagegivelsen ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder.

§ 11. Tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, kan nægtes, hvis

1) der på tidspunktet for indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til fogedretten er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser,

2) der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle,

3) barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen, og barnet har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening, eller

4) tilbagegivelsen ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder.

Artikel 12

Hvis der på det tidspunkt, da et barn bliver bortført over en statsgrænse, ikke foreligger nogen afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes i en kontraherende stat, skal bestemmelserne i denne konvention finde anvendelse på enhver senere afgørelse, som vedrører forældremyndigheden over barnet og som erklærer bortførelsen ulovlig, hvis den træffes i en kontraherende stat efter anmodning af en person, der har retlig interesse deri.

III DEL

Fremgangsmåden

Artikel 12

Hvis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i artikel 3, og hvis der, da sagen blev indledt ved den judicielle eller administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor barnet befinder sig, er gået mindre end eet år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed bestemme, at barnet straks skal gives tilbage.

Også i de tilfælde, hvor sagen er blevet indledt efter udløbet af den periode på et år, der er nævnt i foregående stykke, skal den judicielle eller administrative myndighed bestemme, at barnet skal gives tilbage, medmindre det godtgøres, at barnet er faldet til i sine nye omgivelser.

Hvis den judicielle eller administrative myndighed i modtagerstaten har grund til at tro, at barnet er blevet bortført til en anden stat, kan den afslutte sagen eller afvise anmodningen om tilbagegivelse af barnet.

§ 12. Anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, eller om samværsret efter § 4 eller om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, indgives til fogedretten.

Stk. 2. Anmodninger til fogedretten skal affattes på dansk eller skal ledsages af dansk oversættelse. Dokumenter på fremmede sprog, som vedlægges, skal være oversat til dansk, medmindre retten finder det unødvendigt.

§ 12. Anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, eller om samværsret efter § 4 eller om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, indgives til fogedretten.

Stk. 2. Anmodninger til fogedretten skal affattes på dansk eller skal ledsages af dansk oversættelse. Dokumenter på fremmede sprog, som vedlægges, skal være oversat til dansk, medmindre retten finder det unødvendigt.

Artikel 13

1. En anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse i en anden kontraherende stat af en forældremyndighedsafgørelse skal ledsages af

a. et dokument, som bemyndiger centralmyndigheden i modtagerstaten til at optræde på ansøgerens vegne eller til at udpege en anden repræsentant med dette formål;

b. en genpart af afgørelsen, som opfylder de nødvendige betingelser for at anse dokumentet for ægte;

c. når afgørelsen er truffet, uden at sagsøgte eller dennes juridiske repræsentant har været til stede, et dokument som fastslår, at sagsøgte på behørig måde har fået forkyndt stævningen eller modtaget et tilsvarende dokument;

d. såfremt det er af betydning, et dokument, hvoraf det fremgår, at afgørelsen kan fuldbyrdes efter loven i oprindelsesstaten;

e. hvis det er muligt, en redegørelse om, hvor barnet befinder sig eller antages at befinde sig i adressatstaten;

f. forslag til, hvordan barnet kan tilbagegives forældremyndighedsindehaveren.

2. Ovennævnte dokumenter skal om nødvendigt ledsages af en oversættelse i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 6.

Artikel 13

Uanset bestemmelserne i den foregående artikel, har den judicielle eller administrative myndighed i modtagerstaten ikke pligt til at bestemme, at barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution eller anden myndighed, som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør at

a. den person, institution eller anden myndighed, som drog omsorg for barnet person, ikke faktisk udøvede forældremyndigheden, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller havde samtykket i eller efterfølgende affundet sig med bortførelsen eller tilbageholdelsen; eller

b. der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.

Den judicielle eller administrative myndighed kan også nægte at tilbagegive barnet, hvis den finder, at barnet modsætter sig tilbagegivelsen, og at barnet har nået en sådan alder og modenhedsgrad, at der bør tages hensyn til barnets mening.

Når de judicielle eller administrative myndigheder overvejer de forhold, der er nævnt i denne artikel, skal de tage hensyn til de oplysninger vedrørende barnets sociale baggrund, som fremskaffes af centralmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i den stat, hvor barnet har bopæl.

§ 13. Anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse efter § 4 skal indeholde oplysninger om, hvor barnet antages at befinde sig her i landet, og forslag til, hvordan barnet kan tilbagegives forældremyndighedsindehaveren.

Stk. 2. Anmodningen skal ledsages af en bekræftet udskrift af afgørelsen, dokumentation for, at betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse efter § 5 er opfyldt, og dokumentation for, at afgørelsen kan danne grundlag for fuldbyrdelse i oprindelsesstaten.

§ 13. Anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse efter § 4 skal indeholde oplysninger om, hvor barnet antages at befinde sig her i landet, og forslag til, hvordan barnet kan tilbagegives forældremyndighedsindehaveren.

Stk. 2. Anmodningen skal ledsages af en bekræftet udskrift af afgørelsen, dokumentation for, at betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse efter § 5 er opfyldt, og dokumentation for, at afgørelsen kan danne grundlag for fuldbyrdelse i oprindelsesstaten.

Artikel 14 Hver kontraherende stat skal anvende en enkel og hurtig fremgangsmåde ved anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed. Med det formål skal den sikre, at en anmodning om fuldbyrdelse kan indgives ved en enkel ansøgning.

Artikel 14

Når de judicielle eller administrative myndigheder i modtagerstaten undersøger, om der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse som angivet i artikel 3, kan de tage direkte hensyn til loven og retlige eller administrative afgørelser i den stat, hvor barnet har bopæl, hvad enten de formelt anerkendes eller ej, uden at anvende de særlige procedurer, som ellers skulle have været anvendt for at føre bevis for indholdet af den pågældende lov eller for anerkendelse af udenlandske afgørelser.

§ 14. Anmodning om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, skal indeholde oplysninger om ansøgeren, om barnet og om den, som påstås at have fjernet eller tilbageholdt barnet, samt barnets fødselsdato. Den skal indeholde en begrundelse for kravet om tilbagegivelse og oplysning om, hvor barnet antages at befinde sig her i landet.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af de dokumenter, som påberåbes.

Stk. 3. Fogedretten kan under behandlingen af en sag om tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, bestemme, at der skal fremlægges en afgørelse fra en myndighed i det land, hvor barnet boede umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, om, at bortførelsen eller tilbageholdelsen er ulovlig. Det gælder dog kun, hvis en sådan afgørelse kan opnås i den pågældende stat.

§ 14. Anmodning om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, skal indeholde oplysninger om ansøgeren, om barnet og om den, som påstås at have fjernet eller tilbageholdt barnet, samt barnets fødselsdato. Den skal indeholde en begrundelse for kravet om tilbagegivelse og oplysning om, hvor barnet antages at befinde sig her i landet.

Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af de dokumenter, som påberåbes.

Stk. 3. Fogedretten kan under behandlingen af en sag om tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, bestemme, at der skal fremlægges en afgørelse fra en myndighed i det land, hvor barnet boede umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen om, at bortførelsen eller tilbageholdelsen er ulovlig. Det gælder dog kun, hvis en sådan afgørelse kan opnås i den pågældende stat.

Artikel 15

1. Inden den kompetente myndighed i modtagerstaten træffer afgørelse efter artikel 10, stk. 1, litra b

a. skal den forvisse sig om barnets mening, medmindre dette ikke er muligt, især på grund af barnets alder og modenhed; og

b. kan den anmode om, at andre hensigtsmæssige undersøgelser bliver foretaget.

2. Omkostningerne ved undersøgelser i en kontraherende stat, skal betales af myndighederne i den stat, hvor de foretages.

Anmodninger om undersøgelser og resultaterne af disse kan sendes til den kompetente myndighed gennem centralmyndighederne.

Artikel 15

De judicielle eller administrative myndigheder i en kontraherende stat kan, inden de træffer beslutning om barnets tilbagegivelse, anmode om, at ansøgeren fremskaffer en afgørelse eller anden erklæring fra myndighederne i den stat, hvor barnet har bopæl, om, at bortførelsen eller tilbageholdelsen var ulovlig som angivet i artikel 3, hvis en sådan afgørelse eller erklæring kan opnås i den pågældende stat. Centralmyndighederne i de kontraherende stater skal så vidt muligt hjælpe ansøgere med at indhente en sådan afgørelse eller erklæring.

§ 15. Sager om fuldbyrdelse af en afgørelse efter § 4 og om tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, skal fremmes hurtigst muligt.

Stk. 2. Er en sag efter § 10, stk. 1, ikke afgjort inden 6 uger efter, at anmodning om tilbagegivelse er indgivet til fogedretten, skal retten efter anmodning redegøre for årsagen hertil.

§ 15. Sager om fuldbyrdelse af en afgørelse efter § 4 og om tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, skal fremmes hurtigst muligt.

Stk. 2. Er en sag efter § 10, stk. 1, ikke afgjort inden 6 uger efter, at anmodning om tilbagegivelse er indgivet til fogedretten, skal retten efter anmodning redegøre for årsagen hertil.

Artikel 16

Ved anvendelsen af denne konvention kan der ikke kræves legalisering eller lignende formalitet.

IV DEL

Forbehold

Artikel 16

Efter at de judicielle eller administrative myndigheder i den kontraherende stat, hvortil barnet er blevet bortført, eller hvori det tilbageholdes, har fået meddelelse om, at der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse som angivet i artikel 3, kan de ikke træffe afgørelse i en sag om forældremyndigheden, før det er bestemt, at barnet ikke skal gives tilbage i medfør af denne konvention, eller medmindre en anmodning efter konventionen ikke indgives inden for en rimelig tid efter, at meddelelsen er modtaget.

§ 16. Inden fogedretten afgør en sag om fuldbyrdelse af en afgørelse efter § 4 eller om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, skal der finde en samtale sted med barnet, hvis det har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening.

§ 16. Inden fogedretten afgør en sag om fuldbyrdelse af en afgørelse efter § 4 eller om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, skal der finde en samtale sted med barnet, hvis det har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening.

Artikel 17

1. En kontraherende stat kan i de tilfælde, der er nævnt i artikel 8 og 9 eller i en af disse artikler, tage forbehold om, at anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed kan nægtes af de grunde, der er nævnt i artikel 10, og som kan angives nærmere i forbeholdet.

2. Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, der er truffet i en kontraherende stat, som har taget forbehold i medfør af stk. 1 i denne artikel, kan nægtes af enhver anden kontraherende stat af enhver anden af de i forbeholdet nævnte grunde.

Artikel 17

Den omstændighed, at en afgørelse om forældremyndighed er blevet truffet eller kan anerkendes i modtagerstaten, kan ikke alene danne grundlag for at nægte at tilbagegive et barn i medfør af denne konvention, men de judicielle eller administrative myndigheder i modtagerstaten kan tage hensyn til begrundelsen for afgørelsen ved anvendelsen af denne konvention.

§ 17. Under en sag efter § 4 eller § 10, stk. 1, kan fogedretten efter anmodning bestemme, at barnet under sagen skal anbringes hos en af forældrene eller på et neutralt sted ved de sociale myndigheders foranstaltning, når dette findes påkrævet.

Stk. 2. Afgørelsen, der træffes ved kendelse, gælder, indtil sagen er endeligt afgjort.

§ 17. Under en sag efter § 4 eller § 10, stk. 1, kan fogedretten efter anmodning bestemme, at barnet under sagen skal anbringes hos en af forældrene eller på et neutralt sted ved de sociale myndigheders foranstaltning, når dette findes påkrævet.

Stk. 2. Afgørelsen, der træffes ved kendelse, gælder, indtil sagen er endeligt afgjort.

§ 17 gælder under sager efter begge konventioner og giver fogedretten kompetence til at træffe midlertidig afgørelse om, hvor barnet skal opholde sig under sagens behandling.

I intern dansk ret er behovet for midlertidige afgørelser tilgodeset med reglerne i myndighedslovens §§ 18 og 19. Efter førstnævnte bestemmelse kan retten under en retssag om forældremyndighed efter anmodning bestemme, hvem der skal have forældremyndigheden, indtil der foreligger en dom, der kan fuldbyrdes. Efter § 19, som vedrører forældre, der har fælles forældremyndighed, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges hertil, midlertidigt tillægge en af forældrene forældremyndigheden alene. Bestemmelsen gælder, hvis der er risiko for, at den ene af forældrene vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden. Endvidere kan de sociale myndigheder gribe ind, hvis det af hensyn til barnets velfærd må anses for absolut påkrævet at ændre barnets anbringelsessted, jf. herved bistandslovens § 123, stk. 1.

Artikel 18

En kontraherende stat kan tage forbehold om, at den ikke skal være bundet af bestemmelserne i artikel 12. Bestemmelserne i denne konvention skal ikke gælde for de i artikel 12 nævnte afgørelser, der er truffet i en kontraherende stat, som har taget et sådant forbehold.

V DEL

Andre overenskomster

Artikel 18

Bestemmelserne i dette kapitel begrænser ikke en judiciel eller administrativ myndigheds kompetence til når som helst at bestemme, at barnet skal tilbagegives.

§ 18. Sagerne behandles i øvrigt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45, 46 og 48.

Stk. 2. Fogedretten beskikker en advokat for den, der har indgivet anmodningen. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 18. Sagerne behandles i øvrigt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45, 46 og 48.

Stk. 2. Fogedretten beskikker en advokat for den, der har indgivet anmodningen. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Artikel 19

Denne konvention skal ikke forhindre en kontraherende stat i at påberåbe sig enhver anden international overenskomst, som er i kraft mellem oprindelsesstaten og modtagerstaten, eller nogen anden lov i modtagerstaten, som ikke beror på en international aftale, for at opnå anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse.

Artikel 19

En afgørelse om tilbagegivelse af barnet i medfør af denne konvention skal ikke anses for en realitetsafgørelse om noget forældremyndighedsspørgsmål.

§ 19. Er der fremsat anmodning om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, kan der ikke træffes afgørelse i en forældremyndighedssag her i landet, før anmodningen er behandlet.

Stk. 2. Bliver det under en forældremyndighedssag her i landet af centralmyndigheden oplyst, at barnet ulovligt opholder sig her, jf. § 10, stk. 2, uden at der er indgivet anmodning om tilbagegivelse af barnet efter § 10, stk. 1, kan retten ikke træffe afgørelse om forældremyndighed, medmindre der har været rimelig tid til at fremsætte en sådan anmodning.

§ 19. Er der fremsat anmodning om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, kan der ikke træffes afgørelse i en forældremyndighedssag her i landet, før anmodningen er behandlet.

Stk. 2. Bliver det under en forældremyndighedssag her i landet af centralmyndigheden oplyst, at barnet ulovligt opholder sig her, jf. § 10, stk. 2, uden at der er indgivet anmodning om tilbagegivelse af barnet efter § 10, stk. 1, kan retten ikke træffe afgørelse om forældremyndighed, medmindre der har været rimelig tid til at fremsætte en sådan anmodning.

§ 19 udelukker, at der træffes en midlertidig afgørelse efter nogen af de nævnte bestemmelser, når der i medfør af § 10 er fremsat anmodning om tilbagegivelse af barnet. Samtidig kan der være ganske særlige behov for at træffe midlertidige bestemmelser, f.eks. fordi barnet ikke har særlig tilknytning til Danmark, og fordi der på grund af sagernes internationale karakter kan opstå forsinkelser under deres behandling. Derfor er det fundet nødvendigt med en særregel, som tilgodeser disse behov. Kompetencen foreslås tillagt fogedretten, der i forvejen har sagen under behandling.

Efter stk. 1 kan fogedretten efter anmodning bestemme, at barnet, under en sag efter § 4 eller § 10, stk. 1, skal anbringes hos en af forældrene eller på et neutralt sted ved de sociale myndigheders foranstaltning, når dette findes påkrævet. Afgørelsen vedrører alene barnets opholdssted og er uden retlig betydning for forældremyndigheden. Anmodning kan fremsættes, og afgørelse kan træffes på ethvert tidspunkt, efter at tilbagegivelsesanmodningen er videregivet til fogedretten. Beslutning om anbringelse kan kun ske, hvis det findes påkrævet, og derved er det præciseret, at bestemmelsen har et begrænset anvendelsesområde. Betingelsen må anses for opfyldt, hvis det kan antages, at barnet vil kunne lide overlast eller sættes i en utålelig situation, såfremt en afgørelse ikke træffes. Afgørelsen vil også kunne anses for påkrævet, hvis den skønnes nødvendig for at sikre barnets tilstedeværelse. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der fremkommer oplysninger om, at den, som har barnet hos sig, kan forventes at ville skjule det eller påny bortføre barnet til udlandet.

Fogedretten kan bestemme, at barnet skal anbringes hos en af forældrene eller på et neutralt sted. Muligheden for anbringelse under sagens behandling er ny i dansk ret. Træffer fogedretten en beslutning om anbringelse på et neutralt sted, skal anbringelsen ske ved de sociale myndigheders foranstaltning. Det er alene de sociale myndigheders kompetence at afgøre, hvor barnet skal anbringes, men det må antages, at dette normalt vil ske på institution.

Stk. 2 fastsætter, at fogedrettens afgørelse om, hvor barnet skal opholde sig under sagen, skal træffes ved kendelse. Fogedrettens afgørelse er således judiciel og dermed undergivet retsplejelovens almindelige appelregler, jf. retsplejelovens § 536, stk. 4, således at afgørelsen kan påkæres til landsretten.

Der er ikke i lovudkastet nogen bestemmelse om midlertidig samværsret, idet myndighedslovens §§ 24 og 25 finder anvendelse. Statsamtet har derfor mulighed for efter anmodning at træffe bestemmelse om samværsret. Ved fastsættelsen af vilkårene for samværsrettens udøvelse må statsamtet være opmærksom på, at det kan være nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger for at hindre, at den af forældrene, der skal have samværsret med barnet, skjuler barnet, forsøger at bortføre det eller optræder på en måde, der kan være til skade for barnet.

Til § 18

Til stk. 1

Som det fremgår af § 12, stk. 1, gennemføres fuldbyrdelse i henhold til konventionerne af fogedretten. § 18, stk. 1, fastsætter, at retsplejelovens almindelige regler om gennemtvingelse af andre krav end pengekrav i retsplejelovens kapitel 45, 46 og 48 finder anvendelse, hvis ikke andet følger af denne lov.

Retsplejelovens kapitel 45 indeholder regler om grundlaget for tvangsfuldbyrdelse. I retsplejelovens kapitel 45 er det formentlig alene § 483, der har selvstændig betydning. Efter § 483 kan bestemmelser om forældremyndighed eller udøvelse af samværsret, jf. § 478, stk. 1, nr. 3, fuldbyrdes straks, medmindre fuldbyrdelsesfrist er fastsat af statsamtet eller indeholdt i vilkårene.

Artikel 20

1. Denne konvention skal ikke gøre indgreb i de forpligtelser, som en kontraherende stat måtte have over for en ikke-kontraherende stat i medfør af en international overenskomst om spørgsmål, der er omfattet af denne konvention.

2. Såfremt to eller flere kontraherende stater har vedtaget enslydende love vedrørende forældremyndighed eller har skabt et særligt system med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser på dette område, eller hvis de skulle gøre det i fremtiden, har de adgang til indbyrdes at anvende de love eller dette system i stedet for denne konvention eller en del af den. For at anvende denne bestemmelse skal staterne underrette Europarådets generalsekretær om deres beslutning. Enhver ændring eller tilbagekaldelse af denne beslutning skal også meddeles.

VI DEL

Afsluttende bestemmelser

Artikel 20

Tilbagegivelse af barnet efter bestemmelserne i artikel 12 kan nægtes, såfremt det ikke ville være foreneligt med grundlæggende principper i den anmodede stat til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder.

§ 20. Er et barn, som bor her i landet, bortført til udlandet eller tilbageholdt der, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden træffe beslutning om, at handlingen er ulovlig.

Stk. 2. Under en sag om ophør af fælles forældremyndighed kan retten efter påstand træffe afgørelse om, at barnet ulovligt har forladt landet, jf. myndighedslovens § 10 a.

Stk. 3. Er opholdsstedet for den, som sagen rettes imod, ukendt, og kan oplysning herom ikke tilvejebringes, kan afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes, uanset at denne ikke har fået forkyndt stævning eller andet tilsvarende dokument i sagen.

§ 20. Er et barn, som bor her i landet, bortført til udlandet eller tilbageholdt der, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden træffe beslutning om, at handlingen er ulovlig.

Stk. 2. Under en sag om ophør af fælles forældremyndighed kan retten efter påstand træffe afgørelse om, at barnet ulovligt har forladt landet, jf. myndighedslovens § 10 a.

Stk. 3. Er opholdsstedet for den, som sagen rettes imod, ukendt, og kan oplysning herom ikke tilvejebringes, kan afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes, uanset denne ikke har fået forkyndt stævning eller andet tilsvarende dokument i sagen.

Artikel 21

Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater. Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.

Artikel 21

En anmodning om, at der træffes foranstaltninger med henblik på at tilrettelægge samværsretten eller sikre, at samværsretten kan udøves, kan indgives til centralmyndighederne i de kontraherende stater på samme måde som en anmodning om tilbagegivelse af et barn.

Centralmyndighederne er gennem de bestemmelser om samarbejde, som er fastsat i artikel 7, forpligtet til at virke for, at samværsretten kan udøves under rolige forhold og under opfyldelse af de bestemmelser, der måtte være truffet om udøvelsen af retten. Centralmyndighederne skal tage skridt til så vidt muligt at fjerne alle hindringer for udøvelsen af samværsretten.

Centralmyndighederne kan, enten direkte eller gennem mellemled, tage initiativ til eller bistå med sagsanlæg med henblik på at tilrettelægge eller sikre respekt for samværsretten og de bestemmelser, der måtte gælde for udøvelsen af retten.

§ 21. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren. Der kan fastsættes forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen og for bestemmelserne om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen.

Stk. 2. § 10 gælder kun i tilfælde, hvor den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse har fundet sted efter, at loven er trådt i kraft i forhold til den stat, hvor barnet havde bopæl eller ophold umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.

§ 21. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren. Der kan fastsættes forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen og for bestemmelserne om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen.

Stk. 2. § 10 gælder kun i tilfælde, hvor den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse har fundet sted efter, at loven er trådt i kraft i forhold til den stat, hvor barnet havde bopæl eller ophold umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.

Artikel 22

1. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor tre af Europarådets medlemsstater har givet deres samtykke til at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 21.

2. For en medlemsstat, som senere giver sit samtykke til at være bundet af konventionen, træder den i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet.

Artikel 22

Ingen sikkerhed, pant eller depositum af nogen art skal kunne kræves for at sikre betaling af omkostninger og udgifter i forbindelse med de judicielle eller administrative skridt, der falder inden for rammerne af denne konvention.

§ 22. I myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 209 af 5. april 1989, indsættes efter § 10

» § 10 a. Er forældrene uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet.«

§ 22. I myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985, indsættes efter § 10

» § 10 a. Er forældrene uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet.«

Artikel 23

1. Når denne konvention er trådt i kraft, kan Europarådets ministerkomite opfordre enhver stat, som ikke er medlem af Europarådet, til at tiltræde konventionen ved en beslutning, som er truffet med den majoritet, som er anført i artikel 20, litra d, i Europarådets statut, og ved enstemmig tilslutning fra repræsentanterne for de kontraherende stater, som har ret til at sidde i ministerrådet.

2. For en stat, som tiltræder konventionen, træder den i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet hos Europarådets generalsekretær.

Artikel 23

Ingen legalisering eller lignende formalitet skal kunne kræves i sammenhæng med denne konvention.

§ 23. I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september 1986, som senest ændret ved lov nr. 399 af 13. juni 1990, indsættes i § 215 som nyt stykke

» Stk. 2. På samme måde straffes den, der ulovligt fører barnet ud af landet.«

§ 23. I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september 1986, som ændret ved lov nr. 357 af 3. juni 1987, lov nr. 385 af 10. juni 1987 og lov nr. 272 af 3.maj 1989, indsættes i § 215 som nyt stykke

» Stk. 2. På samme måde straffes den, der ulovligt fører barnet ud af landet.«

Artikel 24

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument angive det territorium eller de territorier, for hvilke denne konvention skal gælde.

2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved en erklæring stilet til Europarådets generalsekretær udvide denne konvention til at gælde for ethvert andet territorium, der er angivet i erklæringen. For et sådant område træder konventionen i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, da generalsekretæren modtog erklæringen.

3. Enhver erklæring, der er afgivet i henhold til de to foregående stykker, kan for så vidt angår ethvert deri nævnt territorium tilbagekaldes ved en meddelelse stilet til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen får virkning den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på seks måneder efter den dato, da generalsekretæren modtog meddelelsen.

Artikel 24

Enhver anmodning, meddelelse eller andet dokument, som sendes til centralmyndigheden i modtagerstaten, skal affattes på originalsproget og skal ledsages af en oversættelse til modtagerstatens officielle sprog eller et af dens officielle sprog eller, hvis det ikke er muligt, en oversættelse til fransk eller engelsk.

En kontraherende stat kan dog ved at tage forbehold i overensstemmelse med artikel 42 modsætte sig anvendelsen af enten fransk eller engelsk, men ikke begge, i enhver anmodning, meddelelse eller andet dokument, som sendes til dens centralmyndighed.

§ 24. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1-22 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 24. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1-22 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Lovforslaget tilsigter at skabe lovmæssigt grundlag for det internationale samarbejde, der foregår for at forhindre eller begrænse børnebortførelser. En gennemførelse af lovforslaget vil endvidere medvirke til at forbedre mulighederne for, at forældre, der bor i hver sit land, kan få samværsret med deres børn.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1166/1989 om internationale børnebortførelser, der er afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet.

Internationale børnebortførelser er gennem de senere år blevet et større og større problem. Det skyldes dels det stigende antal brudte familier, dels det øgede internationale samkvem. Stadig flere gifter sig på tværs af landegrænser eller flytter sammen med en udlænding, og dermed får flere børn forældre af forskellig nationalitet. Ved forældrenes skilsmisse eller ophævelse af samlivet må de tage stilling til forskellige spørgsmål vedrørende børnenes fremtid, f.eks. hos hvem barnet skal bo, og hvorledes kontakten skal være med den anden af forældrene. Hvis det ikke lykkes forældrene at nå til enighed, opstår der risiko for, at den ene af forældrene bortfører barnet til udlandet - ofte til sit eget hjemland - eller ulovligt tilbageholder det der. Den samme risiko kan opstå, hvis den ene af forældrene »taber« en forældremyndighedssag eller er bange herfor. I sådanne tilfælde sker det undertiden, at den pågældende flytter til udlandet med barnet og holder sig skjult der, selv om der ikke tidligere har været nogen tilknytning til det pågældende land.

Inden for landets grænser giver de danske regler mulighed for, at indehaveren af forældremyndigheden kan få bistand fra myndighederne til at få sit barn tilbage, og at den anden af forældrene kan få hjælp til at få sin samværsret gennemtvunget. Tilsvarende regler har længe været gældende inden for Norden, mens de samme midler ikke hidtil har stået til rådighed, hvis barnet er blevet bragt til et ikke-nordisk land.

Behovet for bistand til forældre, hvis børn er blevet bortført til eller ulovligt tilbageholdes i et fremmed land, har ført til, at der i international sammenhæng er blevet udfoldet bestræbelser for at opnå internationale aftaler på området. Midt i 1970-erne begyndtes et arbejde hermed både i Europarådet og i Haagerkonferencen for international privatret. Dette resulterede i to konventioner, begge fra 1980. Europarådet udarbejdede en konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser. Haagerkonferencen vedtog en konvention om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

2. Gældende dansk ret.

2.1. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, jf. myndighedslovens § 6. Indehaveren af forældremyndigheden skal ifølge lovens § 7 drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelser om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

Efter myndighedslovens § 8, stk. 1, har gifte forældre fælles forældremyndighed. Lovens kap. 2 om forældremyndighed fik en ny affattelse ved lov nr. 330 af 6. juni 1985. Lovændringen indebar den nydannelse, at der for separerede, skilte og ugifte forældre blev indført adgang til at aftale fælles forældremyndighed.

2.2. Danske domstoles kompetence til at træffe afgørelse i en sag om ægteskab eller forældremyndighed, jf. retsplejelovens kap. 42, er i tilfælde, hvor en af parterne er bosat i udlandet eller er udenlandsk statsborger, fastlagt i lovens § 448 c. Reglen har et tilsigtet bredt anvendelsesområde, således at danske statsborgere kan blive separeret eller skilt i Danmark. Imidlertid er danske domstole også kompetente i de tilfælde, hvor sagen udelukkende anlægges for at få et forældremyndighedsspørgsmål afgjort, hvad enten det er en sag om ophævelse af fælles forældremyndighed efter myndighedslovens § 10, stk. 3, eller om overførelse af forældremyndighed, jf. myndighedslovens § 14 eller § 17. Efter § 448 c er barnets bopæl uden betydning for den internationale kompetence, idet denne alene afgøres efter forældrenes forhold som sagsøger og sagsøgt på tidspunktet for sagsanlægget.

2.3. Under en forældremyndighedssag er der mulighed for at træffe midlertidige afgørelser. Efter den almindelige regel i myndighedslovens § 18 kan retten, når der er anlagt retssag om, hvem der skal have forældremyndigheden, ved kendelse bestemme, hvem der midlertidigt skal udøve den. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen.

En særregel i myndighedslovens § 19 tilsigter at forebygge børnebortførelser. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er der risiko for, at den ene af forældrene vil flygte med barnet til udlandet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene. Reglen er begrundet i, at det undertiden kan være nødvendigt omgående at træffe afgørelse om forældremyndigheden, f.eks. fordi den ene af forældrene er i færd med at forlade landet med barnet.

Behandles en sag om forældremyndighed ved retten eller statsamtet, kan statsamtet ifølge § 25 efter anmodning træffe midlertidig afgørelse om samværsret efter reglerne i § 24.

De midlertidige afgørelser gælder, indtil der foreligger en afgørelse eller aftale om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes.

2.4. Spørgsmålet om samværsret er reguleret af myndighedslovens § 23. Reglen har til formål, at barnet kan bevare sin forbindelse til den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden over barnet, gennem den pågældendes udøvelse af samværsret med barnet.

Efter myndighedslovens § 24 træffer statsamtet efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsret og fastsætter herunder de nødvendige bestemmelser om udøvelsen. Statsamtet kan efter bestemmelsen afslå at fastsætte samværsret samt ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor.

Det fremgår af betænkningen, at praksis vedrørende fastsættelse af samværsret for forældre, der er udenlandske statsborgere, og for samværsret i udlandet i almindelighed er restriktiv. Har den af forældrene, der ønsker samværsret, udenlandsk statsborgerskab eller anden stærk tilknytning til udlandet, kræves som regel sikkerhed for, at den pågældende ikke forlader landet med barnet under udøvelsen af samværsretten. Dette opnås i almindelighed ved at forlange deponering af passet under samværsrettens udøvelse. Samværsret, der ønskes udøvet i udlandet uden for Norden, nægtes konsekvent, hvis forældremyndighedens indehaver modsætter sig det, medmindre der er fuld sikkerhed for, at man kan regne med bistand fra udenlandske myndigheder, hvis den berettigede ved samværsrettens udløb skulle tilbageholde barnet i udlandet.

2.5. En gennemførelse af lovforslaget vil indebære, at den beskrevne praksis i sager om udøvelse af samværsret i udlandet må lempes over for stater, der har tiltrådt Europarådskonventionen. En lempelse af praksis vil imidlertid være kædet sammen med en forbedring af mulighederne for at få et barn, der tilbageholdes ulovligt i udlandet, f.eks. i forbindelse med udøvelse af samværsret, tilbagegivet, jf. Europarådskonventionens artikel 8, stk. 3. På den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at der er grundlag for at frygte, at den nævnte lempelse af praksis vedrørende udøvelse af samværsret i udlandet vil medføre øget risiko for børnebortførelse.

2.6. Dersom en dom eller en godkendt aftale om forældremyndighed ikke opfyldes frivilligt, kan der ske tvangsfuldbyrdelse ved fogedretten, jf. retsplejelovens § 478 og § 536. Det samme er tilfældet, hvis den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, senere fjerner barnet eller ikke tilbagegiver det efter at have haft samværsret. Fogedrettens tvangsmidler er tvangsbøder eller umiddelbar magtanvendelse. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis den medfører, at barnets sjælelige eller legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare.

2.7. Børnebortførelse er strafbar efter straffelovens § 215, der har følgende ordlyd

»§ 215. Den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes efter reglerne i § 261.«

Bestemmelsens formulering indebærer, at også bortførelse af eget barn er omfattet. Straffelovens § 215 antages dog ikke at kunne overtrædes af personer, der har del i forældremyndigheden. Dette gælder, uanset at bortførelsen indebærer, at medindehaveren af forældremyndigheden unddrages sin del af denne. Det må derfor antages, at det er en forudsætning for, at der kan rejses straffesag efter § 215, at den anden af forældrene har fået tillagt forældremyndigheden midlertidigt i henhold til myndighedslovens §§ 18 eller 19, og at bortføreren var bekendt hermed, da handlingen blev foretaget, eller inden tilbageholdelsen blev bragt til ophør.

3. Nordiske overenskomster

Mellem de nordiske lande er der i 1931 indgået en konvention om ægteskab, adoption og værgemål (ægteskabskonventionen).

Ægteskabskonventionens artikel 8 regulerer direkte spørgsmålet om, hvornår et lands myndigheder er kompetente til at træffe afgørelse i en sag om forældremyndighed. Bestemmelsen antages også at omfatte sager om samværsret. Konventionen omhandler kun børn af gifte forældre, og forældremyndigheds- og samværsretsspørgsmål med hensyn til børn af ugifte er således ikke omfattet, heller ikke selv om forældrene har aftalt fælles forældremyndighed eller har boet sammen. Den foreslåede lov skal ikke finde anvendelse i forhold til Finland, Island, Norge eller Sverige i det omfang, der gælder andre regler (forslagets § 2, stk. 3). Dette vil f.eks. være tilfældet vedrørende ægtefæller, der er nordiske statsborgere, og som er bosat i et nordisk land. I den situation skal den nordiske ægteskabskonvention fortsat finde anvendelse.

4. Europarådskonventionen og Haagerkonventionen

4.1. Europaråds- og Haagerkonventionerne har til hovedformål at løse de problemer, der opstår, når et barn bortføres fra et land til et andet eller på anden måde ulovligt fjernes fra den, som har forældremyndigheden. Udtrykket barn omfatter ifølge begge konventioner personer under 16 år, jf. Europarådskonventionens artikel 1, litra a, og Haagerkonventionens artikel 4 samt lovforslagets § 1, stk. 2.

4.2. Der har i den forløbne tid vist sig stor interesse for at tilslutte sig Europarådskonventionen og Haagerkonventionen, og de er begge trådt i kraft. Spørgsmålet om de nordiske landes tilslutning til konventionerne har været drøftet gennem en årrække. I Norge blev et forslag til lov om »anerkjennelse og fullbyrding av utenlandske avgjørelser om foreldreansvar m.v. og om tilbakelevering av barn« fremsat i marts 1988, og det blev vedtaget i maj samme år. Norge har herefter ratificeret Haagerkonventionen med virkning fra den 1. april 1989 og Europarådskonventionen med virkning fra den 1. maj 1989. Et svensk lovforslag om »olovligt bortførande av barn i internationelle førhållanden« blev fremsat i Riksdagen i oktober 1988 og vedtaget i slutningen af november. Sverige har herefter ratificeret Haagerkonventionen med virkning fra den 1. juni 1989 og Europarådskonventionen med virkning fra den 1. juli 1989.

4.3. Hvilke stater kan tilslutte sig Europaråds- og Haagerkonventionerne?

Ved afgørelsen af, om Danmark skal ratificere Europarådskonventionen eller Haagerkonventionen eller som foreslået begge konventioner, er det afgørende, hvilke lande dette vil kunne få betydning i forhold til. Vedrørende Europarådskonventionen er forholdet det, at ethvert medlem af Europarådet uden videre kan tilslutte sig konventionen. Bortset fra Danmark er det på nuværende tidspunkt alene Finland, Island, Malta og Tyrkiet, der ikke har tilsluttet sig Europarådskonventionen. Vedrørende Haagerkonventionen er forholdet det, at de stater, der var medlem af Haagerkonferencen på tidspunktet for den 14. session i 1980, umiddelbart kan tiltræde konventionen. Andre lande kan tilslutte sig konventionen, men dette får kun virkning i forhold til stater, der erklærer sig villige til at acceptere tilslutningen. Der kan i den forbindelse henvises til Haagerkonventionens artikel 37 og 38.

4.4. Følgende lande har tilsluttet sig Europaråds- og Haagerkonventionerne

a) Europarådskonventionen

Stater, der har ratificeret konventionen

Belgien, Cypern, Frankrig, Holland, Luxembourg, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige og Østrig.

Stater, der har undertegnet konventionen

Forbundsrepublikken Tyskland, Grækenland, Irland, Italien og Liechtenstein.

b) Følgende lande har tilsluttet sig Haagerkonventionen

Stater, der har ratificeret konventionen

Australien, Canada, Frankrig, Holland, Luxembourg, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, USA og Østrig.

Stater, der har undertegnet konventionen

Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Grækenland, Irland og Italien.

Endvidere har Belize og Ungarn tilsluttet sig konventionen.

4.5. Under hensyn til den betydning, Europaråds- og Haagerkonventionerne må forventes at få, efterhånden som flere og flere lande tilslutter sig konventionerne, besluttede Justitsministeriet i januar 1988 at nedsætte en arbejdsgruppe med henblik på udarbejdelse af et forslag til, hvordan konventionerne kan gennemføres i dansk ret.

Arbejdsgruppen afgav på baggrund af dens arbejde betænkning nr. 1166/1989 om ulovlige børnebortførelser.

Justitsministeriet kan tilslutte sig de synspunkter, arbejdsgruppen har fremsat i betænkningen, og lovforslaget bygger på det lovudkast, som arbejdsgruppen har udarbejdet.

Justitsministeriet finder, at også Danmark må deltage i det internationale samarbejde, der har til formål at forhindre eller i videst muligt omfang at begrænse børnebortførelser. Det taler også til fordel for Danmarks tilslutning til de to konventioner, at dette vil øge mulighederne for udøvelse af samværsret på tværs af landegrænserne.

4.6. Arbejdsgruppen har i betænkningen foreslået, at Danmark i lighed med Norge og Sverige tilslutter sig både Europarådskonventionen og Haagerkonventionen. Justitsministeriet er enig i dette.

Ved en nærmere gennemgang af konventionerne kan det konstateres, at Europaråds- og Haagerkonventionen i forhold til hinanden har såvel ulemper som fordele. I visse tilfælde supplerer de hinanden. Selv om begrundelsen for at tilslutte sig Haagerkonventionen synes at veje noget tungere end begrundelsen for en tilslutning til Europarådskonventionen, er der næppe grundlag for at prioritere tilslutning til den ene frem for den anden. Der findes heller ikke noget, som forhindrer Danmark i at tiltræde begge konventioner. I forhold til stater, som også har tilsluttet sig begge konventioner, gælder da, at en ansøgning kan imødekommes, såfremt denne er omfattet af blot en af konventionerne.

Europarådskonventionen fastlægger, under hvilke betingelser en afgørelse om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, og om samværsret, der er truffet i en konventionsstat, skal anerkendes og fuldbyrdes i en anden konventionsstat. Dette gælder, jf. artikel 7, uanset om der er sket en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse. Betingelsen for at anvende Haagerkonventionen er, at der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse i konventionens forstand, hvilket kan være tilfældet, selv om den af forældrene, der har taget barnet med til f.eks. Danmark, har forældremyndigheden efter dansk ret, som f.eks. en ugift mor. Afgørende er, om bortførelsen eller tilbageholdelsen anses for ulovlig i henhold til loven i den stat, hvor barnet boede på tidspunktet for bortførelsen eller tilbageholdelsen, jf. Haagerkonventionens artikel 4. I sådanne tilfælde er der normalt pligt til at medvirke til, at barnet tilbagegives.

