1989 BTL 82 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG PERSONSKATTELOVEN (OPHÆVELSE AF FRADRAGSRET FOR BIDRAG TIL REALKREDITADMINISTRATION M.V. OG FOR UDGIFTER TIL FORMUEADMINISTRATION) NR L 82 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål
Er afgifter, som opkræves som gebyrer vedrørende opkrævning af terminsydelser i pantebrevsdepoter, fradragsberettigede, hvis L 82 gennemføres som foreslået?
Svar
Gebyrer vedrørende opkrævning af terminsydelser i pantebrevsdepoter er udgifter til formueadministration, som efter en vedtagelse af L 82 ikke vil være fradragsberettigede.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
haft samråd med bolig-, skatte- og industriministrene, hvoraf de to
sidstnævnte tillige skriftligt har besvaret spørgsmål fra udvalget.
Et af disse spørgsmål (spørgsmål 10) og besvarelsen heraf er optrykt som bilag til denne betænkning.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlig og mundtlig henvendelse fra Realkreditrådet.
Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) har med undren konstateret, at skatteministeren har fremsat lovforslaget uden at konsultere Socialdemokratiet som aftalepartner i skattereformen, hvorefter der i personskattelovens § 4 og i cirkulære nr. 22 af 9. december 1986 nøje er defineret, hvad der indgår i kapitalindkomstbegrebet, og hvor de i lovforslaget omhandlede bidrag, gebyrer m.v. alle er nævnt. Hertil kommer den i § 1, nr. 1, 3 pkt., nævnte reduktion af rentefradraget, der ligeledes er omfattet af skattereformen.
Såfremt skatteministeren havde gjort sig den ulejlighed at spørge Socialdemokratiet, kunne ministeren have fået oplyst, at man ville have været imødekommende over for § 1, nr. 2, men afvisende i forhold til § 1, nr. 1.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) konstaterer, at det under udvalgsarbejdet klart er dokumenteret, at bestemmelsen i § 1, nr. 1, ikke vil kunne administreres, da den særdeles enkelt vil kunne omgås. Det skal understreges, at SF er tilhænger af, at fradragsretten mindskes, men anstændigvis må det kunne administreres. De tilsvarende problemer findes ikke i samme omfang for udgifter til formueadministration.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Ændringsforslag
Af et flertal (S, SF og CD)
Til § 1
1) Nr. 1 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1
Forslagsstillerne mener, at vedtagelse af § 1, nr. 1, vil give anledning til en urimelig konkurrenceforvridning mellem realkreditinstitutter og såvel indenlandske som udenlandske pengeinstitutter og øvrige finansieringsselskaber. Herudover vil der være tale om en reel rentefradragsbegrænsning specielt for ejerboliger og med særlig stor virkning for den yngre generation på ejerboligmarkedet, der i forvejen belastes af stigende bidrag til realkreditinstitutterne.
Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Hans Strunge (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)
Ingen
Nr BTL 82
Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Ophævelse af fradragsret for bidrag til realkreditadministration m.v. og for udgifter til formueadministration)
Nr L 82 1989-90, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19891211