Legislator Case Law & Legislation
198914K00132 DK

1989 BTL 132 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ERHVERVSFREMME NR L 132 1989-90, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 132 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Assurandør-Societetet,

Danmarks Sparekasseforening,

Den Danske Bankforening,

Erhvervsudvalget for Viborg Amt,

Foreningen af Danske Børsmæglerselskaber,

Foreningen af Rådgivende Ingeniører,

Håndværksrådet,

Industrirådet,

Ingeniør-Sammenslutningen,

Kommunernes Landsforening,

Landbrugsraadet,

Pensionskasserådet,

Realkreditrådet og

Samrådet for de Regionale Egnsudviklingsudvalg.

Der er af industriministeren og af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren og af flertallet stillede ændringsforslag.

Flertallet ønsker at tilkendegive, at sigtet med lovgivningen har været en forenkling af de administrative systemer og ikke udvidede ministerbemyndigelser. Derfor ønsker udvalget, at ministeren giver Folketinget en redegørelse, når de i henhold til loven nedsatte udvalg har afgivet deres indstilling til ministeren om udfyldelsen af lovens rammer, og inden de fremtidige erhvervsfremmeaktiviteter sættes i gang, ved at loven i sin helhed sættes i værk, således at Folketinget inddrages i fastlæggelsen af retningslinierne for erhvervsfremmeforanstaltningerne.

Flertallet finder det afgørende, at der i Folketinget bliver en debat om udfyldelse af lovens rammer, da der er tale om en vidtgående bemyndigelseslov, samtidig med at en lang række love afskaffes.

Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) ønsker endvidere at udtale følgende

I henhold til lovforslagets § 2 ønsker Socialdemokratiet at pege på, at følgende kriterier er vigtige for indsatsen i henhold til lovforslagets § 2, nr. 1-10.

Ad nr. 1 og 2

Under udvikling og formidlingsarbejde bør erhvervsfremmeordningerne indrettes på at stimulere virksomhederne til såvel at videreudvikle kendt teknologi som til at udvikle ny teknologi og anvendelse af erhvervsmæssig relevant forskning samt udnyttelse af offentlig brugerviden.

Deltagelse i EF-forskningsprogrammer er i denne forbindelse en væsentlig opgave. Der tænkes herved både på deltagelse i programmernes tilblivelsesfase og gennemførelsesfase.

Af de eksisterende ordninger bør udviklingsfondes ordninger vedrørende udlån og udviklingskontrakter samt statstilskudsordningen til produktudvikling prioriteres og i hovedtræk videreføres. Endvidere må formidlingsaktiviteten mellem offentlige brugere i Danmark og i udlandet og danske virksomheder sikres.

Ad nr. 5 og 6

Under eksport og fremme af internationalisering bør der satses på erhvervsfremmeordninger, der direkte medvirker til at øge afsætningen på de udenlandske markeder. Det gælder ordninger, som stimulerer eksportfremstød på interessante markeder, ordninger, der tilskynder til undersøgelse af nye markeder, specialordninger til opdyrkning af det potentielt store Østmarked såvel som ordninger af mere generel garantistillelseskarakter som almindelig og speciel eksportkredit.

Herudover bør der også satses på erhvervsfremmeordninger, der sigter mod at støtte danske virksomheders etablering af filialer og datterselskaber på de udenlandske markeder.

Af de eksisterende ordninger bør eksportkonsulentordningen, støtte til virksomheders markedsudviklingsprogrammer på nye markeder og støtte til projekteksport og tilbudsgivning prioriteres og videreføres.

Ad nr. 7 og 8

Under teknologisk infrastruktur indgår bl.a. en styrkelse af Dansk Teknologisk Instituts og ATV-institutternes muligheder for at fremme danske virksomheders konkurrenceevne. Særlige erhvervsrettede videnspredningsprogrammer ved institutter på de højere læreanstalter, bevillinger til erhvervsforskere og teknologistipendiater til hjemtagning af teknologiske landvindinger fra udlandet bør ligeledes prioriteres.

Især med henblik på det indre marked bør det sikres, at danske virksomheder sættes i stand til at opfylde nye standarder og normer. Det vil kræve en væsentlig indsats på kvalitetssikringsområdet samt prøvnings- og certificeringsområdet.

I samme forbindelse er det vigtigt, at der etableres mulighed for fremme af iværksætteraktiviteter og netværkssamarbejde m.m.

Ad nr. 9 og 10

Under regionalpolitik bør indgå aktiviteter med henblik på at fremme regional udvikling i de enkelte egne af landet, herunder bl.a. aktiviteter med henblik på at matche den regionale støtte i andre EF-lande. Der tænkes her på regionalstøtte, styrkelse af den regionale teknologiske service, regionale udviklingsanalyser og programmer.

Styrkelse og koordinering af dansk udenlandsturisme bør også inddrages.

Sikring af aktiv dansk deltagelse i EF's strukturfonds- og infrastrukturprogrammer bør ligeledes være en prioriteret opgave.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan stemme for de af industriministeren stillede ændringsforslag, men vil i øvrigt redegøre for sin stilling til lovforslaget senest ved 3. behandling.

Ændringsforslag

Af et flertal (S, SF, CD og KRF)

Til § 1

1) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer

»01) At fremme start af nye virksomheder.«

2) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer

»02) At fremme erhvervsudvikling gennem regionale foranstaltninger.«

Til § 4

3) I stk. 1 indsættes efter »erhvervsudviklingsråd«: », et regionalt råd«.

4) I stk. 3 indsættes efter »Erhvervsudviklingsrådet,»: »Regionalrådet,».

Til § 5

5) I stk. 2, nr. 2, udgår ordene »regionale og«.

Af industriministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 6

6) I stk. 1, 1. pkt., ændres »16 medlemmer« til: »18 medlemmer«.

Af et flertal (S, SF, CD og KRF)

Ny paragraf

7) Efter § 6 indsættes som ny paragraf

»§ 01. Regionalrådet rådgiver regeringen om forhold af væsentlig betydning for den regionale erhvervsudvikling.

Stk. 2. Regionalrådet har inden for rammerne af § 2 til opgave at samordne, vurdere og iværksætte foranstaltninger til vedligeholdelse og fremme af den samfundsmæssige indsats for den regionale erhvervsmæssige infrastruktur samt fremme af den samfundsmæssige indsats vedrørende forskning, udvikling og strukturtilpasning, der tager særligt sigte på regionalpolitikken.

Stk. 3. Regionalrådet kan i ugunstigt stillede områder tage særlige initiativer til fremme af erhvervsudviklingen.

Stk. 4. Regionalrådet kan indstille til ministeren at forsøge med en decentral koordinering baseret på erhvervsmæssigt sammenhængende områder.«

Ny paragraf

8) Efter § 6 indsættes som ny paragraf

»§ 02. Regionalrådet består af en formand og 14 medlemmer. Rådets formand og medlemmer udpeges af industriministeren. Industriministeren udpeger en næstformand blandt rådets medlemmer. Rådet sammensættes således, at erhvervsmæssig, kommunal, lokal og regional teknologisk, finansiel og samfundsmæssig indsigt er repræsenteret.

Stk. 2. Formanden og medlemmerne udpeges for indtil 3 år ad gangen og kan udpeges i alt 2 gange.

Stk. 3. Industriministeren fastsætter en forretningsorden for rådet. I forretningsordenen kan optages bestemmelser om, i hvilket omfang Industri- og Handelsstyrelsen træffer afgørelse på rådets vegne.«

Af industriministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 10

9) I stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »referencenormaler,» ordene: »regler om vejere og målere,».

Til § 16

10) I stk. 2 udgår 2. pkt.

11) Efter stk. 3 indsættes som nye stykker

»Stk. 4. Henlægger industriministeren sine beføjelser efter §§ 10-12 til Industri- og Handelsstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 5. Den i henhold til tidligere lov nr. 104 af 20. marts 1970 om »Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling« oparbejdede formue i fondet tilfalder ved fondets opløsning statskassen. Renter, afdrag, afgifter m.v. indgået efter fondets opløsning tilfalder ligeledes statskassen. De forpligtelser, som fondet har påtaget sig over for borgere, virksomheder m.v., overtages ligeledes af staten.'

Bemærkninger

Til nr. 1

Det er et vigtigt formål at sikre tilvækst af nye virksomheder bl.a. ved støtte til iværksættere.

Til nr. 2, 3, 4 og 5

Det er vigtigt, at der er en god koordinering som anført af Kommunernes Landsforening, bil. 35, af den erhvervspolitiske indsats, der gøres i mange amter og kommuner (af erhvervsråd og erhvervschefer) og den statslige indsats. F.eks. bør landsplanredegørelsen og Industriministeriets regionale indsats koordineres med amtskommuners og kommuners regions- og kommuneplaner.

