1989 BTL 148 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FÆRDSELSLOVEN (FÆRDSELSSIKKERHEDSFREMMENDE FORANSTALTNINGER, FORENKLING OG MODERNISERING, ØNSKENUMMERPLADER M.V.) NR L 148 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (5 Articles)
Bilag 1
Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål
Findes der statistisk materiale med hensyn til taxauheld og dermed også belysning af sikkerhedsselers betydning i forbindelse med taxauheld?
Svar
Justitsministeriet har indhentet følgende oplysninger fra Rådet for Trafiksikkerhedsforskning
»Rådet for Trafiksikkerhedsforskning har i anledning af spørgsmålet foretaget en analyse af oplysningerne i politiets indberetninger til Danmarks Statistik om personskadeuheld med hyrevogne for årene 1987 og 1988.
I løbet af disse to år blev der registreret i alt 569 uheld med personskade, hvori hyrevogne var indblandet. 287 af disse uheld skete i de storkøbenhavnske politikredse.
De 569 uheld medførte følgende personskader
Dræbte: 40, heraf 14 i hyrevognene
Alvorligt tilskadekomne: 409, heraf 103 i hyrevognene
Lettere tilskadekomne: 239, heraf 69 i hyrevognene
I alt personskader: 688, heraf 186 i hyrevognene.
Personskaderne i hyrevognene fordelte sig på førere og passagerer som følger: tilskadekomne dræbte alvor- let- ligt tere i alt
Førere 11 55 38 104
Passagerer, forsæde 0 23 16 39
Passagerer, bagsæde 3 15 14 32
Passagerer, uoplyst 0 10 1 11
I alt i hyrevogne 14 103 69 186
Om de 14 dræbte er det i 11 tilfælde oplyst, at de ikke benyttede sikkerhedssele, og i 3 tilfælde er selebrugen uoplyst. Om de 103 alvorligt tilskadekomne er oplyst, at 11 benyttede sikkerhedssele, og 66 benyttede ikke sikkerhedssele, mens brugen var uoplyst i 26 tilfælde. Fordelingen af selebrug blandt de lettere tilskadekomne var følgende: 10 benyttede sikkerhedssele; 45 benyttede ikke sele; i 14 tilfælde var brugen uoplyst.
Med internationale erfaringer om effekten af sikkerhedsseler anvendt på ovennævnte oplysninger om sikkerhedsselebrug og tilskadekomne i hyrevogne vurderes det, at hvis der i alle tilfælde var benyttet sikkerhedssele, ville ca. 5 tilfælde af død og ca. 50 tilfælde af anden personskade kunne være undgået.«
Bilag 2
RÅDET FOR TRAFIKSIKKERHEDSFORSKNING
15. november 1989
Notits til Justitsministeriet
Om virkningerne af kørelys i dagtimerne
F-Kommissionens forslag
Færdselssikkerhedskommissionens forslag om pligtig brug af kørelys i dagtimerne skønner forsigtigt, at en sådan ordning vil forebygge 5 pct. af alle flerpartuheld i dagslys, hvori mindst en af parterne er omfattet af ordningen. På årsbasis vil dette betyde, at der forebygges gennemsnitligt 250 ulykker med ca. 340 tilskadekomne inkl. 17 omkomne. Brug af kørelys medfører en stigning i benzinforbruget på ca. 1 pct. for personbiler. De årlige driftsudgifter vil derfor stige med ca. 27 mio. kr. eksklusive skatter og afgifter.
Baggrund
Forslaget har støtte i udenlandske videnskabelige undersøgelser, hvis resultater siden er blevet bekræftet af erfaringer i flere lande, hvor kørelys i dagtimerne har fundet anvendelse enten ved lovgivning eller som praksis i større grupper af firmaejede køretøjer. Som det fremgår af det følgende, er Færdselssikkerhedskommissionens vurdering særdeles forsigtig i forhold til de effekter, der i praksis er opnået med kørelys.
NTR rapport nr. 17
Forslaget har også støtte i Nordisk Trafiksikkerhedsråds rapport nr. 17 (Varsellys - bilbelysning i dagtimerne, Stockholm 1976), som på grundlag af den dengang tilgængelige viden utvetydigt anbefaler, at der stilles krav om, at biler under kørsel altid skal have tændt belysning svarende til nærlys.
Kørelys på MC
NTR-rapporten var en del af baggrunden for, at Danmark i 1977 indførte pligtig brug af kørelys på motorcykler. Når det på intet tidspunkt - heller ikke i en analyse, som Rådet netop har gennemført - har været muligt at påvise nogen effekt af denne foranstaltning i Danmark, kan det skyldes flere forhold, bl.a. at antallet af påvirkelige uheld pr. år er relativt lavt og derfor domineres af tilfældige variationer. Det kan også delvis skyldes, at lygterne på mange motorcykler har lav lysintensitet, og at motorcykler især træffes på vejene i Danmark på årstider og i vejrforhold, hvor baggrundsbelysningen er høj og derfor kræver høj intensitet af kørelyset for at give den nødvendige kontrast.
Kørelysets virkning beror nemlig på to forhold
Kørelysets virkningsmåder
For det første medfører det, at køretøjet, som benytter dette lys, af andre trafikanter kan udvælges tidligere til at indgå i bedømmelsen af dres egne manøvremuligheder. Derved undgås en del af de situationer, hvor andre trafikanter erkendes så sent, at en konflikt ikke længere kan afværges. Det er ikke mindst de andre trafikanter, som befinder sig i synsfeltets periferi, der på denne måde tiltrækker sig opmærksomhed og derpå indgår i trafikantens informationsbehandling. Denne effekt har især betydning for undgåelse af kollisioner mellem trafikanter på krydsende retninger.
For det andet har det vist sig i forsøg, at bedømmelsen af afstande til andre trafikanter forbedres, hvis disse benytter kørelys, og at bilister, der skal krydse andre bilers kørselsretning, generelt kræver større afstand, før de indleder manøvren, hvis disse andre biler har kørelys.
Opdageafstanden, forstået som den afstand, i hvilken et køretøj kan ses, når det befinder sig i iagttagerens centralsyn, er derimod ikke den afgørende faktor i denne sammenhæng. Det er den derimod under reducerede sigtbarhedsforhold, og den er baggrunden for færdselslovens nuværende krav om, at nærlyset skal være tændt i tåge, dis og nedbør.
Betydning for cyklister og fodgængere
Kørelysets opmærksomhedsskabende virkning forklarer delvis, hvorfor det i praksis synes at forebygge uheld med fodgængere og cyklister bedre end uheld med andre trafikanter. Netop fodgængere og cyklister har særlige muligheder for meget hurtigt at ændre fart og bevægelsesretning og kan ofte undgå at blive påkørt, selv når de erkender faren meget sent.
Det er således rigtigt, som påpeget af cyklisterne, at den positive virkning af kørelys for cyklister og fodgængere beror på dem selv. Det kan heller ikke afvises, at kørelys måske under visse forhold kan virke blændende og derved vanskeliggøre bilisternes opdagelse af cyklister og fodgængere. Laboratorieforsøg har imidlertid hidtil ikke kunne bekræfte denne mulighed. Det afgørende må vel også være, at cyklister og fodgængere opnår en nettoforbedring, og det har hidtil overalt været tilfældet.
Geografiske begrænsninger
Det har været indvendt, at kørelysenes opmærksomhedsskabende effekt er lettere at opnå under geografiske og klimatiske forhold, hvor dagslyset ofte er begrænset på grund af skydække og lav solhøjde, og dette kan ikke afvises. Det er imidlertid ikke tilstrækkelig grund til at afvise brugen af kørelys i lande med gennemsnitligt stærkere dagslys, som alligevel ofte vil have lysforhold, der gør kørelys til en effektiv foranstaltning.
