1989 BTL 78 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KREDITAFTALER NR L 78 1989-90, 1. SAMLING

§ 01. Indbetaling ifølge en kreditaftale til postvæsenet eller til et pengeinstitut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring til betalingsstedet er rettidig, når den sker inden for den betalingsfrist, der gælder efter kreditaftalen.«

Til § 25

24) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for pantebreve i fast ejendom.«

Til § 28

25) Paragraffen affattes således

»§ 28. Undlader forbrugeren i et kreditkøb at opfylde sin betalingspligt, har kreditgiveren ikke af den grund ret til at forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, tage det solgte tilbage eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen gældende, medmindre forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets forfaldstid og betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2. Det forfaldne beløb skal udgøre

1) mindst en tiendedel af de samlede beløb, der skal betales, eller

2) hvis der i det forfaldne beløb indgår flere afdrag, mindst en tyvendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller

3) hele restfordringen.«

Til § 29

26) I stk. 1, 1. pkt., ændres »henvise kreditgiveren« til: »henvise en kreditgiver«.

27) I stk. 1 udgår sidste pkt.

Til overskriften til § 31

28) Ordene »Cut-off klausuler« ændres til: »Bevarelse af indsigelser m.v.«.

Til § 31

29) Ordene »kreditgiveren ifølge en kreditaftale« ændres til: »kreditgiveren ifølge en kreditaftale eller sælgeren i kreditkøb«.

Til overskriften til § 32

30) Overskriften udgår.

Til § 32

31) Stk. 1 affattes således

»Forbrugeren kan over for anden kreditor gøre samme indsigelser gældende som over for kreditgiveren eller sælgeren.«

Til § 33

32) I stk. 1, nr. 4, udgår », jf. § 19, stk. 2«.

Til § 41

33) Paragraffen affattes således

»§ 41. Hvis § 35, stk. 2, hindrer tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun, hvis der foreligger særlige omstændigheder som nævnt i § 40, foretage udlæg for et beløb, der overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for tilbagetagelsesforretningen.

Stk. 2. Hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under tilbagetagelsesforretningen, kan kreditgiveren foretage udlæg hos forbrugeren for sit tilgodehavende efter § 37, således som dette opgøres af fogedretten.«

Til § 48

34) Paragraffen affattes således

»§ 48. § 22 og §§ 25-28 finder tilsvarende anvendelse på kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb.«

Til § 49

35) Stk. 1 affattes således

»Kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse på kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb, og hvor der er aftalt ejendomsforbehold med hensyn til det solgte, jf. dog stk. 2.«

Til § 54

36) I stk. 1 ændres »§ 9, stk. 4,» til: »§ 3, stk. 3, nr. 1,».

Til § 57

37) Stk. 1 affattes således

»Loven træder i kraft den 1. oktober 1990, jf. dog stk. 2.«

38) I stk. 4 indsættes som 2. pkt.

»Loven gælder dog fortsat for kreditkøb, der er indgået inden denne lovs ikrafttræden.«

Ny paragraf

39) Efter § 57 indsættes som ny paragraf

»§ 02. I lov om tinglysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 15. september 1986, som ændret ved § 7 i lov nr. 138 af 7. marts 1990, ændres i § 42 a, stk. 1, »postvæsenet« til: »postvæsenet eller til et pengeinstitut«.'

Til § 58

40) Ordene »men kan« ændres til: »men §§ 1-57 kan«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at der indføres en generel bestemmelse om formidling af kredit, således at lån, der formidles af en erhvervsdrivende, også omfattes af loven. En tilsvarende bestemmelse er i lovforslaget medtaget for så vidt angår kreditkøb, jf. lovforslagets § 5, stk. 2. Justitsministeriet finder imidlertid på baggrund af høringssvar, at det også uden for kreditkøb bør gælde, at kredit, der formidles af en erhvervsdrivende, er omfattet af loven. Det foreslås samtidig i konsekvens heraf, at lovforslagets § 5, stk. 2, udgår, jf. ændringsforslag nr. 9.

Til nr. 2

Flere af de hørte myndigheder og organisationer har peget på, at kreditgiverens bevisbyrde bør udvides, således at den ikke kun omfatter spørgsmålet om, hvorvidt kreditten er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden part, men også spørgsmålet om, hvorvidt en kreditaftale, herunder et kreditkøb, i det hele er omfattet af loven. Det foreslås derfor, at kreditgiveren får bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke er omfattet af loven.

