1989 BTL 181 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FÆRDSELSLOVEN (HASTIGHEDSGRÆNSER) NR L 181 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (5 Articles)
Bilag 1
To spørgsmål fra Retsudvalget og justitsministerens besvarelse heraf
Spørgsmål
Kan ministeren bekræfte oplysningerne i vedlagte artikel fra Berlingske Tidende 30. oktober 1989 om sommerens svenske forsøg med lavere hastighedsgrænser, hvori det bl.a. fortælles, at på de bedste veje, hvor hastigheden blev nedsat fra 100 til 90 km/t, er antallet af dødsulykker steget?
Spørgsmål
Udvalget anmoder om at få tilstillet præmisserne for og konklusionerne af de svenske forsøg med lavere hastighedsgrænser, når disse foreligger.
Svar
Justitsministeriet har i anledning af spørgsmålene indhentet en udtalelse fra Rådet for Trafiksikkerhedsforskning.
Rådet for Trafiksikkerhedsforskning har ved henvendelse til det svenske Væg- och Trafikinstitut (VTI) fået oplyst følgende
I perioden 22. juni-20. august 1989 blev den højest tilladte hastighed på veje med en normal hastighedsbegrænsning på 110 km/t nedsat til 90 km/t.
Af de statistiske oplysninger fremgår, at der på veje, hvor hastighedsgrænsen i sommeren 1989 blev nedsat til 90 km/t, var 15 dødsulykker med 23 dræbte, mod 14 dødsulykker med 16 dræbte i 1988. Antallet af dødsulykker i denne periode øgedes således med 1 i forhold til 1988 og faldt med 4 sammenlignet med 1987, jf. nedenstående tabel 1.
Antallet af dødsulykker (Uh) og dræbte (Dr) i sommerperioden i årene 1985-1989 på veje uden for bymæssig bebyggelse var som anført i nedenstående tabel, som er baseret på oplysninger fra VTI
Tabel 1
År Hastighedsgrænsen ------------------------------------------------------------------ 110*) 90 70 50 I alt Uh Dr Uh Dr Uh Dr Uh Dr Uh Dr ------------------------------------------------------------------ 1985 11 12 45 65 30 31 - - 86 108 1986 15 19 57 68 34 34 5 5 111 126 1987 19 21 60 69 29 33 7 7 115 130 1988 14 16 61 69 30 34 3 3 108 122 1989 15 23 35 42 31 36 5 5 86 106 ------------------------------------------------------------------
*) for 1989 90 km/t. Det fremgår af tabellen, at der har været et statistisk markant fald i antallet af dødsulykker på veje, hvor hastighedsgrænsen uændret har været 90 km/t.
Af talmaterialet fra VTI, som angivet i nedenstående tabel, fremgår i øvrigt, at antallet af døde og alvorligt tilskadekomne på svenske veje uden for bymæssig bebyggelse i sommerperioden 1989 faldt ca. 12 pct. sammenlignet med den tilsvarende periode i 1988.
Tabel 2
År Hastighedsgrænse
---------------------------------------------------------------- 110*) 90 70 50 I alt ---- antal dræbte og alvorligt tilskadekomne ---- ---------------------------------------------------------------- 1985 75 375 307 59 816 1986 99 367 323 50 839 1987 119 375 299 59 852 1988 130 389 308 36 863 1989 109 340 268 43 760 ---------------------------------------------------------------
*) for 1989 90 km/t. Som det ses af tabellen, kunne faldet også observeres på motorveje med sænket hastighedsgrænse, hvor det procentuelt også var lidt større, nemlig 16 pct.
Væg- och Trafikinstitutet har oplyst, at der i løbet af 1990 vil foreligge en fyldestgørende analyse af forsøget med lavere hastighedsgrænser. De endelige resultater vil blive tilsendt Retsudvalget, når disse foreligger.
