1989 BR 9 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1989-90 NR 9 1989-90, 1. SAMLING

I. Indledning

Tilsynet har i løbet af folketingsåret 1989-90 afholdt 13 møder og aflagt tre besøg på institutioner, hvor der er anbragt personer, som er administrativt frihedsberøvede.

Tilsynet har behandlet en række sager, som enten er rejst på tilsynets eget initiativ eller ved modtagelse af henvendelser. Sagerne strækker sig lige fra henvendelser, som tilsynet ikke har fundet hører under tilsynets arbejdsområde, til mindre undersøgelser, som er startet på tilsynets eget initiativ, og til besøg på psykiatriske hospitaler m.v. I folketingsåret 1989-90 er nye 24 sager taget op. Hertil kommer 13 uafsluttede sager fra folketingsåret 1988-89.

II. Den nye psykiatrilov

Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven) trådte i kraft den 1. oktober 1989 og afløste sindssygeloven fra 1938.

Psykiatriloven bygger på det grundsynspunkt, at anvendelse af tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal forebygges og undgås i det omfang, det af hensyn til patientens eget eller andres liv og helbred overhovedet er muligt, men at tvang på den anden side ikke helt kan undværes på dette område.

Med psykiatriloven blev de psykiatriske patienters retssikkerhed forbedret med introducering af nye institutioner som patientklagenævn, patientrådgivere og patientråd. Tilsynet har beskæftiget sig med en række spørgsmål vedrørende disse institutioner.

a. Klagevejledning

Justitsministeriet fastsatte ved udstedelsen af bekendtgørelse nr. 614 af 20. september 1989 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien nærmere regler om den klagevejledning, der skal gives til patienten ved enhver anvendelse af tvang. Muligheden for at rette henvendelse til tilsynet er ikke nævnt i bekendtgørelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse skal den pligtmæssige klagevejledning indeholde oplysning om det ordinære klagesystem. Patienten skal orienteres om, hvilken klageinstans der i henhold til psykiatrilovens bestemmelser har umiddelbar beslutningsmyndighed vedrørende klager over indgreb. Tilsynet anses ikke for et sådant klageorgan. Justitsministeriet har henvist til, at klagevejledningen i bekendtgørelsen omfatter alle former for tvangsindgreb, der er reguleret i psykiatriloven, herunder også anvendelse af tvang, der ikke har karakter af en frihedsberøvelse som nævnt i grundlovens § 71, stk. 6, jf. stk. 7.

Justitsministeriet er i færd med at udarbejde en informationspjece, der i let tilgængelig form vil orientere om reglerne i psykiatriloven, herunder navnlig om klagemulighederne og andre retsgarantier. I pjecen vil patienternes mulighed for at rette henvendelse til tilsynet blive nævnt. Pjecen vil blive udsendt til de psykiatriske afdelinger, således at den kan indgå som et led i orienteringen af patienterne om deres retsstilling.

På baggrund af Justitsministeriets tilkendegivelser konstaterede tilsynet, at tilsynet ikke vil blive medtaget i bekendtgørelse nr. 614 om klagevejledning. På den baggrund henstillede tilsynet den 23. januar 1990, at der snarest udstedes et cirkulære med en generel vejledning på området, og at muligheden for at rette henvendelse til tilsynet samt tilsynets funktioner bliver omtalt deri. Tilsynet fandt det væsentligt, at offentligheden og de institutioner og det personale, der behandler de pågældende patienter, er bekendt med grundlovens bestemmelser og tilsynets funktioner. Tilsynet henstillede endvidere, at der samtidig udarbejdes en brochure i let tilgængelig form, der specielt henvender sig til de psykiatriske patienter og deres pårørende.

Tilsynet afventer Justitsministeriets udkast.

b. Tilsynets arbejdsopgaver i relation til de psykiatriske patientklagenævn

I henhold til psykiatriloven er der i hvert statsamt samt i Københavns Kommune oprettet psykiatriske patienklagenævn. Patientklagenævnene behandler klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering på de psykiatriske afdelinger. Patientklagenævnene har dermed kompetence til at behandle en type af sager, som også kan behandles af tilsynet. De psykiatriske patientklagenævns afgørelser kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Tilsynet har foreløbig besluttet, at konkrete sager, der åbenlyst hører under patientklagenævnenes kompetence, skal henvises dertil, og at disse sager almindeligvis ikke vil blive behandlet af tilsynet. Tilsynet ønsker endvidere ikke at fungere som egentlig ankeinstans for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

c. Københavns Statsamts psykiatriske patientklagenævns manglende funktion

Tilsynet blev i februar 1990 bekendt med, at de lægelige medlemmer af Københavns Statsamts psykiatriske patientklagenævn ikke mødte i patientklagenævnet, hvorfor nævnet ikke siden midten af januar 1990 havde kunnet udføre de opgaver, som det i henhold til lovgivningen er forpligtet til.

Af § 32, stk. 3, i psykiatriloven fremgår, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patienterne for væsentlig fare. Denne bestemmelse var i praksis uden betydning, når patientklagenævnet ikke fungerede, og det stillede såvel det behandlende personale som patienter i en retsmæssigt usikker situation.

Tilsynet bad justitsministeren om at blive orienteret om, hvordan ministeren sikrede, at patienterne i det pågældende område fik behandlet deres klager.

Tilsynet fik herefter oplyst, at Justitsministeriet havde anmodet Københavns Statsamt om en udtalelse.

Tilsynet afgav på den baggrund en beretning den 8. marts 1990. Tilsynet fandt det i beretningen stærkt kritisabelt, at patienter i Københavns Statsamt ikke kunne få behandlet klagemål over tvangsbehandling og tvangsfiksering. Tilsynet henstillede til justitsministeren om straks at sikre, at klagesager kunne blive behandlet.

Sagen blev herefter taget op i Retsudvalget. Efter kontakter mellem Retsudvalget og justitsministeeren, hvor forholdsregler over for patientklagenævns manglende funktioner blev drøftet, fandt den konkrete sag en løsning, og Københavns Statsamts Patientklagenævn genoptog arbejdet ultimo april.

Tilsynet finder det beklageligt, at der henløb ca. 3 måneder, før de psykiatriske patienter blev sikret deres retsmæssige ankemulighed.

d. Patientrådgiverordningen

Med psykiatriloven blev den eksisterende tilsynsværgeordning afløst af en ordning med lønnede patientrådgivere. Ved tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling skal der obligatorisk ske patientrådgiverbeskikkelse. I tilfælde af tvangsfiksering, magtanvendelse og beskyttelsesfiksering skal der beskikkes patientrådgiver, hvis patienten fremsætter begæring herom. Beskikkelser sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske underretter en patientrådgiver om tvangsindgrebet og den heraf følgende beskikkelse.

Information og uddannelse af patientrådgivere

Justitsministeriet oplyste umiddelbart efter psykiatrilovens ikrafttrædelse, at en række statsamter i samarbejde med bl.a. de stedlige psykiatriske sygehuse og afdelinger havde afholdt eller snarest muligt ville afholde introduktionsmøder og vejledningskurser for de antagne patientrådgivere. Justitsministeriet oplyste endvidere, at materiale vedrørende loven med tilknyttede forskrifter blev uddelt til patientrådgiverne.

På baggrund af Justitsministeriets svar henstillede tilsynet at informationen af patientrådgiverne ikke alene skete i form af udlevering af administrative forskrifter og andet skriftligt materiale, og at introduktionsmøder generelt burde afholdes. Justitsministeriet blev opfordret til at tage initiativ til afholdelse af sådanne møder. Tilsynet fandt endvidere, at patientorganisationer og de lokale patientråd burde inddrages i vejledningen af patientrådgiverne.

Justitsministeriet har senere oplyst, at statsamterne har afholdt introduktonskurser for patientrådgivere, ligesom der i en række statsamter efterfølgende har været afholdt kurser for patientrådgivere. Justitsministeriet har endvidere rettet henvendelser til Foreningen af Statsamtmænd med henblik på at få belyst, om der er behov for yderligere kursusvirksomhed i relation til patientrådgivere. Justitsministeriet vil i givet fald være indstillet på at medvirke ved gennemførelsen af en sådan yderligere undervisning.

Patientrådgivernes habilitet

Justitsministeriet har med henvisning til § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 615 af 20. september 1989 om patientrådgivere oplyst, at personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller afdeling, ikke må antages som patientrådgivere med virke for patienter på det samme sygehus eller afdeling. Det samme gælder for personer, der i øvrigt har med driften eller administrationen af det pågældende psykiatriske sygehus eller afdeling at gøre. Det udelukker ikke, at visse ansatte i amtskommunen kan varetage hvervet som patientrådgiver. Justitsministeriet oplyste, at der forekommer tilfælde, hvor ansatte i amtskommuner, f.eks. gymnasielærere og socialpædagoger, er antaget som patientrådgivere.

Tilsynet tog til efterretning, at visse ansatte i amtskommunerne, f.eks. gymnasielærere, kan antages som patientrådgivere. Tilsynet opfattede Justitsministeriets svar således, at ansatte i amternes sygehusforvaltning ikke kan antages som patientrådgivere i samme amt.

Patientrådgivernes vederlag

De beskikkede patientrådgiveres vederlag skal ifølge bekendtgørelse nr. 615 af 20. september 1989 om patientrådgivere ud over honorarer dække kørsel, telefon og andre udgifter. Tilsynet har fået en henvendelse fra en patientrådgiver, der er af den opfattelse, at der er tale om en udgift ved at påtage sig hvervet som patientrådgiver. Den pågældende patientrådgiver bor ca. 50 km fra pågældende psykiatriske hospital og er blevet honoreret med 400 kr. for en 7 dages periode. Beløbet er skattepligtigt.

Med henvisning til at patientrådgivernes funktion er en del af de administrativt frihedsberøvedes retsgaranti, hvorfor tilsynet er særlig opmærksom på denne funktion og betingelserne for dens udøvelse, har tilsynet 7. februar 1990 anmodet om justitsministerens kommentarer til sagen.

Tilsynet har i den forbindelse endvidere henvist til, at det er svært at få beskikket patientrådgivere til de grønlændere, der er indlagt på det psykiatriske hospital i Vordingborg, da de patientrådgivere, der kan tale grønlandsk, bor i København og med det nuværende honorar vil sætte penge til ved beskikkelse.

Tilsynet afventer Justitsministeriets svar.

e. Fast vagt ved bæltefiksering

Af en artikel i Politiken i marts 1990 om det psykiatriske hospital Nordvang i Glostrup fremgik det bl.a., at patienter blev »ulovligt fastspændt«.

Tilsynet rettede på den baggrund henvendelse til Københavns Amt, som bl.a. oplyste, at det ikke fuldt ud havde været muligt inden for de eksisterende rammer at imødekomme kravene i den nye psykiatrilov om fast vagt ved bæltefiksering af patienter. Antallet af bæltefikseringer, hvor sygehuset af ressourcemæssige grunde ikke har kunnet stille fast vagt, udgjorde 145 i perioden oktober 1989-januar 1990.

Tilsynet fandt efter modtagelsen af Københavns Amts orientering, at problemerne vedrørende § 16 i psykiatriloven, hvorefter patienter, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt, burde undersøges nærmere. Tilsynet rettede derfor den 29. maj 1990 enslydende henvendelser til landets amtskommuner og Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Rigshospitalet og anmodede om, at en række spørgsmål vedrørende vagt ved bæltefikseringer blev besvaret.

De indkomne svar er sammenskrevet i et foreløbigt notat af 23. august 1990. Notatet blev forelagt på tilsynets møde den 28. august. Tilsynet øsnkede ikke at tage stilling til notatet under henvisning til, at Folketingets ombudsmand havde modtaget en henvendelse fra Sindslidendes Vel vedrørende forholdene på Amtssygehuset Nordvang.

Når ombudsmandens afgørelse vedrørende det videre forløb foreligger, vil sagen blive forelagt tilsynet på ny.

f. Politiets medvirken ved tvangsindlæggelser

I forbindelse med en sag om behandlingen af en tvangsindlagt mindreårig blev tilsynet opmærksom på, at de medvirkende betjente ved tvangsindlæggelsen var i uniform og ankom til stedet i patruljebil påmalet »Politi«. Det var tilsynets opfattelse, at disse forhold kunne have været medvirkende til, at den mindreårige patient fysisk modsatte sig indlæggelsen, som derved blev forholdsvis dramatisk.

Tilsynet fandt anledning til at henstille, at politiet ved fremtidige tvangsindlæggelser er opmærksom på indholdet af § 12 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 20. september 1989 om fremgangsmåde ved gennemførelse af tvangsindlæggelse. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 1989 og dermed efter den omhandlede tvangsindlæggelse.

Den omtalte bestemmelse har følgende ordlyd

»Tvangsindlæggelsen skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. lovens § 4, stk. 3. De medvirkende polititjenestemænd skal så vidt muligt være civilklædt. Befordres patienten i et af politiets køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj.«

g. Tvangsprotokoller

Tilsynet anmodede i januar 1989 Sundhedsministeriet om, at der ved henvendelse til sygehusmyndighederne blev fremskaffet oplysninger om afdelingernes tilførsler til tvangsprotokollerne i årene 1987 og 1988 med hensyn til brug af tvangsmidler og beskyttelsesforanstaltninger, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære af 28. juni 1985.

I december 1989 fremsendte ministeriet Sundhedsstyrelsens oversigt over antal anvendte tvangsmidler og beskyttelsesforanstaltninger på psykiatriske afdelinger i 1987 og 1988 samt det fra de enkelte embedslægeinstitutioner fremsendte materiale.

Tilsynet tog oplysningerne til efterretning. Tilsynet fandt, at materialet ikke længere havde umiddelbar aktualitet, navnlig når psykiatrilovens ikrafttræden i efteråret 1989 blev taget i betragtning. Det omfattende materiale vil dog fortsat kunne tjene som baggrund for vurderinger af de nuværende forhold på de psykiatriske afdelinger.

Tilsynet har endnu ikke behandlet sagen vedrørende den nye psykiatrilovs bestemmelser om anvendelse af tvangsprotokoller m.v.

III. Tilsynsbesøg

Tilsynet har i løbet af foråret 1990 aflagt besøg på tre institutioner: Psykiatrihospitalet i Dianalund, Institutionen Nøddebakken i Skibby, hvor der bl.a. er anbragt unge til pædagogisk/psykologisk observation, og Amtssygehuset Fjorden i Roskilde. Tilsynet har udarbejdet referater fra besøgene og har i alle tre tilfælde afgivet udtalelse.

a. Psykiatrihospitalet i Dianalund

Psykiatrihospitalet er et amtsligt almenpsykiatrisk hospital, som hører sammen med Kolonien Filadelfia i Dianalund med hensyn til administration og sygeplejeledelse. Med hensyn til akut psykiatri og gerontopsykiatri betjener Psykiatrihospitalet i Dianalund hele den sydlige del af Vestsjællands Amt, hvor der er et befolkningsgrundlag på ca. 150.000.

Tilsynet fandt efter besøget, at den lukkede afdeling og den gerontopsykiatriske afdeling, som besøget omfattede, opfyldte psykiatrilovens krav om god sygehusstandard. Afdelingerne er ombyggede, og tilsynet fandt det opløftende at se gamle bygninger anvendt, så de fremtræder som nye.

Tilsynet fandt det utilfredsstillende, at der efter afsluttet behandling af patienterne på gerontopsykiatrisk afdeling er ventetid på flere måneder for anbringelse på plejehjem i hjemkommunerne.

