1989 BSF 68 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRINGER PÅ ARBEJDSSKADEOMRÅDET

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1990-1991 at

fremsætte forslag til ændringer i loven om arbejdsskadeforsikring

efter følgende retningslinjer

1. Hovedformålet med loven er, at de arbejdsskadede støttes mest muligt i bestræbelserne på at genvinde en plads på arbejdsmarkedet med henblik på igen at blive selvforsørgende.

2. Den arbejdsskadede opretholder sit fulde forsørgelsesgrundlag gennem hele syge- og revalideringsforløbet. Det varige erhvervsevnetab skal først vurderes og den endelige erstatning afgøres, når revalidering er afsluttet eller endeligt opgivet.

3. Anmeldelse af en arbejdsskade skal behandles på følgende måde

Senest 3 måneder efter tilskadekomsten/sygemeldingen træffes der afgørelse om, hvorvidt skaden omfattes af arbejdsskadeforsikringsloven, og beslutning om fastsættelse af ydelse træffes.

A. Arbejdstabserstatning svarende til hidtidig løn gives, når

a) den tilskadekomne forventes at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet,

b) den tilskadekomne forventes at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet efter iværksættelse af særlige foranstaltninger (revalidering m.v.),

c) der er tvivl om, hvorvidt den arbejdsskadede kan vende tilbage til arbejdsmarkedet - i dette tilfælde tildeles ydelsen, indtil der kan træffes afgørelse om revalidering, eller der skal tilkendes pension,

d) det ikke forventes, at den tilskadekomne vender tilbage til arbejdsmarkedet, men hvor der i stedet må søges pension.

Ydelsen betales af forsikringsselskabet tilbage til datoen for arbejdsulykken eller ved erhvervssygdomme datoen for anmeldelsen. I det omfang der er udbetalt sygedagpenge, refunderes til kommunen.

B. Meenerstatning tilkendes på det tidspunkt, hvor det varige meen kan vurderes.

C. Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes, når den varige nedsættelse af erhvervsevnen kendes - dvs. efter afsluttet revalidering, eller når vurdering i øvrigt kan ske.

Erstatningen udbetales med tilbagevirkende kraft til skadestidspunktet. For ulykker vil det være skadesdatoen, for erhvervssygdomme anmeldelsesdatoen.

Ved tilkendelse af førtidspension tages der samtidig stilling til erstatning for tab af erhvervsevne. Pension og erstatning skal dog ikke kunne overstige hidtidig arbejdsindtægt.

4. Administrationen af arbejdsskadeloven samles regionalt i de nuværende revaliderings- og pensionsnævn i amtskommunerne i løbet af en 5-årig periode.

5. Der nedsættes et centralt sammensat organ - Arbejdsskaderådet - bl.a. med repræsentanter for arbejdsmarkedets parter - med følgende opgaver

- rådgive om administrationen af loven

- rådgive socialministeren generelt

- revidere erhvervssygdomslisten.

6. Afgørelser truffet i amtskommunernes nævn skal kunne ankes til Den sociale Ankestyrelse.

7. Arbejdsskadebegrebet analyseres og forholdet mellem sygdomme optaget på erhvervssygdomslisten og de øvrige erhvervssygdomme undersøges med det formål at sikre en lettere adgang til at få godkendt arbejdsskader.

8. Der etableres regionale samarbejdsorganer med repræsentanter fra de lokale arbejdstilsyn, bedriftsundhedstjenesterne, de arbejdsmedicinske klinikker, amtskommunernes sekretariater m.fl. med henblik på at bruge erfaringer herfra til forebyggelse af arbejdsskader.

Bemærkninger til forslaget

Hovedformålet med forslaget er at ændre arbejdsskadeforsikringsloven fra at være en »passiv« ordning til at være en »aktiv« ordning, der bidrager til at give arbejdsskadede muligheder for at genvinde en erhvervsevne, så de pågældende igen kan blive selvforsørgende. Som systemet fungerer i dag, overlades alt for mange arbejdsskadede til en ulidelig passivitet, hvor de venter på at slippe gennem nåleøjet hos Arbejdsskadestyrelsen i håbet om en stor erstatning. Økonomien er forringet, og samfundets tilbud har karakter af passiv forsørgelse. Dertil kommer en uforståelig og kompliceret arbejdsgang i sagsbehandlingen, som er med til at forøge problemerne for de pågældende.

De nuværende ressourcer kan bruges på en bedre måde til gavn for dem, der er kommet til skade. Hvis dette mål skal nås, må både loven, ydelserne og administrationen omlægges, så indsatsen koncentreres om tilbud og støtte til, at den arbejdsskadede genvinder erhvervsevnen og tilknytningen til arbejdsmarkedet. I øjeblikket fungerer systemet nærmest omvendt - revaliderings- og uddannelsesinitiativer straffes med økonomiske forringelser, fordi man mister retten til sygedagpenge og henvises til bistandshjælp.

Beslutningsforslaget omfatter følgende hovedelementer

1. afgørelser og erstatninger

2. administration, herunder ændring af arbejdsskadebegrebet og nedsættelse af regionale samarbejdsorganer og

3. finansiering.

1. Afgørelser og erstatninger

Som angivet i forslaget skal der senest tre måneder efter tilskadekomsten/sygemeldingen træffes afgørelse om, hvorvidt skaden omfattes af arbejdsskadesforsikringsloven, og om, hvilken (midlertidig) erstatning i form af en løbende ydelse der herefter ydes.

Efter forslaget bliver der tale om følgende ydelser: arbejdstabserstatning, meenerstatning, erstatning for erhvervsevnetab.

Arbejdstabserstatning svarer til hidtidig løn og ydes dels i de tilfælde, hvor den tilskadekomne efter en periode umiddelbart kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, og dels i de tilfælde, hvor en tilbagevenden kræver iværksættelse af særlige foranstaltninger. Her tænkes både på den såkaldte forrevalidering og den egentlige omskoling og/eller revalidering. Det er en forudsætning, at det sker i fuldt samarbejde med den tilskadekomne. I de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt de arbejdsskadede kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, ydes der fuld erstatning for arbejdstabet indtil dette kan vurderes. Herefter træffes der afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes revalidering eller tilkendes pension. Desuden gives ydelsen i de tilfælde, hvor det ikke forventes, at den tilskadekomne vender tilbage til arbejdsmarkedet, men hvor der i stedet må søges førtidspension.

Systemet vil medføre, at revalidender bliver behandlet økonomisk forskelligt alt efter årsagen til behovet for revalidering. Når man bliver revalidend som følge af en arbejdsskade, får man een slags ydelse, mens folk, der får brug for revalidering af andre grunde, får en anden slags ydelse. Det er i høj grad diskutabelt. Når forslagsstillerne alligevel vælger denne løsning, er det ud fra ønsket om at sikre personer med økonomisk og social nedtur, når de er kommet til skade på grund af deres arbejde. Præcis det samme ønske har forslagsstillerne over for andre revalidender, men vurderer at det i første omgang er mest realistisk at komme igennem med forslaget på arbejdsskadeområdet. Endvidere indeholder beslutningsforslaget en egentlig ret til revalidering for arbejdsskadede.

Meenerstatning tilkendes, når de varige helbredsmæssige følger af arbejdsskaden er afklaret.

Erstatning for erhvervsevnetab tilkendes, når den varige nedsættelse af erhvervsevnen kendes. Erstatningen udbetales med tilbagevirkende kraft til skadestidspunktet. For ulykker er det skadesdatoen og for erhvervssygdomme anmeldelsesdatoen. Når der tilkendes førtidspension, tages der samtidig stilling til erstatning for tab af erhvervsevne. Pension og erstatning skal tilsammen ikke kunne overstige den hidtidige arbejdsløn.

2. Administration

For at satse på en hurtig og aktiv støtte til den arbejdsskadede foreslås det, at administrationen af arbejdsskadeloven samles i amtskommunerne, og det vil sige i de nuværende revaliderings- og pensionsnævn. Det kan der være betænkeligheder ved, herunder at afgørelser om erstatning m.v. kan gå hen og blive uensartede. Når forslagsstillerne alligevel foreslår denne decentralisering, hænger det sammen med forslagets hovedformål, nemlig den aktive og hurtige støtte til de arbejdsskadede, som efter forslagsstillernes opfattelse ikke kan gennemføres, hvis administrationen ligger centralt. Man kan sige, at der er tale om et bundet valg som følge af målsætningen. Dertil kommer, at de nuværende afgørelser i Arbejdsskadestyrelsen (og de tidligere i den daværende Sikringsstyrelse) også i adskillige tilfælde er uensartede. Desuden foregår beslutningsprocessen på en uigennemskuelig og usynlig måde. Regionale afgørelser vil efter forslagsstillernes opfattelse have større chancer for at være synlige og indgå i en diskussion bl.a. i og med fagbevægelsen og dermed kunne bidrage til at løse arbejdsmiljøproblemer.

For at sikre en ensartethed i afgørelserne samt retssikkerheden for den enkelte får centraladministrationen til opgave at udarbejde vejledninger m.v. til amtskommunernes nævn/sekretariater. Det centrale led bør også have mulighed for opsøgende virksomhed over for amtskommunerne. Desuden bevares ankemuligheden til Den sociale Ankestyrelse.

Forslagsstillerne forestiller sig, at udlægningen sker over en 5-årig periode, hvor man starter med de ukomplicerede ulykker og veldefinerede listesygdomme. Efter forslagsstillernes vurdering vil det i første omgang omfatte omkring halvdelen af de arbejdsskader, der for tiden årligt behandles i Arbejdsskadestyrelsen. Herefter decentraliseres flere områder gradvis. Sager, der i dag anmeldes til og indledningsvis behandles af forsikringsselskaberne, følger fortsat denne praksis.

Der kan blive problemer med arbejdsskader, der er dårligt defineret, f.eks. nye arbejdsskader. Det er bl.a. baggrunden for forslaget om oprettelse af et Arbejdsskaderåd, som skal følge udviklingen og sikre, at den nyeste forskning inden for arbejdsskadeområdet bliver vurderet, revidere erhvervssygdomslisten og tage initiativ til nye vejledninger m.v.

Revaliderings- og pensionsnævnenes sekretariater har allerede i dag lægekonsulenter og sagsbehandlere, der har erfaring i at vurdere erhvervsevne i pensionssager. Etablering af et tæt samarbejde med arbejdsmedicinske klinikker, som i dag ofte inddrages i sager vedrørende erhvervssygdomme, vil på grund af den geografiske placering være mulig. Herved vil den lægelige ekspertise i højere grad kunne udnyttes samlet, så flere enslydende udtalelser fra læger i såvel arbejdsskade-, revaliderings- som pensionssager eksempelvis kan undgås. Erfaringsmæssigt er det indhentning af lægeudtalelser, der oftest bevirker en uacceptabel lang sagsbehandlingstid. Den vil alene herved kunne reduceres væsentligt.

Når revalidering skal iværksættes, vil det fortsat være den enkelte kommune, som har kontakten med den arbejdsskadede, og som skal være ansvarlig for indsatsen over for den enkelte og familien. Men arbejdet må tilrettelægges i tæt samarbejde med amtskommunens sekretariat, så hele viften af revalideringstilbud udnyttes. I amtskommunen bør der endvidere dannes et koordineringsteam, der skal være den arbejdsskadedes garant for, at tilknytningen til arbejdsmarkedet bevares, og at førtidspension såvidt muligt undgås. Under hele forløbet skal der være en tilbagevendende 3 måneders opfølgning.

Nødvendige personaleudvidelser i de amtskommunale sekretariater som følge af decentraliseringen af arbejdsskadesagerne skal som i dag dækkes af forsikringsselskaberne.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at en hurtig, helbredspræget og koordineret støtte, som kort skitseret ovenfor, bør udvikles til at omfatte alle, der får brug for revalidering.

I loven om arbejdsskader skelner man mellem arbejdsulykker, skader opstået som følge af få dages påvirkning, sygdomme optaget på erhvervssygdomslisten, sygdomme, der forventes optaget og øvrige sygdomme, der kan skyldes arbejdet.

Der er i praksis tale om meget vanskelige sondringer, der ofte kan fremtræde som tilfældigheder ved negative afgørelser. Blandt andet derfor er en analyse af arbejdsskadebegrebet nødvendig for at nå frem til en mere lempelig fortolkning af, hvornår der er tale om en erhvervsbetinget lidelse.

Som udenforstående kan man få en ubehagelig fornemmelse af uvedkommende årsager til, at en sygdom ikke optages på erhvervssygdomslisten. Det er nødvendigt med en langt større åbenhed om listens tilblivelse - herunder hvordan beslutningsprocessen foregår.

Endvidere må det sikres, at sygdomme, som kvinder pådrager sig som følge af deres arbejde, får en mere rimelig behandling. I den forbindelse skal der være ligelig repræsentation af begge køn i Arbejdsskaderådet i modsætning til situationen i Erhvervssygdomsudvalget i dag.

Det primære er at forebygge, at arbejdsskader overhovedet opstår. Som et led i dette arbejde foreslås det, at der regionalt nedsættes samarbejdsorganer mellem lokale arbejdstilsyn, bedriftsundhedstjenesterne, arbejdsmedicinske klinikker, amtskommunernes sekretariater m.fl. med henblik på, at alle erfaringer udnyttes i forbindelse med forebyggelsen.

3. Finansiering

Forslaget betyder, at forsikringsselskaberne (og derved arbejdsgiverne) kommer til at dække alle udgifter i forbindelse med arbejdsskader. Det kan gå hen og blive dyrt. Men forslaget svarer til regeringens tankegang på andre områder, hvor der opereres med begrebet adfærdsregulering.

I dette tilfælde mener forslagsstillerne, at finansieringen via forsikringsselskaberne og dermed præmiefastsættelsen vil kunne være adfærdsregulerende på en måde, så arbejdsgivere føler sig motiverede til at forebygge arbejdsskader. Det må også være meningen med en lov om arbejdsskader.

For en fuldstændigheds skyld skal nævnes, at forslaget vil medføre en markant besparelse på de offentlige udgifter.

Ingen

Nr BSF 68

Forslag til folketingsbeslutning om ændringer på arbejdsskadeområdet

Fremsat af Agerschou (SF) Carsten Andersen (SF) Tommy Dinesen (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Birgitte Husmark (SF) Bjørn Poulsen (SF) Ebba Strange (SF)

den 17. april 1990