Bilag 2
Forskningsnyt nr. 1, 1990, s. 3-4 (udarbejdet af Rådet for Trafiksikkerhedsforskning til brug for Rådet for Større Færdselssikkerhed)
Svindende virkning af nye fartgrænser på Hollands motorveje
Indtil maj 1988 var den generelle hastighedsgrænse på motorveje i Holland 100 km/t, men respekten for denne grænse var ringe: middelhastigheden var 112 km/t.
Den 1. maj 1988 hævede man derfor den generelle hastighedsgrænse for personbiler på motorveje til 120 km/t. Samtidig indførtes dog en lokal hastighedsgrænse på 100 km/t på ca. 15 pct. af motorvejsnettet (som bærer ca. 30 pct. af trafikken). På det øvrige vejnet blev hastighedsgrænserne ikke ændret. For lastbiler var grænsen fortsat 80 km/t på alle motorveje.
Ændringen blev ledsaget af en stor kampagne og en melding om, at politiets indsats på motorvejene ville blive styrket.
Straks efter den 1. maj kunne det konstateres, at bilisterne kørte markant langsommere. På de motorvejsstrækninger, hvor 100 km/t var fastholdt, faldt middelhastigheden med ca. 10 km/t. Og på de øvrige strækninger, hvor 120 km/t nu var tilladt, faldt den ca. 5 km/t. Lastbilernes hastigheder viste et mere beskedent fald. Også på andre veje kunne der spores et vist, om end beskedent fald i middelhastighederne. Det antages at skyldes »afsmitning« fra forholdene på motorvejene.
I løbet af de følgende måneder begyndte de faktiske hastigheder atter at vokse. Knap et år senere kan en tydelig, men svækket virkning dog stadig observeres, hvor de 100 km/t blev fastholdt som lokal hastighedsgrænse. Og en beskeden restvirkning kan endnu spores på strækninger med 120 km/t og på lastbilernes hastigheder. Afsmitningsvirkningen på andre veje synes at være forsvundet.
Som man måtte vente, medførte de betydelig lavere hastigheder, som kunne observeres i de første måneder efter maj 1988, et markant fald i ulykkernes tal. For hele det statslige vejnet faldt antallet af dræbte i maj-december 1988 med 16 pct. i forhold til 1987. En nærmere analyse, der fordeler ændringerne på vejtyper, giver ikke et helt så tydeligt billede af udviklingen på motorvejene. Resultaterne stemmer dog i rimelig grad med forventningerne.
Følger man udviklingen ind i de første 4 måneder af 1989, kan der ikke længere ses nogen virkning på antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne. Også dette er i rimelig overensstemmelse med udviklingen i de faktiske hastigheder. Men tallene er små og foreløbige.
Oplysningerne stammer fra en hollandsk rapport. Den forudser i øvrigt, at udviklingen i løbet af 1990 vil føre til, at hastighederne på strækninger med 120 km/t stabiliserer sig på et niveau, der ligger over det oprindelige. Hastighederne på strækninger, der nu har en skiltet lokal hastighedsgrænse på 100 km/t, vil stabilisere sig under det oprindelige niveau. Slutresultatet for ulykkestallene ventes at blive en samlet stigning i antallet af alvorlige ulykker.
ROSZBACH, R. & BLOKPOEL, A.: Korte termijn veiligheidseffekten van de 100/120 km/u snelheidslimiet. (Concept) Sichting Wetenschappelijk Onderzoek Verkeersveiligheid SWOV. Leidschendam, augustus 1989. (JC)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Som bilag til betænkningen er optrykt ministerens besvarelse af to spørgsmål fra udvalget samt materiale fra Rådet for Trafiksikkerhedsforskning og Rådet for Større Færdselssikkerhed, som er indgået i udvalgsarbejdet.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et mindretal (Fremskridtspartiets og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Elsebeth Kock-Petersen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Ingen
Nr BTL 181
Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Hastighedsgrænser)
Nr L 181 1989-90, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19900405