Tilsynet vil undersøge denne problemstilling nærmere.

b. Amtssygehuset Fjorden

Tilsynets besøg fandt sted på baggrund af, at der har været overbelægninger på Amtssygehuset Fjorden. Patienter var henvist til at sove i fællesrum og i enkelte tilfælde på madrasser på gulvet.

Tilsynets medlemmer påpegede i forbindelse med besøget en række problemer ved forholdene på de lukkede afdelinger på Amtssygehuset Fjorden. Der blev særlig påpeget problemer omkring overbelægningen, de manglende beskæftigelsesmuligheder, de triste lokaler og patienternes manglende muligheder for privatliv samt problemerne med personalerekruttering.

Tilsynet henstillede efter besøget stærkt til Roskilde Amt at prioritere ressourcetildelingen til de hårdest belastede afdelinger, således at overbelægning kunne undgås. Tilsynet anmodede endvidere Roskilde Amt om en orientering om, hvilke initiativer amtet agtede at foretage.

På baggrund af Roskilde Amts orientering noterede tilsynet sig, at en igangværende ombygning af Fjordens bygninger vil bidrage til en væsentlig forbedring af forholdene. Det er hensigten tidligst muligt at forbedre forholdene for specielt patienterne på de hårdest belastede afsnit. Tilsynet noterede sig endvidere med tilfredshed, at moderniseringen af Poppelhus, hvorved hovedparten af patienterne på de lukkede afsnit placeres i moderniserede omgivelser, forventes afsluttet i marts 1991.

c. Nøddebakken (Sølager)

Sølager består af en række individuelle institutioner, herunder de sikrede afdelinger Nøddebakken og Spidsen, hvor der sker anbringelse af 15-17-årige børn og unge. Beslutning om anbringelse i en sikret afdeling træffes af de sociale udvalg i kommunerne og godkendes af amtsrådene. På tidspunktet for tilsynets besøg på Nøddebakken var kun 2 anbragt efter administrativ beslutning, mens anbringelsen for de resterende 8 var en erstatning for varetægtsfængsling. Alle var drenge. De unge, der er administrativt anbragt, bliver som regel på afdelingen i ca. 2 måneder, hvor der foregår en pædagogisk/psykologisk observation og bliver truffet beslutning om den fremtidige anbringelse.

Tilsynet blev under besøget opmærksom på vanskelighederne ved at finde egnede anbringelsespladser for unge, når de udskrives efter afslutningen af den pædagogisk/psykologiske observation. Det kunne skabe en opfattelse af, at det arbejde, der udføres på Nøddebakken, er irrelevant og formålsløst. Tilsynet anmodede den 10. maj 1990 Socialministeriet om at indhente en redegørelse fra Socialstyrelsen vedrørende denne problemstilling.

Tilsynet fandt endvidere, at udviklingen i antallet af administrativt frihedsberøvede unge er markant. Tilsynet anmodede ligeledes den 10. maj 1990 Socialministeriet om en redegørelse for denne udvikling og for, hvilke initiativer der overvejes på området.

Tilsynet afventer Socialministeriets redegørelser.

IV. Andre sager

a. Senildemente

De almindelige plejehjem har meget svært ved at klare de meget plejekrævende senildemente gamle. En del plejehjem henviser denne persongruppe til psykiatriske afdelinger, hvor de ofte ender på lukkede afdelinger til stor skade for de øvrige patienter. Andre plejehjem søger med forskellige midler at klare plejen af denne gruppe, eventuelt ved anvendelse af beskyttelsesfiksering elller surrogat herfor. Et væsentligt led i plejen af senildement-gruppen er aktivisering af den plejekrævende og bevidstheden om, at enhver fiksering eller mangel på aktivisering kan være med til at forringe den senildementes tilstand. En anden problematik er medicingivningen. Det kan næppe udelukkes, at en del medicingivning til senildemente sker uden accept eller imod den enkeltes ønske.

Der er efter tilsynets opfattelse behov for et regelsæt, som fastsætter muligheden for anvendelse af beskyttelsesfiksering, samt i hvilken udstrækning der kan gives medicin uden samtykke på et plejehjem. Det bør i samme regelsæt fastslås, at beskyttelsesfiksering og medicin aldrig må træde i stedet for aktivitetstilbud eller anvendes som passivitetsmiddel.

Vedrørende senildementes situation og anvendelse af beskyttelsesfiksering er en lukket konference under overvejelsee med henblik på at foreslå forskellige løsningsmodeller. Konferencen vil blive planlagt af tilsynet i samarbejde med Socialstyrelsen.

Et udvalg i Det Danske Center for Menneskerettigheder vedrørende senildementes situation vil i løbet af september 1990 afgive en rapport om spørgsmålet.

b. Registrering af magtanvendelse inden for Socialministeriets område

Med hjemmel i bistandslovens § 14, stk. 5, har socialministeren fastsat nærmere regler om betingelserne for anvendelse af sikrede og lukkede afdelinger, isolation, fiksering m.v. i institutioner beregnet til døgnophold for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Reglerne er nærmere fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 468 af 21. december 1979 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Magtanvendelsesbekendtgørelsen gælder i institutioner drevet i henhold til bistandslvoens § 112, stk. 1 og 2 (boinstitutioner for voksne og særlige plejehjem).

Det er Socialstyrelsens opfattelse, at amtskommunernes tilsyn med § 112-institutionerne har fungeret godt. Der skønnes ikke fortsat at være grundlag for særlige initiativer fra Socialstyrelsen i forhold til amtskommunernes indsats. Socialministeriet har derfor afskaffet indberetninger af skematilførsler fra amtskommunerne til Socialstyrelsen. Ændringen af indberetningsreglerne, som sker som led i en afbureaukratisering, sker i erkendelse af, at den positive udvikling i retning af stadig aftagende magtanvendelse ikke længere nødvendiggør en central statslig myndigheds gennemgang og dermed overtilsyn med amtskommunerne. Ændring af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 vedrører alene amtskommunens indberetning til Socialstyrelsen. Indberetningen til amtskommunen skal bestå. Amtsrådet har som politisk ansvarlig myndighed opgaven at følge op på eventuelle magtanvendelsesepisoder.

Det er tilsynets opfattelse, at ophør af indberetningerne til Socialstyrelsen ikke ændrer ved Socialministeriets overordnede ansvar for forsorgens udøvelse.

Tilsynet vil i det kommende folketingsår undersøge magtanvendelsen på § 112-institutionerne nærmere, herunder hvilke konsekvenser ændringen af indberetningsreglerne får. Tilsynet er i den forbindelse opmærksom på, at Socialministeriets bekendtgørelse undtager beskyttelsesfiksering fra indberetning, mens det i henhold til psykiatriloven er lægeordinationspligtigt og skal tilføres tvangsprotokollen. Det kan have praktisk betydning, at der på institioner finder anvendelse af beskyttelsesfiksering sted uden lægelig eller pædagogisk kontrol.

Tilsynet planlægger for tiden et besøg på Københavns Amtskommunes plejehjem Vangedehuse. Besøget vil omfatte F-huset, som er et plejehjem for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap (jf. bistandslovens § 112). Tilsynet vil i forbindelse med besøget, der forventes at finde sted i oktober 1990, også forsøge at få belyst problematikken vedrørende magtanvendelse på denne type institutioner.

c. Embedslægeinstitutionernes tilsyn på det psykiatriske område

Landsforeningen Sindslidendes Vel - SIND - rettede den 22. maj 1989 henvendelse til bl.a. Folketingets formand angående beretningen vedrørende de københavnske lukkede psykatriske afdelinger afgivet af § 71-tilsynet den 15. februar 1989. Folketingets formand oversendte henvendelsen til tilsynet.

SIND ønskede i henvendelsen af 22. maj 1989 bl.a. oplyst, i hvilket omfang embedslægeinstitutionerne fører tilsyn med de lukkede psykiatriske afdelinger i København.

Baggrunden for tilsynets beretning var, at tilsynet i december 1987 skrev til Stadslægen i København og bad om en redegørelse om forholdene på de lukkede psykiatriske afdelinger i Københavns Kommune. Stadslægen oversendte sagen til Sundhedsstyrelsen.

Tilsynet konstaterede efter brevveksling med Sundhedsstyrelsen, at tilsynet selv måtte skaffe sig svar på sine spørgsmål om forholdene på de lukkede psykiatriske afdelinger i København.

Sundhedsministeriet oplyste på forespørgsel fra tilsynet om embedslægeinstitutionernes tilsyn på det psykiatriske område, at embedslægeinstitutionerne på vegne af - eller i samarbejde med - Sundhedsstyrelsen varetager tilsynet med den sundhedsfaglige virksomhed inden for sundhedsvæsenet - herunder det psykiatriske hospitalsvæsen. Embedslægeinstitutionerne skal følge sundhedsforholdene i amtsrådskredsene, påse, at sundhedslovgivningen overholdes, henlede myndighedernes opmærksomhed på mangler ved de sundhedsmæssige foranstaltninger og fremkomme med forslag til forbedringer. Det tilsyn, der udøves af embedslægeinstitutionerne/stadslægeembedet (efter anmodning eller på institutionernes eget initiativ), sker således såvel med henblik på vurdering af konkrete forhold inden for det psykiatriske hospitalsvæsen som med henblik på vurdering af de generelle sundhedsforhold på området.

Om Stadslægens og Sundhedsstyrelsens forpligtelse til at foretage en undersøgelse af forholdene på de lukkede psykiatriske afdelinger i Københavns Kommune oplyste Sundhedsministeriet, at der ikke i lovgivningen er fastsat nogen sådan forpligtelse for Stadslægen i København eller Sundhedsstyrelsen til netop at foretage den pågældende undersøgelse, ligesom der ikke af sundhedsministeren er givet noget pålæg om at foretage foranstaltninger som nævnt af tilsynet. Efter Sundhedsministeriets opfattelse har Stadslægen i København og Sundhedsstyrelsen således ikke været forpligtet til at udføre den af tilsynet udbedte undersøgelse, uagtet de pågældende myndigheder har en almindelig tilsynsforpligtelse vedrørende forholdene på de psykiatriske afdelinger m.fl.

Det er tilsynets opfattelse, at behandlingsforhold og overbelægning kommer ind under begrebet sundhedsmæssige foranstaltninger, og at embedslægeinstitutionernes tilsynsforpligtelse også omfatter disse forhold.

Med hensyn til spørgsmålet, om tilsynet har krav på at få redegørelser/orientering fra embedslægeinstitutionerne, er det tilsynets opfattelse, at tilsynet har krav på at få embedslægernes/Stadslægens vurdering af forholdene på nærmere angivne lukkede psykiatriske afdelinger. I det mindste har tilsynet krav på at få oplyst, at vedkommende - f.eks. af ressourcemæssige årsager - kun har mulighed for at følge sundhedsforholdene på nærmere beskreven måde.

Tilsynet fandt det beklageligt, at det ikke i forbindelse med beretningen vedrørende de københavnske lukkede psykiatriske afdelinger var muligt at få aktuelle oplysninger fra Stadslægen eller Sundhedsstyrelsen.

Tilsynet har meddelt Sundhedsministeriet disse betragtninger, men tilsynet fandt imidlertid på baggrund af sagens tidsmæssige udstrækning ikke anledning til at foretage videre i sagen.

Tilsynet vil senere tage spørgsmålet om embedslægeinstitutionernes tilsyn med forholdene på lukkede psykiatriske afdelilnger op til nærmere behandling.

d. Identifikation af personale på lukkede psykiatriske afdelinger

I forbindelse med besøg på psykiatriske hospitalers lukkede afdelinger blev tilsynet i 1989 opmærksom på vanskelighederne for besøgende ved at identificere det beskæftigede faglige personale, der ikke bærer uniform.

Sundhedsstyrelsen oplyste bl.a., at man som led i behandlingen på forskellig måde har forsøgt at mindske hospitalspræget i de psykiatriske afdelinger, herunder også gennem ændringer i personalets påklædning. Man har været opmærksom på, at der derved kan opstå vanskeligheder for besøgende med at identificere personalet, og forsøgt at afhjælpe dette ved, at personalet eksempelvis bærer navneskilte. Sundhedsstyrelsen fandt, at personalet bør kunne identificeres af såvel patienter som af besøgende.

Tilsynet rettede herefter henvendelse til sygehuskommunerne for at få oplyst, hvilke regler og praksis der gælder vedrørende unformering m.v. på de psykiatriske hospitalsafdelinger.

På baggrund af tilbagemeldingerne noterede tilsynet sig, at de psykiatriske hospitalsenheder var opmærksomme på problemstillingen, og at det - i det omfang der ikke anvendes uniform - som hovedregel på anden måde er muligt at identificere personalet eksempelvis med navneskilte, opslagstavler på afdelingerne med navne og fotos af de ansatte eller lignende.

Tilsynet understregede vigtigheden af, at det umiddelbart er muligt for besøgende på lukkede psykiatriske afdelinger at identificere personalet. Tilsynet fandt det positivt, at anvendelsen af uniform er så begrænset, som tilfældet er, og at de enkelte afdelinger efter de givne omstændigheder har løst identifikationsproblemet lokalt.

e. Nye social- og sundhedsuddannelser

Den 28. december 1989 fremsatte undervisnings- og forskningsministeren forslag til lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelse inden forr bistands-, pleje- og omsorgsområdet m.v.

Lovforslaget indebærer, at uddannelserne til hjemmehjælper, plejer, beskæftigelsesvejleder og plejehjemsassistent afskaffes og erstattes af trinvis opbyggede uddannelser bestående af en 1-årig grunduddannelse til social- og sundhedshjælper og en overbygningsuddannelse på 11/2 år til social- og sundhedsassistent.

I tilsynet blev den hidtidige plejeruddannelses indplacering i social- og sundhedsuddannelserne drøftet. Der blev rejst tvivl om, hvorvidt det personale, der skal indgå i behandlingsarbejdet på psykiatriområdet, vil have det fornødne praktiske kendskab efter uddannelsesforløbet.

I den forbindelse kan nævnes, at tilsynet i en sag om anvendelse af portører i plejerstillinger på lukkede psykiatriske afdelinger bl.a. har udtalt, at tilsynet finder, at personalenormeringerne på lukkede afdelinger skal opfylde såvel kvalitative som kvantitative krav i rimeligt forhold til opgaverne på sådanne lukkede afdelinger. Der henvises til beretning om tilsynets virksomhed afgivet af tilsynet den 14. september 1989.

Tilsynet gjorde på den baggrund Uddannelsesudvalget, som lovforslaget blev henvist til, opmærksom på problemet og anmodede om, at tilsynets overvejelser indgik ved udvalgets behandling af lovforslaget.

På baggrund af henvendelsen fra tilsynet henstillede Uddannelsesudvalget i betænkning afgivet den 9. maj 1990, at der ved etableringen af overbygningsuddannelserne tages hensyn til, at der sikres plejepersonalet på de lukkede psykiatriske afdelinger den fornødne psykiatriske uddannelse.

Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget ved 3. behandlling den 17. maj 1990. Loven træder i kraft den 1. januar 1991.

f. Fortsat anbringelse på sikringsanstalter efter ophævelse af farlighedsdekretet

Tilsynet modtog i november 1989 en henvendelse fra en patients værge vedrørende overførsel af patienten fra Sikringsanstalten til Amtshospitalet Nordvang.

Den pågældende havde fået en dom til anbringelse på hospital for sindslidende og var i henhold til et farlighedsdekret efter den tidligere sindssygelovs § 10 blevet anbragt på Sikringsanstalten. Farlighedsdekretet blev ophævet af Justitsministeriet den 1. september 1989.

I henhold til Indenrigsministeriets (nu Sundhedsministeriets) bekendtgørelse nr. 184 af 31. marts 1976 om amtskommunernes indbyrdes betalingsforpligtelser i forbindelse med varetagelsen af retspsykiatriske opgaver kan den pågældende statsadvokat træffe bestemmelse om, at en domfældt skal anbringes uden for sit hjemamt, når retssikkerhedshensyn eller andre særlige hensyn - herunder til den forurettede - taler for det. I den pågældende sag havde statsadvokaten for København i februar 1988 besluttet, at den domfældte skulle behandles på et psykiatrisk sygehus uden for sit hjemamt (i sagen Københavns Kommune). Bekendtgørelsen indeholdt imidlertid ikke en bestemmelse om, hvem der kan bestemme, på hvilket sygehus en domfældt patient skal anbringes, når der er truffet bestemmelse om anbringelsen uden for hjemamtet. Dermed opstod problemet med overførsel af den pågældende patient fra Sikringsanstalten efter farlighedsdekretets ophævelse.

Justitsministeriet henviste til, at Indenrigsministeriet tidligere har indskærpet, at såfremt der opstår tvivl om, hvilket psykiatrisk sygehus der er forpligtet til at modtage en retspsykiatrisk patient, må spørgsmålet straks forelægges for Indenrigsministeriet (nu Sundhedsministeriet).

Sundhedsministeren oplyste, at det kun i yderst sjældne tilfælde ikke har været muligt hurtigt at sikre den pågældende anbringelse på et egnet hospital. Overførsel af patienter fra Sikringsanstalten til psykiatriske hospitaler kan således - efter ophævelse af et farlighedsdekret eller ændring af en dom til anbringelse på Sikringsanstalten - normalt gennemføres hurtigt. Overførslen finder sted efter nærmere aftale mellem de berørte læger. Sundhedsministeriet oplyste endvidere, at en bekendtgørelsesændring var nært forestående.

Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland har anført, at overlægen på Sikringsanstalten selv må optage forhandlinger med sine kolleger på andre psykiatriske hospitaler, og det har i en lang række tilfælde vist sig endog særdeles vanskeligt at formå andre til at modtage en patient fra Sikringsanstalten. Det er hændt, at patienter er forblevet på Sikringsanstalten i op mod et år, efter at deres farlighedsdekret er ophævet.

Med ikrafttræden den 19. maj 1990 blev bekendtgørelse om amtskommunernes indbyrdes betalingsforpligtelse i forbindelse med varetagelse af retspsykiatriske opgaver ændret, idet der i § 1, stk. 2, blev indsat følgende tilføjelse: »Statsadvokaten kan bestemme, på hvilken psykiatrisk afdeling/sygehus anbringelsen skal ske.«

Justitsministeriet oplyste herefter i august 1990, at statsadvokaten for København den 15. juni 1990 meddelte Københavns Amts sygehus Nordvang, at han havde truffet bestemmelse om, at den pågældende patient vil være at anbringe på Nordvang. Justitsministeriet oplyste endvidere, at Nordvang i strid med statsadvokatens bestemmelse endnu ikke havde modtaget den pågældende. Justitsministeriet fandt dette stærkt beklageligt. Justitsministeriet havde underrettet Københavns Amtskommune om Justitsministeriets opfattelse, ligesom statsadvokaten for København den 7. august 1990 har indskærpet beslutningen over for Amtssygehuset Nordvang.

Den 27. august 1990 blev patienten overflyttet til Nordvang.

Tilsynet tog til efterretning, at sagen fandt en løsning. Tilsynet fandt det beklageligt, at der forløb næsten et år fra farlighedsdekretets ophævelse og ca. 3 måneder fra bekendtgørelsesændringen, før patienten blev overført fra Sikringsanstalten.

Tilsynet udtrykte tilfredshed med, at lignende sager ikke skulle kunne opstå i fremtiden.

g. Censurering af patientblad

Patientforeningen på Skt. Hans Hospital rettede henvendelse til tilsynet og spurgte, om hospitalsledelsen havde lov til at censurere patienternes blad, Skt. Hansormen. Bladet blev solgt for 3,50 kr.

Københavns Magistrats 2. afdeling oplyste på tilsynets forespørgsel, at Skt. Hansormen ikke i egentlig forstand var patienternes blad, men Skt. Hans Hospitals blad for patienterne, og at den ansvarshavende redaktør er en ansat ved hospitalet, der dækker samtlige omkostninger ved bladets fremstilling, distribution m.v.

Tilsynet fandt på den baggrund ikke anledning til at foretage videre i sagen.

h. Anbringelse på lukket afdeling efter mentalobservationens afslutning

Under tilsynets besøg på Psykiatrihospitalet i Dianalund i marts 1990 blev tilsynet opmærksom på en retslig patient på lukket afdeling E, der i over et halvt år efter afgivelse af retspsykiatriske erklæringer havde afventet dom.

Tilsynet anmodede Justitsministeriet om en redegørelse for, hvorfor den pågældende ikke - på trods af overlægens anbefaling - blev overført til åben afdeling. Tilsynet henviste herved navnlig til den betydning, denne anbringelse har haft for behandlingen af andre patienter på den lukkede afdeling.

