1989 BR 7 BERETNING OVER PROCEDUREN VEDRØRENDE REGERINGSKONFERENCER M.V. NR 7 1989-90, 1. SAMLING

I forbindelse med de forestående regeringskonferencer om henholdsvis

en politisk union og en økonomisk og monetær union har

Markedsudvalget drøftet mulighederne for en forbedret orientering af

udvalget.

Denne drøftelse foregik på grundlag af en forudgående behandling i et underudvalg bestående af

Henning Grove (KF), fmd.,

Ivar Nørgaard (S),

Steen Gade (SF),

Bjørn Elmquist (V),

Mogens Glistrup (FP),

Hans Larsen-Ledet (RV),

Peter Duetoft (CD) og

Flemming Kofod-Svendsen (KRF).

Dette underudvalg har afholdt en række møder, som har resulteret i en indstilling fra et flertal om, at følgende retningslinjer, som statsministeren og udenrigsministeren har erklæret sig indforståede med, skal lægges til grund i forbindelse med de kommende regeringskonferencer m.v.

a) I forbindelse med alle møder i Det europæiske Råd giver statsministeren forud for møderne en grundig orientering om, hvilke væsentlige spørgsmål der kan forventes at komme til drøftelse. Når drøftelserne kan forventes at føre til vedtagelser af større rækkevidde, forelægger regeringen mundtligt Markedsudvalget et forhandlingsoplæg. Såfremt der ikke i udvalget konstateres et flertal imod forhandlingsoplægget, forhandler regeringen på dette grundlag.

b) Samme procedure følges i forbindelse med uformelle ministermøder i øvrigt, hvor væsentlige spørgsmål vedrørende forberedelse af regeringskonferencer kommer til drøftelse.

c) Alle initiativer, der fremlægges skriftligt af andre lande i forbindelse med diskussion om regeringskonferencer, viderebringes straks til Markedsudvalget.

d) Danske initiativer af større rækkevidde, der fremlægges skriftligt af regeringen i forbindelse med diskussion om regeringskonferencer, nævnes i Markedsudvalget med henblik på forhandlingsoplæg.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) kan tilslutte sig denne indstilling.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtaler

Brevet af 19. april 1990 fra den tyske kansler og den franske præsident lagde op til en særdeles dynamisk udvikling inden for Det europæiske Fællesskab. Den reelle beslutningsfase rykkede med eet slag meget nærmere vedrørende store dele af de helt centrale EF-spørgsmål, som hidtil ikke er nået frem til afklaring i den danske debat. Det må forudses, at de afgørelser, hvis hovedindhold tilrettelægges for tiden, bliver genstand for en folkeafstemning i Danmark i 1991 eller 1992.

Under disse omstændigheder havde det været særdeles ønskværdigt, om regeringen - mest naturligt gennem Markedsudvalget - havde inddraget Folketingets partier (og eventuelle andre) i et indgående studiekredsarbejde og debat. Hver en time anvendt hertil i (for)sommeren 1990 havde givet betydelige afkast, når vanskelighederne i forbindelse med den forudselige folkeafstemning kommer til at tårne sig op.

Et flertal i Markedsudvalget lagde første gang op hertil i Markedsudvalgets møde den 20. april 1990. Ved den lejlighed og utallige gange senere er det præciseret, at der var meget stort behov for indgående drøftelser såvel af helheden som af de mange særdeles vigtige enkeltaspekter i nybrudsplanerne omkring den politiske union.

Fremskridtspartiet finder det derfor overordentlig kritisabelt, at regeringen ikke har været til at råbe op til en sådan analyse. Hverken i forbindelse med forberedelserne af udenrigsministrenes møde den 21. april 1990, regeringschefernes den 28. april 1990, udenrigsministrenes den 7., 19. og 20. maj 1990, de faste repræsentanters møderække, der begyndte den 11. maj 1990, eller afgivelsen af indlægget af 9. maj 1990 vedrørende den danske mindretalsregerings ønsker til drøftelse af, hvilke emner der skal med under forberedelsen af den politiske union, som præsident Mitterrand og forbundskansler Helmut Kohl krævede i deres nævnte brev af 19. april 1990, ej heller forud for det udenrigsministermøde, som den 18. juni 1990 nærmere definerede indholdet i den politiske union. Og nu er der forløbet yderligere et par måneder, hvor regeringens foragt for Folketinget på ny har vist sig i, at man alene har givet Markedsudvalget slikkepinde og sutteklude.

