1989 BTL 190 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKYTTELSE MOD AFSKEDIGELSE PÅ GRUND AF FORENINGSFORHOLD NR L 190 1989-90, 1. SAMLING

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål nr. 2

Hvilke kommentarer har ministeren til henvendelsen fra Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger (bilag 2)?

Svar

Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger har ved henvendelse af 15. marts 1990 foreslået visse ændringer af lovforslaget.

Folkebevægelsens første ændringsforslag vedrører § 4 a, stk. 1. Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger ønsker ansvaret placeret direkte hos skadevolderne.

Det er min opfattelse, at det er arbejdsgiveren, som træffer beslutning om afskedigelse og foretager de nødvendige handlinger i den forbindelse. Ansvaret for en afskedigelse og betalingen af den særlige godtgørelse i foreningsfrihedsloven må derfor som udgangspunkt påhvile arbejdsgiveren.

Hvis en ansat deltager i ulovlig strejke eller i blokade over for arbejdsgiveren for at påvirke denne til at afskedige en ikke organiseret kollega, vil den ansatte efter dansk rets almindelige regler kunne pådrage sig erstatningsansvar over for arbejdsgiveren og over for den kollega, der som følge heraf afskediges i strid med loven om foreningsfrihed.

En ansats deltagelse i en fysisk blokade over for arbejdsgiveren er klart retsstridig i forhold til arbejdsgiveren. Varslede arbejdsnedlæggelser og lignende aktioner med det formål at påvirke arbejdsgiveren til at afskedige en uorganiseret kollega vil ligeledes være retsstridige i forhold til arbejdsgiveren.

Det krav som arbejdsgiveren i givet fald som udgangspunkt kan kræve erstattet hos den ansvarlige, er alle tab som følge af den pågældendes handling eller undladelse, navnlig godtgørelse udbetalt efter loven om foreningsfrihed, erstatning for økonomisk tab, som arbejdsgiveren har måttet udrede til den ulovligt afskedigede, samt omkostninger, som arbejdsgiveren i den forbindelse med føje har afholdt. Eventuel egen skyld fra arbejdsgiverens side vil efter omstændighederne kunne medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningskravet.

Har en fagforening medvirket ved tilrettelæggelsen af aktioner mod arbejdsgiveren, vil fagforeningen tillige kunne pådrage sig erstatningsansvar. Afgørende for foreningens ansvar er en konkret bedømmelse af, hvilken indflydelse foreningen har haft på aktionernes iværksættelse og udvikling.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de gældende erstatningsretlige regler giver mulighed for at nå frem til nuancerede og fuldt tilfredsstillende løsninger med hensyn til arbejdstagernes og foreningers erstatningsansvar for medvirken til afskedigelser i strid med loven om foreningsfrihed.

Det er på den baggrund min opfattelse, at forslagets § 4 a, stk. 1, i sin nuværende formulering giver den størst mulige sikkerhed mod ulovlige afskedigelser samtidig med, at dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar fuldt ud giver mulighed for en endelig placering og fordeling af ansvaret på samtlige, som i større eller mindre grad har medvirket til at fremtvinge en ulovlig afskedigelse.

Vedrørende Folkebevægelsens bemærkninger til størrelsen af den særlige godtgørelse efter forslagets § 4 a, stk. 1, så skal den alene dække den ikke-økonomiske skade. Herudover vil en ulovligt afskediget kunne kræve erstatning for et eventuelt tab af løn eller lignende efter de almindelige regler om erstatningsansvar.

På den baggrund finder jeg det rimeligt at fastsætte visse rammer for udmålingen af den særlige godtgørelse.

Tilkendelse af livsløn som godtgørelse uden hensyn til det faktiske tab finder jeg helt urealistisk. Det vil sandsynligvis medføre, at en ulovligt afskediget vil foretrække godtgørelse frem for genansættelse i håbet om økonomisk gevinst.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor Folkebevægelsen henviser til funktionærlovens § 2, stk. 5, om forkortet opsigelsesvarsel, når funktionæren er ansat på prøve.

Jeg mener, at det også i denne sammenhæng er vigtigt at skelne mellem den særlige godtgørelse for ikke-økonomisk skade og erstatningen for tab af eksempelvis løn og lignende.

Man kan naturligvis altid diskutere rammerne for den særlige godtgørelse, både minimum og maksimum. Det er dog min opfattelse, at forslagets nuværende ramme, jf. § 4 a, stk. 2, giver domstolene mulighed for at tilkende en ganske betydelig godtgørelse, tilpasset de meget forskellige konkrete tilfælde.

Vedrørende Folkebevægelsens bemærkninger til ikrafttrædelsesbestemmelsen, § 4 b, stk. 1, er det min opfattelse, at loven som helhed bør have sammenfaldende håndhævelses- og virkningstidspunkt, medmindre særlige grunde gør det nødvendigt at fremrykke virkningstidspunktet for enkelte dele.

Det er ikke min opfattelse, at der er særlige grunde for at give § 4 b, stk. 1, virkning for alle afskedigelser efter 1. juli 1982.

Jeg formoder i øvrigt, at domstolene i den fremtidige planlægning vil forsøge at fremme alle sager efter foreningsfrihedsloven med den nødvendige hurtighed uden at sortere dem efter ikrafttrædelsesdatoen, og jeg finder det uacceptabelt at gribe ind i en allerede eksisterende planlægning fra domstolenes side.

Vedrørende Folkebevægelsens bemærkninger til § 2, stk. 2 og 3, er det ikke min opfattelse, at de bør udgå.

Arbejdsgiverens frie antagelses- og afskedigelsesret har gentagne gange være diskuteret i Folketinget.

Det er min opfattelse, at denne ret samt aftalefriheden i almindelighed er væsentlige og værdifulde goder på det private arbejdsmarked i et liberalt samfund. Man skal derfor være forsigtig med at begrænse disse goder ved indgreb fra lovgivningsmagtens side, uanset at friheden medfører, at en privat arbejdsgiver kan ansætte og afskedige sit personale af grunde, som jeg personligt kan finde helt uvedkommende.

Omvendt finder jeg det velbegrundet, at offentlige myndigheder er underlagt særlige krav om saglighed m.v., også når de optræder som arbejdsgivere.

Alene af den grund, men også fordi forholdene i øvrigt er meget forskellige på henholdsvis det offentlige og private arbejdsmarked, er jeg uenig med Folkebevægelsen i, at de to områder skal ligestilles. Eksempelvis kan en privat arbejdsgiver meget vel være stillet over for valget mellem en ulovlig afskedigelse eller truende økonomisk ruin.

Endelig er jeg ikke enig i, at den nuværende udformning af foreningsfrihedsloven virker som et arrangement til udslusning af »afvigere« fra arbejdsmarkedet.

Foreningsfrihedsloven har i praksis, jf. eksempelvis Højesterets dom af 24. oktober 1986 (HT-sagen), bevist sin værdi. Dommen viste imidlertid også, at der er behov for væsentlige stramninger af sanktionsmulighederne ved ulovlige afskedigelser.

Spørgsmål nr. 3

Hvilke kommentarer har ministeren til henvendelsen fra Kristelig Fagforening og Kristelig Funktionær-Organisation (bilag 4)?

Svar

Vedrørende regresmuligheder over for den egentlige skadevolder er det Justitsministeriets opfattelse, at personer, der f.eks. deltager i en overenskomststridig strejke eller blokade over for arbejdsgiveren for at påvirke denne til at afskedige en ikke organiseret kollega, vil kunne pådrage sig erstatningsansvar over for både arbejdsgiveren og kollegaen i medføre af dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar. Det er Justitsministeriets opfattelse, at de gældende almindelige erstatningsregler giver mulighed for nuancerede og fuldt tilfredsstillende løsninger. Jeg kan henholde mig hertil og i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 2.

Vedrørende modsat bevisførelse har jeg tidligere haft lejlighed til at besvare dette spørgsmål. Det hedder i mit brev af 29. november 1989 til Kristelig Funktionær-Organisation og Kristelig Fagforening

»Et meget væsentligt spørgsmål er de bevismæssige problemer i sager af denne art. Der er enighed om, at det er meget vanskeligt at bevise, om en afskedigelse skyldes foreningsforhold eller f.eks. samarbejdsvanskeligheder. Men vanskeligheden gælder både for den afskedigede og for arbejdsgiveren, der som omtalt sjældent er den egentlige skadevolder.

Udgangspunktet i dansk ret er, at sagsøgeren har bevisbyrden, men at der i øvrigt gælder et princip om fri bevisbedømmelse. Det betyder, at en domstol selv afgør, hvor strenge krav der skal stilles, for at bevisbyrden er løftet. Når det er sket, er det modparten, der skal føre modbevis.

Det er rigtigt, at det efter § 16, stk. 4, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., påhviler arbejdsgiveren at godtgøre, at en afskedigelse under graviditet m.v. ikke er begrundet i disse forhold.

Baggrunden for lovforslaget herom var et krav i en folketingsbeslutning. Der var i øvrigt det særlige, at domstolene i realiteten allerede havde indført omvendt bevisbyrde ved at sænke kravene til lønmodtagerens/sagsøgerens bevisførelse. I øvrigt skal man være opmærksom på, at arbejdsgiveren i disse sager er »den egentlige skadevolder«. Man kan heller ikke se bort fra, at enhver kan fremsætte påstand om, at den egentlige årsag til afskedigelsen er foreningsforhold, for at vende bevisbyrden. Helt så enkelt er det ikke i sager om afskedigelse på grund af graviditet, barsel m.v.

Jeg mener derfor fortsat, at man skal være forsigtig med at indføre regler om omvendt bevisbyrde i lovgivningen.

Den sparsomme retspraksis giver efter min mening heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige det almindelige udgangspunkt i dansk ret på nuværende tidspunkt, men jeg vil ikke afvise, at udviklingen kan gøre det nødvendigt at se på spørgsmålet med nye øjne.'

Jeg kan fortsat henholde mig hertil.

Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål nr. 2 skal man være forsigtig med indgreb i arbejdsgiverens frie antagelses- og afskedigelsesret samt i aftalefriheden på det private arbejdsmarked.

Af tilsvarende grunde finder jeg det ikke ønskeligt at indføre et generelt forbud mod kollektive kampskridt med det formål at opnå en eksklusivaftale. Det måtte desuden stille sig som højst tvivlsomt, om det ville være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser at forbyde kollektive kampskridt til støtte for lovlige aftaler. På det offentlige område er eksklusivaftaler forbudt, og kollektive kampskridt, som har til formål at opnå en sådan, er som følge heraf ulovlige. Det har dog ikke hindret, at det især er på netop det offentlige område, at problemerne har været aktuelle. Jeg behøver blot at nævne HT-sagerne. Om kollektive kampskridt til støtte for eksklusivaftaler er lovlige, afgøres i øvrigt af Arbejdsretten, jf. lov om Arbejdsretten § 9, stk. 1, pkt. 5.

Vedrørende den kristelige fagbevægelses forslag om, at mindsteerstatningen på tre måneders løn skal gælde, når ansættelsesforholdet har varet et år, skal jeg blot gentage, at lovforslagets rammer efter min mening giver domstolene mulighed for at tilkende en ulovligt afskediget en betydelig godtgørelse tilpasset det konkrete tilfælde, jf. nærmere min besvarelse af spørgsmål nr. 2.

Spørgsmål nr. 13

Vil ministeren give en vurdering af en fyrets muligheder for at få fri proces under en efterfølgende retssag mod arbejdsgiveren?

Svar

Jeg har over for justitsministeren i forbindelse med lovforslagets behandling rejst spørgsmålet om juridisk bistand til personer, som mener, at de er afskediget i strid med loven.

I den anledning udtaler justitsministeren i et brev af 7. marts 1990

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at der er mulighed for at meddele de pågældende fri proces efter retsplejelovens almindelige regler herom, dvs. når vedkommende skønnes at have rimelig grund til at føre proces og den pågældende ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen.

Fri proces medfører bl.a. beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen.

De økonomiske betingelser for meddelelse af fri proces fremgår af vedlagte bekendtgørelses § 2.

I de tilfælde, hvor de nævnte almindelige betingelser ikke er opfyldt, er der i retsplejelovens § 331 en bestemmelse om, at justitsministeren, når særlige grunde taler derfor, efter ansøgning kan meddele fri proces. Det gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.

Jeg kan oplyse, at Justitsministeriet vil være særdeles imødekommende over for at meddele tilladelse efter denne bestemmelse i disse sager.

Jeg kan henholde mig hertil.

Spørgsmål nr. 14

Hvorfor er bevisbyrden anderledes fordelt i arbejdsministerens lovforslag end den omvendte bevisførelse, som fra 1. maj 1989 har været gældende i lov om ligebehandling?

Svar

Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål nr. 3.

Spørgsmål nr. 15

Vil ministeren redegøre for alle lovgivningens regler om usaglig afskedigelse og den nærmere baggrund for forskelligheder mellem lovene (funktionærlove, medhjælperlove m.v.)?

Svar

Foruden foreningsfrihedsloven må en oversigt over lovgivningens regler om usaglig afskedigelse i hvert fald henvise til følgende bestemmelser

- Funktionærlovens § 2 b og § 3.

- Medhjælperlovens § 21, § 23 og § 26.

- Lov om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse § 3.

- Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. § 16, jf. § 9.

- Lov om lige løn til mænd og kvinder § 3.

- Sømandslovens § 16, § 17 og § 18.

- Lov om værnepligtsorlov § 9, jf. § 2.

Herudover må det nævnes, at forvaltningsretlige grundsætninger stiller krav om saglighed på det offentlige område, også når det drejer sig om afskedigelser. Endvidere foreskrives der særlige procedurer, når det gælder afskedigelser af tjenestemænd.

Endelig kan visse EF-regler være umiddelbart anvendelige i dansk ret. Det gælder således diskriminationsforbudet i Forordning 1612/68, artikel 7.

Oversigten, som ikke nødvendigvis er udtømmende, suppleres naturligvis af en række aftaler på arbejdsmarkedet; som eksempel kan nævnes § 4 i Hovedaftalen mellem DA og LO.

De nævnte lovbestemmelser kan umiddelbart deles op i to grupper

a. Beskyttelse af bestemte grupper af ansatte mod usaglig afskedigelse.

b. Beskyttelse mod afskedigelse af bestemte grunde.

Til gruppe a hører medhjælperloven, funktionærloven, sømandsloven, offentligt ansatte, tjenestemandsloven. Udgangspunktet er, at arbejdgiveren kan afskedige de ansatte efter et frit skøn med det opsigelsesvarsel, som den pågældende har krav på ifølge lov, aftale eller sædvane. Hvis den ansatte har gjort sig skyldig i særlig grove forhold, kan han/hun bortvises uden varsel. Forskelle på den nærmere udformning af de nævnte bestemmelser må søges i gruppernes forskellige traditioner og arbejdsvilkår.

Funktionærlovens § 2 b bestemmer, at såfremt en opsigelse af en funktionær, der er fyldt 18 år, ikke kan anses for rimeligt begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold, skal arbejdsgiveren udrede en godtgørelse. Godtgørelsens størrelse fastsættes under hensyn til sagens omstændigheder og funktionærens anciennitet.

Om en afskedigelse kan anses for rimeligt begrundet, må afgøres konkret. Bestemmelsen betyder en yderligere begrænsning af arbejsgiverens ovenfor beskrevne frie afskedigelsesret. Baggrunden må formentlig søges i historiske forklaringer og »funktionærbegrebet«.

De forvaltningsretlige grundsætninger betyder en tilsvarende beskyttelse af de offentligt ansatte. De offentligt ansatte vil dog ikke, medmindre de er omfattet af funktionærloven eller tilsvarende aftale, kunne stille krav om en særlig godtgørelse ud over kravet på erstatning af et eventuelt tab.

Til gruppe b hører virksomhedsoverdragelsesloven, ligebehandlingsloven, ligelønsloven, lov om værnepligtsorlov og EF-forordning 1612/68, artikel 7, foruden naturligvis foreningsfrihedsloven.

Bortset fra loven om værnepligtsorlov og foreningsfrihedsloven skal lovenes baggrund søges i EF-regler.

Et fællestræk ved reglerne i denne gruppe er, at de skal sikre mod afskedigelse af særlige grunde, som lovgiver og/eller EF finder urimelige. Forskelle i omfanget af beskyttelsen f.eks. med hensyn til sanktionsmuligheder må derfor søges i, at lovgiver/EF finder visse afskedigelsesgrunde mere forskastelige end andre eller finder, at det i visse situationer er nødvendigt med større sanktionsmuligheder, for at loven kan opfylde sit formål. Som eksempel på en situation, hvor lovgiver har fundet det nødvendigt med særlig stramme sanktionsmuligheder, kan nævnes afskedigelser begrundet i graviditet. Efter ligebehandlingslovens § 16 kan en ulovlig afskedigelse underkendes. Hvis en ulovlig afskedigelse ikke underkendes, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse på op til 78 ugers løn.

På samme måde er nærværende lovforslags § 4 og § 4 a et udtryk for, at det er nødvendigt at stramme sanktionerne, hvis afskedigelser i strid med foreningsfrihedsloven skal undgås. Det har erfaringerne desværre vist. Jeg henviser til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Spørgsmål nr. 16

Kan ministeren bekræfte, at den danske lovgivning mod afskedigelser på grund af foreningsforhold fuldt ud lever op til Danmarks forpligtelser i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Svar

Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, blev den gældende lov nr. 285 af 9. juni 1982 om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold vedtaget bl.a. med det formål at sikre, at Danmark overholder sine forpligtelser efter Menneskerettighedskonventionen.

Der har mig bekendt ikke været rejst tvivl om dette spørgsmål efter lovens vedtagelse.

Det foreliggende lovforslag betyder en stramning af sanktionsmulighederne for overtrædelse af den gældende lov.

Jeg kan på den baggrund bekræfte, at loven lever op til Danmarks forpligtelser i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Bilag 2

Justitsministeriet

Den 20. december 1988

Notat om erstatningsansvar ved afskedigelser i strid med loven om foreningsfrihed

1. Arbejdsministeriet har bedt Justitsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt en arbejdsgiver efter almindelige erstatningsregler har adgang til regres mod ansatte, som har fremtvungget en afskedigelse i strid med loven om foreningsfrihed.

I den forbindelse har Arbejdsministeriet henvist til det lovforslag om ændring af lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold, som regeringen fremsatte i folketingssamlingen 1987-88, og som påtænkes genfremsat i indeværende folketingssamling.

2. Efter § 1 i den nævnte lov om foreningsfrihed må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne er medlem af en forening eller en bestemt forening. § 2, stk. 1, fastsætter endvidere en hovedregel om, at afskedigelse heller ikke må ske på grund af, at en lønmodtager ikke er medlem af en forening eller en bestemt forening, men samme bestemmelses stk. 2-3 indeholder undtagelser for tilfælde, hvor lønmodtageren ved ansættelsen var eller senere er blevet bekendt med, at et sådant medlemskab er en betingelse fra arbejdsgiverens side. Bestemmelsen i § 1 gælder endvidere efter § 3 ikke for ansættelsesforhold hos arbejdsgivere, der driver virksomhed med et bestemt udtrykt ideologisk formål.

Efter samme lovs § 4, stk. 1, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse, såfremt en lønmodtager afskediges i strid med lovens bestemmelser. Bestemmelsens stk. 2 indeholder regler om fastsættelse af godtgørelsen, der maksimalt kan svare til 78 ugers løn.

Af lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen (F.T. 1981-82, 2. samling, Tillæg A, sp. 1606) fremgår, at denne godtgørelse skal dække ikke-økonomisk skade, som den pågældende har lidt, og at der intet er til hinder for, at der ved siden af godtgørelsen ydes erstatning efter almindelige regler.

3. På baggrund af drøftelser i Folketinget i forbindelse med den såkaldte HT-sag (UfR 1986.898 H) fremsatte arbejdsministeren i folketingssamlingen 1987-88 et lovforslag om ændring af loven om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold. Efter forslaget - der påtænkes genfremsat i indeværende folketingssamling - skulle lovens § 4 (om arbejdsgiverens pligt til at betale godtgørelse) ophæves, og i stedet skulle der indsættes nye bestemmelser i §§ 4-4 e, indeholdende bestemmelser om lønmodtagerens krav om naturalopfyldelse (§ 4), om betaling af godtgørelse efter ændrede og for den pågældende lønmodtager mere gunstige regler (§ 4 a), om arbejdsgiverens regres mod ansatte og foreninger, der har medvirket til afskedigelsen (§ 4 b) og om sagernes behandling (§ 4 c).

Den foreslåede nye bestemmelse i § 4 b har følgende ordlyd

» § 4 b. Skal arbejdsgiveren betale godtgørelse efter § 4 a, skal de øvrige ansatte, der ved deres handlinger forsætligt har medvirket til afskedigelsen, betale arbejdsgiveren hel eller delvis erstatning herfor. Det samme gælder foreninger, der har medvirket til afskedigelsen. Arbejdsgiveren kan endvidere kræve erstatning for rimelige udgifter, som er afholdt i forbindelse med fastsættelsen af godtgørelseskravet.

Stk. 2. Retten fastsætter det beløb, hver enkelt erstatningsansvarlig skal betale, under hensyn til den pågældendes medvirken.«

4. Arbejdsgiverens erstatningsansvar over for en ansat i anledning af ulovlig afskedigelse skal bedømmes efter kontraktsretlige regler. Spørgsmålet om en ansats erstatningsansvar over for arbejdsgiveren for skader forvoldt i tjenesten (»derudi«, jf. DL 3-19-2) er også et kontraktsretligt ansvar. Derimod må spørgsmålet om ansattes erstatningsansvar over for andre ansatte og spørgsmålet om en forenings ansvar for skader, som påføres personer, der ikke er medlemmer af den pågældende forening, bedømmes efter dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt.

Efter dansk rets almindelige erstatningsregel er man erstatningsansvarlig for den adækvate skade, man har forvoldt ved en retsstridig handling, der kan tilregnes een som forsætlig eller uagtsom, forudsat at skaden er værnet ved erstatningsreglerne, og at der ikke foreligger særlige subjektive undskydningsgrunde såsom ung alder eller manglende fornuft, jf. A. Vinding Kruse: Erstatningsretten, 4. udgave, s. 29.

Det tab, der kan kræves erstattet efter den almindelige erstatningsregel, er som udgangspunkt det fulde individuelle tab inden for de grænser, som følger af, at der skal være kausalitet og adækvans mellem handlingen og skaden. Den skadelidtes egen skyld eller accept af risiko for skade kan bevirke nedsættelse eller bortfald af erstatningen.

De erstatningsposter, som kan kræves erstattet ved personskade, er nærmere reguleret ved lov nr. 228 af 23. maj 1984 om erstatningsansvar (EAL). Disse poster er erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter og andet tab som følge af skaden, godtgørelse for svie og smerte og for varigt meen samt erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevnen.

Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal endvidere betale den forurettede godtgørelse for tort, jf. EAL § 26, der navnlig tager sigte på krænkelser tilføjet ved overtrædelse af straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser, kønsfrihedsforbrydelser, voldsforbrydelser og lignende.

Udbetaling af dagpenge fra arbejdsgiveren eller det sociale udvalg og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte skal fradrages i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. EAL § 2, stk. 2. Med hensyn til spørgsmålet om regres for sådanne ydelser bestemmer EAL § 17, stk. 1, at ydelser i henhold til den sociale lovgivning m.v. ikke kan danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige. En arbejdsgiver, der har måttet udbetale dagpenge eller sygeløn m.v. til en skadelidt, har derimod regres for disse krav mod den erstatningsansvarlige, jf. EAL § 17, stk. 2.

EAL § 19 indeholder regler om, at der i et vist omfang ikke er erstatningsansvar, for så vidt skaden er dækket af visse forsikringer, navnlig tings- og driftstabsforsikringer, jf. også § 20 om selvforsikring.

Efter EAL § 23, stk. 1, kan erstatning, som en arbejdsgiver har måttet udrede som følge af en arbejdstagers uforsvarlige adfærd, kun kræves betalt af denne i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt. Arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan efter EAL § 23, stk. 2, nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til de i stk. 1 nævnte omstændigheder og til skadelidtes interesse. Efter EAL § 23, stk. 3, finder bestemmelsen i stk. 1 tilsvarende anvendelse på arbejdsgiverens erstatningskrav mod arbejdstageren for skade, denne i øvrigt forvolder arbejdsgiveren i tjenesten. Reglerne i EAL § 23 gælder også ved kontraktsansvar.

En almindelig lempelsesregel findes i EAL § 24. Erstatningsansvar kan efter denne bestemmelse nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimelig tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.

Om den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige findes en regel i EAL § 25, hvorefter der bl.a. skal lægges vægt på ansvarets beskaffenhed, omstændighederne i øvrigt samt foreliggende ansvarsforsikringer.

5. Afskediges en lønmodtager i strid med loven om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold, vil den pågældende i forhold til arbejdsgiveren have krav på betaling af godtgørelse efter reglerne i lovens § 4. Da der er tale om erstatning i kontrakt, og da den ulovlige afskedigelse i praksis altid vil kunne tilregnes arbejdgiveren (eller den ansatte, der for arbejdsgiveren har foretaget afskedigelsen) som forsætlig eller uagtsom, vil også et eventuelt økonomisk tab, som den pågældende lider som følge heraf, kunne kræves erstattet, jf. også de bemærkninger til det oprindelige lovforslag, som er omtalt ovenfor i nr. 2.

Der vil navnlig kunne være tale om erstatning for indtægtstab i tiden, indtil den pågældende på ny kommer i arbejde, men med fradrag af arbejdsløshedsdagpenge, sociale ydelser samt sparede udgifter i forbindelse med afskedigelsen. Indtægtstab vil - særlig på grund af foreningsfrihedslovens regler om godtgørelse - næppe kunne kræves erstattet for så vidt angår tidsrum, der ligger ud over den dag, hvortil den pågældende lovligt kunne være opsagt efter de regler, der gælder det pågældende ansættelsesforhold. Den afskedigede har endvidere pligt til at søge at begrænse sit tab.

Det kan give anledning til tvivl, om godtgørelse, som den pågældende lønmodtager efter loven om foreningsfrihed får udbetalt i anledning af den retsstridige opsigelse, skal fradrages ved opgørelsen af det tab, der kan forlanges erstattet af arbejdsgiveren i medfør af almindelige erstatningsregler. Principielt er der efter den nævnte lovs motiver tale om en godtgørelse for ikke-økonomisk skade, og godtgørelsen skal således dække andre tabsposter end dem, der værnes gennem erstatningsreglerne. Imidlertid vil erstatningen til den afskedigede lønmodtager af domstolene blive udmålt til et rundt beløb, der både omfatter godtgørelse og erstatning, jf. herved dommen i HT-sagen (UfR 1986.898 H). Ved fastsættelsen af erstatningens størrelse må det derfor forventes, at domstolene vil skele til, om der er eller vil blive udbetalt godtgørelse. I praksis vil reglerne om godtgørelse derfor få væsentlig lighed med regler om minimalerstatning som dem, der f.eks. findes i funktionærlovens § 2 b.

Det er uden betydning for arbejdsgiverens godtgørelses- og erstatningspligt, at der på grund af strejke, blokade eller lignende har foreligget en nødretssituation, idet der også i denne situation skal betales erstatning. Ansvarsgrundlaget ved nødret er helt objektivt. Der henvises i den forbindelse til Højesterets præmisser i den ovenfor nævnte dom i UfR 1986.898 H.

6. Om arbejdsgiveren, f.eks. et aktieselskab, kan gøre regres mod en ansat, f.eks. en direktør, som har truffet og gennemført beslutningen om den ulovlige afskedigelse, reguleres af den relativt snævre regel i EAL § 23, stk. 1. Denne regel og reglen i § 23, stk. 2, om den ansattes erstatningsretlige stilling i forhold direkte til den skadelidte omfatter også tilfælde, hvor ansvaret i forholdet mellem arbejdsgiveren og den skadelidte er et kontraktsansvar, men er formentlig på den anden side begrænset til tilfælde, hvor arbejdsgiverens ansvar er en konsekvens af en ansats handling eller undladelse i tjenesten, jf. DL 3-19-2. Om visse andre tilfælde, der omfattes af § 23, stk. 3, se nedenfor.

7. Hvis en ansat deltager i ulovlig strejke eller i blokade over for arbejdsgiveren for at påvirke denne til at afskedige en ikke organiseret kollega, vil den ansatte efter dansk rets almindelige regler kunne pådrage sig erstatningsansvar over for arbejdsgiveren og over for den kollega, der som følge heraf afskediges i strid med loven om foreningsfrihed.

I forhold til arbejdsgiveren vil deltagelsen i den ulovlige strejke eller blokade udgøre en misligholdelse af ansættelseskontrakten, og denne misligholdelse vil kunne have de sædvanlige virkninger efter de regler, der gælder for vedkommende ansættelsesforhold. I forhold til arbejdsgiveren vil handlingen eller undladelsen kunne pådrage den pågældende ansatte et erstatningsansvar, idet deltagelsen i sådanne retsstridige aktioner typisk vil ske med forsæt til herved at tvinge arbejdsgiveren til at afskedige den uorganiserede kollega med det heraf følgende tab for arbejdsgiveren ved at skulle udbetale godtgørelse og erstatning.

En ansats deltagelse i en fysisk blokade over for arbejdsgiveren er klart retsstridig i forhold til arbejdsgiveren. Det er også klart, at uvarslede arbejdsnedlæggelser og lignende aktioner med det formål at påvirke arbejdsgiveren til at afskedige en uorganiseret kollega vil være retsstridig i forhold til arbejdsgiveren.

Justitsministeriet tager ikke stilling til, om deltagelse i lovligt varslede konflikter med henblik på at påvirke en eller flere arbejdsgivere til at indgå overenskomst med eksklusivvilkår er retsstridig i forhold til arbejdsgiveren. Der kan også være grund til at fremhæve, at der kan opstå visse bevismæssige problemer, f.eks. hvis arbejdstagerne begrunder en arbejdsvægring ikke med, at den pågældende kollega er uorganiseret, men med, at der er samarbejdsvanskeligheder med den pågældende.

Det krav, som arbejdsgiveren i givet fald som udgangspunkt kan kræve erstattet hos den ansvarlige, er alle tab som følge af den pågældendes handling eller undladelse, navnlig godtgørelse udbetalt efter loven om foreningsfrihed, erstatning for økonomisk tab, som arbejdsgiveren har måttet udrede til den ulovligt afskedigede, samt omkostninger, som arbejdsgiveren i den forbindelse med føje har afholdt. Eventuel egen skyld fra arbejdsgiverens side vil efter omstændighederne kunne medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningskravet. Arbejdsgiveren har en accessorisk forpligtelse over for den ansatte til at søge at begrænse sit tab.

Den ansattes erstatningsansvar over for arbejdsgiveren i anledning af deltagelse i fysisk blokade eller ulovlig strejke med det angivne ulovlige formål falder uden for reglen i EAL § 23, stk. 1, men er formentlig omfattet af reglen i EAL § 23, stk. 3, jf. ovenfor nr. 4.

8. Arbejdstagere, der ved deltagelse i fysisk blokade eller ulovlig strejke har påvirket arbejdsgiveren til en ulovlig afskedigelse, vil kunne pådrage sig erstatningsansvar ikke blot i forhold til arbejdsgiveren, men også i forhold til den ulovligt afskedigede kollega. Om betingelserne for ansvaret henvises til det, som er anført ovenfor under nr. 7.

Den afskedigedes krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af afskedigelsen hjemles ved loven om foreningsfrihed alene i forhold til arbejdsgiveren, hvorimod et tilsvarende krav ikke kan rejses efter dansk rets almindelige erstatningsregler uden for kontrakt, som i givet fald vil skulle anvendes i forholdet mellem den ulovligt afskedigede og arbejdstagere, der retsstridigt har fremkaldt afskedigelsen.

Som nævnt ovenfor i nr. 4 vil EAL § 23, stk. 2, næppe kunne anvendes ved bedømmelsen af arbejdstageres erstatningsansvar for retsstridig fremkaldelse af en ulovlig afskedigelse. Om reglerne i EAL §§ 24 og 25 henvises til det, som er anført ovenfor i nr. 4.

9. Dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontraktsforhold finder anvendelse ved bedømmelsen af foreningers og andre udenforståendes erstatningsansvar såvel i forhold til arbejdsgiveren som i forhold til den ulovligt afskedigede arbejdstager.

En fagforening vil pådrage sig erstatningsansvar ved at anstifte og tilrettelægge medlemmers aktioner mod en arbejdsgiver, forudsat at aktionen er retsstridig i forhold til arbejdsgiveren. Foretager foreningen passende handlinger med henblik på at hindre ulovlige aktioner, vil ansvar derimod ikke kunne pådrages, hvis medlemmerne trodser foreningens pålæg om at udføre arbejdet overenskomstmæssigt. Det afgørende for bedømmelsen af foreningers ansvar er ifølge UfR 1986.898 H en konkret bedømmelse af, hvilken indflydelse foreningen har haft på aktionernes iværksættelse og udvikling.

Arbejdsgiveren vil i givet fald som udgangspunkt kunne kræve erstatning for alle tab som følge af den pågældendes handling eller undladelse, navnlig godtgørelse efter loven om foreningsfrihed, erstatning for økonomisk tab, som arbejdsgiveren har måttet udrede til den ulovligt afskedigede, samt omkostninger, som arbejdsgiveren i den forbindelse med føje har afholdt. Eventuel egen skyld fra arbejdsgiverens side vil også i forhold til foreninger og andre udenforstående efter omstændighederne kunne bevirke nedsættelse eller bortfald af erstatningskravet.

10. Som det fremgår af det anførte, giver de gældende erstatningsretlige regler mulighed for at nå frem til nuancerede og fuld tilfredsstillende løsninger med hensyn til arbejdstagerens og foreningers erstatningsansvar for medvirken til afskedigelser i strid med loven om foreningsfrihed.

Den bestemmelse om spørgsmålet, som var indeholdt i § 4 b i det lovforslag om ændring af loven om foreningsfrihed, som var fremsat i folketingssamlingen 1987-88, fastslår således ikke noget nyt i forhold til de gældende regler, men kan tværtimod siges at give anledning til forskellige problemer.

Der kan navnlig peges på, at den foreslåede bestemmelse begrænser erstatningsansvaret til tilfælde med forsæt, hvilket dels er en indsnævring i forhold til almindelige regler, dels kan give anledning til bevismæssige problemer, som lettere løses under dansk rets almindelige regler. Den foreslåede bestemmelse regulerer alene godtgørelseskravet og sagsomkostninger, derimod ikke de øvrige tab, som den ulovlige afskedigelse kan medføre. Bestemmelsen pålægger ansvar for »handlinger«, og derfor opstår der tvivl med hensyn til undladelser, ligesom der også opstår tvivl om, hvorvidt også retmæssige handlinger medfører ansvar. Bestemmelsen rejser også tvivl om, hvorvidt de gældende regler om ansattes erstatningsansvar over for den ulovligt afskedigede kollega skal gælde ved siden af den foreslåede regel. Der kan også rejses visse lovtekniske indvendinger mod formuleringen.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at man ved en genfremsættelse af forslaget til ændring af loven om foreningsfrihed bør undlade at medtage bestemmelsen i § 4 b, idet dansk rets almindelige regler giver en langt mere tilfredsstillende regulering end den tidligere foreslåede bestemmelse i § 4 b i ændringsforslaget.

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af disse svar er sammen med Justitsministeriets

notat af 20. december 1988 om erstatningsansvar ved afskedigelser i

strid med loven om foreningsfrihed optrykt som bilag til denne

betænkning.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Dansk Arbejdsgiverforening,

Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger,

Kristelig Fagforening og

Kristelig Funktionær-Organisation.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet stemmer desuden imod det stillede ændringsforslag.

Flertallet inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) bemærker, at den nugældende lovgivning fuldt ud sikrer, at Danmark opfylder sine forpligtelser i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

På denne baggrund og på baggrund af det beskedne antal sager, der har været om overtrædelse af den gældende lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold, finder mindretallet ikke, at der er nogen begrundelse for, at personer, der afskediges på grund af foreningsforhold, skal stilles væsentlig bedre end personer, der på andet grundlag udsættes for usaglige afskedigelser.

Det bemærkes således, at den godtgørelse, der er foreslået i § 4 a, stk. 2, væsentligt overstiger den godtgørelse, der i henhold til speciallovgivningen tilkommer personer, der afskediges f.eks. på grund af graviditet eller krav om ligeløn, eller personer, der i henhold til den generelle bestemmelse i funktionærloven afskediges på grund af f.eks. race eller religion.

Mindretallet finder heller ikke, at der er nogen saglig begrundelse for at udvide den afskedigedes mulighed for at kræve genansættelse, så længe der ikke i Folketinget kan skaffes flertal for generelt at gennemføre ret til genansættelse for personer, der er usagligt afskediget.

Mindretallet indstiller ligeledes, at det af Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti stillede ændringsforslag til ny § 4 b forkastes.

Ændringsforslaget er i modstrid med det særdeles velfungerende arbejdsretlige system, vi har i Danmark. Det er en væsentlig forudsætning for det arbejdsretlige bodssystem, at den bod, der pålægges arbejdere, der deltager i overenskomststridige kollektive aktioner, ikke kan følges op med andre krav fra arbejdsgiverens side.

Hvis der skabes mulighed for, at arbejdere ud over bod kan gøres erstatningsansvarlige for arbejdsgiverens tab, nødvendiggør dette ændringer af det arbejdsretlige system.

Mindretallet finder det herudover overordentlig betænkeligt, at det ikke nærmere er præciseret, hvilke »handlinger« der kan medføre erstatningspligt.

Således som ændringsforslaget er formuleret, er det ikke alene »handlinger« i strid med lovgivningen, men også »handlinger«, der alene strider mod indgåede aftaler og »handlinger« som f.eks. demonstrationer, der i øvrigt er fuldt lovlige, som kan medføre erstatningsansvar.

Mindretallet har i øvrigt bemærket, at det ifølge forslaget alene er »øvrige ansatte« og »foreninger«, der kan gøres erstatningsansvarlige, men ikke andre personer eller erhvervsdrivende selskaber.

Mindretallet inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) stemmer imod lovforslaget, fordi det er en unødvendig stramning af loven om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold. Endvidere gøres opmærksom på, at SF stemte imod lovens vedtagelse i 1982.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret og har vedrørende spørgsmålet om erstatningsansvar for ansatte eller organisationer, der har medvirket til en ulovlig afskedigelse, taget arbejdsministerens redegørelse om dansk rets almindelige erstatningsregler til efterretning.

