Legislator Case Law & Legislation
19891BA00048 DK

1989 BSF 48 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF ET CENTER FOR BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR VED DANMARKS LÆRERHØJSKOLE

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1989 48 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til at etablere et center for

børne- og ungdomslitteratur, der skal have til formål at styrke

forskning, dokumentation og formidling vedrørende børne- og

ungdomslitteratur.

Udgangspunktet for etableringen af centret skal være afdelingen for børne- og ungdomslitteratur ved Danmarks Pædagogiske Bibliotek.

Centret tænkes opbygget på følgende måde

1) Danmarks Lærerhøjskole varetager administrationen af centret og stiller lokaler til rådighed for de aktiviteter, som centret tager initiativ til.

2) Der nedsættes en centerbestyrelse, som har til opgave gennem koordinerende og initiativtagende virksomhed at etablere rammerne for centrets virksomhed inden for dets faglige område.

Centerbestyrelsen består af et medlem udpeget af Danmarks Lærerhøjskole, et medlem udpeget af Danmarks Pædagogiske Institut, et medlem udpeget af Danmarks Pædagogiske Bibliotek, et medlem udpeget af Selskabet for Børnelitteratur, et medlem udpeget af Dansk Forfatterforening, et medlem udpeget af Danmarks Biblioteksskole, en repræsentant for Seminariernes Rektorforsamling, en repræsentant for Forlæggerforeningen og et medlem udpeget af Kulturministeriets Arbejdsgruppe for Børn og Kultur. Endvidere udpeger Statens Humanistiske Forskningsråd og Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd hver et medlem til bestyrelsen.

3) Centerbestyrelsen udarbejder årligt en plan for centrets aktiviteter samt en årsberetning. I det omfang der tilføres centret særskilte bevillinger, er bestyrelsen ansvarlig for forvaltningen af disse midler.

4) Forskere ved Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut, Danmarks Pædagogiske Bibliotek og fra andre institutioner og institutter kan med tilslutning fra deres ansættelsessted og fra centerbestyrelsen tilknyttes centret. De bevarer deres ansættelse ved den institution, som de kommer fra. Deres ansættelsesvilkår berøres ikke af tilknytningen til centret.

5) Til drøftelse af centrets forhold og udvikling afholdes mindst to årlige centermøder, hvortil alle medarbejdere ved centret indkaldes af centerbestyrelsen.

6) Centret og Danmarks Pædagogiske Bibliotek skal i samarbejde varetage følgende opgaver

A. Opbygning af en komplet samling af dansk børne- og ungdomslitteratur, en omfattende og repræsentativ samling af udenlandsk børne- og ungdomslitteratur og en samling af dansk børne- og ungdomslitteratur oversat til andre sprog. Desuden skal der på afdelingen for børne- og ungdomslitteratur findes en samling bibliografier, biografier og andet dokumentationsmateriale samt en stor samling tidsskrifter på dansk og andre sprog om børne- og ungdomslitteratur.

B. Løsning af dokumentationsopgaver, bibliografiske opgaver og udarbejdelse af emnekataloger, omfattende litteraturlister m.v.

C. Bibliotekarisk vejledning af studerende og forskere.

D. Samarbejde med andre institutioner og faggrupper, både med dem, der arbejder med børne- og ungdomslitteratur, og med dem, der beskæftiger sig med tilgrænsende emner såsom forskning i børns vilkår, børn og medier, børns egne kulturudtryk m.v. samt deltagelse i internationalt samarbejde på de samme områder.

E. Forskning i børne- og ungdomslitteraturen, dens historie, sociologi m.v.

F. Udgivelse, eventuelt i samarbejde med de øvrige nordiske børne- og ungdomslitteraturinstitutter, af et videnskabeligt tidsskrift om børne- og ungdomslitteratur.

Bemærkninger til forslaget

Mens der i de øvrige skandinaviske lande længe har eksisteret børne- og ungdomsbogsinstitutter med tilhørende forskningsforpligtelse og forskningsaktivitet, er forskningen i børne- og ungdomslitteratur i Danmark stærkt begrænset. Den foregår hovedsagelig på Danmarks Lærerhøjskole og blandt studerende på universiteterne samt som ulønnet forskning i forbindelse med afdelingen for børne- og ungdomslitteratur på Danmarks Pædagogiske Bibliotek. Interessen for børne- og ungdomslitteratur i årene efter 1960 har ellers været stadig voksende, debatten om børne- og ungdomslitteraturens form og indhold har været meget livlig, og udgivelsen af børne- og ungdomslitteratur har været stærkt stigende. I rapporter og betænkninger - bl.a. i »Bøger i Danmark« fra 1983 - er behovet for en større forskning på området også gang på gang blevet understreget.

For forfattere af børne- og ungdomslitteratur har mangelen på forskning en negativ effekt, fordi de dermed må slå sig til tåls med en mindre differentieret bedømmelse og kritik af deres arbejde, end hvad der gælder litteraturen for voksne, der er genstand for en betydelig forskning, og hvor der ofte er en tæt forbindelse mellem forskning og kritik.

På biblioteksområdet og inden for bogbranchen savnes forskningen også. Der findes så godt som ingen litteratursociologiske undersøgelser af børne- og ungdomslitteratur, og de mennesker, som i biblioteker, institutioner og skoler er beskæftiget med formidling af denne litteratur, må basere sig på et spinkelt grundlag. De ville i høj grad kunne drage nytte af klart formulerede vurderingskriterier.

I undervisningsvejledningen »Dansk 84« er der sket en vigtig styrkelse af skønlitteraturens stilling i danskundervisningen, både hvad angår litteratur for voksne og litteratur for børn og unge. Denne styrkelse bør bakkes op af en kvalificeret forskning.

Danmarks Pædagogiske Bibliotek

Grundlaget for et dansk center for børne- og ungdomslitteratur findes allerede i afdelingen for børne- og ungdomslitteratur ved Danmarks Pædagogiske Bibliotek. Her er der

- en fuldstændig samling af dansk børnelitteratur fra 1954 og fremefter og en ufuldstændig samling af ældre dansk børnelitteratur

- en samling af udenlandsk børnelitteratur koncentreret om klassikere

- de vigtigste prisbelønnede udenlandske børnebøger

- bøger oversat fra dansk til andre sprog og bøger, der er oversat til dansk fra andre sprog

- teoretisk litteratur og bibliografier samt værker om danske børne- og ungdomsbogsforfattere og -illustratorer

- tidsskrifter om børne- og ungdomslitteratur.

De bøger og tidsskrifter, der skal danne udgangspunkt for et center for børne- og ungdomslitteratur, findes altså delvis, men for at afdelingen for børne- og ungdomslitteratur ved Danmarks Pædagogiske Bibliotek skal kunne fungere som en dynamo i et center, kræves der dels en udbygning af samlingerne, dels at der til dem knyttes personer, der kan påtage sig forskningsforpligtelser samtidig med, at de kan støtte andre forskere og studerende fra ind- og udland i deres arbejde med børne- og ungdomslitteraturen.

Forskning i børne- og ungdomslitteratur på Danmarks Lærerhøjskole

I forbindelse med sammenlægningen af Danmarks Lærerhøjskoles bibliotek og Danmarks Pædagogiske Bibliotek udsendte undervisningsministeren i januar 1987 en redegørelse for den forestående sammenfletning af de to biblioteker. Det fremgår af denne redegørelse, at afdelingen for børne- og ungdomslitteratur skal videreføres i det sammenlagte bibliotek, og at afdelingen skal tilføres de nødvendige ressourcer, så samarbejdet mellem Danmarks Lærerhøjskoles forskere og andre institutioners forskere kan blive udbygget.

Danmarks Lærerhøjskole opprioriterede som et led i forskerrekrutteringsplanen børne- og ungdomslitteraturen ved ansættelse af yderligere en forsker på området.

I 1988 oprettedes Institut for Småbørnspædagogik ved Danmarks Lærerhøjskole, og i april 1989 indviedes Center for Småbørnsforskning, som er tilknyttet Danmarks Lærerhøjskole. Dette centers område er bl.a. småbørnskulturelle, -sociale og -pædagogiske forhold, og efter planen skal centret ligeledes have småbørnslitteratur som et af sine forskningsområder.

Nærværende beslutningsforslag skal betragtes som en understregning af, at børne- og ungdomslitteraturen ikke bør indgå som et led i et andet center, men bør have sit eget forskningscenter. Det er som tidligere omtalt vigtigt, at forskere inden for børne- og ungdomslitteraturen indgår i et tæt samarbejde - kulturelt, socialt og pædagogisk - med forskere fra andre børneområder. Men forskning i børne- og ungdomslitteratur kan ikke betragtes som tæt sammenhængende med arbejdet i center for småbørnsforskning, fordi den jo omfatter litteratur for børn og unge fra de tidligste år til 15-16-års-alderen, fordi der også bør være en litterær indfaldsvinkel til den, og fordi en social eller pædagogisk synsvinkel på børne- og ungdomslitteratur ofte vil være et helt utilstrækkeligt vurderingsgrundlag. Dertil kommer, at Center for Småbørnsforskning tilsyneladende ikke vil få tilført særlig store midler, og at man derfor kan frygte, at det er meget begrænsede ressourcer, der vil komme børne- og ungdomslitteraturforskningen til gode. Det er vigtigt, at man gennem et selvstændigt center for børne- og ungdomslitteratur er med til at stimulere og inspirere til en bred og mangfoldig forskningsindsats på dette meget forsømte forskningsområde.

Økonomi

Hvis ideen om et center for børne- og ungdomslitteratur skal have nogen mening, vil et årligt beløb på ca. 1,6 mio. kr. være nødvendigt. Beløbet skal være øremærket til Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagogiske Biblioteks afdeling for børne- og ungdomslitteratur.

Udgifterne fordeler sig således

1. Personale, herunder en lektor, en forskningsbibliotekar og en afdelingsleder ca. 1.000.000 kr. 2. Bogkonto ca. 120.000 kr. 3. Ekstra materiale ca. 100.000 kr. 4. Udgivelse af tidsskrift, bibliografier og boglister ca. 300.000 kr. 5. Tjenesterejser m.v. ca. 100.000 kr. -------------------------------------------- I alt 1.620.000 kr.

Beslutningsforslag som fremsat 1989 48 Valid

Nr BSF 48

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et center for børne- og ungdomslitteratur ved Danmarks Lærerhøjskole

Fremsat af Ingerlise Koefoed (SF) Birthe Hansen (SF) Hanne Thanning Jacobsen (SF) Rahbæk Møller (SF) Stillinger (SF) Ebba Strange (SF)

den 15. december 1989

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →