1989 BTB 38 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AT OPHÆVE ELLER UNDLADE ETABLERING AF HINDRINGER FOR REJSER MELLEM DANMARK OG ØSTLANDENE NR B 38 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) forslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.
Mindretallet finder, at beslutningsforslaget i den foreliggende udformning er for vidtgående og unuanceret.
Mindretallet ønsker samtidig at pege på, at mulighederne for at ophæve visumpligt mellem Danmark og Østlandene fortsat bør overvejes nøje i lyset af forløbet af den igangværende demokratiseringsproces i Østeuropa, herunder ikke mindst forløbet af de frie valg, der skal afholdes i løbet af foråret.
Mindretallet har herved noteret sig, at der allerede er taget flere initiativer, der medfører betydelige lettelser i østeuropæernes adgang til at rejse til Danmark. Justitsministeren har således oplyst, at Danmark har ophævet visumkravet over for ungarske statsborgere med diplomat- eller tjenestepas. Justitsministeren tilkendegav i den forbindelse under 1. behandling af beslutningsforslaget, at dette skulle opfattes som et første skridt på vejen hen imod en fuldstændig ophævelse af visumpligten over for Ungarn, og at Danmark nøje ville følge udviklingen i Østeuropa med henblik på at vurdere, om der er mulighed for at foretage tilsvarende lempelser i eller ophævelse af visumpligten over for andre reformvenlige stater. Det er endvidere oplyst, at Danmark med virkning fra 1. marts 1990 ensidigt har afskaffet visumgebyrerne for indehavere af pas udstedt af Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, DDR og Ungarn. Mindretallet opfordrer dog til, at der optages forhandlinger med de pågældende lande om ligeledes at ophæve visumgebyr for danskere.
Mindretallet ønsker endvidere at fremhæve, at de fortsatte overvejelser om en ophævelse af visumpligten som hidtil bør ske i tæt samarbejde med de øvrige EF-lande og Danmarks samarbejdspartnere i den nordiske paskontroloverenskomst med henblik på at sikre en harmoniseret holdning til spørgsmålet fra disse landes side.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller forslaget til vedtagelse uændret.
Et tredje mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) er enig i, at vi bør gøre det så let som overhovedet muligt for borgerne i Østlandene at besøge os, og at det er rigtigt at ophæve eller undlade at etablere visumtvang ved indrejse fra Østlandene til Danmark. Mindretallet finder imidlertid, at ændringer i visumreglerne bør ske samtidig i Norden og EF. Mindretallet vil derfor undlade at stemme ved 2. (sidste) behandling af forslaget.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Elsebeth Kock-Petersen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Søren Bastholm (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Ingen
Nr BTB 38
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om at ophæve eller undlade etablering af hindringer for rejser mellem Danmark og Østlandene
Nr B 38 1989-90, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19900315