Skriftlig fremsættelse (30. januar 1990) - L 178
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (30. januar 1990)
Finansministeren (Henning Dyremose)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om privatisering af Statsanstalten for Livsforsikring.
(Lovforslag nr. L 178).
Forslaget skal ses som et led i opfyldelsen dels af regeringens handlingsplan om afbureaukratisering, dels af finanslovforliget og endelig som en hensyntagen til Statsanstaltens forretningsmæssige interesser.
Lovforslaget bygger på den betænkning, som er afgivet af et udvalg nedsat af Finansministeriet i juni 1989. Betænkningen er offentliggjort den 19. januar i år.
Udvalget konkluderer på grundlag af Justitsministeriets og kammeradvokatens juridiske undersøgelser, at Statsanstaltens karakter af en statslig virksomhed ikke er til hinder for dens privatisering ved lov.
Regeringen lægger vægt på, at forsikringstagerens berettigede bonusforventninger kan imødekommes også efter privatiseringens gennemførelse.
Regeringen mener, at forsikringstagernes interesser, herunder hensynet til deres berettigede bonusforventninger, varetages gennem lovforslagets selskabskonstruktion sammen med nogle bindinger på de kommende aktionærers dispositionsret over livsforsikringsaktieselskabet.
I lovforslaget er endvidere optaget en bestemmelse om, at staten fortsat yder garanti for de forsikringer, der er tegnet i Statsanstalten inden privatiseringen, og for de øvrige forpligtelser, som overtages fra Statsanstalten. For de forsikringer og øvrige forpligtelser, der tegnes og påtages efter lovens ikrafttræden, vil der ikke være statsgaranti.
Privatiseringen gennemføres ved, at finansministeren stifter et livsforsikringsaktieselskab med en aktiekapital på 100 mio. kr., som tegnes af staten. Det bestemmes i lovforslaget, at livsforsikringsaktieselskabet indtræder i Statsanstalten for Livsforsikrings rettigheder og forpligtelser.
Finansministeren stifter endvidere et holdingselskab med en aktiekapital på 300 mio. kr., som tegnes af staten, dels ved indskud af statens aktier i lovsforsikringsaktieselskabet, dels kontant.
Der indsættes en særlig udbytte- og udlodningsbegrænsningsklausul i selskabets vedtægter, ligesom det i lovforslaget foreslås, at staten skal kunne udpege et medlem af livsforsikringsselskabets bestyrelse, så længe statsgarantien gælder.
Vedrørende de skattemæssige spørgsmål foreslås det, at livsforsikringsaktieselskabet succederer i Statsanstaltens skattemæssige stilling svarende til, hvad der gælder ved sparekassers omdannelse til aktieselskaber.
Af hensyn til selskabets forretningsmæssige omstillingsproces er det hensigten, at selskabet kan lade ordet »Statsanstalten« indgå i sit navn i perioden frem til udgangen af 1995.
Lovforslaget indebærer, at de overenskomstansatte i Statsanstalten umiddelbart overgår til ansættelse i livsforsikringsaktieselskabet på uændrede vilkår. Med hensyn til tjenestemændene er det foreslået, at de tjenestemænd, som ikke ønsker at overgå til ansættelse i livsforsikringsaktieselskabet, kan vælge at gøre tjeneste i livsforsikringsaktieselskabet under bevarelse af deres ansættelsesforhold til staten som statstjenestemænd. De statstjenestemænd, der ikke ønsker at acceptere et af disse tilbud, vil som følge af deres stillingers bortfald blive afskediget med krav på ventepenge m.v.
Regeringen ønsker aktierne i holdingselskabet afhændet kort tid efter lovens vedtagelse. Salget og vilkårene herfor vil blive forelagt Finansudvalget til godkendelse. Det bemærkes, at det er tanken, at ca. 20 pct. af aktierne skal tilbydes forsikringstagerne og medarbejderne.
Lovforslaget indebærer ophævelse af den gældende lov om Statsanstalten for Livsforsikring. Privatiseringen af Statsanstalten for Livsforsikring nødvendiggør ændring i forskellige love, som indeholder bestemmelser om Statsanstalten for Livsforsikring.
Regeringen vil derfor snarest fremsætte forslag til lov om ændring af forskellige love, som gennemfører de nødvendige justeringer af den gældende lovgivning, således at behandlingen af de to lovforslag så vidt muligt kan ske samtidigt.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg hermed forslaget til velvillig behandling i Tinget.