I svarene på spørgsmål 2 og 3 refereres bl.a. Justitsministeriets opfattelse, hvorefter de gældende almindelige erstatningsregler giver mulighed for nuancerede og fuldt tilfredsstillende løsninger.

Mindretallet finder på den baggrund, at medens det er enigt i formålet med det af Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti stillede ændringsforslag, er det efter det oplyste overflødigt at præcisere den almindelige gældende retstilstand i særlovgivning. Hertil kommer det betænkelige ved den risiko for en uklar retstilstand, som opstår ved på denne måde i en særlov at ville formulere og afgrænse et almindeligt erstatningsprincip. Den foreslåede formulering giver således anledning til tvivl, f.eks. om øvrige tab også kan kræves erstattet, om undladelser også er erstatningspådragende, og om de pågældende ved siden af ansvaret over for arbejdsgiveren også er erstatningsansvarlige over for den ulovligt afskedigede. Det er næppe tilstrækkeligt, som forslagsstillerne har gjort i spørgsmålet om undladelser, at søge at afklare tvivlen i bemærkningerne til lovteksten. Dansk rets almindelige regler giver således en langt mere tilfredsstillende regulering end den foreslåede bestemmelse.

De pågældende medlemmer kan derfor ikke støtte det fremsatte ændringsforslag. Der henvises i øvrigt til de bilag, som er optrykt til denne betænkning.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse og stemmer også for det af Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti stillede ændringsforslag, men Fremskridtspartiet havde hellere set et endnu stærkere indhold i den nye § 4 b.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (CD og KRF)

1) Efter den foreslåede § 4 a indsættes som ny paragraf

» § 4 b. Skal arbejdsgiveren betale godtgørelse efter § 4 a, skal de øvrige ansatte, der ved deres handlinger forsætligt eller groft uagtsomt har medvirket til afskedigelsen, betale arbejdsgiveren hel eller delvis erstatning herfor. Det samme gælder foreninger, der har medvirket til afskedigelsen. Arbejdsgiveren kan endvidere kræve erstatning for rimelige udgifter, som er afholdt i forbindelse med fastsættelsen af godtgørelseskravet.

Stk. 2. Retten fastsætter det beløb, en erstatningsansvarlig person eller forening skal betale. Er der flere erstatningsansvarlige personer eller foreninger, fastsætter retten det beløb, hver enkelt er erstatningsansvarlig for.«

Den foreslåede § 4 b bliver herefter § 4 c.

Bemærkninger

Til nr. 1

Efter gældende ret må der antages at bestå adgang for arbejdsgiveren til at få sit tab i forbindelse med betaling af godtgørelse efter denne lovs regler erstattet af de øvrige ansatte og foreninger, såfremt dansk rets almindelige erstatningsbetingelser herfor er opfyldt.

Efter ændringsforslaget lovfæstes en særlig erstatningsregel for de øvrige ansatte og foreninger i det tilfælde, hvor arbejdsgiveren skal betale en godtgørelse for en afskedigelse i strid med lovens bestemmelser.

Efter den foreslåede regel skal de ansatte ved deres handlinger have medvirket til afskedigelsen. Dette kan ske gennem deltagelse i forskellige former for forstyrrelse af arbejdet, eksempelvis arbejdsnedlæggelser, temponedsættelser, overarbejdsvægringer m.v., gennem fremsættelse af trusler og lignende samt ved handlinger eller undladelser i øvrigt, der har virket bestemmende for afskedigelsen. Har arbejdsgiveren foretaget afskedigelsen uafhængigt af de ansattes handlinger, det vil sige, at de ansatte ikke har været med til at fremkalde afskedigelsen, er de ansatte ikke erstatningspligtige, idet de ikke kan siges at have medvirket til afskedigelsen.

Ved kravet om, at de ansatte skal have medvirket forsætligt eller groft uagtsomt, følger, at de gennem deres handlinger eller undladelser skal have tilsigtet eller burde have påregnet, at lønmodtageren blev afskediget i strid med lovens bestemmelser.

Efter ændringsforslaget kan de ansatte pålægges at betale arbejdsgiveren hel eller delvis erstatning. Fuld erstatning skal betales, når afskedigelsen udelukkende skyldes de ansattes handlinger.

Endvidere foreslås, at foreninger, der har medvirket til afskedigelsen, under tilsvarende betingelser skal betale erstatning for godtgørelsen.

Endelig foreslås, at arbejdsgiveren ud over hel eller delvis erstatning for godtgørelsen også skal kunne kræve erstatning for rimelige udgifter, som er afholdt i forbindelse med fastsættelsen af godtgørelseskravet, det vil sige sagsomkostninger til lønmodtageren og egne sagsomkostninger til advokatbistand m.v.

Ved stk. 2 i ændringsforslaget til ny § 4 b foreslås, at retten skal fastsætte det beløb, hver enkelt erstatninsansvarlig skal betale af en erstatning efter stk. 1. Fastsættelsen skal ske under hensyn til karakteren og omfanget af den enkelte persons eller forenings medvirken. Der er således ikke tale om solidarisk hæftelse.

Det bemærkes endelig, at lov om erstatningsansvar (lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september 1986) ikke finder anvendelse ved erstatning efter denne lov.

Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Else Theill Sørensen (KF) Jens Peter Jensen (V) Elsebeth Kock-Petersen (V) Glistrup (FP) Jørgen Estrup (RV) Lis Noer Holmberg (CD) fmd. Glønborg (KRF) Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj Poulsen (S) Hans Jørgen Jensen (S) Tommy Dinesen (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF)

Ingen

Nr BTL 190

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold

Nr L 190 1989-90, 1. samling

Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19900509