1989 BTL 134 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BOLIGBYGGERI (AFHÆNDELSE M.V. AF ALMENNYTTIGE BOLIGSELSKABERS EJENDOMME. BOLIGSELSKABERNES LANDSBYGGEFONDS VIRKSOMHED. KOMMUNAL DRIFTSSTØTTE. NØDLIDENDE IKKESTATSSTØTTEDE UNGDOMSBOLIGER. ÆNDREDE OPSIGELSESREGLER FOR UNGDOMSBOLIGER) NR L 134 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Der er af boligministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation og Byggeskadefonden.
Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af boligministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) skal udtrykke tilfredshed med, at boligministeren har stillet forslag om, at nr. 8 i § 1 udgår. Boligministeren har herved imødekommet den berettigede kritik imod begrænsningen af Byggeskadefondens regresret, som er kommet fra Byggeskadefonden og Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation.
Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af boligministeren og det af mindretallet stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men har dog tiltrådt de af boligministeren stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af boligministeren, tiltrådt af udvalget
Til titlen
1) I titlen indsættes efter »boligbyggeri« ordene: og om ophævelse af lov om midlertidig offentlig støtte til almennyttigt boligbyggeri og statsstøttede kollegier.'
Til § 1
2) Nr. 8 udgår.
3) Nr. 12 affattes således
» 12. Efter § 72 c indsættes
»§ 72 d. Kommunalbestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde yde tilskud eller lån til etablering af ungdomsboliger, såfremt de endelige udgifter ved byggeriets opførelse overstiger det beløb, som kommunalbestyrelsen har godkendt ved byggeriets påbegyndelse.
Stk. 2. Lån efter stk. 1 ydes på de i § 70, stk. 2, gældende vilkår.
Stk. 3. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold.«»
Af et mindretal (S)
4) I den under nr. 16 foreslåede § 76 b indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Gennemførelse af bestemmelserne i stk. 1-2 forudsætter et tæt samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og ungdomsinstitutionens ledelse. Ved gennemførelsen må der tages hensyn til den øvrige beboersammensætning og øvrige lokale forhold.«
Af boligministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 2
5) Stk. 1 affattes således
»Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.«
6) Efter stk. 1 indsættes
»Stk. 2. § 1, nr. 9-11, nr. 13-15 og nr. 17-20, har virkning for alle byggerier, hvortil der er meddelt tilsagn om støtte efter gældende eller tidligere boligbyggeri-, kollegiestøtte- eller byggestøttelovgivning.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget stilles af tekniske grunde. Der henvises til § 2, stk. 2, i lovforslaget.
Til nr. 2
Efter nærmere overvejelse finder Boligministeriet, at problemet omkring regresretten mest hensigtsmæssigt løses i forbindelse med de almindelige regler om regresansvar ved overdragelse af fast ejendom. Et udvalg under Justitsministeriet er således ved at overveje sælgeransvarsproblemer om forbrugernes beskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom, herunder forældelsesperiodens længde, og det forekommer naturligt at lade regresspørgsmålet bero på, hvad dette udvalg når frem til vedrørende forældelsesperioden.
Til nr. 3
Det foreslås, at det gøres valgfrit for den enkelte kommune, om støtten gives som tilskud eller lån. Baggrunden for forslaget om kommunalbestyrelsen yder tilskud - og ikke lån - var, at ungdomsboligsituationen i disse tilfælde er i en situation, der kan indebære risiko for udlejningsvanskeligheder. Det fandtes derfor ikke rimeligt, at institutionen skulle belastes med optagelse af et lån.
Til nr. 4
Ændringsforslaget sikrer, at principperne for gennemførelsen af paragraffens bestemmelser tydeligere fremgår af loven.
Til nr. 5 og 6
Med de foreslåede ændringer præciseres, at almennyttige afdelinger, som eventuelt måtte være opført uden offentlig støtte, også vil være omfattet af ændringerne i nr. 1-7. Disse afdelinger betragtes fuldt ud som almennyttigt byggeri og er derfor omfattet af de for almennyttige boligselskaber gældende regler.
Herudover har man fundet anledning til at præcisere, at kommunerne kun får adgang til at yde tilskud efter nr. 12, hvis byggeregnskabet ikke er berigtiget.
Lizzie Lichtenberg (KF) Sterup (KF) Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) nfmd. Elsebeth Kock-Petersen (V) Kirsten Jacobsen (FP) Jørgen Estrup (RV) Sonja Albrink (CD) Lysholm Christensen (KRF) Svend Andersen (S) Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Grete Schødts (S) Lissa Mathiasen (S) Holger K. Nielsen (SF) Bjørn Poulsen (SF) Pelle Voigt (SF)
Ingen
Nr BTL 134
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri (Afhændelse m.v. af almennyttige boligselskabers ejendomme. Boligselskabernes Landsbyggefonds virksomhed. Kommunal driftsstøtte. Nødlidende ikkestatsstøttede ungdomsboliger. Ændrede opsigelsesregler for ungdomsboliger)
Nr L 134 1989-90, 1. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19900329