1989 BTL 112 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF VISSE LOVE INDEN FOR INDUSTRIMINISTERIETS OMRÅDE OG OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE LOVBESTEMMELSER (AFBUREAUKRATISERING) NR L 112 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Danmarks Skibsmæglerforening,
Kofoed, Vibeke, dispachør, København,
Marcussen, Carl, dispachør, København,
Middelboe, Jens, dispachør, København og
Mæglerkorporationen i København.
Der er af industriministeren og et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren og af flertallet stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Ændringsforslag
Til § 1
Af industriministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
1) Nr. 1 udgår.
Af et flertal (S, SF, CD og KRF)
2) Nr. 4 udgår.
Til § 7
Af industriministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
3) Stk. 2 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1
Ved lovforslagets § 1 blev det foreslået at ophæve en række love som led i regeringens afbureaukratisering af den offentlige sektor. Det blev i denne forbindelse blandt andet foreslået at ophæve loven om garantier for lån til bygning af mindre fragtskibe.
Begrundelsen herfor var, at der i november 1988 etableredes en aftrapningsordning for statsstøtte til skibsværfterne således, at det statslige støtteelement gradvis reduceres for pr. 1. januar 1992 alene at omfatte lån på vilkår, der svarer til OECD's aftale om eksportkreditter til skibe.
Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund, Rederiforeningen af 1895, Rederiforeningen for mindre skibe samt Skibs- og Bådebyggeriernes Arbejdsgiverforening har udtrykt ønske om at bevare garantiordningen og supplere den med en præmieordning.
Indførelse af en sådan præmieordning er hjemlet i den nuværende lovs § 2, stk. 2, men hjemmelen har hidtil ikke været udnyttet. Ved passende præmiebetaling for garantistillelsen er det samtidig Industriministeriets vurdering, at formålet med forslaget om ophævelse af loven fortsat tilgodeses.
Siden ordningens start er der indfriet to garantier med tab på i alt 19,8 mio. kr., begge efter 1987. En videreførelse af ordningen vil indebære stigende mulighed for indfrielser i et ikke nærmere kendt omfang.
De administrative konsekvenser af en opretholdelse af loven er af begrænset omfang.
Til nr. 2
Ved den foreslåede ændring opretholdes lov om dispachører. Dispachørerne varetager en opgave, som efter forslagsstillernes opfattelse ønskes opretholdt ud fra en samfundsmæssig interesse, og som bør være offentligt reguleret i form af autorisation.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den under nr. 1 foreslåede ændring.
Flemming Hansen (KF) nfmd. Grove (KF) Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Jens Peter Jensen (V) Kirsten Jacobsen (FP) Larsen-Ledet (RV) Sonja Albrink (CD) Lysholm Christensen (KRF) Svend Andersen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Bjørn Westh (S) Birthe Hansen (SF) Rahbæk Møller (SF)
Ingen
Nr BTL 112
Betænkning over Forslag til lov om ophævelse af visse love inden for Industriministeriets område og om ændring af forskellige lovbestemmelser (Afbureaukratisering)
Nr L 112 1989-90, 1. samling
Afgivet af Erhvervsudvalget
Afgivet: 19900419