Justitsministeriet henviste til, at det følger af Justitsministeriets cirkulære nr. 227 af 15. november 1977 § 4, at personer, der er indlagt til mentalobservation, skal anbringes på lukket afdeling, medmindre politiet meddeler samtykke til anden anbringelse. Den pågældende var herefter anbragt på lukket afdeling indtil mentalobservationens afslutning. Det er ikke udtrykkeligt i cirkulæret foreskrevet, hvor anbringelse skal ske i tiden efter mentalobservationens afslutning, men det var Justitsministeriets opfattelse, at cirkulæret også finder anvendelse i dette tilfælde, medmindre andet følger af rettens kendelse. I den konkrete sag udtalte retten sig i de fastsatte fængslingskendelser ikke udtrykkeligt om, hvorvidt den pågældende skulle være anbragt i åben eller lukket afdeling, og dette blev, formentlig fordi den pågældende i forvejen var anbragt på lukket afdeling, fortolket således, at retten ikke havde truffet bestemmelse om anbringelse på åben afdeling, men at anbringelse således fortsat skulle ske på lukket afdeling.

På baggrund af Justitsministeriets tilkendegivelse bemærkede tilsynet, at det forekom uholdbart at tolke de fortsatte fængslingskendelser, der - efter det af ministeriet oplyste - ikke udtrykkeligt tog stilling til, om den pågældende skulle være anbragt i åben eller lukket afdeling, som en bestemmelse af, at anbringelsen fortsat skulle ske på lukket afdeling. Tilsynet fandt, at anbringelser på lukkede afdelinger som i den foreliggende sag principielt bør være baseret på klare regler og beslutninger. Tilsynet fandt - som sagen var oplyst - umiddelbart, at politiet i tilfælde som det foreliggende, hvor retten ikke udtrykkeligt har taget stilling, og hvor overlægen anbefaler, at der sker overførsel til åben afdeling, skal tage konkret stilling til, om der skal ske overførsel af den pågældende til åben afdeling.

Tilsynet spurgte på den baggrund Justitsministeriet, om tilsynets tilkendegivelse gav anledning til yderligere kommentarer.

Tilsynet afventer Justitsministeriets svar.

i. Tvangsfjernelse af barn

Tilsynet modtog i foråret 1990 en henvendelse vedrørende tvangsfjernelse af en trettenårig dreng. Han blev i 1985 tvangsfjernet af Gentofte Kommune fra sin moder. Der var fastsat en begrænset samkvemsret for moderen med hensyn til besøg og telefonsamtaler. Begrundelsen for begrænsningen er, at drengen af moderen bringes i en loyalitetskonflikt, der gør det vanskeligt at bibringe ham den tillid til sine omgivelser, der efter det sociale udvalgs opfattelse er en forudsætning for at komme videre.

Tilsynet anmodede på baggrund af henvendelsen Gentofte Kommune om at få tilsendt en behandlingsplan.

Tilsynet fandt ikke, at de tilsendte behandlingsplaner indholdsmæssigt var tilfredsstillende. Det var tilsynets opfattelse, at den foreliggende behandlingsplan primært indebærer, at den tvangsfjernede dreng skal have ro omkring sig. Tilsynet henstillede, at der blev udarbejdet en aktuel behandlingsplan, der bl.a. indeholder en stillingtagen til, hvorledes moderen kan inddrages i den fremtidige behandling.

Gentofte Kommune har herefter oplyst, at der vil blive udarbejdet en ny behandlingsplan.

Tilsynet afventer Gentofte Kommunes nye behandlingsplan.

V. Sekretariatsforhold m.v.

a. Lån af medarbejder fra ombudsmandsembedet

En fuldmægtig fra ombudsmandsembedet er af tilsynet frikøbt, således at hun er til rådighed for specialopgaver for tilsynet. Den pågældende fuldmægtig har ved ombudsmandsembedet medvirket ved en række inspektioner på psykiatriske institutioner. Ordningen gør det muligt for tilsynet at drage nytte af ombudsmandsembedets inspektionsmæssige erfaringer, uden at der sker nogen sammenblanding af tilsynets og ombudsmandens virksomhed.

b. Planer for tilsynets arbejde i folketingsåret 1990-91

Som det fremgår af denne beretning, har tilsynet beskæftiget sig en del med den nye psykiatrilov og de ændringer, den har medført for patienterne på de lukkede psykiatriske hospitaler og afdelinger. Dette område vil også i det kommende år blive tillagt stor vægt, og eksempelvis patientrådgiverne og patientklagenævnenes funktioner vil tilsynet fortsat være opmærksom på.

Af beretningens afsnit IV fremgår, at flere sager endnu ikke er afsluttet. Disse sager vil naturligvis blive fulgt op i folketingsåret 1990-91, herunder vil tilsynet med § 112-institutioner og vilkår for børn/unge under tvangsmæssig anbringelse blive nærmere undersøgt.

Fischer (KF) nfmd. Else Theill Sørensen (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Poulsgaard (FP) Kirsten Lee (RV) Pia Gjellerup (S) Tove Lindbo Larsen (S) Grete Schødts (S) Carsten Andersen (SF) fmd.

Ingen

Nr BR 9

Beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90

Nr 9 1989-90, 1. samling

Afgivet: 19900920