1989 BTL 219 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATSGARANTI OG RENTETILSKUD M.M. VED UDLÅN TIL YNGRE JORDBRUGERE NR L 219 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til landbrugsministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 4
Hvilke kommentarer har ministeren til henvendelsen fra Danmarks Landboungdom (bilag 5)?
Spørgsmål 5
Hvilke kommentarer har ministeren til henvendelsen fra Danmarks Landboungdom, jf. bilag 7?
Spørgsmål 6
Hvilke kommentarer har ministeren til henvendelsen af 8. maj 1990 fra De Danske Landboforeninger, jf. bilag 9?
Svar på spørgsmål 4, 5 og 6
Et af de centrale elementer i lovforslaget er at sikre, at unge landmænd, der modtager yngre jordbruger-støtte, får bedre overlevelsesevne og mulighed for at modstå svingninger i økonomien. Organisationernes forslag om, at reglen om, at kravet til egenkapital ikke kan overstige størrelsen af det udmålte lån, også skal gælde for bedrifter med en værdi over 4 mio. kr., vil efter min opfattelse afgørende svække forslaget. Ikke mindst ved erhvervelse af store bedrifter bør den nødvendige egenkapital være til stede for at sikre den økonomiske overlevelsesevne.
Tilsvarende finder jeg ikke, at der bør kunne ydes forholdsmæssigt lån, hvis egenkapitalkravet kun opfyldes delvis. Der bør være overensstemmelse mellem den økonomiske formåen, en ung landmand har, og den bedriftsstørrelse, som vedkommende erhverver ved støtte.
Vedrørende spørgsmålet om egenkapitalens opgørelse er det min opfattelse, jf. lovforlagets bemærkninger, at egenkapitalen skal være både disponibel og likvid, således at den kan indgå aktivt i bedriftens økonomiske beredskab. Afhænder en jordbruger således fast ejendom i forbindelse med etableringen, vil provenuet af salget kunne medregnes ved opgørelse af egenkapitalen, hvorimod en eventuel friværdi i f.eks. et sommerhus ikke kan medregnes.
Ved overgang fra deltidsjordbrug til heltidsjordbrug på samme bedrift opgøres størrelsen af lånet og egenkapitalkravet på grundlag af den oprindeligt konstaterede handelspris eller den dagældende kontante handelsværdi. Opgørelsen af egenkapitalen sker på grundlag af værdier på tidspunktet for overgangen til heltidslandbrug, herunder kan eventuel friværdi i den pågældende landbrugsbedrift medregnes.
Med hensyn til fastsættelse af uddannelseskravene kan jeg oplyse, at disse spørgsmål på sædvanlig måde vil blive drøftet med de berørte organisationer.
For så vidt angår spørgsmålet om at lade eventuelle investeringer indgå i grundlaget for beregningen af yngre jordbruger-lån skal jeg pege på, at yngre jordbruger-ordningen tilsigter at støtte etableringer i jordbruget. Agter en jordbruger at gennemføre investeringer efter sin etablering, er der, hvis hovederhvervskravet og de øvrige betingelser er opfyldt, mulighed for at opnå støtte efter forbedringsloven.
Lovforslagets ændrede regler for pantesikkerhed og rykning må ses i sammenhæng med de forbedrede støtte- og lånemuligheder og kravet om egenkapital.
Lovforslaget skal godkendes af EF-Kommissionen, før ordningen kan sættes i kraft. Endvidere skal der udarbejdes bekendtgørelse, vejledning m.v. samt information af jordbrugere og konsulenter vedrørende den nye ordning. Allerede af denne grund finder jeg, at det ikke er muligt at lade ordningen træde i kraft på det tidspunkt, som organisationerne foreslår.
Af hensyn til at jordbrugerne kan indstille sig på det nye regelsæt, forventes den ny lov sat i kraft den 1. januar 1991. Det bemærkes, jf. reglen i § 3 om 6 måneders ansøgningsfrist, at handler indgået i 2. halvår 1990 vil kunne komme i betragtning under den foreslåede ordning.
Organisationerne foreslår, at lånet skal udmåles på grundlag af en vurdering. Efter lovforslaget er det som udgangspunkt den konstaterede handelspris omregnet til kontantværdi. Erhverver en ung jordbruger en bedrift til en konstateret handelspris, der er mindre end en ved vurdering fastsat handelsværdi, bør dette ikke give anledning til et større lån.
Med hensyn til mulighederne for automatisk rykning for lån til finansiering af investeringer, hvortil der ydes tilskud efter anden lovgivning, skal jeg oplyse, at der både i forbedringsloven og i reglerne om miljøstøtte er givet mulighed for efter en særskilt vurdering at yde en statsgaranti for lån til gennemførelse af de pågældende investeringer, hvis det ikke er muligt at opnå lån på det almindelige lånemarked.
Organisationerne foreslår, at alle jordbrug skal være omfattet af muligheden for at lade yngre jordbruger-lån overgå til et selskab. Det er min opfattelse, at denne særlige mulighed fortsat bør forbeholdes væksthusgartnerier og planteskoler.
Vedrørende Danmarks Landboungdoms henvendelse om øget opsparing ved etablering i landbruget kan jeg henvise til vedlagte skrivelse af 15. maj 1990 fra skatteministeren til Danmarks Landboungdom.
Skatteministeren
Danmarks Landboungdom Tak for jeres breve af 13. december 1989 og 3. maj 1990 med en række forslag om forøgelse af den private opsparing med henblik på etablering i landbruget.
Jeg vil straks nævne, at det er et vigtigt led i regeringens politik at søge opsparingen i det danske samfund fremmet. Jeg har set, at I også har sendt flere af forslagene til udvalget vedrørende landbrugets finansiering, der jo afgav betænkning i oktober. Da jeres forslag ikke af udvalget har fået et par ord med på vejen, har jeg bedt mine embedsmænd om at vurdere dem, og resultatet kan I se i vedlagte notat.
Notatets vurdering er, at der teknisk set næppe vil være problemer med at gennemføre en ændring, så skatteyderen af sin nettolønindtægt altid skal kunne indskyde indtil 40.000 kr. pr. år på etableringskonto. Det samme synes at gælde jeres forslag om, at renter af tidligere års etableringskontoindskud skal kunne indskydes på etableringskonto ud over den foreslåede grænse på 40.000 kr. Embedsmændene ser derimod en række vanskeligheder forbundet med jeres øvrige forslag.
I ministeriet arbejder vi i øjeblikket på bl.a. dette område af skattelovgivningen på kryds og tværs med muligheder for ændringer, der forenkler administrationen. Jeg er nødt til i øjeblikket at afvente dette arbejde og kan derfor ikke umiddelbart stille nogen konkret løsning i udsigt. Men jeg giver selvsagt i det videre forløb etableringsfremme en meget høj prioritet.
I samme retning går regeringens lovforslag fra januar om ungdoms- og iværksætteropsparing, som I også nævner i jeres brev af 3. maj 1990. Ifølge forslagene vil unge mellem 15 og 25 år og vordende iværksættere mellem 22 og 40 år på præmiebegunstigede opsparingsordninger kunne indskyde indtil 12.000 kr. årligt - samtidig med, at der eventuelt tillige foretages maksimale indskud på etableringskonto. Beløbet er under udvalgsbehandlingen foreslået forhøjet til 24.000 kr. Desværre ser det ud til, at der ikke på nuværende tidspunkt er flertal for disse forslag.
Med venlig hilsen
Anders Fogh Rasmussen
Skatteministeriet
Notat om forslag fra Danmarks Landboungdom om øget opsparing ved etablering i landbruget
Foreningen har i et brev af 13. december 1989 til skatteministeren fremsat en række forslag om forøgelse af den private opsparing ved etablering i landbruget.
Foreningen har bl.a. peget på, at grænsen for maksimalindskud på etableringskonto hæves ud over de nugældende 20 pct. af nettolønindtægten.
Foreningen foreslår, at dette sker på to måder, nemlig
1. dels ved at den enkelte altid kan indskyde indtil 40.000 kr. pr. år, således at den nuværende grænse på 20 pct. af nettolønnen alene bevares for personer med en nettolønindtægt over 200.000 kr., og
2. dels ved at afkast (renter) af tidligere års indskud også kan indskydes ud over det beløb, som er nævnt i punkt 1, således at afkast (renter), der indskydes, ikke indkomstbeskattes.
Den første del af forslaget, at den enkelte - af sin nettolønindtægt - altid skal kunne indskyde indtil 40.000 kr. pr. år på etableringskonto, vil næppe betyde noget synderligt provenutab.
Departementets vurdering er, at der næppe vil være mange, der vil være i stand til at foretage så kraftig en opsparing, som overstiger mere end 20 pct. af en nettolønindtægt under 200.000 kr. De samlede fradrag for indskud på etableringskonti udgjorde for 1988 knap 400 mia. kr.
Man må dog være opmærksom på, at den foreslåede forhøjelse af indskudsgrænsen vil gælde for alle lønmodtagere, der foretager indskud på etableringskonto og fradrager indskudsbeløbet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst - og ikke blot for de i denne sammenhæng forholdsvis få, som siden etablerer sig som selvstændige landmænd ved køb af landbrugsejendom.
Den anden del af forslaget, at renter af tidligere års etableringskontoindskud skal kunne indskydes ud over det foreslåede 40.000 kr.-beløb og formentlig også ud over 20 pct.-loftet i øvrigt, vil - alene - medføre et mindre provenutab - forudsat den foreslåede ordning alene skal gælde renter af indskud vedrørende eksempelvis 1990 og senere år.
Forslaget vil dog bryde med princippet i etableringskontoloven om, at det alene er løn indkomst, der kan berettige til indskud på etableringskonto.
Ønsket kan i givet fald til en vis grad tilgodeses ved i stedet at hæve den forannævnte foreslåede grænse på 40.000 kr.
Foreningen har endvidere foreslået, at der på etableringskonti inden for landbruget ydes en statsfinansieret overrente på 5 pct. p.a., og at denne overrente finansieres ved en omlægning af de midler, der er til rådighed ved Yngre Jordbruger-låneordningen.
Dette forslag må formentlig afvises allerede som følge af, at indskyderen i forvejen har fået fradrag i sin skattepligtige indkomst med indskudsbeløbet. Han bør næppe have både »i pose og sæk«. I øvrigt ville det formentlig næppe være administrativt muligt at afgrænse »etableringskonti inden for landbruget«.
Foreningen har endvidere foreslået, at etableringskontomidler i stedet for som i dag at indskydes på en konto i et pengeinstitut skulle kunne bindes i en investeringsforening eller i værdipapirer. En gennemførelse af dette forslag vil efter foreningens opfattelse give en større forrentning samt stimulere de unges indsigt i økonomi.
En sådan anbringelsesordning for etableringskontomidler kan umiddelbart forekomme ganske sympatisk. Den vil give indskyderne mulighed for højere forrentning, men også for tab og dermed også risiko for statens midler, jf. nedenfor.
Den ønskede anbringelsesordning for etableringskontomidler må forudses at ville blive meget kompliceret og forbundet med betydelige administrative vanskeligheder - såfremt den overhovedet vil vise sig praktisk mulig at realisere.
Hertil kommer, at anbringelsesordningen for kontohaverne vil indebære en betydelig risiko, der »geares op« i og med, at de beløb, der med skattefradrag er indskudt i ordningen, senere i forbindelse med stedfunden etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed skal anvendes til anskaffelse af og forlods afskrivning på afskrivningsberettigede formuegoder - uanset om de i behold værende midler i anbringelsesordningen på dette tidspunkt vil vise sig fuldt ud at modsvare de tidligere foretagne indskud.
På denne baggrund må der formentlig næres væsentlig betænkelighed ved at gå ind for den foreslåede anbringelsesordning.
Foreningen har endelig foreslået, at der indføres en art successionsordning vedrørende genvundne afskrivninger, når der sælges en ejendom for at købe en ny ejendom. Ideen i forslaget er, at bygningsafskrivninger, der er genvundet ved salget af den hidtidige ejendom, ikke skal beskattes, hvis de i stedet afskrives forlods i afskrivningsgrundlaget for den nyerhvervede ejendom. Forslaget vil indebære, at mobiliteten ikke belastes med en særlig skat.
Efter vores gældende lineære bygningsafskrivningssystem foretages skattemæssig afskrivning særskilt for hver enkelt bygning.
Afhændes en bygning, hvorpå der har været foretaget skattemæssige afskrivnnger, og konstateres der herved en fortjeneste, skal der foretages en særskilt beskatning af den indvundne fortjeneste, dog højst et beløb lig summen af samtlige foretagne afskrivninger (»genvundne afskrivninger«). I perioden indtil ejendommens afhændelse har der således været tale om en skatteudskydelse.
Hvis man nu fulgte foreningens forslag om, at genvundne afskrivninger ikke længere beskattes ved salg af ejendommen, men i stedet kan overføres til en nyerhvervet ejendom, vil det indebære en væsentlig komplikation af det hidtidige bygningsafskrivningssystem, der i forvejen er kompliceret.
En eventuel gennemførelse af foreningens forslag på dette punkt vil derfor kollidere med regeringens hidtidige bestræbelser på at forenkle afskrivningsreglerne.
Yderligere må nævnes, at den foreslåede successionsordning vil indebære, at der opbygges store latente skattebyrder, og at det næppe kan være ønskeligt at gennemføre skattelettelser ved at udskyde skatten til evig tid. I givet fald bør der formentlig satses på generelle egentlige skattelettelser for de selvstændige erhvervsdrivende.
På denne baggrund forekommer der ikke at være grundlag for at gå ind for den skitserede successionsordning vedrørende genvundne bygningsafskrivninger.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at regeringen i januar i år har fremsat tre nye lovforslag til fremme af opsparingen. Det drejer sig om henholdsvis gevinstopsparing, ungdomsopsparing og iværksætteropsparing.
De to sidstnævnte af regeringen foreslåede ordninger drejer sig om to nye særlig begunstigede opsparingskonti, hvor staten lægger en skattefri præmie på 4 pct. p.a. oven i den almindelige rente fra pengeinstituttet. Det kender man i forvejen fra f.eks. boligsparekontrakter og uddannelsesopsparing, men nu skal også unge mellem 15 og 25 år og vordende iværksættere mellem 22 og 40 have 4 pct. p.a. i skattefri præmie. For begge ordninger kan der årligt indskydes indtil 12.000 kr. på kontoen. Beløbet er under udvalgsbehandlingen foreslået fordoblet til 24.000 kr.
En konto for ungdomsopsparing (ungdomskonto) skal oprettes, inden den unge fylder 22 år.
For at staten kan yde den skattefrie præmie til de to opsparingsordninger, skal der være gået 3 år efter den første indbetaling. Herefter kan hele det indestående beløb på ungdomskontoen frit hæves af den unge og bruges til hvad som helst. Staten kan først yde den skattefrie præmie til iværksætteropsparingen, når kontohaveren har etableret selvstændig erhvervsvirksomhed.
Det nye opsparingsforslag for iværksættere skal betragtes som en supplering af etableringskontoordningen, og der er heller ikke noget til hinder for, at en ung person mellem 15 og 25 år foretager opsparing på en ungdomskonto sideløbende med, at han foretager indskud på en etableringskonto.
Disse af regeringen fremsatte lovforslag skal medvirke til at fremme muligheden for, at også unge, der ønsker at etablere sig i landbruget, inden etableringen kan foretage den størst mulige opsparing.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til landbrugsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Tre af disse spørgsmål og ministerens svar herpå er
optrykt som bilag til denne betænkning.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Danmarks Landboungdom,
Dansk Agronomforening,
Danske Husmandsforeninger og
De Danske Landboforeninger.
Der er af landbrugsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Landbrugsministeren har over for udvalget oplyst: »I aftalen mellem regeringen og Socialdemokratiet indgår, at der skal kunne ydes støtte til rådgivning, herunder kontraktsoprettelse i forbindelse med etablering af landbrugsfællesskaber, med henblik på at afprøve de muligheder for bedre sædskifter, bedre anvendelse af husdyrgødning, bedre maskinudnyttelse, bedre videnudnyttelse og bedre afløsningsmuligheder, som gruppelandbrug, driftsfællesskaber og lignende giver. Der vil blive nedsat en arbejdsgruppe til at bistå interesserede landmænd, og der afsættes et beløb til opsøgende arbejde. Udgifterne afholdes af rammen på 50 mio. kr. til fremme af andelsbrug og landbrugsfællesskaber.
Med henblik på udmøntning af denne del af aftalen nedsættes der et udvalg af særlig sagkyndige på området. Udvalget skal overveje problemstillingen vedrørende etablering af landbrugsfællesskaber og stille forslag om støtte til rådgivning og lignende, som fremmer etableringen af andelsbrug og andre landbrugsfællesskaber.
Udvalget skal afslutte sit arbejde inden 1. oktober 1990.
Jeg minder endvidere om, at de stærkt forbedrede lånemuligheder ved fælleserhvervelser, der indgår i lovforslaget, vil udgøre et væsentligt incitament til fælles etablering.
Jeg har anmodet Landbrugsministeriet om at udarbejde en redegørelse om andelsselskabers mulighed for at erhverve og/eller drive en landbrugsejendom.
Jeg forventer ikke, at det vedtagne lovforslag vil give anledning til særlige problemer med etablering af mindre heltidsbedrifter (under 2 mio. kr.).
Jeg vil imidlertid følge udviklingen i etableringer under den ny lov og være opmærksom på de særlige problemer, der måtte opstå.«
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler følgende
Med en vedtagelse af det stillede ændringsforslag og med henvisning til de oplysninger, som landbrugsministeren har givet udvalget (om at fremme udbredelsen af landbrugsfællesskaber, andelsbrug m.v., om at lade udarbejde en redegørelse om andelsselskabers mulighed for at erhverve og/eller drive landbrugsejendom, og om at regeringen vil være opmærksom på de særlige problemer, som måtte opstå for ejendomme under 2 mio. kr. i forbindelse med etablering af mindre heltidsbedrifter, jf. ovenfor), kan Socialistisk Folkeparti tilslutte sig det landbrugsforlig, som regeringen og Socialdemokratiet tidligere har indgået.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og stemmer imod det stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af landbrugsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
Til § 1
1) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 4, stk. 2, ændres beløbet »700.000 kr.« til: »600.000 kr.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Merudgifterne ved ændringsforslaget vil blive afholdt af rammen på 50 mio. kr., der er afsat til fremme af landbrugsfællesskaber og andelsbrug. Rammen forventes udnyttet med udgangen af 1994, hvorefter merudgifterne vil blive kompenseret af de besparelser, der er en følge af det foreslåede bortfald af muligheden for at yde afdragsbidrag til jordbrugslån.
Merudgifterne til ydelsestilskud vil medføre forøget refusion fra EF. Det skønnes, at EF-refusionen øges med 0,6 mio. kr. i 1992 og 1,3 mio. kr. i 1993.
Collet (KF) fmd. Rønholt (KF) Eva Møller (KF) Svend Heiselberg (V) Sønderby (V) Ernst B. Schmidt (FP) Larsen-Ledet (RV) Jette Pors (CD) Lysholm Christensen (KRF) Jimmy Stahr (S) Erling Christensen (S) Arne Jensen (S) Henning Nielsen (S) Bjørn Westh (S) Gade (SF) Birthe Hansen (SF) Inger Harms (SF)
Ingen
Nr BTL 219
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om statsgaranti og rentetilskud m.m. ved udlån til yngre jordbrugere
Nr L 219 1989-90, 1. samling
Afgivet af Landbrugs- og Fiskeriudvalget
Afgivet: 19900516