1989 BTL 150 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (DOMMERES HABILITET, SSP-SAMARBEJDET OG ADVOKATSELSKABER M.V.) NR L 150 1989-90, 1. SAMLING

Bilag 1

En række af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 6

Ministeren bedes kommentere afsnit 9.1. (s. 148-157) vedrørende tavshedspligt og samtykkepligt i AKF-undersøgelsen »SSP-samarbejdet i kommunerne«, særligt for så vidt angår problematikken som beskrevet på side 151, nederste afsnit: »Man kunne stille sig følgende spørgsmål: handler problemet om tavshedspligt også om, at det er besværligt at inddrage forældrene, fordi tingene dermed tager længere tid. De har måske en anden mening om, hvordan deres eller deres barns problemer skal løses, end de professionelle har, eller de kan måske finde på at blande sig i eventuelle tiltag«.

Svar

Som det fremgår af pkt. 9.1. i Amternes og Kommunernes Forskningsinstituts undersøgelse (AKF-undersøgelsen) kan det ikke undgås i et uformelt tværfagligt samarbejde om bestemte børn og familier at drøfte de enkelte børns og unges forhold. Det fremgår endvidere af pkt. 9.1.1. i undersøgelsen, at spørgsmålet om tavshedspligten af de fleste som deltager i SSP-arbejdet opleves som et problem, dels fordi det er umuligt at undgå at tale om enkeltpersoner såvel i SSP-udvalgsarbejdet som i det uformelle SSP-samarbejde, dels fordi de interviewede SSP-medarbejdere ikke finder at kunne varetage hensynet til barnets tarv, hvis tavshedspligten skal opretholdes.

Med hensyn til bemærkningerne på side 151 i undersøgelsen finder Justitsministeriet grund til at understrege, at SSP-samarbejdet omkring bestemte børn og unge bygger på et princip om frivillighed. Justitsministeriet er derfor, som det også fremgår af de almindelige bemærkninger til § 115 b, enig i, at det i langt de fleste tilfælde vil være naturligt og nødvendigt at inddrage forældrene i løsningen af barnets eller den unges problemer. Lovforslaget bygger på en forudsætning om, at forældrene i almindelighed giver samtykke til en nærmere drøftelse af barnets eller den unges forhold, når en foreløbig drøftelse i SSP-regi har vist, at en bestemt gruppe af børn og unge eller bestemte børn og unge kan have behov for en særlig indsats.

I visse tilfælde må det imidlertid erkendes, at forældrene til børn, som i en ganske ung alder kommer ind i kriminalitet, ikke kan overskue myndighedernes ønske om og behov for at samarbejde om løsningen af barnets problemer. Det kan f.eks. skyldes, at forældrene er angste eller problemfornægtende og måske nærer en dybtliggende mistillid til offentlige myndigheder. Det kan også skyldes, at forældrene befinder sig i en misbrugssituation, der gør dem ude af stand til at varetage barnets tarv. Der tænkes i denne situation også på de børn, der i AKF-undersøgelsen, side 152, omtales som »gadebørn«. Herom anføres i rapporten

»Endelig er der spørgsmål om, hvad man gør i forholdet til de børn og unge, som så at sige ingen kontakt har med forældrene mere. De er smidt ud hjemmefra eller er selv gået hjemmefra. Når vi taler om »gadebørnene«, hvordan etableres så et samarbejde med forældre, der reelt har givet slip på deres børn eller ikke ønsker at samarbejde omkring deres børn, og hvor en tvangsanbringelse heller ikke er på tale.'

Et andet område, hvor det kan komme på tale at undlade at indhente forældresamtykke til at videregive oplysninger, er tilfælde, hvor det drejer sig om større børn og unge og en henvendelse til forældrene kan puste sagen unødigt op og skabe yderligere problemer for barnet.

Bl.a. for at fjerne den usikkerhed, der også gives udtryk for i AKF-undersøgelsen, er der foreslået indført regler, hvorefter der i de ovenfor nævnte situationer ikke kræves samtykke til videregivelse af de fornødne oplysninger. Det er op til SSP-udvalget og dets medlemmer selv at vurdere, om der i disse særlige tilfælde skal forsøges indhentet samtykke, eller om oplysningerne med det samme kan videregives. Også her skal det understreges, at der alene er tale om en mulighed for at videregive oplysninger uden samtykke, men ikke en pligt hertil. Finder en medarbejder, som deltager i SSP-samarbejdet, på trods af, at der måske er de ovenfor nævnte problemer med forældrene, at en videregivelse vil kunne skade den pågældendes klientforhold, kan en videregivelse af følsomme oplysninger undlades, jf. også besvarelsen af spørgsmål nr. 40.

Den foreslåede ændring er således ikke begrundet i det synspunkt, at det er for besværligt at inddrage forældrene. Tværtimod er det som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at forældrene, når problemstillingen ligger klar, forud for en mere indgående drøftelse af bestemte børns og unges forhold, inddrages i sagen og giver samtykke til, at sagen drøftes i SSP-regi.

Spørgsmål 15

Har der været sager, hvor samtykkekravet om videregivelse af oplysninger har været en reel hindring og ikke blot en vanskelighed at overvinde?

Der ønskes en fremstilling af de enkelte sager.

Svar

Som det fremgår af det høringssvar fra Foreningen af Politimestre i Danmark, som blev fremsendt til Folketingets Retsudvalg den 5. april 1990, har Politimesterforeningen foretaget et rundspørge til samtlige politikredse. Det fremgår af denne undersøgelse, at der i mange politikredse føles et stort behov for en afklaring af spørgsmålene om videregivelse af oplysninger i forbindelse med SSP-samarbejdet.

På baggrund af denne udtalelse og på baggrund af udtalelsen fra Kommunernes Landsforening, som ligeledes er blevet fremsendt til Folketingets Retsudvalg den 5. april 1990, har Justitsministeriet ikke fundet anledning til at indhente oplysninger om de konkrete sager.

Spørgsmål 22

Hvilke oplysninger fra en kommunal forvaltning om en given person vil politiet kunne have brug for i sin »faktiske forvaltningsvirksomhed«, der efter bemærkningerne (pkt. 3.5., s. 12) ligger uden for politiets efterforskning af straffesager?

Spørgsmål 23

Kan ministeren bekræfte, at formuleringen af § 115 b, stk. 2, 2. pkt., betyder, at politiet i straffesager kan bruge oplysninger fra det kriminalitetsforebyggende arbejde videregivet fra den kommunale forvaltning, selv om disse oplysninger ikke er videregivet med henblik på efterforskning af straffesager? Forholdet bedes beskrevet også med relation til politiets handlepligt.

Svar

Offentlige myndigheder er efter forvaltningslovens § 31, jf. § 28, stk. 2, nr. 3, allerede i dag forpligtet til på begæring af politiet at videregive oplysninger, som myndighederne er i besiddelse af, hvis videregivelsen sker til varetagelse af offentlige eller private interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår. Det samme princip gælder efter retsplejelovens regler om vidnepligt. Der er efter disse regler muligheder for at pålægge vidner, herunder medarbejdere hos de sociale myndigheder, at afgive forklaring om forhold, der anses for at være af afgørende betydning for en sags udfald og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige hertil, jf. retsplejelovens § 169, stk. 2, § 170, stk. 2, § 171, stk. 2, og § 172, stk. 2.

Medarbejdere i skole- og socialforvaltning er således allerede i dag forpligtet til at videregive oplysninger til politiet, når det drejer sig om alvorligere lovovertrædelser.

Medarbejderne i den offentlige forvaltning kan på baggrund af disse regler og som følge af forvaltningslovens regler om partsaktindsigt ikke give de personer, som myndigheden kommer i forbindelse med, et tilsagn om fortrolighed eller lignende.

Det foreliggende lovforslag indebærer ikke, at andre myndigheder i videre omfang, end det allerede følger af gældende lovgivning, skal videregive oplysninger til politiet til brug for efterforskningen. Tværtimod er det i lovforslaget understreget, at politiet skal benytte de allerede eksisterende regler, når politiet ønsker oplysninger til efterforskningen.

Hertil kommeer, som det anføres i besvarelsen af spørgsmål 21, at videregivelse af oplysninger i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde ikke må skade de pågældende myndigheders klientforhold. Der er derfor i lovforslaget i § 115 b, stk. 1 og 2, alene givet myndighederne en mulighed for, men ikke en pligt til, at videregive oplysninger.

Det fastsættes også udtrykkeligt i § 115 b, stk. 2, 2. pkt., at oplysninger ikke i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende arbejde må videregives med henblik på politiets efterforskning af straffesager. Herved understreges, at reglerne i forslaget om videregivelse alene finder anvendelse i forbindelse med den del af politiets faktiske virksomhed, der retter sig mod kriminalitetsforebyggende samarbejde.

Politiet er efter retsplejelovens § 108 forpligtet til at opretholde sikkerhed, fred og orden samt at foretage fornøden hindring af forbrydelser og efterforske og forfølge eventuelle straffelovsovertrædelser. Det er ikke sigtet med lovforslaget, at politiet som led i det kriminalitetsforebyggende samarbejde skal få oplysninger vedrørende konkrete lovovertrædelser. Tværtimod er det som nævnt bestemt, at de andre myndigheder i SSP-samarbejdet ikke med det formål, at oplysningerne skal indgå i politiets efterforskning, må videregive sådanne oplysninger. Sker det alligevel i særlige tilfælde, at politiet gennem SSP-samarbejdet bliver bekendt med oplysninger, som kan have betydning for efterforskningen af en alvorlig straffesag, vil politiet kunne benytte oplysningerne i forbindelse med efterforskning. Bestemmelsen i § 115 b, stk. 2, 2. pkt., udelukker derimod, at politiet, med henblik på efterforskning, i SSP-samarbejdet indhenter oplysninger med det formål at bruge oplysningerne til efterforskning.

Spørgsmål 50

Ad svar (L 150 - bilag 38) på spørgsmål 6, 2. afsnit

Skal svaret forstås således, at det skal konstateres, at forældrene ikke vil samarbejde, før der sker udveksling af oplysninger uden deres samtykke?

Hvem afgør, om en henvendelse til forældre kan puste sagen unødigt op, og efter hvilke kriterier sker afgørelsen?

Spørgsmål 51

Ad svar (L 150 - bilag 38) på spørgsmål 6, sidste afsnit

Skal udtrykket ». . . at forældrene, når problemstillingen ligger klar, forud for en mere indgående drøftelse af bestemte børns og unges forhold, inddrages i sagen . . .« forstås således, at problemstillingen afklares uden forældrenes viden/medvirken?

Svar

Som det anføres i lovforslagets almindelige bemærkninger og blandt andet ved besvarelsen af spørgsmål nr. 18, bygger SSP-samarbejdet omkring børn og unge på et princip om frivillighed. I langt de fleste tilfælde vil det derfor være naturligt at inddrage forældrene i løsningen af barnets eller den unges problemer.

De situationer, hvor det kan komme på tale at udveksle oplysninger uden samtykke, er beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger og ved besvarelsen af spørgsmål nr. 6, 18 og 45. Om man i de der nævnte tilfælde alligevel skal forsøge at få samtykke fra forældrene, eller om oplysningerne blot skal videregives, må, ligesom spørgsmålet om, hvornår der i øvrigt er grund til ikke at indhente samtykke, afgøres i de enkelte tilfælde efter et skøn over sagens omstændigheder. Svaret på spørgsmål 6 skal således ikke forstås sådan, at det skal konstateres, at forældrene ikke vil samarbejde, før der sker udveksling af oplysninger uden samtykke.

Det er op til SSP-udvalget og dets medlemmer selv at vurdere, om der i de tilfælde, der er beskrevet i lovforslaget, skal forsøges indhentet samtykke, eller om oplysningerne med det samme kan videregives, jf. også besvarelsen af spørgsmål nr. 40.

Spørgsmål 56

Ad svar (L 150 - bilag 38) på spørgsmål 22 og 23

Hvorledes skelner politiet mellem alvorlige og ikke alvorlige straffesager?

Svar

Ved vurderingen af, om der er tale om alvorlig kriminalitet, foretages et samlet skøn med hensyn til karakteren af det eller de konkrete strafbare forhold, som lovovertrædelsen vedrører. Der indgår en række faktorer, som i sagens natur ikke kan angives udtømmende.

Der kan ved vurderingen blandt andet lægges vægt på grovheden af det strafbare forhold, jf. straffelovens § 80. Lovovertrædelsens grovhed udtrykker en værdi, som straffen kan sættes i forhold til, og giver dermed udgangspunktet for en proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf, som bidrager til ligelighed i strafvalget og strafudmålingen, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret Straffelov, (Alm. del) 1989, side 312.

Der kan ved vurderingen også lægges vægt på gerningsmandens tilregnelse og på, om forholdet er begået af flere i forening, eller om der eventuelt er tale om gentagelsestilfælde. Også motivet til at begå det strafbare forhold kan indgå i vurderingen.

Spørgsmål 61

Ad svar på spørgsmål 55 (L 150 - bilag 51), ad svar på spørgsmål 46 (L 150 - bilag 38), ad svar på spørgsmål 16 (L 150 - bilag 38) og ad svar på spørgsmål 13 (L 150 - bilag 38).

Skal svarene på spørgsmål 55, 46, 16 og 13 forstås således, at ministeren forudsætter, at ansatte i politiet alene gennem deres almene skoleuddannelse har kendskab til bistandslovens § 19 og den dertil hørende bekendtgørelse, hvorfor der ikke efter ministerens opfattelse er behov for en særlig instruks på dette område?

Svar

Justitsministeriet kan i anledning af spørgsmålet oplyse, at politiets grunduddannelse i en lang årrække har indeholdt en gennemgang af visse socialretlige emner, herunder bl.a. bistandslovens § 19. Såvel faget polititeori som faget socialret beskæftiger sig med bestemmelsen, ligesom også politiets lederuddannelse berører emnet.

Spørgsmål 62

Ad kommentar til bilag 31 (L 150 - bilag 50) samt svar på spørgsmål 28 (L 150 - bilag 38).

Det bedes oplyst, om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted i anden sammenhæng end uden for den helt subjektive kriminalprævention.

Svar

Som anført i besvarelsen af spørgsmål 28 er det især de foranstaltninger, der er knyttet til den subjektive kriminalprævention, der i praksis kan nødvendiggøre, at fortrolige oplysninger om enkeltpersoner videregives efter den foreslåede bestemmelse i § 115 b. Lovforslaget udelukker imidlertid ikke, at videregivelse af fortrolige oplysninger også kan finde sted inden for den objektive kriminalprævention, hvis det i særlige tilfælde findes nødvendigt.

Spørgsmål 63

Ad svar på spørgsmål 53 (L 150 - bilag 51).

Skal svaret forstås således, at ministeren er ude af stand til at fremlægge konkrete eksempler på reelle hindringer i forbindelse med samtykkekravet og SSP-arbejdet?

Svar

Som det anføres ved besvarelsen af spørgsmål nr. 15 (L 150 - bilag 38) har Justitsministeriet på baggrund af de høringssvar fra Foreningen af Politimestre i Danmark og Kommunernes Landsforening, som blev fremsendt til Folketingets Retsudvalg den 5. april 1990, ikke fundet anledning til at indhente oplysninger om konkrete sager.

Justitsministeriet kan fortsat henholde sig hertil.

Spørgsmål 64

Ad svar på spørgsmål 54 (L 150 - bilag 51).

Idet der i svaret henvises til svaret på spørgsmål 25 og 20 (L 150 - bilag 38), som omhandler rene sociale problemstillinger i den unges familiebaggrund, bedes det oplyst, om ministeren kan bekræfte, at udtrykket »rene private forhold« således også dækker oplysninger om forældres, søskendes og andre, der bor i hjemmets, private forhold?

Svar

Spørgsmålet kan besvares bekræftende. Det følger således af lovforslaget, at der i forbindelse med SSP-samarbejdet kan udveksles oplysninger om rent private forhold med hensyn til berørte børns og unges familie, herunder om forældres og søskendes forhold.

Det er dog en forudsætning, at oplysningerne findes at være nødvendige for det konkrete kriminalitetsforebyggende samarbejde, der retter sig mod det pågældende barn eller unge.

Spørgsmål 66

Ad svar på spørgsmål 58 og 59 (L 150 - bilag 55).

Vil lovforslaget indebære, at de faglige organisationers og brancheorganisationers ansatte advokater kan repræsentere organisationen eller et medlem af denne ved andre retter end arbejdsretten, eksempelvis i sager vedrørende afskedigelse eller arbejdsskadesager?

Svar

Lovforslaget indebærer ikke nogen ændring i reglerne om rettergangsfuldmægtige i retsplejelovens kapitel 25.

Faglige organisationer og brancheforeninger vil således som hidtil kunne lade sig repræsentere i retten ved en ansat advokat.

En organisations ansatte advokater vil endvidere kunne møde i retten for et medlem af organisationen, såfremt organisationen som mandatar har påtaget sig for en part at føre en sag, der ligger inden for organisationens interesseområde. Denne sag vil f.eks. kunne dreje sig om et principielt ansættelsesretligt spørgsmål, der har væsentlig betydning også for organisationen.

Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger og de tidligere besvarelser, vil en gennemførelse af lovforslaget kun få betydning, såfremt bistanden til medlemmet udstrækker sig til, at en ansat advokat møder i retten som advokat for medlemmet ved de almindelige domstole, herunder i de i spørgsmålet nævnte typer sager og i sager f.eks. vedrørende skilsmisse, køb og salg af fast ejendom m.v.

Det er denne form for juridisk virksomhed - at føre almindelige retssager for andre - der er kerneområdet for advokatvirksomhed. Det er på dette område, at advokatvirksomhedens uafhængighed af uvedkommende interesser er af fundamental betydning.

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 71

Det bedes oplyst, om der er forskel i indholdet af besvarelserne på heholdsvis L 150 - bilag 62 og alm. del - bilag 453.

Svar

Det kan oplyses, at besvarelsen af spørgsmål 237 (alm. del - bilag 453) er en udbygning af besvarelsen af spørgsmål 66 (L 150 - bilag 62).

Spørgsmål 72

Vil en organisation eller forening m.v. kunne indgå som mandatar for et medlem i en sag, der berører den pågældende organisations eller forenings interesseområde, såfremt sagen ikke er af principiel eller væsentlig betydning for den pågældende forening?

Svar

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 66 og 237, skal en sag, der falder ind under mandatarordningen, ligge inden for organisationens eller foreningens interesseområde. I bevarelsen af spørgsmål 66 er som et eksempel herpå nævnt en sag, som drejer sig om et principielt ansættelsesretligt spørgsmål, der har væsentlig betydning også for organisationen.

Det kan endvidere oplyses, at mandatarordningen således ikke vil kunne benyttes i et tilfælde, hvor der reelt vil være tale om en omgåelse af de foreslåede regler, idet retssagen alene berører et enkeltmedlems forhold uden for organisationens eller foreningens interesseområde ifølge vedtægterne eller lignende.

Spørgsmål 73

Er de ønsker, der er fremsat fra bl.a. Håndværksrådet og Dansk Arbejdgiverforening, imødekommet ved ministerens besvarelse af spørgsål 237?

Svar

I henvendelsen fra Håndværksrådet (L 150 - bilag 64) er det ikke nærmere angivet, hvilke typer af retssager Håndværksrådet ønsker at kunne føre for sine medlemmer.

Det er derfor ikke muligt for Justitsministeriet at udtale sig om, hvorvidt den i besvarelsen af spørgsmål 66 og 237 nævnte mandatarordning i fuldt tilstrækkeligt omfang vil opfylde Håndværksrådets behov, eller om foreningen ønsker at føre retssager for sine medlemmer vedrørende spørgsmål, der ligger uden for Håndværksrådets interesseområde.

I henvendelsen fra Dansk Arbejdsgiverforening (L 150 - bilag 22) er det angivet, at foreningen ønsker at kunne føre retssager vedrørende arbejdsmarkedsretlige spørgsmål.

På denne baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at mandatarordningen imødekommer Arbejdsgiverforeningens ønsker om at kunne føre retssager for sine medlemmer.

Spørgsmål 74

Udvalget udbeder sig teknisk bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag til lovforslaget, der imødekommer de ønsker, der er fremsat af Håndværksrådet m.fl., og som indebærer, at der lovgives om foreningernes ret til at yde advokatbistand gennem selve lovteksten og ikke gennem lovforslagets bemærkninger m.v.

Svar

I en del af de henvendelser, der er modtaget fra de forskellige organisationer og foreninger m.v., er det område, hvor man ønsker at kunne føre sager for sine medlemmer, enten ikke nærmere præciseret eller angivet uden begrænsninger. Dette gælder således henvendelserne fra De Danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger (L 150 - bilag 14 og 23).

Skal en bestemmelse udformes på dette grundlag, vil anvendelsesområdet skulle angives uden nærmere begrænsninger og også omfatte sager, der falder uden for mandatarordningen og f.eks. vedrører arve- og ægteskabsspørgsmål.

En sådan bestemmelse vil f.eks. kunne indsættes som 3. pkt. i den foreslåede § 124, stk. 1, og affattes således

»Uanset 1. og 2. pkt. må advokater, der er ansat i foreninger, interesseorganisationer og lignende, udøve advokatvirksomhed for medlemmerne af den pågældende forening m.v.«

Det bemærkes, at en sådan bestemmelse vil indebære, at de betingelser, der opstilles for advokatselskaber om uafhængighed med hensyn til ejerforhold, ledelsesforhold m.v., i strid med hele formålet med lovgivningen, ikke vil gælde for advokatvirksomhed, der udøves i foreningsregi af ansatte advokater.

Det bemærkes endvidere, at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke er behov for i selve lovteksten at fastsætte bestemmelser om den beskrevne mandatarordning, der heller ikke hidtil har været nærmere lovreguleret ud over de almindelige regler i retsplejelovens § 131 og § 260, stk. 2.

Spørgsmål 238

Idet der henvises til den under L 150 - bilag 72 omdelte kommentar fra socialministeren til henvendelsen af 8. marts 1990 fra Dansk Socialrådgiverforening (L 150 - bilag 9), bedes det oplyst, om ministeren er enig med socialministeren i dennes udtalelse.

Svar

I den i spørgsmålet nævnte kommentar anfører socialministeren blandt andet følgende

»Hvad angår Dansk Socialrådgiverforenings fastholdelse af, at udveksling af personoplysninger i SSP-regi kun må ske under iagttagelse af samtykkeregler, finder jeg imidlertid, at hvor indhentelse af samtykke er en umulighed, skal det være muligt at gøre en indsats for et stærkt truet barn eller en ung ved undtagelsesvis at indhente de oplysninger fra andre myndigheder, som i den givne situation vil være absolut nødvendige for at gøre en samlet indsats på det bedst mulige grundlag.

En opbremsning her vil virke særdeles uheldig for den igangværende udvikling af det tværfaglige samarbejde i overensstemmelse med bistandslovens principper.«

Jeg er enig med socialministeren i, at der i den nævnte situation vil være behov for i medfør af de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 115 b at videregive oplysninger uden samtykke fra den oplysningerne angår. De foreslåede bestemmelser giver også mulighed for i andre tilfælde at videregive oplysninger uden samtykke, når det sker for at varetage barnets tarv. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 6, 7 18 og 45 vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Dommeres habilitet, SSP-samarbejdet og advokatselskaber m.v.) (L 150 - bilag 38).

Bilag 2

Ministerens talepapir i forbindelse med samrådet om spørgsmål A

Justitsministeriet

Udkast til besvarelse af samrådsspørgsmål A vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Dommeres habilitet. SSP-samarbejdet og advokatselskaber m.v.)

Spørgsmål

Udvalget ønsker en redegørelse for baggrunden for begrænsningen af organisationer m.fl.s ret til at yde advokatbistand i det nuværende omfang.

Svar

Efter lovforslaget skal advokatvirksomhed kun kunne udøves i selskabsform under nogle særlige betingelser. I forslaget til § 124, stk. 3, foreslås således en begrænsning af den kreds, der kan besidde aktier eller anparter i et advokatselskab.

Baggrunden for disse regler er ønsket om at sikre, at det personlige tillidsforhold, der består mellem klient og advokat, og som hviler på den enkelte advokats uafhændighed og loyale varetagelse af klientens interesser, ikke afsvækkes som følge af, at advokaten virker i et advokatselskab. Efter bestemmelsen vil det således kun være bestallingshavende advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed, som gennem ejerskab kan øve indflydelse på driften af et advokatselskab.

Det er endvidere et krav, at aktionæren eller anpartshaveren gennem sin virksomhed er tilknyttet det pågældende advokatselskab enten direkte eller gennem virke i dets moder- eller datterselskab. Endvidere foreslås i § 124, stk. 4, at der skal være en begrænsning i kredsen af de personer, der kan være medlem af bestyrelsen for et advokatselskab. Denne bestemmelse tilsigter ligeledes at varetage hensynet til selskabets uafhængighed af uvedkommende interesser. Endvidere fastsættes, at den daglige ledelse af advokatselskabet, der forestås af direktionen, alene kan varetages af personer, der gennem virke som advokat i det pågældende selskab er tæt knyttet til virksomheden.

Gennem disse krav sikres det, at selskabet i samme omfang som en personligt drevet advokatvirksomhed vil være uafhængig af interesser, der er advokatvirksomheden uvedkommende, og som kan være stridende mod klientens interesser. Det tillægges i den forbindelse stor betydning, at advokatvirksomheder ikke på grund af finansieringen af virksomhedernes kapitalgrundlag kan domineres af interesser, der ville kunne svække den generelle tillid til advokaters uafhændighed, og at de ikke som andre ansatte med almindelig funktionærstatus er underlagt instruktionsbeføjelse fra andre end advokater.

Det foreslås derfor samtidig, at andre juridiske personer end advokatselskaber ikke må udøve advokatvirksomhed, således som dette nærmere er afgrænset i lovforslaget.

Baggrunden herfor er, at det vil være i strid med formålet med de foreslåede regler at stille særlig strenge krav til advokatselskabers uafhængighed m.v., hvis det samtidig tillades andre juridiske personer at drive advokatvirksomhed uden at opfylde disse betingelser.

Jeg kan også sige det på en lidt stærkere måde.

Det har ingen mening med den ene hånd at stille de nævnte strenge krav til advokatselskaber, hvis man med den anden hånd tillader, at andre juridiske personer - dvs. organisationer og foreninger, der jo ikke er ejet og ledet af advokater - skal kunne udøve den samme generelle form for advokatvirksomhed uden at opfylde disse krav. Der må med andre ord stilles ens krav.

Åbnes der mulighed for, at foreninger, banker, forsikringsselskaber, de faglige organisationer på arbejdstager- og arbejdsgiverside osv. kan drive almindelig advokatvirksomhed vil det kunne betyde en fundamental ændring af advokaterhvervet og dermed af den uafhængighed, som hidtil har karakteriseret advokatvirksomhed her i landet, og som af retsplejemæssige hensyn bør tillægges betydelig vægt.

Endelig vil jeg fremhæve, at lovforslaget kun rammer den virksomhed, der udøves af ansatte advokater, såfremt denne udstrækker sig til at møde i retten som advokat for et medlem ved de almindelige domstole - og ikke ved Arbejdsretten eller i en voldgiftssag. Det er således kun dette kerneområde for advokatvirksomhed, nemlig at føre almindelige retssager for andre, som vil blive berørt af lovforslaget, fordi det er af fundamental betydning på dette område at bevare advokatvirksomhedens uafhængighed af uvedkommende interesser.

Den udenretlige bistand og rådgivning, der ydes til medlemmerne, og som også f.eks. kan bestå i at skrive skøder for de pågældende, vil derimod kunne fortsætte som hidtil.

Hertil kommer, at organisationerne ved deres ansatte advokater vil kunne møde i retten for et medlem af organisationen, såremt organisationen som mandatar påtager sig for en part at føre en sag, der ligger inden for organisationens interesseområde. En sådan sag vil f.eks. kunne dreje sig om et principielt ansættelsesretligt spørgsmål, der har væsentlig betydning også for organisationen. Jeg kan her henvise til besvarelsen af spørgsmål 66, som jeg netop har besvaret.

(Om mandatarforhold henvises i øvrigt til vedlagte notits. (Ej optrykt her))

Bilag 2

Dansk Socialrådgiverforening

Den 8. marts 1990

Folketingets Retsudvalg

Til orientering

Dansk Socialrådgiverforening har hermed fornøjelsen at fremsende til orientering vores udtalelse vedrørende justitsministerens lovforslag til ændring af retsplejeloven (L 150).

Med venlig hilsen

Kurt Eriksen

formand

/ Anne Jepsen

sekretær

Underbilag

Dansk Socialrådgiverforening

Den 8. marts 1990

Justitsministeriet

Udtalelse vedrørende justitsministerens lovforslag til ændring af retsplejeloven (L 150)

Dansk Socialrådgiverforening har med glæde modtaget Justitsministeriets anmodning om en udtalelse vedrørende L 150. Vi vil i det følgende udelukkende koncentrere os om de elementer i lovforslaget, som vedrører SSP-samarbejdet (§ 115).

Dansk Socialrådgiverforening opfatter justitsministerens forslag som udtryk for et ønske om, via en tilføjelse til retsplejeloven - på et begrænset, men vigtigt område - at ændre - »opbløde« - forvaltningslovens videregivelsesregler vedrørende personoplysninger, jf. forvaltningslovens § 28.

»Opblødningen« går ud på

- at det fastslås, at oplysninger vedrørende enkeltpersoners rent private forhold kan udveksles i SSP-regi, og

- at denne udveksling af personoplysninger kan foregå uden forudgående indhentning af barnets og/eller forældrenes samtykke.

Baggrunden for forslaget angives at være

- at der skulle være opstået tvivl om, i hvor vid udstrækning personoplysninger kan udveksles, og

- at en naturlig udvikling af SSP-arbejdets indhold bremses, medmindre de foreslåede »opblødninger« gennemføres.

Socialrådgiverforeningen er imod den foreslåede ændring af retsplejeloven. Det er vi af såvel principielle som konkrete, socialfaglige årsager.

Hvad bør SSP være?

DS anerkender SSP som et tværfagligt og tværsektorielt samvirke med kriminalitetsforebyggende formål. SSP er een af flere sådanne samarbejdsformer, som socialrådgiverne i de primærkommunale socialforvaltninger indgår i. Det er DS' opfattelse, at SSP-samarbejdet bør rette sig mod generel kriminalitetsforebyggelse og speciel kriminalitetsforebyggelse rettende sig mod bestemte områder eller befolkningsudsnit/grupper, som er særligt kriminalitetstruede (det primære og det sekundære forebyggelsesplan).

Forebyggelsesindsatsen på det tertiære plan, der dels retter sig mod enkeltpersoner, dels er svært adskilleligt fra behandlingsarbejde (i modsætning til forebyggelse) bør derimod ikke i almindelighed være genstand for SSP-indsats.

Vi er i DS dog enig i, at der i klart definerede enkeltsituationer som led i forebyggende aktiviteter vil kunne opstå et behov for udveksling af personoplysninger i SSP-regi. Dette bør imidlertid altid ske under anvendelse af samtykkereglerne.

Hvorfor dog det?

Fordi offentlige myndigheders handlen bag om ryggen og hen over hovedet på den berørte borger dels er uetisk, dels erfaringsmæssigt konstraindicerer et positivt og varigt resultat.

Dansk Socialrådgiverforening ønsker det sociale arbejde baseret på et grundlag, der kan samles under begreberne: inddragelse, respekt og fortrolighedsret. Da SSP-samarbejdet som nævnt kun er eet af flere tværfaglige og tværsektorielle fora, som socialrådgiverne i de primærkommunale socialforvaltninger indgår i, eksisterer der en fare for, at udveksling i SSP-regi af rent private personoplysninger uden samtykke generelt forringer socialforvaltningernes klientforhold.

Ansvaret for det offentliges sociale indsats bør fortsat entydigt være den primærkommunale socialsektors. Socialrådgiverforeningen erkender, at der over år og dag har kunnet rettes kritik af de sociale forvaltningers indsats på det tertiære plan, det personorienterede behandlingsplan. Dette forhold bør imidlertid ikke føre til krav om, at løsningen af opgaverne i stedet skal finde sted i SSP-samarbejdets regi og med den foreslåede regellempelse til følge. I stedet bør der såvel fagligt som socialpolitisk ske en præcisering og prioritering af opgaveløsningen i de sociale forvaltninger. Socialrådgiverne der har både erfaringen og ekspertisen, som løsningen af disse opgaver forudsætter - men det kniber med ressourcerne!

Hvad kunne man gøre?

Hvis der, som fremført, råder tvivl om, under hvilke konditioner der i SSP-regi kan udveksles personoplysninger, bør denne tvivl bortvejres på basis af de ovenfor nævnte etiske principper og med udgangspunkt i forvaltningslovens regler.

Såfremt politiet på sin side savner legal mulighed for at underrette socialforvaltningerne om bestemte personers kriminelle eller formodet kriminelle handlinger, bør dette kunne afhjælpes gennem præcisering af retsplejelovens § 752 og bistandslovens §§ 17 og 19, hvorefter forvaltningens indsats bør udøves på baggrund af forvaltningslovens regler og de etiske principper for udførelse af socialt arbejde med enkeltpersoner.

Med venlig hilsen

Kurt Eriksen

formand

Bilag 3

Den Danske Dommerforening

Den 8. marts 1990

Justitsministeriet Ved skrivelse af 23. januar 1990 (j. nr. 1989-40002-63) har Justitsministeriet anmodet om en udtalelse om lovforslag nr. L 150 til ændring af retsplejeloven.

Vedrørende lovforslagets § 1, nr. 3-5, om dommeres habilitet har der været afholdt et møde mellem landsretspræsidenterne, byretspræsidenterne og Dommerforeningen, som er enige om at udtale følgende

Forslaget til ændret affattelse af § 60, stk. 2, giver ikke anledning til bemærkninger, jf. dog bemærkningerne nedenfor om forlængelse af varetægtsfængsling under meget langvarige domsforhandlinger.

Bilag 3

Socialministerens kommentar til udtalelsen af 8. marts 1990 fra Dansk Socialrådgiverforening

Socialministeriet

København, den 2. maj 1990

Folketingets Socialudvalg Under henvisning til Socialudvalgets skrivelse af 4. april 1990 (B 52- bil. 11) har jeg følgende kommentarer til en udtalelse af 8. marts 1990 fra Dansk Socialrådgiverforening vedrørende forslag til folketingsbeslutning om SSP-samarbejde

Jeg er enig med Dansk Socialrådgiverforening i, at SSP-samarbejdet principielt bør rettes mod en generel forebyggelse af kriminaliteten som et led i det forebyggende arbejde f.eks. over for grupper, som er særlig kriminalitetstruede.

Hvad angår Dansk Socialrådgiverforenings fastholdelse af, at udveksling af personoplysninger i SSP-regi kun må ske under iagttagelse af samtykkeregler, finder jeg imidlertid, at hvor indhentelse af samtykke er en umulighed, skal det være muligt at gøre en indsats for et stærkt truet barn eller en ung ved undtagelsesvis at indhente de oplysninger fra andre myndigheder, som i den givne situation vil være absolut nødvendige for at gøre en samlet indsats på det bedt mulige grundlag.

En opbremsning her vil virke særdeles uheldig for den igangværende udvikling af det tværfaglige samarbejde i overensstemmelse med bistandslovens principper.

Vedrørende Dansk Socialrådgiverforenings forslag om en præcisering af bistandslovens § 17 henvises til, at dette allerede er sket i forbindelse med udsendelse af vejledning af 11. december 1989 om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning, afsnit VI, pkt. 4, hvorefter bistandslovens § 17 kun bør bruges af den sociale myndighed, når det har vist sig umuligt at opnå samtykke og det samtidig skønnes, at oplysningerne er absolut nødvendige. Et manglende samtykke bør altså ikke automatisk føre til, at disse bestemmelser tages i anvendelse.

Jeg finder derimod ikke, at der er behov for præcisering af bistandslovens § 19.

Aase Olesen

/ Birthe Frederiksen

Bilag 4

Justitsministeriet

Den 23. marts 1990

Kommentarer til Dommerforeningens og retspræsidenternes høringsudtalelse om de foreslåede nye regler om dommeres habilitet (L 150)

1. Indledningsvis er det værd at fremhæve, at Dommerforeningen og retspræsidenterne - bortset fra spørgsmålet om varetægtsfængsling under meget langvarige domshandlinger - ikke har bemærkninger til den centrale bestemmelse i lovforslaget (§ 60, stk. 2), der er den direkte følge af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Hauschildtsagen.

2. I høringssvaret gives udtryk for, at lovforslagets bemærkninger giver anledning til tvivl om rækkevidden af den tilsigtede udvidelse af området for inhabilitet efter § 61 - særligt med hensyn til sagerne om »bandekriminalitet«.

Det har jeg lidt svært ved at forstå.

Både i lovforslagets almindelige bemærkninger (side 7, højre spalte, 4. afsnit) og i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser (side 18, venstre spalte, sidste afsnit) anføres klart det afgørende kriterium, nemlig om dommeren har deltaget i pådømmelsen af en tidligere sag, hvor der er lagt omstændigheder til grund som bevist, som på ny skal gøres til genstand for bevisførelse under den nu foreliggende sag, som ikke kan afgøres på grundlag af tiltaltes tilståelse.

Når det i bemærkningerne (side 7, venstre spalte, sidste afsnit) anføres, at det må bero på en konkret afgørelse, er det for at understrege, at det må afgøres fra sag til sag, om dommeren i den tidligere sag har foretaget en sådan bevisbedømmelse.

De tilfælde om »bandekriminalitet«, der er omtalt i høringsudtalelsen side 2, 1. afsnit, skal således alle afgøres efter det nævnte kriterium, og det skulle ikke kunne volde tvivl i praksis.

Når det dernæst anføres, at denne retstilstand ikke er særlig hensigtsmæssig, forstår jeg det navnlig som en udtalelse om, at det vil give anledning til en øget belastning i form af udsættelser af domsforhandlinger, eller at en anden dommer (og andre domsmænd) skal deltage i domsforhandlingen mod de resterende tiltalte. Dommeren giver derimod ikke udtryk for invendinger mod grundprincippet i det nævnte kriterium.

Jeg er enig i, at de foreslåede nye regler vil medføre en sådan merbelastning af (bl.a.) domstolene, således som det også er anført i lovforslagets bemærkninger om de økonomiske og administrative konsekvenser. Det er imidlertid den naturlige og uundgåelige konsekvens af en udvidelse af området for dommeres inhabilitet som følge af afgørelsen i Hauschildtsagen.

3. Det udtales herefter, at det synes noget inkonsekvent at anse retten for inhabil i disse tilfælde med flere gerningsmænd, når afgørelser under domsforhandlingen om varetægtsfængsling ikke medfører inhabilitet. Endvidere anføres, at denne retstilstand »i øvrigt synes at kunne give anledning til overvejelse i forhold til Menneskerettighedskonventionen i tilfælde af meget langvarige domsforhandlinger«.

Denne meget forsigtige formulering opfatter jeg ikke på den måde, at dommerne finder, at der bør statueres inhabilitet i sådanne tilfælde.

I lovforslagets bemærkinger (side 16-17) er der nøje redegjort for baggrunden for, at afgørelser under domsforhandlingen ikke skal medføre inhabilitet. Der henvises navnlig til, at et sådant resultat har direkte støtte i afgørelsen i Hauschildtsagen og Højesterets kendelse af 1. november 1989 i Jydebrødresagen.

4. I høringsudtalelsen gives der endvidere udtryk for, at der i erstatningssager også bør gælde inhabilitet for den dommer, der har afsagt fængslingskendelsen, hvilket må sigte på tilfælde, hvor der ikke er truffet afgørelse om en særlig bestyrket mistanke.

Det er jeg ikke enig i. Det ville være et brud på det grundprincip, som lovforslaget bygger på, og hvorefter grundlaget for inhabilitet skal være en kvalificeret skyldvurdering enten i form af en afgørelse om særlig bestyrket mistanke eller en domfældelse.

Som nævnt har dommerne ikke givet udtryk for indvendinger mod dette grundprincip.

5. Som det fremgår, tilslutter Dommerforeningen og retspræsidenterne sig den helt overvejende del af indholdet af de foreslåede nye bestemmmelser.

Indvendingerne går på den lovtekniske udformning, hvor man af principielle grunde finder, at »hovedgruppetilfældene« af inhabilitet bør angives i selve lovteksten i stedet for at følge af det generelle kriterium i § 61 om, at der ikke må foreligge omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

Det er min opfattelse, at lovforslagets bemærkninger er udformet på en sådan måde, at det udvidede område for inhabilitet efter § 61 er angivet så klart som muligt. Indholdet af de foreslåede regler, der primært retter sig mod dommerne, skulle således ikke kunne give anledning til tvivl i praksis.

Da der er tale om afgørelser, der skal træffes i det enkelte tilfælde efter en vurdering af sagens konkrete omstændigheder, er det endvidere i overensstemmelse med sædvanlige lovtekniske principper i sådanne situationer - særlig når der som her er tale om en såkaldt opsamlingsbestemmelse - at affatte lovteksten efter generelt formulerede kriterier, forudsat at det tilsigtede anvendelsesområde er klart angivet i bestemmelsens forarbejder. Formuleringen svarer i øvrigt til den gældende affattelse af § 62. Endvidere findes i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, en tilsvarende opsamlingsbestemmelse om inhabilitet.

6. I høringsudtalelsen anføres, at placeringen af de 5 yderligere dommerstillinger bør drøftes med retspræsidenterne og Dommerforeningen.

Jeg er enig i, at der i givet fald skal finde sådanne drøftelser sted.

7. Endelig udtales, at man finder det meget uheldigt, at et lovforslag som det foreliggende, der på væsentlig måde berører domstolenes virksomhed, ikke har været genstand for forudgående behandling i et udvalg eller en arbejdsgruppe eller i hvert fald en forudgående høring af domstolene.

Jeg har noget svært ved at forstå denne kritik.

Jeg går ud fra, at alle er enige om, at det på grund af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Hauschildtsagen i maj 1989 er nødvendigt, at Folketinget i denne samling vedtager nye regler om dommeres inhabilitet. Det har derfor ikke i dette tilfælde været muligt at lade spørgsmålene behandle i et udvalg.

Hertil kommer, at den endelige udformning af lovforslaget viste sig først at kunne fastlægges efter Højesterets afgørelser af 1. november 1989 og 21. december 1989, således som det fremgår af lovforslagets bemærkninger.

Da den almindelige frist for fremsættelse af lovforslag er fastsat til medio januar, var det ikke muligt at sende forslaget til høring inden fremsættelsen. I den forbindelse kan jeg i øvrigt nævne, at Dommerforeningen og retspræsidenterne har meddelt, at svar på høringer som regel først kan forventes at foreligge mindst 2 måneder efter høringens iværksættelse.

Jeg kan også nævne, at Justitsministeriet har opfattet udformningen af de foreslåede nye regler som en stort set bunden opgave som følge af dommen i Hauschildtsagen og Højesterets nævnte afgørelser.

Endelig kan jeg oplyse, at Dommerforeningens formand til drøftelse i bestyrelsen allerede i august 1989 modtog et notat på 27 sider med lovudkast og bemærkninger som et resultat af Justitsministeriets foreløbige overvejelser med anmodning om bemærkninger hertil af såvel teknisk som substantiel karakter, eventuelt på et møde.

Justitsministeriet modtog herefter et notat fra Dommerforeningen med tekniske bemærkninger til udkastet, som er indgået i udarbejdelsen af det endelige lovforslag.

Skrivelsen til Dommerforeningens formand vedlægges.

Underbilag

Justitsministeriet

København, den 23. august 1989

Den Danske Dommerforening

v/ adm. dommer Claus Larsen

Howitsvej 32

2000 Frederiksberg

Kære Claus Larsen Vedlagte notat (ej vedlagt her) er resultatet af Justitsministeriets foreløbige overvejelser om ændringer af retsplejeloven i anledning af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Hauschildtsagen.

Hovedlinjerne i notatet er godkendt af justitsministeren.

Efter aftale med ministeren vil jeg bede dig se på notatet, og alle bemærkninger (tekniske som substantielle) er meget velkomne. Eventuelt kan vi holde et møde om sagen. Overvejelserne skulle gerne være afsluttet senest medio september.

Endelig har ministeren bedt om, at kendskab til notatets indhold bliver inden for en snæver kreds.

Et tilsvarende brev er sendt til rigsadvokaten.

Med venlig hilsen

Torsten Hesselbjerg

Bilag 4

Landsorganisationen i Danmark

Den 21. maj 1990

Folketingets Retsudvalg

Vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (dommeres habilitet, SSP-samarbejdet og advokatselskaber m.v.)

Landsorganisationen i Danmark er blevet bekendt med, at ovennævnte lovforslag (lovforslag nr. L 150, fremsat den 17. januar 1990) vil medføre indskrænkninger i organisationsansatte advokaters mulighed for at føre sager ved de almindelige domstole.

Det skal i den forbindelse oplyses, at selv om fagbevægelsen i dag hovedsagelig kun anvender ansatte advokater i Arbejdsretten, finder Landsorganisationen i Danmark en begrænsning af organisationers muligheder uheldig.

Landsorganisationen i Danmark skal på den baggrund opfordre Folketingets Retsudvalg til at sikre, at lovændringen ikke medfører indskrænkninger i organisationerne på arbejdsmarkedets muligheder for at yde medlemmerne juridisk bistand ved anvendelse af ansatte advokater.

P. f. v.

Erik Hemmingsen

/ Finn Sørensen

Bilag 5

Juristen, nr. 3, 26. marts 1990

Justitsministeriets lovforslag om dommerinhabilitet

Af landsdommer Peter Rørdam

I. Indledning

Ved lov nr. 386 af 10. juni 1987 indsattes den bestemmelse i retsplejelovens § 60, stk. 2, at ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en straffesag, såfremt han tidligere i sagen har truffet bestemmelse om at varetægtsfængsle den pågældende alene efter § 762, stk. 2, medmindre sagen behandles efter § 925 eller § 925 a. Efter Menneskeretsdomstolens afgørelse i Hauschildtsagen blev det klart, at det famøse ord »alene« måtte udgå, og at det i det hele taget måtte overvejes meget nøje, hvilke konsekvenser Hauschildtsagen skulle få for vor hidtidige opfattelse af dommerhabiliteten i forskellige situationer. Behovet for en lovregulering blev stærkt understreget ved Højesterets dom af 21. december 1989, som direkte henviste lovgivningsmagten til at give regler for, hvornår en dommer har umuliggjort sin medvirken i et sagskompleks, når han ved en tidligere afgørelse i et eller andet omfang har foregrebet sin stillingtagen også til det, der nu skal træffes afgørelse om.

Justitsministeriet havde, allerede da Hauschildtdommen var blevet afsat, bebudet, at man ville komme med et lovforslag. Det foreligger nu som forslag til forskellige ændringer i retsplejeloven, herunder af inhabilitetsreglerne, fremsat i Foketinget den 17. januar 1990. For at sige det pænt er forslaget meget lidt vellykket, og jeg skal i det følgende omtale nogle af de momenter, der efter min mening bevirker, at forslaget ikke egner sig til at blive vedtaget i den form, hvori det nu foreligger.

II. Forslagets nr. 3 og 4 lyder således

» 3. § 60, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende, inden domsforhandlingen er begyndt, vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at varetægtsfængsle den tiltalte efter § 762, stk. 2, eller om foretagelse af foranstaltninger som nævnt i § 754 a eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 781, stk. 3. Dette gælder dog ikke, hvis sagen behandles efter § 925 eller § 925 a, eller sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.«

4. § 61 affattes således

» § 61. Ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.«

Som det kan ses, skal § 60, stk. 2 regulere - og efter motiverne, jf. punkt 2.5., udtømmende regulere - de tilfælde, hvor dommeren har truffet fængslingsafgørelser samt afgørelser i forbindelse med agentvirksomhed efter § 754 a og om brevåbning og brevstandsning. § 61 skal regulere alle andre situationer.

Mine hovedindvendinger mod § 60, stk. 2, er følgende

1) Efter forslaget bliver man i relation til fængslingsreglerne inhabil, når man har truffet afgørelse om at varetægsfængsle den tiltalte efter § 762, stk. 2. Man har ved denne formulering ikke taget højde for de i praksis ikke helt sjældent forekommende tilfælde, hvor dommeren giver anklagemyndigheden medhold i, at der foreligger en særlig bestyrket mistanke, men hvor den sigtede dog løslades, fordi man ikke finder, at hensynet til retshåndhævelsen kræver fængsling. Det siger sig selv, at man også bør være inhabil i sådanne tilfælde, selv om der sker løsladelse.

2) Efter forslaget skal inhabilitet aldrig kunne indtræde, hvis det ikke er en stk. 2-afgørelse, der er truffet, men dommerens mistankevurdering hr fundet udtryk i de ord, der bruges i § 762, stk. 1: »begrundet mistanke«. En så vidtgående begrænsning vil næppe være helt i overensstemmelse med Hauschildtdommen og heller ikke med den virkelighed, der undertiden ligger bag brugen af ordene »begrundet mistanke«.

Den afgørende passus om dette spørgsmål i Hauschildtdommen lyder således

»Domstolen finder, at det forhold, at en dommer, i et retssystem som det danske, også træffer afgørelser under sagens indledende stadier, herunder træffer beslutning om varetægtsfængsling, ikke i sig selv kan fremkalde en berettiget tvivl vedrørende dommerens upartiskhed.

Imidlertid finder Domstolen, at der kan foreligge særlige omstændigheder i den konkrete sag, der kan berettige til en anden konklusion.« (Herefter kommer Domstolen ind på de særlige problemer, som fængslinger efter § 762, stk. 2, rejser).

Det vil let ses, at den regel, Justitsministeriet foreslår, (udelukker inhabilitet i videre omfang,) går videre, end Hauschildtdommen lægger op til. Jeg vil gerne supplere dette med følgende betragtninger.

Når dommeren under grundlovsforhøret statuerer, at der er begrundet mistanke om sigtelsen, vil afgørelsen normalt være truffet på grundlag af et foreløbigt materiale, og det, dommeren tilkendegiver, er noget i retning af følgende: Jeg er enig med anklagemyndigheden i, at der er så meget, der tyder på, at sigtede kan være skyldig i overensstemmelse med sigtelsen, at det er rimeligt, at politiet går videre med sagen for at få den fuldstændig oplyst. Denne afgørelse kan ikke gøre dommeren inhabil. Når dommeren næste gang skal tage stilling til fængslingsspørgsmålet, skulle efterforskningen helst være længere fremme, og dommeren må da på det nye grundlag vurdere, om der stadig er tilstrækkeligt hold i sigtelsen. Det er ikke svært at indse, at efterhånden som efterforskningsmaterialet fuldstændiggøres, kommer dommerens opave bestandig tættere på en forhåndsvurdering af, om sigtede vil blive dømt. Og når dommeren også på grundlag af den fuldt afsluttede efterforskning giver udtryk for, at der stadig er en begrundet mistanke, kan man, selv om afgørelsen iklædes nogle andre ord, alt efter efterforskningsmaterialets karakter komme meget tæt på den bevisvurdering, der foreligger, når man statuerer særlig bestyrket mistanke.

Hvis fængslingen tilmed er blevet forlænget gang på gang af den samme dommer, tilspidses situationen yderligere, og jeg kan godt sætte mig ind i den uro, en tiltalt må føle, hvis han under domsforhandlingen ser, at det er den samme dommer, der nu skal tage stilling til hans sag.

Jeg vil ikke med disse bemærkninger lægge op til, at man i et stort antal tilfælde skal blive inhabil i forbindelse med almindelige fængslingsafgørelser. Men jeg er ligesom Eva Smith af den opfattelse, at inhabilitet bør indtræde i nogle af disse situationer. Jeg ved ikke, hvordan en regel herom i givet fald skulle udformes, men jeg føler mig overbevist om, at reglen i § 60, stk. 2, bør affattes således, at der åbnes en ventil for at statuere inhabilitet også på grundlag af afgørelser efter § 762, stk. 1. Det er efter min mening også utvivlsomt, at dette vil være bedst stemmende med Hauschildtdommen.

3) Efter forslaget er inhabilitetsvirkningen udtrykkelig begrænset til de afgørelser, der træffes, inden domsforhandlingen er begyndt. Denne del af forslaget er for så vidt forståelig nok. Når først domsforhandlingen er begyndt, er det kun de dommere, der behandler sagen, der har en reel mulighed for at vurdere, om beviserne stadig er så stærke, at tiltalte efter al sandsynlighed bliver dømt. Dilemmaet her er imidlertid indlysende. Hvis fængslingen forlænges, er det et klart budskab til den tiltalte om, at han efter dommerens opfattelse stadig står til domfældelse, og det er svært at se, hvordan man kan komme uden om inhabilitetsproblemer, hvis spørgsmålet på dette grundlag skulle blive forelagt for menneskeretsorganerne.

En lappeløsning kunne være at indføre en bestemmelse om, at en fængsling efter § 762, stk. 2, automatisk kører videre, når domsforhandlingen er begyndt. Det er kun en lappeløsning, fordi en dommer, der føler, at bevisgrundlaget smuldrer, må have en naturlig forpligtelse til uden begæring at løslade den sigtede, når der ikke forbigående ikke længere er en særlig bestyrket mistanke. Udadtil fremtræder det dog som mindre iøjnefaldende, hvis der ikke udtrykkelig skal tages stilling til fængslingsspørgsmålet.

Den afgørende måde at løse problemet på ligger imidlertid efter min opfattelse et helt andet sted, nemlig ved at undgå eller stærkt begrænse brugen af stk. 2-fængslinger i disse sager. De meget langvarige sager, hvor spørgsmålet overhovedet kan opstå - der skal være tale om domsforhandlinger, der strækker sig over mere end 4 uger - er først og fremmest sager om omfattende økonomisk kriminalitet, og i disse sager bør man principielt slet ikke bruge stk. 2-fængslinger. Hvilken dommer er i stand til i disse meget indviklede sager med langstrakt bevisførelse og regnskabsgennemgang på forhånd at have en sikker mening om, hvordan sagen skal falde ud? Så er der de store narkosager, men her er det vel først og fremmest hensynet til ikke at forplumre bevisførelsen, der i et vist omfang kan bære en fortsat fængsling, selv om efterforskningen er afsluttet. Det samme synspunkt kunne muligvis også føre igennem i visse andre sagstyper.

Hertil kommer imidlertid et yderligere synspunkt, som man efter min mening har for lidt blik for i praksis, nemlig at der er grænser for, hvor langvarige fængslinger hensynet til retshåndhævelsen kan bære. De store sager, der her er på tale, vil normalt have medført langvarig fængsling inden domsforhandlingen, og der kommer vel - også i de store sager - et tidspunkt, hvor man bør konstatere, at nu har retsfølelsen fået sit. Jeg vil i denne forbindelse henlede opmærksomheden på Højesterets kendelse af 7. december 1989. Den tiltalte i denne sag havde ved nævningedom af 2. november 1989, som var anket til Højesteret, fået 31/2 års fængsel for narkokriminalitet. Han havde været fængslet siden den 28. april 1988 og fik fængslingen forlænget efter domsafsigelsen. Højesteret fandt, at hensynet til retshåndhævelsen ikke krævede, at tiltalte forblev varetægtsfængslet indtil sagens afgørelse i Højesteret. En henvisning til sådanne synspunkter savnes ganske i motiverne til lovforslaget.

4) Dette fører mig videre til den afgørende indvending mod lovforslaget, at man ikke er gået til ondets rod, som ligger i de meget vidtgående bestemmelser om varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen og den - efter min mening - for vidtgående brug, der gøres af bestemmelserne i praksis. De inhabilitetsproblemer, der allerede er opstået, og som fremover vil opstå som følge af afgørelser om fængsling efter § 762, stk. 2, udløser efter Justitsministeriets egen tilkendegivelse ekstrabevilllinger til retsvæsenet. Dette aspekt ved fængslingsbestemmelserne har af gode grunde ikke været inde i billedet, da politikerne vedtog de gældende fængslingsbestemmelser. Det forekommer mig nærliggende, at det nu politisk bliver taget op til overvejelse, hvorledes man vil prioritere. Om man i lyset af de ulemper af både økonomisk og anden karakter, som fængslingsreglerne giver anledning til i relation til inhabilitetsproblematikken, vil opretholde fængslingsbestemmelserne, som de er, eller om man ved ændret lovgivning skal foretage en begrænsning af de fængslingsafgørelser, som skaber inhabilitetsproblemerne. Hvis dette kunne blive resultatet, ville meget være vundet. Jeg skal ikke her gå ind i en fornyet diskussion hverken om den gamle eller om den nye retshåndhævelsesarrest, men blot minde om den kritik, der har været fremført overfor bestemmelserne.

III. Ved forslagets § 61 har Justitsministeriet ment at kunne løse alle andre habilitetsproblemer end dem, der knytter sig til fængslingsafgørelserne m.v. Forslaget er en afskrift af det afgørende kriterium i den gældende § 62, og man må gnide sig i øjnene, før man forstår, at det er i fuldt alvor, ministeriet har valgt denne måde at lovgive på. Vi har en kedelig tilbøjelighed herhjemme til at lovgive i motiverne, men jeg tror ikke, jeg tidligere har set et så hårrejsende eksempel herpå. Lovforslaget, der som sagt blot gentager det allerede gældende kriterium, tager ifølge motiverne sigte på at løse en lang række nye inhabilitetsproblemer, uden at lovteksten på nogen måde blot løfter sløret for, hvad det er, man har haft i tankerne.

Jeg ser ikke noget formål med at gennemgå de situationer, som ministeriet ifølge motiverne tænker sig løst ved forslaget. Det forekommer mig klart, at forslaget ikke bør gennemføres, som det foreligger, men at der må ske en omskrivining, som i hvert fald gennem eksemplifikation afdækker typesituationerne. Det er en vanskelig opgave, for habilitetsproblemerne er uhyre komplicerede. Hertil kommer, at når der først er taget hul på problematikken, er der formentlig ingen, der ved, hvor vi ender. Opgaven er derfor på een gang i et eller andet omfang at konkretisere situationerne og samtidig at udforme reglerne så smidigt, at de også kan fange nye situationer op, efterhånden som de opstår.

IV. Når lovforslaget er blevet så ringe, som tilfældet er, hænger det utvivlsomt sammen med en ny form for lovgivningsprocedure, som Justitsministeriet har indført for nogle år siden. Vi har været vant til, at det, der kom fra Justitsministeriet, havde en høj kvalitet. Lovforberedelsen fandt sted i udvalg eller kommissioner, der var sammensat på en sådan måde, at problemerne blev analyseret og gennemarbejdet ud fra forskellige synsvinkler. Resultatet blev så sendt til høring, og først efter at høringssvarene var indhentet, udarbejdede Justitsministeriet sit lovforslag, der derefter blev fremsat i Folketinget. Alle væsentlige synspunkter var på denne måde kommet frem og blevet tilgængelige for politikerne. I dag springer man udvalgs- og kommissionsarbejdet over og laver selv sine lovforslag, som tilmed fremsættes i Folketinget, uden at de forinden har været til høring hos de myndigheder og andre, som har forstand på, hvad det drejer sig om. Det er på dette stadium af lovgivningsproceduren vanskeligt at få væsentlige ændringer gennemført, fordi der allerede her ligger nogle afgørende politiske bindinger, og politikernes reelle beslutningsgrundlag er blevet stærkt forringet.

Det er særlig uforståeligt, at Justitsministeriet også i denne sag har båret sig således ad. Der er intet hastende i dette lovgivningsarbejde, som er så væsentligt, at det fortjener den størst mulige omhu. Man må håbe, at tiden ikke er forpasset til, at de meget vanskelige problemer virkelig kan blive gennemarbejdet, og vi kan få en lovgivning, som vi kan være tjent med, og som det er muligt at arbejde med i praksis.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har

herunder stillet spørgsmål til justitsministeren.

Udvalget har herunder modtaget en skriftlig henvendelse fra Landsorganisationen i Danmark (LO).

Et af udvalget stillet spørgsmål vedrørende lovforslaget og justitsministerens besvarelse heraf, der er indgået i udvalgsarbejdet, er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Som bilag til tillægsbetænkningen er endvidere optrykt den række af henvendelser, som udvalget under sit arbejde med lovforslaget har modtaget vedrørende interesseorganisationer, foreninger m.fl.s ret til at yde deres medlemmer advokatbistand. Ligeledes er som bilag optrykt en henvendelse fra Dansk Socialrådgiverforening sammen med socialministerens kommentar hertil og de spørgsmål, udvalget har stillet justitsministeren i forbindelse hermed, sammen med dennes svar.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, men kan stemme for det stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S)

Til § 1

1) Nr. 7 udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1

Under udvalgsarbejdet er det fra justitsministeren oplyst, at drøftelserne om familien kan gå i gang, uden at det skal konstateres, at forældrene ikke vil samarbejde.

Regeringspartierne samt Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti har alle som politisk opfattelse, at familien er det centrale i løsningen af sociale problemer. Der er i socialpolitikken, som den formuleres af regeringen, en almindelig afstandtagen fra, at systemerne »glemmer« familien.

SSP-forslaget tager netop sigte på, at SSP-samarbejdet udskyder forældrene i det sociale arbejde. Det ændringsforslag tilgodeser således et bredt flertals familiepolitiske synspunkter.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.

Bilag 5

Håndværksrådet

Den 17. maj 1990

Til Folketingets Retsudvalg Håndværksrådet har med undren gennemlæst justitsministerens forslag til ændring af retsplejelovens § 124 om advokatvirksomhed, herunder især om begrænsningen i den personkreds, der fremover skal være berettiget til at drive advokatvirksomhed.

Håndværksrådet skal til lovforslaget knytte følgende bemærkninger

På det juridiske område og især blandt advokater udvikles der i lighed med andre fag specialer og ekspertområder, hvilket tydeligt ses inden for faglige organisationer og brancheorganisationer, hvis ansatte jurister og advokater med tiden opnår en høj specialisering inden for organisationens hovedområder.

Denne juridiske specialviden, der skabes i organisationerne, udvikles gennem den juridiske rådgivning, som organisationerne gennem årene yder medlemmerne sammenholdt med en tæt opfølgning af det lovgivningsarbejde, der foregår inden for områderne, suppleret med myndighedsforhandlling, kursusvirksomhed, foredragsvirksomhed med meget mere.

Det af justitsministeren fremsatte forslag til ændring af retsplejelovens § 124 vil, hvis det gennemføres, efter Håndværksrådets opfattelse betyde, at den ekspertise, som bl.a. er opsamlet i organisationerne, ikke længere vil kunne anvendes af disse til gavn for organisationernes enkeltmedlemmer.

Det er efter Håndværksrådets bedste formening procesbesparende og samfundsnyttigt, at organisationerne kan rådgive medlemmerne i retslige spørgsmål og tvister inden for de fagområder, som organisationerne beskæftiger sig med.

I forlængelse af den juridiske rådgivning og bistand, som organisationerne traditionelt har bistået medlemmerne med, er det naturligt, at der også er mulighed for, at organisationernes ansatte advokater kan videreføre sager for medlemmerne ved domstolene, såfremt en tvist ikke kan løses uden retssag.

At afbryde et rådgivningsforløb og en juridisk bistand for af fagpolitiske grunde at tvinge en borger til at søge ekstern advokatbistand må nødvendigvis opleves både fordyrende og besværligt af den person, der i første omgang har henvendt sig til sin faglige organisation eller sin brancheorganisation om juridisk bistand.

For så vidt angår de bemærkninger, der af justitsministeren er tilknyttet lovforslaget om advokaters uafhændighed og loyal varetagelse af klientens interesser, skal Håndværksrådet især understrege, at de i organisationerne ansatte advokater er underlagt Advokatrådets etiske regler, og disse advokater er derfor forpligtet til at varetage klienternes interesser på nøjagtig samme måde som selvstændigt praktiserende advokater.

Der er intet, der tyder på, at organisationernes ansatte advokater ikke gennem årene har opfyldt denne forpligtelse.

På den baggrund skal Håndværksrådet opfordre Retsudvalget til efter endnu en overvejelse af indholdet i lovforslaget at ændre dette, således at juridisk bistand også fremover kan udøves af advokater ansat i faglige organisationer og brancheorganisationer.

Med venlig hilsen

Lars Jørgen Nielsen

Bilag 6

Dansk Arbejdsgiverforening

Den 17. maj 1990

Folketingets Retsudvalg

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven

Som meddelt Retsudvalget ved vor henvendelse af 30. marts 1990 er det Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse, at lovforslagets bemærkninger kan give anledning til at betvivle, om organisationsansatte advokater kan fortsætte den bistand, de igennem de sidste 10-20 år har ydet deres medlemmer.

Dette må Dansk Arbejdsgiverforening tage som udtryk for, at lovforslaget kan virke som en begrænsning i friheden til at udøve advokatvirksomhed.

For at søge denne tvivl afklaret opfordres Retsudvalget til at stille følgende spørgsmål til justitsministeren

1. Kan lovforslagets bemærkninger medføre en begrænsning i ansatte advokaters erhvervsudøvelse?

2. Medfører lovforslagets bemærkninger en begrænsning i den fri konkurrence mellem advokater?

3. Indebærer lovforslaget en begrænsning for foreningsmedlemmer i at søge advokatbistand, hvor denne ønskes og af medlemmerne skønnes bedst kvalificeret?

Med venlig hilsen

Dansk Arbejdsgiverforening

Henrik Uldal

Bilag 7

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd

Den 8. maj 1990

Folketingets Retsudvalg

Vedrørende lovforslag nr. L 150

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Dommeres habilitet, SSP-samarbejdet og advokatselskaber m.v.)

Efter en gennemgang af bestemmelserne om advokatselskaber i det fremsatte forslag til ændring af retsplejeloven finder FTF anledning til at gøre Retsudvalget opmærksom på, at lovforslaget utilsigtet kan få en afgørende uheldig betydning for FTF og FTF's medlemsorganisationer.

På side 14 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget gennemgås de efter lovforslaget gældende betingelser for, at en advokat ansat hos en forening kan yde juridisk bistand over for foreningens medlemmer i form af juridisk rådgivning og vejledning, samt i tilknytning hertil føre sager for administrative eller dømmende myndigheder for medlemmerne.

Bemærkningerne vedrørende foreningsansatte advokaters virksomhed er efter FTF's opfattelse udformet på en sådan måde, at der kan skabes tvivl og uklarhed om, hvorvidt FTF og FTF's medlemsorganisationer kan fortsætte med den juridiske bistand, som man i mange år har ydet over for medlemsorganisationerne og disses medlemmer.

Efter FTF's opfattelse er lovforslagets sigte, efter bemærkningerne, at fastlægge under hvilke betingelser et selskab må udøve advokatvirksomhed.

FTF finder det derfor uheldigt, når lovforslagets bemærkninger giver anledning til tvivl om rækkevidden af disse betingelser. Dette gælder ikke mindst, hvis begrænsningerne derved unødigt kommer til at omfatte områder, der naturligt ikke burde være omfattet heraf.

FTF finder det således for vidtgående og unødvendigt, hvis de retssikkerhedssynspunkter, der ligger til grund for de opstillede betingelser, samtidigt forhindrer organisationer som FTF og FTS's medlemsorganisationer i fortsat at yde den juridiske rådgivning og bistand, herunder førelse af sager ved de almindelige domstole, som ligger inden for organisationernes virkeområde.

FTF skal på den baggrund opfordre Folketingets Retsudvalg til at præcisere, at lovforslaget ikke berører de retshjælpsordninger, der er etableret af arbejdsmarkedets organisationer som et accessorium til organisationernes øvrige serviceydelser over for medlemmerne, og som er afgrænset til advokatvirksomhed i sager om arbejdsmarkedsspørgsmål, der kan henregnes til organisationernes naturlige virke.

Med venlig hilsen

Peder Vesterbæk

sekretær

Bilag 8

Skandinavisk Holding A/S

Den 27. april 1990

Folketingets Retsudvalg

Kommentarer til lovforslag nr. L 150/1989-90 bl.a. om § 124 i retsplejeloven om udøvelse af advokatvirksomhed

Forslaget har uhensigtsmæssige konsekvenser og bør ændres som foreslået sidst i denne kommentar.

Forslaget indebærer ikke nogen ændringer i retten til at drive advokatvirksomhed som enkeltmandsvirksomhed eller i et fællesskab af advokater.

Nyskabelsen består i, at der fremtidig bliver mulighed for at udøve advokatvirksomhed også gennem et aktie- eller anpartsselskab. Selskabet skal dog have en særlig form. Selskabet skal have som sit eneste formål at drive advokatvirksomhed, og ordet advokat skal indgå i selskabsbetegnelsen.

Forslaget kan ikke bedømmes sagligt uden at blive sammenholdt med det forslag til ny § 18 a i klientkontovedtægten, som Advokatrådet ønsker indført og har bedt Justitsministeriet om at godkende.

Begge forslag tilsigter umiddelbart at imødekomme nogle praktiske behov for at drive advokatvirksomhed i selskabsform respektive sikre klienternes midler imod misbrug. Men som det fremgår af bemærkningerne til begge forslag, har de også en anden virkning, som er helt og holdent erhvervspolitisk, nemlig at sikre udkommet for de advokater, typisk praktiserende i mindre provinsbyer, som er afhængige af skødesager og derfor vil have hindret, at advokater ansat i landboforeninger eller hos ejendomsmæglerselskaber tager sagerne fra dem.

Der er vist ingen, heller ikke i Advokatrådet, der vil dæmme op for tendensen i ind- og udland i retning af, at industri- og handelsvirksomheder etablerer intern juridisk rådgivning og service.

Problemet er imidlertid, at de to forslag efter deres ordlyd faktisk etablerer hindringer for, at advokater i industrien kan udøve deres nuværende arbejde på ordentlig og betryggende advokatvis. Det er ikke åbenbart, hvorfor solidaritet inden for advokatbranchen skal have lov til at skabe snærende bånd for erhvervslivet i øvrigt.

Det bør også påpeges, at når virksomheder i ind- og udland i stigende udstrækning etablerer intern, juridisk service, er det for at dække et reelt behov. Det er urimeligt - og vel EF-retsstridigt - at stille danske virksomheder ringere end deres konkurrenter i lande som England, Tyskland og USA m.fl., hvor retstilstanden ikke svarer til forslagets.

Hvad angår forslagene til ny retsplejelovs § 124, stk. 1, og ny § 18 a i klientkontovedtægten, er det ikke så meget selve ordlyden som bemærkningerne, der skaber uheldige virkninger. Derfor må der skabes fortolkningsbidrag, der klarlægger rækkevidden af bestemmelserne, og allerhelst bør rækkevidden kunne læses direkte af reglerne.

Det praktiske spørgsmål er, hvad den nye retplejelovs § 124 betyder for de tilfælde, hvor advokater er ansat i almindelige, erhvervsdrivende selskaber og giver juridisk vejledning til det ansættende selskab og dets koncernforbundne selskaber og måske af og til personligt til direktørerne og andre medarbejdere samt muligvis efter nærmere aftale også til private klienter.

Indledningsvis kan man fastslå, at der i hvert fald i een situation ikke er noget problem: den ansatte advokat kan lovligt i relation til både retsplejelovens § 124 og klientkontovedtægten tilbyde advokatassistance på helt sædvanlige vilkår til sine private klienter. Helt problemfrit er det dog kun, hvis han gør det uden for arbejdspladsen, jf. om finansiering af advokatvirksomheden nedenfor, side 7 nederst.

Situationen ændrer sig imidlertid, hvis den ansatte advokat yder advokatbistand til sine kolleger i koncernen for slet ikke at tale om sine foresatte eller koncernens selskaber. Derved opstår et problem dels for advokaten personlig, dels for det selskab, hvori han er ansat.

Advokatens personlige problem skyldes det forslag, som Advokatrådet har sendt Justitsministeriet om ny formulering af § 18 a i klientkontovedtægten. Forslaget lyder som følger

»Denne vedtægt gælder ikke for ansatte advokater i selskaber og foreninger. Dog gælder vedtægtens bestemmelser i det omfang, en sådan advokat ved siden af sit ansættelsesforhold driver uafhængig og selvstændig advokatvirksomhed.«

Udtrykket »uafhængig og selvstændig advokatvirksomhed« i den nye § 18 a er temmelig vagt og ubestemmeligt. Det er imidlertid Advokatrådets opfattelse, at den ansatte advokat ikke er uafhængig og selvstændig, når han rådgiver selskabet selv eller sine chefer.

Hvis domstolene giver Advokatrådet medhold i denne fortolkning, er konsekvensen, at den ansatte advokat ikke kan hjælpe sine foresatte (muligvis heller ikke andre ansatte), det ansættende selskab og dets koncernforbundne selskaber i den udstrækning, arbejdet vil indebære, at han kommer i besiddelse af midler, der ellers skulle behandles som klientkontomidler.

Bilag 9

Danske Husmandsforeninger

Den 30. marts 1990

Folketingets Retsudvalg

Vedrørende lovforslag nr. L 150 om ændring af retsplejeloven

Danske Husmandsforeninger skal herved fremkomme med følgende kommentarer til lovforslaget

Der er i bemærkningerne side 14 anført, at lovforslaget vil »medføre, at en forening ikke vil kunne tilbyde sine medlemmer juridisk bistand . . . gennem en i foreningen ansat advokat, medmindre foreningen opfylder de betingelser, der efter lovforslaget stilles for at sikre advokatvirksomhedens uafhængighed«.

Højesteret fastslog i sin kendelse af 27. april 1989, som det også er anført i bemærkningerne sammesteds, at retten til at fungere som advokat for foreningernes medlemmer består efter de gældende regler i retsplejeloven. Behovet for at bevare denne retstilstand vil være uændret under hensyn til de ofte komplicerede retsforhold, der vedrører landbruget.

Der er derfor efter vor opfattelse tale om en unødvendig skærpelse af betingelserne for at udøve advokatvirksomhed i foreningsregi. Højesteret har i sin kendelse klart fastslået de betingelser, der må stilles i denne sammenhæng.

Danske Husmandsforeninger skal derfor henstille til udvalget, at det præciseres, at der ikke med lovændringen bliver tale om at ændre på vore ansatte advokaters rettigheder.

Vi har i øvrigt ingen bemærkninger til lovforslagets hovedsigte med at gøre det muligt at drive advokatvirksomhed i selskabsform.

Med venlig hilsen

Ole Bjørn Johansen

Bilag 10

Dansk Arbejdsgiverforening

Den 2. april 1990

Folketingets Retsudvalg

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Dommeres habilitet, SSP-samarbejdet og advokatselskaber m.v.)

Dansk Arbejdsgiverforening har efter en gennemgang af bestemmelserne om advokatselskaber i det fremsatte forslag til ændring af retsplejeloven fundet anledning til at gøre Retsudvalget opmærksom på, at lovforslaget utilsigtet kan få en afgørende uheldig betydning for Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsorganisationer.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget gennemgås side 14 de efter lovforslaget gældende betingelser for, at en advokat ansat hos en forening kan yde juridisk bistand over for foreningens medlemmer i form af juridisk rådgivning og vejledning samt i tilknytning hertil føre sager for administrative eller dømmende myndigheder for medlemmerne.

Det er Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse, at bemærkningerne vedrørende foreningsansatte advokaters virksomhed er udformet på en sådan måde, at der er skabt tvivl og uklarhed om, hvorvidt Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsorganisationer kan fortsætte med den juridiske bistand, man i mange år har ydet over for medlemsvirksomhederne.

Lovforslagets sigte er efter bemærkningerne at fastlægge, under hvilke betingelser et selskab må udøve advokatvirksomhed. Det er derfor uheldigt, når lovforslagets bemærkninger giver anledning til tvivl om rækkevidden af disse betingelser. Dette gælder særligt, hvis begrænsningerne derved unødvendigt kommer til at omfatte områder, der naturligt ikke burde være omfattet heraf.

Det er således for vidtgående og unødvendigt, hvis de retssikkerhedssynspunkter, der ligger til grund for de opstillede betingelser, samtidig forhindrer foreninger som Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsorganisationer i fortsat at yde den juridiske rådgivning og bistand, herunder førelse af sager ved de almindelige domstole, som ligger inden for organisationernes virkeområde.

Dansk Arbejdsgiverforening skal på den baggrund opfordre Folketingets Retsudvalg til at præcisere, at lovforslaget ikke berører de retshjælpsordninger, der er etableret af arbejdsmarkedets organisationer som et accessorium til organisationernes øvrige serviceydelser over for medlemmerne, og som er afgrænset til advokatvirksomhed i sager om arbejdsmarkedsspørgsmål, der kan henregnes til organisationernes naturlige virke.

Til Retsudvalgets orientering vedlægges som bilag til denne henvendelse en nærmere redegørelse for den juridiske bistand, som udøves af Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsorganisationer, og som af medlemsvirksomhederne betragtes som en væsentlig del af de serviceydelser, der flyder af medlemskabet.

Med venlig hilsen

Dansk Arbejdsgiverforening

Steen A. Rasmussen

/ Helge Werner

Underbilag

Dansk Arbejdsgiverforening

Redegørelse for baggrund og omfang af den juridiske bistand, som udøves af Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsorganisationer

Antallet af sager inden for det, man i bred forstand betegner som arbejdsret, som vedrører løn- og ansættelsesforhold, er overordentligt stort. Der er tale om et meget betydeligt antal kontraktsforhold - kollektive eller individuelle - der indeholder klare interessemodsætninger og derfor rig lejlighed til uoverensstemmelse.

1. Voldgifts- og arbejdsretssager

Det nu 82 år gamle princip om fredspligt betyder, at der på det danske arbejdsmarked løses et meget stort antal uoverensstemmelser ad retlig vej. De mange tvister behandles i det såkaldte fagretlige system, som ved overenskomstfortolkning i store træk bygger på 3 faser. Den 1. fase består af forhandling mellem ledelse og tillidsmand. Lykkes det ikke at løse uoverensstemmelsen der, går sagen videre til mægling mellem organisationerne. Lykkes mæglingen heller ikke, afgøres sagen ved faglig voldgift. Inden for Dansk Arbejdsgiverforenings område afsiges i størrelsesordenen 200 til 400 voldgiftskendelser om året.

Er der tale om overenskomstbrud, behandles sagen i Arbejdsretten. Antallet af arbejdsretssager har inden for Dansk Arbejdsgiverforenings område ligget på mellem 200 og 400 sager om året i de seneste år.

Disse mange voldgifts- og arbejdsretssager behandles i vid udstrækning af advokater, der er ansat i Dansk Arbejdsgiverforening og i de respektive medlemsorganisationer.

2. Funktionærsager

De senere år er der sket en forskydning i medarbejdersammensætningen inden for Dansk Arbejdsgiverforenings område. Det kollektive arbejdsretslige system er i store træk opbygget for arbejdere og blev i 30'erne udvidet til HK-funktionærer. De seneste årtier har imidlertid betydet, at flere og flere ikke-overenskomstdækkede funktionærer beskæftiges på virksomheder under Dansk Arbejdsgiverforening. I dag er der inden for Dansk Arbejdsgiverforenings område ca. 300.000 arbejdere og 300.000 funktionærer, hvoraf over halvdelen er ikke-overenskomstdækkede, dvs. ansat på en indviduel kontrakt.

Sager om sådanne ikke-overenskomstdækkede funktionærer behandles i de første faser på samme måde som sager med overenskomstdækkede medarbejdere. Først søger virksomheden at løse sagen selv, eventuelt på baggrund af rådgivning fra sin medlemsorganisation og nogle gange også fra Dansk Arbejdsgiverforening. Senere medvirker medlemsorganisationen med mæglingsmøder mellem medarbejderen og dennes organisation på den ene side og virksomheden på den anden side. Løses sagen ikke her, stilles der i stigende omfang krav om, at organisationen og/eller DA hjælper med at føre sagen ved de almindelige domstole. Sådanne sager kan normalt ikke løses ved voldgift og aldrig indbringes for Arbejdsretten.

Som følge af Dansk Arbejdsgiverforenings og medlemsorganisationernes tilknytning til arbejdsmarkedet besidder de organisationsansatte advokater en betydelig ekspertise blandt andet inden for dette område. Denne viden hidrører blandt andet fra deltagelse i udvalgsarbejde, diverse nævn og råd m.v. Det er således karakteristisk for de organisationsansatte advokater på såvel arbejdsgiver- som arbejdstagerside, at de gennemgående besidder en langt større arbejds- og ansættelsesretlig erfaring end privatpraktiserende advokater.

3. Organisationsansatte advokaters virksomhed

Den ovenfor anførte udvikling, der har medført en stigning i antallet af funktionærsager og en øget EF-retlig regulering af arbejdsmarkedsspørgsmål, har betydet, at Dansk Arbejdsgiverforening og en række af de større medlemsorganisationer de sidste 10-20 år ud over voldgifts- og arbejdsretssager i stigende omfang har ført en række sager for de ordinære domstole, herunder også for EF-domstolen i Luxembourg. Disse sager er i vid udstrækning ført af organisationsansatte advokater. Sagerne har drejet sig om ansættelsesretlige spørgsmål (afskedigelser, bortvisninger, feriespørgsmål, sygdom m.v.). Desuden har der været sager om arbejdsmarkedsspørgsmål i mere bred forstand (arbejdsmiljø, arbejdsløshedsforsikring, forskellige kontraktretslige spørgsmål m.v.).

4. Organisationsadvokatens uafhængighed og loyalitet

Organisationsansatte advokater har gennemgået samme uddannelse som andre advokater og er underkastet de samme kollegiale regler i henhold til retsplejeloven og advokatsamfundets vedtægter. Advokater ansat i en organisation får imidlertid gennem deres daglige virke en større specialviden om arbejdsmarkedsspørgsmål end andre advokater.

For den organisationsansatte advokat er der ikke nogen økonomisk afhængighed af den enkelte klient. Den foreningsansatte advokat er som oftest fastsansat med en i forvejen aftalt løn og kan derfor uden risiko for indtægtstab yde rådgivning til den virksomhed, som retter henvendelse. Derimod vil virksomheden gennem organisationens bestyrelse eller daglige ledelse kunne tænkes at søge at påvirke advokaten i en bestemt retning. Dette er dog alene en teoretisk mulighed af tilsvarende karakter som den privatpraktiserende advokats økonomiske afhængighed af den enkelte klient. Den organisationsansatte advokat må derfor anses for fuldt ud lige så uafhængig af uvedkommende interesser som den privatpraktiserende advokat.

Den organisationsansatte advokat kan på ingen måde anses for at have mindre mulighed for loyal varetagelse af virksomhedernes interesser end den privatpraktiserende, og der hersker - i lighed med, hvad der gælder for den privatpraktiserende advokat - et særligt tillidsforhold mellem den organisationsansatte advokat og den virksomhed, som på et eller andet tidspunkt frivilligt har meldt sig ind i en organisation.

Sammenfattende gælder, at de traditionelle integritetssynspunkter om advokaters uafhængighed, beskyttelsen af det særlige tillidsforhold, fuldt ud er tilgodeset hos organisationsansatte advokater.

Bilag 11

De danske Landboforeninger

Den 21. marts 1990

Vedrørende lovforslag nr. L 150 om ændring af retsplejeloven

Efter forslaget skal det i fremtiden være muligt at etablere advokatvirksomhed i selskabsform. Dette forslag giver ikke i sig selv anledning til bemærkninger fra De danske Landboforeninger.

Men i bemærkningerne til forslaget er det på side 14 omtalt, under hvilke betingelser et selskab må udøve advokatvirksomhed, og det er her anført, at såfremt en advokat er ansat hos ekspempelvis en landboforening, vil han eller hun kun kunne udøve advokatvirksomhed, såfremt foreningen som sådan opfylder betingelserne herfor.

Det er efter landboforeningernes opfattelse en overflødig og uhensigtsmæssig betingelse at opstille. Der er ikke noget ønske om eller behov for at etablere vore ca. 120 lokale landboforeninger som egentlige advokatvirksomheder, men der er som hidtil et stort behov for, at de i foreningerne ansatte advokater ud over juridisk rådgivning kan fungere som advokat for foreningens medlemmer. Højesteret fastslog i sin kendelse af 27. april 1989, at retten hertil består efter de gældende regler i retsplejeloven, og behovet for at bevare denne retstilstand vil være stigende i takt med det stigende antal retsforskrifter, der berører landbruget og dets udøvere.

De danske Landboforeninger skal derfor henstille til udvalget at præcisere, at der ikke med lovændringen bliver tale om at ændre på vore ansatte advokaters rettigheder. Det er vor opfattelse, at det ikke vil give problemer med i øvrigt at åbne mulighed for at etablere advokatvirksomhed i selskabsform.

De danske Landboforeninger

H. O. A. Kjeldsen

Tilføjelse til tillægsbetænkning

Efter at 3. behandling af lovforslaget blev standset og det henvistes

til fornyet udvalgsbehandling, har Retsudvalget afholdt yderligere et

møde. I udvalgsarbejdet er indgået et af justitsministeren til

udvalget fremsendt notat med de talepunkter, ministeren anvendte

under et samråd i Retsudvalget i forbindelse med lovtilføjelse til

tillægsbetænkning.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) bemærker

Justitsministeren har i et samråd over for Retsudvalget erklæret sig enig i socialministerens svar vedrørende videregivelse af oplysninger uden samtykke.

Justitsministeren har understreget, at SSP-arbejdet hviler på frivillighedens grundlag, og at videregivelse af oplysninger om bestemte børns og unges forhold uden samtykke klart vil have undtagelsens karakter.

Videregivelse af oplysninger må ikke skade myndighedens klientforhold, og ministeren udtrykte tiltro til, at medarbejderne i socialforvaltningerne kan administrere reglerne på en god og fornuftig måde.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse, men kan stemme for de i tillægsbetænkningen og uden for tillægsbetænkningen stillede ændringsforslag nr. 1-3.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforlaget til vedtagelse uændret.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved den fortsatte 3. behandling.

Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse og vil i øvrigt redegøre for sin stilling til de uden for tillægsbetænkningen stillede ændringsforslag nr. 2-3 ved den fortsatte 3. behandling.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.

Ministerens notatBilag

JUSTITSMINISTERIET

U D K A S T

til

talepunkt til justitsministeren til brug for samrådet i Folketingets Retsudvalg vedrørende samrådsspørgsmål AA

Som det anføres i besvarelsen af spørgsmål 238 på alm. del, er jeg enig med socialministeren i, at der i den situation, som socialministeren omtaler i sit svar til Folketingets Socialudvalg, vil være behov for at videregive oplysninger i forbindelse med SSP-samarbejdet.

De foreslåede bestemmelser giver imidlertid også mulighed for i andre tilfælde at videregive oplysninger uden samtykke, når det sker for at varetage barnets eller den unges tarv.

Det er vigtigt for mig, når jeg nu har fået lejligheden til det, endnu en gang at understrege, at den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 115 b vil blive anvendt i de tilfælde, hvor det i forbindelse med SSP-samarbejdet viser sig, at der er tale om børn og unge, der er alvorligt truede af kriminalitet. Hvor hensynet til barnets tarv taler for, at man undersøger forholdet nærmere, vil der kunne blive tale om videregivelse af oplysninger om den pågældendes rent private forhold.

Det kriminalitetsforebyggende samarbejde bygger, som det er blevet fremhævet mange gange tidligere, på frivillighed. Det indebærer, at man i langt de fleste tilfælde vil inddrage forældrene i samarbejdet og få deres samtykke til, at man på tværs af forvaltningerne drøfter, hvad man kan gøre for at varetage barnets tarv bedst muligt. Videregivelse af oplysninger om bestemte børns og unges forhold uden samtykke vil med andre ord efter min opfattelse klart have undtagelsens karakter.

I de særlige tilfælde, hvor forældrene er ude af stand til at varetage barnets interesser, kan der dog blive tale om at videregive oplysninger uden samtykke. Det gælder navnlig, hvor forældrene er i en misbrugssituation eller af andre særlige grunde slet ikke interesserer sig for barnets vilkår. Efter de foreslåede regler beror en sådan videregivelse af oplysninger på et skøn, og jeg har stor tiltro til, at medarbejderne i socialforvaltningerne, hos politiet og i skoleforvaltningerne på en god og fornuftig måde kan administrere sådanne regler.

Endelig vil jeg gerne fremhæve, at de foreslåede regler bygger på 3 vigtige principper: Videregivelsen af oplysningerne må ikke skade myndighedernes klientforhold, oplysningerne må ikke videregives med henblik på efterforskning af straffesager, og de myndigheder, der deltager i SSP-samarbejdet, er ikke efter lovforslaget forpligtede til at videregive oplysningerne. Det sker med andre ord frivilligt.

§ 18 a siger, at vedtægten ikke gælder i disse situationer. Det betyder naturligvis ikke, at advokaten kan lade hånt om bestemmelserne, men at han slet ikke må få sådanne midler i hænde. Tankegangen bag forslaget virker ikke klar endsige overbevisende. Det er overhovedet ikke i nogen klienters interesse, at deres rådgivere ikke bør ekspedere f.eks. stempelgebyrer eller i øvrigt befatte sig med pengestrømmen og ikke er underkastet klientkontoreglerne, hvis det alligevel sker.

Klientkontobestemmelsen burde ikke være bestemt af erhvervspolitiske hensyn, men af hensyn til klienternes sikkerhed. Ordlyden burde derfor være nærmest modsat af, hvad Advokatrådet har foreslået, jf. forslaget til alternativ formulering sidst i dette brev.

Hvad angår lovforslaget om retsplejelovens § 124 og bemærkningerne til det, skaber det som sagt også et problem for de selskaber (bortset fra de nye, egentlige advokatselskaber) og andre juridiske personer, der ansætter advokater elller andre til at udføre juridisk arbejde. Det vil være ulovligt, hvis udførelsen af det juridiske arbejde indebærer, at den juridiske person selv må anses for at udøve advokatvirksomhed.

Umiddelbart virker det kun positivt, at lovforslaget vil åbne mulighed for at drive advokatvirksomhed i selskabsform.

Helt så uskyldigt er lovforslaget dog ikke, i hvert fald ikke ifølge kommentarerne til det. Bemærkningerne til lovforslaget indeholder nemlig nogle definitioner på, hvad det vil sige at drive eller udøve advokatvirksomhed. Det har der ikke hidtil foreligget noget autoritativt om i denne henseende.

Selv i Retsplejerådets udtalelse på side 26 i lovforslaget anføres det, at Retsplejerådet ikke har anset det som sin opgave i denne udtalelse nærmere at fastlægge, hvad der forstås ved advokatvirksomhed, men at tage stilling til, hvorvidt advokatvirksomhed bør kunne udøves i selskabsform.

Denne mangel søger Justitsministeriet at råde bod på ved i bemærkningerne til L 150 at indkredse begrebet advokatvirksomhed; men afgrænsningen forbliver uklar. Kommentarerne anfører på side 14

»Gennemføres dette lovforslag, vil det følge heraf, at der i et sådant tilfælde vil være tale om advokatvirksomhed, der kun må udøves af et advokatselskab efter lovens regler.«

Tilfældet var, at en landboforening lod sin ansatte advokat møde i retten for et medlem.

Videre siges det på side 14

»Efter det anførte vil en gennemførelse af lovforslaget således medføre, at en forening ikke vil kunne tilbyde sine medlemmer juridisk bistand som beskrevet ovenfor gennem en i foreningen ansat advokat, medmindre foreningen opfylder de betingelser, der efter lovforslaget stilles for at sikre advokatvirksomhedens uafhængighed.«

Sidste del af denne kommentar forekommer vildledende, al den stund lovforslaget udelukker, at en forening kan opfylde betingelserne.

Lovkommentarerne side 14 har også en mere positiv anvisning på, hvad advokater ansat i foreninger må gøre for medlemmerne

»Den mere begrænsede form for juridisk rådgivning og bistand, som traditionelt har været ydet af ikke-erhvervsdrivende landboforeninger, husmandsforeninger, fagforeninger og lignende som et accessorium til foreningens øvrige serviceydelser over for dennes medlemmer, herunder f.eks. dokumentudfærdigelse, vil dog ikke blive berørt af forslaget. Vinkelskriverloven forbyder dog en egentlig markedsføring af sådanne accessoriske ydelser.«

Det forekommer umuligt at drage nogen principiel grænse imellem den beskrevne »mere begrænsede form« og de former for juridisk service, der ydes af advokater og andre jurister i erhvervsdrivende virksomheder.

Dertil kommer, at det forekommer vanskeligt at drage en relevant, klar grænse imellem foreninger og erhvervsdrivende selskaber. Typisk er ansatte advokater i koncerner placeret i moderselskabet, men det kan meget vel forekomme, at advokaten er placeret i et datterselskab. Hvad er da den teoretiske forskel imellem advokaten, der er ansat i en forening og yder service til foreningens medlemmer/ejere, og på den anden side den advokat, der er ansat i et datterselskab og yder service til selskabets aktionærer og forbundne selskaber!?

For dansk erhvervsliv er der derfor ingen trøst at hente i, at Advokatrådets formand over for mig har nævnt, at man hverken med lovforslaget eller med forslaget om ændring af klientkontovedtægten har tilsigtet at ramme det arbejde, som udføres af advokater ansat i juridiske afdelinger i industri- og andre erhvervsdrivende selskaber.

Justitsministeriet er selv opmærksom på, at dets kommentarer ikke løser problemerne. Kommentarerne på side 14 afsluttes nemlig med, at

»Afgrænsningen i enkelte tilfælde må i øvrigt overlades til domspraksis, men der bør i tvivlstilfælde lægges vægt på, om rådgivning har været baseret på det særlige tillidsforhold, der er kendetegnende for forholdet mellem en advokat og dennes klienter.«

Denne kommentar er ikke tilstrækkelig retningsgivende. Den peger dog på, at man bør se mere på, hvem der ydes service til, end på hvad juridisk service er til enhver tid, og hvorledes den udøves.

Det ville skabe tiltrængt afklaring, hvis det i hvert fald af forarbejderne til lovændringen kommer til at fremgå, at en juridisk person ikke anses for at drive advokatvirksomhed i lovens forstand i og med, at der ydes juridisk bistand til tilknyttede virksomheder og associerede virksomheder som defineret i § 1 i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. I denne som i f.eks. kartelretlig henseende bør koncernforbundne virksomheder betragtes som een virksomhed.

Det er måske dette, der er tænkt på med den netop citerede lovkommentar, men det fremgår i så fald ikke klart nok. Det ideelle vil være at løse dette problem direkte i lovteksten, jf. forslaget nedenfor.

Kommentarerne til lovforslaget (igen side 14) lægger mere vægt på, hvorledes den juridiske service er organiseret

»Afgørende for, om advokatvirksomheden reelt må anses for udøvet af en juridisk person, vil efter en gennemførelse af lovforslaget ikke alene være, om den er udøvet af en advokat, men vil tillige bero på den ramme, hvorunder den juridiske bistand ydes. Er den pågældende advokat således - f.eks. gennem en instruktionsbeføjelse fra en juridisk person eller på grund af en juridisk persons finansiering af virksomhedens kapitalgrundlag - afhængig af interesser, der er advokatvirksomheden uvedkommende, vil den juridiske person efter lovforslaget drive advokatvirksomhed.«

Afgørende er altså umiddelbart, om advokaten er »afhængig af interesser, der er advokatvirksomheden uvedkommende«. Hvis det er tilfældet, anses advokatvirksomheden ikke for at være udøvet af advokaten, men af det selskab, hvori han er ansat - og det er altså forbudt, medmindre det er et egentligt advokatselskab.

Det interessante er nu, hvornår advokaten må anses for at være »afhængig« af uvedkommende interesser. Den netop ovenfor citerede bemærkning til lovforslaget nævner et par eksempler (med mine understregninger). De er diskutable og bør i hvert fald afgrænses nærmere.

Det første eksempel går ud på, at advokaten er underkastet en »instruktionsbeføjelse«. Bemærkningen må opfattes således, at hvis advokaten er underkastet en instruktionsbeføjelse fra en juridisk person, er advokaten automatisk afhængig af interesser, der er advokatvirksomheden uvedkommende. Den samme tankegang kendes fra udtalelser fra Advokatrådet i tidens løb.

Der er imidlertid intet belæg for en sådan konklusion. Afgørende må og skal være netop, om advokaten er uafhængig af interesser, der er advokatvirksomheden uvedkommende. Det kan han meget vel være, uanset at han i forhold, der ikke vedrører den advokatmæssige udførelse af arbejdet, er underkastet instruktionsbeføjelser fra f.eks. en direktion.

Advokater er opdraget og uddannet til at vise personlig integritet også i forhold til dem, hvis interesser de repræsenterer. Det er fuldstændig udokumenteret, at en ansat advokat skulle være mindre retskaffen og objektiv end en advokat, der selv ejer sin virksomhed. Det er vist endnu mindre dokumenteret, at der skulle bestå sådanne forskelle mellem advokater ansat i advokatforretninger og advokater ansat i andre erhvervsvirksomheder.

Det forekommer ikke sjældent, at privatpraktiserende advokater er afhængige af en enkelt klient eller nogle få meget store klienter, hvilket netop viser det uholdbare i at sætte lighedstegn imellem professionel integritet og uafhængighed af indtægtskilder.

Bemærkningen til lovforslaget er derfor kun korrekt, hvis instruktionsbeføjelsen også vedrører den advokatmæssige udførelse af arbejdet.

Når stadig flere virksomheder ansætter advokater og andre jurister som interne rådgivere, har det mange årsager, herunder fordelene ved det nære kendskab til virksomheden og virksomhedens mulighed for at prioritere opgaverne. Det er i virkeligheden absurd at insinuere, at erhvervsledere selv dikterer de råd, som de betaler dyrt for at få.

Det kan være rimeligt i denne forbindelse at påpege, at Justitsministeriet trods indvendinger fra Advokatrådet har valgt principielt at sidestille advokater i virksomheder med advokater i privat praksis som principaler og læremestre for advokatfuldmægtige, hvilket er i fuld overensstemmelse med udtalelserne på side 53-54 i betænkning nr. 871/1979 om revision af retsplejelovens regler om advokater.

Det andet eksempel på uafhængighed af uvedkommende interesser er det tilfælde, hvor advokatvirksomheden finansieres af en juridisk person.

Bemærkningerne siger, at i så tilfælde er det den finansierende, juridiske person, der udøver advokatvirksomhed. Det er driftsherresynspunktet, der her er fremme. Det virker unægtelig rimeligt og velbegrundet. Spørgsmålet er dog stadig, om alle dets konsekvenser er acceptable.

Det indebærer nemlig efter sin ordlyd og bemærkningerne, at mange store danske industrivirksomheder ulovligt udøver advokatvirksomhed, når deres ansatte advokater yder service til andre, uanset om det sker i selskabets regi eller under advokatens eget brevhoved. Selskabets problem vil stort set blive løst, hvis det som ovenfor foreslået bliver fastslået, at der ikke ligger nogen overtrædelse i, at advokater ansat i et selskab yder service til dets tilknyttede og associerede virksomheder.

Det vil dog bogstaveligt fortsat være udelukket, at den ansatte advokat yder juridisk assistance til koncernens medarbejdere. Efter bogstaven overtræder selskabet også loven, hvis den ansatte advokat betjener helt private klienter under anvendelse af sekretærhjælp, maskiner, inventar og ansvarsforsikringer, som er finansieret af selskabet.

Arbejdsgiveren vil næppe tillade, at disse sidstnævnte aktiviteter får så stort et omfang, at Advokatrådet eller andre orker at skride ind; men netop når der er tale om advokatregler, burde det være muligt at løse alle uønskede problemer gennem en passende formulering af lovteksten.

Det ville være beklageligt, hvis disse relativt små problemer søges løst ved analogt at henføre dem under det ovenfor citerede afsnit på side 14 i bemærkningerne til lovforslaget om den »mere begrænsede form for juridisk rådgivning og bistand«. Det er nemlig reelt og principielt umuligt at gennemføre den i bemærkningerne forsøgte sondring imellem traditionel dokumentudfærdigelse for medlemmer på den ene side og på den anden side skødeskrivning m.v.

Af en artikel i Jyllands-Posten den 18. april 1990 får man det indtryk, at lovændringen også skal medføre, at advokater ansat i industri-, handels-, forsikrings- og bankselskaber m.v. ikke længere må kalde sig advokat, når de laver juridisk arbejde. Dette må (forhåbentlig) bero på en sammenblanding med reglerne om deponeret advokatbestalling.

Konklusion

Det er ønskeligt og hensigtsmæssigt at sørge for, at forarbejderne klart fastslår, at et selskab ikke udøver advokatvirksomhed, blot fordi det har instruktionsbeføjelser over for en advokat med hensyn til andet end indholdet af advokatens rådgivning og service, eller fordi selskabet stiller lokaler, driftsmidler eller personale til rådighed for en udøvende advokat.

Under alle omstændigheder bør de omtalte forslag ændres.

I forslaget til ny § 124 i retsplejeloven bør indføjes følgende

»Ved udøvelse af advokatvirksomhed forstås her det forhold, at en fysisk eller juridisk person giver juridisk rådgivning eller service til eller udøver procesfuldmagt for andre. Til »andre« henregnes her ikke den pågældende juridiske persons tilknyttede virksomheder og associerede virksomheder som defineret i § 1 i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. eller ansatte hos den pågældende juridiske person eller sådanne tilknyttede eller associerede virksomheder.'

(Det forudsættes her, at årsregnskabslovens § 1 formuleres i henhold til L 130/1989-90).

Klientkontovedtægtens § 18 a bør lyde som følger

»Denne vedtægt gælder også for advokater ansat i selskaber og foreninger, idet ingen advokat i forbindelse med udøvelse af advokatvirksomhed som defineret i retsplejelovens § 124 må modtage klientmidler og lign. uden at overholde vedtægten og anbringe betroede midler på klientkonto i eget navn eller på en konto tilhørende en anden advokat eller et advokatselskab, hos hvem respektive hvilket vedkommende advokat er ansat.«

Klientkontovedtægtens § 18 a har som nævnt sammenhæng med forslaget til ny § 124. Klientkontovedtægten fastsættes dog ikke af Folketinget, men af Justitsministeriet. Derfor sender jeg kopi af disse kommentarer til Justitsministeriet.

Med venlig hilsen

Finn Mikkelsen

advokat

§ 61 er en rent sproglig omskrivning af den gældende § 62, stk. 1, 1. pkt., jf. bemærkningerne s. 18 venstre spalte. Det fremgår imidlertid af bemærkningerne, at der uanset den reelt uændrede lovtekst, tilsigtes en væsentlig udvidelse af området for inhabilitet, navnlig til visse sager om »bandekriminalitet«, visse hjemviste sager og visse sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Man skal ikke udtale sig imod en sådan udvidelse af området for inhabilitet, men må af principielle grunde lægge vægt på, at denne kommer til at fremgå af selve lovteksten og ikke kun af bemærkningerne. Selv om det måtte være vanskeligt, som anført i bemærkningerne s. 7 højre spalte, at formulere en generel regel, som klart angiver kriterier for, i hvilke tilfælde inhabilitet foreligger, må det i hvert fald være muligt i lovteksten at angive de hovedtilfældegrupper, som udvidelsen omfatter, og afgrænse deres almindelige rækkevidde.

En sådan tydeliggørelse af lovteksten er ikke kun påkrævet af lovtekniske grunde, men også fordi rækkevidden af den tilsigtede udvidelse af området for inhabilitet - særligt med hensyn til sagerne om »bandekriminalitet« - giver anledning til tvivl. Bemærkningerne s. 18 venstre spalte forneden synes at måtte forstås således, at inhabilitet altid skal foreligge, hvis dommeren i fældende afgørelser i sager mod medgerningsmænd har lagt til grund, at den nu tiltalte har begået det forhold, han tiltales for, hvorimod afgørelsen af habilitetsspørgsmålet efter bemærkningerne s. 7 venstre spalte skal ske efter en konkret vurdering, jf. således også Justitsministerens fremsættelsestale. Der kan endvidere rejses spørgsmål om, hvad der skal gælde, hvis en sag, som er rejst mod flere tiltalte, afsluttes med dom for nogles vedkommende, men udsættes med henblik på yderligere bevisførelse for så vidt angår de resterende. Dette vil f.eks. kunne forekomme, hvor en eller flere af de tiltalte vælger at tilstå på baggrund af den bevisførelse, som allerede har fundet sted. Som et andet eksempel kan nævnes, at en eller flere af de tiltalte er udeblevet.

Medfører en domfældelse af nogle af de tiltalte, at retten herefter bliver inhabil for så vidt angår de øvrige tiltalte, vil dette indebære, at sagen enten må udsættes for alle de tiltaltes vedkommende, eller at sagen må gå helt om med nye dommere for så vidt angår de resterende tiltalte.

Ingen af de nævnte alternativer er særlig hensigtsmæssige, og det synes dernæst noget inkonsekvent at anse retten for inhabil i den beskrevne situation, når retten dog i medfør af forslaget til § 60, stk. 2, også fremover skal kunne træffe afgørelse om varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, under domsforhandlingen. Rækkevidden af forslagets § 60, stk. 2, i sidstnævnte henseende synes i øvrigt at kunne give anledning til overvejelse i forhold til menneskerettighedskonventionen i tilfælde af meget langvarige domsforhandlinger.

Der kan endvidere være anledning til at pege på, at bemærkningerne til § 61, s. 19 sidste afsnit, kun omtaler habilitetsspørgsmålet for den dommer og de domsmænd, der fandt den erstatningssøgende skyldig, mens landsretten frifandt. Inhabilitet synes dog så meget desto mere at måtte foreligge hos den dommer, der har afsagt fængslingskendelse, idet det er den uforskyldte fængsling - ikke den urigtige domfældelse - der er grundlag for erstatningskravet.

På baggrund af det anførte skal man henstille, at lovforslaget for så vidt angår habilitetsbestemmelserne ikke gennemføres i den foreliggende udformning, men undergives en nærmere lovteknisk gennemgang.

I lovforslagets almindelige bemærkninger anføres side 15 højre spalte, at den foreslåede udvidelse af området for dommeres inhabilitet vil betyde en øget belastning af domstolene i bl.a. personalemæssig og administrativ henseende. Der henvises i den forbindelse til, at der i 67 af landets 82 retskredse kun er 1 dommer til at behandle straffesager, således at der ved disse embeder skal beskikkes en sættedommer i tilfælde, hvor der efter de foreslåede regler indtræder inhabilitet.

Man finder anledning til at fremhæve, at denne sættedommerproblematik illustrerer nødvendigheden af, at domstolenes struktur tages op til overvejelse. Løsningen på længere sigt af de praktiske problemer, som måtte følge af lovforslaget, bør derfor indgå i overvejelserne i den arbejdsgruppe, som Dommerforeningen har foreslået Justitsministeren at nedsætte med henblik på udarbejdelsen af et oplæg om domstolenes fremtidige struktur og arbejdsområde.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 46, stk. 1, om kompetencen med hensyn til beskikkelse af sættedommer fik sin formulering ved lov nr. 218 af 11. juni 1959. Den kompetence, som Justitsministeriet tidligere havde på dette område, blev overført til domstolene. I bemærkningerne til lovforslaget - Folketingstidende 1958-59, tillæg A. sp. 1719 - begrundedes ændringen således: »Da beskikkelse af sættedommere er et rent domstolsanliggende, foreslås det, at al myndighed i denne henseende henlægges til domstolene«. Det nu foreliggende lovforslag indeholder ingen ændring af retsplejelovens § 46, stk. 1, hvilket man har bemærket sig.

Man er enig i at en gennemførelse af lovforslaget kræver oprettelse af yderligere dommerstillinger, men placeringen af stillingerne bør gøres til genstand for en forhandling mellem Justitsministeriet, præsidenterne og Dommerforeningen.

Man skal endelig, jf. senest foreningens skrivelse af 24. januar 1990, påpege det meget uheldige i, at et lovforslag, som det foreliggende, der på væsentlig måde berører domstolenes virksomhed, ikke har været genstand for forudgående behandling i et udvalg eller en arbejdsgruppe eller i hvert fald en forudgående høring af domstolene.

Dommerforeningen har ikke bemærkninger til lovforslaget for så vidt angår bestemmelserne om SSP-samarbejdet og advokatselskaber m.v. Denne del af lovforslaget har ikke været drøftet med retspræsidenterne.

Claus Larsen

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd.

Som bilag til betænkningen er optrykt en række af ministerens svar til udvalget. Endvidere er optrykt en udtalelse, som Den Danske Dommerforening har afgivet over lovforslaget, samt en artikel af landsdommer Peter Rørdam fra Juristen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Berning, Klaus, advokat, Silkeborg,

Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Socialrådgiverforening,

Danske Husmandsforeninger,

De Danske Landboforeninger,

Det Retsvidenskabelige Institut B,

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Håndværksrådet,

Landsforeningen Ungdomsringen,

Nielsen, Aksel Holst, advokat, Silkeborg,

Skandinavisk Holding A/S,

Socialarbejdernes Fællesudvalg,

Werlauff, Erik, advokat, Silkeborg, og

Willadsen, Olav, advokat, Glostrup.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Mindretallet lægger i den forbindelse navnlig vægt på det retspolitiske sigte, der ligger bag lovforslagets enkelte dele, hvorefter de foreslåede regler skal sikre dommernes upartiskhed og advokatstandens uafhængighed og skabe bedre muligheder for, at SSP-samarbejdet kan tilrettelægges på en hensigtsmæssig måde til gavn for de unge.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og ønsker at udtale følgende

Mindretallet er i løbet af udvalgsbehandlingen af lovforslagets bestemmelser om dommeres habilitet blevet bekendt med den meget kraftige kritik af lovforslagets udformning fra bl.a. Den Danske Dommerforening. Mindretallet finder, at det er altafgørende, at den lovgivning, der skal revideres på baggrund af en dom ved Menneskerettighedsdomstolen, er så klar og gennemarbejdet, at der ikke i løbet af kort tid på ny vil vise sig konfliktpunkter. Som det fremgik af mindretallets bemærkninger ved lovforslagets 1. behandling, er mindretallet positivt optaget af emnet, hvorfor mindretallet lægger så meget mere vægt på kvaliteten af de ændringer, der gennemføres. Mindretallet vil opfordre til, at lovforslaget trækkes for at iværksætte en fornyet høringsprocedure med henblik på vedtagelse af et revideret lovforslag straks i næste folketingsår.

Mindretallet finder, at lovforslagets bestemmelser om advokater ikke er tilstrækkelig sammenhængende og gennemarbejdede.

Mindretallet kan principielt støtte, at der sker en modernisering af grundlaget, hvorpå advokatforretning drives. Dette drejer sig om adgang til selskabsdannelse, som der kan være organisatoriske begrundelser for, begrundelser, der dog nok overskygges af privatøkonomiske begrundelser. I denne sammenhæng lægger mindretallet afgørende vægt på at få inddraget efteruddannelsesspørgsmål, der desværre ikke er medtaget i lovforslaget.

Endelig tillægger mindretallet det en væsentlig betydning, at der klart og i lovform beskrives advokaters rettigheder og forpligtelser afhængigt af deres placering som selvstændige eller ansatte. Her har lovforslaget skabt en uklarhed, som ikke forekommer hensigtsmæssig. Det er uacceptabelt, at foreningers og organisationers adgang til at anvende deres egne advokater ændres, uden at dette forhold er meget nøje belyst og vurderet.

Mindretallet kan således kun modsætte sig gennemførelsen af lovgivning på det nuværende grundlag, men ville have været rede til på ovennævnte præmisser at medvirke til en sammenhængende løsning.

Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) ønsker om bestemmelserne angående SSP-samarbejdet at udtale

Socialdemokratiet mener, at lovforslaget vil vanskeliggøre en fornuftig udvikling af SSP-samarbejdet, da fortrolighedsprincippet nedbrydes. Hovedvægten i SSP-samarbejdet skal efter Socialdemokratiets mening fortsat lægges på det generelle arbejde, hvor der ikke er problemer for medarbejderne i relation til tavshedspligt eller fortrolighed. I det individuelle arbejde med den enkelte unge er der først og fremmest grund til at anvende de samtykkeregler, der eksisterer i dag. Derudover er det muligt at anvende eksisterende regler i bistandsloven, når der er ønske om formidling af personlige oplysninger.

Endelig finder Socialdemokratiet, at det vil være en stor hjælp for den enkelte medarbejder, om den usikkerhed om tavshedspligt, der er opstået som følge af bl.a. ombudsmandens udtalelse vedrørende Københavns Kommune, bringes ud af verden ved en konkret og fyldig vejledning. I stedet for at bringe usikkerheden ud af verden har regeringen desværre valgt at bruge usikkerheden til at understøtte en politisering af emnet helt i modstrid med den ånd, der hidtil har præget SSP-samarbejdet og den politiske stillingtagen hertil.

Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at udtale følgende om SSP-delen af lovforslaget

Baggrunden for SSP-delen af lovforslaget er forvaltningslovens bestemmelser om samtykke ved videregivelse af personlige oplysninger.

Der er i udvalget stillet flere spørgsmål for at få konkrete eksempler på, hvordan samtykkekravet har været en reel hindring for SSP-samarbejdet. Justitsministeriet har ikke kunet give Retsudvalget sådanne eksempler, men har alene henvist til Politimesterforeningens høringssvar, hvoraf det fremgår: »at der i mange politikredse føles et stort behov for en afklaring af videregivelse af oplysninger i forbindelse med SSP-samarbejdet«, jf. svaret på spørgsmål 15, der er optrykt som bilag til betænkningen. Før lovforslaget kom til behandling i Folketinget, blev justitsministeren spurgt om konkrete eksempler på vanskelighederne for SSP-samarbejdet foranlediget af samtykkereglerne. Justitsministeren oplyste, at »Folketinget vil i forbindelse med lovforslaget (dvs. nærværende lovforslag) få rig lejlighed til at drøfte spørgsmålet nærmere«. Der henvises til svar på spørgsmål nr. S 1098 og 1099, jf. Folketingstidende 1988-89, forhandlingerne sp. 11831-11833.

Mindretallet må nu konstatere, at det har udvalget ikke fået lejlighed til, da justitsministeren ikke har givet udvalget materiale til en sådan drøftelse.

En række organisationer har i høringssvar og ved direkte henvendelse til Retsudvalget kommenteret SSP-forslaget.

Det er karakteristisk for besvarelserne, at bortset fra politiets organisationer, så taler de organisationer, som repræsenterer personale, der dagligt arbejder direkte med børn og unge, imod forslaget. De organisationer eller sammenslutninger, som repræsenterer overordnet personale eller politikere, støtter forslaget. Gennemgående for organisationernes besvarelse er, at de er positive over for SSP-samarbejdet, men - som det skrives i Danmarks Læreforenings høringssvar: ». . . der skabes risiko for brud på tillidsforholdet i skole-hjem samarbejdet . . .«, eller som Dansk Socialrådgiverforening påpeger: »(at) . . . offentlige myndigheders handlen bag om ryggen og hen over hovedet på den berørte borger dels er uetisk, dels erfaringsmæssigt kontraindicerer et positivt og varigt resultat.«

Landsforeningen Ungdomsringen (Sammenslutningen af fritids- og ungdomsklubber i Danmark) udtaler bl.a.: »Den fortrolighed, som ofte opstår mellem en ung og en voksen klubmedarbejder, bør aldrig føre til, at personlige oplysninger videregives til andre instanser i et SSP-samarbejde . . .

Klubmedarbejdere og fritidsledere må aldrig opfattes som »farlige voksne«, som man helst skal holde sin mund lukket over for! Hvis dette bliver tilfældet, mister vi kontakten til netop de børn og unge, som måske har mest brug for en »håndsrækning«.'

De med unge dagligt arbejdende lærere, socialrådgivere og pædagogers modstand hviler på fortrolighedsforholdet til de unge og deres familier, medens politiet og de overordnede organisationers accept af forslaget hviler på ikkeafklarede problemer med samarbejde med forældre og unge.

I undersøgelsen »SSP-arbejdet i Kommunerne«, foretaget af Amternes~ og Kommunernes Forskningsinstitut ved Jill Mehlbye, er Det særlig påpeget, at det nogle steder i SSP-samarbejdet er opfattelsen, at samtykkeerklæring er et besværligt led i arbejdet, fordi forældrene skal inddrages. Som det hedder i undersøgelsen: »De (forældrene) har måske en anden mening om, hvordan deres eller deres barns problemer skal løses, end de professionelle har, eller de kan måske finde på at blande sig i eventuelle tiltag« (s. 151).

Justitsministeren har i svaret på spørgsmål 6 (optrykt som bilag) understreget, at: »SSP-samarbejdet omkring bestemte børn og unge bygger på et princip om frivillighed. . . . Lovforslaget bygger på en forudsætning om, at forældrene i almindelighed giver samtykke til en nærmere drøftelse af barnets eller den unges forhold, når en foreløbig drøftelse i SSP-regi har vist, at en bestemt gruppe af børn og unge eller bestemte børn og unge kan have behov for en særlig indsats.« Det er således så som så med frivilligheden i samtykkeerklæringen, idet justitsministeren har bekræftet (jf. svaret på spørgsmål 50-51, der er optrykt som bilag), at drøftelserne godt kan gå i gang uden, at »det skal konstateres, at forældrene ikke vil samarbejde, . . .«.

Justitsministeren har i svaret på spørgsmål 64 (optrykt som bilag) bekræftet, at udvekslingen af oplysninger om »rene private forhold« også dækker oplysninger om forældre, søskende og andre, der bor i hjemmet. Samtidig har justitsministeren oplyst, at det ikke kun er i sager, hvor der er tale om enkeltpersoner (subjektiv prævention), men også i generelle situationer (objektiv prævention), der kan ske udveksling af fortrolige oplysninger i forbindelse med SSP-samarbejde, jf. svaret på spørgsmål 62, der er optrykt som bilag. Samtidig er det over for udvalget oplyst, at kriminalpræventivt arbejde eller SSP-samarbejde ikke kan afgrænses til bestemte situationer eller arbejdsmetoder, men er meget vilkårligt. Samarbejde mellem skole og hjem eller ved offentlige arrangementer som f.eks. loppemarked eller skovtur kan være SSP-samarbejde og derved omfattet af bestemmelsen om udveksling af personlige oplysninger.

Bistandsloven rummer mulighed for, at politiet og skolevæsenet meddeler oplysninger om børn og unge, som efter disse myndigheders opfattelse har behov for bistand.

Det er under udvalgsarbejdet oplyst, at Justitsministeriet ikke har fundet anledning til at give nærmere vejledning om forpligtelsen for offentligt ansatte efter § 19 i bistandsloven til at oplyse de sociale myndigheder om børn og unge, som har behov for bistand.

Der findes inden for den nugældende lovgivning mulighed for at meddele de sociale myndigheder de oplysninger, som er nødvendige for at iværksætte sociale foranstaltninger.

Det er netop den sociale sektors styrke, at de oplysninger, som gives til de sociale myndigheder, ikke bruges til andre formål.

Justitsministeren har oplyst, at der ikke er sikkerhed for, at oplysninger, som udveksles i forbindelse med SSP-samarbejdet, ikke anvendes i efterforskningsøjemed. I svaret på spørgsmål 22-23 (optrykt som bilag) oplyser justitsministeren: »Sker det (at der videregives oplysninger til politiets efterforskning) alligevel i særlige tilfælde, at politiet gennem SSP-samarbejdet bliver bekendt med oplysninger, som kan have betydning for efterforskningen af en alvorlig straffesag, vil politiet kunne benytte oplysningerne i forbindelse med efterforskningen«.

I svaret på spørgsmål 56 (optrykt som bilag) oplyser justitsministeren, at: »Ved vurderingen af, om der er tale om alvorlig kriminalitet, foretages et samlet skøn med hensyn til karakteren af det eller de konkrete strafbare forhold, som lovovertrædelsen vedrører«.

Det må således konstateres, at der ikke er sikkerhed for garantien i § 115 b, stk. 2, 2. pkt., idet justitsministerens besvarelse af spørgsmålet afslører, at det kun er et procedurespørgsmål, hvordan politiet får oplysningerne. Denne usikkerhed giver en stor mangel på retsgaranti.

Det er efter besvarelserne fra Justitsministeren uafklaret, hvem der i forvaltningerne har kompetencen til at afgøre, om der skal ske udveksling af oplysninger.

Justitsministeren går dog ud fra, at der tages hensyn til, hvilke fagetiske regler der må antages at gælde for de medarbejdergrupper, som berøres af SSP-samarbejdet.

Udvalgsarbejdet omkring SSP-delen har således afsløret en ikke ubetydelig usikkerhed med hensyn til folks retssikkerhed og en direkte advarsel om, at det sociale arbejde med børn og unge forringes. Det frygtes tillige, at den del af SSP-samarbejdet, der vedrører de generelt forebyggende indsatser, vil få vanskeligere vilkår samtidig med, at justitsministeren ikke opnår den tilsigtede styrkelse af den del af samarbejdet, der vedrører enkeltpersoner. SF vil advare justitsministeren mod at gennemføre lovforslaget.

Et tredje mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse, men tilføjer, at mindretallet vil overveje en eventuel præcisering vedrørende ikkeerhvervsdrivende landboforeninger, fagforeninger m.fl.s mulighed for at yde juridisk rådgivning og bistand til medlemmer.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Søren Bastholm (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.

Ingen

Nr BTL 150

Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Dommeres habilitet, SSP-samarbejdet og advokatselskaber m.v.)

Nr L 150 1989-90, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19900518