Til nr. 3

Ændringen indebærer en præcisering af, at lovens kapitel 11 gælder for alle køb, der ikke er forbrugerkøb. Sådanne kreditkøb kan ikke blot tænkes i erhvervsforhold, men også i tilfælde, hvor hverken køber eller sælger er erhvervsdrivende.

Til nr. 4

Ændringsforslaget indebærer, at loven også kommer til at gælde for kreditaftaler med henblik på erhvervelse eller bevarelse af en fast ejendom eller med henblik på opførelse, modernisering eller forbedring af en bygning. Den nærmere rækkevidde af denne undtagelse i lovforslaget og i EF-direktivet kan i et vist omfang give anledning til tvivl. Hertil kommer, at undtagelsen af sådanne lån fra lovens anvendelsesområde ville bevirke, at loven finder anvendelse i visse tilfælde af belåning af fast ejendom, men ikke i andre tilfælde, således at reglerne ville blive besværlige at administrere. Ændringen vil samtidig bevirke en større ligestilling mellem realkreditinstitutter og pengeinstitutter, idet der nu kommer til at gælde samme regler om oplysning om effektiv rente for realkreditinstitutter som for pengeinstitutter og andre långivere til forbrugere.

Da visse af de lånetyper, som anvendes inden for realkreditten, i et vist omfang indeholder særlige indfrielsesvilkår, er der samtidig foreslået en ændring af lovforslagets § 25, således at disse lånetyper med særlige indfrielsesvilkår kan opretholdes. Der henvises til ændringsforslag nr. 24.

Til nr. 5

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget omfatter EF-direktivet om forbrugerkredit ikke kreditter eller forligsordninger, som indgås i forbindelse med retsafgørelser eller retsforlig, dvs. retslig inkasso i bred forstand. Med ændringsforslaget præciseres det, at loven ikke finder anvendelse på sådanne kreditter.

Til nr. 6

Ifølge lovforslagets § 9, stk. 4, gælder oplysningspligten for kreditaftaler med fast lånebeløb ikke for kreditter, hvor det samlede beløb, der skal betales, ikke overstiger 1.500 kr. For kreditaftaler med variabelt lånebeløb gælder oplysningspligten derimod, selv om det samlede beløb, der skal betales, ikke overstiger 1.500 kr.

Da omkostningerne ved at opfylde oplysningspligten ved sådanne små kreditter kan være uforholdsmæssigt høje, foreslås det, at de nævnte kreditter under 1.500 kr. i det hele undtages fra oplysningspligten efter kapitel 2.

Til nr. 7

Ændringsforslaget er af redaktionel karakter.

Til nr. 8 og 10

Ændringerne er af redaktionel karakter.

Til nr. 9

Der er tale om en konsekvensændring i forhold til ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 11

Ændringsforslaget er nødvendiggjort af den under nr. 3 foreslåede ændring af § 2. Med hensyn til ikke-forbrugerkøb svarer de foreslåede regler til ordningen efter kreditkøbsloven.

Til nr. 12

Med ændringsforslaget præciseres det, at det, der skal oplyses over for forbrugeren som lånebeløbet, er det beløb, som bliver udbetalt efter fradrag af stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende. Udtrykket »lånebeløbet« findes i den forbindelse at være mere rammende end udtrykket hovedstolen, der i almindelig sprogbrug anvendes som udtryk for f.eks. et pantebrevs pålydende beløb. I kreditkøb vil lånebeløbet naturligvis ikke omfatte udbetalingen.

Til nr. 13

Efter direktivets art. 6, stk. 1, skal forbrugeren ved indgåelse af aftale om kredit i form af træk på en løbende konto have oplysning om betingelserne for ophævelse af aftalen. En sådan bestemmelse er medtaget i lovforslagets § 10, stk. 1, nr. 7, vedrørende kreditaftaler med variabelt lånebeløb. Justitsministeriet finder, at det også ved kreditaftaler med fast lånebeløb vil være relevant for forbrugeren at få denne oplysning. Det foreslås derfor, at kreditgiveren skal oplyse forbrugeren herom.

Ifølge direktivet skal der som nævnt oplyses om betingelserne for »ophævelse« af aftalen. Det er Justitsministeriets opfattelse, at det, der hermed tænkes på, er de kontraktmæssige betingelser for, at aftalen kan bringes til ophør ved opsigelse, snarere end betingelserne for ophævelse som følge af kontraktens misligholdelse. Der er således formentlig tale om en upræcis oversættelse af direktivteksten. Ændringsforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. I tilslutning hertil foreslås det, at kreditgiveren tillige skal oplyse om aftalens varighed.

Til nr. 14

En række af de hørte myndigheder og organisationer har peget på, at det bør sikres, at forbrugeren i kreditkøb fortsat får oplysning om kontantprisen. Der er herved peget på, at kontantprisen ikke altid fremgår af skiltningen i forretningen, og at det også for fogedretternes praktiske arbejde er væsentligt, at denne oplysning fremgår af kontrakten, bl.a. med henblik på at konstatere, om udbetalingskravet i køb med ejendomsforbehold er opfyldt. Det foreslås derfor, at sælgeren i kreditkøb ud over de i § 9, stk. 1, nævnte oplysninger også skal oplyse forbrugeren om kontantprisen. Endelig foreslås det, at oplysningspligten efter § 9, stk. 1, i kreditkøb skal påhvile sælgeren. Dette svarer til retstilstanden efter kreditkøbsloven.

Til nr. 15

Der er tale om en konsekvensændring i forhold til ændringsforslag nr. 6.

Til nr. 16

Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 13.

Til nr. 17

Ændringsforslaget er af præciserende karakter.

Til nr. 18

Ændringen er af redaktionel karakter.

Til nr. 19

Ændringsforslaget er en konsekvens af gennemførelsen af realkreditlov nr. 841 af 20. december 1989.

Til nr. 20

Det er i flere af høringssvarene blevet påpeget, at oplysningspligten efter denne bestemmelse kan medføre øgede udgifter for forbrugeren, fordi omkostningerne ved at give meddelelse eller udsende kontoudtog vil blive væltet over på forbrugerne. Det foreslås derfor, at oplysningspligten også skal kunne opfyldes ved annoncering i dagspressen i forbindelse med oplysning om ændringen i det førstkommende kontoudtog. Dette svarer til den måde, hvorpå underretning gives i dag for så vidt angår banker og sparekasser.

Til nr. 21

Ændringen er af redaktionel karakter.

Til nr. 22

Der er tale om en konsekvensændring i forhold til ændringsforslag nr. 14.

Til nr. 23

Ændringsforslaget skal ses i sammenhæng med ændringsforslag nr. 39 om ændring af tinglysningslovens § 42 a, stk. 1. Det foreslås, at indbetaling til postvæsenet eller til et pengeinstitut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring til betalingsstedet skal anses som rettidig betaling, når indbetaling sker inden for den betalingsfrist, der gælder efter kreditaftalen.

Den foreslåede regel svarer til den gældende regel i tinglysningslovens § 42 a, stk. 1, der alene omfatter pantebreve, men derimod ikke andre kreditaftaler. I forhold hertil foreslås samtidig, at indbetalinger til pengeinstitutter sidestilles med indbetalinger til postvæsenet. Der er i dag ingen grund til at gøre forskel på postvæsenet og pengeinstitutterne, således som man gjorde i 1973 ved gennemførelsen af postindbetalingsreglen i tinglysningslovens § 42 a, stk. 1. Der foreslås derfor samtidig en ændring af tinglysningslovens § 42 a, stk. 1, i overensstemmelse hermed, jf. ændringsforslag nr. 39.

Til nr. 24

Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 4.

Til nr. 25-31

Ændringerne er af redaktionel karakter.

Til nr. 32

Der er tale om en konsekvensændring i forhold til ændringsforslag nr. 14.

Til nr. 33

Ændringen er af redaktionel, tydeliggørende karakter.

Til nr. 34-35

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den under nr. 3 foreslåede ændring af § 2, 1. pkt.

Til nr. 36

Der er tale om en konsekvensændring i forhold til ændringsforslag nr. 6 og 15.

Til nr. 37

Ændringsforslaget indebærer, at ikrafttrædelsen af de nye regler udskydes indtil den 1. oktober 1990. Det er navnlig bankerne og sparekasserne, der har peget på, at de må have bedre tid til at indrette deres arbejdsgange på de nye regler.

Til nr. 38

Ændringsforslaget er af præciserende karakter.

Til nr. 39

Der henvises for så vidt angår den foreslåede ændring af tinglysningslovens § 42 a, stk. 1, til bemærkningerne til nr. 23.

Til nr. 40

Ændringsforslaget er en konsekvens af det under nr. 39 stillede ændringsforslag.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Elsebeth Kock-Petersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har

herunder stillet spørgsmål til justitsministeren.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlige henvendelser fra Finansrådet, Danske Pengeinstitutters Forening og Forbrugerrådet.

Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer afudvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, RV, CD og KRF)

Til § 3

1) Stk. 3, nr. 1, affattes således

»1) hvor det samlede beløb, der skal betales, eller ved kreditaftaler med variabelt lånebeløb det samlede beløb, der skal betales ved fuld udnyttelse af kontoen, ikke overstiger 1.500 kr., eller«.

Til § 24

2) Ordene »i § 9« ændres til: »i §§ 9-10«.

Til § 27

3) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke

» Stk. 6. Stk. 1-5 gælder ikke for pantebreve i fast ejendom.«

Til § 32

4) Ordene »ifølge en kreditaftale eller sælgeren i kreditkøb« ændres til: », sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse«.

Til § 33

5) I stk. 1 ændres »eller sælgeren« til: », sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse«.

Til § 49

6) Ordene »§§ 26-29« ændres til: »§§ 25-29«.

Til § 58

7) I stk. 1 ændres »den 1. oktober 1990« til: »den 1. januar 1991«.

8) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 1, nr. 4, og § 10, stk. 1, nr. 3, træder først i kraft den 1. januar 1993.«

Bemærkninger

Til nr. 1

I en henvendelse til Folketingets Retsudvalg har Forbrugerrådet foreslået, at undtagelsen i § 3, stk. 3, nr. 1, for så vidt angår kreditaftaler med variabelt lånebeløb skal finde anvendelse på den måde, at det er det fulde beløb, der kan trækkes på kreditten, der skal være afgørende for, om kreditten falder uden for loven.

Justitsministeriet er enig heri, og på den baggrund foreslås der en ændring af bestemmelsen, der tydeliggør, at den finder anvendelse både ved kreditaftaler med fast lånebeløb og ved kreditaftaler med variabelt lånebeløb.

Til nr. 2

Ændringen, der er af redaktionel karakter, indebærer en præcisering af, at bestemmelsen finder anvendelse både ved de i § 9 og § 10 omhandlede kreditter.

Til nr. 3

Ændringsforslaget indebærer en tydeliggørelse af, at bestemmelserne i § 27, stk. 1-5, ikke gælder for pantebreve i fast ejendom.

Til nr. 4-5

Ændringsforslagene tydeliggør, at reglerne om bevarelse af forbrugerens indsigelser også gælder i forhold til leverandøren af en tjenesteydelse, når der er givet forbrugeren henstand med betalingen.

Til nr. 6

Ændringsforslaget er af redaktionel karakter.

Til nr. 7

I en henvendelse til Folketingets Retsudvalg har Finansrådet anmodet om, at lovens ikrafttrædelsestidspunkt udskydes til den 1. januar 1991. Som begrundelse for anmodningen anføres det, at der må regnes med en periode på mindst et halvt år til ændring af pengeinstitutternes edb-systemer med henblik på opfyldelse af oplysningspligten.

På den baggrund foreslås det, at ikrafttrædelsestidspunktet for loven udskydes til den 1. januar 1991.

Til nr. 8

Ændringsforslaget er af redaktionel karakter.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.

Tilføjelse til tillægsbetænkning

Efter at 3. behandling af lovforslaget blev standset og det henvistes

til fornyet udvalgsbehandling, har Retsudvalget afholdt yderligere et

møde. Udvalget har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren,

som denne har besvaret skriftligt. Spørgsmål og svar er optrykt som

bilag til denne tilføjelse til tillægsbetænkningen.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren i tillægsbetænkningen stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, idet mindretallet bemærker, at det stillede spørgsmål ikke er besvaret i overensstemmelse med spørgsmålets formulering. Mindretallet må således opfatte det afgivne svar som negativt i forhold til det ønskede.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved den fortsatte 3. behandling.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål

Vil justitsministeren fra Vestre Landsret og Københavns Byret indhente en udtalelse om, hvorvidt de af ministeren i betænkningen og tillægsbetænkningen stillede ændringsforslag i det væsentligste imødekommer den af begge retter rejste kritik af lovforslagets udformning.

Svar

1. Justitsministeriet forstår spørgsmålet således, at der sigtes til de bemærkninger, som fra de nævnte retter er fremkommet til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Justitsministeriet har gennemgået samtlige høringssvar med henblik på at vurdere de forslag til ændringer i de enkelte bestemmelser, som er fremkommet i forbindelse med høringsrunden. Det bemærkes herved, at Justitsministeriet naturligvis har anlagt samme fordomsfrie vurdering af høringssvarene, som hvis det havde drejet sig om et lovforslag, som endnu ikke havde været fremsat i Folketinget.

Da spørgsmålet specielt vedrører Vestre Landsret og Københavns Byret, vil de følgende bemærkninger alene vedrøre forholdet mellem det oprindelige lovforslag, høringssvarene fra Vestre Landsret og Københavns Byret samt lovforslaget i den udformning, det vil have, såfremt det ændringsforslag vedtages, som er stillet ved 3. behandling.

2. I det følgende gennemgås væsentlige specielle bemærkninger fra Vestre Landsret og Københavns Byret paragraf for paragraf.

Ad § 1

I relation til forbrugerdefinitionen i lovforslagets § 1, stk. 1, anfører Københavns Byret, at det bør præciseres, at også kreditaftaler, der indgås af andre end fysiske personer, f.eks. ikke-erhvervsdrivende foreninger, kan anses for en forbrugeraftale.

Denne bemærkning er ikke taget til følge, idet det efter Justitsministeriets opfattelse er unødvendigt at foretage en sådan præcisering, der kunne give anledning til lovtekniske problemer i forhold til den øvrige lovgivning, hvor udtrykket »forbruger« anvendes som omfattende både fysiske og juridiske personer.

Københavns Byret finder endvidere, at bevisbyrdereglen i § 1, stk. 2, bør udvides, således at kreditgiveren også får bevisbyrden for, at et køb på kredit ikke er omfattet af loven.

Bemærkningen er taget til følge, jf. lovforslagets § 1, stk. 3, som affattet efter 2. behandling.

Ad § 2

Vestre Landsret kritiserer formuleringen i lovforslagets § 2, 1. pkt.

Bemærkningen er taget til følge, jf. det § 2, 1. pkt., som blev vedtaget ved 2. behandling.

Ad § 3

Vestre Landsret og Københavns Byret foreslår, at det i bestemmelsen udtrykkeligt præciseres, at retsforlig ikke er omfattet af loven.

Bemærkningerne er taget til følge, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i lovforslaget som vedtaget ved 2. behandling.

Ad § 4

Vestre Landsret og Københavns Byret anfører, at formuleringen af undtagelsesbestemmelsen i § 4, stk. 2, er upræcis, idet det ikke klart fremgår, at den alene sigter til aftaler, ifølge hvilke den erhvervsdrivende skal præstere en løbende ydelse

Bemærkningen er taget til følge, jf. § 4, stk. 2, som vedtaget ved 2. behandling.

Ad § 5

Vestre Landsret og Københavns Byret bemærker, at man i definitionen af kreditkøb i stk. 1 har udeladt den hidtidige betingelse om, at aftalen om henstand skal være indgået inden overgivelsen af det købte. Man finder det ikke rimeligt, at en efterfølgende aftale om henstand skal medføre, at købet bliver omfattet af de særlige regler om kreditkøb.

Justitsministeriet har ikke taget denne bemærkning til følge, idet en sådan sondring, som kendes i den gældende kreditkøbslov, tynger lovteksten og endvidere forekommer unødvendig. Den udformning, som Justitsministeriet har givet i bestemmelsen, giver forbrugeren en videre beskyttelse end Vestre Landsrets og Københavns Byrets forslag.

Ad § 7

Københavns Byret finder, at § 48, jf. § 32 og §§ 25-28, ikke bør kunne fraviges ved aftale også i køb med ejendomsforbehold.

Bemærkningen er taget til følge, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., i lovforslaget som vedtaget ved 2. behandling.

Ad § 9

Vestre Landsret og Københavns Byret foreslår, at oplysningspligten i oprindelige trepartsforhold, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, kommer til at påhvile sælgeren.

Vestre Landsret og Københavns Byret finder endvidere, at kreditors oplysningspligt i kreditkøb fortsat bør omfatte kontantprisen.

Bemærkningerne er taget til følge, jf. § 9, stk. 2, som affattet ved 2. behandling.

Ad § 12

Vestre Landsret anfører, at udtrykket »stiltiende accept« er vanskeligt at arbejde med, og at man kunne overveje at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til at omfatte alle tilfælde, hvor et (ubevilget) overtræk har varet i mere end 3 måneder. Københavns Byret tilslutter sig det af Vestre Landsret anførte.

Justitsministeriet kan ikke følge dette forslag, idet reglerne om oplysningspligt i så fald ville komme til at omfatte tilfælde af faktisk restance, hvor der ikke foreligger en kreditaftale.

Ad § 13

Københavns Byret finder, at det bør præciseres, at der også skal ses bort fra de i § 13, stk. 2, omhandlede omkostninger ved opgørelsen af kreditomkostningerne angivet som et beløb, jf. § 9, stk. 1, nr. 3.

Bemærkningen er imødekommet, jf. § 13, stk. 2, som affattet efter 2. behandling i Folketinget.

Ad § 14

Københavns Byret anfører, at det er uklart, hvor meget oplysningspligten omfatter.

Justitsministeriet finder ikke, at lovforslaget kan give anledning til tvivl. Opmærksomheden henledes på, at reglen er en følge af EF-direktivets art. 4, stk. 2, litra d.

Ad § 15

Vestre Landsret anfører, at det for så vidt angår pengeinstitutter og realkreditinstitutter er uklart, hvad der ligger i pligten til at angive, hvorledes renten er variabel, jf. § 15, stk. 1, in fine.

Justitsministeriet finder ikke, at der på dette punkt vil kunne opstå vanskeligheder. Det bemærkes, at reglen i princippet svarer til kreditkøbslovens § 37, hvor den ikke har givet anledning til vanskeligheder.

Ad §§ 16-18

Københavns Byret forudsætter, at der udarbejdes særligt vejledningsmateriale for retternes personale, ligesom det må sikres, at retternes personale får rådighed over det fornødne tabelmateriale, finansregnere m.v. samt får den fornødne instruktion i brugen heraf.

Spørgsmålet om vejledningsmateriale for retternes personale vil indgå i Justitsministeriets almindelige overvejelser vedrørende personalets uddannelse m.v.

Ad § 21

Københavns Byret anfører, at det bør præciseres, at der tænkes på købs- og ikke kreditaftalens indgåelse.

Bemærkningen er ikke taget til følge. Det bemærkes, at bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 9.

Ad § 23

Københavns Byret bemærker, at det ikke fremgår af bestemmelsen, hvad der skal gælde, hvis kreditgiver helt har undladt at forsøge at opfylde sin oplysningspligt med hensyn til de årlige omkostninger i procent.

Justitsministeriet har nøje overvejet dette spørgsmål. Ved vurderingen må man være opmærksom på, at forbrugerens muligheder for at vurdere omfanget af sine forpligtelser kan have en helt forskellig karakter, alt efter hvilke oplysninger der i øvrigt er givet. Har kreditgiveren opfyldt sin oplysningspligt vedrørende de enkelte typer af faktiske omkostninger, vil forbrugeren være i stand til at overskue sine forpligtelser.

Ad § 24

Vestre Landsret finder, at det bør overvejes at anvende sanktionsreglen på alle kreditaftaler. For så vidt angår manglende iagttagelse af sanktionsreglen efter § 12 bør det endvidere ovevejes at sanktionere overtrædelse heraf ved, at kreditgiveren afskæres fra at forlange forhøjet rente m.v. i anledning af overtrækket.

Bemærkningen er ikke taget til følge. Der henvises til bemærkningerne ad § 23.

Ad §§ 25-26

Vestre Landsret bemærker, at bestemmelsen, der også omfatter andre kreditaftaler end kreditkøb, herunder pantebreve i fast ejendom, som ikke er undtaget efter § 3, stk. 1, nr. 1, forekommer meget vidtgående.

Bemærkningen er taget til følge i forbindelse med den omredaktion af lovforslaget, som er foretaget i forbindelse med, at Justitsministeriet har foreslået loven udvidet til også at omfatte realkreditlån. Der henvises til § 26, stk. 2, i lovforslaget som vedtaget ved 2. behandling samt ændringsforslaget til § 27 til 3. behandling.

Ad § 30

Vestre Landsret anser det for tvivlsomt, at der er behov for at lade bestemmelsen finde anvendelse på rene udlån.

Justitsministeriet kan ikke tiltræde den begrænsning af forbrugerbeskyttelsen ved almindelige udlån, som ville være en følge af at tage Vestre Landsrets forslag til følge.

Ad § 31

Vestre Landsret og Københavns Byret finder overskriften »cut-off klausuler« uhensigtsmæssig.

Bemærkningen er taget til følge, jf. overskriften til lovforslagets § 32 som vedtaget ved 2. behandling.

Ad § 32

Vestre Landsret og Københavns Byret anfører, at bestemmelsen i stk. 1 er uanvendelig på oprindelige trepartsforhold i kreditkøb.

Bemærkningen er taget til følge, jf. § 33, stk. 1, i lovforslaget som affattet efter 2. behandling.

Ad § 35

Vestre Landsret og Københavns Byret finder, at kreditors adgang til tilbagetagelse af salgsgenstanden i køb med ejendomsforbehold fortsat bør være betinget af, at kreditor har opfyldt sin oplysningspligt over for forbrugeren.

Der henvises til bemærkningerne til § 35 i det fremsatte lovforslag.

Ad § 41

Københavns Byret ønsker, at der medtages en bestemmelse svarende til kreditkøbslovens § 27, stk. 3, in fine.

Bemærkningen er taget til følge, jf. § 42, stk. 1, i lovforslaget som vedtaget ved 2. behandling.

Ad § 44

Københavns Byret anfører, at der ikke længere er den samme begrundelse for i rekvisitionen at kræve oplyst, om rekvisitor er forbruger, da kontrakten er eksigibel, uanset om oplysningspligten er overholdt.

Justitsministeriet finder, at det kan have betydning for fogedrettens behandling af sagen, at den fra starten er bekendt med, om den pågældende er forbruger eller ej. Bemærkningen er derfor ikke taget til følge.

Ad § 55

Københavns Byret foreslår, at straffebestemmelsen udformes ens for så vidt angår overtrædelser af henholdsvis § 9, § 10, § 12 og § 14 og overtrædelser af § 19 og § 20.

Bemærkningen er ikke taget til følge. Det bemærkes herved, at bestemmelsen i realiteten er udformet svarende til kreditkøbslovens § 40.

3. Justitsministeriet finder, at Vestre Landsrets og Københavns Byrets mere generelle synspunkter vedrørende lovforslagets tekniske opbygning efterhånden er velkendte. På baggrund af de omfattende høringssvar og gennemgangen ovenfor i nr. 2 af de specielle bemærkninger fra disse retter må også Vestre Landsrets og Københavns Byrets synspunkter vedrørende lovforslagets enkelte bestemmelser anses kendte.

Som det fremgår af den ovenstående gennemgang, har Justitsministeriet på en lang række punkter draget nytte af de bemærkninger, som er fremkommet under høringsrunden såvel fra de nævnte retter som fra andre høringsinstanser.

På den baggrund og under hensyn til, at det ikke er realistisk at forestille sig, at der vil kunne foreligge yderligere udtalelser fra Vestre Landsret og Københavns Byret inden Folketingets sommerferie, finder Justitsministeriet ikke at burde indhente yderligere udtalelser over lovforslaget.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der foreligger et fuldt tilstrækkeligt beslutningsgrundlag.

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Butikshandelens Fællesråd,

Danmarks Automobilforhandler Forening,

Dansk Detail Konto og

Forbrugerrådet.

Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Flertallet fremhæver, at lovforslaget, der er blevet godt modtaget af såvel erhvervslivet som forbrugernes organisationer, medfører en væsentlig forbedring af forbrugernes retsstilling i forhold til i dag. Lovforslaget tager endvidere sigte på at gennemføre et EF-direktiv om forbrugerkredit til dansk ret.

Det fremhæves i den forbindelse, at reglerne om oplysning om de årlige omkostninger i procent først skal træde i kraft den 1. januar 1993, således at erhvervslivet vil have god tid til at indrette sig på de nye regler.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at lovforslaget ikke bør vedtages i dets nuværende form, og indstiller derfor lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Bag denne holdning ligger ikke en politisk uenighed i forhold til lovforslagets hensigt eller dets detaljer, men derimod en tilkendegivelse om, at Folketinget ikke bør vedtage et lovforslag, som en enig dommerstand med udførlige begrundelser har erklæret for lovteknisk ubrugeligt. Baggrunden herfor er ifølge tilkendegivelser fra dommerside, at lovforslaget ikke har været igennem en normal høringsprocedure, der kunne medføre en lovteknisk tilretning før lovforslagets fremsættelse i Folketinget. Det kan ikke afvises, at det undertiden kan være rimeligt, at et lovforslag udsendes til høring samtidig med fremsættelsen i Folketinget. Forudsætningen for dette standpunkt må imidlertid selvsagt være, at en kritik af lovforslagets udformning naturligvis må føre til ændringer, når kritikken fremstår med en sådan vægt som i den her omhandlede sag. Justitsministeren har ganske vist stillet et betydeligt antal ændringsforslag, formentlig for at tage brodden af den heftige kritik af lovforslaget. Hertil bemærkes for det første, at de stillede ændringsforslag ikke fuldt ud imødekommer den rejste kritik. For det andet tvinger ministeren med sin fremgangsmåde udvalget ind i en position, som udvalget ingen forudsætning har for at udfylde - positionen som lovteknisk kontrollant. Socialdemokratiet og SF har tilsluttet sig ønsket om, at ændringsforslagene skulle underkastes samme høringsprocedure som selve lovforslaget. Dette ønske har ministeren ikke ønsket at imødekomme.

