1989 BTB 3 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OFFENTLIGHED I EF-ANLIGGENDER NR B 3 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget på flere møder og har
herunder stillet spørgsmål til udenrigsministeren og til
justitsministeren, som disse har besvaret skriftligt.
Udenrigsministeren har endvidere besvaret spørgsmål under et samråd
i udvalget.
Der er af et flertal stillet et ændringsforslag.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) forslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) kan gå ind for nr. 2 i ændringsforslaget, men er imod nr. 1 og 3. Derfor vil mindretallet stemme imod ændringsforslaget. Mindretallet indstiller forslaget til forkastelse.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil stemme imod ændringsforslaget, men indstiller forslaget til vedtagelse uændret.
Ændringsforslag
Af et flertal (S, SF og CD)
Til teksten
1) Teksten affattes således
»Folketinget pålægger regeringen at skabe større offentlighed om EF-anliggender i overensstemmelse med nedenstående retningslinjer
1. De generelle undtagelser i lov om offentlighed i forvaltningen (§ 10, stk. 1, nr. 3) og i forvaltningsloven (§ 14, nr. 3) om aktindsigt i EF-sager ophæves.
2. Regeringen pålægges i EF at foreslå, at der indføres almindelige offentlighedsprincipper vedrørende EF's beslutningsproces og enkeltsagsbehandling, således at disse udformes i overensstemmelse med offentlighedsreglerne i det medlemsland, hvor der er den største grad af åbenhed.
3. Skriftvekslingen i sager, der er anlagt ved EF-Domstolen mod Danmark, udleveres efter anmodning i Markedsudvalget, eventuelt i fortrolig form.«
Grove (KF) fmd. Flemming Hansen (KF) Aagaard (KF) Rønholt (KF) Bjørn Elmquist (V) Niels Anker Kofoed (V) Annette Just (FP) Larsen-Ledet (RV) Duetoft (CD) Svend Andersen (S) Risgaard Knudsen (S) Ivar Nørgaard (S) nfmd. Rosing (S) Birte Weiss (S) Bjørn Westh (S) Gade (SF) Holger K. Nielsen (SF)
Tilføjelse til betænkning
Efter at 2. (sidste) behandling af beslutningsforslaget blev standset
og det henvistes til fornyet udvalgsbehandling, har udvalget afholdt
yderligere et møde.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Fremskridtspartiets og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) forslaget til vedtagelse med det i betænkningen som nr. 1 og det uden for betænkningen som nr. 2 stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) anser ikke betingelserne for afgivelse af betænkning for opfyldt, eftersom der ikke fra Folketingets formand blev givet udtryk for, at forslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, men har dog akkviesceret herved.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling ved 2. (sidste) behandling.
Grove (KF) fmd. Flemming Hansen (KF) Aagaard (KF) Rønholt (KF) Bjørn Elmquist (V) Niels Anker Kofoed (V) Annette Just (FP) Larsen-Ledet (RV) Duetoft (CD) Svend Andersen (S) Risgaard Knudsen (S) Ivar Nørgaard (S) nfmd. Rosing (S) Birte Weiss (S) Bjørn Westh (S) Gade (SF) Holger K. Nielsen (SF)
Ingen
Nr BTB 3
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om offentlighed i EF-anliggender
Nr B 3 1989-90, 1. samling
Afgivet af Markedsudvalget
Afgivet: 19900427