Påkørsler bagfra
I Finland har man erfaret, at kørelys med tændte baglygter medfører en stigning i antallet af påkørsler bagfra (fordi det bliver sværere at se, at stoplygterne tændes ved bremsning). Stigningen har imidlertid ikke været særlig stor (ca. 9 pct.), og nettoeffekten af kørelys i Finland, som nævnt nedenfor, er et fald på 21 pct., inklusive stigningen i påkørsler bagfra. Det bør i denne forbindelse betænkes, at de forebyggende uheld generelt har langt alvorligere følger end de påkørsler bagfra, som kørelys kan medføre.
Sverige
I Sverige har kørelys været obligatorisk siden 1976. Lovkravet forøgede brugen fra 55 pct. til 98 pct. og førte til en reduktion på 11 pct. i mængden af flerpartuheld i dagtimerne.
Dette svarer til en total virkning af kørelys på -22,5 pct. For cyklistulykkerne skønnedes den totale effekt at være -43 pct. og for fodgængere -35 pct.
Finland
I Finland har kørelys være obligatorisk i landområder i perioden 1. september til 30. april siden 1975. Herved steg brugen fra 65 pct. til 97 pct. og fulgtes af et fald på 21 pct. i antallet af påvirkelige ulykker, svarende til en total effekt på -36,5 pct. Siden 1982 har det været påbudt at bruge kørelys hele året, dog ikke i byområder.
Norge
I Norge har der været krav om kørelys på alle nye biler siden 1985, hvor den frivillige brugsprocent allerede var 35. I 1986 var brugsprocenten steget til 65, og effekten af denne stigning blev opgjort til -14 pct., svarende til en total effekt på -40 pct. For fodgængere skønnedes den totale effekt at være -49 pct. Siden 1. april 1988 har brugen af kørelys været pligtig for alle motorkøretøjer i Norge.
Nordamerika
Seks undersøgelser i Nordamerika, spredt over årene 1965 til 1984, der bygger på pligtig brug af kørelys blandt forskellige »flådeejere«, udviser alle en ulykkesreducerende effekt af denne praksis, varierende fra -7 pct. til -32 pct. Det er for nylig oplyst fra Canada, at alle nyregistrerede biler fra 1. januar 1990 skal være udstyret med automatisk kørelys, og det forlyder, at tilsvarende krav er under overvejelse i USA.
Nye forsøg i Holland
I Holland er det netop besluttet at gennemføre et omfattende forsøg med kørelys i dagtimerne. Forsøget er henlagt til byen Doordrecht og udføres under videnskabelig kontrol med økonomisk støtte fra EF. En række europæiske lande har udpeget forskere til en international gruppe, der skal følge forsøget, og Danmark er netop indbudt til at lade sig repræsentere i denne gruppe. Forsøget skal overbevise andre europæiske lande om de positive effekter af kørelys, også på sydligere breddegrader. Det må desuden antages, at det også skal demonstrere, at de hollandske cyklistorganisationers betænkeligheder - især at kørelys ofte vil blænde og derved gøre det vanskeligere at se cyklisterne - viser sig ubegrundede i praksis.
Jørgen Christensen
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Automobil-Importørernes Sammenslutning,
Bolig-, Motor- og Hjælpemiddeludvalget,
Dansk Cyklist Forbund,
Dansk Taxi Forbund,
Danske Kørelæreres Landsforbund,
Kunwald, Georg, Højbjerg, og
Nørskov, Niels, Brøndby.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom der henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag og ønsker i den forbindelse at udtale
Betænkning nr. 1157/1988: Færdselssikkerhedspolitisk handlingsplan, afgivet af Justitsministeriets Færdselssikkerhedskommission, blev modtaget med begejstring af alle, inkl. regeringen, og både dengang og siden har justitsministeren fastholdt, at regeringen stiller sig bag handlingsplanens målsætning om at reducere antallet af ulykker med 40-45 pct. i løbet af 12 år fra 1. januar 1989. Imidlertid viste det sig allerede med justitsministerens redegørelse nr. R 21 af 10. maj 1989, at man ville være yderst tilbageholdende med initiativer, der kostede penge. F.eks. blev et af kommissionens mest virkningsfulde forslag, S-14, om øget færdselsovervågning nærmest afvist, og nærværende lovforslag, som er ment som den lovgivningsmæssige opfølgning af handlingsplanen, mangler også forslag S-16, som er det forslag, der skal forbedre oversigten i kryds ved at udvide parkeringsafstanden fra 5 til 10 m. Ministeren har begrundet udeladelsen med, at det er belastende for færdselssikkerheden, hvis der ikke er parkeringspladser nok og bilerne skal køre og søge efter plads. Denne påstand strider imod Færdselssikkerhedskommissionens opfattelse og er samtidig en utidig indblanding i kommunernes trafik- og parkeringspolitik, som om det skulle være et færdselssikkerhedsmæssigt krav, at der skulle være parkeringspladser »nok«.
Mindretallet har imidlertid ikke fundet det hensigtsmæssigt at forsøge at indpasse dette forslag i nærværende lovforslag, men vil komme med det som selvstændigt lovforslag i næste folketingsår. Derudover vil mindretallet overveje, hvilke folketingsinitiativer der kan tages for at sikre, at også S-14 om den øgede færdselskontrol bliver virkeliggjort.
Mindretallet tilslutter sig ændringsforslaget om ikke at gøre betalingen for ønskenummerplader fradragsberettiget, men stiller sig i det hele tvivlende til, om der kommer tilstrækkeligt med penge til at dække det angivne formål.
Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtaler
Fremskridtspartiet mener, at lovforslaget er sammensat af højst forskelligartede ændringer af færdselsloven gående fra kørsel med nærlys uden for lygtetændingstiden til indførelse af ønskenummerplader.
Fremskridtspartiet mener derfor, at hvis lovforslaget skulle vedtages i denne folketingssamling, så ville det være naturligt, at justitsministeren opdelte lovforslaget i to lovforslag, hvoraf det ene lovforslag omhandlede ønskenummerplader.
Fremskridtspartiet så også gerne, at justitsministeren under ønskenummerpladerne fik indført i lovteksten, at justitsministeren kunne bestemme, at man ved salg af ønskenummerplader bl.a. kunne benytte sig af halvårlige auktioner, således at man på denne måde kunne få de største indtægter til statskassen for disse specielle nummerplader.
Fremskridtspartiet er lidt usikker på, hvor stor gevinsten vil blive rent færdselssikkerhedsmæssigt for så vidt angår brug af nærlys uden for lygtetændingstiden for motordrevne køretøjer, idet der vil kunne blive nogle uforudsete påkørsler i skumringstiden af de svage trafikanter, fordi bilisterne ikke er i stand til at se disse, når de bliver blændet af det lyshav, som alle de motordrevne køretøjer vil udsende. En Nefa-lygte på en cykel vil formentlig drukne i dette lyshav. Fremskridtspartiet vil desuden påpege, at kravet om, at knallerter ligeledes skal køre med nærlys uden for lygtetændingstiden, vil kunne give flere færdselsuheld i de tilfælde, hvor andre trafikanter nu vil kunne forveksle de langsomtkørende knallerter med de hurtigtkørende motorcykler.
Fremskridtspartiet er i øvrigt modstander af den tvungne ordning i lovforslagets § 1, nr. 10, og herunder af den tvungne brug af sikkerhedsseler/barnestol helt ned til 3 år. Forslaget strider imod Fremskridtspartiets holdninger om frihed for den enkelte til selv at vælge. Fremskridtspartiet vil desuden gøre opmærksom på, at man ved visse færdselsuheld, hvor køretøjet efter sammenstød ruller rundt og vælter om på taget og går i brand, ikke kan udelukke, at tvungen brug af sikkerhedsseler på bagsædet kan give flere dødsofre. Fremskridtspartiet mener i øvrigt, at regeringens forslag om tvungen brug af sikkerhedsseler m.v. på bilernes bagsæde er uhensigtsmæssigt udformet, fordi forslaget i sin nuværende form vil være uadministrerbart for politiet for så vidt angår tiltalerejsning i de tilfælde, hvor forseelsen er begået af en person, som er under 15 år.
Fremskridtspartiet havde også gerne set, at lovforslaget ved fremsættelsen havde indeholdt en hensigtserklæring om indførelse af førstehjælpskursus i forbindelse med den obligatoriske køreuddannelse, sådan som FDM tidligere har foreslået. I betragtning af de mange færdselsuheld med tilskadekomne, som sker hvert år, vil en sådan førstehjælpsuddannelse muligvis kunne redde menneskeliv, når ulykken er sket.
Fremskridtspartiet ville også gerne have haft, at justitsministeren havde indfriet det løfte, den tidligere justitsminister gav i betænkningen af 25. maj 1976 over forslag til færdselslov om at iværksætte en forsøgsordning om hyrevognes adgang til på forsøgsbasis at benytte de for busser særligt anlagte busbaner. En sådan ordning har man indført i mange andre storbyer, og Fremskridtspartiet så gerne, at man også indførte en sådan forsøgsordning i København.
Fremskridtspartiet finder det desuden betænkeligt, at man i lovforslaget fastholder, at der også skal være og benyttes sikkerhedsseler på bagsædet i hyrevogne. Med de mange korte ture og med mange ind- og udstigninger, som hyrevogne foretager, vil det give uforholdsmæssigt mange ulemper.
Fremskridtspartiet vil til slut gerne påpege, at Fremskridtspartiet gerne havde set indført nogle strammere regler vedrørende midlertidig beslaglæggelse af køretøjers nummerplader i forbindelse med kørsel i frakendelsestiden og ligeledes en udvidelse af konfiskationsmulighederne med eventuelt salg for øje til fordel for staten i særlig grove tilfælde.
Fremskridtspartiet kan ikke stemme for Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis ændringsforslag om, at ønskenummerplader ikke er reklame og derfor ikke kan fratrækkes rent skattemæssigt.
Fremskridtspartiet vil i øvrigt tilkendegive sin holdning ved 3. behandling af lovforslaget.
Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget og det stillede ændringsforslag, men anmoder i øvrigt om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling.
Ændringsforslag
Af et mindretal (S og SF)
Til § 1
1) I det under nr. 9 foreslåede nye § 73, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Ønskenummerplader er ikke reklame.«
2. og 3. pkt. bliver herefter 3. og 4. pkt.
Bemærkninger
Til nr. 1
Formålet med den foreslåede ændring er at begrænse adgangen til at foretage skattemæssigt fradrag for udgifter til ønskenummerplader.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i to møder.
Som bilag til tillægsbetænkningen er optrykt eet af de spørgsmål, udvalget tidligere har stillet i forbindelse med behandlingen af lovforslaget sammen med justitsministerens besvarelse heraf. Endvidere er optrykt en af justitsministeren fremsendt notits til Justitsministeriet om virkningerne af kørelys i dagtimerne udarbejdet af Rådet for Trafiksikkerhedsforskning.
Der er af justitsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) understreger i tilknytning til lovforslaget, at justitsministeren har oplyst, at han vil anmode Færdselssikkerhedskommissionen om at foretage en vurdering af, om det som led i den samlede indsats for øget færdselssikkerhed skal gøres til en betingelse for at opnå kørekort, at aspiranten har gennemgået et kursus i førstehjælp. Forslaget vil herefter blive vurderet i Justitsministeriet.
Dette flertal finder endvidere, at der bør gennemføres en forsøgsordning med hyrevognes adgang til at benytte de særlige busbaner, såfremt en kommune og den stedlige politimyndighed er indstillet på at lade gennemføre et sådant forsøg. Justitsministeren har i den forbindelse oplyst, at han vil være indstillet på at tillade en forsøgsordning og vil rette henvendelse til et antal kommuner herom.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet og de af ministeren stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget
Til titlen
1) I undertitlen udgår ordet », ønskenummerplader«.
Til § 1
Af et mindretal (FP)
2) Nr. 3 udgår.
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget
3) Nr. 9 udgår.
Af et mindretal (FP)
4) Nr. 10 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 3
Under 1. behandling af lovforslaget blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt ønskenummerplader bør kunne sælges på auktion. Fremskridtspartiets medlem af Retsudvalget har i betænkningen over lovforslaget på ny peget på denne mulighed.
Den under § 1, nr. 9, foreslåede bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte regler om ønskenummerplader er ikke formuleret med henblik herpå og giver ikke mulighed herfor i den foreliggende affattelse.
Salg af ønskenummerplader på auktion må efter Justitsministeriets opfattelse forventes i almindelighed at ville indbringe større beløb end almindeligt salg, således at statens indtægtsprovenu fra ordningen vil kunne øges. Muligheden for at sælge ønskenummerplader på auktion vil også på hensigtsmæssig måde kunne løse de problemer, som vil kunne opstå, hvor flere ønsker den samme kombination.
Salg på auktion rejser imidlertid en række administrative og kontrolmæssige problemer, som efter Justitsministeriets opfattelse bør undersøges nærmere, inden der tages endelig stilling til, om auktionssalg bør tillades.
Justitsministeriet finder derfor, at forslaget om ønskenummerplader bør udgå af det foreliggende lovforslag, således at det i sin helhed afventer en nærmere undersøgelse af spørgsmålet om auktionssalg.
Til nr. 2
Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at tvungen brug af nærlys på motordrevne motorkøretøjer i længden vil give flere færdselsuheld, og Fremskridtspartiet mener, at det bl.a. vil flytte færdselsuheldsrisikoen i og omkring solnedgangstid (og solopgangstid), idet bilisternes øjne vil fokusere på modkørende bilers lygter og derved ikke opdage en cyklist eller gående. Den foreslåede lysnarkomani vil sløve de bedst beskyttede trafikanter til skade for de ubeskyttede svage trafikanter. Fremskridtspartiet havde hellere set, at man havde lavet nogle kampagner, som fortalte trafikanterne, hvilke bilfarver som var trafikrigtige.
Justitsministerens forslag får den samme uønskede effekt, som man kan konstatere, når bilister bliver lysblinde på grund af brug af roterende gult og blåt blink. Også her bliver bilisternes øjne tiltrukket af lyset, og dermed trækker øjets pupil sig sammen, så bilisten ikke er i stand til at skelne en cyklist, som befinder sig ved siden af det modkørende lys.
Til nr. 4
Fremskridtspartiet er principielt modstander af tvungen brug af sikkerhedssele, også når det gælder brug af sikkerhedssele på bagsædet af en bil eller »trehjulet motorcykel«.
Fremskridtspartiet mener, at risikoen for at indebrænde i en bil, som efter en påkørsel er rullet rundt på taget, ikke kan udelukkes. Denne risiko vil i øvrigt være større i bilmodeller med kun to fordøre.
Den hidtidige fritagelsesregel for hyrevogne er desuden heller ikke taget med i ministerens forslag til affattelse af § 80.
Fremskridtspartiet finder i øvrigt justitsministerens forslag om tvungen brug af sikkerhedsseler m.v. for børn under 15 år uadministrerbart for så vidt angår politiets tiltalerejsning, idet der ifølge bemærkningerne til justitsministerens lovforslag, 2.1.3., ikke vil være mulighed for at gøre føreren strafferetligt ansvarlig for forkert eller manglende anvendelse af selepuder og andet supplerende sikkerhedsudstyr. I stedet for at følge normal straffepraksis paragraf for paragraf, så vil man forsøge at hente det tabte hjem via færdselslovens § 82, stk. 2, hvilket virker lidt unaturligt.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Elsebeth Kock-Petersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Ingen
Nr BTL 148
Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Færdselssikkerhedsfremmende foranstaltninger, forenkling og modernisering, ønskenummerplader m.v.)
Nr L 148 1989-90, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19900419