Legislator Case Law & Legislation
198916K00192 DK

1989 BRL 192 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MARKEDSFØRING NR 192 1989-90, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beretning over lovforslag 1989 192 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til industriministeren og

kommunikationsministeren, som har besvaret de stillede spørgsmål

skriftligt.

Udvalget har endvidere modtaget en skriftlig henvendelse fra Butikshandelens Fællesråd.

Herefter udtaler et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) følgende

Socialdemokratiet har, hver gang dette emne har været behandlet i Folketinget, ønsket en løsning af det ressourcespild, der foregår, når uønskede reklamer distribueres.

Ressourcespildet er ganske omfattende, ikke mindst hvad angår råstofforbruget. Dertil kommer de miljøproblemer, der opstår ved at skaffe sig af med affaldet. Den ordning, som kommunikationsministeren har gennemført, anser mindretallet som et rimeligt forsøg på at løse problemet.

Ordningen må nu have sin tid til at blive prøvet af, før vi overvejer en fortsættelse eller en ændring af systemet.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at udtale følgende

Det fremgik tydeligt ved 1. behandling af nærværende lovforslag, at et flertal havde sympati for en række af de motiver, der ligger bag lovforslaget: respekten for det enkelte menneskes ret til at sige nej tak til reklametryksager samt en begrænsning af det store ressourcespild, der finder sted, når reklamerne går direkte i affaldsspanden.

Industriministeren henviste under lovforslagets 1. behandling i marts 1990 til det af kommunikationsministeren igangsatte arbejde med henblik på løsning af problemet og til, at kommunikationsministeren den 20. februar 1990 ved 1. behandling af forslag til folketingsbeslutning om reduktion af mængden af reklametryksager, fremsat af Glønborg (KRF) m.fl. (B 56), havde oplyst, at man inden for P&T var ved at udvikle en administrativ ordning, hvorefter afsenderen afgør, om en forsendelse ønskes omdelt til samtlige husstande eller forsendelsen kan undtages for omdeling til de husstande, der med nej tak-mærkning frabeder sig adresseløse forsendelser. Denne ordning er nu indført.

Ligeledes fremgik det af industriministerens indlæg ved 1. behandling af nærværende lovforslag, at kommunikationsministeren, såfremt den ovenfor meget kort skitserede administrative ordning ikke viste sig at fungere tilfredsstillende, var indstillet på at arbejde for, at postlovene ændres, således at postvæsenet kan få hjemmel til at fravige sin generelle besørgelsespligt for adresseløse forsendelser.

Mindretallet er også tilfreds med, at det efter nogle års arbejde og gentagne fremsættelser af beslutningsforslag, der stort set har tilgodeset det samme formål, nedsættelse af embedsmandsudvalg, aflæggelse af rapporter, henvendelser fra private distributører, fra Detailhandelens Fællesråd og andre er lykkedes at vende stemningen således, at ikke mindst hensynet til miljøet og den enkeltes rettigheder spiller en væsentlig rolle i dag og er medvirkende til, at der nu ses en måske ikke endegyldig løsning, men dog en løsning af problematikken.

P. u. v.

Nyrup Rasmussen

formand

Beretning over lovforslag 1989 192 Valid

Nr BRL 192

Beretning over Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring

Nr 192 1989-90, 1. samling

Afgivet af Erhvervsudvalget

Afgivet: 19900928

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →