Legislator Case Law & Legislation
198914K00136 DK

1989 BTL 136 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM SAMORDNING AF FREMGANGSMÅDERNE VED INDGÅELSE AF OFFENTLIGE BYGGE- OG ANLÆGSKONTRAKTER OG OFFENTLIGE INDKØB M.V. NR L 136 1989-90, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 136 Valid

Bilag

Et af Boligudvalgets spørgsmål til boligministeren og dennes besvarelse heraf og arbejdsministerens skrivelse af 17. maj 1990 til udvalget

Spørgsmål

Er det muligt, at kravet om, at danske overenskomster overholdes, gøres mere forpligtende eventuelt igennem et betænkningsbidrag?

Svar

Fra arbejdsministeren har jeg indhentet følgende udtalelse, som jeg kan henholde mig til

»Betydningen af regeringens aftale med kommunerne efter drøftelse med arbejdsmarkedets parter er understreget af, at spørgsmålet om overholdelse af danske overenskomster og dansk lovgivning er rejst af regeringen i bemærkningerne til lovforslaget om gennemførelse af EF-direktivet om offentlige bygge- og anlægsarbejder, og at de bebudede drøftelser efter tilsagn til Boligudvalget fra statsministeren er fremmet, så løsningen kunne præsenteres for Boligudvalget inden 3. behandlingen.

Denne sammenhæng er indgået i drøftelserne og vil fremgå af henstillingen til kommunerne. Det vil derfor være ønskeligt for regeringen, at min skrivelse af 17. ds. gengives i betænkningen, så vidt muligt med tilslutning til de nævnte foranstaltninger.

Denne baggrund for henstillingen vil komme til at præge den information og anbefaling, som udsendes af de kommunale foreninger, og den omtale, der vil ske i de kommunale tidsskrifter.«

Arbejdsministeriet

Den 17. maj 1990

Folketingets Boligudvalg

Christiansborg

1218 København K

Arbejdsklausuler i offentlige bygge- og anlægskontrakter

I tilslutning til statsministerens skrivelse af 22. marts 1990 og min skrivelse af 9. maj 1990 vedrørende L 136 - bilag 9 skal jeg meddele, at drøftelser med repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Kommunerne Landsforening, Amtsrådsforeningen og Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune nu har ført til en aftale med de kommunale repræsentanter om følgende foranstaltninger

1. Arbejdsministeriet udsender snarest muligt i forbindelse med gennemførelsen af L 136 en cirkulæreskrivelse til samtlige kommuner og amtskommuner, hvori ministeriet på regeringens vegne henstiller, at der i alle kontrakter vedrørende offentlige bygge- og anlægsarbejder optages en arbejdsklausul efter tilsvarende retningslinjer som dem, der gælder for statslige kontrakter efter Arbejdsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. maj 1966 om gennemførelse af den af Den Internationale Arbejdskonference vedtagne konvention nr. 94 om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter.

Ved en sådan arbejdsklausul tilsikres der vedkommende arbejdere løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der i henhold til kollektiv overenskomst, voldgiftskendelse, nationale love eller administrative forskrifter gælder for arbejde af samme art inden for vedkommende fag eller industri på den egn, hvor arbejdet udføres.

2. Med forbehold om de kompetente bestyrelsers endelige godkendelse har de kommunale repræsentanter givet tilsagn om, at de kommunale foreninger samtidig med udsendelsen af Arbejdsministeriets cirkulæreskrivelse vil udsende en skrivelse til sine medlemmer med nærmere information om sagen og anbefaling om at følge regeringens henstilling.

3. Arbejdsministeriets cirkulæreskrivelse vil blive offentliggjort i Ministerialtidende og omtalt i de kommunale tidsskrifter.

4. Arbejdsministeriet vil samtidig over for samtlige ministerier indskærpe cirkulæreskrivelsen af 1966 og særlig understrege ministeriernes pligt til at træffe bestemmelse om anvendelse af ILO-konventionen på kontrakter, der indgås af ikke-centrale myndigheder m.v. Hermed tilsigtes det sammen med den kommunale ordning at dække samme område som § 1 i loven om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter m.v., herunder statsejede virksomheder, koncessionerede virksomheder og institutioner m.v.

Landsorganisationen i Danmark har givet udtryk for fortsat at ville foretrække en løsning ved fuldt bindende regler, men har ikke afvist den foreliggende løsning.

Dansk Arbejdsgiverforening har heller ikke villet afvise denne løsning, selvom man har betænkeligheder ved, at regeringen på denne måde udstrækker brugen af arbejdsklausuler til et videre område end strengt nødvendigt efter ratifikationen af ILO-konvention nr. 94. Aftalen med kommunerne er at foretrække frem for påbud, der indebærer indgreb fra lovgivningsmagten i overenskomstforhold.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har

herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren og boligministeren,

som disse har besvaret dels skriftligt, dels i samråd.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse.

Flertallet må efter et samråd med arbejdsministeren konstatere, at det er helt uklart, hvordan henstillingen om overholdelse af ILO-konvention nr. 94 skal administreres i forhold til de koncessionerede selskaber, som er omfattet af EF-direktivet. Dette er endnu en grund til at afvise lovforslaget.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Lizzie Lichtenberg (KF) Sterup (KF) Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) nfmd. Elsebeth Kock-Petersen (V) Kirsten Jacobsen (FP) Jørgen Estrup (RV) Sonja Albrink (CD) Lysholm Christensen (KRF) Eva Fatum (S) Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Løvig Simonsen (S) Lissa Mathiasen (S) Holger K. Nielsen (SF) Bjørn Poulsen (SF) Pelle Voigt (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 136 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til arbejdsministeren, boligministeren og

statsministeren, som disse har besvaret skriftligt. Et af udvalgets

spørgsmål og boligministerens besvarelse heraf samt

arbejdsministerens skrivelse af 17. maj 1990 til udvalget optrykkes

som bilag til betænkningen.

Herefter indstillet et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Flertallet skal udtale sin beklagelse over, at regeringen vedrørende overholdelse af danske overenskomster ved bygge- og anlægskontrakter udelukkende henstiller til kommunerne, at de skal overholde cirkulæreskrivelsen af 18. maj 1966 om anvendelse af ILO-konvention nr. 94. Det fremgår af boligministerens besvarelse af spørgsmål 12, at der i givet fald ikke vil være repressalier i forhold til kommuner, som ikke overholder henstillingen.

Flertallet ønsker derfor at tilkendegive, at det ønsker en egentlig lovgivning på området, så alle udbydere, som er omfattet af EF-direktivet, forpligtes til at stille krav om, at alle tilbudsgivere som et minimum skal overholde danske overenskomster. Kun herved skabes sikkerhed imod en social dumping, som er til ugunst for både danske lønmodtagere og danske arbejdsgivere.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Lizzie Lichtenberg (KF) Sterup (KF) Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) nfmd. Elsebeth Kock-Petersen (V) Kirsten Jacobsen (FP) Jørgen Estrup (RV) Sonja Albrink (CD) Lysholm Christensen (KRF) Eva Fatum (S) Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Løvig Simonsen (S) Lissa Mathiasen (S) Holger K. Nielsen (SF) Bjørn Poulsen (SF) Pelle Voigt (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 136 Valid

Nr BTL 136

Betænkning over Forslag til lov om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter og offentlige indkøb m.v.

Nr L 136 1989-90, 1. samling

Afgivet af Boligudvalget

Afgivet: 19900523

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →