Legislator Case Law & Legislation
198914K00124 DK

1989 BTL 124 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM TRAFIKHAVNE M.V. NR L 124 1990-91, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 124 Valid

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til ministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål

Ministeren bedes oplyse, om § 10 skal forstås således, at alene tilskud til kapacitetsudvidelser ikke må ydes havnen af kommunen, medens sædvanligt tilskud som f.eks. til uddybning af sejlrende og lignende fortsat må støttes fra kommunen.

Svar

Indledningsvis henvises til svar på spørgsmål nr. 2 og nr. 15.

Lovforslagets § 10 indebærer følgende

Hvis en foranstaltning indebærer en kapacitetsudvidelse på den ene eller anden måde, kan en kommunalt styret trafikhavn ikke sætte en sådan i værk, medmindre havnen selv er i stand til at betale den, det vil sige: selv kunne fremskaffe lån eller betale foranstaltningen øjeblikkeligt og selv være i stand til løbende at skaffe dækning på driftsregnskabet til forrentning og afskrivning.

Denne hovedregel er dog modificeret således, at en trafikhavn undtagelsesvis kan opnå trafikministerens godkendelse af at foretage en kapacitetsudvidende anskaffelse eller etablere et kapacitetsudvidende anlæg, selv om havnen ikke selv kan klare de dermed forbundne økonomiske forpligtelser, men må basere sig på økonomisk bistand fra kommunen.

Sådan godkendelse kan kun opnås, hvis samfundsøkonomiske hensyn tilsiger det. Dette indebærer igen, at de hensyn, der kan komme i betragtning, må være af en art, som ud fra hele samfundets tarv kan motivere, at netop denne havn foretager den pågældende investering.

I hvilket omfang en kommune i øvrigt kan dække en trafikhavns underskud, afgøres af bestemmelsen i lovforslagets § 10, stk. 1. Kommunalbestyrelsen har ifølge denne pligt til inden for det muliges grænser at søge at drive havnen med sigte på balance. Såvel revisionen som Trafikministeriet må ved den efterfølgende regnskabsgennemgang påse, at kommunalbestyrelsen i sin styring af havnen efterlever disse bestemmelser. En overtrædelse af bestemmelserne er sanktioneret med et personligt erstatningsansvar for kommunalbestyrelsens medlemmer, jf. lovforslagets § 12, stk. 2.

Hvad særligt uddybning og oprensning angår, skal det bemærkes, at man traditionelt anvender den terminologi, at »oprensning« betyder en genskabelse af den tidligere almindeligt fastslåede vanddybde i det pågældende sejlløbs bredde, medens »uddybning« betyder tilvejebringelse af en større vanddybde eller et bredere sejlløb.

I sidstnævnte forstand er en uddybning klart en kapacitetsudvidelse, som en underskudsgivende havn ikke kan indlade sig på. Undtagelsesvis kan den dog opnå en godkendelse fra trafikministeren til desuagtet at foretage uddybningen.

Derimod udkræves ikke godkendelse for at afholde udgifter til normal oprensning i sejlløb og havnebassiner for at holde den vanddybde og den bredde i sejlløbet, som i forvejen har været den fastsatte, selv om kommunen gennem underskudsdækningen må inddække de dermed forbundne udgifter. Men igen må det erindres: Kommunalbestyrelsen har en direkte forpligtelse til at bestræbe sig på, at havnens egne indtægter kan dække dens udgifter, herunder naturligvis også udgifter til oprensning.

Betænkning over lovforslag 1989 124 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til trafikministerren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Advokatfirmaet Qvist, Dahl & Partnere på vegne af direktør Carstensen, GT-Link,

Erhvervenes Transportudvalg,

Julius Mortensen Shipping A/S og

Randers Kommune.

Et af udvalgets spørgsmål til trafikministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af et mindretal stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse og vil redegøre for sin stilling til det stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag.

Mindretallet ønsker endvidere at udtale følgende

Igennem længere tid har forberedelsen af en modernisering af lov om trafikhavne m.v. været til behandling blandt de involverede parter. Socialdemokratiet har fulgt debatten og finder, at tidspunktet for at decentralisere beslutningerne om trafikhavnene og uddelegering af ansvaret er inde.

Mindretallet er opmærksom på risikoen for overinvestering i Danmark, men forventer, at ansvaret for etableringer og nøgtern vurdering af driftsmulighederne forvaltes hensigtsmæssigt af lokalområderne. Mindretallet lægger vægt på Havnesammenslutningens ønske om lovens gennemførelse.

Når Socialdemokratiet alligevel stiller ændringsforslag, er det, fordi mindretallet ikke ønsker at privatisere almindelig havnedrift, således at private havne kan ekspedere almindeligt gods. En havn, der er anlagt af en virksomhed, skal alene benyttes til formål, der vedrører virksomhedens drift.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag.

Ved 1. behandling af nærværende lovforslag gav mindretallet støtte dertil bl.a. med baggrund i, at det nu bliver kommunalbestyrelserne, der i overvejende grad selv bliver beslutningstagere med hensyn til investeringer i nyt materiel såsom kraner, pakhuse, uddybninger osv.

Mindretallet ser også med tilfredshed på muligheden for, at kommunen sammen med det lokale private erhvervsliv får mulighed for at indgå nye selskabsformer, herunder også mulighed for, at lønmodtagerne kan deltage.

Mindretallet er af den opfattelse, at en overinvestering i havnene med baggrund i konkurrencen havnene imellem ikke vil vise sig, selv om muligheden derfor vil være til stede, men at havneloven vil give mulighed for nytænkning og kreativitet fra kommunernes side, hvilket er nødvendigt, hvis havnene vil overleve i fremtiden.

Mindretallet erkender da også, at nogle havne må nedlægges som trafikhavne. Tendenserne i national og international skibstrafik viser helt klart, at skibene kun anløber få havne, men det er havne med moderne faciliteter såsom stor vanddybde, pakhuse og moderne kraner og lign., således at liggetiden i havnene bliver så kort som muligt, men også så effektiv som muligt.

Dog bør det være muligt for en privat havn at kunne udskibe sine egne produkter f.eks. svæveaske fra et kraftværk eller svovl fra et raffinaderi osv.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stillingtagen til lovforslaget ved 2. behandling, men kan meddele, at mindretallet stemmer for det stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 2

Af et mindretal (S og SF)

1) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 3. En privat trafikhavn kan alene opnå tilladelse til benyttelse af formål, der vedrører virksomhedens anlæg og drift.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Eftersom de private havne er opstået med baggrund i en virksomhed, f.eks. et raffinaderi eller et kraftværk, men ofte i tilknytning til en eksisterende trafikhavn, er det forslagsstillernes opfattelse, at dette stadig bør være formålet med private havne. Dog bør det være muligt for en privat havn at kunne udskibe sine egne produkter, f.eks. svæveaske fra et kraftværk eller svovl fra et raffinaderi.

Ikast (KF) Helge Adam Møller (KF) Aagaard (KF) Svend Heiselberg (V) Helge Sander (V) Ernst B. Schmidt (FP) Larsen-Ledet (RV) nfmd. Arne Melchior (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) J. K. Hansen (S) fmd. Tove Lindbo Larsen (S) Helge Mortensen (S) Jimmy Stahr (S) Løvig Simonsen (S) Søgaard (S) Tommy Dinesen (SF) Ole Henriksen (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 124 Valid

Nr BTL 124

Betænkning over Forslag til lov om trafikhavne m.v.

Nr L 124 1990-91, 1. samling

Afgivet af Trafikudvalget

Afgivet: 19900426

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →