1989 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SKABELSE AF ET ÅBENT EUROPÆISK UDDANNELSESSAMARBEJDE (UDDANNELSES-EUREKA)
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte forslag om oprettelse
af et åbent europæisk samarbejde på uddannelsesområdet - et
Uddannelses-Eureka. Forslaget fremsættes i EF, i Nordisk Råd og i
Europarådet så hurtigt som muligt.
Uddannelses-Eureka udformes efter følgende retningslinier
1) Der oprettes en koordinationskomite sammensat af repræsentanter for de deltagende landes regeringer. Koordinationskomiteen indkalder til ministerrådsmøder, der afholdes 1 gang halvårligt.
2) Der oprettes et fast sekretariat knyttet til Europarådet.
3) Der nedsættes efter behov sagkyndige udvalg med repræsentanter fra de deltagende landes uddannelsessystemer.
4) De deltagende lande skal bidrage til finansieringen gennem en promille af landenes bruttonationalindtægt eller en procentdel af uddannelsesbudgetterne.
5) Uddannelses-Eureka skal være åbent for alle europæiske lande. Organisationer som EF og Nordisk Råd, der i forvejen arbejder med disse områder, skal desuden kunne deltage.
Bemærkninger til forslaget
Et Uddannelses-Eureka skal kunne omfatte alle de europæiske lande, der måtte ønske at blive medlemmer.
Formålet skal være at danne et forum for udveksling af erfaringer på uddannelsesområdet, for etablering af faste aftaler med henblik på at skabe mulighed for at videreuddanne sig i andre lande og mulighed for gensidig anerkendelse af eksamener samt for etablering af aftaler om en koordineret indsats på udvalgte områder.
I de kommende års fornyelse af Europa ved overgangen til informationsteknologiens tidsalder vil uddannelse komme til at spille en hovedrolle i fornyelsesprocessen både som en selvstændig produktivkraft og dermed en forudsætning for vækst i beskæftigelse og i økonomi, men også som en nødvendig forudsætning for den nødvendige omstilling af produktionen til fordel for miljøet. Samtidig er der en risiko for, at der i alle lande vil opstå en endnu større kløft mellem de veluddannede og de ikke-uddannede. Derfor er det f.eks. vigtigt, at der opnås en betydelig grad af enighed mellem de europæiske lande om, at disse er enige om at prioritere grunduddannelse og bred videreuddannelse (f.eks. gennem BFU) højt.
På nogle af disse områder er der allerede tale om, at EF har taget initiativer, f.eks. udveksling af studerende og godkendelse af eksamensbeviser. Tankegangen bag forslaget er, at kun det, der strikte kommer ind under Romtraktaten, skal afgøres alene blandt EF's medlemslande, mens øvrige initiativer skal bredes ud til alle de lande, der måtte ønske at være med. Dette sidste gælder f.eks. udveksling af studerende. Her eksisterer i dag 2 programmer: Erasmus-programmet i EF regi og Nordplus-programmet i nordisk regi. Disse ordninger skal således sammensluttes og åbnes for andre lande, der måtte ønske det.
Det er klart, at der skal bygges på EF's erfaringer på dette område og på de nordiske erfaringer med et fælles arbejdsmarked. Ambitionsniveauet i et Uddannelses-Eureka skal fra starten være højt, således at EF-landene ikke bliver nervøse for, at de mister noget ved at opbygge et nyt samarbejdsforum. Netop de sager, som falder uden for Romtraktaten, vil i dette nye forum kunne diskuteres og aftales mellem de lande, der måtte ønske det.
Den nuværende opbrudssituation i Europa skabt af de meget hurtige ændringer i Østeuropa kræver konstruktive bidrag fra vesteuropæisk side. Etablering af helt nye, forpligtende og åbne samarbejdsfora kan være et meget vigtigt element i at skabe et åbent Europa, hvor der samarbejdes på lige fod mellem alle landene, uafhængigt af medlemskab af forskellige økonomiske og politiske samarbejdsorganisationer.
Da uddannelsesområdet ikke er omfattet af Rom-traktaten, vil dette område være velegnet til at etablere et bredere samarbejde fra grunden, byggende på erfaringerne fra især EF, men også Norden.
Danmark bør snarest fremsætte forslaget i EF, Nordisk Råd og Europarådet.
Der anvendes her en model for opbygningen af samarbejdet, som svarer til den model, der er skitseret i SF's forslag til folketingsbeslutning om et Kultur-Eureka, der henvises til beslutningsforslag nr. B 46. Forslaget er i øvrigt i høj grad inspireret af den opbygning, man har givet Det Audiovisuelle Eureka.
Et sådant Uddannelses-Eureka kan overvejes etableret i tæt samarbejde med det af SF foreslåede Kultur-Eureka.
Ingen
Nr BSF 45
Forslag til folketingsbeslutning om skabelse af et åbent europæisk uddannelsessamarbejde (Uddannelses-Eureka)
Fremsat af Gade (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Ingerlise Koefoed (SF) Rahbæk Møller (SF) Holger K. Nielsen (SF) Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)
den 7. december 1989