Det forudsættes, at Regionalrådet først starter sit virke efter 1. januar 1991, således at der ikke er udgifter forbundet hermed i finansåret 1990.

Til nr. 6

Den finansielle sektor spiller en betydelig rolle i forbindelse med den omstrukturering af dansk erhvervsliv, der er undervejs i forbindelse med gennemførelsen af EF's indre marked. De finansielle institutter er erhvervsvirksomheder, der som en integreret del af erhvervslivet udvikler, producerer og eksporterer finansielle tjenesteydelser på linje med fysiske varer.

Betydningen af de regionale aspekter af erhvervsfremmeindsatsen er understreget i lovforslagets § 2, nr. 9 og 10, jf. bemærkningerne hertil.

Det vil på denne baggrund være hensigtsmæssigt, at Erhvervsudviklingsrådet udvides med to medlemmer, hvoraf et medlem udnævnes efter indstilling fra den finansielle sektors organisationer i fællesskab og et medlem udnævnes efter indstilling fra Samrådet for de Regionale Egnsudviklingsudvalg.

Til nr. 7

Da regionalpolitikken både i Danmark og EF i de kommende år får en stigende betydning, foreslås det, at et særskilt udvalg tager sig af denne opgave. Derved aflastes Erhvervsudviklingsrådet. Ugunstigt stillede områder kan være egne, hvor en dominerende virksomhed lukker eller indskrænker væsentligt. Ugunstigt stillede områder kan også være egne med en særlig høj arbejdsløshed. Det foreslås, at Regionalrådet kan indstille til ministeren at forsøge med en decentral koordinering baseret på erhvervsmæssigt sammenhængende områder. Dette skal ses under hensyn til, at regionalpolitikken er i støbeskeen og derfor ikke har fundet sin endelige form. Ønsket er størst mulig decentralisering.

Til nr. 8

Det forudsættes ved udnævnelse af Regionalrådets medlemmer, at formanden og 4 af medlemmerne udpeges af industriministeren blandt embedsmænd fra Industriministeriet, Miljøministeriet, Arbejdsministeriet og Energiministeriet.

De øvrige 10 medlemmer udnævnes efter indstilling fra Industrirådet, Håndværksrådet, Landbrugsraadet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening, LO, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Turismens Fællesråd og Samrådet for De Regionale Egnsudviklingsudvalg.

Til nr. 9

Det er hensigten, at de næringsretlige regler for vejere og målere på et senere tidspunkt skal afløses af en akkrediteringsordning, der efterlever europæiske harmoniserede standarder for akkreditering. Det vil være vanskeligt at etablere en akkrediteringsordning for vejning og måling allerede fra lovens ikrafttræden. Det er derfor nødvendigt, at der fortsat kan udstedes regler for vejere og målere, indtil der i takt med udarbejdelsen af de europæiske harmoniserede standarder kan indføres en akkrediteringsordning for vejning og måling.

Til nr. 10

Også de tidligere udstedte forskrifter for statsautoriserede vejere og målere vedbliver at have gyldighed, indtil de ændres eller ophæves i medfør af bestemmelserne i denne lov.

Til nr. 11

Ad det foreslåede stk. 4

I §§ 10-12 bemyndiges industriministeren til at fastsætte de nærmere regler inden for områderne metrologi, akkrediteret teknisk prøvning, inspektion og certificering.

Disse områder er af udpræget teknisk karakter, og afgørelserne må derfor træffes ud fra en specifik teknisk viden.

På denne baggrund er det i den gældende lov om mål og vægt (metrologi) fastsat, at industriministeren kan fastsætte regler om, at de afgørelser, der er henlagt til Industri- og Handelsstyrelsen, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det fremgår ligeledes af den gældende lov om Statens Tekniske Prøvenævn, at Nævnets afgørelser vedrørende autorisation af laboratorier ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

På ingen af områderne berører afskæringen af den administrative klage adgangen til at indbringe afgørelserne for domstolene.

Forslaget til lov om erhvervsfremme indebærer en udvidelse af akkrediteringsordningen for teknisk prøvning til også at omfatte en akkrediteringsordning for certificering og inspektion.

Da afgørelser på sidstnævnte område også må træffes ud fra en specifik teknisk viden, findes det retssikkerhedsmæssigt forsvarligt, at der på alle disse områder gives industriministeren mulighed for at fastsætte, at Industri- og Handelsstyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Der vil fortsat være mulighed for at indbringe afgørelserne for domstolene.

Ad det foreslåede stk. 5

Med vedtagelsen af lovforslaget ophæves lov om »Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling« ved lovens ikrafttrædelse, og Udviklingsfondet opløses. Det har været regeringens klare forudsætning, at fondets formue tilbageføres til statskassen. De ordninger, der indtil nu har været administreret under Udviklingsfondet og tænkes fortsat, vil fra og med lovens ikrafttrædelse blive videreført inden for Industriministeriets bevillingsrammer på finansloven. Den foreslåede ændring har til formål at skabe fuld klarhed over det legale grundlag for en tilbageføring af fondsformuen med renter, afdrag og afgifter til statskassen ved fondets opløsning. De forpligtelser, som fondet har påtaget sig over for borgere, virksomheder m.v., hvilket omfatter de af fondet afgivne tilsagn om lån, tilskud og udviklingskontrakter, overtages af staten.

Flemming Hansen (KF) nfmd. Grove (KF) Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Jens Peter Jensen (V) Kirsten Jacobsen (FP) Larsen-Ledet (RV) Sonja Albrink (CD) Lysholm Christensen (KRF) Svend Andersen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Bjørn Westh (S) Birthe Hansen (SF) Rahbæk Møller (SF)

Tilføjelse til betænkning

Efter at 2. behandling af lovforslaget blev standset og det henvistes

til fornyet udvalgsbehandling, har udvalget holdt yderligere et møde.

Udvalget har efter afgivelsen af betænkning modtaget en skriftlig henvendelse fra Dansk Iværksætter Forening.

Der afgives herefter nedennævnte indstilling, hvorved bemærkes, at et mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) under den fornyede udvalgsbehandling har tilkendegivet, at det ikke længere er medforslagsstiller til de under nr. 1-5, 7 og 8 stillede ændringsforslag i betænkningen.

Der er af et flertal stillet yderligere ændringsforslag i tilføjelsen til betænkningen, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren og af flertallet stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren stillede ændringsforslag, idet mindretallet ønsker at udtale følgende

Mindretallet henstiller under henvisning til lovens § 5, stk. 2, at der for at sikre, at udfyldelsen af lov om erhvervsfremme tager hensyn til de regionalpolitiske aspekter, herunder både specielle geografiske og branchemæssige problemer, samtidig med lovens vedtagelse nedsættes en arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra Industriministeriet og repræsentanter for de regionale udviklingsråd, som inden 1. januar 1991 skal fremlægge et oplæg til, hvorledes de regionalpolitiske aspekter kan varetages i Erhvervsudviklingsrådet.

Under henvisning til lovens § 2 påpeger mindretallet samtidig vigtigheden af, at der sikres mulighed for start af nye virksomheder.

Ændringsforslag

Af et flertal (S, SF og CD)

Underændringsforslag

til ændringsforslag nr. 7 i

betænkningen

12) I den under ændringsforslag nr. 7 foreslåede nye paragraf indsættes efter stk. 4 som nye stykker

»Stk. 5. Industriministeren fastsætter nærmere regler for rådets virke.

Stk. 6. Rådets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men Industriministeriets medlem af rådet kan begære en sag forelagt industriministeren til afgørelse, såfremt den skønnes at være af principiel betydning.«

Til § 9

13) I stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »Erhvervsudviklingsrådet«: », Regionalrådet«.

Bemærkninger

Til nr. 12

Den foreslåede ændring medfører, at industriministeren fastsætter nærmere regler for rådets virke i lighed med ministerens kompetence vedrørende Eksportfremmerådet. Samtidig foreslås en tilsvarende regel om prøvelse af rådets afgørelser, som er foreskrevet for Eksportfremmerådets afgørelser.

Til nr. 13

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der foreslås oprettet et Regionalråd.

Flemming Hansen (KF) nfmd. Grove (KF) Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Jens Peter Jensen (V) Kirsten Jacobsen (FP) Larsen-Ledet (RV) Sonja Albrink (CD) Lysholm Christensen (KRF) Arne Jensen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Bjørn Westh (S) Birthe Hansen (SF) Rahbæk Møller (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 132 Valid

Nr BTL 132

Betænkning over Forslag til lov om erhvervsfremme

Nr L 132 1989-90, 1. samling

Afgivet af Erhvervsudvalget

Afgivet: 19900508

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →