1989 BTB 20 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1988 NR B 20 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
I overensstemmelse med bestemmelserne i § 7, stk. 1, nr. 18, i
Folketingets forretningsorden har Retsudvalget behandlet
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) har intet at bemærke til beretningen.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller beretningen til forkastelse og udtaler i denne forbindelse
Fremskridtspartiet kan ikke stemme for ombudsmandens beretning.
Den nuværende ombudsmand har både i handling og ord misbrugt sit embede i en sådan grad, at man i dag må nære stor betænkelighed ved ombudsmandsinstitutionens upolitiske og habile islæt.
For det første har den nuværende ombudsmand ladet sin fortid som formand i Dansk Flygtningehjælp skinne igennem i f.eks. hele håndteringen af den såkaldte tamilsag, hvor ombudsmanden efter Fremskridtspartiets opfattelse politiserer i sit embede for at fremme egne synspunkter inden for flygtningepolitikken.
Det er i øvrigt Fremskridtspartiets indtryk, at denne politisering er blevet overdrevet i en sådan grad, at det har haft den modsatte virkning ude i befolkningen.
Fra at være et sted, hvor den danske befolkning kunne fremkomme med sine rimelige klager over administrationen og behandlingen af sager, er ombudsmandsinstitutionen blevet en slags overinstans vedrørende udenlandske statsborgeres forsøg på at bosætte sig i Danmark.
Ombudsmandens politiske fortid i Flygtningenævnet har desuden i adskillige sager medført unødige ekstraudgifter til sætteombudsmand i de tilfælde, hvor ombudsmanden selv skønnede, at han var inhabil. Inhabilitetslinjen blev desværre ikke fulgt op, da ombudsmanden nåede til den famøse tamilsag. Ombudsmandens behandling af selve tamilsagen bar præg af, at ombudsmanden ikke spillede bolden, men udelukkende gik efter manden.
Denne umådeholdne politisering inden for udlændingeområdet har bl.a. haft til følge, at der ikke har været tid nok til at behandle de helt reelle klager, som har været fremført fra gode danske borgere.
Fremskridtspartiet kan i den forbindelse pege på den urimelige svar- og behandlingstid, der f.eks. var i forbindelse med den klage, som blev indgivet fra Bækkeskov Gods vedrørende Naturgas Sjællands ekspropriationssag og tilsidesættelse af en i forvejen hvilende fredning på Bækkeskov Gods, samt Overfredningsnævnets tilsidesættelse af reglerne vedrørende aktindsigt.
Fremskridtspartiet er heller ikke enig i ombudsmandens nye krav om penge til mere personale.
Det forøgede ressourcekrav bunder nemlig i, at ombudsmanden har den holdning, at det er helt forfærdeligt, at der efter ombudsmandens indtryk er nogle områder (hvide pletter) i Danmark, hvor der ikke rigtig kommer nogen klager over administrationen m.v. fra befolkningen.
Dette betyder, at ombudsmanden vil undersøge, hvorfor folk fra disse områder ikke klager, og af egen drift sætte klageprocenten op i disse dele af Danmark.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) fremsætter herefter følgende
Forslag til folketingsbeslutning
om Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988
Folketinget tager Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988 til efterretning.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Traberg Smidt (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Ingen
Nr BTB 20
Betænkning og indstilling vedrørende Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988
Nr B 20 1989-90, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19891026