Legislator Case Law & Legislation
198914K00210 DK

1989 BTL 210 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRIKOMMUNER NR L 210 1989-90, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 210 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) ønsker at udtale glæde over den store interesse og den store arbejdsindsats, der gøres i frikommunerne og friamterne.

Selv på trods af valgforberedelser og efterfølgende konstitueringer i kommunerne er der siden behandlingen af den seneste frikommunelov indsendt 66 ansøgninger - heraf alene 22 ansøgninger fra 1. januar 1990 til 5. april 1990.

Det er derfor forstemmende at læse i indenrigsministerens »midtvejsrapport for frikommuneforsøget«, at i alt 141 frikommuneforsøgsforslag endnu pr. 1. januar 1990 var under behandling i ministerierne og/eller kommunerne.

Ved stikprøvevis udtagning og med efterfølgende spørgsmål til indenrigsministeren om status for fem forsøgsansøgninger ud af ovennævnte 66 ansøgninger ses en træghed og en forsinkelse i fagministeriernes behandling af kommunernes forsøgsansøgninger, som er fuldstændig utilstedelig.

Mindretallet skal henvise til ansøgning fra Bornholms Amtskommune af 21. oktober 1989 vedrørende forsøg med licitation på medicinleverancer. Efter fem måneder besluttede Sundhedsministeriet den 9. marts 1990 at sende amtet ansøgning til høring bl.a. hos medicinleverandører. En sådan fremgangsmåde er kritisabel. Ydermere vil høringen komme til at betyde en forsinkelse af projektet på næsten et år, hvilket er det samme som at lægge gift for ethvert engagement.

Mindretallet finder også Miljøministeriets bemærkninger til Fåborg Kommunes ansøgning af 16. januar 1990 om mulighederne for at delegere den endelige vedtagelse af lokalplaner til udvalg interessante. Miljøministeriet udtaler her: »Hjemmelen anses for indeholdt i den gældende frikommunelov«. Alligevel får Fåborg Kommune først svar den 15. maj 1990 fra Miljøministeriet foranlediget af spørgsmål fra Kommunaludvalget.

Endelig vil mindretallet pege på Hobro Kommunes skrivelse af 18. oktober 1989 om en forhåndsudtalelse om anvendelse af »passive indtægter« i privat produktion. Henses til den lange behandlingstid, der allerede er forløbet, forventer mindretallet, at indenrigsministeren hurtigt lever op til sit løfte om at ville tage kontakt til Hobro Kommune for at afklare, om kommunen kan gå i gang med sit forsøgsprojekt.

Der er ingen tvivl om, at de næsten 800 forsøgsforslag, der er indkommet fra frikommunerne og friamterne, er udtryk for interesse og engagement i alle kommunale led. Folketingets og regeringens opgave er at vedligeholde denne interesse og dette engagement. Det gøres mest hensigtsmæssigt ved en hurtig sagsbehandling.

Frikommune- og friamtsforsøg har i høj grad præget den kommunale udvikling de sidste fem år i en positiv retning. Mindretallet finder, at de sidste tre år af forsøgsperioden også må sætte sit præg på fagministeriernes interesse og engagement i frikommuneprojektet.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og ønsker at udtale følgende

Lovforslaget indeholder hjemmel til to nye frikommuneforsøg. Mindretallet vil ikke medvirke til forsøg, der berører Skov- og Naturstyrelsens kompetence. Desuden vil mindretallet ikke gennemføre frikommuneprojekter på områder, hvor man samtidig forhandler forslag i Folketinget, der drejer sig om at gøre de pågældender forsøgs ideer generelle.

Karen Højte Jensen (KF) Flemming Jensen (KF) Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) Sønderby (V) Jane Oksen (FP) nfmd. Marianne Jelved (RV) Lis Noer Holmberg (CD) Glønborg (KRF) Bakholt (S) Dorte Bennedsen (S) Graversen (S) Hjortnæs (S) fmd. Ingrid Rasmussen (S) Jyte Hilden (S) Agerschou (SF) Bjørn Poulsen (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 210 Valid

Nr BTL 210

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om frikommuner

Nr L 210 1989-90, 1. samling

Afgivet af Kommunaludvalget

Afgivet: 19900517

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →