Legislator Case Law & Legislation
198914K00145 DK

1989 BTL 145 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM EN KOMMUNAL TJENESTEMANDSRET (ORGANISATIONSANSVAR M.V.) NR L 145 1989-90, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 145 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlig henvendelse fra Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.

Der er af indenrigsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom der henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialdemokratiets og Socalistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med det af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Mindretallet udtaler i tilslutning hertil

I lov om kommunal tjenestemandsret og lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken er der sammenfaldende problemstillinger, hvis tjenestemandsretten skal behandle sager om overtrædelse af bestemmelser.

Mindretallet mener derfor, at lovgivningen for de to områder bør være sammenfaldende. De af mindretallet stillede ændringsforslag er ikke udtryk for, at vi ønsker at skærpe loven om kommunal tjenestemandsret, men alene ønsket om forenkling. De love og regler, der skal anvendes for kommunale tjenestemænd og deres organisationer bør fremgå af den lov, der omhandler de pågældende tjenestemænd og de pågældende organisationer.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan stemme for det af ministeren stillede ændringsforslag og de af et mindretal stillede ændringsforslag. Socialistisk Folkeparti bryder sig ikke om at give en så stor bemyndigelse til ministeren, når praksis allerede kendes og kan formuleres i egentlige lovparagraffer.

Ændringsforslag

Til § 1

Af indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

» 01. I § 1, stk. 3, udgår »Foreningen af Kommuner i Københavns Amt«.'

Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF)

2) Nr 1 affattes således

» 1. § 2 affattes således

» § 2. Den kommunale tjenestemandsret behandler sager om kollektiv overtrædelse af de bestemmelser i de kommunale tjenestemandsregulativer og -vedtægter samt i reglementerne for det reglementsansatte personale ved kommunale og amtskommunale dag- og døgninstitutioner og selvejende dag- og døgninstitutioner, som kommunalbestyrelser og amtsråd har indgået driftsoverenskomst med, der svarer til § 10 i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken. Tjenestemandsretten kan alene behandle overtrædelser, der er begået af ansatte omfattet af en forhandlingsberettiget organisation.

Stk. 2. Den kommunale tjenestemandsret behandler endvidere sager svarende til dem, der er nævnt i § 53, stk. 1, nr. 1, i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.

Stk. 3. Sager, der hører under den kommunale tjenestemandsret, kan ikke behandles efter regler svarende til §§ 20-24 i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.

Stk. 4. Retten påser af egen drift, at den har saglig kompetence til at behandle en sag.

Stk. 5. Sager, der hører under den kommunale tjenestemandsret, kan ikke indbringes for de almindelige domstole. En tjenestemand kan dog anlægge sag ved de almindelige domstole, når vedkommende organisation har afslået at indbringe en sag som nævnt i stk. 2 for tjenestemandsretten. En sådan sag skal anlægges inden 6 måneder efter, at tjenestemanden har modtaget meddelelse om den endelige administrative afgørelse eller sagen er afvist af organisationen eller tjenestemandsretten.

Stk. 6. Indenrigsministeren kan bestemme, at tjenestemandsretten skal behandle sager som nævnt i stk. 1 og 2 begået af andet personale, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår i kommuner, amtskommuner og kommunale fællesskaber, end det i stk. 1 nævnte. Bestemmelsen i § 3, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse på den eller de organisationer, der udøver forhandlingsretten for det personale, der er omfattet af indenrigsministerens bestemmelse efter 1. pkt.«»

3) Nr. 2 udgår.

4) Nr. 3 udgår.

5) Før nr. 4 indsættes som nyt nummer

» 02. Efter § 2 indsættes som ny paragraf

» § 2 a. Kommuner, amtskommuner, kommunale fællesskaber, selvejende dag- og døgninstitutioner, som kommunalbestyrelser og amtsråd har indgået driftsoverenskomst med, de i § 1, stk. 3, nævnte kommunale sammenslutninger og de i § 1, stk. 4, og § 2, stk. 6, nævnte personaleorganisationer kan af Tjenestemandsretten ikendes bod for overtrædelser som nævnt i § 2, stk. 2. Boden tilfalder den, der har anlagt sagen.«»

6) Nr. 5 affattes således

» 5. § 4 affattes således

» § 4. Sager som nævnt i § 2, stk. 1 og 6, kan anlægges af de i § 1, stk. 3, nævnte kommunale sammenslutninger og kommunalbestyrelser mod en eller flere forhandlingsberettigede personaleorganisationer.

Stk. 2. Sager som nævnt i § 2, stk. 2, kan anlægges af og mod de i § 1, stk. 3, nævnte kommunale sammenslutninger og kommunalbestyrelser eller de i § 1, stk. 4, og § 2, stk. 6, nævnte personaleorganisationer.

Stk. 3. De forhandlingsberettigede personaleorganisationer kan ved den kommunale tjenestemandsret anlægge sag mod vedkommende kommunalbestyrelse eller selvejende institutions bestyrelse om, hvorvidt en sag hører under den kommunale tjenestemandsret.

Stk. 4. Sager som nævnt i § 2, stk. 1, 2 og 6, skal uden for Københavns og Frederiksberg Kommuner indberettes af kommunalbestyrelsen til vedkommende kommunale sammenslutning, jf. § 1, stk. 3.

Stk. 5. Overtrædelser som nævnt i § 2, stk. 1, der er begået af reglementsansat personale ved selvejende dag- og døgninstitutioner, som kommunalbestyrelser og amtsråd har indgået driftsoverenskomst med, skal indberettes af vedkommende institutions bestyrelse til den kommunalbestyrelse, der har indgået driftsoverenskomsten med institutionen.«»

7) Nr. 6 udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1

Kommunernes Landsforenings og Foreningen af Kommuner i Københavns Amt (FKKA)»s lønudvalg og lønsekretariater fusioneres med virkning fra den 1. maj 1990. Det er herefter hensigten, at FKKA ikke længere skal deltage direkte i udpegningen af medlemmer og stedfortrædere til den kommunale tjenestemandsret. Indenrigsministeriet finder det derfor rigtigst at ændre § 1, stk. 3, som foreslået, således at FKKA ikke længere nævnes i bestemmelsen.

Lovforslaget har været forelagt for Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser, Kommunernes Lønningsnævn og de kommunale tjenestemandsorganisationer, der alle har tiltrådt forslaget.

Til nr. 2-7

Formålet med ændringsforslagene er at sikre, at den procedure, der er enighed om skal følges i de omhandlede sager, fastlægges i lovteksten.

Karen Højte Jensen (KF) Flemming Jensen (KF) Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) Sønderby (V) Jane Oksen (FP) nfmd. Marianne Jelved (RV) Lis Noer Holmberg (CD) Glønborg (KRF) Bakholt (S) Dorte Bennedsen (S) Graversen (S) Hjortnæs (S) fmd. Ingrid Rasmussen (S) Stavad (S) Agerschou (SF) Bjørn Poulsen (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 145 Valid

Nr BTL 145

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om en kommunal tjenestemandsret (Organisationsansvar m.v.)

Nr L 145 1989-90, 1. samling

Afgivet af Kommunaludvalget

Afgivet: 19900503

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →