1989 BTL 138 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ANSÆTTELSE I STILLINGER I FOLKEKIRKEN M.V. NR L 138 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til kirkeministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt og dels i samråd.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra
Biskoppen over Aalborg Stift,
Kirkelig Forening for Den Indre Mission i Danmark,
Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse,
Kristne For Nedrustning og
Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer.
Der er af to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Under samråd med kirkeministeren har denne over for udvalget bekræftet, at der ikke i forbindelse med lovforslaget sker nogen ændring i de gældende bestemmelser om ordination og kollats. Ordination og kollats vil således fortsat være en forudsætning for at kunne tiltræde et embede som præst i folkekirken.
Udvalget har i forbindelse med behandlingen af lovforslaget drøftet tjenestemandslovens § 43. I forbindelse med ændring af denne lov lægger udvalget vægt på, at der bliver taget hensyn til de involverede parters opfattelse af, hvordan denne paragraf udformes tidssvarende. Udvalget opfordrer derfor regeringen til at være opmærksom på de særlige forhold, der er gældende på dette ansættelsesområde.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Kristeligt Folkepartis medlem) ønsker at udtale følgende
Flertallet deler den opfattelse, at bispeeksamen, ordination og kollats som hidtil er ufravigelige forudsætninger for, at en udnævnt præst kan indsættes i sin stilling. Flertallet mener, at kollatsens nødvendighed fremgår af § 3 i lov om biskoppers fritagelse for tilsynspligt (1948) og af § 15 i valgmenighedsloven (1972). I forbindelse med loven om adgang til præstestillinger i folkekirken (1987) blev spørgsmålet om bispeeksamen, ordination og kollats som betingelse for at blive indsat i en præstestilling heller ikke drøftet.
Flertallet lægger vægt på, at der fortsat tages hensyn til et mindretal i pastorater med flere præstestillinger, når mindretallet er repræsenteret i menighedsrådet med en sådan vægt, at dets kandidat kommer med i indstillingen.
Flertallet mener ikke, at den i ændringsforslag nr. 3 foreslåede bestemmelse harmonerer med valgmenighedsloven, der tilsikrer den samme ret for et mindretal. Da lønnen til andenpræsten (den ekstra sognepræst) skal afholdes af en kreds af menigheden, opstår et principielt uheldigt afhængighedsforhold til denne kreds. Flertallet finder det betænkeligt, at andenpræsten ansættes i pastoratet og skal betjene alle pastoratets beboere, men aflønnes af en snæver kreds af menigheden. Flertallet henviser i denne forbindelse til, at præster i deres embedsførelse og i forkyndelsen er uafhængige af menighedsrådet. Flertallet ønsker at bemærke, at reglen om andenpræster i den tidligere menighedsrådslov kun har været anvendt i få tilfælde og sidst i 1946.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af dette mindretal under nr. 1, 2 og 3 stillede ændringsforslag og ønsker at udtale følgende
Mindretallet havde meget gerne set, at lovforslaget indeholdt en mulighed for, at en afgangseksamen fra en evangelisk-luthersk læreanstalt på niveau med den teologiske kandidateksamen kunne give adgang til præstestillinger i folkekirken på lige fod med en teologisk kandidateksamen fra et dansk universitet. Universiteternes formål er ikke at uddanne præster, men at uddanne teologiske kandidater og drive teologisk forskning.
Mindretallet havde også gerne set, at man bevarede den tidligere mulighed for, at missionærer, som gennem et ydremissionsselskab har gjort tjeneste i en kirke i udlandet, under visse omstændigheder kan få adgang til præsteembeder i den danske folkekirke. Det er værdifuldt for folkekirken, at denne mulighed bevares.
Da mindretallet gennem forhandlinger med ministeren og udvalget desværre har måttet erkende, at det ikke er muligt at få disse ændringer gennemført på nuværende tidspunkt, har mindretallet valgt ikke at stille ændringsforslag herom, men vil presse på for at få forslagene med i en senere ændring af loven.
Mindretallet kan på denne baggrund indstille lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (KRF)
Til § 5
1) Paragraffen affattes således
»§ 5. Enhver, der ansættes som præst i den danske folkekirke eller stadfæstes som valgmenighedspræst i den danske folkekirke, skal prøves og ordineres af biskoppen, aflægge den danske folkekirkes præsteløfte og have biskoppens kollats.«
Til § 11
2) I stk. 3 ændres »tage hensyn« til: »tage tilbørligt hensyn«.
Til § 12
3) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke
»Stk. 3. Når 50 valgberettigede medlemmer af menigheden i et pastorat fremsætter begæring om, at en person ansættes som andenpræst i pastoratet, og godtgør, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive præst i folkekirken og er villig til at tage sådan ansættelse samt har erklæret sig enig i den løn, der af den nævnte kreds ydes den pågældende, og tillige godtgør, at denne løn er sikret den pågældende i mindst 5 år, kan kirkeministeren ansætte den pågældende som andenpræst i vedkommende pastorat. Sådan ansættelse af en andenpræst bør som regel ikke finde sted i det første år efter en ny præsteansættelse i pastoratet. Andenpræsten er med hensyn til det kirkelige arbejde i pastoratet ligestillet med sognepræsten. Kirkeministeren fastsætter regulativ for arbejdsforholdet mellem den pågældende og den kirkebogsførende sognepræst på grundlag af et af biskoppen efter samråd med de pågældende præster og menighedsråd udarbejdet forslag.«
Af et mindretal (FP)
Til § 18
4) Paragraffen udgår.
Til § 24
5) Paragraffen udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1
Enhver, der ansættes som præst i den danske folkekirke eller stadfæstes som valgmenighedspræst i den danske folkekirke, skal aflægge bispeeksamen, ordineres af biskoppen, aflægge den danske folkekirkes præsteløfte og have biskoppens kollats. Ændringsforslaget medfører egentlig kun en lovfæstelse af den nugældende praksis.
Til nr. 2
I bemærkningerne til § 11 er det anført, at stk. 3 er en videreførelse af den nugældende regel. I lovforslaget er den dog blevet svækket i forhold til den gældende bestemmelse, idet ordet »tilbørligt« er faldet ud. Det er vigtigt, at det fortsat er præciseret, at kirkeministeren skal tage tilbørligt hensyn til et mindretal i pastoratet.
Til nr. 3
Uanset at bestemmelsen ikke er blevet meget benyttet, er det meget betydningsfuldt, at denne mulighed for, at nogle i menigheden kan ansætte og selv aflønne en ekstra præst, bevares. Ordningen vil medføre, at et sådant mindretal fra menigheden vil kunne undgå at danne en valgmenighed. Ordningen vil også kunne benyttes af en meget aktiv menighed, der ønsker ansat en ekstra præst, men ikke kan få det bevilget. Menigheden kan så i fællesskab ansætte og aflønne en ekstra præst efter denne bestemmelse.
Til nr. 4
Ændringsforslaget skal sikre, at det ikke pålægges menighedsrådene at etablere tjenesteboliger til sognepræster.
Til nr. 5
Ændringsforslaget skal sikre, at kirkeministeren ikke kan tillægge ansatte, der fratræder uden ret til pension, eller disses efterlevende ægtefæller understøttelse, der beregnes efter de for ydelse af understøttelse til ikkepensionssikret personale i statens tjeneste gældende regler.
Merete Aarup (KF) Ikast (KF) Eva Møller (KF) Povl Brøndsted (V) fmd. Inge Dahl-Sørensen (V) Tove Niemann (FP) Larsen-Ledet (RV) Jette Pors (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Hanne Andersen (S) Anna-Marie Hansen (S) Henning Nielsen (S) Arne Jensen (S) Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Grete Schødts (S) Inger Harms (SF) Hanne Thanning Jacobsen (SF)
Ingen
Nr BTL 138
Betænkning over Forslag til lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.
Nr L 138 1989-90, 1. samling
Afgivet af Kirkeudvalget
Afgivet: 19900503