1989 BTL 84 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSKELLIGE FORBRUGSAFGIFTER (OPHÆVELSE AF AFGIFTERNE AF VIDEOOPTAGERE, VISSE FARVEFJERNSYN, VASKE- OG OPVASKEMASKINER, KOMFURER OG OVNE, TÆNDSTIKKER, LIGHTERE OG SPILLEKORT) NR L 84 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
To af udvalgets spørgsmål til ministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål
Hvorledes forventes betalingsbalancen at blive berørt som følge af afgiftsnedsættelsen?
Svar
Det Økonomiske Sekretariat har oplyst, at den umiddelbare effekt på betalingsbalancens løbende poster af ophævelsen af afgifter på videooptagere, visse farvefjernsyn m.v. kan anslås til ca. 250 mio. kr. stigende til 350 mio. kr., når de afledede virkninger er slået fuldt igennem. Effekten af dette lovforslag er lidt større end ved andre afgiftsnedsættelser, idet prisnedsættelsen vedrører varer, som traditionelt har et relativt stort importindhold.
Det tilføjes, at såfremt afgifterne ikke var blevet fjernet, ville betalingsbalancen været blevet belastet af stigende grænsehandel med video, større tv og hårde hvidevarer som følge af forhøjelsen af beløbsgrænsen pr. 1. januar 1990 for afgiftsfri indførsel.
Netto forringes betalingsbalancen således med ca. 1/4 mia. kr. som følge af fjernelsen af afgiften.
Spørgsmål
Ministeren bedes indhente en udtalelse fra økonomiministeren, hvorvidt han med disse afgiftslettelser har fået tilsagn fra EF-Kommissionen om fastholdelse af 2-døgnsreglen, samt om der i relation til EF foreligger nogen langsigtet løsning for så vidt angår stærk spiritus og tobak.
Svar
Økonomiministeriet udtaler, at den aftale, der blev indgået med EF-Kommissionen i slutningen af 1988, indebar en 2-årig forlængelse af 2-døgnsreglen indtil den 31. december 1990. Som en del af aftalen skal EF-Kommissionen inden den 30. juni 1990 tage sagen op til fornyet overvejelse og fremsætte forslag til en forlængelse af undtagelsesordningen, eventuelt i ændret form.
Ophævelse af afgiften for husholdningsapparater, tv og video accentueres af forhøjelsen pr. 1. januar 1990 af det afgiftsfrie beløb i rejsegodsreglerne.
Der foreligger ingen langsigtet løsning for spiritus og tobak. Kommissionen har i november fremlagt nogle forslag, som endnu ikke er substansbehandlet i Rådet.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd. To af disse spørgsmål og svarene herpå
(spørgsmål 1 og 8) er tillige optrykt som bilag til nærværende
betænkning.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
FAHAF (Foreningen af Husholdnings-Apparat Forhandlere i Danmark),
FEHA (Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Husholdningsapparater),
Parfumehandlernes Landsforening og
Radiobranchen.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.
Flertallet inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget), der dog kan tiltræde de stillede ændringsforslag, vil ikke medvirke i den nuværende situation til lovforslagets vedtagelse, idet det er af den opfattelse, at den nødvendige nedsættelse af grænsehandelsfølsomme afgifter skal ske i sammenhæng med en indkomstpolitisk aftale med arbejdsmarkedets parter, der også i de kommende år skal sikre en lavere omkostningsudvikling end i udlandet og en stigende pensionsopsparing.
Endvidere er det Socialdemokratiets opfattelse, at det er nødvendigt at lægge en samlet strategi for nedsættelser af grænsehandelsfølsomme afgifter sådan, at Danmark kan afvikle en væsentlig del af afgifterne mod at opnå en aftale med EF om fastholdelse af adgang til grænsekontrol på stikprøvebasis i forbindelse med opretholdelse af et højt afgiftsniveau på stærk spiritus og tobak.
Mindretallet inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil ved lovforslagets endelige vedtagelse hverken stemme for eller imod, men har dog stillet to ændringsforslag. SF synes, at det er fornuftigt, at nogle af de afgifter, som fungerer som ren kopskat, f.eks. afgift på spillekort, lightere og tændstiksæsker, afskaffes. Når det gælder de øvrige afgifter, finder SF, at problemerne med grænsehandelen kunne tale for en afskaffelse af afgifterne. SF konstaterer dog, at prisforskellen mellem Danmark og Vesttyskland i høj grad også skyldes høje avancer i Danmark.
Ændringsforslag
Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S)
Til § 2
1) Ordene »fra denne dato« ændres til: »dagen efter lovens vedtagelse«.
Til § 3
2) I stk. 1 ændres »den 1. januar 1990« til: »fra dagen efter lovens vedtagelse«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Med det formål at forhindre konkurrenceforvridning mellem hæderlige og uhæderlige handlende ønsker SF, at ikrafttrædelsesdatoen flyttes til dagen efter lovens vedtagelse. Det er gennem udvalgsarbejdet klart dokumenteret af FEHA, at der findes utallige bureaukratiske måder at omgå lovforslagets bestemmelser på, og derfor mener SF, at flertallet burde tage konsekvensen ved at lade afgiftslettelserne på hårde hvidevarer træde i kraft straks.
Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Hans Strunge (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)
Ingen
Nr BTL 84
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter (Ophævelse af afgifterne af videooptagere, visse farvefjernsyn, vaske- og opvaskemaskiner, komfurer og ovne, tændstikker, lightere og spillekort)
Nr L 84 1989-90, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19891210