Socialdemokratiet og SF skal stærkt beklage, at ministeren har udvist så ringe forståelse for udvalgets arbejdsvilkår, hvilket er så meget desto mere uforståeligt, som tidsrammen for gennemførelse af det tilgrundliggende EF-direktiv fra 1986 er udstrakt helt til 1. januar 1995.

På baggrund heraf skal Socialdemokratiet og SF opfordre ministeren til at udarbejde et nyt lovforslag, som først fremsættes i Folketinget, når det har været igennem en tids- og indholdsmæssigt forsvarlig høringsprocedure.

Ændringsforslag

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, RV, CD og KRF)

Til § 1

1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Loven gælder også for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for kreditgiveren af en erhvervsdrivende.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

2) Stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke er omfattet af loven.«

Til § 2

3) 1. pkt. affattes således

»Lovens kapitel 11 gælder for kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb.«

Til § 3

4) I stk. 1 udgår nr. 1.

Nr. 2 bliver herefter nr. 1.

5) I stk. 1 indsættes efter nr. 2, der bliver nr. 1, som nyt nummer

»2) Kredit, der aftales i et retsforlig.«

6) Stk. 3 affattes således

»Stk. 3. Lovens kapitel 2 gælder ikke for kreditaftaler,

1) hvor det samlede beløb, der skal betales, ikke overstiger 1.500 kr., eller

2) hvor der ikke betinges vederlag for kreditten.«

Til § 4

7) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. En aftale om præstation af løbende ydelser, for hvilke forbrugeren har ret til at betale helt eller delvis bagud, anses ikke for en kreditaftale.«

Til § 5

8) I stk. 1, nr. 1 og 2, ændres »forbrugeren« til: »køberen«.

9) Stk. 2 udgår.

Til § 6

10) I stk. 1 ændres »forbrugeren« til: »køberen«.

Til § 7

11) Paragraffen affattes således

»§ 7. Loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for forbrugeren.

Stk. 2. I ikke-forbrugerkøb kan reglerne fraviges ved aftale. De kan dog ikke fraviges til skade for køberen ifølge et køb med ejendomsforbehold.«

Til § 9

12) I stk. 1 affattes nr. 1 således

»1) Lånebeløbet: Det lånte beløb efter fradrag af stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende.«

(Vedtages ændringsforslaget, ændres udtrykket »hovedstolen« til: »lånebeløbet« i § 9, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, § 23, stk. 1, og § 26, stk. 3).

13) I stk. 1 indsættes efter nr. 6 som nyt nummer

»7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.«

14) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. I kreditkøb påhviler oplysningspligten efter stk. 1 sælgeren. Denne skal tillige oplyse forbrugeren om kontantprisen, dvs. den pris, for hvilken tingen ved aftalens indgåelse kunne være købt mod kontant betaling hos sælgeren.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

15) Stk. 4, der bliver stk. 5, udgår.

Til § 10

16) I stk. 1 affattes nr. 7 således

»7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.«

Til § 13

17) I stk. 1 ændres »herunder renter og andre omkostninger« til: »herunder stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre omkostninger«.

18) I stk. 2 ændres »de årlige omkostninger i procent« til: »kreditomkostningerne«.

Til § 15

19) I stk. 2 ændres »lov om realkreditinstitutter« til: »realkreditloven«.

20) Stk. 4 affattes således

»Stk. 4. Kreditgiveren skal informere forbrugeren om enhver ændring i den årlige nominelle rente eller de øvrige kreditomkostninger, når ændringen indtræder. Oplysningen kan gives ved, at der gives forbrugeren særskilt underretning om ændringen, eller ved annoncering herom i dagspressen i forbindelse med oplysning om ændringen i det førstkommende kontoudtog.«

Til § 16

21) I stk. 1 ændres »(lån, tilbagebetaling og omkostninger)» til: »(lånebeløb, tilbagebetaling og kreditomkostninger)».

Til § 19

22) Stk. 2 udgår.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

Ny paragraf

23) I kapitel 7 indsættes før § 25 som ny paragraf med tilhørende overskrift

»Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter

Ingen

Nr BTL 78

Betænkning over Forslag til lov om kreditaftaler

Nr L 78 1989-90, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19900510