1989 BTL 227 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF PERSONSKATTELOVEN (FORHØJELSE AF BUNDFRADRAGET FOR 6 PCT.-SKATTEN) NR L 227 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
To af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 5
Hvad vil det koste i tabt provenu, hvis 3 pct.-fradraget forøges med 0,5 pct.point årligt?
Svar
En forøgelse af 3 pct.-fradraget til et 3,5 pct.-fradrag i 1991 og til et 4 pct.-fradrag i 1992 skønnes at medføre et provenutab på ca. 265 mio. kr. i 1991 og yderligere ca. 205 mio. kr. i 1992. Det er forudsat, at maksimumsgrænsen for fradraget (3.700 kr. i 1991) ikke hæves.
Spørgsmål 6
Hvad vil det koste i tabt provenu, hvis maksimumsgrænsen vedrørende 3 pct.-fradraget årligt forøges med 100 kr.?
Svar
En forhøjelse af maksimumsgrænsen for 3 pct.-fradraget med 100 kr. i 1991 til 3.800 kr. og yderligere med 100 kr. i 1992 til 3.900 kr. skønnes at medføre et provenutab på ca. 110 mio. kr. i 1991 og yderligere ca. 110 mio. kr. i 1992.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt. To af disse spørgsmål og skatteministerens svar herpå er
optrykt som bilag til denne betænkning.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) forventer, at regeringen fremsætter lovforslag, der kan finansiere den skattelettelse, som lovforslaget medfører i 1991 og følgende år. I den forbindelse har mindretallet noteret sig, at skatteministeren har givet tilsagn om at fremsætte et lovforslag, der imødegår den omfattende spekulation i forbindelse med konkurs og akkord. Lukkes der for denne spekulation, vil der alene herfra indkomme et provenu i en størrelsesorden på 500-1.000 mio. kr.
Med et forventet underskud på statsfinanserne i 1990 på 20-30 mia. kr. er det uansvarligt at gennemføre ufinansierede skattelettelser.
Et andet mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at udtale følgende
Da der ikke har kunnet skabes flertal for at anvende det beløb, lovforslaget stiller til Folketingets rådighed, til nogle af de andre mere fornuftige skattenedsættelsesmuligheder end den af regeringen foreslåede, må Fremskridtspartiet indstille lovforslaget til vedtagelse.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved dettes 2. behandling. Mindretallet betvivler, at der foreligger en situation, hvor der er råd til skattelettelser, og det er ikke i udvalgsarbejdet blevet dokumenteret, at der foreligger et provenu at anvende. Faktisk viser de nyeste opgørelser fra Finansministeriet, at statens underskud vil blive ganske betydeligt større end forventet i 1990.
SF er ligeledes betænkelig ved, såfremt der skulle være råd til skattelettelser, at lægge lettelserne hos indkomstgrupper med mellem- og høje indkomster. SF foretrækker - såfremt der skal gives skattelettelser - at disse tilfalder lav- og mellemindkomstgrupperne. Vi agter derfor uden for betænkningen at stille ændringsforslag, der flytter de af regeringen påtænkte skattelettelser til lav- og mellemindkomstgrupperne.
Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Løvig Simonsen (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)
Ingen
Nr BTL 227
Betænkning over Forslag til lov om ændring af personskatteloven (Forhøjelse af bundfradraget for 6 pct.-skatten)
Nr L 227 1989-90, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19900523