Staterne skal efter begge konventioner tilstræbe, at samværsret med barnet kan udøves, jf. Europarådskonventionens artikel 11 og Haagerkonventionens artikel 21. Det er dog kun Europarådskonventionen, der fastslår, at en afgørelse om samværsret, som er truffet i en konventionsstat, skal anerkendes og tvangsfuldbyrdes i en anden konventionsstat. Vedkommende myndighed, der skal gennemføre fuldbyrdelsen efter Europarådskonventionen, har dog ret til at fastsætte nærmere vilkår for samværsrettens udøvelse.

I betænkningen (side 45) har arbejdsgruppen foreslået, at Europarådskonventionen og Haagerkonventionen sættes i kraft ved en fælles lov, men således at det i loven særskilt fastsættes, hvilke regler der gælder, alt efter om der er tale om stater, der har tiltrådt Europarådskonventionen, eller om det drejer sig om stater, der har tiltrådt Haagerkonventionen, jf. lovforslagets § 2, stk. 1 og 2. Denne fremgangsmåde har bl.a. den fordel, at lovforslaget får samme opbygning som den norske og den svenske lovgivning på området. Justitsministeriet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag.

5. Muligheden for at nægte at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse og for at nægte at tilbagegive et barn.

5.1. En gennemførelse af lovforslaget vil medføre, at Danmark forpligter sig til at anerkende og fuldbyrde domstolsafgørelser m.v. fra konventionsstater om forældremyndighed og om samværsret, ligesom Danmark forpligter sig til at tilbagegive ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn. Denne pligt, der, som det vil blive nærmere omtalt nedenfor, ikke er ubetinget, skal ses i sammenhæng med, at andre konventionsstater får en tilsvarende pligt til at anerkende og fuldbyrde danske afgørelser samt til at tilbagegive herboende børn. Hertil kommer, at de lande, hvis afgørelser danske domstole vil skulle tvangsfuldbyrde, har et domstolssystem med samme retlige tradition som det danske.

5.2. Spørgsmålet om, i hvilken udstrækning Danmark efter at have tiltrådt Europaråds- og Haagerkonventionerne kan nægte at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse om forældremyndighed eller samværsret eller at efterkomme en anmodning om tilbagegivelse af et barn fra en anden konventionsstat, er af stor betydning i forbindelse med vurderingen af, om Danmark bør tiltræde konventionerne eller ej. Bestemmelserne herom findes i Europarådskonventionens artikel 9 og 10 og i Haagerkonventionens artikel 12, 13 og 20.

5.3. Vedrørende de situationer, der er omfattet af Europarådskonventionen, er lovforslaget (§§ 7-8) udarbejdet ud fra det udgangspunkt, at Danmark ved ratifikationen af konventionen i lighed med bl.a. Norge og Sverige tager forbehold efter konventionens artikel 17. Dette vil give Danmark mulighed for i videst muligt omfang at nægte at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse. Det skal i den forbindelse bemærkes, at andre konventionsstater i forhold til en stat, der har taget forbehold efter artikel 17, kan nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse af tilsvarende grunde.

Efter Europarådskonventionen kan anerkendelse eller fuldbyrdelse nægtes af følgende grunde

a) Hvis den afgørelse, der ønskes anerkendt eller fuldbyrdet, er truffet, uden at sagsøgte eller dennes juridiske repræsentant var til stede, og uden at sagsøgte har fået stævningen behørigt forkyndt eller har modtaget et tilsvarende dokument så tidligt, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser. Dette er dog ikke nogen hindring for at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse, hvis forkyndelse m.v. har været umulig, fordi sagsøgte har holdt sig skjult (artikel 9, stk. 1, litra a, og lovforslagets § 5, nr. 1).

b) Hvis den afgørelse, der ønskes anerkendt eller fuldbyrdet, blev truffet, uden at sagsøgte var til stede, og den myndighed, der traf afgørelse, ikke var kompetent på grundlag af sagsøgtes bopæl, forældrenes seneste bopæl, hvis en af dem stadig har sin bopæl der, eller barnets bopæl (artikel 9, stk. 1, litra b, og lovforslagets § 5, nr. 2).

c) Hvis virkningerne af den afgørelse, der ønskes anerkendt eller fuldbyrdet, skønnes at ville være åbenbart uforenelige med grundlæggende principper i Danmark om familiers og børns retsforhold (artikel 10, stk. 1, litra a, og § 6, nr. 1).

d) Hvis afgørelsen på grund af ændrede forhold åbenhart ikke længere er forenelig med hensynet til barnet (artikel 10, stk. 1, litra b, og lovforslagets § 6, nr. 2).

e) Hvis barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, var dansk statsborger eller havde bopæl her i landet uden at have en tilsvarende tilknytning til oprindelsesstaten (artikel 10, stk. 1, litra c, i, og lovforslagets § 6, nr. 3).

f) Hvis barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, både var statsborger i oprindelsesstaten og i Danmark og havde bopæl i Danmark (artikel 10, stk. 1, litra c, ii, og lovforslagets § 6, nr. 4).

g) Hvis barnet efter loven i den stat, hvor det er statsborger eller har bopæl, har ret til selv at bestemme, hvor det vil bo (artikel 1, litra a, og lovforslagets § 6, nr. 5).

h) Hvis afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der er truffet i Danmark i en sag, der er indledt, før anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse blev fremsat, og nægtelsen stemmer med, hvad der er bedst for barnet (artikel 10, stk. 1, litra d, og lovforslagets § 7, stk. 1).

5.5. Efter Haagerkonventionen kan tilbagegivelse af et barn, der ulovligt er bortført eller tilbageholdt, nægtes af følgende grunde

a) Hvis der er forløbet mere end 1 år fra bortførelsen eller tilbageholdelsen af barnet, inden anmodningen om tilbagegivelse indleveres til fogedretten, og barnet er faldet til i de nye omgivelser (artikel 12, stk. 2, og lovforslagets § 11, nr. 1).

b) Hvis der er alvorlig risiko for, at tilbagegivelse vil kunne skade barnets sjælelige eller legemlige sundhed, eller for, at tilbagegivelse på anden måde vil kunne sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle (artikel 13, stk. 1, litra b, og lovforslagets § 11, nr. 2).

c) Hvis barnet modsætter sig tilbagegivelsen, og barnet har nået en sådan modenhed og alder, at der bør tages hensyn til barnets mening (artikel 13, stk. 2, og lovforslagets § 11, nr. 3).

d) Hvis tilbagegivelse af barnet ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder (artikel 20 og lovforslagets § 11, nr. 4).

6. Oprettelse af en centralmyndighed

Såvel Europarådskonventionen som Haagerkonventionen bestemmer, at der skal oprettes en centralmyndighed, hvis opgaver hovedsagelig skal være at samarbejde med de andre konventionsstaters centralmyndigheder, ligesom centralmyndigheden skal sørge for, at sagerne behandles så hurtigt som muligt. Det må forventes, at oprettelsen af en centralmyndighed i sig selv vil kunne være medvirkende til at begrænse antallet af børnebortførelser, ligesom det må forventes, at centralmyndighederne ved deres indtræden i enkeltsager vil kunne medvirke til, at en stor del af dem løses, uden at domstolene involveres.

I lovforslagets § 3, stk. 2, foreslås det, at justitsministeren bemyndiges til at bestemme, hvem der skal være centralmyndighed. Det fremgår af betænkningen, at arbejdsgruppen har ment, at det vil være mest naturligt, at Civilretsdirektoratet udpeges til centralmyndighed i Danmark. Justitsministeriet kan tilslutte sig dette, da det er Civilretsdirektoratet, der har det overordnede ansvar for administrationen af reglerne om forældremyndighed og samværsret. Der henvises til bemærkningerne til § 3.

7. Muligheder for yderligere internationalt samarbejde i fremtiden.

For så vidt angår forholdet mellem konventionsstater indbyrdes, giver Europarådskonventionen mulighed for, at konventionsstater, som har en tilsvarende lovgivning om forældremyndighed, eller som har et særligt system vedrørende anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af konventionen, lader disse regler gælde i stedet for konventionerne (artiklerne 19 og 20). Haagerkonventionen indeholder den begrænsning, at konventionsstater alene kan indgå fælles overenskomster om tilbagegivelse af børn, der ulovligt er bortført eller tilbageholdt, såfremt overenskomsterne giver bedre mulighed for tilbagegivelse end konventionens regler.

Hverken Europarådskonventionen eller Haagerkonventionen er til hinder for indgåelse af overenskomst vedrørende forhold, der er omfattet af konventionerne, mellem Danmark og en stat, der ikke har tiltrådt nogen af konventionerne. Det foreslås derfor i lovforslagets § 2, stk. 4, at regeringen bemyndiges til at indgå i et internationalt samarbejde med ikke-konventionsstater. Et sådant internationalt samarbejde kan tænkes i form af generelle bilaterale eller multilaterale aftaler eller i form af aftaler vedrørende enkeltsager.

Lovforslaget er udformet således, at der gives regeringen mulighed for at indgå aftaler eller overenskomster, der kan indeholde fravigelser fra reglerne i lovforslaget. Baggrunden herfor er, at der efter omstændighederne vil kunne blive behov for at indgå overenskomst eller aftale med lande, hvis retssystemer m.v. adskiller sig væsentligt fra retssystemet i Danmark og i de lande, der har tilsluttet sig Europarådskonventionen eller Haagerkonventionen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at i en stor del af de tilfælde, hvor der er tale om bortførelse eller tilbageholdelse af børn, der er bosiddende i Danmark, får barnet efter bortførelsen eller tilbageholdelsen ophold i et land, der hverken har tiltrådt Europaråds- eller Haagerkonventionen. Skal man tilgodese humanitære hensyn til at få bortførte eller tilbageholdte børn udleveret til Danmark i sådanne situationer, vil det derfor kunne blive nødvendigt at acceptere visse fravigelser fra reglerne i lovforslaget (og dermed fra reglerne i konventionerne), og det vil i en given situation kunne virke meget uheldigt, såfremt man var afskåret herfra på forhånd.

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget nærmere om, hvilke overenskomster der vil kunne blive tale om. Det kan dog oplyses, at der eventuelt vil kunne blive tale om et EF-samarbejde på dette område.

8. Ændringer i dansk lovgivning i øvrigt

8.1. Arbejdsgruppen har i betænkningen foreslået, at der i forbindelse med indførelsen af en særlig lovgivning om internationale børnebortførelser m.v. samtidig gennemføres mindre ændringer af myndighedsloven og straffeloven. Der foreslås dels en ændring af myndighedsloven, således at begge forældre skal samtykke i, at deres barn forlader landet, hvis forældrene er uenige om, hvem der skal have forældremyndigheden alene. Den ene af forældrene kan i dag uden samtykke fra den anden bringe barnet ud af landet eller tilbageholde det i udlandet, hvis der, når handlingen foretages, foreligger fælles forældremyndighed. Gennem den nye regel i § 10 a ændres gældende ret således, at begge forældre herefter skal give samtykke til, at barnet forlader landet, hvis de er uenige om, hvem der skal have forældremyndighe-den. Uden en bestemmelse af det nævnte indhold vil det ikke være muligt at statuere, at udrejse med barnet til udlandet i tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed, er ulovlig.

Den foreslåede regel hænger sammen med lovforslagets § 2, stk. 2, hvorefter en bortførelse eller tilbageholdelse kan karakteriseres som ulovlig, selv om den er foretaget på et tidspunkt, hvor den, der foretager bortførelsen, har del i forældremyndigheden. Lovforslaget indebærer, at den ene af forældrene ikke uden samtykke fra den anden vil kunne bringe barnet til udlandet, hvis der i medfør af myndighedslovens § 10, stk. 1, er anmodet om ophør af den fælles forældremyndighed. Kravet om samtykke gælder tillige, hvis det på anden vis kan konstateres, at forældrene er uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden over barnet alene. Samtykke skal derimod ikke foreligge, hvis uenigheden f.eks. blot drejer sig om, hvorvidt barnet bør opholde sig i udlandet, eller om andre forhold vedrørende udøvelsen af forældremyndigheden.

8.2. Endvidere foreslås en ændring af straffeloven, således at der bliver mulighed for at straffe en person, som ulovligt fører et barn ud af landet.

Efter straffelovens § 215 kan den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes. Bestemmelsen beskytter forældremyndighedsindehaverens rettigheder over barnet og varetager hensynet til barnet, således at dette ikke unddrages den omsorg og varetægt, der følger med forældremyndigheden. Formuleringen indebærer, at også bortførelse af eget barn er omfattet, men bestemmelsen antages ikke at kunne overtrædes af personer, der har del i forældremyndigheden på gerningstidspunktet. Lovændringen vil medføre, at enhver, herunder en person, der har del i forældremyndigheden, kan straffes for ulovligt at føre barnet ud af landet. Bestemmelsen skal ses på baggrund af forslaget til ændring af myndighedsloven.

9. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget forventes ikke at få væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser.

10. Hørte myndigheder

Arbejdsgruppens betænkning har været til høring hos følgende myndigheder og organisationer

Præsidenten for Østre Landsret.

Præsidenten for Vestre Landsret.

Præsidenten for Københavns Byret.

Præsidenten for Århus by- og herredsret.

Præsidenten for Odense by- og herredsret.

Præsidenten for Aalborg by- og herredsret.

Den danske Dommerforening.

Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark.

Foreningen af statsamtmænd.

Foreningen af statsamtjurister.

Overpræsidenten i København.

Advokatrådet.

Civilretsdirektoratet.

Indenrigsministeriet.

Rigsadvokaten.

Rigspolitichefen.

Politidirektøren.

Foreningen af politimestre i Danmark.

Politifuldmægtigforeningen.

Dansk Politiforbund.

Dansk Kriminalpolitiforening.

Udenrigsministeriet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Dette kapitel angiver den foreslåede lovs anvendelsesområde.

Til § 1

Bestemmelsen indeholder en uddybning af lovforslagets titel.

Til stk. 1

I stk. 1 angives lovforslagets to hovedområder. 1. pkt. omhandler Europarådskonventionen, der vedrører pligten til at anerkende og fuldbyrde udenlandske afgørelser om forældremyndighed, om samværsret og om, hvor barnet skal bo. 2. pkt. omhandler Haagerkonventionen, der vedrører de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

Til stk. 2

Efter stk. 2 gælder lovudkastet for børn under 16 år. Aldersgrænsen er fastsat i overensstemmelse med Europarådskonventionens artikel 1, litra a, og Haagerkonventionens artikel 4.

Efter gældende dansk ret er børn og unge under 18 år, jf. myndighedslovens § 6, undergivet forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab. Indtil da er det i medfør af myndighedslovens § 7 forældremyndighedsindehaveren, der træffer dispositioner om barnets personlige forhold, herunder bestemmer, hvor barnet skal opholde sig. Interne danske forældremyndigheds~ og samværsretsafgørelser kan i princippet tvangsfuldbyrdes, indtil barnet fylder 18 år. I dansk fogedretspraksis er der dog tilbageholdenhed med gennemtvingelse over for børn, der har nået en vis alder og modenhed, og som modsætter sig udlevering. Fogedens nægtelse af at gennemføre forretninger i sådanne situationer støttes ikke på en fast aldersgrænse, men vil bero på en konkret vurdering, hvis grundlag ofte vil være en samtale, som fogedretten eller andre har haft med barnet.

Lovudkastets aldersgrænse er, som det fremgår af det anførte, forskellig fra myndighedslovens 18 års-grænse. Baggrunden for dette er, at tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse kun vanskeligt vil kunne gennemføres mod et ældre barns vilje. Reglen indebærer således, at der formelt og mere teoretisk vil gælde forskellige aldersgrænser ved fuldbyrdelse af danske og udenlandske afgørelser om børn. I praksis vil der efter al sandsynlighed ikke blive tale om nogen forskel.

Aldersgrænsen i stk. 2 på 16 år er absolut, hvilket indebærer, at enhver handling efter lovudkastet er udelukket, hvis barnet i mellemtiden fylder 16 år. Dette gælder, selv om der foreligger en udenlandsk afgørelse fra tiden, før barnet opnåede denne alder.

Loven indeholder en række særregler for større børn under 16 år. Efter § 6, nr. 5, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen ikke ske, hvis barnet ifølge loven i den stat, hvor det er statsborger eller har bopæl, har ret til selv at bestemme sin bopæl. Endvidere kan tilbagegivelse i medfør af Haagerkonventionen efter § 11, nr. 3, nægtes, hvis barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen, og barnet har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening.

Til stk. 3

Stk. 3 indeholder en udtømmende opregning af de forskellige former for udenlandske afgørelser, der efter kapitel 3 kan danne grundlag for anerkendelse og fuldbyrdelse.

I udlandet træffes afgørelser om forældremyndighed, barnets opholdssted eller om samværsret normalt af domstolene. Konventionerne omfatter alle retsafgørelser, uanset om afgørelsesformen er en dom, en kendelse eller en beslutning. Endvidere vil udenlandske retsforlig kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter lovudkastet, selv om de ikke er udtrykkeligt nævnt i bestemmelsen.

I enkelte lande er der tillagt administrative myndigheder kompetence på området, således som det er tilfældet med de danske statsamter. Det gælder navnlig med hensyn til godkendelse af forældres aftaler, men det kan også tænkes, at der bliver truffet administrativ afgørelse i tilfælde af tvist. Konventionerne omfatter, som det også fremgår af stk. 3, tillige afgørelser truffet af en offentlig myndighed og aftaler godkendt af en offentlig myndighed.

En udenlandsk afgørelse kan kun fuldbyrdes her i landet, såfremt afgørelsen kan danne grundlag for fuldbyrdelse i den stat, hvor den er truffet, jf. § 4, stk. 2. Er afgørelsen efter almindelige regler indbragt for en overordnet instans i oprindelsesstaten, kan fogedretten, jf. § 8, nr. 1, udsætte behandlingen af sagen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, indtil den udenlandske afgørelse er endelig.

Afgørelse om barnets bopæl kan endvidere foreligge ved udenlandske sociale myndigheders afgørelser om tvangsfjernelse af børn fra forældremyndighedsindehavere med henblik på anbringelse uden for hjemmet. Indebærer beslutningen om tvangsanbringelsen efter vedkommende lands lovgivning tillige en overførsel af forældremyndigheden til en person eller en institution, er beslutningen direkte omfattet af lovudkastet, jf. herved § 10, stk. 2, nr. 1. Efter andre landes lovgivning har en sådan beslutning antagelig ikke nogen retlig virkning på forældremyndighedsspørgsmålet, men indebærer alene, at myndighederne faktisk overtager en række af forældremyndighedsindehaverens beføjelser. Konventionsteksterne og de ledsagende bemærkninger hertil omtaler ikke, om også sådanne udenlandske socialmyndigheders afgørelser skal anses for omfattet. Efter de foreliggende oplysninger er det den almindelige opfattelse i konventionslandene, at også sådanne afgørelser kan tvangsfuldbyrdes efter konventionerne.

Til § 2

Bestemmelsen opregner, hvilke af lovudkastets bestemmelser der gælder i forhold til lande, der har tiltrådt de to konventioner, og indeholder en henvisning til de særlige nordiske regler.

Til stk. 1.

Stk. 1 gælder i forhold til de lande, der har tiltrådt Europarådskonventionen af 10. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser.

Indledningsvis henvises i stk. 1 til kapitel 2 om centralmyndigheden og kapitel 3, der udelukkende omhandler bestemmelser vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen. Herefter henvises til sagsbehandlingsreglerne i §§ 12-13, 15, stk. 1 og 16-18 i kapitel 5. Endelig nævnes § 20 i kapitel 6 om danske forældremyndighedsafgørelser.

Til stk. 2

Stk. 2 gælder i forhold til lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

Indledningsvis er der i bestemmelsen en henvisning til kapitel 2 om centralmyndigheden og til kapitel 4, der alene omhandler bestemmelser vedrørende tilbagegivelse efter Haagerkonventionen. Herefter henvises til sagsbehandlingsreglerne i §§ 12 og 14-18 i kapitel 5, medens §§ 19-20 vedrører kapitel 6 om danske forældremyndighedsafgørelser.

Til stk. 3

Ifølge stk. 3 anvendes lovudkastet ikke i forhold til Finland, Island, Norge eller Sverige i det omfang, der gælder andre regler. De bestemmelser, der i stedet skal anvendes mellem de nordiske lande, er den nordiske ægteskabskonventions artikel 8, loven om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav og loven om udlevering til forsorg i et andet nordisk land.

Til stk. 4

Stk. 4 indeholder en bemyndigelse til justitsministeren til at indgå aftale med lande, der ikke har tiltrådt konventionerne om, at lovforslaget med eventuelle fravigelser skal finde anvendelse i forholdet mellem Danmark og det pågældende land. Hermed er der skabt mulighed for at etablere et samarbejde med andre lande end konventionslandene på dette vigtige område. Der henvises til det, som er anført i de almindelige bemærkninger, pkt. 7.

Til kapitel 2

Artikel 25

1. Enhver stat, som har to eller flere territoriale enheder med forskellige retssystemer i spørgsmål om forældremyndighed og om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed, kan ved undertegnelsen eller deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet erklære, at denne konvention skal gælde for alle dens territoriale enheder eller en eller flere af dem.

2. En sådan stat kan på ethvert senere tidspunkt ved en erklæring stilet til Europarådets generalsekretær udvide denne konvention til at gælde for enhver anden territorial enhed, der er angivet i erklæringen. For en sådan territorial enhed træder konventionen i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, da generalsekretæren modtog erklæringen.

3. En erklæring, der er afgivet i henhold til de to foregående stykker, kan for så vidt angår enhver deri nævnt territorial enhed tilbagekaldes ved en meddelelse stilet til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen får virkning den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på seks måneder efter den dato, da generalsekretæren modtog meddelelsen.

Artikel 25

Statsborgere i kontraherende stater og personer, som har bopæl i disse stater, skal i sager vedrørende anvendelsen af denne konvention have ret til retshjælp og juridisk rådgivning i enhver anden kontraherende stat på samme vilkår, som hvis de selv var statsborgere i og havde bopæl i staten.

Artikel 26 1. I forhold til en stat, som i spørgsmål om forældremyndighed har to eller flere retssystemer med hensyn til territorial anvendelse, skal

a. henvisning til loven om en persons bopæl eller statsborgerskab forstås som en henvisning til det retssystem, som er fastsat ved gældende regler i denne stat, eller hvis sådanne regler ikke eksisterer, til det retssystem, som den berørte person har stærkest tilknytning til;

b. henvisning til oprindelsesstaten eller til modtagerstaten, alt efter omstændighederne, forstås som en henvisning til den territoriale enhed, hvor afgørelsen blev truffet, eller den territoriale enhed, hvor der er fremsat anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen eller om tilbagegivelse af barnet.

2. Stk. 1, litra a, i denne artikel finder tilsvarende anvendelse i forhold til stater, som i spørgsmål om forældremyndighed har to eller flere retssystemer med hensyn til anvendelse på person.

Artikel 26

Enhver centralmyndighed skal selv bære sine egne omkostninger ved anvendelsen af denne konvention.

Centralmyndighederne og andre offentlige myndigheder i de kontraherende stater må ikke kræve nogen afgift i forbindelse med anmodninger, der er indgivet i medfør af denne konvention. Særlig skal de ikke kunne kræve betaling af ansøgeren for omkostninger og udgifter ved sagens behandling eller for eventuelle omkostninger i forbindelse med advokatbistand. De kan dog kræve betaling af de udgifter, som er opstået eller forventes at opstå i forbindelse med gennemførelsen af selve tilbagegivelsen af barnet.

En kontraherende stat kan dog ved at tage forbehold i overensstemmelse med artikel 42 erklære, at den ikke skal være forpligtet til at bære nogen af de omkostninger, der er nævnt i det foregående stykke, og som hidrører fra advokatbistand eller fra retshandlinger, undtagen når disse omkostninger kan dækkes af statens fri proces- og retshjælpsordninger.

Når en judiciel eller administrativ myndighed træffer bestemmelse om tilbagegivelse af et barn eller om samværsret, kan den, hvis det er rimeligt, pålægge den person, som har bortført eller tilbageholdt barnet, eller som har hindret udøvelsen af samværsretten, at betale nødvendige udgifter, der er afholdt af ansøgeren eller på dennes vegne, herunder rejseudgifter, omkostninger, der er afholdt, eller betalinger, der er foretaget, for at finde barnet, omkostninger til ansøgerens juridiske repræsentant samt udgifter ved tilbagegivelsen af barnet.

Artikel 27

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet erklære, at den benytter sig af et eller flere af de forbehold, som er nævnt i artikel 6, stk. 3, artikel 17 og artikel 18. Ingen andre forbehold kan tages.

2. Enhver kontraherende stat, som har taget forbehold i medfør af denne artikels stk. 1, kan helt eller delvis tilbagekalde dette ved en erklæring derom stilet til Europarådets generalsekretær. Tilbagekaldelsen får virkning fra den dato, da generalsekretæren modtog erklæringen.

Artikel 27

Hvis det er åbenbart, at denne konventions betingelser ikke er opfyldt, eller at anmodningen iøvrigt ikke er velbegrundet, har en centralmyndighed ikke pligt til at modtage anmodningen. I sådanne tilfælde skal centralmyndigheden straks underrette ansøgeren eller, efter omstændighederne, den centralmyndighed, hvorigennem anmodningen blev indgivet, om begrundelsen herfor.

Artikel 28

Efter udgangen af det tredje år efter den dag, da denne konvention trådte i kraft, skal Europarådets generalsekretær på et hvilket som helst tidspunkt efter denne dato på eget initiativ invitere repræsentanter for centralmyndighederne, som er udpeget af de kontraherende stater, til at mødes for at undersøge og lette anvendelsen af konventionen. Enhver medlemsstat af Europarådet, som ikke er deltager i konventionen, kan lade sig repræsentere ved en observatør. En rapport skal udarbejdes fra hver af disse møder og videresendes til Europarådets ministerkomite til orientering.

Artikel 28

En centralmyndighed kan kræve, at anmodningen ledsages af en skriftlig fuldmagt, der bemyndiger den til at handle på ansøgerens vegne eller til at udpege en repræsentant dertil.

Artikel 29

1. En part kan når som helst opsige denne konvention ved at give meddelelse derom til Europarådets generalsekretær.

2. Opsigelsen får virkning fra den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på seks måneder efter den dato, da generalsekretæren modtog meddelelsen.

Artikel 29

Denne konvention skal ikke være til hinder for, at nogen person, institution eller anden myndighed, som gør gældende, at der er sket krænkelse af forældremyndigheden eller samværsretten som angivet i artikel 3 eller 21, indgiver anmodning direkte til en kontraherende stats judicielle eller administrative myndigheder, uanset om bestemmelserne i denne konvention anvendes eller ikke.

Artikel 30 Europarådets generalsekretær skal underrette Europarådets medlemsstater og enhver stat, som har tiltrådt denne konvention, om

a. enhver undertegnelse;

b. deponering af ethvert ratifikations-, accept-, godkendelses~ eller tiltrædelsesinstrument;

c. enhver ikrafttrædelsesdag for denne konvention i henhold til artiklerne 22, 23, 24 og 25;

d. andre dokumenter, erklæringer eller meddelelser med tilknytning til denne konvention.

Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede underskrevet denne konvention.

Udfærdiget i Luxembourg den 20. maj 1980 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme gyldighed, i eet eksemplar, som skal opbevares i Europarådets arkiv. Europarådets generalsekretær skal oversende bekræftede genparter til hver af Europarådets medlemsstater samt til enhver stat, som er blevet opfordret til at tiltræde denne konvention.

Artikel 30

Enhver anmodning, der indgives til centralmyndighederne eller direkte til de judicielle eller administrative myndigheder i en kontraherende stat i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention, skal sammen med dokumenter og andre oplysninger, som vedlægges eller stilles til rådighed af en centralmyndighed, kunne fremlægges for domstolene og de administrative myndigheder i de kontraherende stater.

Artikel 31

I forhold til en stat, som vedrørende spørgsmål om forældremyndighed har to eller flere retssystemer, som anvendes inden for forskellige territoriale enheder, skal

a. enhver henvisning til bopæl i den pågældende stat forstås som en henvisning til bopælen i en territorial enhed i denne stat;

b. enhver henvisning til loven i bopælsstaten forstås som en henvisning til loven i den territoriale enhed i den stat, hvor barnet har bopæl.

Artikel 32

I forhold til en stat, som i sager om forældremyndighed har to eller flere retssystemer, som er anvendelige på forskellige grupper af personer, skal enhver henvisning til loven i den pågældende stat forstås som en henvisning til det retssystem, som følger af loven i denne stat.

Artikel 33

En stat, hvor forskellige territoriale enheder har deres egne retsregler om forældremyndighed, skal ikke have pligt til at anvende denne konvention i tilfælde, hvor en stat med eet retssystem ikke ville være forpligtet dertil.

Artikel 34

Denne konvention skal i sager inden for dens anvendelsesområde have fortrin frem for »Konventionen af 5. oktober 1961 om kompetence og anvendelig lov med hensyn til beskyttelse af mindreårige« i forhold mellem parter, der er deltagere i begge konventioner. I øvrigt skal denne konvention ikke begrænse anvendelsen af en international overenskomst, som er gældende imellem oprindelsesstaten og modtagerstaten, eller andre retsregler i modtagerstaten, som har til formål at sikre tilbagegivelse af et barn, som ulovligt er blevet bortført eller tilbageholdt, eller at tilrettelægge samværsret.

Artikel 35

Denne konvention skal mellem kontraherende stater kun finde anvendelse for så vidt angår ulovlige bortførelser eller tilbageholdelser, som finder sted efter dens ikrafttræden i de pågældende stater.

Hvis en erklæring er afgivet i medfør af artikel 39 eller 40, skal henvisningen i foregående stykke til en kontraherende stat forstås som en henvisning til den territoriale enhed eller de territoriale enheder, som denne konvention gælder for.

Artikel 36

Intet i denne konvention skal være til hinder for, at to kontraherende stater, for at begrænse de restriktioner, der måtte gælde for tilbagegivelse af et barn, indbyrdes aftaler at se bort fra sådanne bestemmelser i denne konvention, som måtte indebære sådanne restriktioner.

Artikel 37

Konventionen er åben for undertegnelse af de stater, der var medlemmer af Den internationale privatretlige Haagerkonference på tidspunktet for dens 14. samling.

Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes, og ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres i udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland.

Artikel 38

Enhver anden stat kan tiltræde konventionen.

Tiltrædelsesinstrumentet skal deponeres i udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland.

Konventionen træder i kraft for en stat, som tiltræder, den første dag i den tredie kalendermåned efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet.

Tiltrædelsen får alene virkning i forholdet mellem den stat, som har tiltrådt, og de kontraherende stater, som har afgivet erklæring om deres accept af tiltrædelsen. En sådan erklæring skal også afgives af enhver medlemsstat, som ratificerer, accepterer eller godkender konventionen efter tiltrædelsen. Erklæringen skal deponeres i udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland; dette ministerium sender ad diplomatisk vej en bekræftet genpart til hver af de kontraherende stater.

Konventionen træder i kraft mellem en stat, som tiltræder, og en stat, som har erklæret sin accept af tiltrædelsen, den første dag i den tredie kalendermåned efter deponeringen af erklæringen om accept.

Artikel 39

En stat kan i forbindelse med undertegnelsen, ratifikationen, godkendelsen eller tiltrædelsen erklære, at konventionen skal udvides til at gælde for alle de territorier, for hvis internationale anliggender den er ansvarlig, eller for et eller flere af dem. En sådan erklæring får virkning fra det tidspunkt, konventionen træder i kraft for vedkommende stat.

En sådan erklæring, såvel som enhver efterfølgende udvidelse, skal meddeles udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland.

Artikel 40

En kontraherende stat, som består af to eller flere territoriale enheder med forskellige retssystemer angående spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, kan ved undertegnelsen, ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen erklære, at denne konvention skal udvides til at gælde for alle dens territoriale enheder eller et eller flere af dem, og kan når som helst ændre sin erklæring ved at afgive en ny erklæring.

Enhver sådan erklæring skal meddeles udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland og skal udtrykkeligt angive, hvilke territoriale enheder konventionen skal gælde for.

Artikel 41

Hvis en kontraherende stat har en styreform, hvorefter den udøvende, dømmende og lovgivende magt er fordelt mellem centrale og andre myndigheder i staten, skal en undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af denne konvention eller en erklæring i medfør af artikel 40 ikke medføre nogen ændring af den interne magtfordeling i staten.

Artikel 42

Enhver stat kan, senest ved ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen eller når den afgiver erklæring i medfør af artikel 39 eller 40, tage det ene eller begge de forbehold, som er nævnt i artikel 24 og artikel 26, stk. 3. Ingen andre forbehold er tilladt.

Enhver stat kan når som helst tilbagekalde et forbehold, den har taget. Tilbagekaldelsen skal meddeles udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland.

Forbeholdet ophører med at gælde den første dag i den tredie kalendemåned, efter at den meddelelse, som er nævnt i foregående stykke, er givet.

Artikel 43

Konventionen træder i kraft den første dag i den tredie kalendermåned, efter deponeringen af det tredie ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, der er nævnt i artikel 37 og 38.

Derefter skal konventionen træde i kraft

1. for enhver stat, som senere ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen, den første dag i den tredie kalendermåned efter deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet;

2. for ethvert territorium eller enhver territorial enhed, som konventionen er blevet udvidet til at gælde for efter artikel 39 eller 40, den første dag i den tredje kalendermåned efter udløbet af den periode, som er angivet i de nævnte artikler.

Artikel 44

Konventionen skal gælde i 5 år fra den dag, den træder i kraft efter artikel 43. Dette gælder også for stater, der senere har ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt konventionen.

Konventionen fornyes stiltiende for 5 år ad gangen, medmindre den opsiges.

Enhver opsigelse skal mindst 6 måneder før femårs periodens udløb meddeles udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland. Opsigelsen kan begrænses til enkelte af de territorier, som konventionen gælder for.

Opsigelsen har kun virkning i forhold til den stat, som har afgivet den. Konventionen forbliver i kraft for de andre kontraherende stater.

Artikel 45

Udenrigsministeriet i Kongeriget Nederland skal underrette konferencens medlemsstater og de stater, som har tiltrådt konventionen efter artikel 38, om

1. undertegnelser, ratifikationer, accepter og godkendelser som nævnt i artikel 37;

2. tiltrædelser som nævnt i artikel 38;

3. datoen for konventionens ikrafttræden efter artikel 43;

4. udvidelser som nævnt i artikel 39;

5. erklæringer som nævnt i artikel 38 og 40;

6. forbehold som nævnt i artikel 24 og 26, stk. 3, og tilbagekaldelser som nævnt i artikel 42;

7. opsigelser som nævnt i artikel 44.

Til BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt bemyndigede dertil, undertegnet denne konvention.

UDFÆRDIGET i Haag den 25. oktober 1980 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme gyldighed, i eet eksemplar, som skal deponeres i den nederlandske regerings arkiver, og hvoraf en bekræftet genpart sendes ad diplomatisk vej til hver af de stater, som var medlemmer af Den internationale privatretlige Haagerkonference på tidspunktet for dens 14. samling.

Kapitel 46 i retsplejeloven indeholder nærmere regler om fremgangsmåden ved tvangsfuldbyrdelsen. Værnetingsbestemmelserne i § 487 finder anvendelse. Anmodning kan herefter indgives der, hvor den person, som fuldbyrdelsen rettes mod, har hjemting, jf. retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 1, eller der, hvor barnet opholder sig, jf. retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4. Reglen i § 488 om oplysningspligten ved indgivelse af anmodningen viger for lovudkastets §§ 13-15, dog således at der må kunne kræves yderligere oplysninger, hvis det skønnes nødvendigt, jf. herved § 488, stk. 1, 1. pkt. Opfyldes oplysningspligten ikke, vil sagen blive afvist, se § 489, jf. dog § 488, stk. 3. Reglerne i §§ 491-499 om berammelse, udeblivelse, indkaldelse, politibistand etc. finder anvendelse. Det samme gælder § 500 for så vidt angår den, som fuldbyrdelsen rettes mod. For den, der har fremsat anmodningen, beskikkes advokat efter lovudkastets § 18, stk. 2. Retsplejelovens § 501 indeholder regler om fogedrettens prøvelsesret. Denne bestemmelse må også finde anvendelse. Der kan dog ikke fremsættes indsigelser mod rigtigheden af udenlandske afgørelser, der er omfattet af Europarådskonventionen, jf. artikel 9, stk. 3. Reglen i retsplejelovens § 502 må for Europarådskonventionens vedkommende være fortrængt af lovforslagets § 8. Reglerne i §§ 503-506 finder derimod anvendelse.

Retsplejelovens kapitel 48 indeholder een bestemmelse - § 536 - der har betydning efter dette lovforslag. Efter § 536, stk. 1, kan afgørelsen om forældremyndighed og samværsret fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Efter bestemmelsen kan fuldbyrdelse ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed kommer i fare derved. Det må antages, at § 536, stk. 1, gælder, idet lovforslaget dog indeholder flere bestemmelser, som supplerer og udvider bestemmelsen, se således § 6 og § 11. Retsplejelovens § 536, stk. 2, 2. pkt., der giver mulighed for, at fogedretten kan udsætte tidspunktet for barnets udlevering i kortere tid, må for sager, der omfattes af Europarådskonventionen, anses for fortrængt af lovforslagets § 8. I øvrigt finder § 536 anvendelse. Dette betyder bl.a., at det er fogedretten, der afgør, om fuldbyrdelsen skal søges gennemført ved tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse, jf. § 536, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Til stk. 2

Efter stk. 2 har fogedretten pligt til at beskikke en advokat for den, der har indgivet anmodningen, medmindre denne allerede har antaget en advokat. Dette gælder uanset vedkommendes økonomiske forhold. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren i reglen vil være udlænding. Er anmodningen indgivet af centralmyndigheden, gælder, at denne efter loven ikke er tillagt kompetence til at optræde selvstændigt eller til at varetage sagsbehandlingen på ansøgerens vegne. Kravet om obligatorisk advokatbeskikkelse for den, der har indgivet anmodning, fremgår ikke direkte af konventionsteksterne, men må anses for forudsat i Europarådskonventionens artikel 5 og Haagerkonventionens artikel 7 om centralmyndighedens virksomhed. Det fremgår heraf, at centralmyndigheden har pligt til at sikre, at den, der har indgivet anmodningen, repræsenteres under sagen på vilkår, der ikke er dårligere, end hvad der gælder for personer med statsborgerskab eller bopæl i det pågældende land.

Om betaling af salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om fri proces. Dette indebærer, at omkostninger, der efter sin art ikke er omfattet af reglerne om fri proces, må betales af ansøgeren selv.

Såvel Europarådskonventionen som Haagerkonventionen forudsætter, at enhver omkostning i forbindelse med sagsbehandlingen afholdes af det land, der skal behandle sagen. Efter Haagerkonventionens artikel 26, jf. artikel 42, kan der imidlertid tages forbehold herfor, således at advokatomkostningerne begrænses til alene at omfatte, hvad der er dækket af de enkelte konventionslandes ordninger vedrørende fri proces. Ved bestemmelsen i stk. 2 foreslår arbejdsgruppen, at dette forbehold skal udnyttes på samme måde, som det er sket i Norge og Sverige. Justitsministeriet er enig heri. Begrænsningen gælder ikke sager efter Europarådskonventionen.

Til kapitel 6

Kapitel II

Centralmyndigheder

Kapitel III

Tilbagegivelse af børn

Kapitel IV

Samværsret

Kapitel V

Almindelige bestemmelser

Kapitel VI

Afsluttende bestemmelser

Ingen

Nr LSF 14

Forslag til Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser)

Fremsat af justitsministeren (Engell)

den 3. oktober 1990

Vedtaget ved tredjebehandling den 22. november 1990

Lov nr. 793 af 27/11/1990