Regeringen har brugt sine kræfter - blandt andet med en helt vild juristerifortolkning af grundlovens § 19 - og sine træneringsmuligheder til at hindre drøftelser. Den har hermed dyrekøbt sig en tilsyneladende handlefrihed for en tid og opnået, at det nu er blevet for sent at sørge for, at Danmark får gødet grunden behørigt til, at vi kan mindske risikoen for, at vi dejser ind i tilfældige standpunktstilkendegivelser, der senere hen kan volde kolossal skade.

Folketingets partier har måttet følge udviklingen i reportager fra mediernes udsendte korrespondenter, fra de kronikker, som udenrigsministeren har strøet om sig med rundt omkring i forskellige aviser og fra statsministerens forsøg på gennem interview og taler ikke at sakke agterud i forhold til sin udenrigsminister. Ad den vej har man for eksempel erfaret, at regeringen er gået ind for, at meget vidtgående traktatændringer skal træde i kraft den 1. januar 1993, og at regeringen har deltaget særdeles positivt i konkrete forhandlinger om punkter, der i mere end en snes år har været særdeles ømme i den folkelige danske debat, og hvor alle Folketingets otte partier nu har en kvalificeret pligt til at benytte den sparsomme tid til at give saglig, holdbar og nøgtern information, der hverken overdriver eller underdriver de nationalt enormt vidtrækkende beslutninger, som befolkningen skal træffe. Regeringens nægtelse af at informere Folketingets partier og gennemdrøfte spørgsmålene med dem har gjort opgaven væsentligt vanskeligere, end tilfældet havde været, hvis regeringen havde efterkommet de kraftige opfordringer, som et flertal i Folketingets Markedsudvalg har fremsat ved så at sige alle Markedsudvalgsmøderne fra og med den 20. april 1990.

Fremskridtspartiet ønsker meget stærkt, at regeringen totalt skifter signaler. Partiet tilslutter sig naturligvis de af flertallet opstillede punkter a-d, men præciserer, at de kun hjælper på mikroskopiske dele af det store problem.

De fire punkter er altså langt, langt fra at være tilstrækkelige. De må suppleres overensstemmende med foranstående.

Som det eneste positive tegn fra den egenrådige regering har Fremskridtspartiet med glæde noteret, at udenrigsministeren den 18. maj 1990 kl. 12.53 udtalte, at »indgående drøftelser i Markedsudvalget« vil finde sted, før regeringen afsender et memorandum til de andre EF-landes regeringer om de for vort fædrelands fremtidsplacering så altafgørende forhold. Derimod var udenrigsministerens enetale i Markedsudvalget den 15. juni 1990 (bilag 526) af ringe nytte til at skabe seriøs afklaring af de meget vidtgående problemkredse, der af udenrigsministeren selv (endog i underdrevet form) er betegnet som fastlæggelse af rammerne for det danske samfunds udvikling i de næste 20-30 år. (Økonomi og Politik 1990-1, s. 44). Det var også en direkte hån over for Folketinget at foregive, at en sag af denne rækkevidde kunne bringes afgørende fremad ved et syv kvarters frokostarrangement, hvor bordpladsen ikke var optaget af sagsbilag, men af - indrømmet fortrinlige - spise- og drikkevarer. Derfor var det kun stene for brød, der kom ud af den beroligelsesseance, som udenrigsministeren afholdt den 20. juni 1990.

Derfor må nu konstateres den tragedie, at de fire måneder fra den 20. april 1990, der mere end nogen anden historisk periode opfordrede til indgående analyser og afklaringer mellem Folketingets partier, er afsluttet med, at de store muligheder, der har foreligget, nu er tabt på gulvet, og at der derfor er lagt op til en gang russisk roulette om den danske nations fremtid, blot fordi regeringen har obstrueret, at det tværpolitiske, altomfattende samarbejde blev sat i den absolutte tronstol. I stedet har regeringen konsekvent valgt det vildspor at sabotere Folketinget ud fra en tro på, at den herved har scoret småpolitiske, taktiske points.

Det er de uafviselige kendsgerninger om de forgangne fire måneders forsømmelser.

Lad os inderligt håbe, at lykken vil være bedre end forstanden, så flest muligt af de tabte muligheder vil dukke op igen, når regeringen engang bliver klar til at tage arbejdstøjet på efter sommerferien.

P. u. v.

Grove

formand

Ingen

Nr BR 7

Beretning over proceduren vedrørende regeringskonferencer m.v.

Nr 7 1989-90, 1. samling

Afgivet af Markedsudvalget

Afgivet: 19900831