1989 BSF 73 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SIKKERHEDEN PÅ PASSAGERSKIBE I DANSK RUTEFART
Statutory Text (3 Articles)
Det pålægges regeringen at tage de nødvendige initiativer til at
sikre
1. at danske sikkerheds- og arbejdsmiljøbestemmelser som et minimum omfatter alle passagerskibe, som sejler mellem danske havne i fast rutefart,
2. at gældende danske sikkerhedsregler gennemgås i alle detaljer med henblik på at gennemføre opstramninger, hvor det skønnes nødvendigt i samarbejde med andre nordiske og europæiske lande,
3. at misbrug af bekvemmelighedsflag imødegås ved, at passagerskibe i fast rutefart på danske havne påbydes at føre et af anløbslandenes flag. Det indebærer, at et skib i fast fart mellem Norge og Danmark fører norsk eller dansk flag, et skib i fart mellem Sverige og Danmark svensk eller dansk flag og så fremdeles. Herved sikres, at de pågældende skibe bemandes i henhold til de i flaglandet gældende regler. Det indebærer vel at mærke overholdelse af de »rene« flags regler - ikke DIS' regler, bekvemmelighedsflagsregler eller andre ordninger, som kan anvendes til at undvige sikkerheds- og bemandingsbestemmelser,
4. at der indledes forhandlinger med de enkelte anløbslande med henblik på, at de gældende nationale sikkerhedsbestemmelser mindst lever op til ajourførte danske sikkerhedskrav,
5. at det danske skibstilsyn styrkes, både når det gælder uddannelse, ressourcer, speciale m.v. såvel for skibes passager- som for godstransport. Det er og må forblive en samfundsopgave at varetage sikkerhedsopsynet med såvel passager- som godstransportskibe,
6. at samtlige passagerskibe i rutefart, som anløber danske havne, gennemgås hurtigst muligt for at sikre, at gældende sikkerhedskrav i henhold til danske minimumsbestemmelser er opfyldt,
7. at straffeloven revideres, hvis det er nødvendigt for at sikre, at brug af bekvemmelighedsflag ikke vanskeliggør eller reelt umuliggør, at ansvaret for skibskatastrofer placeres,
8. at de gældende regler om søforklaring ændres, således at det sikres, at det offentliges interesse i en så sikker og upartisk fastlæggelse af det faktisk passerede tilgodeses i størst muligt omfang,
9. at regeringen fastholder ovenstående principper under de nu indledte drøftelser i det fælles nordiske udvalg, som er nedsat efter skibskatastrofen.
Bemærkninger til forslaget
Omstændighederne bag »Scandinavian Star«-katastrofen har bl.a. afsløret
- at den udbredte anvendelse af bekvemmelighedsflag indebærer helt uacceptable forringelser af sikkerhedsforholdene på passagerskibe og en ansvarsforflygtigelse, der ganske enkelt er uacceptabel for Danmark,
- at sikkerhedsbestemmelserne på »Scandinavian Star« ikke var overholdt på sejltidspunktet,
- at brandslukningsberedskab og redningsbådsforhold m.v. ikke var sikret i henhold til gældende sikkerhedsbestemmelser - heller ikke efter de mindre restriktive internationale minimumsstandarder,
- at personalet ikke var uddannet til varetagelse af sikkerhedsopgaver,
- at passagererne ikke var informeret om gældende sikkerhedsforhold på »Scandinavian Star«,
- at danske sikkerhedsbestemmelser på en række afgørende områder er videregående end de gældende internationale minimumsbestemmelser,
- at retsforfølgelse efter dansk eller norsk lovgivning vanskeliggøres - eller umuliggøres i værste fald - på grund af rederiets indregistrering af »Scandinavian Star« under bekvemmelighedsflag i Bahamas.
Det må aldrig være muligt at »tjene på« eller »konkurrere på« sikkerheden på skibe, som registreres under bekvemmelighedsflag. På den baggrund bør alle kræfter sættes ind - ved at ændre på lovgivning, sikkerhedsbestemmelser, internationale aftaler m.v. - således at det kan undgås, at lignende katastrofer gentager sig fremover.
Ingen
Nr BSF 73
Forslag til folketingsbeslutning om sikkerheden på passagerskibe i dansk rutefart
Fremsat af Nyrup Rasmussen (S) Svend Andersen (S) Ole Espersen (S) Lissa Mathiasen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Kelm-Hansen (S)
den 26. april 1990