Legislator Case Law & Legislation
198914K00088 DK

1989 BTL 88 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE M.V. (OMLÆGNINGER I SELSKABSBESKATNINGEN M.V.) NR L 88 1989-90, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 88 Valid

Bilag

Nogle af udvalget stillede spørgsmål til skatteministeren og dennes besvarelse her

Spørgsmål 4

Finder ministeren, at personligt ejede selskaber stilles konkurrencemæssigt dårligere ved at gennemføre en nedsættelse af selskabsskatten fra 50 pct. til 40 pct.?

Svar

Som det fremgår af mine kommentarer til henvendelsen fra De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark (L 87 - bilag 1) har regeringen fundet, at der er et akut behov for at få gennemført tilpasninger af den danske erhvervsbeskatning til beskatningen i de øvrige industrilande, herunder især EF-landene. Det første skridt mod en dansk tilpasning til den øgede internationale konkurrence, der følger i kølvandet af EF's indre marked, er taget med regeringens lovforslag om omlægninger i selskabsbeskatningen. Den danske selskabsskat kommer nu ned på et niveau, der svarer til niveauet i de lande, danske virksomheder skal konkurrere med.

Som det også fremgår af mine kommentarer til henvendelsen fra De Samvirkende Købmandsforeninger, er det regeringens ønske at få nedsat virksomhedsskatteprocenten, således at den kommer på niveau med den foreslåede nedsættelse af selskabsskatteprocenten. Det er klart, at det på længere sigt er uholdbart, hvis virksomhedsskatten ikke sættes tilsvarende ned som selskabsskatten. Det vil alt andet lige stille selskaberne bedre konkurrencemæssigt set. Det er imidlertid regeringens opfattelse, at en nedsættelse af virksomhedsskatteprocenten skal ske i forbindelse med en samlet omlægning af personskatteområdet.

Spørgsmål 16

Vil en forskellig skattemæssig behandling af personligt drevne virksomheder og selskaber genindføre den forskelsbehandling af selvstændigt erhvervsdrivende, som blev løst i skattereformen med en ens beskatning på 50 pct. af den indtjening, som blev opsparet i virksomheden, og som der blev lagt særlig stor vægt på af den nuværende skatteminister i artikler og i debatter i Folketinget?

Betyder det ikke, at denne forskelsbehandling på urimelig måde rammer især selvstændigt erhvervsdrivende, som ikke kan benyte selskabsformen - eksempelvis inden for landbruget?

Finder ministeren, at den ligestilling imellem selvstændige, der driver virksomhed i selskaber og i personligt drevne virksomheder, var en vigtig forudsætning for partierne bag skattereformen?

Svar

Som jeg har nævnt i mit svar på spørgsmål 4, er regeringen opmærksom på, at den foreslåede nedsættelse af selskabsskatten alt andet lige vil stille selskaber i en bedre situation, såvel konkurrencemæssigt som skattemæssigt, i forhold til personligt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsskatteordningen. Regeringen har imidlertid fundet, at der er et akut behov for en tilpasning af den danske selskabsbeskatning til erhvervsbeskatningen i andre lande, især EF-landene, således at danske virksomheder sikres en bedre konkurrenceevne.

Det er regeringens opfattelse, at en forskelligartet beskatning af personligt erhvervsdrivende og selskaber ikke vil være holdbar på længere sigt. Regeringen vil således arbejde på at få sænket virksomhedsskatten i forbindelse med omlægninger i beskatningen på personskatteområdet.

Spørgeren forudsætter, at en gennemførelse af selskabsskattenedsættelsen vil få flere personligt erhvervsdrivende til at omdanne deres virksomheder til selskaber. Jeg mener ikke, at der er grundlag for en sådan antagelse.

For det første fordi regeringen har tilkendegivet, at den vil arbejde på at få nedsat virksomhedsskatteprocenten ligesom selskabsskatteprocenten.

For det andet er andre hensyn end hensynet til at blive beskattet efter en lavere skattesats efter min opfattelse afgørende for valg af virksomhedsform. Det være sig størrelsen af omkostninger i forbindelse med en eventuel virksomhedsomdannelse, krav til egenkapitalens størrelse, hæftelse, offentliggørelse af regnskaber, muligheden for at kunne overføre underskud i personlig indkomst og muligheden for at låne i virksomheden.

Spørgsmål 37

Ad svaret på spørgsmål 19, jf. bilag 11

Ministeren bedes oplyse, hvornår han sidst har taget initiativ til at mødes med partierne bag skattereformen for at forhandle om afskaffelse af dobbeltbeskatningen af aktieudbytter.

Mener ministeren ikke, at det havde nogen som helst betydning for partierne bag skattereformen, at selskabsskatteprocenten var fastsat til 50, da aftalen om afskaffelse af dobbeltbeskatning af aktieudbytter blev indgået - eller skal denne del af aftalen betragtes fuldstændig løsrevet fra størrelsen af selskabsbeskatningen? Herudover bedes den ubesvarede del af spørgsmål 19 besvaret.

Svar

Det har indgået som en forudsætning for regeringens skattepolitiske udspil i år, at dobbeltbeskatningen af aktieudbytter ophæves som aftalt ved skattereformen. Men emnet har ikke været genstand for særskilt drøftelse i den seneste tid som følge af den politiske situation.

Sænkningen af selskabsskattesatsen til 40 pct. overflødiggør ikke en ophævelse af dobbeltbeskatningen af aktieudbytter, men den lavere skattesats må selvsagt tages i betragtning ved den konkrete udformning af ophævelsen.

Betænkning over lovforslag 1989 88 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Endvidere har statsministeren og skatteministeren

besvaret spørgsmål fra udvalget i et samråd.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra

Assurandør-Societetet,

Danske Investeringsforeningers Fællesrepræsentation,

Dansk Landbrugs Realkreditfond (DLR),

Gensidig Forsikring og

Kommunernes Landsforening.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, idet mindretallet finder, at en isoleret nedsættelse af selskabsskatteprocenten er et brud på aftalen om skattereformen af 19. juni 1985 mellem den daværende regering, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Parallelitet mellem aktieselskabsskatten, virksomhedsskat, kapitalafkastskat og laveste personskat er fundamentet for skattereformaftalen og en afgørende barriere imod skattespekulation. Derfor må den på grund af internationaliseringen ønskelige udvidelse af skattegrundlag og nedsættelse af selskabsskatteprocenten ske som led i en samlet skatteomlægning, således som Socialdemokratiet har skitseret det i forslag til folketingsbeslutning nr. B 16 om en skatteomlægning. (Indførelse af bruttoafgift og nedsættelse af person- og selskabsskat m.v.).

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet mindretallet dog er klar til at medvirke til en nedsættelse af selskabsskatten finansieret ved en udvidelse af skattegrundlaget i form af en afskaffelse af en række bizarre fradrag: Henlæggelse til investeringsfond, nedskrivning på varelager, forskudsafskrivninger, indekserede afskrivninger og udlandslempelse. Lovforslaget vil, fordi det ikke er sammenkædet med en tilsvarende sænkning af personskatten, åbne for massive skattespekulationer og vil diskriminere personligt ejede virksomheder i forhold til selskaber.

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, RV, CD og KRF)

Til § 1

1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer

»01. I § 31, stk. 3, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer

»5) Gensidige forsikringsforeninger som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 5.«

Nr. 5 bliver herefter nr. 6.'

Til § 8

2) I stk. 2 indsættes efter »skattepligtige indkomst« ordene: »eller summen af sambeskattede selskabers skattepligtige indkomster«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget har til formål at give gensidige forsikringsforeninger, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, mulighed for at opnå sambeskatning.

Tidligere har de fleste gensidige forsikringsforeninger været beskattet efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. På denne baggrund har muligheden for sambeskatning ikke været så aktuel for disse foreninger.

Efter lovforslaget skal alle de gensidige forsikringsforeninger som udgangspunkt beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5.

Der er tale om en beskatning, der svarer til aktieselskabernes. Foreningerne kan dog ikke opnå f.eks. skattefrihed for udbytter, udlands- og datterselskabslempelse.

Ved overførslen af de fleste forsikringsforeninger til beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 5, må det anses for naturligt også at give disse foreninger mulighed for sambeskatning.

Efter forslaget gives der mulighed for at opnå sambeskatning med andre gensidige forsikringsforeninger og med de andre selskabsformer, der er nævnt i § 31, herunder med et datteraktieselskab.

Der findes ikke tilgængelige statistiske oplysninger, der gør det muligt nærmere at skønne over ændringsforslagets provenumæssige virkninger. Det må dog antages, at forslaget har begrænsede provenumæssige konsekvenser.

Til nr. 2

Værnsreglen i lovforslagets § 8, stk. 2, foreslås præciseret, således at der også tages hensyn til sambeskatningsinstituttet.

Ændringsforslaget skal sikre, at der ikke sker beskatning af et overskud, der efter de gældende regler ville kunne blive udlignet af et underskud i et andet af koncernens selskaber. Dette vil være i strid med den af selskaberne opnåede sambeskatningstilladelse.

Værnsreglen vil stadig forhindre, at der fremkommer et underskud, der kan fremføres.

Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Hans Strunge (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i to møder. Udvalget

har stillet spørgsmål til statsministeren og til skatteministeren,

som disse har besvaret dels skriftligt, dels i samråd. Nogle af

disse spørgsmål til skatteministeren og dennes besvarelse heraf er

optrykt i et bilag til denne tillægsbetænkning. Udvalget har

endvidere modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra

Assurandør-Societetet og Dansk Landbrugs Realkreditfond.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Statsministeren har over for udvalget oplyst, at både forslag til lov om ændring af forskellige skattelove. (Forenkling af dispensationsbestemmelser m.v. (L 2) og nærværende lovforslag skal have virkning fra og med indkomståret 1990. Det vil sige, at ændringerne træder i kraft den 1. januar 1990 for alle de selskaber, hvis regnskabsår følger kalenderåret.

Regeringen stræber efter, at al lovgivning er vedtaget, stadfæstet og kundgjort, inden dens ikrafttrædelsestidspunkt indtræder. Kun vedtaget lovgivning bør tillægges virkning over for borgerne, hvor dette overhovedet er muligt.

En udskydelse af vedtagelsen af især forslaget om sænkning af selskabsbeskatningen vil skabe utryghed i erhvervslivet. På tærsklen til det indre marked er det af meget stor betydning, at det signaleres både til udenlandske og danske selskaber, at et mere erhvervsvenligt klima er under etablering. Det er derfor vigtigt, at usikkerheden om Folketingets vilje til at gennemføre den nødvendige selskabsskattesænkning ryddes af vejen hurtigst muligt.

Som det fremgår af lovforslagets undertitel, er der tale om egentlige omlægninger i selskabsbeskatningen og ikke blot om en »simpel« nedsættelse af en selskabsskattesats. Nogle af forslagets elementer vil virke som en lempelse, andre som en skærpelse.

Effekten af omlægningerne for det enkelte selskab er derfor ikke nem at vurdere. Dette taler for, at loven anstændigvis bør gennemføres, inden de fleste selskaber starter på et nyt indkomstår.

Det må endvidere anses for at være af væsentlig betydning for selskaberne, at de hurtigst muligt har fuldstændig klarhed over de skattemæssige regler. Af hensyn til selskabernes investeringsprofil er det af afgørende betydning at kende de skattemæssige forhold. En nedsættelse af selskabsskatten med 1/5 vil således have en væsentlig betydning for selskabernes investeringsmuligheder og budgetdispositioner. Også fjernelsen af adgangen til at foretage investeringsfondshenlæggelser vil allerede ved starten af et indkomstår påvirke en række andre skattemæssige overvejelser.

Skatteministeren har over for udvalget oplyst, at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at oplyse en dato for fremsættelse af et lovforslag om ophævelse af dobbeltbeskatningen af aktieudbytter.

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 37, bilag 36, er fremsættelsen af et forslag herom fortsat aktuelt.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det forelå efter 2. behandling.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget. Mindretallet har dog stillet ændringsforslag og skal herom udtale følgende

Vedtages det af mindretallet stillede ændringsforslag, vil Socialdemokratiet efter omstændighederne kunne acceptere lovforslaget som en midlertidig revision af skattereformaftalen, såfremt den hurtigt følges op med forhandlinger om samlet omlægning af person- og selskabsskattesystemet.

Er der vilje til at nå en løsning, er Socialdemokratiet parat til at justere ændringsforslaget, så den foreslåede beskatning bliver modsvaret af et tabsfradrag i tilsvarende indkomster, såfremt andre partier måtte lægge vægt på en sådan ændring.

Forkastes det stillede ændringsforslag, må mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Den isolerede nedsættelse af selskabsskatteprocenten er et afgørende brud på skattereformaftalen af 19. juni 1985, hvis lovforslaget gennemføres uden ændringer og uden forståelse med Socialdemokratiet.

Forhøjelsen af aktieselskabsskatteprocenten i 1985 blev gennemført forud for skattereformaftalen, men blev entydigt inkorporeret (efter krav fra RV og S) i aftalen. I sin skriftlige fremsættelse den 27. marts 1985 af lovforslag nr. L 209 om ændring af selskabsskatteloven. (Ændring af beskatningsprocenter m.v.), der indebar en forhøjelse af selskabsskatteprocenten fra 40 til 50, skrev den daværende skatteminister, Isi Foighel, bl.a.

»Selskabsskatten indgår dog fortsat som et element i drøftelserne af skattereformen, og . . .«.

I Det Radikale Venstres betænkningsbidrag til det pågældende lovforslag siges

»Det Radikale Venstres medlem af udvalget ser forhøjelsen af selskabsskatten fra 40 pct. til 50 pct. som et led i den kommende skattereform. Forhøjelsen har fra alle sider været betragtet som et vigtigt led i bekæmpelsen af skattetænkning og er bl.a. foreslået af tidligere statsminister Anker Jørgensen så sent som i marts 1985.

I den aftale, der er indgået mellem regeringen og Det Radikale Venstre, er forhøjelsen af selskabsskatten som led i skattereformen understreget, idet det fastslås, at provenuet af forhøjelsen af selskabsskatten er til rådighed for de fortsatte drøftelser om en skattereform.«

Det kan desuden konstateres, at selskabsskatteforhøjelsen udtrykkeligt er nævnt som del af skattereformen i notater fra Skattedepartementet til skattereformforhandlerne af 20. marts 1985, af 23. april 1985, af 30. april 1985 (skitse af 26. april 1985) samt af 16. juni 1985 (skitse af 5. juni 1985).

I den endelige aftaletekst medtages selskabsskatteprocenten i øvrigt i oversigten over skattereformens provenumæssige konsekvenser, og skatteprocenten nævnes to forskellige steder.

Alt dette dokumenterer med al ønskelig tydelighed, at selskabsskatteprocenten på 50 blev gjort til en del af aftalen. Alt andet ville også være ulogisk, da hovedformålet med skattereformen var at bekæmpe skattespekulation gennem et skattesystem, der tilstræbte størst mulig symmetri.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, men kan dog stemme for det stillede ændringsforslag. Mindretallet ønsker at udtale, at lovforslaget med sikkerhed vil genåbne den ladeport af omgåelsesmuligheder, som SF (i modsætning til Socialdemokratiet) netop var med til at lukke, da selskabsskatten i sin tid blev forhøjet.

SF noterer, at Socialdemokratiet har erklæret, at nedsættelsen er et brud på skattereformen, og det åbner unægtelig op for langt bedre manøvremuligheder for SF sammen med Socialdemokratiet efter et folketingsvalg.

SF er enig med Socialdemokratiet i den substantielle kritik af lovforslaget, og SF giver ikke fem flade (og afskaffede) øre for ministerens erklæringer om, at forskellen mellem personskattens 52/58 pct. og selskabsskattens 40 pct. ikke vil åbne muligheder for spekulation. I forbindelse med skattereformen, hvor skatteprocenterne for det højeste trin på personskatten blev nedsat fra 73 til 68 pct. fik Folketingets Skatteudvalg samme forsikring om, at omgåelsesmuligheder næppe var til stede og slet ikke ville blive udnyttet. Men det blev de. Denne gang er asymmetrien ikke 5 pct., men henholdsvis 10 og 16 pct., så spekulationsmuligheden er 2-3 gange mere oplagt end sidst, hvor bl.a. en række pengeinstitutter markedsførte »pakker«, hvormed man kunne udnytte forskellene i beskatningsprocenterne.

Ændringsforslag

Ny paragraf

Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF)

1) Efter § 6 indsættes som ny paragraf

»§ 01

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 5. november 1987, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 763 af 14. december 1988, foretages følgende ændring

I § 4, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »skattepligtig« ordene: »forud for skatteåret 1994-95, men i de efterfølgende skatteår beskattes fortjeneste i disse tilfælde med 25 pct. af beløb ud over 10.000 kr.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Socialdemokratiet har meget dybt beklaget, at regeringen ikke erkender, at isoleret ændring af selskabsskatteprocenten både er i strid med skattereformaftalens fundamentale principper og genåbner for utilsigtet skattespekulation.

Imidlertid er en lavere skatteprocent som led i en samlet reform, der udvider beskatningsgrundlaget mere systematisk, et generelt ønske i hele Folketinget.

Socialdemokratiet vil betragte lovforslaget som en acceptabel, midlertidig revision af skattereformaftalen, hvis lovforslagets vedtagelse hurtigt følges op af forhandlinger om samlet omlægning af person- og selskabsskattesystemet, og hvis ovenstående ændringsforslag til lovforslaget gennemføres nu som værn mod spekulation i manglende politisk handlekraft med hensyn til gennemførelse af den samlede skatteomlægning.

Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Hans Strunge (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 88 Valid

Nr BTL 88

Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove m.v. (Omlægninger i selskabsbeskatningen m.v.)

Nr L 88 1989-90, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19891211

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →